Skip to main content

Full text of "For Romantik og Historie Bind 1"

See other formats 


Den uforbederlige bibliotekar 


Niels Jensen 
For Romantik og Historie 
Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90. 


Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm 


Udarbejdet 2023 af Niels Jensen 


Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen 


H. P. Holst: 


For Komantik ag Historie. 


Forſte Bind. 


Rjobenhavn, 


P. G. Philipſen, Hovedcommisſlonair. 


rå 


1868. 


Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. 


Indhold. 


Side 
Til Danmark. Af H. P. Hollis 1. 
Mod Slutningen. Af L. Bodtche uu 3. 
Original og Portrait. Pf Ad. Roſenkilde 5. 
Skikkelſer fra Oldtiden: J. Cackrkhõuꝶm000 12. 
Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. Af C. Hauch .... 20. 
Fra Simone. En Novelle af H. P. Hole 43. 
Den kretenſiſke Opſtannʒvů˖ d Od 78. 
Muſik i Naturen. Af P. H. Warming 84. 
De to Sangere. Af F. L. Hoeddtee. . q. 109. 


Skovkapellet i Dyrehaven. Af H. P. Holst. . 115. 

Rufin Piotrowski. En polſk Adelsmands Domfaeldelſe, De⸗ 
portation, Fengſelsliv i Siberien og Flugt . 117 og 240. 

Prindſesſen fra „Ruhekrug“. En Fortælling fra 1848 af 


H. P. Hol, ln sm mo ob 172. 
Egil Skallegrimſens Saga. Af H. G. Bohr 194. 
Skallingen. Af Thomas Lanna 226. 
J Hjemmet. Af Kr. Arent zr 237. 
Margrethes Friere. Fortalling, grundet paa en ſand Be⸗ 

givenhed. Af Henrik Hertz 299. 
Aveiro og Coimbra. Af H. C. Anderſen 325. 
De danſke Skarpſkytter. En Sang = Cyclus af Carl 

Anderſe ns ene fa aen 336. 
To "Digte af A. Mu nrgh n 349. 
Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl 5 0 0 353. 
Charakteriſtik af Karl den Tolvte. Af Bernh. v. Beſkow. 

(Efter Forfatterens Manuſeript 0... ere . 418. 


Brillantringen. En Novelle af H. P. Holst....... 431. 


Side 
Chorſang af Alesſandro Manzoni, overſat fra Italienſt 


rf, TS STED, 461. 
Kilden til „De Uadſtillelige“. En Notits af F. L. Høedt 465. 
Sommerbilleder. Af Andreas Bog 469. 
Patkuls Domfeldelſe. Af Bernh. v. Beſkow. (Efter 

Forfatterens Manuſcriptũꝛꝛ .…….…. 474. 
Bjørneffindet. En Novelle efter Théodore Pavie ved 

r e ee REEVES PSR NEN SEEEREDER 485. 
Stropher til Muſik. Af Henrik Herta 532. 


Den danſte Skueplads og Commisſionen. Af F. L. Høedt 538. 
Om Operaen „Haus Heiling“. Af P. H. Warming .. 566. 


Den unge Fange. Af Andrée Chèe nie 577. 

Natteſtemning. Af Andreas Booo dg 580. 

Gunlog Ormetunge. Efter ⸗Gunnlaugs saga Ormstunga» 
F deff, Aeenerer 581. 


Benvenuto Cellini. Et Charakteerbillede af H. P. Holst 619. 
Manoela, en Fortælling fra Azorerne, efter Théodore 
Pavie ved H. P. Holnnsdgdgdg. 658. 
To Borneſange. Af F. L. Hoedeek 695. 
Literatur og Kunſt. Af Udgiveren 101, 231, 342, 467 og 699. 


Gil Danmark. 


Vort Fedreland, i Folkemund, 
J Sfkjaldeqvad og Viſer 

Fra Arilds Tid og til idag 

Din Skjonhed høit man priſer; 
Selv Havet ſynger for din Fod, 
At her er godt at vere, 

Og Stormens Bruſen ſvarer med 
En Hymne til din re. 


Din ſtorſte Skjonhed er dog ei 
Den, ſom paa Marken gynger 

J Overflod af gyldne Ax 

Og friſke Blomſterklynger — 

Ei heller den, hvis grønne Bragt 
Udfolder ſig i Skoven 

Med Foraarsduft og Fugleſang 
Og ſpeiler ſig i Voven. 


Din ftørfte Skjonhed er, at frit 
— Gom Havet om Dig bruſer, 
Som Sæben bølger paa din Mark, 
Som i bin Skov det ſuſer — 
Saa frit til hvert et gavnligt Værk 
Nu Mandens Kraft fig rører, 

Saa frit nu flyver Ordet ud, 

Og frit man paa det hører! 


Ja, hvad vi end. har tabt og lidt, 

Og hvad vi end ffal frifte, 

De Baand, der os til Hjemmet bandt, 
De Baand ffal aldrig briſte! 

Det fige vi — det ſige de, 

Som bittert nu vi ſavne, 

Men ſom engang, det troe vi faſt, 
Igjen hos os vil havne! 


5. p. Holst. 


Mod Slutningen. 


Tak, Gud! for hver en Glæde, 
Din Kjærlighed mig gav! — 
Snart maa jeg vel ftaae rede 
Med Pas og Reiſeſtav. 


Hav Tak for Sangens Gave 
J al din Miſkundhed, 

Og gid at jeg maa have 
Den til mit ſidſte Fjed! 


Maaſkee det turde baade, 

Om end Du gav mig Raſt, — 
Der er ſaa mange Traade, 
Som endnu holde faſt. 


Endnu er ſvag min Vinge, 

Og Du ſaa hellig ſtor, — 

Jeg foler mig ſaa ringe, 

Jeg er ſaa tung af — Jord! 
1* 


Vel blinker i det Fjerne 

Din Almagts lyſe Pant; 

Dog vinker end den Stjerne 
Mig født, hvor Livet ſvandt — 


Den Jord, Du har hufvalet 
Med Schakſpears gyldne Sang, 
Hvor Rafael har malet, 

Og Mozarts Toner klang! — 


End tenker jeg paa Graven 
Kun med en frygtſom Aand, 
Og „Ordet“, Pilgrimsſtaven, 
Er ſjelden i min Haand. 


Held hvo i Uſkyldsalder 

Din lyſe Himmel ſeer! — 

Den Sjæl, [om ſeent Du falder, 
Er ei ſaa værdig meer. 


Men, Gud! Du er den Samme, 


Er Kjerligheden ſelv, 
Og Du vil mild annamme 


Mig uden „Vee!“ og „Skjolv“! 
Sudvig Bodtcher. 


— 


Original og Portrait. 


(Fra Udſtillingstiden.) 


Af 
Ad. Roſenkilde. 


„Naa, ſidder Du der, Emilie! Jeg har gaaet og føgt 
om Dig. Lad os dog følges ad; kom nu!“ 

„Ja, vent blot et Sieblik. Jeg forſikkrer Dig, 
Thora, jeg blev ganſke ſoſyg af at ſee pan Ssrenſens 
Stykke.“ 

„Hvad ſiger Du da om hende, den Stakkel, ſom 
hænger der ligeoverfor og maa fee paa den gyngende 
Baad fra Morgen til Aften? Det er da ogſaa tydeligt, 
at hun har ondt. Naar man ſeer ſaaledes ud, ſkulde 
man virkelig holde fig hjemme. Kom nu og lad os 
gage ind i Verelſet, hvor mit Portrait hænger.” 

„Vil Du nu derind igjen, Thora? Jeg ſynes, 
det maa genere Dig, naar Folk opdage, at Du er 
Originalen, og begynde at critiſere Ligheden.“ 

„Aa, man lægger ikke Merke til mig, og det er 
faa morſomt at høre, hvad de ſige om Portraitet.“ 


6 Original og Portrait. 


„Det maa Du da have faaet nok af: „aa, hvor 
hun er deilig, hvor hun er deilig!“ Har Du hort 
Andet?“ 

„Nei, endnu ikke, Gud ſkee Lov, og det er juſt 
det Allerdeiligſte. — Der er Theodor. Theodor! 
Theodor! Theodor! Saa, nu ſkal han tilſdes! Theo⸗ 
dor! hører Du ikke, Menneſke? bliv dog hos os. Hvor 
har Du været henne?“ 

„Inde i Modelſalen“, ſvarede Theodor, „for at 
fee „Niels Ebbeſen og Grev Geert“ lidt efter i Som⸗ 
mene. Jeg forſtager ikke, at Grev Geert kan fee ſaa⸗ 
ledes ud under de Omſtendigheder.“ 

„Nei, det kan jeg begribe“, ſvarede hans Soſter. 
„Du havde naturligviis ſtrax puttet Dig ned under 
Dynen.“ 

Theodor nedlod fig ikke til at beſvare dette Angreb 
paa hans Mod og vendte ſig mod Soſtykket, ſom han 
betragtede igjennem Haanden. Han havde neppe faaet 
fig ſtillet op foran et andet Maleri, før hans Soſter 
kom farende hen imod ham og greb ham i Armen med 
ſtor Heftighed. 

„Naa, Thora, hvorfor river Du ſaadan i mig?“ 

„Kom og folg med, ſkynd Dig! Nu ſtaaer han 
igjen derinde og ſtirrer paa mit Portrait.“ 

„Hvem?“ ſpurgte Theodor. 

„Aa, han, det unge, blege Menneſke med det dei⸗ 
lige forte Haar og Steenkulssinene. Han har ſtaaet 


vs 


Original og Portrait. 7 


foran mit Billede lige fra den forſte Dag, Udſtillingen 
blev aabnet.“ 

„Og Du har da heller ikke talt om Andet i al 
den Tid.“ 

„Bare Du kunde ſkaffe mig at vide, hvem han er!“ 

„En anden Gang flal jeg være til din Tjeneſte“, 
ſvarede Theodor, „men nu maa jeg gage. Jeg fkal 
til min Manuducteur Kl. 2.“ 

Thora trak ikke deſto mindre af med ſin Broder, der, 
ſaaſnart han var traadt ind i det betegnede Verelſe, 
hvor Veninden Emilie kom dem imode, forte de unge 
Damer hen i en Vinduesfordybning. Der udſpandt fig 
nu en bæmpet Samtale med lidenſkabelig Hurtighed. 

„Nei, hvad ſiger Du“, ſpurgte Thora, „ſaa Du 
kjender ham? Herre Gud! piin mig ikke længere, men 
ſiig mig, hvem han er, og hvad han hedder?“ 

„Det er en ung Veſtindianer. Jeg var ſammen 
med ham i forrige Uge paa Ballet hos General- 
confulen.“ 

„Hvorledes kom De der?“ afbrød Emilie ham. 

„Jo, Generalen ſamler ikke alene paa Penge, 
han ſamler ogſaa paa Svenffe og Normænd, og da 
jeg har ſvenſk Familie — rigtignok langt ube — blev 
jeg ſtrax inviteret.“ 

„Theodor, Theodor!“ udbrød Thora, hvis Utaal⸗ 
modighed over denne Afbrydelſe var ſpendt til det 
Pverfte. „Det var jo om Veſtindianeren, Du fkulde 
tale. Hvad hedder han?“ 


8 Original og Portrait. 


„Han hedder naturligviis Brown; det er jo et 
Fellesnavn for den hele Race.“ 

„Han ſeer jaa ſpeermeriſk og ulykkelig ud“, be⸗ 
merkede Thora; „men han er ſod.“ 

„Ja, ſkulde han ikke være ſod! han eier hele fire 
Sukkerplantager. Nu ſkal jeg gage hen og tiltale ham. 
Man ſiger, han er her for at ſoge ſig en Kone, og da 
han vel ikke vil gifte ſig med Skilderiet, ſkal jeg ſenere 
prœſentere Dig for ham, hvis Du har Lyſt til at blive 
Veſtindianerinde.“ 

Hermed ſkred Theodor henimod den blege, ſort— 
haarede Yugling, der ſtod ganſke henſunken i Beſkuelſen 
af det deilige Kvindehoved. 

„Theodor er fan lapſet“, ſagde Thora, idet hun 
med ſpendt Opmeerkſomhed iagttog hvad der forefaldt 
imellem de to unge Herrer. „Synes Du ikke, han er 
lapſet, hvad Emilie? — og ſaa kaad!“ 

„Han kunde maaſkee være noget mere tilbage⸗ 
holden”, ſagde Emilie med et Smiil, „iſcer naar der 
handles om delicate Materier, men der er en vis Frem⸗ 
fuſenhed hos unge Herrer, ſom kan være meget elff- 
værdig og unægtelig kan have ſtore Reſultater. Hvor 
han vil blive overraſket, den unge Veſtindianer, naar 
han nu pludſelig kommer til at ſtaage Anſigt til Anſigt 
med Dig! Hvorledes er Du tilmode?“ 

„Aa, tilmode“, ſvarede Thora, „hvorledes ſkulde 
jeg være tilmode? — jeg er blot lidt nysgjerrig efter at 


— 


— ͤ o — 


— 


— 


2 


Original og Portrait. 9 


erfare, hvad der ſaaledes kan have fængflet ham ved 
mit Portrait.“ 

„Jo, lidt Hjertebanken har Du, og det har jeg 
ved Gud ogſaa. Der vendte han ſig om — nei ſikke 
Dine! Det er den ægte ſydlandſke Glod, ſom man 
ſkulde troe kunde ſtikke Ild i Portraitet, endſige i et 
ſtakkels lille Pigehjerte. Ja, Du kan ſagtens ſlaae Dig 
igiennem Verden, Thora! Dit Contrafei gjor Erobrin⸗ 
ger paa Üdſtillingen, medens din lille Perſon ſtikker 
Hjerter i Brand pan Baller og i Selſkaber, ha, ha, ha! 
Saa! — ſtaa nu faſt, min Pige! Der kommer din 
Broder med Indianeren.“ 

Thora horte kun halvt paa fin Venindes Bemerk⸗ 
ninger, og da de unge Herrer nærmede fig, blev hun 
jaa betagen, at hun ønffede fig langt bort. 

Kicrſchous prægtige Landſkab aabnede fig pludſelig 
for hende, og netop ſom hun vilde fordybe ſig i de 
jydſke Hedebanker, begyndte Theodor Praſentationen. 

„Froken Emilie Hanſen — Hr. Brown fra Veſt⸗ 
indien! min Soſter Thora — Hr. Brown fra Veſt⸗ 
indien!“ Froken Emilie ſogte Ly bag en kolosſal Ma⸗ 
trone, ſom om hun vilde ſikkre ſig. under den forven⸗ 
tede Exploſion, der imidlertid udeblev. Veſtindianeren 
blev flet ikke overraſket, eller ogſaa var han af de Indad⸗ 
vendte; han forſtod at beherſke Vulkanen, der raſede i 
hans Indre. Veſuv fkaffer fig Luft ved under et Tor⸗ 
denbrag at kaſte iveiret en Fontaine af glødende Graa⸗ 


10 Original og Portrait 


ſteen, men vor Veſtindianer ventilerede kun med et 
ſtille Suk. 

Theödor meente nu at have gjort Nok for Da— 
merne og abſenterede fig til ſtor Skade for Converſa— 
tionen, der flet ikke vilde komme iſtand. Veſtindianeren 
var i hoieſte Grad adſpredt, og der undflap ham kun 
enkelte afbrudte Ord, der viſtnok vare ligeſaa uarticule⸗ 
rede ſom de omtalte Graaſteen. Froken Emilie anſtillede 
Obſervationer i en beſkeden Afſtand, medens Froken 
Thora paa ſin Maade udlagde Hr. Browns forlegne, 
meget lovende Taushed. 

„Er De en Ynder af Blomſtermalerier?“ ſpurgte 
hun Hr. Brown. 

„Nei — ikke meget“, var hans korte Svar, idet 
han vendte ſig fra Originalen til Portraitet. 

Efter en Pauſe gjorde Froken Emilie et Forſog. 

„Hvad ſynes De om Grev Geert?“ 

„Er det den der?“ ſpurgte Hr. Brown pegende 
paa en ſtor Portraitfigur. 

„Nei, det er Grev Lerche.“ 

„Ah, faa." 

„Tal til ham om mit Portrait“, hviſkede Thora 
til ſin Veninde, der meget beredvillig henvendte et 
Sporgsmaal i den Anledning til den tauſe Veſtindianer. 

„Finder De ikke, at det er en ſlaaende Lighed?” 

Hr. Brown var altfor „flaaet“ til at opponere 
mod denne Bemeerkning. 

„O, ja! det ligner, det maa ligne, det kan ikke 


Original og Portrait. 11 


være nogen, nogen Opdagel—, Opfindelſe, det, det — 
o, det er deiligt!“ Han vendte ſig nu mod Froken 
Thora, idet et ſaligt Smiil opklarede hans Anſigt. 
„Men jeg ffal ſnart fane Vished; Deres Broder vil 
præfentere mig for Originalen. Han ſagde for, at hun 
er heroppe idag!” — Med disſe Ord neermede han fig 
Doren, hvorigjennem Theodor var forſvunden for at 
gage til Manuducteuren. 

Froken Thora ſtirrede forvildet efter Veſtindianeren, 
der nu ogſaa forſvandt ad den ſamme Dor til ſtorſte 
Forbauſelſe for begge de unge Damer. 

Han gik for at ſoge den elſkede Original. Den 
Ulykkelige! Han fandt hende aldrig. 

Jen Krog af Verelſet ſtod den lykkelige Portrait⸗ 
maler i ſtille Henrykkelſe over den Opſigt, hans Billede 
vakte pan dette Aars Udſtilling. 


12 


Skikkelfer fra Oldtiden, 


IJ. Cato. 


(Efter Ampere.) 


Cato er en Romer eller ſnarere oprindelig en Sabiner. 
Familien Porcia, hvorfra han nedſtammer, havde nedſat 
fig i Tuſculanum, men kom fra Sabinernes Land, der 
ligger i Nærheden, og der havde Cato ſelv en veſentlig 
Deel af fin Fedrenearv. Hans Familienavn er Por— 
eius, hans to Tilnavne, Priscus og Cato, ere ſabinſke. 
Han havde Sabinernes blaae Sine og rodgule Haar 
og den ſabinſke Races Kraft, Djervhed og Plumphed. 
Jeg kalder ham ikke den ſidſte Romer, men den Sidſte 
af de gamle Sabinere. 

Hans Monſtre vare hans Nabo Manius Curius Den⸗ 
tatus, hans General, Fabius, og hans Beſkytter Valerius 
Flaccus, der var hans Collega baade ſom Cenſor og Con- 
ſul. Cato har alle den eldre Tids Dyder og Fordomme. 
Han var tarvelig, nøifom, ſparſommelig, opdragen til Krig 
og Agerbrug, og derfor var hans Legeme herdet af Ar- 


Cato. 13 


beide og bedæffet med Saar. Haard og ſtreng mod 
ſine Slaver ſom mod ſig ſelv og altid beredt til at 
anklage og ſtraffe, har han Mistillid til Alt, hvad der 
er nyt. Alt, hvad der kommer fra Grekenland, er ham 
forhadt og mistenkeligt lige indtil Lægerne, ſom han 
opfordrer ſin Son til omhyggeligt at undflye. Saa 
ſtor er dog den græffe Aands Overvægt, ſom Ingen 
paa hans Tid kunde unddrage fig, at han ſelv i fin 
Ungdom lod fig underviſe af Bythagoræeren Nearkes og 
i fin Alderdom gav fig til at lere Grœæſk. Man paa⸗ 
ſtaaer endogſaa, at han kunde bette Sprog, da han 
efter de romerſke Generalers Skik holdt ſin Tale til 
Athenienſerne paa Latin — ligeſom Mehemed Aly talte 
Tyrkiſk til ſine arabiſke Underſaatter, uagtet han godt 
kunde Arabiſk. 

Som Conſul gjorde han fine Grundſetninger gjæl- 
dende i hele deres Strenghed og forte navnlig en haard— 
nakket Krig mod Qvindernes Luxus. Under Krigen med 
Carthago havde Tribunen Oppius fat en af disſe pragt⸗ 
indſkreenkende Love igjennem, der harmonere faa godt 
med Oldtidens Tænfemaabe, men ſom Nutidens Stats⸗ 
oekonomer ere enige om at fordomme. Ifolge den 
oppiſke Lov maatte Qvinderne ikke eie meer end en halv 
Unze Guld, og det var dem forbudt at viſe ſig tilvogns 
i Rom ſelo og den nærmefte Omegn. Endvidere, og 
det var uden Tvivl det, der meſt gik dem til Hjerte, 
maatte de ikke bære Dragter af forſkjellige Farver. Hvis 
Romerinderne dengang have havt den ſamme Smag 


14 Cato. 


ſom Romerinderne i vore Dage for afſtikkende Far⸗ 
ver, fan maa den oppiſke Lov have gaaet dem meget 
nær. Den, der nutildags vilde forbyde Qvinderne i 
Rom at gaae med rode Livſtykker og violette Forkleder, 
vilde bringe dem til at gjøre Oprør, og det ffete da 
ogſaa, dengang Tribunerne under Catos Conſulat, fore« 
ſloge at fætte den oppiſke Lov ud af Kraft. Cato og 
Brodrene Brutus, der ligeſom han ſelv vare af ſabinſk 
Rod, modſatte fig Opheevelſen af Loven. De romerſke 
Damer fatte fig paa Krigsfod; de beleirede alle Til- 
gangene til Forum; de tiggede Borgerne, der fra 
Byens forſkjellige Qvarterer begave fig derhen, om dog 
ikke at bibeholde denne afſkyelige Lov; de holdt Moder 
(conciliabula) og bonfaldt Svrighedsperſonerne om at 
være paa deres Side. Rom fil derved et UÜdſeende, 
ſom det aldrig havde havt tidligere, og ſom tydede hen 
paa, at den nye Tid begyndte at gjøre fig gjeldende. 
Et ikke lille Parti underſtsttede Qvindernes Fordringer, 
men Cato var ubevægelig. 

Den Tale, han holdt paa Forum imod Qvinderne, 
kan læfes hos Livius, der dog viſtnok har mildnet dens 
Form og borttaget ikke faa af de plumpeſte Udtryk, 
Cato udtaler heri ſin Harme over, at Qvinderne, „der 
ifølge deres Stilling ere i Hænderne paa deres Mænd, 
Fedre og Brodre, og altſaa fuldftændig afhængige af 
dem, tør vove fig ud af deres Huſe, ſom Blufærbig= 
heden burde forbyde dem at forlade, og neſten komme 
ned paa Forum (man feer, at de altſaa dog ikke vovede 


Cato. 15 


ſig ind paa Forum) for at tage virkſom Deel i Kampe 
og Comitier. Det er paatide, at lægge Toile paa det 
utæmmede Dyr (indomito animali) og at -fvinge deres 
Natur, der aldrig har kunnet beherſke ſig.“ Catos 
barſke Veltalenhed formaaede dog Intet imod de romerſke 
Damers: Dagen efter fane man dem opfylde Roms 
Gader i langt ſtorre Antal end tidligere; de beleirede 
formeligt de Huſe, hvori der boede Tribuner, ſom havde 
modſat fig Lovens Afſtaffelſe, og de holdt ikke inde med 
deres Overtalelſer, for de havde ſeiret, og for at feire 
deres Triumf, droge de nu i det meſt brogede Optog, 
ſtraalende af Guld, Prydelſer og Farver, gjennem Roms 
Gader og tversover Forum. Men da Cato blev Cen⸗ 
ſor, hevnede han fig paa dem. 

Catos Krigerbane var glimrende. J Kampen ved 
Thermopylæ gjorde han Üdſlaget ved i et raſk Angreb 
at forjage Antiochus fra Bjerget Kallidromos, der be— 
herſker Gjennemgangen. Han, der ligeſaa ugeneert talte 
godt om ſig ſelv, ſom han talte ondt om Andre, roſte 
fig af, at han i Spanien havde indtaget een By om 
Dagen, og da Felttoget var endt, lod han opfsre et 
lille Tempel til Wre for Jomfruen Victoria, hvor⸗ 
med han uden Tvivl vilde antyde, at ingen lav eller 
ſmudſig Vinding havde beſmittet hans Seirs Reenhed — 
en fornermelig Hentydning til Scipio, hvem han be- 
ſkyldte for at fee igjennem Fingre med fin Hærs Blod⸗ 
agtighed, og til Fulvius Nobilior, hvem han bebreidede, 
at han, for at more fig, havde taget Digteren Ennius 


16 Cato. 


med fig. Templet for „Jomfruen“ Victoria blev op- 
fort paa Palatinerbjerget ved Siden af det ſtore Vic⸗ 
toriatempel, der var reiſt af hans Forfedre. 

Cato var fodt til at være Cenſor. Den Tid, han 
var bekleedt med Cenſorverdigheden, var derfor ogſaa 
den merkeligſte i hans Liv, og det er intet Under, at 
han har beholdt Tilnavnet Cenſor ſiden den Tid. Da 
man opreiſte ham en Statue, var det Cenſoren, man 
vilde hæbre, og deri havde man Pet, thi det, der ſeer— 
ligt udmerker ham i Hiſtorien, er den Rolle, han har 
ſpillet ſom Sedernes Reformator; derfor omtaltes og— 
faa i Indſkriften hverken hans Seire eller hans Triumf, 
men man roſte ham, fordi han ſom Cenſor ved ſine 
kloge Forſkrifter havde ſtandſet Romerne paa Veien til 
Fordervelſen. Da Nogen udtalte fin Forundring over, 
at man forſt ſaa ſeent vifte ham en Wre, der dog den— 
gang ikke var ualmindelig, ſvarede han blot: „Jeg feer 
hellere, at man forundrer ſig derover end over det 
Modſatte“ — et Svar, der forreſten giver os et Por- 
trait af Manden, font han virkelig var. Desveerre har 
man ikke noget andet. 

Han ſtraffede uden Skaanſel og uden Perſons— 
anſeelſe Alt, hvad der forekom ham ſtrafvoeerdigt. Lucius 
Flaminius, denne ugle General, der havde ladet en 
Fange halshugge ved Maaltidet, for at more fin Bo— 
lerſke, lod han jage ud af Curiet; men Folket — thi 
ſaavidt var det allerede kommet — fandt, at Cato havde 
været altfor ſtreng, og da det en Dag i Theatret fil 


Cato. 17 


Øie paa Lucius, der havde fat fig paa en af de bageſte 
Raekker, fordrede det med høie Skrig, at han igjen fulde 
indtage fit Sæde blandt Conſularerne. 

J Fællesffab med fin Collega, Valerius Flaccus, 
lod han ſonderbryde de Vandror, hvorved Privatfolk 
bortledede Bandet fra Aqueducterne til Fordeel for fig 
ſelv og til Skade for Folket, ligeſom han ogſaa uden 
Barmhjertighed lod nedrive de Huſe, der til Trods for 
Politiforbudene ſprang for langt frem og belemrede 
Gaden. Han lod Rendeſtenene tildekke, holdt Kloakerne 
i Orden og [od anlægge nye paa Aventinerbjerget og 
hvor det fandtes nodvendigt. Det Monument, der 
imidlertid gjorde ham meſt Wre, er hans Baſilika, den 
forſte Bygning af den Slags, der blev opfort i Rom, og 
efter hans Familie blev faldt basilica porcia. Paa hans 
Tid var det, at Rigmendene i Rom kom til at indtage 
en mere fremragende Stilling og danne et Slags Ari— 
ſtokrati ved Siden af Patricierne. Den forſte Virkning 
deraf var, at Slagterboutikerne, der laae paa Forum 
henimod Curiet, nedreves og afloſtes af Vexelleerboutiker, 
de ſaakaldte argentariæ novæ. Bag disſe Boutiker var 
det, at basilica porcia blev opført; den ſtodte lige op 
til Curiet og brændte ſamtidigt med dette i den Ilde⸗ 
brand, der foranledigedes ved Clodius's Liigbegeengelſe. 
For at fane denne fin Baſilica opført, kjobte Cato to 
Atrier, hvis Beſtemmelſe man ikke kjender, og fire 
Boutiker; men inden han fil den tilendebragt, blev der 
lagt ham Hindringer nok i Veien af haus Fjender, ifær 

2 


18 Cato. 


af Titus Flaminius, en Broder til den ovennævnte 
Lucius Flaminius, ſom Cato med ſaa god Grund fik 
jaget ud af Senatet; men Cenſorens ubsgielige Billie 
ſeirede over enhver Hindring. 

Cato tilbragte de ſidſte Aar af ſit Liv enten paa 
ſit Landgods mellem Sabinerne eller inde i Rom, hvor 
han ſnart i Curiet ffjændte paa Senatorerne, ſnart paa 
Forum lod det gage ud over Folket; men midt under 
alt bette fif han dog Tid til at ſkrive adſkillige Veerker, 
hvoraf de vigtigſte vare en Afhandling om Agerdyrknin⸗ 
gen, ſom han var lidenſkabelig hengiven til, og en hi⸗ 
ſtoriſk Skildring af Roms forſte Aarhundreder, der for 
ham vare Republikens Guldalder, og ſom han gik op i 
med Liv og Sjæl. Blind for det Gode og det Slette 
i hans Tid, tilhørte han alene Fortiden, ſom han lengſt 
havde overlevet, og for de Slegter, der gik forbi ham, 
blev han meer og meer en Undtagelſe og en Anachro— 
nisme. 

J en Alder af fiirſindstyve Aar anklagede han 
offentligt paa Forum Sulpicius Galba, der havde ladet 
en luſitanſk Legion nedſable, efter at han ved bedrage⸗ 
rifle Løfter havde formaget den til at nedlægge Vaab⸗ 
nene. Og dog var han ikke blid imod Roms Fjender, 
thi det var ham, der, hvad han end talte om, aldrig 
glemte at ende ſin Tale med de Ord: „Forreſten me⸗ 
ner jeg, at Carthago man jevnes med Jorden”; men 
han hadede og afſkyede al Svig og Trolsshed, ligetil 


Cato. 19 


han, fem og fiirfindstyve Aar gammel, opgav fin Aand. 
J en Alder af Fiirs fif han endnu en Son. 

Saaledes var denne Mand, der ſyntes udhugget 
af en gammel og knortet ſabinſt Eg. Desværre gik 
hele hans Livs Streben ud paa at gjenoplive en for⸗ 
ſvunden Tid og bringe en Tingenes Tilſtand tilbage, 
ſom Ingen kunde vere tjent med. 


27 


20 


Om Oehlenſchliegerz tidligere Aprik.) 


Af 
C. Hauch. 


Da Oehlenſchleeger i Begyndelſen af vort Aarhundrede 
udgav fin forſte betydelige Digtſamling, var han viſtnok 
allerede ſterkt greben af Begeiſtring for det gamle Nor- 
den og dets Bedrifter og for de Digterglimt, der 
lyſte derfra gjennem Tidernes Taager, og dog vare de 
Versformer, hvori han i Begyndelſen føgte at udtrykke 
denne fin Begeiſtring, ingenlunde udelukkende nordiſke, 
men vare tidt hentede andenſteds fra. 

Som Beviis herpaa ſkulle vi foreløbig henpege til 
to af de Digte, han i fin tidligſte Tid med ſtorſt Omhu 
har udarbeidet, nemlig til „Loveridderen“ og „Valravnen“, 


*) Den her givne Fremſtilling er et Brudſtykke af et ſtorre 
Hele, hvori flere af Oehlenſchlegers tidligere lyriſke Arbeider 
ville blive underkaſtede en ſerſkilt Betragtning, og der i 
Forening med flere Afhandlinger, ſom jeg haaber, vil ud⸗ 
komme inden dette Aars Ende. 


i — — — ———— ne nine 


Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. f 21 


hvori Emnerne ere laante fra to af vore gamle nor— 
diſke Folkeviſer, men ſom dog begge ere behandlede i et 
ſydligt Verſemaal, i de ſaakaldte ottave rime. Et tre⸗ 
die MEmne fra Middelalderen „Ellehoien“ er udført i 
Terziner. Det ſkal dog ikke nægtes, at han allerede 
dengang brugte Versformer, der minde om de gamle 
Kempeviſerythmer, men det var forſt i en folgende 
Tid, at han ret for Alvor vifte, hvad han i denne 
Retning formaaede, og ſelv da har han tidt, endog naar 
hans Emner ganſke horte Norden til, f. Ex. i „Helge“ 
og i „Nordens Guder“, ladet de nordiſke Former af— 
verle med andre Verſemaal. 

Med andre Ord, Oehlenſchleger fulgte her den 
ſamme Methode, font Videnſkabens Forſkere pleie at 
anvende; det falder aldrig nogen af dem ind, at lukke 
Oineue for, hvad tidligere er fundet, og at opbygge Vi⸗ 
denſkaben paany fra Grunden af; men de gribe den paa 
det Standpunkt og paa den Hside, hvorpaa den ſtager 
i deres Tid, og hvorpaa tidligere Forſkere have ſtillet den, 
og ſoge derfra, ſaavidt deres Krefter tillade det, at 
fore den videre. Aldeles paa ſamme Maade beere de 
dannende Kunſtnere fig. ad; det vilde jo være Vanvid, 
hvis den enkelte Kunſtner vilde fee bort fra det Stand⸗ 
punkt, hvorpaa Kunſten i hans Tid ſtaaer; ſelv de ſtorſte 
Kunſtnere have benyttet deres Forgeengere, og kun paa 
denne Vei, ved at forene dette med hvad deres eget 
eiendommelige Geni lærte dem, lykkedes det at frem— 


22 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 


bringe de Meſterverker, der gjennem Aarhundreder have 
vakt Verdens Beundring. 

Men ſelv dette vilde neppe være tilſtrekkeligt til 
at forklare den Indflydelſe, ſom Oehlenſchloegers Poeſi 
har udøvet ikke blot i hans eget Fedreland men i det 
hele ſkandinaviſke Norden, hvis der ikke havde været en 
fan fuldttonende Klangbund i hans egen Sjæl, hvorfra 
Alt, hvad han modtog, med forøget Kraft blev kaſtet 
tilbage; eller (for at tage et Billede af en anden Kunſt), 
hvis der ikke var udgaaet en faa ſteerrk Farveglands af 
hans eget Indre, der ſammenſmeltede med Alt, hvad 
han i tidligere Aar fremſtillede, og forhsiede dets Virk— 
ning. En ſaa levende Colorit, ſom han forſtod at 
meddele fine Compoſitioner, ſoger man ofte forgjæves 
hos de ſtorſte Meſtere, og denne forenede han desuden 
med et ſaadant Digterſyn og, i ſine ſenere objective 
Digtninger, med en ſaa plaſtiſk Naturkraft, at disſe ikke 
faa ſjeldent minde om den homeriſke Fremſtilling. 

Vanſeligt ſkulde de fleſte andre Digtere være ſlupne 
godt fra det Voveſpil, Oehlenſchloeger i Begyndelſen 
af ſin Digterbane driver med nogle af vore gamle 
Folkeviſer; han tager nemlig et eller andet Digt fra 
Middelalderen, der i ſit Slags allerede kunde kaldes 
fuldendt, han lægger intet Veſentligt til hverken i Plan eller 
Opfindelſe, han omarbeider Digtet i et fremmed Verſe⸗ 
maal, der ſynes ganſke vilkaarligt valgt, og veed dog 
ved en fyldigere og farverigere Udforelſe af Detaillen 
at give det Hele en ny Interesſe, ſaa vi glemme, at 


Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 23 


det er et gammelt, lengſtbekjendt Eventyr, der her by— 
des os, og overraſkes deraf ſom af et ganſke nyt Digt. 

For at give et Exempel blandt flere paa hvad 
jeg mener, ſkal jeg anføre det forſte Vers af „Love⸗ 
ridderen“: 


Mildt boltre ſig de lune Sommervinde, 

Fra klare Saphirhvelving Maanen ſtraaler 
Igjennem duftopfyldte ſvale Linde 

Til Engens lukte Lilier og Violer, 

Rodt gloder gyldne Spiir fra Borgens Tinde 
J Flodens fulde, ſortblaae Jaspisſkaaler — 
Kong Didrik langſomt paa ſin Gauger rider 
J ſtille, underlige Midnatstider. 


Om endogſaa en noieregnende Criticus her kunde 
have noget at indvende mod enkelte Udtryk, faa ſkal man 
dog vanfſkeligt kunne negte, at der hviler en romantiſk 
Duft over disſe Linier, og at der alt fra Begyndelſen 
af udfolder fig et halvgjennemſigtigt Slor over bette 
Digt, hvorigjennem der trænger Trylleglimt fra Dybet, 
og hvori ſelv det længft Bekjendte viſer fig i et frem⸗ 
med og forunderligt Demringsſkjer. 

Jeg vil maaſkee bedre kunne anſkueliggjore, hvad 
jeg mener, ved at henpege til et Digt, der væfentligt til- 
hører en anden Digterſpheere end den lyriſke; jeg ſigter 
her til Oehlenſchlegers Vaulundursſaga, der ganfke viſt 
i ſit Veſen minder om den gamle Sagaſtiil og er tenkt 
og digtet i denne, men ikke desmindre udmeerker ſig 
ved noget Eiendommeligt, ſom ſteerkt afviger derfra. 


24 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 


Thi et ganſke eget og færligt Farveſpil udbreder fig 
derover, ſom man forgjeves vilde forſke efter i vore 
islandſke Sagaer; det er, ſom om man ſaae en mægtig 
Oldtidsbygning oplyſt af Maaneſtraalerne, eller rettere 
gjennem de farvede Ruder i en gothiſk Kirke. Den 
gamle Saga er tilſtede i al ſin Kraft og Storhed, men 
der er kommet Noget til, ſom udgik fra Digterens egen 
Sjæl, hvilken ogſaa var ſteerkt paavirket af Sydens 
Natur. Saaledes er denne merkveerdige Digtning op— 
ſtaaet, hvori, uagtet den er dybt rodfeeſtet i Nordens 
Jordbund, en ſydlig broget og glødende Colorit leger 
med det nordiſke Sneelys. Denne Colorit kjendte vor 
Oldtid i fin Iſolation ikke ſaaledes til, og hvis Nord- 
boen vilde ſee den, maatte han ſoge den i et fjernt og 
fremmed Land, under en mildere Himmel, hvor hans 
eget Hjems Natur var forſvunden. N 

Ban disſe tre Factorer mage vi hefte vort Sie, 
naar vi ville forſtaae den Virkning, Oehlenſchlegers 
Poeſi frembragte. Hans inderlige og varme Begeiſtring 
for Oldtiden, den eiendommelige Digterglands, ſom 
udgik fra hans egen Sjæl, der var beflægtet baade med 
Norden og Syden og aaben for det Skjonne, fra hvil— 
ken Verdenskant det faa kom, og endelig det Meſterſkab, 
hvormed han ſom ofteſt forſtod at behandle de forſkjel⸗ 
ligſte Versformer; alt bette tilſammen maa man lægge 
Meerke til, naar man vil begribe, hvorledes han kunde 
fremtrylle en ny poetiſk Verden, der med Troſkab og 
Kjerlighed ſlutter fig til det Allerceldſte, og der dog 


Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 25 


vifte fig faa ungdomsfriſk, faa ſpulmende af Livskraft, 
ſom om den i Digtningens Sieblik var ſprungen frem 
i uforgeengelig Skjonhed af Tilverelſens evige Kilde. 

Henimod tohundrede Aar tidligere havde Arrebo 
givet Poeſien en ny Retning, idet han vendte ſig bort 
fra Kempeviſeſtilen og ſlap den Traad af Henderne, der 
ſtulde forbinde Tiderne med hverandree. Men naar 
man flipper denne Traad, jaa opgiver man ogſaa His 
ſtorien, eller med andre Ord, man opgiver det Bevege⸗ 
lige i Poeſien, thi Hiſtorien er netop det bevægende, 
det fremſkridende Princip deri. 

Naar dette forbindende Princip ſaaledes opgives, 
da er det en Selvfolge, at Sieblikkets Digtninger trænge 
ſig frem, og ved Siden deraf den lyriſk-beſkrivende 
Poeſt, tilligemed Leredigtet og den poetifke Satire. 
Iſœr kan vel Beſkrivelſen betragtes ſom det ſtilleſtaaende 
Moment i Poeſien, thi den giver kun Billeder i Rum⸗ 
met, Tiden derimod hører Hiſtorien til; naar man da 
vender fig bort fra Hiſtorien, vil ifær dette ſtilleſtaagende 
Moment faae Plads til at brede ſig. Det er ſaaledes ikke 
at undres over, at baade den lyriſk-beſtrivende og den 
didaktiſnñe Digtart, der ogſaa, med Undtagelſe af Fa⸗ 
belen, ſom ofteſt er ſtationair, fra Arrebos Tid af ſterkt 
maatte udvikles. Arrebos eget ſtorſte Digt er jo ogſaa 
heelt igjennem lyriſk-beſkrivende. At iøvrigt det Komiſke 
kan udvikle fig med fuld Kraft, uafhængigt af Fortidens 
Hiſtorie, det falder af fig ſelb, og derpaa have vi væg=. 
tige Beviſer i vor egen Poeſi, men dette ligger os her 


26 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 


fjernere, da vi nermeſt kun have med den alvorlige 
lyriſke Poeſi at gjøre. 

Dog bor det ikke forglemmes, at der endnu fand⸗ 
tes enkelte Mend, ſom holdt den hiſtoriſke Traad faſt, 
uden dette kunde Vedels og Peder Syvs Viſeſamlinger 
ikke være blevne til; ogſaa i enkelte Digte af Sorterup, 
Storm og nogle Flere kan man fee, at de vare paavir⸗ 
kede af Middelalderens Viſer; men om Folket i det 
Hele kan det dog viſt ſiges, at den ælbre Tid og den 
ældre Digtning var udflettet af bets Erindring. 

En ftor Undtagelſe i denne Henſeende danner og— 
ſaa Evald, i hvis Digtninger det ofte ſynes, ſom om 
Hiſtoriens Aand igjen traadte Poeſien nærmere. Men 
uagtet de mægtige Digterſyner, der fvævede forbi hans 
Sine, ſaa maa det dog ſiges felv om ham, at vor egen 
Oldtid kun ſjeldent traadte ret klar frem for hans Blik, 
og at han meget ofte kun ſkuede den gjennem en Taage, 
hvori Synerne forvildedes for ham. Dette er ijær 
Zilfælbet i hans Balder, og det er vel ikke med Uret, 
at Oehlenſchleeger lader Odin ſige om dette Digt: 


— Den Balder, ſom huld i Evalds Roſe fremblusſer, 

Er min Balder vel ei, men eiendommelig hans %). 

At han i ſin lyriſke Begeiſtring derimod ligeſaa 
godt forſtod at finde Vet til vort Sprogs Guldgruber 


*) Dramaet, der efter ſin Natur er fremſkridende, kan, i det 
mindſte, i den alvorlige Retning vanſkelig undvære Hiſtorien. 


Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 27 


ſom de herligſte af Fortidens Digtere, ſkal ikke negtes; 
for det ſtore Geni kan man overhovedet ſſeldent give 
faſte Regler, thi Geniet er beſtandig en Undtagelſe. 
Men om vi ogſaa ſee bort baade fra det komiſke 
og alvorlige Drama, og fra de andre Undtagelſer, vi 
ovenfor have berort, er dog Meningen ingenlunde, at 
der i den lange Tid mellem Arrebo og Oehlenſchleeger 
ikke ſkulde være digtet Andet, der havde meer end 
ephemer Interesſe, end beſkrivende Digte, Leredigte og 
Satirer. Tvertimod vi kjende jo mange andre Slags 
Poeſier fra hine Dage, baade Digtninger i den lette 
fortællende Stiil og i en meer alvorlig Retning, Idyller, 
Hymner, Oder, elegiſke, humoriſtiſke og vittige Frem— 
ſtillinger, o. ſ. v. Men uagtet flere af disſe vidne om 
et ujæbvanligt Talent, om ſtiliſtiſfk Virtuoſitet og om en 
ſtor Lethed i Verſificationen, faa favner man dog ſom 
ofteſt deri den fra Dybet hentede Malm og det alvor⸗ 
lige Blik paa Livet, ſom fornemmelig Hiſtorien megter 
at give. Og hvad de Wmner angaae, ſom høre vor 
eldſte Tid til, faa lod man dem baade for og efter 
Evald for det meſte ligge, eller ſkete det en enkelt Gang, 
at Nogen vovede at behandle dem, faa havde han aaben⸗ 
bart ikke det rette Syn for deres Betydning, og ſaa blev 
Behandlingen da derefter. j 
Pſalmedigtningen, der ogſaa blomſtrede i hiin Tid, 
kan da heller ikke henregnes hverken til Dognets ephe⸗ 
mere Frembringelſer eller til de beſkrivende og didaktiſke 
Digte. J denne manglede der heller ikke Alvor, men 


98 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 


her havde man jo ingenlunde ſluppet den hiſtoriſke Traad 
af Henderne, thi det var vel ikke i den nationale, men 
dog i den hellige Hiſtorie, at disſe Sange havde deres 
Rod, og ſelv Arrebo har digtet Pſalmer, der kunne 
maale fig med det Bedſte, hvad han i andre Retninger 
har efterladt os. 

En egen Art af lyriſke Digte, der i ſtor Mengde 
trengte ſig frem i den Tid, der gik foran for Oehlen— 
ſchleger, vare Drikkeviſerne, om hvilke man ſikkert uden 
at miskjende deres virkelige Værd kan ſige, at de vare 
Sieblikkets Born og beregnede paa Sieblikket. Evald, 
uagtet alle de Offere, han i fit private Liv bragte Bac 
dus, følte fig aldrig oplagt til at digte flige Sange. 
Han ſiger wertimod om fig ſelv: 

— — — Mig har Vinen og Elſkov 
Altid mægtig fortryllet, men aldrig 
Fyldt med Sang; dine rodmende Druer, 


Moſel, og Sreſunds blusſende Piger 
Kryſted jeg taus. 


Men efter hans Dod kom disſe Poeſiers Culmina— 
tionsperiode; man fang” om Livets forte Glæder, om 
at Kindens Roſer visnede, om at Pandens brune Lokker 
blegnede, man ſkulde da gribe Glæden, inden Livets 
forte Vaar forſvandt, og man fkulde drukne Sorgen i 
det fulde Beger. Man ſyntes ſaaledes at ſette Livets, 
eller i det mindſte Glædens Ideal i en drommende 
epikuræiſk Nydelſesruus, om hvilken dog vel Digteren 
ſelv neppe troede, at den kunde give meer end en Illu— 


Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik 29 


ſion i Sieblikket, eller hvis det kom høit, ſogte man 
Idealet i en ſelſkabelig Lyſt, ſaaledes ſom det dengang 
herſkende Klubliv kunde ſkjcenke den. Dette var det al- 
mindelige Thema, ſom paa hundrede Maader blev va— 
rieret, og noget haͤiere Maal ſyntes den Tids Digtere 
ſielden at jætte for deres Begeiſtring. Saaledes hedder 
det endog i en af Baggeſens Sange: 


Naar en uſkyldig yndig Pige 

J uerfaren Ungdomsvaar 

En af vort Kjons Foragtelige 
Uheldigviis til Elſker fager, 

Og ſtuffet maa tilſidſt fornemme 
Bagtalelſens og Kummers Braad — 
Drikker da Brodre for at glemme 
Den yndige Forfortes Graad. 


Sligt klinger neſten ſom en bitter Ironi over den 
Glcedesruus, der anpriſtes, eller hvis det er alvorlig 
meent, faa beſtod Glæden kun i at finde et Be— 
dovelſesmiddel mod Fortvivlelſen, hvoraf da med nod— 
vendig Conſeqvents fulgte, at Lethefloden er det ſikkreſte 
Sted, hvor man kan finde Troſt i Livets Jammer og 
Elendighed. 

Uden at negte, at der blev digtet mange ſmukke 
Drikkeviſer i hine Tider, mag man dog være Oehlen⸗ 
ſchleeger meget taknemmelig, fordi han opſtillede et renere 
og høiere Ideal for Poeſien og henpegede til en ſtorre og 
betydningsfuldere Gjenſtand for Begeiſtringen end det 
fulde Beger, hvori man dengang vilde begrave alle Livets 


30 Om Dehlenfdjlægers tidligere Lyrik. 


Sorger, og fordi han igjen med kraftig Haand optog 
den hiſtoriſfke Traad, ſom Arrebo havde ladet falde n). 

Dog var dette maaſkee ikke faa ſtor en Kunſt, kan 
man ſige, thi det var egentlig en blot Efterligning af 
hvad de ſaakaldte Romantikere i Tydſkland allerede tid⸗ 
ligere havde forſogt ban. Ogſaa Romantikerne fatte, 
ligeſom Dehlenidlæger, en overdreven Priis paa Mid⸗ 
delalderen og fane med Ringeagt ned paa den nærvæ- 
rende Tid; ogſaa be forgudede Phantaſien; ogſaa de 
ſpottede over Forſtandens Hovmod, over Tidens Afgu⸗ 
deri med det Nyttige; ogſaa i Tydſkland tilegnede man 
ſig de ſydlige Versformer og vidſte at behandle dem 
med ſtor Virtuoſitet: naar da Oehlenſchleger forſogte 
noget Lignende hos os, faa var dette dog kun en Gjen⸗ 
tagelſe, eller ſnarere en Efterabelſe af hvad der allerede 
i Tydſkland var ſkeet. 

Om nogen Efterabelſe vilde det viſtnok være hoiſt 
uretfærdigt her at tale, men dog er det aabenbart, at 
Oehlenſchloger deels middelbart gjennem Steffens, deels 
umiddelbart og ligefrem, ved Lœesningen af Romantikernes 
Skrifter, blev ſteerkt paavirket af disſe, at ogſaa han 
iſer i Begyndelſen af ſin Digterbane ſatte Oldtiden 
meget høit, at han ironiſerede med den nyere Tids ind⸗ 
bildte Overlegenhed, med dens Philiſteri, med det Af⸗ 


*) En anden Art af Digte, der ligeledes maa henregnes til 
Dieblikkets Affodninger, var de politiſke; men til dem kan 
jeg i denne fragmentariſke og korte Fremſtilling ikke tage 
noget videre Henſyn. 


Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 31 


guderi, Philantroperne dreve med det ſaakaldte Nyttige, 
ſamt med deres Streben efter at gjore Poeſien til en 
Tjener af en overfladiſk Moral, hvori den Trivialitet, 
man ikke længere gad høre paa i Proſa, dog blev ind— 
ſmuglet i kjedelige Vers. Og dog er der her en meget 
veſentlig Forſkjel, ſom vi ikke maae overſee, hvilken har 
givet Oehlenſchloeger en langt ſikkrere Stilling og en 
langt ſtorre Indflydelſe i fin Kreds end den, Roman— 
tikerne nogenſinde i deres Spheere kunde naae eller med 
Rette gjore Fordring paa. 

Hvor ſtore Talenter der end fandtes mellem de 
tydſke Romantikere, (og at der fandtes hoitbegavede 
Aander imellem dem, ſkal man neppe med Billighed 
kunne negte), faa var det ſidſte Maal, hvortil de ftræbte, 
dog meget tidt kun et Taagebillede, ſom deres egen 
Længfel havde ſkabt, et Slags Drømmeland, der fvæ- 
vede mellem Himmel og Jord og ſnarere hørte Phan⸗ 
taſien end Virkeligheden til. Selv hos Tieck, den ſtorſte, 
eller rettere den eueſte ſtore Digter imellem dem, befandt 
fig dog Heltene — ſelv i hans ſkjonneſte Eventyr, f. Ex. i 
„den blonde Ekbert“, i „Runebjerget“, i „der getreue 
Eckhart und der Tannhäuſer“ — ſom ofteſt i en Tilſtand, 
der ikke faa ſjeldent nærmede fig til et drommende Van⸗ 
vid. J hans „Keiſer Octavianus“, der dog i mange 
Henſeender maa betragtes ſom hans ypperſte Digterveerk, 
finder han en bizar Glede i at jætte det Phantaſtiſke i 
Hiſtoriens Sted. Dette er nu rigtignok, naar man 
betragter det Hele ſom et Eventyr, aldeles ikke nogen 


32 Om Oehlenfdjlægers tidligere Lyrik. 


Dadel, thi Eventyret er jo ligeſaa berettiget ſom enhver 
anden Art af Poeſi, ja vi kan endog paaſtaae, at Poe⸗ 
ſien netop i Eventyret ſkyder ſine driſtigſte Grene, og at 
det er deri, at Digterens Ideer, meeſt ubundne af Virke— 
ligheden, med ſtorſt Kraft bane fig Bei. Men hvad nu 
den Middelalder i dens Heelhed angaaer, ſom han i 
fine bedſte Dage ſpermede for og ſaae op til ſom til 
Poeſiens rette Hjem her paa Jorden, fan er den dog 
egentlig kun et Drommeland, der ingen hiſtoriſk Beret— 
tigelſe har, og da han ſenere vilde give Skildringer i 
en ſtrengere hiſtoriſk Stiil, da ſtod hans Geni ham ikke 
længere faa godt bi, ſom i hans tidligere Dage. 

Langt videre end Tieck gik Novalis, og vel at 
meerke, ham fatte de egentlige Romantikere netop overſt, 
faa at de neeſten ophoiede ham til en Helgen efter hans 
Dod og liig Pilegrimme valfartede til hans Grav. 
Novalis var dog neppe ſaa ſtor en Digter ſom Tieck, 
men ganſke viſt en langt ſtorre Drømmer. Hvad Tieck 
kun ſkimtede ſom et luftigt Glandsbillede i det Fjerne, 
det ſtreebte Novalis at jætte i Virkelighedens Sted; for 
ham var Drommens Verden den eneſte veſentlige og 
ſande, og den hele Natur fulde efter hans Anfkuelſe 
tilſidſt oploſes i en ſtor myſtiſk Nattedrom, hvori Ind⸗ 
bildningskraftens Syner forte Herſkerſtaven. Kun und⸗ 
tagelſesviis lykkedes det ham af og til at tegne en faſt 
Skikkelſe; de fleſte af hans Figurer vare ſnarere Alle⸗ 
gorier end virkelige Menneſker, og de oploſtes derfor 
tilſidſt i den almindelige Pantheisme, der var det Sa⸗ 


Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 33 


lighedens eller Vellyſtens Hav, hvortil hans hele Poeſi 
ſtyrede hen; thi hvad hans Chriſtendom angaaer, faa 
lignede den altfor meget en pantheiſtiſk Mythe, til at 
haus drømmende Poeſi kunde vinde Faſthed ved at ftøtte 
ſig til den. 

Derfor er det dog ikke min Mening at negte, 
at Novalis var en edel Natur, at der findes ſtore 
Glimt af Gent i hans Arbeider, at der merkes et poe— 
tiff Hjerteſlag i hans Digte, at der er en dyb Inder— 
lighed i hans Lyrik; men uagtet han var en poetiſk 
Sjæl, faa manglede han dog ganſke viſt Cone til at 
begrendſe og legemliggjore fine Digterſyn, og hvor høit 
man end vil ſtille ham, faa var det dog ingen concret 
Digterverden, men den myſtiſke blaa Blomſt, der havde 
fanget hans Hjerte, og den drommerige Nat, hvori hver 
enkelt Gjenſtand taber ſit beſtemte Omrids, var for ham 
Poeſiens rette Hjem. 

Hvor forffjelige de romantiſke Digtere end ere, 
ligefra Novalis til Zacharias Werner og La Motte— 
Fouqué, jan findes der dog visſe Hovedtrek, hvori de 
med faa Undtagelſer ligne hverandre, de udmerke fig 
neſten alle ved deres Forkjerlighed for en dromt Mid⸗ 
delalder, for Riddertiden, for den katholſke Tro, ſom de 
dog nok meer elſkede med Phantaſien end med Hjertet, 
hvorfor ogſaa Troen og Fromhedeu hos flere af dem 
ſlaaer over i en Ironiſeren, der ſynes at lege med From⸗ 
heden ſelv og fremfor Alt med Leeſerens Taalmodighed. 
Hertil kommer hos Enkelte et Slags Sveermeri for 

3 


34 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 


Kunſten, ifær for den, der gik foran for Rafael, hvil 
ket dog meer yttrede fig i Stemninger og i rimet Kling⸗ 
klang end i en dyb og inderlig Opfattelſe. En egen 
Plads imellem Romantikerne baade i denne og andre 
Henſeender indtager dog Hoffmann; ikke desmindre mer⸗ 
ker man, naar den lyriſke Extaſe kommer over ham, at 
ogſaa han deelte den Vildfarelſe, der henſatte Poeſiens 
egentlige og rette Hjem i et phantaſtiſk Drommeland. 

For at viſe, hvorvidt enkelte Romantikere ere ffredne 
frem i den pantheiſtiſke Retning, ſkal jeg ogſaa her om⸗ 
tale Leopold Schefer, mod hvem ſelv Rovalis kan be— 
tragtes ſom en plaſtiſk Digter, og gjennem hvis Poeſi 
der gaaer en bedøvende Naturtummel, ſom minder om 
Bacchustogene eller om Korybanternes Vildſkab, naar 
de fulgte den phrygiſke Gudindes Vogn. Her er det 
ikke længere den katholſke Kirke eller Riddertiden, men 
Orientens Opiumsdromme, hvori Poeſiens rette Hjem 
bliver henlagt. 

J en af Schefers mangfoldige Noveller „Hafis i 
Grekenland“ indbydes Hafis til de greſke Guders Taf⸗ 
fel, og han ſmagte Sollyſet og Himlens Glands og 
drak af det fulde Beger ſmeltende billedſkjonne Piger 
med en beruſende Gyſen. Here beder ham at ſynge om 
Kjærlighed, og Alt, hvad han ſynger, træder i levende, 
legemlig Skikkelſe ud af hans Mund. Og han ſang 
om fin Elſkede, og hun ſtod der rodmende for Guderne 
i al fin Uſkyld og Herlighed. Da fang han om hen⸗ 
des Born, ſom endnu ikke vare fodte, og ſtrax vare de 


Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 35 


der og ſprang lyſtig legende rundt i Salen. Men hans 
tilkommende Huſtru, ſom dog endnu var Jomfru, har— 
medes og døbe derover af Skamfuldhed. Da forbittre— 
des han paa alle Guder, ſom kun havde indbudet ham 
til deres Bord for at haane og ſaare ham, og han 
ſang en Sang, hvori Guderne ſelv døbe og deekkedes 
af Nat, og ſaaledes ffete det virkelige, de blegnede og 
bøde den ene efter den anden. Han ſtrakte Haanden ud 
efter ſin Huſtru og ſine Born, men fornam kun Morke 
og rørte ved Gudernes Lig. Og ſaaledes er det kun 
Sang og Kjærlighed, der kan ſkabe Liv; „elſk i Dag, 
i dette Sieblik, thi i Morgen er din Elſkede, ere dine 
Born, ere Guderne ſelv dode.“ 

Intet er til uden Gud, ſiger han paa et andet 
Sten. Som Draaber fra den uhyre Hvelving i en 
Drypſteenhule, der ſynge med Solvtoner, medens de 
falde, ſaaledes falder, ſtraaler, ſtroͤmmer, ſuſer, lyner 
han, der er Alt i Alt, ned fra ſine Himle, og han 
forvandler fig endog til Støv for at optage Støvet 
i fig — Alt er guddommeligt lige til Stenen, Muldet 
og Støvet paa Sommerfuglens Vinger. Menneſket 
ftaaer ikke høiere end Stenen, thi meer end guddomme— 
ligt kan Intet være. Guderne ſkabte Menneſket af 
Drømme, derfor ſvinde de hen ſom Dromme. Der 
gives ingen Hiſtorie, den drommes kun, vi ſynde i 
Drømme, vi renſes igjen i Drømme; ja, kan det be- 
rolige Dig, fan viid, at ingen Synd, intet Ondt er til, 
Du kan efter enhver Synd blive reen igjen ſom Solen, 

3% 


36 Om Dehlenfdjlægers tidligere Lyrik. 


der var overſkyet, men glindſer med ſamme Klarhed ſom 
for, naar Skyen er dragen forbi. Skam Dig ikke ved 
kun at være en Draabe i det guddommelige Hav! 
Menneſket doer kun een Gang, men Guderne doe tuſinde 
Gange; dog Doden er kun en Forvandling, og Solen 
er en Lampe, "ophængt paa Himlen, for at ſtandſe og 
kue den guddommelige Nat. Solen er kun et Spogelſe 
midt i Dagslyſet, men Natten er den ſande Dag og Sa⸗ 
lighedens Hjem. “) 

Efter de Prøver, her ere givne, maa mau vel er- 
kjende, at denne Forfatter er en af de driſtigſte Drom— 
mere fra det ſtore Drømmeland, og der gives neppe 
nogen Digter, ſelv af den tydſkromantiſke Skole, der i 
denne Henſeende kan overgage ham. 

Jovrigt bor det ikke negtes, at den tydſke Roman⸗ 
tik, uagtet Alt, hvad man kan indvende derimod, frem— 
kaldte en driſtig Reaction mod Tidens flade Mate- 
rialisme, og at den ſaavel i Religionen ſom i Kunſten, 
og ſelv i Videnſkaben har bidraget til at vælte et al⸗ 
vorligere og inderligere Liv. Men da det ſtore Menneſke— 
ſamfund dog aldrig, ſaaledes ſom Romantikerne onſkede 
det, kan bevæges til at opgive den reale Tilverelſe for 
en uklar, om ogſaa af poetiſke Glimt oplyſt Dromme⸗ 
verden, ſaa kunde de heller ikke virke ſynderlig paa 


*) Ifr.: „Geſchichte der deutſchen Lit. von J. Schmidth, 2. Bd. 
pag. 509 — 525. 


Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 37 


Folket eller vinde Fremtiden for ſig; de kunde derfor 
vel lyſe for en Tid ſom Meteorer, der glimre i Morket, 
men til evige Stjerner kunne de ingenlunde forvandles. 
Nu er det vel ſaa, at et Meteor til en Tid endog kan 
ſynes at lyſe ftærfere end ſelv Himlens Stjerner, men 
dette Lys har ingen Varighed, og naar man undtager 
Tieck og tildeels Novalis, hvis Glands udſtraalede fra 
et dybere poetiſk Indre, faa at de ſelv af ſildigfodte 
Slægter kunne læfeg med Interesſe, faa ville de andre 
uden Tvivl dele Meteorernes almindelige Skjebne, og 
kun erindres ſom underlige phantaſtiſke Syner, der en— 
gang lyſte paa Poeſiens Nattehimmel.. 

Ganffe anderledes ſtiller Forholdet fig, naar man 
betragter den Virkſomhed, Deblenfdlæger hos os udvik— 
lede. Det kan vel vere, at der i hans Begeiſtring og— 
ſaa blandede ſig noget Drommeri, og at han undertiden 
ſogte den nordiſke Herlighed han et eller andet Sted, 
hvor den ikke, ſaaledes ſom han meente, var at finde, 
men i det Hele fane han ſikkert vigtigt; han var intet 
flygtigt opblusſende Meteor, og den Fortid, han fane 
op til, var intet Taageland, men havde i Sandhed og 
i fit Veſen været til. Baade den fjerne mythiſke Pe⸗ 
riode, og den derpaa folgende Middelalder, hvortil hans 
Poeſi ſtottede ſig, have efterladt ſaa ſtore og megtige 
Minder ſaavel i Digt ſom i Handling, at alle Forſog 
paa at bortforklare dem og forvandle dem til blotte 
Drømme, nu vilde blive et forgjæves Arbeide, ligeſom 
ogfan de fleſte af hans egne Digtninger i denne Ret⸗ 


38 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 


ning ſtaae alt for dybt rodfeſtede i Nordens Jordbund, 
til at de nogenſinde kunne glemmes. 

Det ſynes i Tidens Lob at være gaaet med det 
hele Norden, ſaaledes ſom det efter Sagnet gik med 
Steerkodder, han havde digtet de ypperligſte Qvad i fin 
Ungdom, men da han blev gammel, glemte han ſine egne 
Sange; ja, det ſyntes, ſom vi havde drukket en Trylle— 
drik, liig Sigurd Fafnersbane, ſaa at den gamle Tid 
og den gamle Troſkab udſlettedes af vor Hu. Men nu 
var jo Oehlenſchleger netop den, der tilintetgjorde Tryl— 
leriet, ſaa at de gamle Minder vaagnede op, og der 
ſom en ny Columbus igjen opdagede det Land, man 
engang havde kjendt, men der i mange Aarhundreder 
havde været glemt; thi her er ikke Tale om, hvad en— 
kelte Lærde ſyslede med i deres Studerekammere ſom 
med Curioſiteter, ukjendte af Mængden, men om det, 
der virkelig vandt Liv og Fylde og fandt det rette 
Digterudtryk, faa det kunde ſkues af Folket. Enten 
man da vil betragte dette ſom Virkning af Oehlen— 
ſchleegers Geni eller af hans Lykke, og ſaaledes, ſom 
han ſelv pleiede at gjøre, tillægge ham en Aladdins— 
lampe, der lyſte gjennem Tidernes Taager, og viſte ham 
Vei til Oldtidens Skatte, fan giver dog dette ham en 
eiendommelig Stilling mellem os og en ganſke anden 
Indflydelſe paa Fremtiden end den, de tydſke Roman⸗ 
tikere i deres Kreds kunne roſe fig af; thi det For— 
tidens Land, han henpegede til, var intet Drommeland, 
og han ſelv var ingen fværmende Natſommerfugl, der 


Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 39 


hadede Lyſet, men et Solens Barn, og Morgenroden 
og Dagen havde farvet hans Vinger med en ſaadan 
Straaleglands, at man vel merker, at han tilhørte dem. 

Men, kunde man atter indvende, om ogſaa Oehlen— 
ſchleeger en Tidlang og ifær i fin forſte Ungdom havde 
et ſaadant Seerblik, og om han end dengang ſyntes at 
ſtaae høit over den philiſtreuſe Tid, hvori han var 
fodt og opvoxen, faa kunde han dog ſenere ikke for— 
nægte fit Slegtſkab dermed, hvad allerede de Foran— 
dringer beviſe, ſom han foretog i ſine Ungdomsdigte. 
Desuden findes der ikke faa ÜUdtalelſer i Oehlenſchlee⸗ 
gers ſenere Arbeider, hvoraf man vel tor flutte, at han 
ikke ſaaledes havde frigjort fig fra den tidligere Digter— 
ffoleg Tryk, ſom man, naar man blot betragter hans 
ypperſte Frembringelſer, ſkulde troe. 

Denne Indvending er meget eenſidig og gjelder 
i det Hoieſte kun, naar man udelukkende tager Henſyn 
til de proſaiſke Sieblik, ſom ingen Digter ganſke kan 
frigjore fig for, ſaalenge han færdes i denne Proſaens 
Verden. Dette er den dodelige Side hos Digterne, 
den, hvorved de hænge ſammen med deres Tid, naar 
de Derimod gribes af deres Genins, fager det Hele 
et ganſke andet ÜUdſeende. Naar Holberg f. Ex. rai- 
ſonnerer over ſine Comedier, ſaa kommer der ikke ſaa 
ſjeldent en temmelig philiſtreus Betragtningsmaade frem, 
hvori han fætter „Leerdom og Morale“ ſom det Vig— 
tigſte, hvorimod det Lyſtige betragtes ſom en Tilſeetning 
for at fane Moralen til at glide ned; ſaaledes forgylder 


40 Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 


jo ogſaa Apothekeren fine. Piller, mener han, og ſaa— 
ledes maa man ſmoöre Hjulene paa en Vogn, for at 
den kan rulle deſto bedre frem). Men naar han dig— 
tede ſine Meſtervoerker, da grebes han af en anden Aand, 
der forte ham op til Hoider, hvorfra han ſkuede finne 
ſtore Digterſyner, hvis Betydning han i ſine proſaiſke 
Oieblikke ikke altid forſtod at vurdere, uagtet det netop 
er dem, der give hans Verker deres uforgengelige 
Ungdom og Friſkhed, medens hans ſaakaldte „Morale“ 
allerede nu betragter os med forældede Sine. Mer⸗ 
keligt er det ogſaa, at det iſer var, naar en af hans 
Comedier var fuldendt, naar hans Digteraand deri 
… havde fundet fit Üdtryk og til en Tid udtømt fig, at 
han troede fig forpligtet til at tænfe paa Moralen igjen 
og paa Lærbommen, og han tilføiedbe da et Slags 
Brugsanviisning i nogle Slutningsvers, hvori han 
ligeſom med en Pegefinger tilkjendegav, hvorledes man 
ſkulde fore fig hans Comedie til Nytte. Og dog vil 
man vanſkelig kunne negte, at disſe Vers, ſom For⸗ 
fatteren maaſkee i fine proſaiſke Sieblikke betragtede ſom 
Kjeernen af det Hele, er et temmelig uveſentligt Tillæg, 
der kan være tilſtede eller mangle ad libitum, uden at 
Comediernes egentlige Betydning derved enten klares 
eller fordunkles for os. 


Ogſaa hos Evald gjenfindes denne Dobbelthed, 


*) S. Juſt Juſteſens Betenkning over Comedier, trykt forved 
forſte Tome af den celdſte Udgave. 


Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 41 


paa den ene Side den høie mægtige Digterflugt, paa 
den anden folde Digtninger om Juliane Maria, Arve— 
prindſen oſv., ſom ikke den mindſte Plet eller det mindſte 
Stovgran turde beſmitte, ſamt huulttonende rhetoriſke 
Phraſer om Dyd, Retferdighed og Viisdom i al deres 
abſtrakte Nogenhed. Dette er den Side, hvorved ogſaa 
han hænger ſammen med fin Omgivning, thi ſtort videre 
end til hine Abſtracta vare de fleſte af vore Digtere 
dengang ikke komne, medens han i ſine virkelig digteriſke 
Momenter hævede fig faa uendelig høit derover. 

At nu Oehlenſchleeger ogſaa maatte betale fin 
Tribut til den Tid, hvori han var fodt og opvoxen, 
er ikke faa forunderligt; det Forunderlige og Forbau— 
ſende ligger ſnarere deri, at han i fine bedſte Sieblikke 
kunde hæve fig faa høit derover. Jovrigt gjelder det 
ogſaa om ham, hvad han engang faa træffende har 
ſagt om Goethe: Denne Digter har i fin ſenere Alder, 
ſagde Oehlenſchleger, bygget fig et Buur af Humanitets⸗, 
Billigheds- og Forſigtighedshenſyn. J dette Buur 
ligger. han nu ſom en temmet Love og betragter fin 
Omgivning, men af og til fager den gamle Lovenatur 
igjen Overhaand, og da bryder han pludſelig igjen frem 
af Buret i al ſin gamle Kraft og Storhed. Netop 
ſaaledes gik det ogſaa med Oehlenſchloger ſelv, han 
havde udarbeidet et Slags Livsphiloſophi, ſom han be⸗ 
tragtede ſom den hoieſte Viisdom. Ogſaa han talte 
tidt om en Alt nivillerende Billighed, og havde ſaaledes 
ogſaa paa ſin Viis bygget ſig et Buur, hvori han 


42 Om Dehlenfdjlægers tidligere Lyrik. 


ſogte attæmme fin gamle Natur. Men ikke faa fjelden, 
hændte det ogſaa ham, at den gamle Natur paany fit 
Magten; da brød han ligeledes pludſelig frem af Buret, 
og man horte da atter den gamle Harpe klinge ligeſom 
i Fordumstid; og hvad den eldſte nordiſke Storhed an⸗ 


gaaer, ſom han havde kempet for i fine unge Dage, . 


jaa merkede man, hver Gang Digteraanden kom over 
ham, ſelv i de ſeneſte Aar, at han aldrig havde glemt 
den, og at han i fit Allerinderſte var bleven fin forſte 
Kjærlighed tro. 

Endelig kan det ogſaa ſiges, og har været jagt 
om Oehlenſchloeger, at han ſelv i ſine bedſte nordiffe 
Digte kunde have ſeilet det gamle Norden en Streg 
nærmere. Dette er aldeles rigtigt, thi det er ligeſom om 
en Straale fra Sſten, fra Poeſiens Morgenland, kaſtede 
it Skjer ind ſelv i hans ypperſte nordiſke Digte. Men 
en fjern Straale fra Sſten kaſtede jo ogſaa fit Skjer 
herind, dengang Aſerne feſtede Bo i Norden, en 
Straale fra Sſten kom ogſaa herind med Chriſten⸗ 
dommen, og dens Varme meerkes vel i vore bedſte Viſer 
fra Middelalderen; men uden disſe Straaleglimt fra 
Oſten vilde nok den nordiſke Poeſi have ſtaaet ſom en 
forſtenet Affodning af den dunkle Jetteverden, uden at 
den rette Fordeling af Lys og Skygge nogenſinde havde 
fundet Vei dertil. 


— 


Fra Simone 


En Novelle 
af 
H. P. Holst. 


Udenfor Syracus ligge de ſaakaldte Latomier eller 
Steenbrud, colosſale Steenmasſer, hvori Lyſet, der 
falder ind fra Siderne, frembringer de meſt barokke 
og maleriſke Virkninger. Midt iblandt disſe gigantiſke 
Formationer, ſom Cicero med Rette kalder aingens 
opus magniſieum regum et tyrannorums, have Ca⸗ 
puccinerne bygget et Kloſter og anlagt en Have, ſom 
er et af de meſt fortryllende Opholdsſteder i Verden. 
Her findes en fuldkommen tropiſk Vegetation; ſelb Man⸗ 
natrœet, der fræver den ſtorſte Stilhed og ikke taaler 
noget Vindpuſt, groer paa denne Plet Jord, der er 
benyttet med en Smag, Indſigt og Skjonhedsſands, 
ſom gjør Capucecinerne Wre. 9 

J en Skildring af Syracus har jeg for mange 
Aar ſiden fortalt om mit forſte Beſog hos de brave 
Capuccinere, der i denne afſides Krog af Verden leve i 


44 Fra Simone. 


den fuldſtendigſte politiſke Uſkyldighedstilſtand. De fif 
mig ind i deres Refectorium, fatte Syracuſer og Syd— 
frugter for mig og overvældede mig med Spørgsmaal. 
Syracuſeren ſmagte mig, jeg fandt Situationen ganſke 
original og gjorde mig en Fornoielſe af at tilfredsſtille 
deres Nysgjerrighed. Den gode Prior ſyntes ſagtens, 
at det var Synd, at et faa rart ungt Menneſke ſkulde 
leve og doe ſom en Hedning, thi han begyndte med 
eet at ville omvende mig. Jeg derimod, der holdt paa 
min gode Tro og desuden havde drukket nogle Glas 
af den fyrige Syracuſer, vendte pludſelig Forholdet om 
til ſtor Overraſkelſe for de uvidende Capuccinere og gik 
los paa deres Vildfarelſer med et ſaadant Artilleri af 
uigjendrivelige Kjendsgjerninger og Bibelſprog, at jeg 
uden Tvivl havde gjort hele Capuceinerkloſtret prote⸗ 
ſtantifk, hvis der ikke var indtraadt en lille Epiſode, 
ſom bragte mig til at forſtumme. 

En mager, graaſkjegget Munk reiſte fig pludſelig 
og gik lige hen til mig. Hans Anſigt var ſmukt, men 
ſygelig blegt, og i de ſtore kulſorte Sine brændte der 
denne feberagtige Ild, ſom hos hektiſke Folk tyder hen 
paa, at deres Lidelſer ſnart ere endte. Disſe Sine 
feſtede han paa mig med et bebreidende Udtryk, og 
med en Stemme, der ffjælvede af Bevegelſe, ſagde han 
til mig: „Jeg har nu i fem Aar levet paa dette Sted 
ſom en god Katholik, og ſom en ſaadan vil jeg doe. 
Jeg gaaer for ikke at forarges; men De har Synd af 
hvad De har talt i denne Time, og hvis De ikke ind— 


— 
— 


Fra Simone. 45 


ſeer det nu, vil det nok gaae op for Dem fiden.” Med 
disſe Ord gik hau ud af Stuen. 

Jeg var ilde tilmode over hvad der var fkeet og 
reiſte mig forvirret. 

„Bliv dog ſiddende, Signor! og bryd Dem ikke 
om den Snak! Han er ikke rigtig klog“, *) ſagde 
Prioren. 

„Fra Simone gaaer paa Gravens Rand“, ſagde 
en af de Andre i en undſkyldende Tone. 

„Han har ikke altid været faa hellig!” tilfoiede en 
Tredie. „J fine yngre Dage var han en forfloien 
Fugl, og naar man horte om hans dumme Streger, 
ſkulde man troe, at han havde il diavolo nel corpo!“ 

„Men han er af god Familie!“ ſagde en Fjerde. 

„Af den allerbedſte! fyrſtelig, ja det troer jeg!“ 
tilfbiede Prioren med en vis Stolthed. „Men bliv 
De kun ved! De talte om .. 

Jeg fod mig ikke overtale, men ffyndte mig bort 
under Capuccinernes Takſigelſer og Opfordringer til 
ſnart at komme igjen. — 

Der er kun faa Byer, der i den Grad ſom Syra⸗ 
cuſa bedaare Sandſerne og ſysſelſcette Phantaſien. Man 
kan ſige med Sandhed, at enhver Fodbred Jord falder 
et Oldtidsbillede frem for Ens Erindring, og vil 


*) E un mezzo matto-. En »mezzo mutto“ er en ſiciliauſt 
Benævnelje paa den, der er excentriſt, overſpeudt eller, ſom 
vi ſige, har en Skrue los. 


46 Fra Simone. 


man fortabe fig i Nuets, i Sieblikkets Nydelſe, faa er 
der maaſkee ikke en Plet i Verden, hvor Naturen med 
odſel Haand og ligeſom i overdaadigt Lune har ud— 
gydt en ſaadan Fylde af Skjonhed ſom netop over 
denne. Det var derfor intet Under, om den lille Hi— 
ſtorie fra Capuccinerkloſtret var bleven glemt med det 
ſamme; men den dukkede beſtandig frem paany, og hvad 
enten jeg med Flinten paa Nakken ſtreifede om paa 
Bredderne af Anapofloden for at ſtyde Fugle, eler jeg 
ſad i Albergo del Sole i et muntert Lag med den 
funklende Syracuſer foran mig, ſaa ſtod pludſelig den 
magre Capucciner med det blege, ſmuktformede Anſigt 
foran mig og fæftede fit feberbrendende Blik bebrei— 
dende paa mig. Tanken om at jeg havde Uret, og at 
jeg i ungdommelig Kaadhed maaſkee var gaaet for vidt, 
lod mig ikke have Ro; paa en ſtjon Dag var jeg 
igjen paa Bei til Latomierne, og min Fod forte mig 
uvilkaarligt henad den ſandede og ſolbeſkinnede Vei, der 
fører langsmed den fra Oldtiden berømte porto mar- 
moreo eller Marmorhavnen til Capuccinernes Kloſter. 
Min Tanke var at opſoge Fra Simone og ſige ham et 
venligt Farvel inden min Afreiſe. 

Jeg behsvede ikke at gage langt, thi jeg havde 
netop pasſeret Archimedes's Grav eller, rettere ſagt, det 
Gravpſted, man udgiver for hans, da jeg fif Sie paa 
en Capucciner, der kom lige imod mig. Det var Fra 
Simone. Jeg ilede hen til ham, idet jeg lod falde et 
Ord om, at det var netop ham, jeg agtede at beſsge. 


Fra Simone. 47 


„Mig? mig vilde De beſoge?“ gjentog han mildt, 
og hans blege Kinder farvedes pludſelig af en ſteerk 
Rodme, der et Sieblik efter ſporloſt var forſvunden. 

„Ja, kan det forundre Dem?“ ſagde jeg ivrigt. 
„Jeg har i ungdommeligt Overmod krenket og bedrøvet 
Dem — idetmindſte maa jeg troe det af Deres Yttrin⸗ 
ger. Det var ikke min Henſigt; men Deres Prior 
vilde omvende mig, og jeg har allerede faa tidt, under 
mit Ophold i bette Land, været Gjenſtand for ſaadanne 
Forſog, at jeg pludſelig fik Lyſt til ſelv at gjøre Pro⸗ 
ſelyter. Det var et ungdommeligt Indfald, ſom Deres 
fortræffelige Syracuſer veſentlig maa bære Skylden 
for. Men min Henſigt var ikke ond, det forſikker jeg 
Dem, og allermindſt tænkte jeg paa at udſaae Tvivl 
i Deres Sjæl eller at rokke Deres Tro.“ 

„Nei, nei!“ ſagde han blidt og ryſtede ſmilende 
paa Hovedet, „min Tro er faſt, og jeg frygter ikke for 
at tabe den nu, da jeg kun har eet Skridt til Graven. 
Men huſk paa, hvem det var, De talte til: en ſammen⸗ 
loben Flok af dovne, ligegyldige og lidettroende Munke, 
i hvis afſidesliggende Kloſter Tvivlen allerede har faaet 
Indpas. Jordbunden er beredt, og De behøver. 
kun at udſaae Deres proteſtantiſke Ideer, fan kan De 
være vis paa, at de ſtrax ſlaae Rod, og at de ingen⸗ 
ſteds ſpire frodigere og bedre — men hvad bliver Ho— 
ſten: Synd og Fortvivlelſe! — Hvis De forreſten, ſom 
De ſiger, oftere ſelv har været Gjenſtand for Omven⸗ 
delſesforſog, faa huſk vel paa, at den katholſke Kirke 


48 Fra Simone. 


ligefrem fordrer af fin Clerus, at den ffal bringe de 
Frafaldne tilbage, og den Geiſtlige, der ikke gjør det, 
forſommer en af ſine forſte og helligſte Pligter — det 
vil maaſkee bringe Dem til i Fremtiden at fee disſe 
Forſog i et noget mildere Lys. Men jeg fører Dem 
jo bort fra Deres Bei, thi vi ere nu igjen paa Veien 
til mit Kloſter.“ 

„Hvis De tillader det, folger jeg med Dem.“ 

„Jeg gaaer hver Aften en lille Tour her ved 
Stranden, og udhviler derpaa en Times Tid i Para- 
disgrotten. Vil De folge med, ſaa takker jeg Dem af 
Hjertet, thi jeg omgaaes Ingen, og jeg har i mange 
Aar ikke vidſt, hvad det vil ſige at meddele mig til 
Nogen.“ 

Under livlig Samtale gik vi nu ſammen langs med 
den ſtjonne ficilianfte Kyſt, hvor Morgana bygger fine 
Skypaladſer; men jeg var faa beffjæftiget med min Led⸗ 
fager, at jeg hverken tænfte paa Morgana eller hendes 
Luftſlotte, og det var intet Under, thi jo meer jeg horte 
paa ham, des meer blev jeg overraſket. Man er i 
Italien fan vant til at ſee i en Capucciner et Indbegreb 
af Plumphed, Uvidenhed og Borneerthed, at man kan 
tenke fig min Overraſkelſe ved her i Capuccinerkutten at 
treffe paa en Mand, der med en fiintdannet Aand for⸗ 
enede en overordentlig Kundſkabsfylde, og hvis ſmukke 
og livlige Tanker paa den naturligſte Maade af Ver⸗ 
den indkloedtes i et reent og fuldttonende Sprog. 

„Men De er jo en Romer!“ raabte jeg pludſelig. 


Fra Simone. 49 


„Hvad ei Alverden har dog ført Dem herned til denne 
afſides Plet, og hvorledes er De kommen til at gaae i 
denne Kutte?“ i 

Han fvarede ikke, men blev ved at gane taus ved 
Siden af mig. Vi traadte ind i Paradisgrotten, det 
i dette Oieblik meer end nogenſinde ſyntes mig at for- 
tjene ſit Navn. 

Solen var ved at gage ned. En magißk Glands 
af Guld, Carmoiſin og Violet ſtrommede ind i den 
hvælvede Klippehal og kaſtedes ligeſom tilbage fra de 
roſenfarvede Vægge. En paradiſiſk Stilhed og Fred 
herſkede herinde. Vi ſatte os paa en Klippeblok og 
ſaae ud over det deilige ioniſke Hav, der bredte fig 
foran os i dette forunderligt ſmukke, rodligviolette Skjer, 
ſom man maa have feet i Syden for at forſtaae, at 
Homer kalder Havet det „viinfarvede“. Nogle faa 
Barker med hvide Seil, der ſkinnede i Aftenſolen, ſtyrede 
hen imod Havnen ligeſom Sofugle, der ved Nattens 
Komme ſoge hen til deres Reder. 

„De ſporger, hvad der har bragt mig hen til denne 
afſides Plet?” begyndte Capuceineren efter en Pauſe. 
„Hvis De for nogle Aar tilbage havde gjort mig dette 
Sporgsmaal, vilde jeg have ſvaret: Ulykken — nu troer 
jeg, at det netop har været min Lykke. Naar De hører 
min Hiſtorie, vil De ſelv kunne domme — i ethvert 
Tilfælde vil det ikke længer forundre Dem, at jeg for- 
leden tiltalte Dem ſaa ſkarpt. 

Jeg er, ſom De rigtigt har opfattet, en Romer 

4 


50 Fra Simone. 


og nedſtammer fra en af de eldſte Familier i Italien. 
De veed, at den fornemme romerſke Adel er fattig, og 
at over Halvdelen af de Paladſer, der findes i Rom, 
ſtaae tomme og ubenyttede, fordi Eierne ikke engang 
have Raad til at beboe dem. Der er kun faa Undta⸗ 
gelſer, men disſes Formuer ere ogſaa ſaa colosſale, at 
de rivaliſere med Kongernes. 

Min Familie er en af disſe Undtagelſer, og da 
De har levet længe i Rom, har De uden Tvivl ofte 
beſogt Galerierne i min Faders Palads og hans Vil— 
laer, uden at ane, at De engang ſkulde træffe paa Ar- 
vingen til alle disſe Herligheder i en Capuccinerkutte. 

Naar jeg tenker paa min Fader, er det med en 
vis ffy Wrbodighed, thi han har altid ſtaaet for mig 
ſom en Fremmed. Han var den incarnerede Fornemhed 
og ſyntes at aande i en ganſke anden Sphære end alle 
Andre. Jeg og min Broder Luigi, der var et Par 
Aar yngre, Jane ham kun ſſelden, og det betragtedes 
ſom en ſtor Lykke og Udmeerkelſe, naar han engang 
imellem henvendte et Par Ord til os. Den Hyldeſt, 
der fra alle Sider viſtes ham, var heller ikke ufortjent, 
thi medens de romerſke Nobili i Regelen forteres af 
deres Orkesloshed, indſnorte i Vaner og Fordomme 
ligeſom Mumier i deres Spob, var min Fader altid 
beſtjeftiget — ikke med fine ſtore Landeiendomme, thi 
dem bortforpagtede han til de ſaakaldte «mercanti», 
men med antiqvariſke Studier. Han foretog paa fine 
Godſer koſtbare Udgravninger, hvorved mangfoldige 


Fra Simone. 51 


Oldtidslevninger, der nu vekke Kjenderes Beundring, 
kom frem for Lyſet; han beſkrev disſe Udgravninger 
med ſtor Skarpſindighed og Lærdom, og han har leve— 
ret en heel Reœkke af værdifulde Afhandlinger om Va- 
fer, Gemmer og Montſamlinger. Naturligviis blev han 
overalt udbaſunet ſom et Orakel: de Lærde kappedes om 
at dedicere ham Bøger baade pan Latin og Italienſk i 
de meſt ſuperlativiſke Udtrygk — og jeg Fjender intet 
Sprog, der har ſaamange Superlativer ſom disſe — 
og Medlemmerne af Accademia dei arcadi beſang ham 
baade i Stanzer og Sonetter. 

Disſe Studier optoge ham fan ganſte, at han kun 
fik lidt Tid tilovers for ſin Familie. Jeg ſom den 
eldſte Son ſkulde opdrages til Statsmand og fif en 
lærd Abbate fra Benediktinerkloſtret paa Monte Cassino 
til Lærer, og da vor Familie gjennem Aarhundreder 
har forſynet den romerſke Kirke med Cardinaler, blev 
min yngre Broder overgiven til min Faders Skriftefader, 
Fra Silveſtro, en Jeſuit fra Collegio romano. 

Man kan ikke tenke fig nogen ſtorre Modſeetning 
end imellem min Lærer og min Broders. Don Gae⸗ 
tano, Benediktineren, var en fiintdannet Aand, brav, 
retſindig, kundſkabsrig og begeiſtret for Alt, hvad der 
var edelt og ffjønt. Fra Silveſtro var derimod — 
i det Mindſte opfattede jeg ham dengang ſaaledes — 
en hykleriſk, fold, glattunget Jeſuit, for hvem Religionen 
var Intet, og hans Orden Alt. De undgik derfor og⸗ 
ſaa omhyggeligt hinanden, og allerede derved opkom 

4* 


52 0 Fra Simone. 


der ligefra Drengeaarene en Spaltning mellem min 
Broder og mig, der tiltog med Aarene.“ 

Min Lærer var en udmerket Philolog, og mit 
Hjerte bankede, naar han holdt mig den romerſke Old— 
tids ſtore Monſtre for Sie, og jeg hulkede af Sorg, 
naar jeg læfte om Frihedens Undergang i Rom med 
Brutus og Graccherne. Denne Læsning fif Betydning 
for hele mit Liv og min Fremtid. Jeg tog mine Exa— 
miner med Udmeerkelſe, og medens der var Enkelte, der 
i mig ſage et ungt Menneſke, ſom gik en ſtor Fremtid 
imode, mente Andre — og deriblandt min Fader — 
at jeg var altfor exalteret og fremfuſende, og at mine 
Kundſkaber og Eoner kun vilde blive mig til Fordeer⸗ 
velſe. Jeg ſelv var ſyg, mismodig og utilfreds baade 
med mig ſelb og Andre. Jeg fane Rom, men jeg ſaae 
ingen Romere, og naar jeg ſammenlignede Poeſi, Kunſt, 
Induſtri, Statsforfatning og Regjering med Fortidens, 
ſaa var mit Hjerte nærved at briſte af Skam og Sorg 
over ſaadan en Tilbagegang. 

Min eneſte Troſt i al denne Elendighed var min 
Moder. Hun var en ægte Romerinde, varm, folelſes— 
fuld og iſtand til enhver Opoffrelſe ligeſom Gracchernes 
Cornelia. Jeg vidſte, at hun tenkte og folte ligeſom 
jeg, men hun havde uden Tvivl maattet kcempe mangen 
en haard Kamp for at lægge Baand pan ſig ligeover 
for min Fader. J hans Nærhed var hun altid frygt— 
ſom og tilbageholden — det var, ſom om hendes Fo— 
lelſes fine Blomſter dode i den Kulde, der udgik fra 


Fra Simone. 53 


ham. Forſt naar vi vare alene, tøede hun op, og 
hvorofte tog hun mig da ikke om Hovedet med begge 
fine Hender, faae mig ind i Øinene og beſvor mig 
med fin milde Roſt at betvinge min Heftighed, at 
lempe mig efter min Faders Luner og undgaae Alt, 
hvad der kunde vælfe hans Harme. 

Selv om jeg havde været døv for hendes Over— 
talelſer, ſaa var der dog Noget, der maatte bringe mig 
til Eftertanke. Naar min Fader var fortørnet paa mig 
var det aldrig mig, det gik ud over. Han vendte mig 
da gjerne koldt Ryggen eller gik fra mig med en Sar— 
kasme — men jeg kunde være vis paa, at Dagen efter 
fane min Moder forgrædt ud. Det var klart, at hun 
havde maattet undgjeelde for mig. Denne Uretfeerdighed 
oprorte mig og bragte en Bitterhed i mit Sind, der 
hidtil havde været mig fremmed; dog blev jeg forſigtigere 
i min Opforſel og føgte at undgane ethvert Anſtod. 

Blandt de Mangfoldige, der daglig kom i vort 
Huus og kun faae den glimrende Pderſide af vort Huus⸗ 
livs Elendighed, var der en ung principessa af Orſi⸗ 
niernes Sleegt, Maria Annunziata. Hun var bleven 
opdragen i et Kloſter, og det var en triſt Novemberdag, 
da hun forſte Gang traadte ind til os. Himlen var 
mørt og overtrukken, men det var, ſom om Stuen fyld⸗ 
tes med Sollys, da hun traadte ind, ſaa vidunderlig 
ſmuk var hun. Hun blev fnart en daglig Gjæft i vort 
Huus, thi min Moder forgudede hende, og min Fader 
kunde ikke undvære hende. Hun var den Eneſte, med 


54 Fra Simone. 


hvem han nedlod fig til at ſpoge, den Eneſte, der kunde 
formaae denne Olympier til at ſtige ned af Piede— 
ſtallen. 

Med min Broder var der imidlertid foregaget en 
forunderlig Forandring. Hidtil havde han altid været 
høflig imod mig, undertiden altfor høflig, men med eet 
forandrede han fin Opforſel. Vi havde aldrig havt 
megen Omgang med hinanden, men nu trak han fig 
fuldkommen tilbage, og naar vi vare tvungne til at 
være ſammen, og han troede fig ubemærket, betragtede 
han mig ikke ſjeldent med et ondt og hadefuldt Blik, 
hvortil jeg forgjeves ſogte at udfinde Grunden. Jeg 
ſtjod Skylden paa hans Lærer, og den lumpne Jeſuit, 
der alene gik ud paa at gjøre Propaganda for fin Or- 
den, blev mig kun mere forhadt. 

For at komme ud af disſe Forhold, der med hver 
Dag bleve mig piinligere, vilde jeg gjøre en Reiſe 
gjennem Europa; men den pavelige Tilladelſe, uden 
hvilken ingen adelig Romer tor forlade Paveſtatens Ge— 
beet, blev mig negtet. Mine Grundſcœetninger og Ideer, 
hed det, vare faa afvigende fra de almindelige, at de 
ikke kunde andet end vekke Bekymring. Hs. Hellighed 
frygtede for, at jeg ved at komme i umiddelbar Bero— 
ring med den falſke Liberalisme, der nu gik i Spang i 
Europa, vilde forvilde mig endnu mere fra Hjorden. 
Det vilde være en Ulykke for mig og en Skamplet paa 
min Familie, ſom for enhver Priis maatte undgaaes. 

Opbragt over at svære mistenkeliggjort uden 


Fra Simone. 55 


Grund befluttede jeg at hevne mig, og fra bette Oie— 
blik ſluttede jeg mig aabenlyſt til det ſaakaldte „unge 
Italien“, der ogſaa i Rom havde fine Repraſentanter. 
Det var en Flok unge Menneſker, ſom, paavirkede af 
Frihedsideerne fra Frankrig, daglig kom ſammen i Café 
Ruspoli, ſnakkede Politik, ſpillede Schach, gik ſammen i 
Theatrene, applauderede voldſomt enhver friſindet Yttring 
eller Alluſion, ſom var undgaaget den pavelige Cenſur, 
og forreſten ſlentrede om Aftenen omkring paa Forum 
i Maaneſkin eller i Coliſeum ved Fakkelblus. Alt dette 
var meget ufßkyldigt og havde ikke det mindſte at gjøre 
med Carbonarismen. 

Ikke deſto mindre havde Politiet et vaagent Sie 
med os Alle, og ethvert Skridt, vi foretog os, blev 
ſtrax rapporteret. 

Det var i den varmeſte Sommertid. Rom ſtod 
ode og forladt — de Fremmede vare dragne bort i 
Masſe, og Romerne, der havde Raad til det, ombyt— 
tede den feberfvangre Luft inde i den lumre By med 
deres Villeggiatura ude i Bjergene. Vi feirede min 
Faders Navnedag i en af hans verdensberømte Villaer, 
en af disſe prægtige Haver i Roms umiddelbare Ner— 
hed, der ved de romerſke Fyrſters Liberalitet neſten 
mere tilhøre Publicum end Eiermanden. 

Hs. Hellighed havde tidligt om Morgenen ſendt 
fin «foriere maggiore ) til min Fader for at lykonſke 


*) Hofmarfkal. 


56 Fra Simone. 


ham, og indtil langt op paa Formiddagen agfloſte 
den ene Deputation den anden i ſamme Anledning. 
En talrig og udſogt Kreds havde tilbragt Middagen hos 
os. Min Fader var ved Bordet i det lykkeligſte Hu⸗ 
meur, og jeg har kun ſjelden feet ham faa forekommende 
og elſtverdig; ſelbo om min Moders Mund ſpillede af 
og til et lykkeligt Smiil, der kunde ſkuffe den, ſom ikke 
kjendte Forholdene bedre. 

Efter Bordet gik vi ud paa Terrasſerne, hvor 
Tjenerne ſerverede Kaffen. Jeg ſtod ved Siden af den 
unge Principesſa og fane ud over Haven, hvis Alleer 
vare opfyldte af feſtligtkleedte Spadſerende, ſom Muſik⸗ 
corpſene, der afloſte hinanden paa forſkjellige Steder i 
Haven, havde lokket ud i det Frie. Der var noget 
Mildt og Drommende over Naturen i dette Sieblik, 
der harmonerede godt med Stemningen i mit eget In- 
dre. En Flor af de deiligſte Blomſter udbredte ſig 
nermeſt foran os; længere borte, paa den vidtſtrakte 
grønne Slette, aftegnede nogle høie Pinier med flanfe 
Stammer og paraſolformede Kroner ſig ſmukt paa den 
glimrende Aftenhimmel. En bred Allee af hundredaarige, 
dunkle Cypresſer forte ned til Drivhuſene, ſom vare 
byggede op til rødlige Muurſteensarkader, Brudſtykker 
af de Mure, der omgave det gamle Rom. Smukke 
Statuer og Grupper, et Par afbrudte, canellerede Soi⸗ 
ler, Vaſer, Springvand og et Par antike Capiteler 
dannede, ſpredte i Terrainet, en udmeerket Staffage. J 
det Fjerne laa i et lyſtviolet Skjcer Campagnens uende⸗ 


Fra Simone. 57 


lige Flade, ſom ſmaa Rogſkyer hiſt og her ſtege op fra, 
og de deilige latinſke Bjerge med deres ſkjonne Linier 
og kraftige Contourer omgave det Hele ſom en morke— 
blaa Ramme. 

Min Fader kom forbi i det ſamme. Han klappede 
Maria Annunziata paa Kinden og ſagde til mig i en 
Tone, der var virkelig godmodig: „Ja ikke fandt, her 
er ſmukt! nok faa ſmukt ſom paa Forum i Maaneſkin 
og i Coliſeum ved Fakler!“ Jeg bukkede taus, thi jeg 
folte, at han havde Ret. 

J det ſamme kom en Tjener lobende og bragte 
ham et ſtort Brev. Han aabnede det ſmilende, men 
han havde neppe kaſtet et Blik paa Indholdet, for hans 
Anſigt fortrak fig convulſiviſk. Han kaſtede et gjennem⸗ 
borende Blik paa mig, og hans Haand ryſtede af Harme, 
idet han rakte mig Brevet. „Jeg vidſte ikke, at Du var 
faa ſtor en Kunſtner!“ ſagde han med den ſamme iis⸗ 
kolde Stemme, hvormed han ſaa tidt havde bragt mig 
til Fortvivlelſe. 

Jeg behovede blot at kaſte et Blik pan Papiret 
for at overbeviſe mig om, at det var en afſkyelig Intri⸗ 
gue, der var ſmedet imod mig. Convoluten indeholdt 
ikke Andet end en Pennetegning, der foreſtillede en Je⸗ 
ſuit, ſom var i Begreb med at fiſke. J Dammen ſvom⸗ 
mede der iſtedenfor Fift en Mængde nøgne Smaaborn, 
og det var dem, han anglede efter. Han gjorde god 
Fangſt, thi han hapde allerede fiſket et Duſin Stykker, 
og aldrig ſaaſnart havde han dem i Mettet, for de 


58 Fra Simone. 


ſtrax forvandledes til ſmaabitte Jeſuiter med ſnevre 
Sottaner og ſtore, opſmogede Hatte. At Jeſuiten var 
Fra Silveſtro kunde man ikke tage feil af, og at Teg— 
ningen var af mig var ligeſaa umiskjendeligt, thi jeg 
havde fat mit Navn paa den! 

Tanken om den djevelſke Ondſkab, der havde ud⸗ 
ſogt mig til fit Offer, gjorde, at jeg reiſte Hovedet med 
en vis Trods, der endnu mere opbragte min Fader. 

„Saa har man dog Ret“, ſagde han, „at Du kun 
er en Giftplante, der maa oprives med Roden! Gaa 
din Vei og kom aldrig mere for mine Sine, thi nu 
har jeg tabt den ſidſte Gniſt af Agtelſe for Dig.“ 

Ved disſe haarde Ord ſtrommede Blodet mig til 
Hjertet, men jeg ſvarede i en faſt Tone: 

„Har De maaffee mere Agtelſe for den Huustyv, 
der har ſtjaalet bette Blad i mine Gjemmer?“ 

„Hvad ſiger Du?“ ſpurgte min Fader overraſket, 
thi det var forſte Gang i mit Liv, at jeg vovede at 
ſvare ham. 

„Jeg ſiger“, vedblev jeg, „at en Typ har ſtjaalet 
bette Blad ud af min Skuffe. Det er maaſkee en 
Drengeſtreg, at jeg har gjort denne Tegning, men jeg 
har havt den under Laas og Lukke, og jeg har ikke 
viiſt den til nogen Dodelig. Allermindſt kunde det 
falde mig ind, at Nogen kunde være faa hjerteløs at 
ville forbittre Dem deres Glæde pan denne Dag ved 
at ſende Dem dette Makverk.“ 

Jeg rev Tegningen i Stykker og kaſtede den ud 


Fra Simone. 59 


over Balluſtraden. J det Samme faldt mit Blik paa 
min Broder, der ſtod i nogen Afſtand og fulgte denne 
Scene. Han var bleg ſom et Liig, og hans Leber 
dirrede. Et eneſte Blik var nok til at ſige mig, at det 
var ham, der var Gjerningsmanden! 

Min Fader vaklede. Det var dienſynligt, at mine 
Oro havde gjort Indtryk paa ham, men han var for 
ſtolt til at indromme, at han maaſkee var gaaet for 
vidt. Efter nogle Sieblikkes Kamp vendte han ſig om 
og vilde gage fra mig. Maria Annunziata holdt ham 
tilbage. 

„Gaa ikke, altezza!“ ſagde hun med et fortryllende 
Smiil og greb ham i Haanden. „De har ſagt nogle 
Ord, ſom De fortryder i Deres Hjerte, men ſom De 
ikke vil tage tilbage. Det ſkal De ikke heller, men De 
maa ikke lade Guds ſkjonne Sol gage ned over Deres 
Brede! Reek Deres Son Haanden og ſiig, at De til— 
giver ham! Ja, De flipper mig ikke! See, her knee— 
ler jeg for Deres Fod, og jeg reiſer mig ikke, for De 
har gjort, hvad jeg forlanger!“ 

Hun knelede ned for ham med en faa henrivende 
Ynde og fane paa ham med et ſaa engleligt Smiil, at 
min Fader uvilkaarligt boiede fig ned over hende, kys⸗ 
ſede hende paa Panden og loftede hende op i fine Arme. 
„De misbruger Deres Magt!“ ſagde han og vendte ſig 
om til mig. „Min Son, jeg tilgiver Dig, og jeg 
rekker Dig Haanden“, foiede han til i en mild og al⸗ 


60 j Fra Simone. 


vorlig Tone, „men tak denne Engel, ſom Himlen har 
ſendt os til vor Lykke!“ 

Fra dette Sieblik trak jeg mig tilbage fra den 
ufrugtbare Omgang med Medlemmerne af det „unge 
Italien“, hvis hule Phraſer og flaue Demonſtrationer 
jeg for længe ſiden var kjed af. Jeg gav mig med 
Lidenſkab til at ſtudere Hiſtorie, der allerede tidligere 
havde været mit Yndlingsfag. De veed, at paa det 
pavelige Index“) figurerer en Mængde Verker ſom 
forbudte, der netop ere Italiens Stolthed; men med 
Penge udretter man Alt i Rom, og jeg fkaffede mig 
ſnart ikke blot Macchiavelli, Botta og Colletta, men 
ogſaa Thiers, Guizot og mange andre. Machiavelli 
tiltalte mig dog meſt, og jeg ffrev i Anledning af hans 
aprincipe» (Bogen om Fyrſten) en heftig Phillippica 
mod dem, der have beſudlet den bersmte Florentiners 
Minde ved at tillcegge ham Tendentſer, ſom han netop 
har hadet og afſtyet. 

Midt under disſe Studier dukkede ikke ſaa ſjeldent 
Billedet af den kneelende Maria Annunziata frem for 
mine Tanker, og den hiſtoriſke Stiil forvandlede ſig da 
med Eet til de fyrigſte Sonetter, ligeſom man i de 
ſaakaldte codices palinpsesti under en Kirkefaders Proſa 
kan finde baade Idyller og Elſkovsdigte. Men jeg be⸗ 
kempede denne Kjerlighed, thi hvorledes ſkulde jeg, der 
levede ſom en Forſkudt, en Paria i min egen Familie, 


*) Cataloget over de forbudte Boger. 


Fra Simone. 61 


turde vove at løfte mine Tanker til hende, der var til— 
bedt af Alle. 

Min Moder, der i længere Tid havde ffrantet, blev 
pludſelig heftig fyg, og Lægerne lagde ikke Skjul paa, 
at hendes Liv fvævede i Fare. Saalenge Kriſen varede, 
veg Maria Annunziata ikke fra hendes Leie, og forſt 
da Sygdommen var overvunden, undte hun ſig ſelv 
nogen. Hvile. J Rom, hvor enhver Feber anſees for 
ſmitſom, beundrede man dobbelt hendes Heroisme, og 
det var, ſom om hele Byen aandede lettere, da Faren 
var overſtaaet. J al denne Tid ſaae jeg daglig min 
Moder, men kun Sieblikke ad Gangen, thi hendes Til⸗ 
ſtand frævede fremfor Alt Ro, og enhver Sindsbevegelſe 
kunde være dødbringende for hende. Under eet af disſe 
Beſog, da Sygdommen netop var paa ſit Hoidepunkt, 
var jeg traadt ſagte hen til hendes Seng. Hun ſov, 
og jeg boiede mig forſigtigt hen over hende for at 
lytte til hendes Aandedret. J det Samme flog hun 
Oinene op, og da hun faa Maria Annunziata paa den 
ene Side af Sengen og mig paa den anden, ſmilte hun 
til os Begge, greb vore Hænder og lagde dem ſagte i 
hinanden. Derpaa lukkede hun fine Sine, ſom om 
hun igjen vilde ſove. Jeg følte, hvorledes Blodet 
ſtrommede op i mine Kinder, men Maria Annunziata 
forandrede ikke en Mine. Hun ſmilte blot, ſom man 
ſmiler af en Sygs Indfald, og tog igjen fat paa ſit 
Haandarbeide, medens jeg ſkyndte mig ud af Veerelſet 
for ikke at forraade min Bevegelſe. 


62 Fra Simone. 


Efter et Par Maaneders Sygeleie var min Mo— 
der faa vidt, at hun daglig kunde gjøre Kjoretoure i 
Roms Omegn. Disſe FKjoretoure bleve beſtandig læn- 
gere, thi den friſke Efteraarsluft ſyntes at ſtyrke hendes 
Nerver, og Farven begyndte igjen at vende tilbage paa 
hendes Kinder. 

Vi kom netop i Middagsſtunden tilbage fra en 
ſaadan længere Udflugt, da vi i Nærheden af via No- 
mentana overraſkedes ved at ſee Pavens Vogn holde 
tætved den gamle Kirke Santa Agnese. Vi havpde ikke 
kjort mange Skridt henimod porta Pia, før Paven ſelv 
kom os impde i fin hvide Ciſtercienſerkappe og carmoi⸗ 
ſinrode Flsielshat. Han gik ganſke alene foran; et 
Par Cardinaler fulgte efter ham og i nogen Afſtand 
et Par ſteerktbroderede Lakaier. Min Moder lod ſom 
god Katholik fin Vogn holde, ſteg ud af den og fnæ- 
lede, da den hellige Fader nærmede fig, og jeg fulgte. 
naturligviis hendes Exempel. 

Hs. Hellighed gjorde Korſets Tegn og vilde gaae 
videre, men fif i det ſamme Sie paa min Moder. 
Han ſtandſede og ſpurgte venligt til hendes Befindende. 
„Hvem er det unge Menneſke, der ledſager Dem?“ 
ſpurgte han i en mild Tone. 

„Min eeldſte Son per ubbedirla! +)" 

„Nei, min Datter! der pasſer Talemaaden kun 


+) Italienerne ſige: „for at adlyde Dem“, ligeſom vi ſige: 
„til Deres Tjeneſte.“ 


gra Simone. 63 


daarligt!“ ſagde Gregor den Sextende i en fpøgende 
Tone, „thi lydig er han ikke, hvad han end er forreſten!“ 

„Tvivl ikke derom, hellige Fader!“ ſagde min 
Moder ivrigt. 

„Jeg veed det, jeg veed det! Han er jo en af 
mine heftigſte Modſtandere, og jeg kunde friſtes til at 
ſporge ham: „Saul, hvi forfølger Du mig?“ ... Men 
det er ikke noget Nyt! den Slags forblindede Angreb 
har vor betreengte Kirke til alle Cider været udſat for, 
og med Guds Hjælp overlever den ogſaa dette.“ 

Han ſagde disſe Ord med en faa ſkerende Ironi, 
at jeg pan eengang følte mig ydmyget og opirret. 
Derpaa gjorde han igjen Korſets Tegn og gik videre. 

Hen paa Eftermiddagen kom jeg tilfælbigviig over 
Peterspladſen og faae en Mængte Menneſker bevæge 
fig henimod Vaticanet. Jeg fulgte mechaniſk med. Vi 
kom gjennem corlile di Bramante ind i en ſtor Sal, 
hvor der var ubſtillet en Mængde koſtbare Pre— 
ſenter fra Hs. Hellighed til Mehemed Ali ſom Tak for 
de tolv Colonner, der af Paſchaen vare ffjænfede til 
Paulskirken. Den ſmukkeſte af disſe Preſenter var et 
Moſaikbord med Peterskirken i Midten, omgiven af 
romerſte Proſpekter og med Paſchaens Navnechiffer paa 
Siden i en koſtbar Brillantkrands. 

Jeg var ikke ſtemt til at beundre og betragtede 
derfor disſe Herligheder med Kulde, medens der fra 
alle Sider gjenlod de meſt begeiſtrede Lovtaler. „Veer 
dog ikke faa blaſeret, men glæd Dig med os Andre!“ 


64 Fra Simone. 


raabte en ung Officeer af Nobelgarden til mig. „Eller 
har maaſkee din kritiſke Sands opdaget Feil der, hvor 
vi Andre ikke kunne ſee nogen Mangel?“ 

„Ikke det?“ ſvarede jeg. „Da mangler der dog 
virkelig Noget.“ 

„Og det er?“ lød det fra flere Sider. 

Det var uden Tvivl under Indtrykket af den Yd- 
mygelſe, der var tilfsiet mig fan Timer i Forveien, at 
jeg ſvarede i en bitter og ſpottende Tone: „En Baga— 
tel! Ikke Audet end Korſet paa San Pietro.“ 

„Hvorledes? Korſet? Ja virkelig! Korſet mang— 
ler!“ lod det rundtomkring, og det lod til, at denne 
Opdagelſe i en forbauſende Grad afkolede Begei— 
ſtringen. 

„Det er naturligviis en Hoflighed mod Paſchaen“, 
foiede jeg til i ſamme Tone. „Man har ikke villet 
tvinge ham til at fee paa noget UÜbehageligt.“ 

Denne Yttring forfeilede ikke fin Virkning, thi faa 
Minuter efter var Salen tom, og Folk ſpredtes igjen 
til alle Sider under en misfornsiet Mumlen. 

Da jeg ſamme Aften traadte ind i vor Loge i 
Teatro d'Alibert, blev jeg overraſket ved at fee alle 
Kikkerter rettede paa mig, og af nogle Yttringer, ſom 
jeg opfangede, var det mig tydeligt, at mit Eventyr i 
Vaticanet havde forplantet fig ſom en Lobeild. Efter 
Theatret gik jeg ind i Café Ruspoli. Der opſtod en 
forlegen Hviſken, da man ſaae mig, og uagtet der var 
flere af mine Venner og af min Families Clienter derinde, 


Fra Simone. 65 


var der Ingen, der nærmede fig til mig. Alt det 
ſpaaede mig intet Godt. 

Da jeg kom hjem om Aftenen, ſtode mine Veerelſer 
tomme — mine Meubler, mine Boger og Samlinger, 
Alt var ſom bortblæft, Inde i mit Sovekammer ſtod 
Cecco med et bekymret Anſigt. Han rakte mig et Brev; 
det indeholdt folgende Linier fra min Fader: 

„Den, der forhaaner, hvad jeg fætter hoieſt, kan 
ikke være i mit Huus. Cecco vil fore Dig hen til 
den Bolig, der er beſtemt Dig for Fremtiden. Hos 
Torlonia er der anviiſt Dig en aarlig Sum til at be— 
ſtride dine Fornodenheder. Du behover ikke at tage 
Afſked med din Moder. Der er ſagt hende, at Du 
er reiſt til et af mine Godſer ved Forli, for at fore 
Tilſyn med de Bygninger, jeg lader opføre der. Jeg 
beder til Gud, at han vil oplyſe og forbedre Dig, men, 
begværre! jeg har kun ringe Haab om at blive bonhort.“ 

Jeg vaklede, da jeg læfte disſe Ord. Cecco maa 
uden Tvivl have meerket det, thi hau ſprang til for at 
gribe mig; men jeg fattede mig ſtrax og bad ham 
hente mig en Vogn. „Den venter paa Eccellenza!“ 
ſagde han og aabnede Doren. Jeg gik langſomt ned 
ad Trappen, ſatte mig i en lukket Vogn, der holdt for— 
fpændt i Porten, og Cecco ſprang op paa Bukken. 
Langt om længe holdt Vognen ved et enſomtliggende 
lille Huus langt ube i Trastevere. En kjon gammel 
Kone ſtod i Doren med en trearmet Mesſingſtage i 
Haanden og tog venligt imod mig. Hun forte mig 


. 


0 


66 Fra Simone. 


ind i nogle hyggelige Smaaverelſer, hvor mine ſtore 
og koſtbare Meubler tog ſig beſynderligt ud til de lave 
Vegge og det tavlede Fliſegulv; men man havde ladet 
mig beholde mine Bøger, og det var det Vigtigſte. 

Det koſtede mig ikke lidt at blive fortrolig med 
den Tanke, at jeg var udſtodt af min Faders Huus, 
at jeg ikke mere ſkulde gjenſee min Moder, og at den 
Himmel var lukket for mig, ſom jeg i et Siebliks Be— 
ruusning havde brømt om. Jeg. græd af Raſeri, og 
min forſte Tanke var at bortkaſte et Liv, font ikke læn- 
gere havde nogen Bærd for mig. Mit Sind var i en 
ſaadan Spending, at jeg frygtede for min Forſtand, og 
Alt, hvad jeg foretog mig, bar Preget af en Liden— 
ſkab, der truede med at fortære mig. 

Min eneſte Troſt i al denne Nod var den fkikkelige 
Cecco, der ligefra Dreng havde tjent i min Familie 
ſom Jockey og Forrider. Strax efter at han var kom⸗ 
men til os, gjorde vi en Dag tilvogus en Udflugt til 
Tivoli, det gamle Tibur, ſom Horats og Catul har 
beſunget ſaa ſmukt, men ſom Nutidens Romere give 
det lidt opbyggelige Skudsmaal: 

Tivoli di mal conſorto 

O piove, o tira vento, o suona a morto. “) 
Det ſkulde heller ikke fornægte fit Ry denne Gang, thi 
min Moder klagede under hele Touren over den fkarpe 
Vind, ſom hun ikke kunde taale — ja, der manglede 


*) „Tivoli, Du har ringe Kaar: 
Enten reguer eller bleſer det, eller Liigklokken gaaer.” 


Fra Simone. 67 


heller ikke meget i, at ogſaa Liigklokken var kommen 
til at ringe. Jeg var jevnaldrende med Cecco og ſtod 
netop henne ved de prægtige Steenhvelvinger, hvor— 
igjennem Bernini har ledet den rivende Strom, og be— 
tragtede med Beundring de blaalige Olivenſkove i 
Mellemgrunden og længere borte de morke Klippeſider 
med den bruſende Cascade, der ſom en vild, ubeendig 
Heſt ſteiler, ſrummer, og blindt ſtyrter fig i Dybet, 
medens Cascatellerne ſom blinkende Solvflanger ſmidigt 
bugte fig ned mellem Revner og Buſke — da jeg i det 
ſamme hørte et Pladſk og et Hjcelpraab. Det var 
Cecco, der var ſtyrtet i Bandet, og ſom af Strømmen 
blev: ført lige hen imod mig. J et Nu var jeg ude 
efter ham og fik ham iland, og fra det Sieblik var han 
mig hengiven med Liv og Sjeel og veg ikke fra mig. 
Han kjendte mig ud og ind, og jeg havde. ingen 
Hemmelighed for ham. Ind i min Faders Palads 
vovede han fig aldrig, men gjennen Tfeneſtefolkene 
vidſte han Beſked med Alt, hvad der foregik i Hjemmet. 
Snart bragte han mig en Hilſen fra min Moder, ſnart 
en Blomſt fra Maria Annunziata. Kun naar han kom 
til at tale om min Broder, kunde han ikke ſtyre ſin 
Heftighed. En Dag kom han hjem i en ufæbdvanlig 
Bevegelſe: han havde mødt Maria Annunziata, han 
var bleven forfærdet over hendes blege og forſtyrrede 
Üdſeende og han havde ikke givet: fig Ro, for han 
havde faaet at vide, hvad der var i Veien. „Tenkte 
jeg det ikke nok“, ſagde han; „det er Deres Üdſkud af 


68 Fra Simone. 


Broder, der igjen er paa Spil! Han har fraſtjaalet Dem 
Alt, Navn, Fremtid og Fædrenearv, og han holder ikke 
op, for han ogſaa har fraſtjaalet Dem hende!“ 

Med Eet faldt det ſom Sfjæl fra mine Sine, og 
jeg ſaae for forſte Gang Traadene klart i dette djevelſke 
Spind. For at min yngre Broder kunde komme til at 
trede ind i mine Rettigheder, maatte jeg lige fra 
Drengegarene mistenkeliggjores hos min Fader og frem⸗ 
ſtilles for Verden ſom en Gjenſtand for Afſky og Skrak. 

Det var den Plan, der var lagt, og den lykkedes. 
Jeg folte, at jeg maatte gjore Noget, men jeg kunde 
ikke fatte nogen Beſlutning. 

J det Samme lød der en forvirret Stsi udenfor 
mine Vinduer. Det var Landboere, ſom i et broget 
Maſkeoptog, under Lyden af Tambouriner og Caſtag⸗ 
netter, droge ind til Corſo paa den ſidſte Carnevals⸗ 
dag. Pludſelig fik jeg en Tanke, ſom jeg meddeelte 
Cecco. Han foer ud af Doren, og faa Minuter efter 
var han tilbage med et ſtort Skjceg og en fuldſtendig 
Forkledning. Klokken manglede endnu en god Time i 
Ave, da jeg, kleedt ſom Minente, med en Floiels Troie 
over Skuldren, et rodt Skjcerf om Livet, en lille graa 
Hat paa Hovedet og det uhyre Skjeg, der gjorde mig 
ganſke ukjendelig, ſtod midt i Maſketumlen paa Corſo. 

Hele den uendelig lange Gade fra piazza del po- 
polo og til det venetianſke Palads gjenlod af Jubel 
og Lyſtighed. «Ecco fiori! Volete fiori! lød det over⸗ 
alt, og Violbouketterne Havde en rivende Afjætning. 


Fra Simone. 69 


Blomſterkampen med Damerne paa Balconerne var i 
fuld Gang, og Inftige Carrikaturer gjennemkrydſede 
Vrimlen. En uhyre Colos, der foreſtillede et Damp— 
ſkib, bevægede fig langſomt fremad under Haandklap og 
Jubel; et halvthundrede ſmukke Romerinder i maleriſke 
Grupperinger udgjorde Beſetningen. En uhyre Menneſke⸗ 
masſe fulgte med Skibet og rev Alting med ſig. Jeg 
var nødt til at folge med Sveermen, og inden jeg 
vidſte af det, ſtod jeg foran min Faders Palads. 

Hele den lange Balcon paa Fagaden var beſat med 
pyntede Herrer og Damer. Dampfkibet ſtandſede, og 
der udſpandt fig en heftig Kamp mellem Balconen og 
Beſcetningen pan Skibet. Den Eneſte, der ikke tog 
Deel i Kampen, var den unge Prindſesſe Orſini. Hun 
fad i et Hjørne af Balconen med Haanden under Kin— 
den og ſtirrede udeeltagende ned paa den brogede Vrim⸗ 
mel. Ved Siden af hende ſtod min Broder. Han 
talte ivrigt, lidenſkabeligt til hende, men hun ſyntes ikke 
engang at høre paa hvad han ſagde. Engang imellem 
kaſtede han en Haandfuld Confetti ned over Romer⸗ 
inderne, men bsiede fig ſtrax igjen ned til hendes Sre. 
Dette Syn gjorde mig raſende. Jeg løftede Armen 
truende iveiret og udſtodte en Forbandelſe imod ham, 
men den ſtsiende Jubel omkring mig overdsvede min 
Stemme. Jeg vilde bryde igjennem Masſen og ſtyrte 
ind i Paladſet, men i det Samme fatte Skibet fig i 
Bevegelſe, og jeg blev reven med af Strømmen. Forſt 


70 Fra Simone. 


da Colosſen dreiede om ad en lille Tvergade til strada 
di Ripelta, flap jeg ud af denne Mylder. 

Mit Sind var i et voldſomt Oprør, og Blodet 
bankede i mine Tindinger, ſom om de fkulde ſprenges. 
Jeg tyede aldeles bevidſtlos ind i en Café, og hvad 
der foregik med mig der, auer jeg ikke. 

Det var: bælmørft, da jeg kom til mig ſelv; jeg 
ſtak Opvarteren nogle Penge i Haanden og gik. Min 
Fod forte mig igjen hen til Corſoen, men her var 
Scenen pludſelig forvandlet, Den lange Gade ſaae ud 
ſom et bevægeligt Lyshav. Alle havde tændte Vox⸗ 
ſtabler i Haanden, og hver ſogte at forſvare fit Lys og 
udpuſte fin Naboes. «Moccoli! moccoli! Senza moc- 
coli! che vergognaln lød det fra tuſinde Stemmer paa 
eengang, medens Alt var deelt mellem at tænde og 
ſlukke. Disſe Scener, der høre til det Smukkeſte i 
det romerſke Folkeliv, og ſom jeg faa tidt med Liden⸗ 
ſkab havde taget Deel i, forekom mig nu latterlige 
og barnagtige. Jeg ſkraaede hen over Corſoen for at 
komme ind i en Sidegade. En elegant Epvipage holdt 
henne paa Hjørnet og fpærrede Veien. En Herre ſtod 
opreiſt i den og ſogte med et Torkloede paa en lang 
Stang at ſlukke Lyſene omkring fig. Jeg vilde ikke troe 
mine Sine: det var min Broder — og han var 
alene! 

Jet Nu var jeg oppe paa Fodtrinet. Jeg greb 
ham i Bryſtet og ſlyngede ham ned i Vognen. „Elen⸗ 
dige Brodermorder, træffer jeg Dig endelig!“ raabte 


Fra Simone. 71 


jeg til ham, og i det ſamme brændte min Haand paa 
hans Kind. „Tag bette Cainsmerke, og lad det, ſaa— 
længe Du lever, erindre Dig om din Skjcendſel!“ Han 
vilde reiſe ſig op og gjore Modſtand. „Grib denne 
Vanvittige!” raabte han til fine Folk, men de havde 
uden Tvivol kjendt min Stemme, og de rerte ſig ikke. 
Jeg kaſtede ham med Foragt tilbage i Vognen og gik. 

Da jeg kom hjem, var der en forunderlig Ro over 
mig. Jeg ſov den hele Nat, og da jeg ſtod op, havde 
jeg en Folelſe, ſom om mit Regnſkab med Verden var 
opgjort, og ſom jeg fra nu af hverken havde Noget at 
haabe eller at frygte. Jeg flædte mig hurtigt paa og ilte 
ud i det Frie. En uforklarlig Magt drog mig hen til 
de Steder, jeg altid havde elſket hoieſt. Jeg gik fra 
Rafaels Loggier til Stanzerne; jeg gjennemlob Salene 
i Vaticanet og ſendte ligeſom et Affkedsblik til enhver 
af de Skikkelſer, hvis guddommelige Skjonhed og Ro 
jeg ſaa tidt havde beundret. Fra Vaticanet ilede jeg 
ned til Forum, kaſtede endnu et Blik over dets Herlig⸗ 
heder ligefra Concordiatemplet til Titusbuen, og ſaa— 
ledes blev jeg ved, ſaalcenge der var Noget tilbage af 
Dagen, og det med en aandelss Haſt og en virkelig 
Angſt for, at jeg kunde have glemt eller overſeet 
Noget. i É 

Da jeg kom hjem, var det morkt. Jeg gjennem⸗ 
gik endnu engang i Tanken den hele Sum af Skjon⸗ 
hed, ſom mit Blik havde indſuget om Dagen; derpaa 
tendte jeg Lys og fatte mig til at leſe i Leopardi. 


72 Fra Simone. 


Jeg havde ikke læft længe, da jeg hørte Vaaben⸗ 
klirren udenfor, og der blev banket haardt paa min 
Dor. Jeg aabnede Vinduet og ſpurgte, hvem bet var, 
og hvad man vilde. — «La forza! Aprite!» ) var Svaret. 
— Co«cco, der var bleven forſkrekket ved Larmen, kom 
ind i Stuen og vilde gjore Modſtand. Jeg maatte med 
Magt vriſte Kniven ud af hans Hender og befale ham at 
være rolig. Der blev igjen banket paa, ſteerkere end forſte 
Gang; jeg aabnede, og en Poliliofficeer og nogle Carabi— 
nierer ſtyrtede ind i Verelſet. Jen Haandevending havde 
man bemegtiget fig mine Bøger og forſeglet mine Pa— 
pirer. Officeren befalede mig i Lovens Navn at folge 
med. „Hvorhen?“ ſpurgte jeg, men ber fulgte intet 
Svar. Jeg bad da om Tilladelſe til forſt at ſkrive 
nogle Linier til min Banquier, og det blev mig til- 
ſtaaet. Strax efter leverede jeg Cecco, der ſtod gree— 
dende henne i en Krog, en Anviisning til Torlonia paa 
den Sum, der var deponeret for mig, og ſom jeg endnu 
ikke havde havt Brug for. „Jeg vil neppe komme til 
at bruge Penge for det Forſte“, ſagde jeg til ham; 
„tag derfor denne Anviisning, kjob Dig en lille Eiendom, 
gift Dig og tenk paa mig engang imellem!“ Jeg rakte 
ham Haanden og takkede ham for hans Troſkab. 

Ude paa Gaden vrimlede det af Soldater. Jeg 
blev fat ind i en Vogn, og med Politiofficeren ved 
Siden og et Par Carabinierer paa Forſedet kjorte jeg 


*) Rettens Folk! Luk op! 


Fra Simone. 73 


nu i flyvende Fart hen over de flet brolagte Gader til 
Engelsborg, hvis tunge Porte lukkede ſig efter mig. 

Jeg blev fort ind i et lille Verelſe, der kun fif 
et ſparſomt Lys fra en Lampe, ſom brendte under 
Loftet. Et Bord, en Stol, et Crucifix og en Jern— 
ſeng var hele Meublementet, og paa Bordet laa et 
Par gudelige Bøger. Da jeg traadte indenfor disſe 
Mure, hvor min Ungdom, mine Forhaabninger og Illu⸗ 
ſioner ſkulde finde en tidlig Grav, var jeg kun to og 
tyve Aar . . ." 

„To og tyve Aar!“ afbrød jeg ham forftrættet og 
kaſtede et frygtſomt Blik paa hans graae Haar og paa 
hans magre, udterede Skikkelſe, „to og tyve Aar! og 
nu er De?“ 

„Ja vi ere vel lige gamle,“ ſagde han i en mild 
og ſorgmodig Tone; „men for Dem ruller Tæppet op, 
og for mig er Skueſpillet allerede tilende. 

Jeg fortæller Dem ikke nogen Fengſelshiſtorie, thi 
jeg vil hverken maale mig med Silvio Pellico eller 
Picciola. Jeg har ikke lidt ſaameget ſom den Forſte, 
og den fjælelige Metamorphoſe, der foregik med mig, 
er ikke ner faa interesſant ſom den, Kaintine har be- 
ſkrevet, ſkjondt der ikke er Mangel paa Lighedspunkter. 

For mig gik den ene Dag ſom den anden. Da 
jeg efter et Aars Forlob begyndte at ſkrante af Mangel 
paa Luft og Bevegelſe, fil jeg Lov til hver Aften hen⸗ 
imod Solnedgang at ſtige op paa det flade Tag under 
Bronzeenglen, der, hvor det lille Capel St. Michael 


74 Fra Simone. 


inter nubes er opfert. En Soldat var min daglige 
Ledſager, og han havde Ordre til at lade mig blive 
deroppe, ſaalenge ſom jeg vilde. Denne Tilladelſe var 
paa eengang min Lidelſe og min Lykke. Fra dette 
Punkt er der den meſt paradiſiſke Üdſigt over hele det 
romerſke Landſkab, ſom netop i den nedgaaende Sols 
Straaler fager en Skjonhed, ſom ingen Penſel kan 
giengive; men hvergang mit BUE havde hviilt paa disſe 
Egne, ſom jeg i mine lykkelige Drengeaar havde gjen⸗ 
nemſtreifet faa tidt, og ſom min Fod aldrig mere ſkulde 
betræde, var det med Doden i Hjertet, at jeg vendte til⸗ 
bage til min enſomme Celle. 

Saaledes forlob to Aar, da jeg en varm Som— 
meraften ſtod ſom ſedvanlig oppe paa Platformen. 

Det var igjen min Faders Navnedag, og det var 
naturligt, at mit Blik forſt ſogte hen til den Villa, hvor 
Kjerligheden til Maria Annunziata netop paa denne 
Dag var begyndt at ſpire i mit Bryſt. At den ſtkulde 
ſlaae ſaa dybe Rodder, dromte jeg mindſt om. Et 
Par ſtore Taarer rullede langſomt ned over mine 
Kinder. y 

J bet ſamme kaſtede Slildvagten Geværet raslende 
fra ſig. Jeg vendte mig om: han laa for mine Fod⸗ 
der, kysſede mine Hænder og ſagde med Taarer i Øi- 
nene: „Eccellenza! kjender De mig ikke? Jeg er Cecco, 
Deres troe Cecco, der er her for at frelſe Dem!“ 

Jeg vilde tale, men han afbrod mig: „Der er 


Fra Simone. 75 


ingen Tid at ſpilde! Mede i Deres Celle er der Drag— 
ter til os Begge.“ 

Faa Minutter efter gik vi, forklœdte ſom fkikkelige 
Campagnoler, ud af mit Fengſel. Vi gik Trappe op 
og Trappe ned uden at mode et Menneſke. Omſider 
ſtod vi foran en tung Egetræeg Dor, ſom Cecco aab— 
nede uden Anſtrengelſe. Vi kom ind i en lang Gang, 
og da vi vare ved Enden af den, ſtode vi i Vaticanet. 
Vi gik roligt videre forbi broderede Lakaier og brogede 
Schweizergardiſter. Nede i Gaarden ſtod en Cardinal 
ud af ſin tunge, guldforzirede Eqvipage. Vi boiede os 
dybt, og han velſignede os, idet han gik opad Trappen. 
Henne ved Villa Barberini holdt en Vetturin og ven⸗ 
fede paa os, og en halv Time efter rullede vi — i 
Selſkab med en Viingaardsmand og hans Familie — 
henad Veien til Civita veechia. Vore Pasſer vare i 
Orden, og Dagen efter gik vi ombord i et franſk 
Dampfkib, der over Neapel gik til Palermo. 

Forſt da vi vare pan Skibet, følte vi os trygge. 
Jeg ſpurgte ham om min Moder. Han vendte An⸗ 
ſigtet bort og taug — hun var altſaa ikke mere. 
Jeg ſpurgte om Maria Annunziata. Han rakte mig et 
lille Brev, ſom jeg aabnede ffjælvende. Det indeholdt 
folgende Linier: „Naar De engang modtager dette Brev, 
er jeg dod for Dem og for Verden. Jeg har betragtet 
mig ſom Deres Brud fra det Sieblik Deres Moder 
ſammenfsiede vore Hender. Skjebnen har ffilt os ad, 
og da jeg ikke kan blive Deres, vil jeg ikke tilhøre no⸗ 


76 Fra Simone. 


gen Anden. For at undgaae Deres Broders Efter— 
ſtrebelſer tager jeg Sløret. & rivederei nel cielo!“ 

Fra bette Sieblik ſtod min Beſlutning faſt at ſoge 
Fred, Hvile og Tilgivelſe i dette Kloſter. Den troe 
Cecco ledſagede mig hertil. Han er nu lhykkelig gift, 
har et Par ſmukke Born, og det er min Troſt, at han 
ſnart ſkal luffe mine Sine. J de fem Aar, jeg har 
tilbragt i Kloſtrets Ro, har jeg lært at ſee Livet, 
Menneſkene og mig ſelv med andre Sine. Jeg har 
daglig bedet Gud om Tilgivelſe for min Ungdoms For- 
vildelſer, for min ryggesloſe Spot, for min Letſindighed 
og Vantro. Jeg har ydmyget mig i Stovet, og han 
har omſider taget mig til Naade!“ 

Han reiſte ſig op. „Det er blevet ſilde,“ ſagde han, 
„og det er forſte Gang, jeg kommer ſaa ſeent tilbage til 
mit Kloſter; men jeg fortryder det ikke, thi med Guds 
Hjælp vil mit Exempel være Dem et Lys pan Deres 
Sti og en Logte for Deres Fod! Farvel!” 

Han rakte mig ſin klamme Haand og vendte med 
langſomme og vaklende Skridt tilbage til ſit Kloſter. 
Jeg gik tankefuld ind til Staden. Maanen ſtod allerede 
højt paa Himlen, og Havet væltede fine phosphorly— 
ſende Bølger.ind imod Strandbredden. Hvilken forunderlig 
Magt, tenkte jeg, har dog ikke den katholſke Religion 
til at bringe ſelv den Gjenſtridigſte under Aaget! Den 
forlanger blind Underkaſtelſe, og den holder ikke op, 


+) Bi fees i Himlen. 


Fra Simone. 77 


før den faaer, hvad ben forlanger. Vee den Ulykkelige, 
der indlader fig i denne Kamp! Lad ham være nok faa 
godt udruſtet, nok ſaa villig til at bringe ethvert Offer, 
nok faa rede til at lide Alt for fin Tro og fin Overbe— 
viisning, hvis han ikke beſidder en Luthers djærve, hen⸗ 
ſynsloſe Kraft eller en Melanchtons Klarhed og Be— 
geiſtring, vil hans Øie ſloves og omtaages, hans Billie 
brydes, og hans Kræfter opflides i denne frugtesloſe 
Strid med den romerfke Argeliſt, og han vil — ligeſom 
den ſtakkels Martyr derhenne — ende ſom en god Katholik, 
angerfuld over fin tidligere Ryggesloshed og fine For- 
vildelſer og lykkelig i ſin Blindhed! 


78 


Den kretenfifhe Opftand. 


Er der nogen Plet, der i det ſidſte Par Aar for— 
trinsviis har været. Gjenſtand for Europas Sympathi 
og Interesſe, ſaa er det Kreta, denne fra Oldtiden be— 
rømte OS, hvor Theſeus dræbte Minotaurus, hvor 
Bacchus forlod den græbende. Ariadne, hvor Idomeneus 
herſkede, og Minos gav fine Love. Det var kun i 
Oldtiden, at Øen var rig og lykkelig; ſenere har den 
altid veret under fremmed Herredomme, ſnart under de 
oſtromerſke Keiſeres og Saracenernes, ſnart under Venetia⸗ 
nernes og Tyrkernes, og alle disſe Herrer have overgaaget 
hinanden i at udplyndre den og i at ødelægge de rige 
Erhvervskilder, hvoraf den er i Beſiddelſe. 

Kreta har en beſynderlig langagtig Form, thi med en 
ubetydelig Brede har den en Længde af tre og tredive Mile. 
To ſkovbegroede Bjergrygge ſtreekke fig neſten parallelt 
gjennem hele Sen, hvis nordlige Deel er flad, frugtbar 
og forſynet med ypperlige Havne, medens den ſydlige 
Kyſt er ſteil, ugjeſtmild og ſaagodtſom uden nogen 


Den kretenſiſte Opſtand. 79 


Ankerplads. Her findes ogſaa det ſueebedekkede Ida— 
bjerg (nu „Pfiloriti“), hvis hoieſte Punkt er 7,200 Fod, 
altſaa halvanden Gang hoiere end Veſuven. 

Befolkningen er fund, noiſom og ſteerk, og enkelte Stam- 
mer, f. Ex. Sfakioterne, ere overordentlig ſmukke. De ere i 
Reglen høie, ſlanke Folk med lyſe Haar, der falde langt 
ned over Skuldrene, livlige Sine, en fiin Mund og 
prægtige Tænder. Deres Dragt er maleriſk, og det 
rode Uldbeelte, de have om Livet, er vel ſpeekket med 
Knive og Piſtoler. J 1858 udgjorde Befolkningen 
123,000 Chriſtne imod 49,000 Tyrker. Tyrkernes Autal 
har ſiden den Tid ſtadigt forringet fig, og hvormeget Fuad 
Paſcha end uylig har villet paaſtaage, at der paa Kreta 
for Sieblikket kun er hundrede tuſind Chriſtne mod 
fürſindstyvetuſind Tyrker, faa er Factum dog det, at 
Tyrkernes Antal kun er en Fjerdepart. 

Hvad der i 1866 nermeſt gav Stødet til den kre⸗ 
tenfiffe Opſtand var det ukloge Forbud, der fra Con- 
ſtantinopel blev nedlagt mod Brugen af bet græffe 
Sprog i retslige Documenter, og det ligeſaa ubeſindige 
Skridt, at lade en Mængde af Landsbyſkolerue lukke 
under det intetſigende Paaſkud, at det Eneſte, ſom Bor— 
nene lærte tilgavns i disſe Skoler, var at hade Osman— 
nerne, Befolkningen proteſterede mod disſe Foranſtalt— 
ninger, men paa en eiendommelig Maade. J Neerhe— 
den af Byen Canea ſamledes henimod trehundrede 
Chriſtne, ſom opfordrede Ligeſindede til her at give 
Mode for at undertegne en Petition til den tyrliſle 


80 Den kretenſiſke Opftand. 


Regjering. Antallet var fnart ſteget til 3,000, og til 
dem ſluttede fig Sfakioterne, disſe vilde og uſtyrlige 
Bjergboere, der Intet onſkede hellere, end at det ſnart 
maatte komme til en ordentlig Kamp. Gouverneuren, 
Ismael Paſcha, vovede ikke at jage dem fra hverandre, 
og de indſendte deres Petition. 

Iſtedenfor ſtrax at beſvare denne lod den tyrkiſke 
Regjering den ene Troppeafdeling afgaae til Kreta efter 
den anden, ligeſom ogſaa Vicekongen af Wgypten ſkyndte 
fig at ſende fin Suzerain tituſinde Mand til Forſteerk⸗ 
ning. Nu forſt indløb Svaret, der endte med at op⸗ 
fordre Kretenſerne til uopholdelig at gage hver til Sit, 
hvis de ikke vilde udfætte fig for de haardeſte Straffe. 
Dette Svar gik ſom en Lobeild Øen rundt og antændte 
ſtrax de letfengelige Gemytter. Samtidig tilbagekaldtes 
Ismael Paſcha, og den fürſindstyveaarige Muſtapha lod 
ſig af Divanet overtale til at overtage Commandoen over 
de forenede tyrkiſke og egyptiſke Tropper. Imidlertid havde 
Inſurgenterne omringet de egyptiſke Tropper, tvunget 
dem til at capitulere og frataget dem Munition, Artil⸗ 
leri og Bagage. 

Dette forſte Held gjorde Tyrkene modloſe og gav 
Kretenſerne Tillid. Der dannedes overalt i Grekenland 
Comiteer for at hjælpe dem, og Dampfkibet „Panhelle⸗ 
nion“ bragte dem hver Uge Krudt, Karabiner og Fri⸗ 
villige. * 

Endelig kom Muſtapha i Spidſen for tolv tuſinde 
Mand og beſluttede fig til ſtrax at angribe Sfakia. 


Den kretenſiſke Opſtand. 81 


Kretenſerne modte ham i aaben Mark, men mer— 
kede ſnart, at det var ikke den Maade, de ſkulde fore 
Krig paa. Muſtapha Paſcha gik frem med en for ſin 
Alder utrolig Energi og angreb, umiddelbart efter denne 
Seier, Kloſtret Arkadi, det rigeſte og ſkjonneſte Punkt 
pan hele Ben. Flere hundrede Qvinder, Oldinger og 
Born havde taget deres Tilflugt til bette Kloſter, der 
forſvaredes af et Par hundrede Mænd fra de nermeſte 
Landsbyer og nogle Frivillige. 

Tyrkerne opfordrede forgjæves Kloſtret til at over— 
give fig: enhver Opfordring af denne Natur beſparedes 
med Geverſalver. Angrebet begyndte nu, underſtottet 
af et Par Stykker Beleiringsſkyts, men man forſvarede 
fig med Heltemod, og forſt næfte Middag lykkedes det 
Tyrkerne gjennem en Breſche at trenge ind i Kloſter⸗ 
gaarden. J hele ſex Timer fortſattes Kampen haard— 
nakket herinde, og Kloſtret var kun en rygende Gruus— 
hob, da det omſider maatte bukke under. Denne Seir 
blev Tyrkerne koſtbar nok, thi der fortælles, at juſt ſom 
de vilde trænge ind i Kloſtret, havde en Mængde ver- 
geloſe Qvinder og Born ſamlet fig til Bon med Klo— 
ſtrets Prior og Munke. Prioren opfordrede dem Alle 
i en faſt Tone til hellere at doe end falde i Henderne 
paa de Vantroe. Et begeiſtret Skrig var det eneſte Svar. 
Prioren velſignede da Forſamlingen, en Munk greb en 
Lunte, antændte et Krudtfad, Kloſtret ſprang i Luf⸗ 
ten, og Tyrker i hundredeviis begroves under dets 
Ruiner. 

6 


82 Den kretenſiſke Opſtand. 


Kretenſerne indſage ſnart, at en Guerillakrig var 
for dem den eneſte Üdvei. De kunde ikke maale fig 
med de Troppemasſer, Tyrkerne uafladelig ſendte imod 
dem, men de kunde trætte disſe Tropper, udmatte og 
opflide dem ved at true dem fra alle Sider, og maaſkee 
kunde de — ved at trælte Krigen i Langdrag — veekke 
de europeiſke Kabinetter af deres Søvn og tvinge dem 
til at tage Parti for de Undertrykte og Betrengte. Et 
Forſog fra Tyrkernes Side paa at udſulte Øen mis⸗ 
lykkedes ganſke; thi de greſke Skibe ſkuffede uafladelig 
Tyrkernes Opmerkſomhed og bragte een, ofte to Gange 
om Ugen Levnetsmidler til forſkjellige Punkter paa Sen. 

At haabe paa Diplomatiets Mellemkomſt er i de 
fleſte Tilfælde det Samme ſom i Havsnod at gribe 
efter et Halmſtraa. England ſpillede her den ſamme Rolle 
ſom altid, og ikke engang Menneſkelighedens Stemme 
og Synet af den meſt barbariſke Gruſomhed formaaede 
at rive det ud af den egoiſtiſte Ligegyldighed, hvormed 
det — med. Hænderne i Lommen — betragtede de 
redſelsfulde Scener, ſom den nye General Omer Paſcha 
lod opføre, efterat Muſtapha var tilbagekaldt. Omer 
Paſcha ſyntes at have ſtillet ſig ſom ſin eneſte Opgave 
at ødelægge Alt uden Forſtjel med Ild og med Sværd. 
Da Frankrigs og Ruslands Foreſtillinger ikke frem⸗ 
bragte nogen Virkning, fik den franſke Admiral Simon, 
der commanderede Eſkadren i Levanten, Ordre til at 
gane med to Skibe til Kreta og optage alle de Ol⸗ 
dinger, Qvinder og Born, ſom onſkede at forlade Sen. 


Den kretenſiſte Opſtand. 83 


Rusſiſke Krigsſkibe ſluttede fig til ham, og til Trods 
for Omer Paſcha, der vilde have gjort Ende pan Kri⸗ 
gen ved at gjøre Ende paa Befolkningen, bleve Tuſin⸗ 
der af Vergeloſe frelſte ban denne Maade. 

Fuad Paſchas ſtolte Ord, at et nyt Navarino 
maatte til, for at bringe Tyrkiet til at give flip paa 
Kreta, har ikke gjort nogen Virkning i Europa, og det 
lader til, at Frankrig og Rusland ere af den Mening, 
at der ikke vil behøves ſaameget. Kretenſerne, der nu 
ikke have Andre at ſorge for end ſig ſelv, fortfætte 
Kampen med fordoblet Energi og — efter de nyeſte 
Efterretninger at domme — med udmærfet Held. Tyr⸗ 
kiets Hjelpekilder ere udtømte; det har i et Par Aar 
ikke havt nogen Indtegt af Øen og udgivet Millioner 
om Maaneden for ikke at flippe den.  SHvvrlænge vil 
det, med ſine i Forveien odelagte Finantſer, kunne ved⸗ 
blive dermed? Tiden vil ſnart viſe, om det er Kre— 
tenſernes Patriotisme eller Tyrkernes Stivpſind, der vil 
gaae af med Seiren; men hvorledes det end gaaer, faa 
er det Grekenland, der har vundet Palmen, det lille 
fattige Grœkenland, der med fine ſmaa Midler har bragt 
ſaa ſtore Offre, og ſom ved at modtage og forſorge 
henimod tredive tuſinde hjelpeloſe Flygtninge har viiſt, 
at det ikke er vanſlegtet fra fin Fortid. 


6* 


84 


AMluſik i Aaturen. 
Af 
P. H. Warming. 


Da vi har faaet det behagelige Hverv at ſkulle vde 
muſikalſke Bidrag til bette Maanedsſkrift, ville vi efter 
Evne ſoge at underholde Leſeren ved forſkjelligartede 
Afhandlinger navnlig af hiſtoriſk og kritiſk Indhold, 
og vor Beſtrebelſe vil gage ud paa, at disſe faa vidt 
muligt kunne blive af en ſaadan Charakteer, at de 
ikke behøve ſpecielle Forudſetninger, men med Inter- 
esſe ville kunne leſes af enhver Dannet. J Neglen 
ville de referere fig til, hvad der ſkeer i den muſikalſke 
Verden; men da Kunſtmuſiken for Tiden holder Som— 
merferie, haabe vi, at Leſeren ikke har noget imod til 
en Begyndelſe — for ikke at ſige til en Afvexling — 
at høre et Par Ord om Muſiken i Naturen. 

Muſik, Stemningernes ſkjonne, melodiſke Sprog, 
der bevæger fig rythmiſk og harmoniſk tonende efter 
visſe, beſtemte Love, — Muſik i denne Forſtand finde 
vi forholdsviis kun lidt af i Naturens Rige, de fleſte 
Muſikere ville vel endog overhovedet negte det Beret- 


Muſik i Naturen. 85 


tigede i at anvende dette Begreb her; ikke deſto mindre 
ville vi dog vove at hævde vor Mening og ſsge at 
viſe, at der virkelig findes Muſik i Naturen. 

J Almindelighed anvender man dette Udtryk ikke blot 
om Fuglenes Sang, men om enhver ſtemningsvoekkende 
Lyd, hvad enten den ſtammer fra den bevidſte eller den 
ubevidſte Natur, og denne metaphoriſke Brug af Ordet 
ligger os jaa ner, at vi neſten ikke tenke paa, at det 
er et Billede, vi anvende. Træernes Suſen, Bladenes 
Hvislen, Vandfaldets Bruſen, Kildernes Rislen ere alle 
faa ſtemningsvokkende og ere fan ofte benyttede af vore 
Digtere, at de næften ikte kunne neevnes uden at foie 
fig til Rythmer og Riim. Men Hvor ſterkt de end 
kunne virke paa Tanker og Foreſtillinger og derved 
middelbart paa Stemningen, eller om de endog umid—⸗ 
delbart kunne frembringe eiendommelige Sindsſtemninger, 
fan ere de dog kun Larm og Lyde, og det hjelper ikke, 
ſelv om de antage en rythmiſk Karakteer ſom i Bolger— 
nes Skvulpen og Pladſken, de blive dog ikke til Muſik. 
Ja, vi kunne gage enduu langt videre uden at naae 
dette Begreb. Tanke vi os, at der under ſpecielle Na— 
turforhold opſtod harmoniſke Toner lig dem, vi høre, 
naar Vinden griber i Strengene paa en Wolusharpe, 
hvor ſnart den ene, ſnart den anden Tone danner Bas— 
jen, mens ligeledes de hoiere ſtemte Strenge fvinge ind— 
byrdes afvexlende, og føle vi endnu hertil en rythmiſk 
Bevegelſe, f. Ex. ſom naar en Klokke toner, faa kunne 
vi dog ikke falde det Muſik. Forſt naar det bevibdſte 


86 Muſik i Naturen. 


Liv træber til og ordner Tonerne og Rythmerne ſaale— 
des, at de blive et Udtryk for en virkelig Sjcelsſtemning, 
ført da have vi naaet Maalet. Naar vi derfor ville 
ſoge efter Muſik i Naturen, mage vi fee paa det bevidſte 
Liv og da navnlig henvende os til de ſyngende Fugle, 
blandt hvilke vi muligen kunne finde Repreſentanter for 
virkelig Muſik i Naturen. 

Naar vi begynde vor flygtige Vandring gjennem 
Fuglenes Rekke, idet vi kun ville høre et Sieblik paa 
vore bedſte Bekjendte, mode vi forſt en Slags Takt. 
Allerede Kragens Skrig og Uglens Tuden ere fordet— 
meſte adſkilte ved lige lange Mellemrum; ja ſelv den 
falſkorede Graaſpurvs ſkeerende Pib er ofte ryth— 
miſt, navnlig naar den med ſenkede Vinger og bsoielige 
Fagter fremſtoder fine erotiſke Udgydelſer ligeoverfor 
Hunnen. At en ſtadig Gjentagelſe af den ſamme Lyd 
bliver rythmiſk er imidlertid ligeſaa naturligt og vel 
næften ligeſaa nodvendigt, ſom at Aandedrettet, Vinge⸗ 
flaget, Gangen o. ſ. v. feer i Takt. Her behøves alt— 
jaa ikke nogen egentlig Taktſands at være tilſtede; men 
vi ſkulle ſnart finde en ſaadan. Naar Kirkeſvalerne i 
Parringstiden flyve i Smaaflokke flere Hanner om een 
Hun, da lade de aſvexlende deres gjennemtreengende, 
men ſmukke, vibrerende, accentuerede Piben höre, beſtan⸗ 
dig af ſamme Hoide og altid noiagtig med lige Mellem⸗ 
rum, hvormange de fan end ere. Dette var uteenkeligt 
uden Taktſands. Naar den aarvaagne Svale i den 
tidligſte Morgenſtund, for Solen endnu har begyndt at 


Muſik i Naturen. 87 


lyſe, lader fin lille venlige Sang lyde, da ville vi faae 
en tydelig tredeelt Rythme at høre omtrent ſom Trioler, 
ſjeldnere er den to- eller fiirdeelt. Den ender altid fin 
Sang med et Fermat pan den brede, næftfinfte Tone 
og en fort Bevegelſe opad. Forøvrigt mage vi allerede 
her begynde at tale om Toneforſkjel, ſelb om Tonefor- 
holdene, forſaavidt vi tydeligt kunne opfatte dens ſpeede 
vibrerende Stemme, ikke ere overeensſtemmende med vor 
Skala. Egentlig falſk og ubehagelig lyde de ikke ſom 
f. Ex. Spurvens ſkurrende Skrig; man kommer uvil⸗ 
kaarlig til at teenke paa Japaneſernes muſikalſke Præ- 
ſtationer. Hos vor muntre Ven Gjogen blive vi let 
opmerkſomme paa, at naar han raaber fit Kukkuk i en 
lille eller undertiden i en ſtor Terts, da pauſerer han 
mellem hvert Kukkuk noiagtigt lige faa længe, ſom bette 
varer, hvorved vi altſaa faae en tydelig fiirdeelt Takt. 
En ſjelden Gang kan han komme heelt ud af Takten, 
naar han hliver forſkreekket, og undertiden kan han ſynge 
falſk, og hans Sang lyder da, ſom om han var bleven 
forkolet, men desuagtet ikke kunde bekvemme fig til at 
ſkaane fin Stemme. Den vevre Musvit-Meiſe, hvis 
tidlige Elſkovsviſe hører til de forſte Toner, der om 
Foraaret begynde at oplive vore Skove, ſynger i 
et livligt Allegrotempo i todeelt Takt med tre Toner i 
huer Takt, ſaaledes at de to forſte forte Toner i Al- 
mindelighed ere en Qvart hoiere end den ſidſte lange 
Tone. Saaledes kunde man nu blive ved at gane grad— 
viis frem i Henſeende til Udviklingen ſaavel af Takten 


88 Muſik i Naturen. 


ſom af Tonernes Forhold, Reenhed og Skjonhed; men 
vi frygte ſor, at dette kun vilde interesſere ganſke En⸗ 
kelte, og i ethvert Tilſcelde vilde det blive en Umulig— 
hed at betjene ſig af Ord alene hertil; man maatte da 
tage ſin Tilflugt til Noder. Vi ville derfor tage 
lange Skridt for fan hurtigt ſom muligt at nage til 
Noget, der har mere almindelig Interesſe. 

Der findes en temmelig ſtor Rekke Fugle, hvis 
Sang kun beſtaaer af en begrendſet Strophe, „et 
Slag“, indenfor hvilket der kun er ringe Afvexling. 
Snart ere Takt og Toneforhold mere, ſnart mindre ud— 
talte, vi ſkulle kun nævne Guulſpurven og Bogfinken; 
ſammen med denne ſidſte ville vi dog ogſaa anfore 
Spurvekongen eller den lille Bladſmutte (Sylvia trochi- 
lus) ) hvis Slag, der ligner Bogfinkens meget, vi høre 
overalt i vore ſtorre Haver og Lunde fra Foraaret af 
hele Sommeren igjennem. Ligheden er ſtor, men For⸗ 
ſtjellen ogſaa. Sylviens Sang lyder ligeoverfor Bog— 
finkens ſom en fiin og dannet Kvindeſtemme ligeoverfor 
en haard og uſleben Drengeſtemme. Slaget udvides 
efterhaanden, det bliver af ſtorre Omfang og. rigere 
Indhold, ſom hos den graa Greesſmutte (Sylvia cinerea), 
den almindelige Gjogemoder (S. curruca), og endelig 
blive Phraſerne beſtandig talrigere, beſtandig ſkjonnere, 
beſtandig mere melodiſke, ſom hos Rorſangerne, Gjerde— 


*) Bed eukelte af Fuglene ere vi mødte til at anføre de latinſke 
"Navne, da de danſte ere ubeſtemte. 


— 9 


Muſik i Naturen. 89 


ſmutten, den almindelige Haveſanger (S. hortensis), Rod— 
kjelken, Trœpiberen (Anthus arboreus), Baſtard-Natter⸗ 
galen (Sylvia hypolais) og Munkefuglen (8. atricapilla). 
Ved disſe, ſom alle regnes til vore „bedſte Sangere“, 
ere vi gjennem en jevn Climax naaede op til Toppen, 
til de Ppperſte blandt de Ppperlige, nemlig de for— 
ſtjellige ſyngende Drosſelarter: Sangdroslen, Solſorten 
og Miſteldroslen (Turdus visuvorus), den almindelige 
Lærfe og Hedelerken (Alauda arborea), den nordlige og 
ſydlige Nattergal. Alle disſe vore fjære Naturſangere, 
ſom vi treffe overalt i Lund og Krat, paa Heden, i 
Mark og i Eng, ſom fylde Naturen med det ſtjonneſte 
Liv, — disſe vove vi driſtigt at fremſtille ſom virkelige, 
endog abſolute Lyrikere og Muſikere, hvis Produktioner 
man ikke kan betegne paa anden Maade end ſom Mu— 
ſik i Naturen. Gan blot ud og hor paa deres ſkjonne, 
floitende Klokketoner, ſnart kraftigt klingende, ſnart blødt 
henſmeltende, lyt til de rene, harmoniſke Intervaller, læg 
Meerke til de fine, vexlende Rythmer, ſom Alt udſprin— 
ger af den glade, ſvulmende Livsfylde, og Du vil intet 
Sieblik tvivle om, at Du hører Muſik. 

At ville forſoge ved Ord at give Folk en Fore— 
ſtilling om de forſkjellige Fugles Sang, vilde være et 
ligeſaa frugtesloſt Arbeide ſom at ville anſkueliggjore 
et Muſikſtykke ved en Beſkrivelſe. Selv Noder og 
Bogſtaver i Forening, hvoraf man har betjent fig, ere 
i hoi Grad utilſtrokkelige dertil, da der er ſaa over— 
ordentlig ſtor Forſkjel paa de forfkjellige Toners Klang- 


90 Muſik i Naturen. 


farve og Charakteer, felv hos den ſamme Fugl, og da 
Sangens Skjonhed og Udtryk for en ſtor Deel netop 
betinges derved. Vi ſkulle af den Grund noies med 
at gjøre nogle enkelte, almindelige Bemeerkninger. 

Med Henſyn til den Clasſification, vi have be— 
nyttet, vil der kunne gjores mange Indvendinger, da 
den ikke har noget conſeqvent ÜUdgangspunkt. Men 
vi troſte os med, at en hvilkenſomhelſt anden almin— 
delig Opſtilling vilde komme til at lide af ſamme Broſt, 
da man paa een Gang maa tage Henſyn til ſaa mange 
forſtjellige Forhold. Rorſangerne ere f. Ex. ſerdeles 
behagelige at høre, de ſynge faa. flittigt baade Dag og 
Nat, og deres Sang er fan ſammenheengende, at vi 
mane regne dem blandt vore bedſte Sangere, uagtet de— 
res Phraſer ikke ere meget afvexlende, og deres Stemme 
er temmelig klang⸗ og tonelos. Baſtard-Nattergalens 
Sang er faa afvexlende og faa underholdende, iſcer ved 
alle de forſtjellige Lyd, den blander i fin Sang, at vi 
af den Grund have ſtillet ham ved Siden af Munke— 
fuglen, ſtjondt dennes Sang er langt ſmukkere i Hen— 
ſeende til Tonernes Klang og det melodiſke Indhold i 
fin Heelhed. Nattergalen ſkulde ſtilles overſt, men kan 
det ikke i muſikalfk Henſeende. Dens fulde, mægtige 
Triller, dens klangfulde, runde Trioler med Accenten 
paa den midterſte Tone, dens meerkverdige Collora⸗ 
turer, dens blødt henſmeltende Floitetoner, ſom man 
hører i alle mulige Intervaller, Alt bette og meget 
Mere, ſom lyder i den hoitideligt ſtille Midnatstime, 


Muſik i Naturen. 91 


har med Rette givet den Navn af Sangfuglenes Konge; 
men dens Phraſer ere kun korte og afbrudte, uden noget 
egentligt Sammenhæng, og af og til ender den pludſe— 
lig fine ſmukkeſte Stropher med nogle ubehagelige, ſneer— 
rende og ffærende Lyd, der rive os ud af Stemningen, 
hver Gang vi høre dem. Han er en glimrende Virtuos, 
med den fuldſtendigſte Virtuoshonneur; undertiden dri— 
ver han endog denne ſaavidt, at han fætter Livet til under 
Beſtrebelſerne for at bevare den ligeoverfor en farlig 
Concurrent. J Henſeende til egentlig Melodi maa han 
derimod træde tilbage for den beſkedne Lerke, de floi— 
tende Drosler, ja, maaſkee endnu Flere. At vi 
have ſtillet Lerken fan høit paa Straa, vil viſtnok 
undre Mange, og det kunde maaſkee falde En og Anden 
ind, at det var gjort af Caprice for at lonne dens be— 
ſkedne Reſignation, idet den uagtet fin ringe Anſeelſe 
dog ſynger lige flittigt og lige ſtjont for det utaknem⸗ 
melige Menneſke; men det er ingenlunde Tilfældet, Sang⸗ 
lerkens og Hedelcerkens Sang hører til det meſt Me⸗ 
lodiſke, det meſt Sammenhængende, kort det meſt 
Muſikalſke af Alt, hvad vi høre i Naturen. Sang—⸗ 
lærfen holder fig meſt til to Fjerdedeels Takt, og for— 
lader den denne en fort Tid, jaa vender den ſnart atter 
tilbage; dens Toner ſtreekke ſig ikke ſtort ud over een 
Octav; Stemmens Charakteer er temmelig vibrerende, 
ſnart pibende, ſnart lidt mere floitende, dens Toner lyde 
nu bredt, nu ere de tynde og fine ojv. Ved Benyttelſen 
af disſe tre Factorer og navnlig ved fin merkverdigt 


92 Muſik i Naturen. 


udviklede Rythmik frembringer den en Afvexling inden 
for ſit ringe Omraade, ſom ikke kan Andet end i hoi 
Grad forbauſe den Lyttende; man kan høre timeviis 
paa dens faa Toner uden at trættes. Deng Sang er 
Melodi fra Ende til anden og bliver intet Sieblik af— 
brudt af de ellers ſaa hyppige umuſikalſke Tilſcetninger 
og Mellemled. Den ſynger altid med fuldeſte Lyſt, og 
naar den har fundet en ſmuk Phraſe, ſom den ſpecielt 
finder Behag i, gjentager den den, ofte endog en fer til ſyv 
Gange. Disſe hyppige Gjentagelſer kunne vel give 
dens Sang en lidt eensformig Charakteer; men vent 
kun et Sieblik, den vil ſnart overraſkle Dig med nye, 
uventede Former. Naar den hører op, fætter den næ= 
ſten aldrig nogen Slutning paa ſin Sang, men ender 
den pludſelig i en Qvint eller en Terts. Man bliver 
derved befæftet i den Foreſtilling, ſom paatreenger fig 
En, mens man hører paa den, at den er beſtemt til at 
ſynge evindelig. Hedelderkens Sang ligner Sang— 
lerkens meget, men er endnu ſmukkere og mere vel⸗ 
klingende; dens Toner ere blødere, fyldigere, mere floi— 
tende. Forøvrigt er der en Eiendommelighed ved Leerken, 
idet at Han og Hun ſandſynligviis ere lige gode San— 
gere; ellers pleier det dog at vere Hannen alene, der 
dyrker Kunſten. 

Hvad endelig Droslerne angager, da fjender En- 
hver Sangdroslens og Solſortens deilige, melodiſte, 
lidt melancholſke Floiten; deres Toner ere de rundeſte 
og fuldeſte af alle vore Sangeres, og deres ſtjonne, 


Mnſik i Naturen. 93 


rene Intervaller kunne derfor let opfattes ſelv af det 
lidet øvede Øre. Deres Sang er i det Hele temmelig 
ſammenheengende, da Stropherne fort ofteſt ere ind— 
byrdes correſponderende, men i denne Henſeende kunne 
de dog langtfra maale fig med Lerken. Paa den anden 
Side overgaae de denne vidt i Tonernes Fylde og 
Skjonhed og i de melodiſke Phraſers Adel og Hsoihed. 
Lerken kan med fin lyſtige Sang ikke ſiges aldeles fri 
for at vere en Smule af en Bondevirtuos, der priſer 
den aabne Mark og den frie, friſke Luft — Solſortens 
Sang pasſer til den høie, hvcelvede Bogeſkov med den 
ſtille, morke, drømmende Skovſo. Man hører den ofte 
ſynge flere Stropher i Mol. Uagtet den ikke kommer 
med faa ffærende Lyd ſom Natergalen, faa ender den 
dog ikke ſjeldent fine Phraſer i faa høie og i faa 
hurtigt bevegede Toner, at Sret ikke kan folge dem. 
Miſteldroslens Sang kan ikke i Henſeende til melodiſk 
Fylde og Indhold maale fig med de to foregaagende 
Arters; men den ſynger ſaa charakteriſtiſt, at vi allige⸗ 
vel mage ſtille den ved Siden af disſe. Dens kraftige, 
ſterkt accentuerede, lidenſkabelige Sang ſvarer paa den 
meſt overraſkende Maade til denne ſtore Sangfulgs 
nidkjcre og ildfulde Charakteer og Veſen. Man hører 
den ofte ſynge en ſtakkateret kromatiſk Scala fra oven 
nedad, omtrent i Üdſtrekning af en Qvint, men der 
bliver et Par Toner for mange aldeles i Lighed med, 
hvad menneſkelige Sangere ere faa tilboielige til, naar 


94 Muſik i Naturen. 


de ikke i Bevidſtheden firere fig Merkepœle pan den 
Vet, de ſkulle pasſere. 

Jen træbevoret Dal ved Asſens, ſom benyttes 
af Indbyggerne til Lyſtſkov, har man en uſedvanlig god 
Leilighed til at iagttage og høre denne interesſante, ſky 
Fugl. Den findes der i ſtor Mængde, og dens Sky- 
hed er pan Grund af det ſtadige Beſog af Mennefker 
i den Grad forſvunden, at man kan nærme fig den paa 
nogle faa Alens Afſtand, uden at den lader ſig for— 
ſtyrre i ſin Sang eller i ſin hidſige Jagt efter ſine 
Ligemend. 

Vi ſkulle endnu kun tilfoie et Par ſpredte Bemerk— 
ninger om Fuglenes Sang for derefter at gage over til 
at tale lidt om, naar de ſynge. 

Tilfældig have de fleſte af de anførte Taktarter 
været todeelt, vi ſkulle blot hertil bemerke, at den tre⸗ 
deelte, navnlig tre Ottendedeels Takt, er i det mindſte 
ligeſaa almindelig, om ikke den hyppigſte. Ved Sol- 
ſorten have vi allerede omtalt, at den undertiden ſang 
i Mol; man vil overhovedet ofte høre ſtor Variation 
i Henſeende til Tonarterne, fan at de forſkjellige Phra⸗ 
fer hos ſamme Fugl hyppigt kunne ftaae langt fra hin⸗ 
anden i denne Henſeende, og her kunde viſtnok anſtilles 
meget interesſante Jagttagelſer af Muſikere, der havde 
Evne og Kundſkaber dertil. Lerken ſynger ſelvfolgelig 
altid i Dur. 

Sangfuglene ere Improviſatorer i Ordets egent⸗ 
lige Forſtand; de opfinde beſtandig, mens de ſynge, og 


Muſik i Naturen. 95 


deres Opfindſomhed ſtager gjerne i Forhold til deres 
Verdi ſom Sangere; den ſtorſte Variation folger af 
den ſtorſte Invention; men det er dog ikke altid Til— 
fældet. Stœrens Sang er ſaaledes behagelig, tildeels 
endog udmerket ſmuk; men neſten alt det Skjonne er 
laante Fjer. Tidligt om Foraaret, naar han er ved at 
fætte Bo, høre vi meſt af hans egne Produktioner; 
men disſe kunne langtfra maale ſig med, hvad han om 
Efteraaret prœſterer, naar han er vendt tilbage fra fit 
fvælgende Bejøg i de frugtbare Viinhaver. Han for- 
teller os da, mens han pan et Kirkeſpiir eller Rygningen 
af et Huus ſidder og bader ſig i den dalende Sols 
Straaler, hvad han har hørt i Løbet af Sommeren og 
paa ſin Udenlandsreiſe, og han efterligner de ſtore 
Sangeres ſmukkeſte Phraſer med et ſaadant Meſterſkab 
og paa en faa nydelig og poetiff Maade, at han under= 
tiden virkelig kan illudere os. Efterlignelſesevnen er 
forøvrigt meget forſkjellig hos de enkelte Individer. Man 
behøver for at erfare det blot at floite et Par Toner, 
og man vil da ofte høre, at de begynde at efterligne - 
dem; nogle kunne ſtrax, andre gjøre forgjeves, keitede 
Forſog derpaa. Sterens egen Sang er noget floitende, 
mere pibende og blandet med forſkjellige klapprende og 
ſladdrende Lyd. Efterlignelſesevnen er i det Hele tem⸗ 
melig ſtor hos Sangfuglene; naar man erindrer ſig, 
hvorledes en Kanariefugl gjerne begynder fin Sang med. 
en heel Spurveconcert, hvis der tilfældig ſtaaer et Træ - 
udenfor dens Vindue, at den lerer af enhver Fugl, den 


— 


96 Muſik i Naturen. 


hører ſynge, at den ligeſom Dompappen og Andre endog 
kan efterfloite en heel Melodi, naar Læreren har den 
tilſtrekkelige Taalmodighed, faa kunne vi flutte det allerede 
deraf. Men ogſaa hos de vildtlevende bedſte Sangere 
treffer man denne Evne. Vi have ſaaledes engang 
hort en Solſort, der ſtadigt begyndte fin Sang med en 
Begyndelſesſtrophe pan flere Takter af en Folkeviſe; 
ſenere horte vi en Karl i Nabogaarden jevnlig gage og 
ſynge og floite den ſamme Melodi. Det ligger imidler— 
tid næv allerede at ſlutte fig til dette Forhold af den 
almindelig bekjendte Omſtendighed, at der ofte er faa 
ſtor Forſkjel paa de enkelte Individers Syngedygtighed 
indenfor ſamme Art. Nattergalene har man endogſaa 
inddeelt i Stympere, i almindelige og gode Sangere og 
i Virtuoſer efter deres ſpecielle muſikalſke Capacitet: 
en ſaadan Forſkjellighed kan nu for en Deel være be— 
grundet i den individuelle Begavelſe og i Forplantnings⸗ 
driftens Üdviklingsgrad; men et af de vigtigſte Mo— 
menter bliver dog viſtnok, om Vedkommende med Flid 
eller ikke har taget Deel i den ſom det ſynes blandt. 
Sangfuglene overhovedet og Nattergalene iſcerdeleshed 
ſaa yndede indbyrdes Underviisning. 

Vi nævnte her et Punkt, ſom det til Slutning maa 
være os tilladt. endnu at opholde os et Sieblik ved, 
nemlig det interesſante Forhold mellem Forplantnings⸗ 
livet og Fuglenes Sang. Her mage vi desværre af 


Mangel paa Plads indffrænfe os til blot at fremhæve 
nogle enkelte Momenter. 


Muſik i Naturen. 97 


Den velbekjendte, comiſke Overgang i Stemmen 
hos Ynglingen, hos Hanekyllingen, hos Andrikken, der 
indtreder een Gang i Livet, ſamt Urfuglens liden— 
ſkabelige Skoggren og den dobbelte Bekkaſins merk⸗ 
voerdige „Skronneren“, ſom høres hvert Foraar, finde 
vi noget aldeles Tilſvarende til hos nogle af de ſyn⸗ 
gende Fugle. Naar Veiret pan Slutningen af Vinteren 
begynder at blive lidt mildere, og Solen en Dag har 
megtet at ſprede den kolde Taage, da begynder Mus⸗ 
vitten ſtran at dromme om Vaaren og gjør et Forſog 
paa at ſynge fine muntre Foraarstoner, men — han 
har glemt dem; han begynder atter og atter, — for= 
gieves! han kan ikke komme paa dem. Forſt naar den 
mildere Luft har begyndt at udvikle hans legemlige 
Evner, forſt da opfriſker Eros lidt efter lidt hans Hu⸗ 
kommelſe, og kan han engang fin Elſkovsviſe heelt, da 
lader han den troligen lyde, indtil Parringen er forbi; 
men ſaa glemmer han den atter til næfte Vaar. Bog⸗ 
finken gaaer det paa lignende Maade, naar han i det 
tidligſte Foraar ſynes, at nu kunde det ſnart være pas⸗ 
ſende, om han begyndte ſit Slag; han kan ikke, ſtakkels 
Fyr, Stemmen ſlaaer Klik for ham, og der kommer 
kun et Par Toner frem, ſom ikke engang ere rigtige. 
Har han imidlertid forſt lært fin Sang heelt, da glem— 
mer han den ikke faa hurtigt ſom Musvitten, men bruger 
den flittigt hele Sommeren igjennem. 

Vi ſkulle ikke anføre flere Exempler i denne Ret⸗ 
ning, men omtale et andet Beviis paa den inderlige 

7 


98 Muſik i Naturen. 


Forbindelſe, der er imellem Forplantniungen og Sangen. 
Der findes blandt Sylvierne flere, ſom bygge deres 
Reder i Gresſet midt paa en Plaine i en Skov eller 
i en ſtorre Have; Reden er overordentlig vanſkelig at 
finde, da Indgangen, ſom ligger en halv Alen eller 
længere fra ſelve Reden, kun er faa ſtor ſom et Muſe⸗ 
hul og i Almindelighed er temmelig. ſkjult. De almin⸗ 
deligſte af disſe Gresbyggere ere den lille og den 
grønne Bladſmutte (S. trochilus og S. sibilatrix), og efter 
disſe tvende Fugles forſkjellige Sang og Toner er vor 
dygtigſte Ovolog, Hr. Paſtor Theobald, iſtand til at 
ſige, om de have parret ſig, om de have begyndt at bygge 
Rede, om de have lagt g, om deres Rugning er 
begyndt, og om de ville flyve ned til deres Rede. Det 
lyder næften [om en Fabel, men er ikke deſtomindre 
et fuldkommen paalideligt Factum. Man kan ſee, i 
hvilken Grad Flid og Svelſe fra den tidligſte Ungdom 
kan danne Meſtere, naar Talentet er tilſtede. 

Enduu et Exempel af en anden Natur: Den hvide 
Bipftjært (Motacilla alba) ſynger kun ubetydeligt, idet 
den af og til ſammenfletter flere af fine ſedvanlige 
Dagligdagsudtryk til et mindre Hele. Kun een Gang 
have vi hørt den udføre en fiin og yndig lille Sang, 
beſtaaende af høie, ſpede, vibrerende Toner, og det var 
— under ſelve Parringsakten! Vi mindes ikke Noget 
i Naturen, der har gjort et ſkjonnere Indtryk paa os: 
under en Offring til Aphrodite Pandemos at ſynge en 
Hymne til Aphrodite Urania! 


Muſik i Naturen. 99 


Naar vi ſammenfatte disſe forſkjellige Facta, faa 
kunne vi flutte os til, hvilken overordentlig Indflydelſe 
Erotiklken overhovedet maa have paa Fuglenes Sang, 
og er der endnu Tvivl tilbage, da behøve vi blot om 
Foraaret at ſtille et Buur med en Kanariefugl-Hun lige⸗ 
overfor en Han, ſom ſynger daarligt, og vi ville ſnart 
forbauſes over den Virtuoſitet, ſom den ulykkelige Kjeer— 
lighed kan udvikle. 

Fuglen ſynger da om den grønne. Skov og den 
blomſtrende Eng, den priſer den ffjønne Morgenſol og 
den milde Aftenrodme; men meſt hæver Elſkoven dens 
ſvulmende Bryſt. Hvis imidlertid Forlovelſesſtanden og 
Hvedebrodsdagene er dens poetiſke Tid, faa komme 
ſnart 2Egteſkabets Conſeqventſer og lægge en Demper 
herpaa. Saalcenge Hunnen ruger, og Ungerne ere 
ganſke ſmaa, gaaer det godt; men begynde Poderne 
forſt at vore til, da fkal der ſtaffes Nering til de 
Smaa, og Herligheden er forbi. Nogle hæve atter 
Roſten, naar Beſperet er forbi, og de Unge ere bragte 
fan vidt, at de kunne ſorge for fig ſelv, ſom Lerken 
og Droslen; men andre tabe aldeles Melet, ſaa at vi 
ikke fane dem at høre, for de komme igjen til neſte 
Saiſon, ſom Nattergalen og Munken. 

Mon vi efter det her Fremſtillede ikke ſkulde være 
berettigede til at tale om virkelig Muſik i Naturen? 
Jo ſikkert! Og vi kunne ikke flutte bedre end med at 
opfordre Enhver, der har muſikalſk Øre, til at gage ud 
og glæde fig over al den Skjonhed, der aabenbares i 


7 * 


100 Muſik i Naturen. 


Muſiken i Naturen, i Fuglenes Sang. Men Du, 
lærde Componiſt, gaa ogſaa Du ud i Mark og Lund 
og opfkriv de Phraſer, ſom andre dodelige Smaafolk 
ikke megte. Maaſkee kunde Du dog aflure dem Et 
eller Andet, ſom Du kunde bruge; men har Du 
den Anſkuelſe, at det er under din Veerrdighed, bliv 
da for Guds Skyld hjemme! Vi kunde ellers riſikere 
at miſte de ſidſte ſorgelige Reſter af den deilige, for⸗ 
[manede Melodi. 


101 


Jiterntur og Lunft. 


Siden „Afrikanerinden“ fremkom, har intet muſikalſk Vært 
frembragt ſaamegen Røre ſom Wagners „Meſterſangerne i Nllrn⸗ 
berg“. At det ikke blot er et merkeligt Arbeide, men en virkelig 
ædel Compoſition, fuld af gribende Skjenhed, derom er man 
bleven enig, og det er altſaa intet Under, at Münchnerbladene 
ere ellevilde af Glæde over den vundne Seir og vent tabe 
Hovedet. De kappes nu om at anfore, hvormange Theater⸗ 
direkteurer, Capelmeſtre, Componiſter, Tonekunſtnere og Muſik⸗ 
venner () der have været tilſtede ved den forſte Opforelſe; de 
give Liſter paa lang Sigt over de Dage, hvorpaa Operaen er 
ſat til Opforelſe, for at man langveis fra kan indrette ſig paa 
at ſee den; de diſputere om, hvormange Gange Componiſten er 
bleven fremkaldt, og underſoge dybſindigt, om det er rigtigt og 
ſommeligt, at han har takket fra den kgl. Loge oſv. Det er et 
Slag, der er vundet, ikke blot for Fremtidsmuſiken, men for 
Sydtydſkland, et baierſk Sadowa, og ligeſom Kong Wilhelm 
fager ogſaa den unge Konge af Baiern fin Deel af Wren. 

En anden ſamtidig muſikalſk Begivenhed er Händelfeſten 
(Händel festival) i London. Sproget mangler Adjektiver til at 
betegne disſe Monſtre-Concerter, der ere et Produkt ikke af 


102 Literatur og Kunſt. 


den nyere Tids Kunſt, men af Juduſtrien. Et Orcheſter paa 
420 Perſoner og et Chor paa 3500 ræve eiendommelige Muſik⸗ 
lokaler, og Transſepten i Chryſtalpaladſet kunde neppe rumme 
Masſen af Tilhorerne. Virkningen var naturligviis ſtorartet; 
Coſta var en udmerket Dirigent, og Damerne Tietjens, Chri⸗ 
ſtine Nilsſon og Sainton Dolby gjorde Underverker. 

„Herculanum“ af Felicien David er endnu ikke kommen til 
Opforelſe paa den ſtore Opera i Paris, fordi to af de meſt 
yndede Dandſerinder, Granzow og Fioretti, havde forvredet deres 
reſpektive Fodder. Faure har derfor indtil Dato maattet ſynge 
i Tell og Afrikanerinden. Det ſidſtnevnte Arbeide har gjennem 
de mangfoldige Opforelſer tabt en ſtor Deel af ſin charme og 
fin Friſthed. Det er afjaſket baade i Dragter og Decorationer, 
baade i Orcheſtret og pan Scenen og gjør Indtrykket af en af⸗ 
bleget Skjonhed, der nødig vil trakke fig tilbage. 

Paa Vaudeville har et Femaktsſtykke af Dickens: »L'abime 
gjort overordentlig Lykke. Det opføres ſtadigt for fuldt Huus, 
men Kritiken har Adſkilligt imod det. 

Dronning Victoria er optraadt ſom Forfatterinde. 
Hun har udgivet et Bind: «Leaves from the journal of our 
. life in the highlands- (Dagbogsblade fra vort Liv i Hoilan⸗ 
dene), et Skrift, der oprindelig var beſtemt for hendes Born og 
hendes Nermeſte, men ſom hun ſenere har villet gjøre tilgenge⸗ 
ligt for en videre Leſekreds. Bogen meddeler forſtjellige Skildringer 
af Dronningens Udflugter til Skotland og hendes Ophold i 
Balmoral. En lille Excurſion, ſom hun foretog ganſke incog⸗ 
nito med Prinds Albert (de reiſte under Navn af Dr. Grey og 
haus Huſtru) giver et elſtverdigt Billede af et lykkeligt Huusliv. 
Igiennem alle Optegnelſerne efter Prindſens Dod (14de Debr. 


Literatur og Kunſt. 103 


1861) gaaer der en melancholſk og veemodig Tone, der kan blive 
trættende for den ligegyldige Leſer, men er berettiget hos Den, 
der kun lever i Erindringen om fin tidligt tabte Lykke. 

Paa Berliner-Hoftheatret er der blevet opført en ny Tra⸗ 
gedie „Phedra“, af en hoifornem Forfatter — Prinds Georg 
af Preusſen. Recenſenterne omtale den meget forekommende og 
anføre til dens Roes, at den medtager mere af Phedras Liv og 
har ſtorre Omfang end Racines. Da imidlertid Kategorierne 
Omfang og Indhold ſom bekjendt ſtage i omvendt Forhold til 
hinanden, faa er det jo nok muligt, at Prinds Georgs Phedra 
med et ſtorre Omfang har et mindre Indhold, og at Racines 
med et mindre Omfang har et ſtorre Indhold. 

Medens der hos os endnu kun paatenkes en Overſettelſe af 
Moliere, er der i Tydſtland udkommet en fuldſtendig Overſct⸗ 
telſe i fire Bind af en Grev Wolf Bandisſin. Naar jeg ſiger 
fuldſtendig, er det ikke ganſke correct, thi Greven har, for ikke 
at fornærme den tydſke Hoviſkhed og Sedelighed, meent at burde 
udffyde .. .. ja hvad troer man, at han har udſkudt? Ikke 
andet end „Scapins Skalkeſtykker“ og „Doctoren imod fin Billie”! 
Han generer ſig overhovedet ikke, men tager ſig alle mulige og 
umulige Friheder. Den franſte Alexandrin, der er fan udmærlet 
ſkikket til at gjengive al den livlige, aandfulde Bevegelighed, der 
er fremherſkende hos Molière, har han ombyttet med almindelige 
femfoddede Jamber, hvorved Molieères Stiil ligeſaa fuldſtendig 
taber fin Charakteer, [om om man vilde gjengive hans franſke 
Anapaſter i ſexfoddede Jamber med en faſt Caſur efter den tre⸗ 
die Fod. Moliere har engang fagt, at „det er Kunſten ſelv, der 
i ſkal lære os at frigjore os fra Kunſtens Regler“, og det er denne 
Sandhed, ſom de, der ville overſcette hans Vers, ikke nolſom 


104 Literatur og Kunſt. 


kunne lægge fig paa Hjertet. Uden Tvivl lægger Proſaen Grev 
Baudisſin endnu ſtorre Hindringer i Veien (la prose est pis 
encore que les vers), thi „Sicilianeren“ og „Den indbildte 
Syge”, der ere ſkrevne i Proſa, har han verſificeret, og i det 
ſidſtnavnte Stykke lader han Doctoren tale i et ſmagloſt Kau⸗ 
dervelſk af Krœemmerlatin, ſom vilde bringe Moliere til at vende 
fig i fin Grav, hvis han ikke var bleven faa tidt mishandlet i 
Forveien. 

En lille Bog, ſom derimod vil blive velkommen for Mange, 
er: „Erinnerungen an H. Heine,“ udgiven i Berlin af haus 
Broder Maximilian. Afſeet fra at Forfatteren er lidt vel for⸗ 
fenugelig — ikke af ſin Broder, thi det vilde være tilgiveligt, men 
af ſin egen Betydning, ſom Ingen kjender — indeholder denne 
Bog ypperlige Bidrag til at oplyſe adſkillige af Heines Ungdoms⸗ 
digte og en Mængde livlige og morſomme Smaatrak, der bi⸗ 
drage til at fuldſtendiggjere det interessante Billede af Digteren. 
Blandt disſe vil jeg exempelviis anføre et Par enkelte, der maa⸗ 
ſtee ville give Leſeren Lyſt til at fjende endnn flere. En Dag 
prœſenterede Guſtav Heine, der er boſiddende i Wien, ſin unge 
Kone for Digteren i Paris. Guſtavs Kone var meget lille og 
ſpinkel, og Heinrich Heines Kone Mathilde, der ogſaa var til⸗ 
ſtede, horer derimod til de fyldige og ſtore. Idet Heine omfav⸗ 
nede fin Svigerinde, ſagde han ſkjemtende til Broderen: „Du 
har baaret Dig fornuftigere ad end jeg, thi Du har af to On⸗ 
der valgt Dig det mindſte!“ — J ſin lange Sygdomstid i Pa⸗ 
ris havde han til fin Opvartning en ſtor og ſterk Mulatinde, 
der tog ham mellem fine Hender og flyttede ham ſom en Pakke 
fra Sengen til Sofaen. En Dag var Broderen tilſtede og fane 
paa denne Maneuvre. „Nu kan Du“, ſagde Heine ſmilende, 


Literatur og Kunſt. 105. 


„fortelle, naar Du kommer hjem, at Du ſelv har ſeet, 
hvorledes man i Paris bærer mig paa Henderne.“ Ogſaa Hi⸗ 
ſtorierne om den gjerrige Profesſor i Göttingen, om Barberen 
og den nye Frakke og om Hexametret med de fem Fodder ville 
leſes med Fornsielſe. For dem derimod, der holde meer af det 
Folſomme end det Morſomme, indeholder Bogen ligeledes Ad⸗ 
ſkilligt, og navnlig ville de tre Teſtamenter leſes med Rorelſe af 
Enhver, der har bevaret fin Godhed for den ulykkelige Digter. 
Et Vark, der for Sieblikket gjør en ligeſaa ſtor ſom 
ufortjent Opſigt, er den nylig udkomne «Rapport sur les progrès 
des lettress. For længere Tid ſiden lod Underviisningsmini⸗ 
ſtren Duruy en Commisſion ſammentrede under Forſede af 
Sylveſtre de Sacy for at afgive en Betenkning om de nu⸗ 
værende literaire Forhold i Frankrig. Commisſionens øvrige 
Medlemmer vare Paul Féval, Theoph. Gautier og Ed. 
Thierry. Som Reſultat af denne Commisſions Virkſomhed 
foreligger der nu et omfangsrigt, luxurieuſt udſtyret Værk, trykt 
i det keiſerlige Bogtrykkeri og udgivet under Miniſteriets Auſpi⸗ 
cier. Sylveſtre de Sacy har ſkrevet Indledningen, Feval har 
behandlet Romanliteraturen, Gautier Lyriken og Thierry Thea⸗ 
tret. Naar manl har laſt dette ſtore Vork tilende, lægger man 
det fra ſig med Forundring. Naar en Miniſter forlanger en 
Rapport over de literaire Tilſtande, er det aabenbart, at det, der 
ligger ham paa Hjertet, er at faae at vide, hvorledes den nuve⸗ 
rende Literatur ſtiller fig til den ældre, om den gaaer en fund 
Udvikling imode, eller den er paa en Afvei, og hvis den er pan 
Vildſpor og i Tilbagegang, hvorledes Tilbagegangen kan 
ſtandſes. Derimod forlanger han ikke et Napneregiſter over alle 
[maa og ſtore Romanforfattere, Lyrikere og Comedieſkrivere med: 


106 Literatur og Kunſt. 


Tilfoielſe af Charakteerbeſtemmelſer for deres Arbeider, ikke en 
literair Underholdning til Adſpredelſe efter hans alvorligere For⸗ 
retninger, ikke en Literaturhiſtorie in usum Delphini. Den 
egentlige Fordommelſesdom over dette Arbeide er, at Miniſtren, 
naar han har gjennemleſt det, vil være ligeſaa klog, ſom han 
var tidligere, ja han vil — ſom vi ſtrax ſkulle fee — maaſkee 
være i en endnu ſtorre Uvished og Uklarhed, end han var, da 
han nedſatte Commisſionen. Feilen ligger da vaſentlig hos 
ham ſelv, fordi han har overdraget til Fire, hvad det blot kunde 
udføres af Een — men denne Eue maatte da være en Mand, 
der ikke ſom Feval, Gautier og Thierry ſtod midt i Forfatter⸗ 
vrimlen, men ſom var ſtillet ſaaledes, at han var iſtand til at 
overſtne Forholdene og Domme dem. Fire Hoveder under een 
Hat ville i Reglen aldrig blive enige, og man feer ogſaa i de 
Sacys Indledning, at Commisſionen ikke blot har havt ondt 
ved at finde fit Udgangspunkt, men at den flere Gange har været 
paa Nippet til at oploſe ſig af Mangel paa Enighed. Den 
Eneſte, der lader til at have havt det rette Syn pan Opgaven, 
er Preſidenten ſelv, og det klinger derfor ſom en blodig Ironi, 
naar han i Indledningen bemerker, at Miniſtren har havt 
la main heureusee ved at vælge Feval, Gautier og Thierry, 
men at han uden Tvivl har ſkuffet fig ved at overdrage Preæ⸗ 
ſidiet til ham, der vel hører Nutiden til igjennem fine Meninger 
og Anſkuelſer, men er antik i fin Smag og derfor har levet 
mere ſammen med en Slump gamle Bøger, ſom han elſker, end 
med den nye Literatur, ſom han kun har havt ringe Leilighed 
til at fjende. Han ſtiller fig ikke i aabenbar Oppoſition til fine 
Colleger; hans Afhandling dreier fig veſentlig om Kritikens 
Standpunkt i Frankrig og er holdt i en jan ædel og værdig 


Literatur og Kunſt. 107 


Tone, at man kun ſſjelden vil læfe noget Skjonnere, men man 
ſkimter derigjennem en dyb Sorg over den nuværende Tilbage⸗ 
gang, over det Anarchi, der herſter overalt i Philoſophi, Poeſi, 
Romanliteratur og Theater. Er der da ingen Troſt i denne Tilbage⸗ 
gang? Jo, han finder den deri, at Arbeideren og Bonden ere 
bedre kledte og boe langt fundere end for faa Aar tilbage. Men, 
ſiger han, dette er ikke Materiens Triumf over Aanden, men om⸗ 
vendt, thi det hidrører netop derfra, at Underviisningen i de 
ſidſte Decennier har udbredt fig til Alle, til den fattigſte Sjæl 
font til den fattigſte Hytte, og det er af dens Velſignelſer, at 
der ſkal fremgaae et lykkeligt Fraukrig. Hvilken ffærende Con⸗ 
traſt er der ikke imellem denne Udtalelſe og de efterfolgende af 
Feval og Gautier! Efter deres Paaſtande har Literaturen aldrig 
været rigere — hvilken Armee af Romanforfattere og Digtere 
marcherer her ikke op med klingende Spil! og Alle ere de feil⸗ 
frie, Alle ere de udmerkede! Hvorledes ſkulde ogſaa Feval og 
Gautier turde vove i en Rapport til Miniſtren at fremhæve 
Feil hos deres Colleger? og hvorledes kunde de have Lov til 
at glemme og forbigaae ſelv den Übetydeligſte? Hvad der er 
Poeſiens Efterſlet bliver paa eengang til dens Forſtegrode, og 
Alle have de Grund til at vere glade, thi Miniſtren behover 
blot — naar det en Dag behager Keiſeren at lade Ordner regne 
ned over Forfatterne — at flaae op i Rapporten, faa kan han 
aldrig tage feil og aldrig mangle Motiver til ſin Indſtilling! 
Edouard Thierry, den nuværende Direkteur for theatre frangais, 
er en altfor ſmagfuld Mand, til at han ſkulde gjøre fig ſtyldig i ſaa⸗ 
dan en Letfeerdighed ſom Dhrr. Feval og Gautier. Han er en af de 
elſkverdigſte Perſonligheder, og det er ham umuligt at ſige et ondt 
Ord til Nogen eller om Nogen. Hvad han ikke fan roſe, forbigager 


108 Literatur og Kunſt. 


han derfor med Taushed, og hans Napport indſkrenker fig altſaa 
vaſentlig til theatre francais og dets Repertoire. Ham gaaer det 
derfor værft ud over, og alle de aii minorum gentium, ſom han ikke 
har talt om, reiſe nu en forfærdelig Storm imod ham. „Hvad 
vilde man ſige“, udbryde de, „om en Mand, der fil det Hverv 
at beſkrive Paris, kun holdt ſig til den lille Deel, han kan 
overſee fra fit Vindue?“ Billedet er ikke faa ueffent, men det 
geraader Ed. Thierry til Are, at han ikke har ladet fig forføre 
til at flaae ind i fine to Forgengeres Fodſpor. Enkelte Partier af 
haus Rapport ere meſterlige, f. Ex. hans Skildringer af Ponſard og 
Rachel, „af hvem der nu kun er tilbage Mindet om en af de 
edleſte og kongeligſte Skilkelſer, der nogenſinde have betraadt den 
franſte Scene — og Mindet om en Diction, der var faa reen, 
at Verſet provedes paa den ligeſom Guldet pan Proveſtenen.“ 


109 


De to Sangere, 


Af 
F. L. Hoedt. 
1. 


Engang en Gommeraftenftund 
En Sanger gif i den grønne Lund. 


Froerne qvekked, og Fuglene fang, 
Fiernt lød Aftenklokkernes Klang, 


Og Solen glimred gjennem Lovet — 
Men han var taus, thi hans Sind var bedrovet. 


„Hvad hjælper mig, fan ſukked han, 
Du ſkyfri Himmel, Du klare Band? 


110 


Du Bind, ſom hviſker i Siv og Rør, 
J qvidbrende Fugle, J qvælfende Frøer ? 


Jeg fatter vel halvt, hvad dunkelt J vil, 
Men J forſtaae ikke mig og mit Spil. 


— Hvad hjælper mig, Du Skovens Dyr? 
Saaſnart jeg kommer, Du bort jo flyer. 


Og ſtandſer Du lidt, ſaa ſtaaer Du ſaa bange, 
Som frygted Du for at blive min Fange. 


Men den, ſom frygter at blive fangen, 
Han lytter kun ſlet til Strengeklangen; 


Thi fange den, ſom lytter dertil, 
Det er jo netop, hvad Sangen vil. 


— Hvad hjalp mig ſelv et Menneſkes Sre, 
Naar Ingen mere forftaaer at høre? 


Hvad jeg begjerer, det er et Hjerte, 
Med Lyft til Glæde, med Plads for Smerte, 


111 


Et Bryſt, ſom giver fig villigt hen 
Og føder kjerligt til Liv igjen 


De Livets Frokorn, ſom Sangen bringer 
Fra Skjaldens Hjerte paa Tonens Vinger. 


Men ak, hvor finder man nu et fligt? 
Nu ændfer Ingen jo Sang og Digt, 


Og Sangens Toner ſaa ſporloſt fvinde, 
Som Blomſtens Duft for de kaade Vinde!“ 


gx 2 


112 


2: 


Imens han klager ſaa ſin Nod, 
Han havde lagt fig paa en blød, 
Med Mos bevoret Tue; 

En Hasſelbuſk ſtod farvet rod 

J Aftenſolens Lue. 


Der laa han nu, kun lidet glad, 
Og ſtirred paa et enkelt Blad — 
Da horte han en Raslen: 

Det var en lille Fugl, der ſad 
Og floited høit i Haslen. 


Forſt ſtudſed han, thi Fuglens Sang 
Lod ſaa beſynderligt og klang 

Ham næftendeels ſom Latter. 

Han lytter efter nok engang, 

Og Sproget nu han fatter. 


„Nei, Du er dog en ſnurrig Fyr! 
Der holder Du et heelt Poſtyr, 
Fordi man ei vil roſe 

De meerkelige Eventyr, 

Som Du har i din Poſe. 


113 


Og faa er Du ſaa tvær og triſt, 
Saa hjertelss en Egoiſt, 

At Du vil ikke heedre 

Min muntre Sang, ſom ganſke viſt 
Er meget, meget bedre. 


Men det bekymrer ikke mig. 

Jeg hænger ei med Næb, for jeg 
Har Andet at beſtille 

End ærgre mig, fordi man ei 
Bil høre paa min Trille. 


Jeg ſynger i min grønne Hal, 
Fordi der er et indre Kald, 
Som byder mig at qvede, 
Om ei til din, i alle Fald 
Dog til min egen Glæde. 


Gjor Du ſom jeg! Syng lidt, ſyng tidt, 
Som bedſt Du kan, men pas blot Dit, 
Fei for din egen Rede — 

Ak, naar Enhver blot pasſed Sit, 

Hvor var der rart hernede! 


114 


Og lad det være ſaa din Trøft, 

At er der Noget i dit Bryſt, 

Som bet er værd at høre, 

Bil Han, ſom ſkjenked Dig din Roſt, 
Nok ſorge for et Øre!” 


— Med disſe Ord fløj Fuglen op 
Og fvang med Sang og lette Hop 
Sig rundt i Skovens Kroner; 

Til Slutning i en Bogetop 
Forſtummede dens Toner. 


— ———«%˙wꝛR DER 1 


Skovhapellet i Dyrehaven. 
Af 
H. P. Holst. 


Herude i den friſke Skov 
Har fromme Hender bygget 
Et Tempel til Gudherrens Priis 
Og kjerligt Templet ſmykket. 
Mens hver ſin Gave bringer did, 
Og hver fin Skjerv vil yde, 
Vil Sangeren og bringe ſin — 
Men ak, han kan kun byde 

En Sang! 


Der om en Sanger er fortalt 
J Sagn fra gamle Dage, 
At i hans Strengeſpil ber laa 
En Magt foruden Mage; 
At Stenene fig ordned ſmukt, 
Hvergang han Strengen rørte, 
At Muur ſig reiſte trindt ved Muur, 
Og Byer han opførte 
Med Sang. 


116 


Slig Magt har Sangeren ei meer: 
Han kan ei bygge Steder; 
Han kan kun lokke Smilet frem 
Og troſte den, der græber, 
Og hvor ver fælles Hjælp et Huus 
Sig reiſer til Guds Are, 
Der kan han kun i Pᷣuyghed 
Sin Steen hen til det bære — 
En Sang! 


117 


Rufin Piotrowſhi. 


(En polff Adelsmands Domfældelje, Deportation, Fængfelsfiv i 
Siberien og Flugt.) 


Der er en polſk Talemaade, der overgager Alt, hvad 
den menneſkelige Veltalenhed har kunnet finde paa for 
at udtrykke Fortvivlelſen, det er de Ord: „Gid vi ikke 
mere maae ſees,“ Ord, ſom enhver politiſk Domfeldt 
i Reglen henvender til ſin Familie og ſine Venner i det 
Sieblik, han ſkal afſted til Siberien. „Gid vi ikke 
mere maae ſees!“ thi den eneſte Maade, hvorpaa han 
kunde gjenſee disſe fine Kjære, vilde være, at han traf 
dem i fit Forviisningsſted; i den Grad er man overs 
beviiſt om, at den, der bliver deporteret til bette ſor⸗ 
gelige Sted, aldrig mere forlader det, og at Siberien ikke 
flipper fit Bytte. J neſten et heelt Aarhundrede har 
Siberien berøvet Polen dets edleſte Sonner, dets meſt 
opoffrende Dsttre. Naar en Polak tenker tilbage paa 
ſin Familie, vil hans Tanke fore ham hen til disſe med 
Blod og Snee bedeekkede Egne, og ſelv da, naar Dig— 
teren drommer om en fri og lykkelig Tilverelſe for fit 
Land, er det endnu beſtandig Siberien, der truer ham 


118 Rufin Piotropſti. 


ſom et Spogelſe og forlanger ſit Offer. Det er et 
ſorgeligt og hemmelighedsfuldt Land, dette Land, hvor— 
fra man ikke vender tilbage. 

Og dog fleerv det undertiden. Naar en Czar be— 
ſtiger Tronen, eller der udſtedes en Amneſti, ſom kaldes 
fuldſtendig, men ikke er det, gives undertiden en Ulyk⸗— 
kelig tilbage til fin Familie, idetmindſte er det ſkeet to 
Gange i et Aarhundrede ved Paul den Forſtes og 
Alexander den Andens Tronbeſtigelſe. Undertiden, men 
det er endnu ſſeldnere, kan det efter Aars Forløb lykkes 
indtrængende Bonner og en meget formagende Protek— 
tion, at ſkaffe en Fange hans Frihed. Endelig er der 
ogſaa et Par Enkelte, der, uden at vente og haabe pan 
nogen Amneſti, have i deres egen Driſtighed og Energi 
fundet Midler til at unddrage ſig deres frygtelige 
Skjœbne og til at vende tilbage til de Levendes Tal; 
men dette Phenomen har kun gjentaget ſig to Gange 
i et Aarhundrede — forſte Gang med Beniowſki, en 
Soldat fra Bar, der blev deporteret til Kamtſchatka, 
og anden Gang med Rufin Piotrowſki, der ſelv 
har ſkildret fin Arreſtation og Domfeeldelſe, fit Liv i 
Siberien og fin Flugt, en af de meerkeligſte og interes- 
ſanteſte Skildringer, Literaturen har at opviſe. Rufin 
Piotrowſki var en af disſe polſke Emigrerede, der fra 
Paris ſogte at holde Modet oppe blandt deres under— 
trykte Landsmeend. Hans Fortælling er fuldſtendig 
ſanddru, uden al Overdrivelſe, og dog faa fuld af Ro— 
mantik, at Phantaſien vanſkeligt ffulbde opfinde noget 


Rufin Piiotrowſfki. 119 


Tilſvarende. Hans Landsmeend have bebreidet ham, at 
han er altfor mild og ſkaanſom i fin Dom, og det kan 
ikke negtes, at de Portraiter, han har givet os af Fyrſt 
Bibikov og Pisſarew, der Begge have vundet en ſaa 
ſorgelig Navnkundighed i Polens Hiſtorie, ingenlunde 
ere fan grelle, ſom man er vaut til at foreſtille fig 
dem. Hans Landsmand Julian Klaczko har givet et 
forkortet Uddrag af hans lange Lidelſeshiſtorie. Efter 
ham lade vi Rufin Piotrowfki fortelle den ſelv og 
meddele i dette Hefte hans Domfeldelſe og Depor— 
tation. Det neſte Hefte vil indeholde hans Fangeliv 
i Siberien og Flugt”). 


J. 


Domfeldelſe og Deportation. 


Jeg havde faſt beſluttet at ville vende tilbage til 
mit Fædreland og var beffjæftiget med Forberedelſer til 
min Reiſe, da jeg pludſelig blev ſyg i Paris. Jeg 
blev lagt ind paa et Hoſpital, der beſtyredes af en 
Baron Lisfranc, ſom altid har havt en flor Velvillie for 
mine Landsmænd. En Mængde polſke Landflygtige og 
Fordrevne opholdt fig dengang i Hoſpitalet; de led 
ſaagodtſom Alle enten af Bryſtſyge eller Sinds⸗ 
forvirring. Flere end een af dem dode paa den ſamme 
Stue, hvor jeg var indlagt, og dette Syn kunde ikke 


+) Piotrowſfki lever for Sieblikket ſom Profesſor ved Lycæet i 
Batignolles. 


120 Rufin Biotrowffti. 


Andet end nedboie mig dybt, thi de døde uden Klage, 
men i den maerkeſte Fortvivlelſe. Det var, ſom om de, 
idet de forlode denne Jord, havde en Folelſe af, at der 
heller ikke i den anden Verden vilde være noget Fedre— 
land for dem. 

Dette Ophold i Hoſpitalet begunſtigede imidlertid 
min Plan, thi jeg havde den Lykke at gjøre Bekjendt— 
ſkab med en Syg, en Nordamerikaner, der lovede at 
ffaffe mig et Pas, ſom jeg hidtil ikke havde kunnet 
komme i Beſiddelſe af. Efter fer Ugers Forløb blev 
jeg udſkreven af Hoſpitalet; jeg opſogte Nordamerikane⸗ 
ren, og han leverede mig virkelig et engelſk Pas til 
Conſtantinopel. Pasſet, der lød paa Joſeph Catharo, boende 
i La Valetta paa Malta, ſex og tredive Aar gammel, 
var fuldſtendigt i Orden og undertegnet af den engelſke 
Geſandt Lord Cowley. Jeg kunde ikke onſke mig noget 
Bedre. Et engelſk Pas var i min Stilling at fore— 
trekke for alle andre: Jeg kunde godt Italienſk, men 
kun daarligt Engelſk, hvad der kom mig udmeerket til⸗ 
pas ſom Beboer af Malta. De forſkjellige Viſa fra 
Baden, Würtemberg, Baiern, Sſterrig og Tyrkiet er- 
holdt jeg uden videre; men i Üdenrigsminiſteriet havde 
man ved Siden af Seglet tilfoiet folgende uheldige Pas⸗ 
ſus: „Har at indfinde fig paa Politikamret.“ Jeg havde 
naturligviis al mulig Grund til ikke at underrette Po⸗ 
litidirekteuren om min Afreiſe. Efterat jeg længe 
havde ſpeculeret pan, hvorledes jeg ſkulde blive denne 
ulykkelige Pasſus qvit, fif jeg et Indfald, der ikke juſt 


Rufin Piotrowſfki. 121 


var meget ſindrigt: jeg væltede Blok over de to Li⸗ 
nier, hvorved der opſtod en ſtor Klat, ſom dekkede Mi⸗ 
niſteriets Paaſkrift. Det var et temmelig plumpt Paa⸗ 
fund, men jeg kom godt fra det, og ingen af de talrige 
Politimyndigheder, ſom mit Pas ſenere blev foreviiſt, 
har havt Noget at udjætte paa Blakklatten. 

Med en lille Sum af halvandet hundrede Francs, 
der ſkulde holde ud til en lang Reiſe, forlod jeg Paris. 
Efterat jeg uden nogen Forhindring havde gjennem⸗ 
reiſt Stuttgart, München, Salzburg og Wien, begav 
jeg mig paa Veien til Peſth. J en heel Maaned 
maatte jeg opholde mig i Ungarns Hovedſtad. Jeg 
benyttede mig af dette Ophold til hos den engelſke Ge- 
ſandt i Wien at forlange et nyt Pas, da jeg, iſtedenfor 
at gaae til Conſtantinopel, havde beſluttet mig til at reiſe til 
Rusland og tilbringe en længere Tid der. Svaret [ob 
ikke vente paa ſig. Efter nogle Dages Forlob fik jeg 
fra Wien et nyt Pas til Rusland iſtedenfor det gamle 
og lykkeligviis uden nogen Bleekklat. Jeg drog da bort 
fra Peſth for at tage til Kamieniec i Podolien, der var 
Maalet for min Reiſe. 

Den lille Sum, jeg havde bragt med fra Paris, 
var ſvunden betydeligt ind trods al min Oekonomi; 
jeg beſluttede derfor at gjøre den vvrige Deel af Reiſen 
tilfods lige til Podolien. Aarstiden var gunſtig, Lan⸗ 
det, jeg reiſte igjennem, var prægtigt, og Reiſen igjen⸗ 
nem Karpatherne bragte mig til at glemme enhver An⸗ 
ſtrengelſe. Det var med en underlig Folelſe, at jeg 


192 Rufin Piotrowfki. 


giennemreiſte Gallizien og ſpurgte om Veien i et rad⸗ 
brœekket Tydſk, medens Bønderne gave mig alle mulige 
Underretninger paa Polſk, ſom jeg forſikkrede, at jeg 
ikke forſtod. Bøndernes Bemeerkninger om mig morede 
mig undertiden meget. Endelig nagede jeg en ſmuk 
Morgenſtund ved Landsbyen Bojany Grendſeſfjellet 
mellem Sſterrig og Rusland. Grendſen betegnedes 
ved to Barrierer, der vare et halvthundrede Skridt fra 
hinanden. Saaſnart jeg foreviſte mine Papirer, blev 
den øfterrigffe Barriere aabnet for mig; men hvormeget 
jeg end raabte og ſkreg, da jeg naaede deu rusſiſke, var 
der Ingen til at lukke op. Kjed af at vente bukkede 
jeg mig under Bjelken og gik videre, til jeg naaede et 
lille Huus, der fane ud ſom et Toldſted. Forbauſelſen 
var ubeſkrivelig, da man ſaage mig komme anſtigende 
der, uden at være fulgt af en Soldat. 

„Hvor har De pasſeret Greendſen?“ 

„Gjeunem Barrieren derhenne, naturligviis.“ 

„Hvem har lukket den op for Dem?“ 

„Ingen. Jeg kaldte forgjæves og beſluttede mig 
tilſidſt til at krybe under den.“ 

„Hvordan! Vagten var ikke paa ſin Poſt!“ raabte 
den rusſiſke Embedsmand opbragt og ſtyrtede ud af 
Doren. Jeg horte ham ſtjende og ſtoie. Lidt efter 
kom han ind igjen og lod fit onde Lune gane ud over 
mig; men Synet af det engelſke Pas gjorde ham plud⸗ 
ſelig tam. Medens man underſogte mine Papirer og 
nedſkrev Sparene pan de Spørgsmaal, man forelagde 


Rufin Piotrowſki. 123 


mig om Maalet for min Reiſe, horte jeg langt borte 
Skrigene af den ſtakkels Soldat, der maatte bode for 
fin Forſommelſe. Endelig kunde jeg forlade Contoiret 
med en vis Tilfredsſtillelſe, hvori der dog blandede ſig 
en ubehagelig Folelſe. Der var noget Symbolſk i 
denne Begivenhed: jeg havde fkuffet den rusſiſke Paa— 
pasſelighed, men paa ſamme Tid paadraget en ſtakkels 
Soldat meget imod min Billie en Straf, og det gjorde 
mig ondt. 

Det var højt op pan Dagen, da jeg naaede Ka— 
mieniec. Med Randslen i Haanden aabnede jeg Do— 
ren til et Gjeſtgiverſted, ſom man havde anviiſt mig, 
og traadte ind i en ſtor Sal, hvor der var mange 
Gjæfter, og hvor der blev ſpillet Billard. Jeg beholdt 
med Forſcet Hatten paa Hovedet og blev derfor ſtrax 
betragtet ſom en Fremmed, en Franſkmand, thi disſe to 
Ord ere ſynonyme hos os. Der opſtod en pluͤdſelig 
Bevegelſe iblandt Gjeſterne. En Franſkmand! En 
Franſtmand! hviſkede man rundt omkring med Sym— 
pathi og Interesſe, men tillige med en gienſynlig Frygt 
for at compromittere ſig ved et eneſte uforſigtigt eller 
blot velvilligt Ord. Kun to af de Tilſtedeverende vo— 
vede at nærme fig til mig og at underholde fig med 
mig: den Ene var en Polak fra Krakau, der blot pas⸗ 
ſerede igjennem Kamieniec og derfor kunde være mindre 
nsieregnende med fin Opforſel; den Anden var en rus— 
ſiſt Officer, der forlod Billardet, da han horte mig 
tale Frauſk, og hilſte med megen Varme og Forekom⸗ 


124 Rufin Piotrowſti. 


menhed paa mig. „De vil dog ikke forlade os ſtrax 
igjen? Gjor det ikke; her er et ſmukt Land og ſmukke 
Fruentimmer. Iſcer i Warſchau ere de mageloſe! Jeg 
har ligget i Garniſon der og veed det af Erfaring!“ 
Det unge Menneſke blev ved med fine Lovtaler ſaa— 
længe, at det neſten blev mig piinligt. Hvor forunder⸗ 
ligt! Han havde gjennemreiſt Polen og kjendte Byerne 
og havde dog ikke lagt Merke til Andet, end at Fruen— 
timmerne vare ſmukke! Ikke et Ord om Regjeringen, 
Folket og dets Elendighed! Det Eneſte, han havde 
lagt Merke til, var Polakinderne! For at lede ham 
bort fra dette Thema, lod jeg falde et Par Ord om 
Paris; men nu begyndte han at udſporge mig om Pa— 
riſerinderne og ſyntes ſcerdeles tilfreds med mine Svar. 
Forreſten var han et ſtikkeligt, ungt Menneſke, der til⸗ 
ſidſt opfordrede mig til at gjore ſig Selſkab ved et Fad 
Pierogi, den polſke Nationalret, idet han gjorde Loier 
med mig, fordi jeg udtalte Ordet med en faa beſynder— 
lig Accent. Imidlertid gav han mig ſpogende Pet i, 
at naar Talen var om Pierogi, kunde en god Appetit 
altid bode paa en daarlig ÜUdtale. 

Medens vi ſaaledes med hoi Raoſt underholdt os 
om alle mulige Bagateller, ſtod der en Flok unge Po- 
lakker noget afſides og hviſkede til hinanden, idet de fra 
Tid til anden betragtede mig nysgjerrigt. Jeg ſogte at 
opfange nogle af de Ord, de vexlede med hinanden: 
„Han er fra Frankrig!“ hørte jeg. „Kjender han No⸗ 
get til vore Forhold?” — „Bryde Franſkmeendene ſig 


Rufin Piotrowſki. 125 


Noget om os?“ — „Er der Noget igjære i Paris?“ 
For at ſkjule min Bevegelſe gav jeg mig til at fkildre 
Pariſerverdenen fan livligt, ſom jeg formaaede, og den 
unge Rusſer lyttede til med Andagt. Under Samtalen 
lod jeg falde nogle Yttringer om, at jeg var taget til 
Kamieniec for at give Information i Sprog, og at jeg 
gjerne vilde flaae mig til Ro der i nogen Tid. Dagen 
efter afgav jeg den ſamme Erklering paa Politikamret 
og erholdt uden Vanſkelighed et Opholdskort. Da det 
var min Henſigt at give Timer i Sprog til Private, 
underrettede man mig om, at der var flere Formaliteter 
at iagttage: jeg maatte forſt indhente Tilladelſe fra Mili⸗ 
tairgouverneuren, fra Forſtanderen for Lycceet oſv. oſv. 
Faa Dage efter havde jeg Tilladelſen, og ſom en Folge 
af den unge Officeers Anbefalinger og den Forekommen— 
hed, der viſes enhver Fremmed ei vort Land, ſtrommede 
Informationerne ind til mig paa Sieblikket. Det var 
det bedſte Middel til at afvende al Mistanke fra mig 
og til faa lidt ſom muligt at compromittere mine Lands⸗ 
mænd. Iſſer var det mig vigtigt at modtage det Til⸗ 
bud, der blev gjort mig af Oberſt Abaza, om at infor⸗ 
mere i hans Huus. Oberſten var Preſident i Finants⸗ 
collegiet og en af de fornemſte og indflydelſesrigeſte 
rusſiſke Embedsmend. Jeg negtede heller ikke at give 
Underviisning i polſke Familier, men jeg foretrak ſaa⸗ 
danne, hvor der ikke var unge Menneſker, og hvor jeg 
altſaa var mindſt udſat for at blive kjendt. Efter nogle 
Ugers Forløb havde jeg ſkaffet mig en god Stilling og 
9 


126 Rufin Piotrowfki. 


et udbredt Bekjendtſkab; jeg blev neſten daglig bedt 
ud, og hele Byen kjendte allerede Herr Catharo, ſom 
man vedblev at kalde en Franſkmand. 

Saaledes befandt jeg mig da efter tolv Aars 
Landflygtighed igjen i mit Fædreland i Egenſkab af 
Malteſer, engelſt Underſaat og Sprogleerer, der ikke 
forſtod et Ord Polſk eller Rusſiſk. Denne ſidſte Om— 
ſteendighed ſatte tidt min Koldblodighed pan Prøve, ifær 
naar jeg informerede. Hvormange Gange friſtedes jeg 
ikke til, naar jeg ſtodte paa et vanſkeligt Sted, at for— 
klare det for mine Elever i et Sprog, jeg kunde lige— 
ſaa godt ſom de! En af mine forſte Diſciple var en 
ung lyſtig Perſon, der hen Domitrenko og var anſat 
i Finantscollegiet. Han havde faaet Lyſt til at lære 
Franſk, ſom han ikke kunde et Ord af, og under vore 
Beſtrebelſer for at gjøre os forſtagelige for hinanden 
foreſlog han mig, at han vilde lære mig Rusſiſk (ſom 
jeg kunde udmerket); men han kunde aldrig drive det til 
at fane mig til at læje flydende, og han var i hoi Grad 
forbauſet over, at disſe Franffmænd, ſom man altid 
roſte for deres gode Hoveder, kunde være faa lang— 
ſomme til at lere. 

Naar jeg var ſammen med mine Landsmend, 
bragte mit paatagne Incognito mig ofte i de beſynder— 
ligſte Forlegenheder. Meget imod min Villie blev jeg 
ofte indviet i Familiehemmeligheder, ſom man netop 
troede at ſkjule for mig ved at omtale dem paa Polfk. 
Det var ikke altid Behageligheder, jeg paa den Maade 


Rufin Piotrowſti. 127 


fik at høre. En Dag hændte det for Exempel, at en 
polſk Familie fik Beſog af en Fremmed, ſom, da han 
horte, at jeg nylig var kommen fra Paris, ſpurgte mig om 
Nyt fra ſin Broder, ſom opholdt ſig der ſom Emigrant. 
Herren i Huſet afbrød ham ivrigt pan Polſk: „Veed 
Du ikke, at det er ſtrengt forbudt at forhøre fig om 
Emigranter? hvor kan det da falde Dig ind at indlade 
Dig derpaa med en Fremmed?“ Blodet foer mig op 
i Kinderne, og jeg bukkede mig hurtigt ned over den 
Bog, ſom jeg bladede i. Endnu en lignende Erindring! 
Jeg underviſte to unge Dottre af en brav og elſkverdig 
Landsmandinde. J mine Samtaler med dem kom jeg 
til at berøre Polen; den ſmukke Mathilde udtalte da et 
af disſe Ord, der ſaa ofte tilkaſtes os af en Fremmed, 
uden at tænfe pan, at han bringer et Saar til at bløde. 
Den eeldſte Soſter afbrød hende paa Polſk og i en 
vred Tone: „Tal dog ikke om det, der er os helligſt, 
til en letſindig Franſkmand.“ 

Lignende Træf oplevede jeg noeſten hver Dag: 
ſnart morede de mig, og ſnart fatte de mig i Forlegen⸗ 
hed; men denne Forlegenhed gik over til et indædt Ra⸗ 
ſeri, naar jeg i rusſiſke Huſe var nødt til at høre pan 
fornœrmelige Üdtalelſer om mit Land og mit Folk. Det 
var i Seerdeleshed i Preſidentens Huus, at jeg ofte 
var udſat for denne Marter. 

Hvis man havde havt nogen Anelſe om, at jeg forſtod 
Sproget, vilde det ganet ud baade over mig og Flere; jeg 
var derfor nodt til i dette Punkt uafladelig at vaage over mig 


128 Rufin Piotrowſki. 


ſelv. Jeg frygtede endogſaa for, at jeg kunde komme til at 
forraade mig iſovne, og ſorgede derfor altid for, naar 
jeg blev bedt ud paa Landet, at faae et Verelſe for mig 
ſelb. Der indtraf Intet, ſom kunde henlede nogen Mis— 
tanke paa mig, og jeg tilbragte ſaaledes ni Maaneder i Ka— 
mieniec og Omegn uden at have Noget at fkaffe med 
Politiet. Saavel i Rusſernes ſom Polakkernes Dine 
vedblev jeg at gane for den ſkikkelige Herr Ca tharo, 
der ikke fornærmede Nogen og altid var glad, naar han 
var i Selſkab. Kun nogle fan Landsmænd vidſte Be— 
ſked med Maalet for min Reiſe, men bevarede Hemme— 
ligheden ſtrengt. Efter hvad jeg ſenere erfoer, kom 
Mistanken fra St. Petersborg, og Byen Kamieniec blev 
paa en ſmuk Dag ikke lidt overraſket ved at høre, 
at den frauſke Sproglærer, der jaa længe havde op- 
holdt ſig indenfor dens Mure, var en Landsmand og 
Emigrant. 

Man ſiger, at vi i Almindelighed Alle have en 
Forudfolelſe om en truende Fare. For mit Vedkom⸗ 
mende gik det ganſke naturligt til, at jeg pludſelig kom 
paa det Rene med, at Faren var for Doren. Jeg 
kunde umuligt lukke Oinene for, at jeg havde Politiet 
i Helene paa mig overalt. Jeg modtog hemmelige Ad— 
varsler fra forſktjellige S ider og kunde ikke ſfjule for 
mig ſelv, at navnlig de rusſiſke Embedsmænd, jeg var 
vant til at omgaaes, pludſelig ganſke forandrede deres 
Opforſel imod mig. At man ikke ſtrax arreſterede mig 
havde ene og alene ſin Grund deri, at man ikke endnu 


Rufin Piotroroffi. 129 


var ganffe vis i fin Sag, og at man frygtede for, hvis 
der var en Feiltagelſe med i Spillet, at forgribe fig 
paa en engelſk Underſaat, hvis Regjering i bette Punkt 
ikke var at ſpoge med. Imidlertid var det mig tyde— 
ligt, at jeg ſnart vilde blive arreſteret, og jeg var enig 
med mig ſelv om, hvad jeg i det Tilfælde havde at 
gjøre. Jeg vilde uden Tvivl endun havt Tid til at 
flygte, men Tanken om den Fare, hvorfor ſaa mange 
Uſtyldige vilde blive udſatte ved min Flugt, bragie mig 
til at opgive denne Udvei. Naar Talen er om politiſke 
Forſolgelſer, beſtaaer nemlig det rusſiſke Syſtem deri, 
at man arreſterer ſtrax alle dem, der have veret i ner 
eller fjern Berøring med den Mistænfte, Da jeg nu 
havde ſtaaet i Forbindelſe med Alverden baade i Byen 
og Omegnen, vilde bet ufeilbarligt være gaaet ud over 
disſe; Procesſen vilde da træffe i Langdrag og maaſkee 
aldrig fane Ende, og kun min Tilſtedeveerelſe var iſtand 
til at afværge en uberegnelig Ulykke. Jeg beſluttede 
derfor at vente taalmodig paa det uheldſvangre Sieblik, 
og jeg benyttede den korte Tid, jeg endnu var fri, til 
at blive enig med mine Medſkyldige om, hvorledes jeg 
ſkulde forholde mig. Den ſidſte Sammenkomſt, jeg 
havde med En af disſe, var i en Kirke, Aftenen for 
jeg blev arreſteret; efterat vi ſaavidt muligt vare 
blevne enige om alle Punkter, omfavnede vi hinanden 
med Taarer. Jeg blev ene tilbage i Kirken og an— 
raabte Gud med Inderlighed om at give mig Kraft til 
at udholde alle de Provelſer, der maatte vente mig. 


130 Rufin Piotromwfti. 


Næfte Morgen ved Daggry blev jeg heftigt rykket 
i Armen og reven ud af min Søvn, Jeg fvarebe dog 
ikke ſtrax, for at give mig Tid til at fatte mig. Da 
jeg aabnede Oinene, bemeerkede jeg i mit Verelſe Po— 
litidirekteuren Oberſt Grünfeld, en Politicommisſair og 
Major Poloutkopſkoi, Adjudant hos Generalgouverneuren 
Prinds Bibikov. Majoren var taget ligefra Kjew for 
ſelv at beſorge mig arreſteret. Jeg udtalte min For— 
undring over en ſaa tidlig Viſit, og min Forbauſelſe 
tiltog, da man underrettede mig om, at man uden 
Escorte vilde bringe mig til Gouverneuren. Jeg glemte 
ikke at fremhæve, at jeg var engelſk Underſaat, og at 
gjøre opmerkſom pan de alvorlige Følger, ſom en ſaa— 
dan Fremfeerd kunde afſtedkomme; derpaa bad jeg om 
Tilladelſe til at gage ind i Sideverelſet for at gjøre 
Toilet. Medens jeg kloedte mig pan, bemægtigede Politi— 
commisſairen ſig mine Papirer og Effekter, og ſtrax 
efter begave vi os hen til General Radiſtchev, ſom jeg 
i lang Tid havde kjendt. Dette forſte Mode var lige— 
ſaa fort ſom uafgjorende. Generalen traadte heftigt ind 
i Salen og tiltalte mig paa Rusſiſk; jeg lod, ſom jeg 
ikke forſtod, hvad han ſagde, og bad ham om at ud— 
trykke ſig paa Franſk og meddele mig, hvorfor jeg var 
bleven arreſteret. „Det ffal De ſnart fane at vide“, 
ſvarede han. Han vinkede med Haanden og lod mig 
gaae. Man bragte mig nu hen til Politidirekteurens 
Huus og forte mig ind i et Verelſe, ſom blev tillaaſet 


Rufin PBiotromfft. 131 


efter mig. En Embedsmand i Uniform blev hos mig, 
men henvendte ikke et Ord til mig. 

Jeg havde hidtil bevaret hele min Koldblodighed 
og forundrede mig felv over, at jeg kunde være faa 
rolig; men nu, da jeg ſaagodtſom var alene, følte 
jeg, at Modet forlod mig. Tanken om de Ulykker, der 
ventede mig og ſaamange af mine ſtakkels Landsmend, 
ſtyrtede ind paa mig, og Taarerne kom mig i Sinene. 
For at ſkjule min Bevegelſe vendte jeg mig om og 
opdagede i det ſamme et Spil Kort, der laa paa et 
lille Bord. Jeg er født i Ukraine og ſom en Folge 
deraf ikke fri for Overtro. Jeg gav mig til at lægge 
Kortene op, og de lovede mig — min Frihed. Denne 
Propheti gjorde mig neſten raſende, og jeg blev for— 
melig glad, da Politidirekteuren traadte ind i Stuen for 
at ſee til mig. Da han gik, tog han Kortene med ſig. 

Strax efter at han var gaaet, traadte en anden 
Embedsmand ind i Stuen og gav ſig til at ſamtale 
med ſin Collega, der var ſat til at pasſe paa mig. 
Denne Samtale interesſerede mig ikke lidet. Jeg var 
jaa godt kjendt i Kamieniec, og Alle vare fan overbeviſte 
om, at jeg hverken kunde Polſk eller Rusſiſk, at de to 
Herrer endnu i dette Sieblik betragtede mig ſom en 
Fremmed og ikke toge i Betænkning at tale om mig paa 
Rusſiſk. Man kan begribe, at jeg horte efter. 

„Det er en kjedelig Affaire“, ſagde den Ene af dem. 
„Man har idag allerede arreſteret en Snees Perſoner 
her i Byen, og der er udgaaget Ordrer til Provindſerne, 


132 Rufin Biotrowffi. 


Altſammen pan Grund af denne Fremmede, der er 
kommen hertil, ſiger man, for at intriguere mod Czaren. 
Der mumles ogſaa en heel Deel om Preſidenten Abaza, 
og det gjør mig ondt, thi det er en brav Mand. Hvad 
er ogſaa det for en forunderlig Idee af ham at ville 
lære Franſk i hans Alder! det kan komme ham dyrt 
til at ſtaae!“ 

„Ja er det ikke uheldigt!“ ſvarede den Anden. 
„Da deu Herre der for ni Maaneder ſiden kom hertil, 
fik jeg Ordre til at holde Sie med ham, ſom vi jo 
gjøre med alle Fremmede. Jeg flap ham heller ikke af 
ſigte og var med ham overalt; men han forte ſig ſaa 
godt op, gjorde ingen Forſkjel paa Polakker og Rus⸗ 
ſere og forekom mig i det Hele ſaa ſkikkelig, at jeg til- 
ſidſt lod ham ſkjotte fig ſelb. Det lader imidlertid til, 
at han har narret os ordentlig — og nu er der en 
Anden, der fager den Belonning, font jeg ſkulde have 
havt! Det kan man kalde Uheld! Nei, jeg har ingen 
Lykke med mig!“ 

Jeg kunde ikke lade være at more mig over den 
ſtakkels Fyrs Beklagelſer, fordi han ikke havde bragt 
mig i Ulykke, ſkjondt hvad jeg forreſten horte gav mig 
Anledning nok til alvorlig Eftertanke. Jeg kunde ikke 
tvivle om, at man for min Skyld havde arrefteret en 
Mængde Menneſker; men de Navne, jeg i Samtalens 
Lob horte, vare mig ſaa lidt bekjendte, at jeg begyndte 
at haabe paany. De viſte mig, at man famlede, at 
man gik iblinde, ja man mistenkte jo endogſaa den 


Rufin Piotrowfki. 133 


brave Abaza, og jeg kom uvilkaarligt til at ſmile, ved 
Tanken om den Forlegenhed, hvori den gode Finants⸗ 
prœſident maatte befinde fig. Hvis alle de Rusſere, jeg 
kjendte, ſkulde inddrages i Underſogelſen, vilde det maaſkee 
komme mine virkelige Medſfyldige tilgode. 

Om Eftermiddagen Klokken fire fik jeg et Beſog 
af Gouverneuren og Major Poloutkowſkoi. Man fore— 
ſtillede mig, at min Situation var meget mislig, og at 
det var i min egen Interesſe at afgive en fuldſtendig 
Tilſtaaelſe. Jeg vedblev med at negte Alt, jeg erkle— 
rede, at jeg ikke forſtod, hvad man forlangte af mig, og 
jeg talte om at ſtrive til den engelſke Geſandt i Peters— 
borg for at forlange hans Beſkyttelſe. „De vil altſaa 
gjerne hurtigt fra Kamieniec?“ ſvarede Gouverneuren 
ironiſk; „vor De kun rolig! det kan ſkee hurtigere, end 
De tenker.“ 

De folgende Dage gjentoges Forhorene enten i 
Politidirekteurens Bolig, hvor jeg ſad arreſteret, eller 
hos Gouverneuren, der lod mig hente med Escorte; 
man trængte ind paa mig for at faae mig til at til⸗ 
ſtaae, og jeg vedblev at benegte. Gouverneurens Op⸗ 
forſel var i Regelen kold og høflig, undertiden lidt 
ironiſk og kun ſjelden heftig og opfarende. „Det klæder 
Dem godt at ſpille Komedie og fortælle, at De er Mal⸗ 
teſer“, udbrod han i et af Forhorene; „vi veed me⸗ 
get godt, at De er fra Ukraine, og baade Den og Den 
har tilſtaaet, at De har talt Polſk med dem.“ Han 
nævnte mig et Par af mine Landsmænd, ſom juſt ikke 


134 Rufin Biotrowffi. 


hørte til de faſte Charakterer, og lod mig et Par Gange 
confrontere med dem. Disſe Scener vare piinlige nok, 
og uagtet jeg vedblev min Benegtelſe, indſage jeg dog 
godt, at det ikke vilde gage i Længden. Man modtog 
hver Dag flere og flere Oplysninger om mig, og det 
blev mig tydeligt, at jeg ved at fortjætte bette Syſtem 
forværrede Situationen for dem, der for min Skyld 
vare arreſterede. Jeg onſkede imidlertid at have faa 
mange Vidner ſom muligt til min endelige Tilſtaaelſe, 
for at de Anklagede kunde indrette deres Forhold der— 
efter, og befluttede derfor at oppebie en almindelig Con- 
frontation. Den lod heller ikke længe vente paa fig, 
thi da jeg en Aften blev fort til Gouverneuren, bemeer— 
kede jeg i Salen et ſtort Antal Anklagede, der ſtode 
opſtillede langs med Væggene. Dette Syn rørte mig, 
thi en Mængde af dem kjendte jeg fan godt ſom ikke, 
nogle Faa vare mine Medſkyldige, og de fane Ale li— 
dende og medtagne ud. Efterat der var forelagt mig 
mig en længde Spørgsmaal, ſom jeg alle havde be— 
ſvaret, udbrød jeg pludſelig med hoi Roſt og i mit 
Modersmaal: „Ja, jeg er ingen engelſk Underſaat, men 
en Polak, fodt i Ukraine, og jeg emigrerede efter Revolu— 
tionen 1831. Jeg er vendt tilbage til mit Fedre— 
land, fordi jeg ikke kunde udholde at leve længere i 
Landflygtighed, og fordi jeg vilde gjenſee min Feedrene⸗ 
jord. Jeg er vendt tilbage under et paataget Navn, 
fordi jeg ikke kunde leve her under mit eget, og jeg har 
intet andet Onſke havt end at leve her ſtille og ube⸗ 


Rufin Piotrowfti. 135 


merket og indaande Fedrelandets Luft. Det har jeg 
meddeelt til nogle enkelte af mine Landsmeend, hos hvem 
jeg forlangte Raad og Hjelp; jeg har ikke ſpurgt dem 
om Andet, og jeg har heller ikke havt Andet at ſige 
dem.“ 

Skjondt Gouverneuren og Major Poloutkopſkoi 
allerede længe havde vidſt det, kunde de dog ikke beherſke 
deres Overraſkelſe, da jeg med eet begyndte at tale 
Polſk. Alt ſom jeg talte, opklaredes Gouverneurens An- 
ſigt; han gned fig i Hænderne, gik op og ned i Salen 
med ſtore Skridt, og da jeg omſider taug, gik han hen 
til mig med et velvilligt Anſigt. Han ſyntes at være 
mig taknemmelig, fordi jeg havde gjort Ende paa en 
uholdbar Situation, og efter nogle intetſigende Sporgs⸗ 
maal tillod han mig at gage. 

Da jeg kom tilbage til Politigouverneurens Bolig, 
var jeg endnu ophidſet af Mødet og overrafkede Alle 
ved pludſelig at tale Polſk. Jeg tiltalte Direkleuren, 
Embedsmeendene og Betjentene i dette Sprog og havde 
en feberagtig Glæde af at benytte mig af en Frihed, 
ſom ſaalcenge havde været mig negtet. Derimod paa— 
ſtod jeg beſtandig — og det var ikke af Beregning, men 
kun af Ulyſt og Modvillie — at jeg ikke kunde 
Rusſiſk. 

Saaledes endte Forhorene foreløbigt, og den føl: 
gende Dag underrettede Majoren mig om, at jeg maatte 
holde mig færdig til ſamme Aften at afgaae til Kiew. 

Det var en kold og ſmuk Vinternat, da jeg forlod 


136 Rufin Biotvoiufti. 


Kamieniec. Jeg fad i en god bred Calechevogn ved 
Siden af Major Poloutkowſkoi, og en anden Vogn 
fulgte efter, hvori der var Soldater og to Embedsmænd 
af det hemmelige Politi. Paa Grund af Aarstiden og 
den frembrydende Nat var Byen fuldkommen ode og 
ſtille. Idet jeg pasſerede forbi enkelte Huſe, hvis Be— 
boere jeg kjendte, ſaae jeg, at der var Lys — det var 
uden Tvivl en Affkedshilſen til mig. Klangen af Bjel⸗ 
derne, der efter rusſiſk Skik anbringes paa Vognſtangen, 
var det Eneſte, der afbrød Nattens ſorgelige Stilhed. 
Jeg ſad ganſke taus, henſunken i mine bedrovelige Tan— 
ker, og var Majoren taknemmelig, fordi han ikke med 
et eneſte Ord afbrod mine Betragtninger. Forſt ved 
Daggry begyndte han at tale til mig, og Samtalen 
dreiede ſig da meſt om Frankrig, dets Adminiſtration 
og Communalforfatning, Agerdyrkning og Handel, —Gjen— 
ſtande, der ſyntes at interesſere ham overordentligt. 
Efterhaanden kom vi ogſaa ind paa Politiken, ja ſelv 
paa Emigrationen, og jeg havde rig Leilighed til at 
beundre, hvor overordentligt vel han var underrettet om 
Alt, hvad mine emigrerede Landsmend tilſigtede og 
foretoge fig. Da jeg udtalte min Forbauſelſe herover, 
ſvarede han mig ſmilende: „Vi ere jo nodte til at fjende 
alt dette, og vi have Midler nok til at ſkaffe os Un⸗ 
derretning.“ Majoren, hvem jeg havde havt Leilighed 
til at ſtudere under Forhorene i Kamieniec, og hvem 
jeg ſenere ſkulde gjenfinde i Underſogelſescommisſionen i 
Kiew, var vel noget fold, men altid høflig og forekom⸗ 


Rofin Piotrowſfki. 137 


mende imod mig og viſte ſig under alle Forhold ſom 
en velopdragen Mand. J mine Sammenkomſter med 
Gouverneuren i Kamieniec undlod han aldrig at for— 
mane Generalen til at være rolig, naar denne begyndte 
at blive hidſig og opfarende imod mig. 

Da vi om Aftenen ankom til Mohilew, var en af 
Fjedrene kneekket i Calechevognen; jeg blev derfor fat 
i en Kibitke med et Par Soldater, medens Majoren 
kjorte foran med Politiembedsmeendene. Vi fore afſted 
med en Hurtighed, ſom man ikke kan gjore ſig Idee 
om, naar man ikke i Rusland har feet denne Slags 
Kjorſel. Ved et Stod af Kibitken under denne vold⸗ 
ſomme Kjorſel var det, ſom om der ſprang Noget i 
mit Hoved, og jeg fif i det ſamme eu ſaa ſkerende 
Smerte i Hovedet og uͤdſtodte et faa" heftigt Skrig, at 
det endogſaa kunde høres af Vognen, der kjorte foran. 
Majoren lod ſtandſe og ſpurgte, hvad der fattedes mig. 
Jeg kunde ikke ſvare, men hulkede blot. Han gav da 
Befaling til at kjore Fod for Fod ligetil neſte Station. 
Det liudrede noget, men ved det mindſte Stød begyndte 
Smerterne at tage paa igjen, og jeg uͤdſtodte det ene 
Skrig efter det andet, idet jeg knugede Hovedet mellem 
mine Gænder. Da jeg manede den neſte Station, kunde 
jeg ikke ſtige ud af Vognen. Majoren, hvem det var 
af Vigtighed at komme til Braclew ſaa hurtigt ſom mu⸗ 
ligt, overlod mig til Politiembedsmendene og Solda⸗ 
terne og befalede dem at kjore Fod for Fod. Vi fort⸗ 
ſatte ſaaledes vor Route, men efter nogle Timers For⸗ 


138 Rufin Piotrowſki. 


lob blev man kjed af denne langſomme Kjorſel og vilde 
hurtigere afſted. Neppe begyndte Heſtene at galopere, 
førend mine Hovedſmerter vendte tilbage med ſamme 
Voldſomhed ſom tidligere. Jeg var nærved at blive 
afſindig og udſtoͤdte de meſt ſonderrivende Skrig, der 
bragte de Andre til at ſtandſe. „De maa kjore lang— 
ſomt“, ſagde jeg, „og vil De ikke det, ſaa ffyb 
mig en Kugle gjennem Hovedet. Hvis De igjen be— 
gynder at galopere, er jeg dod inden faa Minutter, og 
det vil komme til at gaae ud over Dem.“ Det var 
ingen Overdrivelſe, men min fulde Overbeviisning, og 
mine Ord gjorde derfor ogſaa deres Virkning. Den 
øvrige Deel af Veien tilbagelagde vi i Skridt, og da 
vi ved Daggry naaede Stationen, blev jeg endogſaa 
fat pan en Slede, ſkjondt Veien ikke var bedeekket med 
Snee, men med Dynd. Om Middagen Klokken eet 
naaede vi Braclew, hvor Majoren ventede os. Min 
Tilſtand rørte ham oienſynligt; han lagde fin Haand 
pan min Arm, betragtede mig opmeerkſomt og ſpurgte 
omhyggeligt til mit Befindende. Det var den forſte og 
eneſte Gang, han viſte mig ſand Medlidenhed. Han 
ſagde til mig, at Tjeneſten kaldte ham nødvendigt til 
Kiew, men at jeg kunde forblive her, til jeg igjen kom 
til Kræfter, Han ſagde Farvel til mig; derpaa kjorte 
vi langſomt videre og ſtandſede omſider inde i Byen 
udenfor en ſtor og ſkrummel Bygning. Man hjalp mig 
ud af Vognen; nogle tunge Dore aabnedes, Heengſlerne 
hvinede, og efterat vi havde pasſeret flere morke Corri⸗ 


Rufin Piotrowfki. 139 


dorer, befandt jeg mig med eet i et lille Verelſe, hvis 
Vindue var forſynet med mægtige Jernftænger. Jeg 
kaſtede mig paa en Matrats, ſom jeg opdagede henne i 
en Krog, og bredte min Kappe over mig. Nogle Sie— 
blikke efter fik jeg et Beſog af en Ovrighedsperſon og 
en polſk Læge, der udſpurgte mig omhyggeligt om min 
Sygdom, anordnede Ro og opfſkrev nogle Medicamenter. 
Jeg blev alene tilbage med to Gendarmer. Ro trengte 
jeg ifær til, og jeg mærkede heller ikke til nogen Smerte, 
ſaalenge jeg laa ſtille. Flere Timer forløb paa denne 
Maade, da jeg pludſelig midt i den dybe Stilhed horte 
en forunderlig Raslen, ſom jeg i Begyndelſen ikke kunde 
forklare mig. Endelig horte jeg, at det var Lenker, 
der klirrede paa den anden Side Bæggen og ude i 
Gangene. Jeg var altſaa i et af disſe ſtore Fængsler, 
ſom man kalder krepost. Hvem var mine Medfanger? 
var det ſimple Forbrydere, eller Statsfanger — maaſkee 
Landsmænd? Min Tvivl ſkulde ſnart opklares, thi 
lidt efter trængte en Sang hen til mig; Slutningsſtro— 
pherne gjentoges i Chor, blandet med Lenkernes Raslen. 
Ord og Melodi kjendte jeg godt. Det var en polſt 
Juleſang, ſom jeg tidt havde hørt i min Barndom: 
„Hviil i Krybben, Himmelbarn!“ Det var altſaa Juul, 
og de ſtakkels Fanger, mine Landsmeend, iſtemte ved 
Midnat, efter vort Lands hundredeaarige Skik, deres 
Hilſen til Verdens Frelſer. Derpaa fulgte endnu et 
Par andre Gange: „Englen til Hyrderne talte“ 
og „Hen de drog til Bethlehem“ o. ſ. v. Ak, hvor 


140 Rufin Piotromwffi. 


disſe Juleſange med eet ſtode levende for mig, ffjøndt 
jeg ikke havde hort dem i ſaamange Aar, og nu ſkulde 
jeg høre dem igjen af ulykkelige Livsfanger og til Len- 
kernes Raslen! 

Et Par Dage efter var jeg vel endnu meget ſvag, 
men ganſke fri for mine Hovedſmerter. Jeg erklerede 
mig derfor beredt til at fortſette Reiſen, thi jeg læng-= 
tes felv efter at komme til Kiew. Juſt ſom jeg ſkulde 
flige i Slæden, bemeerkede jeg i Gaarden et Regiment, 
hvis Holdning forekom mig fan ſmuk og krigeriſk, at 
jeg uvilkaarlig kom til at gjøre en Bemerkning derom 
til min Ledſager. „Det er,“ ſagde han, „polſke Sol— 
dater, der ſiden 1831 ere indlemmede i Sydarmeen.“ 
Saaledes ſkulde jeg altſaa, efter ſaamange Mars Forløb, 
modes med mine gamle Vaabenbrodre! Jeg kunde ikke 
lade være at blotte mit Hoved og at tilraabe dem med 
hoi Stemme og paa Polſk: „Lev vel, Kammerater!“ — 
„Kjor til!“ raabte min Ledſager heftigt, og Heſtene 
fore afſted i det ſamme. 

Neppe havde vi fjernet os nogle Mile fra Brac— 
lew, for en Vogn ei fuldt Fiirſpring kom farende imod 
os og holdt ſtille foran os. En Officeer af Gendar⸗ 
meriet ſteg ud af Vognen, talte nogle Sieblikke ſagte 
med min Ledſager, gik derpaa hen til mig og under⸗ 
rettede mig om, at jeg for Fremtiden var ſtillet under 
hans Bevogtning. Det var en ung Mand paa nogle 
og tyve Aar i det hoieſte; han var hoi, mager og vind— 
tor, havde en Taille ſom en Gedehams, et haardt og 


Rufin Piotrowfki. 141 


hovmodigt Phyſionomi og var, ſom jeg ſenere hørte, 
en Tydſker af Fodſel. Synet af dette Menneſke var 
mig ligefrem modbydeligt, og jeg begyndte allerede at 
favne Major Poloutkowſkoi. Efter en fort Kjorſel be— 
falede Officeren os at forlade Laudeveien, og vi holdt 
ſtrax efter udenfor et eenſomt liggende Huus, en Slags 
Vagtſtue, hvor man gav mig Haandſkruer paa. Der- 
paa forte man mig ind i en Smedie, hvor en 
Soldat gjorde ſig Umage for at fyre i Esſen. Office⸗ 
ren fremtog pludſelig et Par Lenker og betragtede dem 
med et nysgjerrigt, næften vildt Blik. Disſe Jern, der 
vare rode af Ruſt, beſtode af to tunge Jernſteenger for— 
bundne med en Lenke i Midten ſamt to Boiler til at 
lægge om Benene. Da alle Forberedelſerne vare gjorte, 
vilde Soldaten lægge Boilerne om mine Been ovenover 
Vriſten, men de vare jan ſnevre, at jeg ſkreg høit af 
Smerte. Officeren ſagde blot: „Det gaaer nok;“ men 
da Karlen virkelig vilde ſveiſe dem ſammen, trak jeg 
Fodderne til mig og erklerede, at jeg vilde indgive 
Klage til Generalgouverneuren, hvis man ikke udvidede 
Boilerne. Dette gjorde Officeren noget betenkelig: han 
befalede, at man ſkulde efterkomme min Begjering; 
endelig flog man Boltene i dem med Hammerflag, men 
de vare endnu beſtandig meget for ſnevre og ſmertede 
mig overordentlig. Man maatte bære mig hen til Vog—⸗ 
nen og løfte mig op i den. Langtud paa Natten ſtodte 
Slæben, hvori jeg fab, mod en Gjenſtand paa Veien 
og væltede. Gendarmerne bleve kaſtede ud, og hvad 
10 


142 Nufin Piotrowſti. 


der blev af Kudſken, veed jeg ikke; jeg felo blev ogſaa 
ſlynget ud af Vognen, men mine Lenker holdt faſt ved 
den, og ſaaledes blev jeg flæbt med i Snee og Dynd 
af Heſtene, der fortſatte deres vilde Lob. Jeg blev jaa 
forſlaaet, at jeg tabte Bevidſtheden. Da jeg kom til 
mig ſelv igjen, fad jeg atter i Sleden, og Officeren 
ſpurgte, hvorledes det var med mig. Jeg ſparede ikke, 
og nu blev jeg Vidne til en Scene, der var ægte rusſiſk. 
Officeren gav fig til at prygle Soldaterne; Soldaterne 
bankede Kudſken, og denne hevnede fig ved at lade det 
gaae ud over Heſtene. Jeg var mere død en levende, 
og hvergang Vognen gav et Stod, frygtede jeg for et 
Uheld ſom det forrige. Og dog var jeg hverken ner⸗ 
veus eller frygtſom af Naturen! — Dagen efter ankom 
jeg til Fæftningen Kiew. 

Nogle Soldater bare mig ind i Pladscomman⸗ 
dantens Verelſe, hvor jeg blev underſogt, indført i 
Regiſtrene og plaget med nogle Spørgsmaal, ſom jeg 
ikke veed, hvad jeg ſvarede paa, thi jeg anede hverken, 
hvad jeg ſagde eller gjorde. Omſider reiſte man mig 
op og lod mig pasſere igjennem en uendelig Mengde 
Veerelſer og Corridorer; Soldaterne underſtottede mig. 
Man aabnede en Dor, jeg traadte ind i en Celle og 
kaſtede mig udmattet paa en Straaſeng. Nogle Fange⸗ 
vogtere og en Adjudant traadte ind med mig. Den 
Sidſte ſpurgte, om jeg onſkede Noget; jeg bad blot, at 
man vilde udvide Lenkerne om mine Been eller give mig 
andre Jern paa. Han (varede, at det laa udenfor hans 


Rufin Biotromwffi. 143 


Myndighed, men han vilde indgive en Rapport derom. 
Man lod mig alene, og nogle Sieblikke efter ſov jeg 
ind. Jeg ſov uafbrudt i fem og tyve Timer og vaag⸗ 
nede forſt, da mine Vogtere, der begyndte at blive uro⸗ 
lige, kaldte paa mig. Kort efter modtog jeg Beſog af 
Pladscommandanten, der var aldeles bedeekket med Ord⸗ 
ner; han ſpurgte mig paa Polſk, hvorledes jeg befandt 
mig, og hvad der havde foranlediget min Sygdom. 
Jeg takkede ham, men jeg fortalte Intet om hvad der 
var forefaldet pan Reiſen; hvorfor fkulde jeg ogſaa be⸗ 
klage mig? han lovede at ſende mig Bouillon og tog 
Afſked fra mig med de Ord: „See til, at De kommer 
Dem; De er meget fvag, og i bette Fengſel maa man 
have Kræfter for at ſtaae imod.” 

Jeg var virkelig ſvag, men jeg var dog fri for 
den forfærdelige Hovedpine, ſom jeg frygtede meſt. Jeg 
havde kun Smerter i Bryſtet, Albuerne og Kncene, 
ſom en Folge af Faldet, og disſe Smerter forlode mig 
ikke i de foͤrſte Maaneder. Jeg kaſtede et Blik omkring 
i mit Verelſe; det var en fem fer Fod i Qvadrat og 
temmelig hoit, meget ureenligt og fik ſit Lys fra et lille 
Vindue oppe ved Loftet, der var vel forſynet med Jern⸗ 
ftænger baade forinden og foruden. Paa Bæggen læfte 
jeg nogle Navne og deriblandt Navnet Rabczynſki, hvem 
jeg ſenere ffulde treffe i Siberien. Der var intet an⸗ 
det Meublement end et Bord, en Træftol og en ſtor 
Porcellainsobn. Man bragte mig Bouillon og Brod, 


men det var mig faa fvært at ſpiſe med mine Haand⸗ 
10* 


144 Rufin Piotrowſti. 


jern, at jeg holdt op med Maaltidet, inden jeg var 
mæt. Synet af Brødet, jeg havde levnet, forte mig 
hen paa en Tanke, der forekom mig en guddommelig 
Judſkydelſe. Jeg kom til at tanke pan Konarſki, “) 
hvis Lidelſer kjendes af Alle. Jeg vidſte, at Sult 
havde været et af de Torturmidler, man havde anvendt 
imod ham, og jeg var ikke ſikker paa, om Touren ikke 
ogſaa kunde komme til mig. Jeg tenukte mig derfor, 
at jeg vilde ſkaffe mig en Nødhjælp, hvis det ſtulde 
komme dertil, og jeg ſkjulte altſaa Brødet bagved Ovnen 
høit oppe i et Hul; det Samme gjorde jeg de folgende 
Dage med det Brod, jeg havde tilovers, og jeg var 
meget glad over det Forraad, jeg paa den Maade havde 
opſparet. 

Efter at jeg ved Hjælp af Søvn og Neringsmid⸗ 
ler havde faaet mine Kræfter tilbage, merkede jeg plud⸗ 
ſelig en forunderlig ſviende Smerte, ſom jeg i Begyn⸗ 
delſen ikke kunde forklare mig; men jeg meerkede ſnart, 
at jeg var aldeles bedekket med Utoi, og at baade Straa⸗ 
ſekken og Bærelfet vrimlede deraf! Jeg fane mig om- 
[ring og bemerkede to Sine, der ufravendt vare feeſtede 
paa mig: det var Skildvagten i Corridoren, der havde 
Ordre til at lægge Merke til Alt, hvad jeg foretog mig, 
igjennem en lille Rude i Doren; det nyttede ikke, at jeg 
kaldte paa ham — han lod, ſom han ikke horte det. 


) En berømt Polak, der blev henrettet 1841 i Wilna efter et 
langt og forſmedeligt Feengſel. 


Rufin Biotroruffi. 145 


Lykkeligviis kom Feſtningscommandanten Dagen efter og 
lod mig bringe over i et andet Verelſe, medens der 
blev gjort reent hos mig. Da jeg kom tilbage, var Bæ- 
relſet ganſke ordenligt, og hvad der forøgede min Glede 
var, at Commandanten lod tage Haandjernene af mig. 
Det er beſynderligt nok, men aldrig fanfnart følte jeg 
Hænderne frie, for jeg fif hele min Aandskraft tilbage, 
Jeg bevægede uophorligt mine Arme og kunde neppe 
troe paa min Lykke. Jeg var ligeſaa glad ſom et Barn, 
der kommer ud af Svobet. 

En Ugestid forløb nu unden at bringe nogen ſyn— 
derlig Forandring i min Skjebne. Den Koſt, jeg fif, 
var rigelig og fund, og Verelſet blev gjort reent hver 
Dag; men Mangel paa Luft, Bevegelſe og Beſtjef⸗ 
tigelſe havde alligevel ødelagt min Helbred. Da Len⸗ 
kerne forhindrede mig i at gage, laa jeg næften hele 
Dagen paa min Straaſeng, og jeg reiſte mig. i Reg⸗ 
len kun om Morgenen for at bede mit Pater. Netterne 
vare lange og morke, og den eneſte Lyd, jeg horte, var 
Hammerſlagene, naar man lagde en Fange i Jern eller 
tog Lenkerne af ham. Uagtet det var forbudt Solda⸗ 
terne og Fangevogterne at tale til mig, erfoer jeg dog 
ſnart, at alle mine Medfanger fra Kamieniec vare i 
ſamme Fengſel ſom jeg, men boede i andre Corridorer. 

En Dag, henimod Middag, horte jeg Stoi uden—⸗ 
for min Celle; Doren blev aabnet, og en Mand i 
Generalsuniform traadte ind, omringet af Generaler og 
Adjutanter, der ſtillede fig erbodigt i Corridoren. Det 


146 Rufin Piotrowfki. 


var en hoi Skikkelſe med fort afſkaarne, berſtede og 
graae Haar, et ovalt Anſigt uden Knebelsbarter og gjen— 
nemborende Oine. Det venſtre Wrme var knappet ind 
til Uniformen og antydede Mangelen af en Arm, hvoraf 
jeg ſtrax ſluttede, at jeg ſtod foran Generalgouverneuren 
i Volhynien, Podolien og Ukraine, Prinds Bibikov *). 
Han tog Kaſkjetten af, trak Doren til efter fig, tog 
Plads paa Stolen og vinkede til mig, at jeg ſkulde 
fætte mig paa Straaſengen, hvorfra jeg havde reiſt mig 
ved hans Indtrœedelſe. Under hele den paafolgende 
Samtale ſyntes han beſperet af den daarlige Luft i 
Verelſet, og han vendte fig flere Gange mechaniſk om 
til Vinduet for at trælfe Veiret. Han tiltalte mig paa 
Franſk: 

„De gjetter maaſkee, hvem jeg er?“ 

„Jeg troer, at jeg har den Wre at tale med Gene— 
ralgouverneuren Prinds Bibikov.“ 

„De hedder Piotrowſki. De er fodt i Ukraine, 
har taget Deel i Opſtanden 1831, emigrerede til Frank⸗ 
rig og er ſenere kommen tilbage til Kamieniec under 
Navnet Catharo?“ 

„Ja, Deres Excellence.“ 


*) En Kanonkugle borttog i Slaget ved Borodino Prinds 
Bibikobs ene Arm. J hele Polen fjender man det Svar, 
han gav en Polakinde, der paa Kue bad ham om Maade 
for fir Son: „Den Haand, der underſkriver Benaadning, 
har jeg ladet ligge ved Borodino.“ ' 


Rufin Piotrowſki. 147 


„De foregiver, at De kun er vendt tilbage for at 
fee Deres Fædreland; men efter 1831 har Keiſeren 
givet Amneſti — hvorfor har De ikke benyttet Dem 
deraf?“ 

„Jeg vilde nøbigt ſige Noget, der kunde mishage 
Deres Excellence; men den Maade, hvorpaa denne Am- 
neſti blev gjennemfort, var ikke opmuntrende. Forreſten 
gjaldt Amneſtien kun Keiſerdommets Underſaatter, men 
Indbyggerne i de polſke Provindſer vare ikke indlemmede 
i den. Desuden maa man, for at bede om Naade, 
være fig bevidſt, at man er ſtrafſkyldig .. ..“ 

„Hvem har givet Dem det engelſke Pas?“ 

„Det har jeg fundet.“ 

„De har tilbragt meer end en Maaned i Ungarn 
— De ſeer, at jeg kjender alle Deres Skridt! Hvad 
vilde De der?“ 

„Jeg tog dertil, for at man fkulde tabe mit 
Spor.“ 

„Nei, De havde viſt ganſke andre Grunde. De 
er Medlem af det demokratiſke Selſkab?“ 

„Jeg har været det, men jeg er for længe ſiden 
traadt ud af det.“ 

„De er en af dette Selſkabs Emisſairer?“ 

„Nei.“ 

„De har altſaa ikke havt nogen anden Henſigt 
med Deres Reiſe? ingen politiſk Misſion?“ 

„Nei, paa ingen Maade.“ 

„Det er ikke ved ſaadanne Benegtelſer, at De fore 


148 Rufin Piotromwffi. 


bedrer Deres Stilling. Jeg vil ikke fkjule for Dem, 
at den er meget betenkelig. Kun ved en oprigtig og 
fuldſteendig Tilſtaaelſe kan De mildne Deres Straf og 
gjøre Dem værdig til Keiſerens Overbeerenhed. Har 
De kjendt Konarſki?“ 

„Nei.“ 

„Men De har hørt tale om ham?“ 

„Ja, baade om ham og hans Piiusler.“ 

„De er i den ſamme Stilling ſom Konarſki. Jeg 
vil ikke gane i Rette med Deres Folelſer, jeg vil blot 
vide, hvem De har kjendt og havt Omgang med i 
Kamieniec og Provindſen.“ 

„Min Gud, Deres Excellence, jeg har jo kjendt! 
Alverden baade i Byen og i Omegnen.“ 

„Det er ikke det, der er Tale om, det veed De 
meget godt. Jeg vil vide, hvem der har veret Deres 
Fortrolige.“ 

„Jeg har ingen Fortrolige havt. Jeg har hen— 
vendt mig til En og Anden af mine Landsmænd for 
at bede dem om Raad og Hjælp; men Deres Excel- 
lence vil indſee, at jeg ikke bor nævne dem.“ 

Efter nogle Sieblikkes Taushed vedblev Prinds 
Bibikov: „Jeg begriber ikke, hvorfor Polakker og Rus— 
ſere ſkulle hade hinanden uophorligt. De ere knyttede 
til hinanden ved Sprog, Herkomſt og Seeder, og vi 
burde netop i Forening ftræbe til det ſamme Maal. 
Den, der tenker anderledes, veed ikke, hvad der er i 
begge Nationers Jnteresſe.“ 


Rufin Piotrowſti. 149 


„Jeg er ganſke af Deres Excellences Mening: vi 
hade heller ikke den rusſiſke Nation, men vi ville være 
frie, og hvad Regjeringen angaaer .. ..“ 

„Jeg har ikke Tid til at disputere med Dem. Jeg 
gjentager, at Deres Situation er meget betenkelig, men 
De kan forbedre den betydeligt ved en oprigtig Til— 
ſtaaelſe. Jeg lover Dem ikke, at De ſtrax ffal blive 
fri, thi jeg lover aldrig, hvad jeg ikke kan holde; men 
jeg kan maaſkee udvirke hos Keiſeren, at han tillader 
Dem at træde ind i den rusſiſke Armee. Polakkerne 
ere ſom alle flaviffe Folk tappre og modige; De er 
ung endnu og mangler ikke Dannelſe; De kan hurtigt 
blive Officeer, og det beroer da kun paa Dem ſelv, om 
De vil gjøre Lykke.“ 

Disſe ſidſte Ord udtalte han med en hoi og faſt 
Stemme, idet han reiſte fig op; derpaa tilføjede han i 
en mildere Tone: „Forreſten forlanger jeg ikke at vide 
Deres Hemmelighed. Siig mig blot Navnene paa de 
Perſoner, De har havt Omgang med, ſaa forlanger 
jeg ikke at vide, hvad De har betroet dem. Jeg vil 
blot kjende deres Navne, og jeg forlanger ikke engang 
at De ſkal ſige mig dem ſtrax. De er fvag og altfor 
betagen i Sieblikket. Naar De har Noget at ſige mig, 
fan lad mig vide det ved Adjudanten. Imidlertid kan 
De nedſkrive Deres Levnetslob og ſende mig det.“ 
Han hilſte mig let og gik; i Doren blev han ſtaaende 
og ſagde med hoi Roſt: „Lad Lenkerne blive tagne 
af ham.“ 


150 Rufin Piotrowſki. 


Nogle Minuter efter kom Pladscommandanten til⸗ 
bage med en Smed, der befriede mig for mine Jern, 
og det var den eneſte Fordeel, jeg havde af General- 
gouverneurens Beſog; men det var en ſtor Fordeel, og 
jeg takkede ham derfor af mit ganſke Hjerte. Siden 
min Afreiſe fra Kamieniec, havde jeg ikke kunnet faae 
mine Stovler af. Mine Fodder vare forpiinte, og dog 
gik jeg hele Dagen omkring i mit Verelſe og glædede 
mig neeſten over mine Smerter, thi de vidnede om, at 
mine Fodder endelig vare frie. 

Flere Uger forløb, da der en Aften ud paa Natten 
for forſte Gang kom Lys ind i mit Verelſe. En Of— 
ſiceer, fulgt af fire Soldater, befalede mig at ſtaae op 
og at folge ham. Jeg troede, at min ſidſte Time var 
kommen, og kaſtede et Blik til Farvel omkring i mit 
Feengſel. Soldaterne toge mig under Armene, og jeg 
gik hen igjennem Feengſelsgaarden med dem: Sneen 
knagede under vore Fodder, Natten var berlmork, den 
friſke og ſkarpe Luft, ſom jeg ikke var vant til, var 
nærved at qvæle mig, og dog gjorde den mig utrolig 
godt, og det var med en vis Vellyſt, at jeg indaandede 
denne friſke Luft i det Sieblik, da jeg troede, at man 
førte mig til Retterſtedet. Man bragte mig ind i en 
Sal, der var ſvagt oplyſt. Nogle Officeerer af for= 
ſtjellig Rang ſade om et rundt Bord, der var bedeeket 
med et grønt Teppe. De røg Cigarer, ſnakkede høit 
og loe undertiden. Det var Underſogelſescommisſionen. 
Blandt Officererne gjenkjendte jeg med en virkelig Glæde 


——— •—6ũĩ— ———————— 


Rufin Piotrowfki. 151 


Major Poloutkowſkoi, og dog var det ham, der havde 
arreſteret mig! En Herre i fort Kjole, der lod til at 
være Preſident i Commisſionen, gav mig et Vink, at 
jeg ſtulde nærme mig: det var den keiſerlige Geheime⸗ 
raad Pisſarev, Prinds Bibikovs alter ego, en Mand, 
der i Polen har efterladt fig et forfærdeligt Minde, ſom 
aldrig vil uddoe. Han lod mig tage Plads ved Siden 
af fig og begyndte fit Forhør paa Franſk og i en me— 
get velvillig Tone. Det var omtrent de ſamme Sporgs— 
maal, ſom Prinds Bibikov havde forelagt mig, kun 
mere detaillerede; jeg gav de ſamme Svar, og ſaaledes 
hengik baade bette Forhør og ſaamange andre, hvortil 
Underſogelſescommisſionen ſenere lod mig kalde. 

Da jeg var Adelsmand, var Provindſens Adels- 
marſkal tilſtede ved ect af Forhorerne efter Lovens By— 
dende. Han ſaae lidende ud og opfyldte øtenfynligt 
kun en piinlig Formalitet, idet han paa Polſl henvendte 
nogle Sporgsmaal til mig om mine Familieforhold. 
Forreſten ffal jeg villigt indromme, at alle Commisſio⸗ 
nens Medlemmer uden Forffjel behandlede mig høfligt 
og velvilligt, til Trods for mine ſtadige Benegtelſer og 
min haardnakkede Taushed. En Dag ſagde Præfibenten 
endogſaa til mig: „Tiden maa forekomme Dem meget 
lang i Deres Ferngſel, vil De ikke have Bøger? Mit 
Bibliothek er til Deres Tjeneſte — holder De meſt af 
Romaner eller af Reiſebeſkrivelſer?“ — „Jeg vilde 
gjerne have en Bibel.“ — „En Bibel?“ ſvarede han 
og faae forundret paa mig, „jeg veed paa min re 


152 Rufin Piotrowſki. 


ikke, om jeg har en, men jeg kan ſkaffe den.“ Han 
ſendte mig virkelig en Bibel, og jeg var ikke mere 
alene. 

De af mine Landsmeend, hvem Navnene Bibikov 
og Pisſarev erindre om ſaamange Familiers Fortvivlelſe, 
ſaamange Offres Taarer og Blod, ſaamegen Vold og 
ſaamegen Undertrykkelſe, ville udentvivl forbauſes, ja 
vel endog vredes over den Skildring, jeg her har givet 
af dem; men jeg kan kun folge Sandheden og ſige, 
hvorledes de have været imod mig. Jeg ſkylder ogſaa 
at erklære, at man aldrig mod mig har anvendt nogen— 
ſomhelſt Tortur, og at man vel et Par Gange har 
truet mig dermed, men aldrig gjort Alvor af det. 

Forhorene fortſattes, og imidlertid fik jeg daglig 
Lov at ſpadſere en Timestid i Corridoren, Hvorfra man 
da holdt ethvert levende Veeſen borte, med Undtagelſe 
af to Skildvagter. Corridoren var ſmal, mork og fug— 
tig, men jeg fif Motion, ſom jeg trængte til, og jeg kunde 
undertiden vexle et Par hurtige Ord med en af de to 
Skildvagter. Naar disſe vare Polakker (og undertiden 
traf jeg endogſaa gamle Kammerater fra 1831, vifte 
de mig dobbelt Deeltagelſe, men holdt ſig ogſaa dobbelt 
forſigtigt tilbage. Jeg maatte imidlertid ſnart give Af— 
kald paa den Smule Troſt, jeg havde af at tale med 
Skildvagterne, thi en af dem blev en Dag overraſket af 
Fangevogteren i at tale med mig, han blev ſtrax afloſt 
for at faae treſindstyve Slag Knut, og jeg kunde 
gjennem Murene høre hans ſonderrivende Skrig. 


. —— — — 


Rufin Viotromwfti. 153 


Jeg maa ogſaa fige nogle Ord om mine Naboer 
og Øjenboer i Feengſlet. Mine Medanklagede ſade i 
en ganſte anden Deel af Feengſlet, og jeg havde flet 
ingen Forbindelſe med dem; kun en eneſte Gang 
ffimtede jeg en Enkelt af dem, det var den brave 
Dommer Zawadzki; men jeg havde ondt ved at Fjende 
ham. Denne Mand, der tidligere var ſteerk, fvær og 
robuſt, var nu ikke andet end et Skelet. Mine Na⸗ 
boer vare ikke politiſke Forbrydere. Den ene af dem, 
en Soldat ved Navn Toumanov, ventede i Jern paa 
fin Straf, firetuſinde Spidsrodſlag for begaaet In— 
ſubordination. Han var ikke bange for Straffen, fto- 
lede paa, at han havde en „haard Hud,“ forbandede 
Czaren, Officererne og fin Skjebne og fang fra Mor⸗ 
gen og til Aften. Da han endelig fkulde have fin 


Straf, ſagde Fangevogterne tirrende til ham: „Naa, 


Toumanov, idag tager Fanden din Sjæl, thi det gaaer 
Du ikke igjennem.” Den Ulykkelige ſvarede under 
Eder og Forbandelſer: „Og jeg ſiger, at jeg gaaer det 
igjennem, og jeg ſkal endnu drikke et Glas med Eder, 
inden jeg gaaer til Siberien, hvor jeg tuſinde Gange 
hellere vil være end i Czarens Tjeneſte.“ Jeg horte 
imidlertid af Fangevogterne, at han, da han havde 
faaet totuſinde Slag, var ſtyrtet om i Sneen, der far⸗ 
vedes af hans Blod, og at han var bragt halvdod til 
Hospitalet. 

Den anden af mine Naboer var en Bonde fra 
Gouvernementet Pultava af lille Bært, men utrolig 


154 Rufin Piotrowſti. 


ſterk; han var deſerteret fra fit Regiment og havde 
fort et vildt Lib i Skovene, hvor han havde drebt 
flere Perſoner. 

Den Tredie var en ung, ſmuk Soldat, der paa 
Marchen med ſin Bataillon var bleven tilbage i en 
Landsby, hvor han havde tilbragt en heel Uge, fordi 
en lille Pige havde gjort ham forrykt i Hovedet. Den 
ſtakkels Fyr havde meldt fig frivillig ſom Fange og 
ventede paa ſin Dom. Han var mild og god og pleiede 
at ſynge en Melodi, der var ſaa rorende, at jeg aldrig 
kunde høre den uden at blive bevæget. Saa rene To— 
ner kunde umuligt udgaae fra et fordærvet Sind. Da 
han forlod Fengſlet, kunde jeg ikke fane at vide, hvad 
der var blevet af ham; men jeg ſavnede bittert den 
klagende Melodi, der fan tidt havde fortryllet mig. 

Han blev afloſt af en Underofficeer, ſom havde fat 
Ild paa et Fodermagazin, for at ſkjule et Bedrageri, 
og ſom var gaaet fra Forſtanden, da det opdagedes. 
Hans Galſkab var i Reglen af en fredelig Natur. Han 
talte uophorligt, forberedte ſig til at doe og opfordrede 
fin fraværende Kjereſte til at plante pan Graven et fort 
Kors, hvis Form og Prydelſer han paa det omhygge— 
ligſte beſkrev hende. En anden Gang beklagede han fig 
over, at en Fetter havde ſtukket ham og drukket hans 
Blod. Man lod en Pope komme, der oplæfte en 
Meengde Bonner for at jage den onde Aand paa Flugten. 
Da Popen vilde gaae, ſperrede Fangen ham Veien. 
Med Pſalmebogen i den ene Haand og Crucifixet i den 


Rufin Piotrowfki. 155 


anden gjentog han uophorligt: „Lille Fader, jeg ſlaaer 
Hovedet iſtykker paa Dig, hvis Du ilke ſtrax giver mig 
Sacramentet.“ Popen ſogte at komme hen til Doren 
og forſikkrede ham, at han blot vilde hente Kalken; 
derpaa foer han ud af Doren og lod Crucifix og 
Pſalmebog i Stikken. Dagen efter lod Gouverneuren 
Fengſelsdoren aabne, men blev ſelv ſtagende i Corri— 
doren. Fangen inviterede ham til at trede indenfor. 
„Kom, Deres Excellence, der er Noget, jeg gjerne vilde 
hviſke Dem i Øret”, ſagde han; men hans Excellence 
var klogere end Popen; Soldaterne kom nu til, bandt 
den ſtakkels Forrykte og bragte ham til Hoſpitalet. Idet 
han gik bort, vedblev han at ſkrige: „Lille Fader, giv 
mig Sacramentet!“ 

J hans Sted kom der en Circasſier, en Kriger 
fra Caucaſus, der var bleven taget til Fange og ſat til 
Feſtningsarbeide. Han havde gjort Forſog paa at 
undvige med to af ſine Landsmend; Soldaterne ſatte 
efter dem, og de forſvarede fig længe med deres Spa— 
der, det eneſte Vaaben, de havde; det lykkedes den Ene 
at flygte, den Anden blev gjennemboret af et Bajonet⸗ 
ſtod, den Tredie faldt i Hænderne paa Soldaterne, og 
det var ham, der nu blev min Gjenbo. Man ſagde, 
at det var en af Bjergenes Fyrſter. Lenket fra Haand 
til Fod ſad han altid taus paa fit Leie og fane morkt 
og ſtolt omkring ſig. Jeg undlod aldrig at hilſe ham 
erbodigt, hvergang min Vei forte mig forbi ham. 

Imidlertid forløb Uger og Maaneder, og Vinter⸗ 


156 Rufin Piotrowſki. 


kulden. afloſtes af en brændende hen Sommer. Den 
qvælende Luft i mit Fengſel berøvede mig al Søvn og 
fremkaldte hos mig en Irritabilitet, der gav ſig Luft, 
hvergang det Mindſte gik mig imod. Jeg har endnu 
ikke omtalt en Lidelſe, der kun vil forſtaaes af den, der 
felo har prøvet noget Lignende. Man kan ikke fore- 
ſtille ſig, hvad det er for en ubeſkrivelig Tortur, at ſee 
fig udſpioneret hvert Sieblik paa Dagen. Skildvagtens 
Dine, der gjennem det lille Vindue ufravendt vare fe— 
ſtede pan mig, gjorde mig raſende. Saaſnart jeg vaag— 
nede, vare disſe Sine det Forſte, jeg ſaae, og de ſyntes 
at true mig ſom to Stiletter. Det gik ſaavidt, at jeg 
hver Morgen længtes efter Natten, der dog var faa 
utaalelig lang, blot for at være fri for disſe Dine. 
Undertiden gik jeg i min Fortvivlelſe lige hen til Vin⸗ 
duet og feſtede mit Blik raſende paa min Forfolgers, 
og jeg opflog da en vild Latter, naar jeg paa den 
Maade nodte ham til et Sieblik at fee til Siden. 

J denne ophidſede Tilſtand modtog jeg en Dag et 
Beſog af en Officeer, der ledſagedes af en Embeds— 
mand, en Fangevogter og nogle Soldater. Han be- 
falede mig at ſtaae op og klæde mig af. „Men jeg er 
jo afkledt,“ — „Nei, ikke fuldſtendigt.“ — „Hvad ffal 
det ſige?“ — „Jeg har Ordre til at give et fuld⸗ 
ſtendigt Signalement af Dem.“ — „Men det er jo 
Barbari.“ — „Min Ordre er tydelig, og jeg maa bede 
Dem om at flæbe Dem af.“ — Jeg var nødt til at 
give efter. 


Rufin Piotrowſki. 157 


Hvis jeg havde været bedre bekjendt med det rus⸗ 
fiffe Rettergangsveſen, vilde denne Fremgangsmaade 
have ſagt mig, hvilken Straf jeg var idomt, thi det 
er netop Forberedelſerne til Deportationen. Det var 
ſaa langt fra, at jeg anede det, at jeg troede, 
da jeg nogle Dage efter igjen blev ſtillet for 
Commisſionen, at det var et af disſe fædvanlige For— 
hør, ſom jeg i den ſidſte Tid var bleven faa vant til. 
Den Stilhed og Hsoitidelighed, der var udbredt over 
Forſamlingen, ſagde mig imidlertid, at noget Ualmin— 
deligt var igjere, og ſtrax efter oplæfte man min Dom. 
Den var omhyggeligt motiveret og lød paa Dodsſtraf, 
der imidlertid af Prinds Bibikov var forandret til livs— 
varigt Slaveri i Siberien. Jeg havde tillige miſtet 
min Adel og ſkulde foretage Reiſen i Lenker. Efterat 
bette Document var opleſt for mig; befalede man mig 
at ſkrive nedenunder, at denne Dom var bleven mig 
lovlig forkyndt. Derfra blev jeg ført til Pladscom- 
mandanten, hvor jeg ſkulde ifores en Reiſedragt og 
lægges i Lenker. Det var de ſamme ruſtne Kjeder 
og Stænger, der paa Reiſen til Kiew havde fat mig i 
Fortvivlelſe. Hvormeget jeg end bad Pladscomman⸗ 
danten om at give mig andre Lenker, vilde han ikke 
høre Noget derom. Alt, hvad jeg kunde opnaae, var, 
at han befalede Gensdarmerne, der ſkulde ledſage mig, 
cat lade Boilerne udvide paa den forſte Station. Man 
ttillod mig heller ikke mere at komme tilbage til min 


Selle og ſige Farvel til mine Medfanger, men lod mig 
11 


158 Rufin Piotrowſfki. 


ſtrarx gaae ned i Fengſelsgaarden, hvor en Kibitke med 
tre Heſte for ventede paa mig. Jeg ſatte mig ind i 
den mellem to Gensdarmer med ſkarpladte Geveeer. 
Fengſelsportene lukkedes efter Kibitken, og foran mig 
aabnede ſig Veien til Siberien. 

Det er et af den rusſiſke Adels forſte Privilegier 
at være fritagen for corporlige Straffe og, i Tilfælde 
af Deportation, at blive transporteret tilvogns. Det 
er kun ſjeldent, at der ſkeer nogen Afvigelſe deri, ſom 
Tilfceldet var med den polſke Fyrſte Roman Sanguszko. 
Men paa hans Dom havde Keijer Nikolaus ogſaa med 
egen Haand tilfoiet: „RNeiſer tilfods.“ Paa Grund af 
min tilfældige Fodſel var jeg derfor pan Reiſen fritagen 
for at gjøre Bekjendtſkab med Knutten og Pleten, ſom 
jaa mange Andre af mine ulykkelige Landsmænd. 

Det er umuligt at tenke fig noget Sorgerligere 
end en Convoi af ſiberiſke Fanger, der afgager tilfods 
til fit Beſtemmelſesſted. Reiſen fra Kiew til Tobolſk 
varer et halvt Aar, og, hvis Convoien ſkal endnu len⸗ 
gere bort, f. Ex. til Minerne i Nertſchinſk (Gouverne⸗ 
mentet Irkutſk), medgaaer der hele to Aar. De, der 
ere domte til at arbeide i Bjergveerkerne, ledſages af 
en ſteerk Eſkorte og ere under endnu ſtrengere Opſigt 
end de Deporterede i Almindelighed. Disſe Karavaner, 
ſom jeg under min ſorgelige Henreiſe oftere ſtodte paa, 
bevægede fig gjerne fremad i folgende Orden: J Spid⸗ 
ſen red en Koſak i Skridt, fuldftændigt bevæbnet og med 
Landſen i Haanden; derpaa fulgte Mandfolkene enten 


Rufin Piotrowſfki. 159 


alene eller To og To med Lenker om Hænderne eller 
Foödderne. Efter dem gik der endnu en Snees Stykker med 
en lang Jernſtang imellem ſig, hvortil de vare lenkede 
ved Haandleddet; Qvinderne, idetmindſte dem, ſom jeg 
har feet, havde ingen Lenker. Paa begge Sider af 
Convoien marcherede Soldater med ladte Geverer, me— 
deus Koſakker tilheſt omſpoermede den til alle Sider. 
Efter Fangerne fulgte der gjerne en Bogn, hvori den 
Officeer, der commanderede Convoien, fad og røg fin 
Pibe. De Vogne, der fulgte efter, indeholdt Bagagen 
og de Syge; disſe vare ved et Halsjern faſtlenkede til 
en Pel midt i Vognen. 

Mit Hjerte blodte, hvergang jeg modte en ſaadan 
Transport; Synet af Qvinderne var i Serdeleshed 
ryſtende. En mørk Taushed herſkede i Reglen i disſe 
Grupper, og den eneſte Lyd, man horte, var Lenkernes 
Raslen. Som ofteſt var det viſtnok Forbrydere og 
Menneſkehedens ÜUdſkud; men hvem ſagde mig, at der 
ikke ogſaa var Uſkyldige imellem dem, Landsmænd og 
politiffe Forbrydere? Under mit Ophold paa Bredderne 
af Irtiſch traf jeg ſaaledes paa to politiſke Fanger, der 
havde gjort Reiſen tilfods og i en Convoi. De for⸗ 
talte mig mangfoldige Træf fra deres Reiſe. Naar de 
f. Ex. ſov, kunde ingen af disſe Ulykkelige røre fig uden 
at vælfe deres Kammerater, der vare lenkede til ſamme 
Jeruſtang, og uden at volde dem de heftigſte Smerte, 
naar Bevegelſen var noget voldſom, hvad der jo hyp⸗ 


pigt er Tilfældet i Søvne. Naar de gjorde Holdt og 
11* 


160 Rufin Piotrowſki. 


indtoge deres Maaltider, bragtes alle Fangerne ſammen 
i en Kreds, omgiven af Soldater og Koſakker. Co- 
lonnen marcherer to Dage itrek og hviler den tredie, 
af hvilken Grund man ligefra Nijni-Nowgorod, hvor 
Landsbyerne begynde at blive ſjeldnere, har opført Huſe 
i beſtemt afpasſede Mellemrum for at beſkytte Convoien 
pan Hviledagene; disſe lange og lave Bygninger gjøre 
en forunderlig Virkning midt ude i de ode Sletter. 
Militairpoſter findes desuden paa hele Routen fra Kiew 
og Smolenſk lige til Nertſchinſk; hver af disſe Vagt⸗ 
poſter beſtaaer af en Officeer og ſaa mange Soldater, 
der ere tilſtrekkelige til at afloſe enhver ankommende 
Eſkorte. Officeren er anſvarlig for Fangerne og har 
en uindſkreenket Myndighed over dem; han kan ſtraffe 
dem med Stokkeprygl og Spidsrod — det er altſaa 
umuligt, at der ikke ſkulde ffee Misbrug. Til Were 
for Menneſkeheden ville vi dog ſtrax bemerke, at mange 
af disſe Officerer, langtfra at misbruge deres diktatoriſke 
Magt, ere fulde af Medlidenhed og Skaanſel imod de 
Ulykkelige, ſom ere overgivne til dem. Naar det er 
allerkoldeſt, eller naar de ſiberiſke Floder ſkylle over 
deres Bredder, hvilket er Tilfældet fra Enden af Mai 
til Midten af Juni, gjør Colonnen Holdt paa den 
Militairſtation, hvor den netop befinder ſig. Man 
regner, at Antallet af Deporterede beløber fig hvert 
Aar til tituſinde. 

Jeg maa endnu meddele et Træf, der er blevet 
fortalt mig af Sieſicki, den ene af de Deporterede, jeg 


Rufin Piotrowſki. 161 


ovenfor nævnte. Den Convoi, ſom han horte til, mødte 
i Nærheden af Moſkau Hertugen af Leuchtemberg og 
hans Gemalinde, Storfyrſtinde Maria. Da Keiſer 
Nicolaus's Datter erfoer, at der i denne Colonne var 
Polakker, der vare domie for politiſke Forſeelſer, lod 
hun dem trede frem, og hun betragtede dem længe uden 
at ſige et Ord, men den ene Taare rullede efter den 
anden ned ad hendes Kinder. Hertugen af Leuchtem- 
berg gik hen til Sieſicki, ſpurgte om hans Navn og 
ſagde til ham, at han vilde gage i Forbon for ham 
hos Keiſeren. Har han glemt det, eller har han ikke 
vovet det? Viſt er det, at det var mange Aar efter, 
at jeg traf Sieſicki endnu i Siberien. 

— — Hvor forunderligt! Medens jeg paa Ki— 
bitken førtes hen til det Land, hvorfra man ikke vender 
tilbage, havde jeg rig Leilighed til at være Vidne til 
Ulykker, der vare endnu ftørre end min. Sammien⸗ 
lignet med de mange Ulykkelige, der fortes videre 
i Convoier, var min Skjebne uendelig at foretrekke 
for deres: jeg kom hurtigt, maaſkee altfor hurtigt, til 
mit Beſtemmelſesſted; jeg var ikke ſmeddet til Fader⸗ 
mordere og Misgierningsmeend, og jeg havde Hen⸗ 
derne frie. De ſnevre Boiler om mine Been ſmertede 
mig rigtignok, men jeg undſaae mig ikke for at tale 
derom, og ved Bonner fik jeg Gensdarmerne til at 
lade dem udvide, hvad ber forreſten var overeensſtem⸗ 
mende med de Forſkrifter, de havde modtaget i Kiew. 
J Begyndelſen vilde mine Bevogtere ikke indlade fig 


162 Rufin Biotroiuftt. 


paa nogenſomhelſt Samtale, og de fvarede blot, at det 
var forbudt dem at tale med mig; det daglige Samliv 
giorde dem dog lidt efter lidt mere fremkommelige, og 
det varede ikke længe, for de frit underholdt fig med 
mig, og vi drak da mere end eet Glas ſammen af 
deres rusſiſke Brændeviin, hvis ſunde og ſtyrkende 
Egenſkaber jeg lærte at ſkatte paa denne Reiſe. Mine 
to Bevogtere vare ikke onde af Naturen, og de vare i 
Grunden ilde tilmode over deres Poſt. En Dag, da 
jeg var bleven ſyg af Anſtrengelſe og Lidelſe og var 
nodt til at gaae tilſengs paa en af Stationerne, horte 
jeg folgende Samtale imellem dem: „Vi ere meget 
ulykkelige; hvis vi ikke nage til Omſk til den beſtemte 
Tid, fane vi Spidsrod, og hvis vi overanſtrenge ham, 
faa han doer, fane vi ogſaa Spidsrod; ja, vi ere 
meget ulykkelige.“ Frygten for, at jeg ſkulde doe eller 
tage Livet af mig, plagede dem uophorligt: naar vi paa 
en Færge ſkulde fættes henover en Strom, greb de mig 
under Armene, for at jeg ikke ffulde kaſte mig i Van⸗ 
det, og naar vi holdt Maaltid, ſkar de mit Kjod i 
ſmaa Stykker, toge Benene ud og lode mig ſpiſe det 
med en Skee. 

Uden at være gruſomme, vare mine Bevogtere dog i 
en paafaldende Grad ligegyldige ved min ſorgelige 
Stilling; de belragtede mig kun ſom et farligt Depoſitum, 
hvilket de maatte fee at blive af med faa hurtigt ſom 
muligt. Denne Haardhjertethed havde jeg ogſaa andre 
Steder Leilighed til at fee Exempler paa. Ved et Heſte⸗ 


Rufin Biotrowffi. 163 


ſkifte i Uralbjergene gik den nye Poſtillon hen til mig 
og ſpurgte mig: „Er De Polak? hvormange Kibitker 
følger der da bagefter?“ — „Slet ingen.“ — „Jungen? 
ja bild mig det ind! Naar man ſeer en Kibitke med 
en Polak, kan man være vis paa, at det ikke er forbi 
dermed. Det yngler beſtandig, og jeg kan ikke begribe, 
hvor alle de Polakker komme fra.“ 

Det vilde dog være meget uretfærdigt og utak⸗ 
nemmeligt, hvis jeg ikke ſtrax tilfbiede, at disſe Træf 
horte til Undtagelſerne, og at de end ſtode i en 
ſterende Modſcetning til den Maade, hvorpaa man 
behandlede mig forreſten. Folket var endogſaa pderſt 
deeltagende og medlidende, og lige fra det Sieblik, jeg 
betraadte Store Rusland, fik jeg fra alle Sider de 
utvetydigſte Beviſer paa Befolkningens Sympathi. 
Hvormange Gange hendte det mig ikke, at Reiſende, 
iſer Damer, vilde paanode mig Penge! Hvormange 
Gange ſaae jeg ikke unge Piger blive ſtaaende, naar 
vi gjorde Holdt, og ſee paa mig med vaade Sine! 
En rig Kjobmand, der vendte tilbage fra Markedet i 
Nijni⸗Nowgorod, tilbsd mig meget indtrængende en 
Sum af tohundrede Rubler. „Det er ingen Gjenſtand 
for mig“, ſagde han, „og Dem fan det være til ſtor 
Nytte.“ Den Slags Gaver afflog jeg dog altid, mes 
dens jeg med Taknemmelighed modtog de Levnetsmidler 
og Drikkevarer, ſom Beboerne bragte mig. Det mang⸗ 
lede næften aldrig, at jo Poſtmeſteren paa de Statio⸗ 
ner, hvor vi gjorde Holdt, bragte mig Thee eller 


— 
— — — — 


164 Rufin Piotrowſfi. 


Breendeviin, og at hans Kone eller Dottre forærede 
mig Lage, tor Fiſk eller Frugter. Paa en Station, 
ikke langt fra Tula, kom en Embedsmand i Uniform 
hen til mig og tilbod mig frygtſomt en lille Pakke, 
omviklet med et Torkleede. „Modtag det fra min Hel— 
gen!“ ſagde han. Jeg forſtod ikke, hvad han meente, 
og da Uniformen hos mig ikke var nogen Anbefaling, 
gjorde jeg en afflanende Bevegelſe. „De er Polak“, 
ſagde han, „og De kjender ikke vore Skikke. Det er 
idag min Fodſelsdag, og paa denne Dag er det vor 
Pligt at dele med de Ulykkelige. Tag derfor, hvad 
jeg byder Dem i min Helgens Navn.” Jeg kunde ikke 
modſtaae en fan rørende og chriſtelig Bon. Pakken 
indeholdt Brod, Salt og negle Penge. Jeg gav 
Gensdarmerne Pengene og deelte Brødet med Embeds— 
manden, der ſpurgte mig: „Hvorfor fører man Dem 
til Siberien?“ — „Fordi jeg har folt og tenkt ſom 
en Polak.“ — „Ja, det har De Ret til, da De er 
fra Polen; men hvorfor ville Polakkerne paatvinge os 
Rusſere deres Maade at tenke paa? Blandt Garni— 
ſonen i vor By er der et Duſin Polakker, ſom efter 
Revolutionen i 1831 ere blevne indlemmede i vor Ar- 
mee. Skulde De troe det? disſe Polakker ophidſe vore 
rusſiſke Soldater og overtale dem til at troe, at de ere 
meget ulykkelige, at Czaren er Skyld deri, og at han 
regjerer ulovligt, Hvad bliver Folgen deraf? de for= 
værre kun deres egen Stilling og nedkalde over fig de 
rugfiffe Loves Strenghed. Disſe Polakker tænke ikke 


Rufin Biotromfti. 165 


paa, at enhver Nation har og maa have en Rezjering, 
der er overeensſtemmende med deres Natur. Det rus— 
ſiſke Folk er endnu raat og udannet; hvis man ikke 
vilde haandheve vore ſtrenge Love, vilde Borgernes 
Liv og Formue vieblikkelig fvæve i Fare. Jeg kjender 
min Nation, og De fan være vis pan, at man kun 
vilde høre Tale om Mord, Rov og Ildspaaſettelſe 
overalt. Med Tiden kunde der vel gjores lempelige 
Forandringer, men det tor ikke ſkee ſnart, og i Die- 
blikket er det ligefrem umuligt.” 

Meget forſkjellig derfra var en Scene, der foregik 
ikke langfra Kaſan. Da jeg traadte ind i et Stations- 
huus, ſaae jeg til min ſtore Forbauſelſe, at Poſtmeſte— 
ren der tillige var Pope. Omringet af Bonder holdt 
Popen, der havde en uhyre Flaſke Brendeviin foran 
ſig, den ene Tale efter den anden og udbragte Skaaler 
i det Uendelige. Jeg veed ikke, hvoraf han kunde 
kjende, at jeg var en Polak, men han udgjod pludſelig 
hele fin Veltalenheds Strom over mig, beklagede Po— 
lakkernes urolige og oprorſke Charakteer, deres Ulydig⸗ 
hed mod Czaren og de Ulykker, ſom de paaforte baade 
fig felv og Rusland. Alt dette forhindrede ham dog 
ikke i at rœkke mig Kruſet; jeg drak og ſogte at komme 
bort, medens Popen flog en uendelig Mengde Kors 
over mit Hoved — jeg veed ikke, om det var for at 
velſigne mig eller for at forjage den Oprorsaand, der 
boede i mig. 

En Dag blev jeg endogſaa ſelv anmodet om en 


— 


166 Rufin Piotrowſki. 


Almisſe. J Saranſk traadte en Mand hen til mig for 
at tigge. Han havde en Militairhue paa, og paa Kap⸗ 
pen bar han flere Medailler, der antydede hans Felt- 
tog. Det var virkelig en tidligere Soldat af den kei— 
ſerlige Garde. Hvilken beſynderlig Modſcetning! En 
af Czarens gamle og troe Tjenere tiggede hos en Mand, 
hvem Czaren havde ſtraffet ſom Oprorer. Det er dog 
ikke fan underligt, thi der exiſterer ikke noget ulykkeligere 
Menneffe i Verden end en rusſiſk Soldat; ikke engang 
en ſiberiſk Livsfange kan maale fig med ham. Jeg taler 
ikke om hans tyve eller fem og tyve Aars Tjeneſtetid, 
hvori han eldes og opflides; jeg taler ikke om de Stok— 
keprygl og Spidsrodsflag, der tildeles ham i Tuſindviis 
under hans lange Martyrium; men ikke engang i hans 
Alderdom er han beſkyttet mod den yderſte Elendighed. 
Det er allerede ſtore Ting, naar Regjeringen tillader 
ham at boſette ſig i en af de Landsdele, der tilhøre 
Kronen, mangen en Gang over tuſinde Verſter borte 
fra hans Familie og Fodeſted, uden forreſten at give 
ham det Allerringeſte. Han er desuden forpligtet til 
at afſtaae til Czaren alt fit mandlige Afkom fra ti 
Aars Alderen, og han er vis paa, at hans Son vil 
blive ligeſaa ulykkelig ſom han ſelv. De fleſte fane 
imidlertid ſlet Intet paa deres gamle Dage og ere 
nodte til at ligge deres Familie til Byrde — ikke deſto 
mindre forbydes dem det paa det ſtrengeſte i deres Af— 
ſkedspatent at lade deres Sfjæg ſtaae og at tigge. Ulyk⸗ 


Rufin Piotrowſfki. 167 


keligviis er det lettere for dem at holde fig det Forſte 
efterretteligt end det Sidſte. 

Vi fortſatte vor Reiſe Dag og Nat og ſov i Ki— 
bitken, men jeg ſov ikke fan trygt ſom mine Bevogtere. 
Jeg maatte derfor oftere gribe deres Huer, naar de 
blæfte af, og jeg kunde ikke lade være at ſmile ved 
Tanken om, at det i Grunden var mig, der pasſede 
paa mine Bevogtere. Vi tilbagelagde omtrent hun⸗ 
drede og halvfjerdſindstyve Verſter i Dognet og gjen⸗ 
nemreiſte paa denne Maade Gouvernementerne Tcher⸗ 
nigov, Orel, Tula, Riaſan, Vladimir, Nijni-Novgorod, 
Kaſan og Perm; vi pasſerede Uralbjergene og Tobolſt, 
og efter tyve Dages Forløb var jeg henflyttet fra Po⸗ 
lens frugtbare Sletter til midt i det veſtlige Siberien 
uden at Fjende hverken til de Lande eller Folkeſlag, ſom 
jeg havde ladet efter mig. Paa en af de ſidſte Sta⸗ 
tioner foran Omſk kom der en Soldat hen til os medens 
vi ffiftede Heſte; han faae paa mig og floitede Melo⸗ 
dien af Dombrovfli: „Nei, mit Polen ffal ei doe!“ 
Det var en gammel Vaabenbroder fra 1831, der var 
indlemmet i den ſiberiſke Armee. Han ſpurgte mig hem⸗ 
meligt: „Hvorledes gaaer det vore Landsmænd, og hvad 
tenker man paa i Frankrig?“ 

Endelig ſtandſede vi den 20de Auguſt foran en Slags 
Feſtning. „Hvem der?“ raabte Skildvagten oppe fra Ba⸗ 
ſtionen. — „En Ulykkelig!“ ſparede Poſtillonen pan Ki⸗ 
bitken. Derpaa bleve Portene aabnede, og vikjorte ind i Omfk. 

Med den feberagtige Hurtighed, der er eiendom⸗ 


—— ———ů ů 


168 Rufin Piotrowſki. 


melig for Alt, hvad der hedder Tjeneſtegang i Rusland, 
var der allerede tyve Minuter efter indgivet Rapport 
om min Ankomſt baade til Commandanten i Fæftningen 
og til Fyrſt Gortſchakow, Generalgouverneuren i det 
veſtlige Siberien, og ifolge haus Befaling blev jeg bragt 
hen til Hovedvagten, der var tæt ved haus Bolig. 
Man forte mig ind i et Verelſe, hvori der fad en Offi— 
ceer arreſteret for Brud paa Diſciplinen. Det var et 
ganſke ungt Menneſke, neppe tyve Aar gammel og af 
god Familie; han var ſmuk, glad, talte Frauſk, og hans 
gode Humeur meddeelte fig til Alle, han kom i Berøring 
med. Da han horte, at jeg var en Polak, blev han 
meget ivrig for at tilbyde mig Thee og ſorge for mit 
Natteleie. Uagtet den trættende Reiſe talte vi ſammen 
hele Natten, og jeg glædede mig over hans livlige Un⸗ 
derholdning. Han kjendte Landet udmeerket godt og 
gav mig en Mængde veerdifulde Oplysninger derom; 
men han ſatte Kronen paa ſin Forekommenhed ved at 
lægge et Kaart over Siberien for mig. Jeg gav mig 
til at ſtudere det med en feberagtig Iver og indprentede 
alle de forſtjellige Router og Vandlob i min Hukom- 
. melje; mit Hjerte bankede voldſomt, jeg kunde ikke vende 
Blikket fra Kaartet, og Officeren lagde tilſidſt Merke 
til min Bevegelſe. „Hvad er det!“ ſagde han til mig, 
„De tenker dog vel aldrig paa at undvige! for Guds 
Skyld, tænf aldrig ban det, thi det er en Umulighed. 
Flere af deres Laudsmcend have forſogt det, og de 
have priiſt ſig lykkelige, naar de efter utrolige Lidelſer 


Rufin Piotrowſti. 169 


ved et Selvmord have kunnet unddrage fig Straffen 
for deres Übeſindighed. For Himlens Skyld, forjag 
enhver Tanke derom!“ 

Jeg ſpurgte den unge Officer, hvorfor han ſad 
arreſteret. „Det har jeg ikke Idee om,“ ſvarede han 
mig. „De maa ikke troe, at det er forſte Gang, jeg 
ſidder her! Det pasſerer mig regelmesſigt et Par Gange 
om Maaneden, thi vi har en Oberſt af den gamle 
Stof, der ikke taaler den mindſte Forſeelſe mod Diſci— 
plinen, og da jeg er af et lyſtigt og overgivent Tem— 
perament, lader han mig arreſtere engang imellem for 
at tvinge mig til at blive alvorlig. Hvad der ærgrer 
ham meſt,“ tilfoiede han, „er, at jeg lader, ſom jeg 
ſletikke bryder mig om det. Jeg har dog nu iſinde at 
ſoge om at blive forſat til et andet Regiment, ſiden den 
gamle Herre har faaet et Horn i Siden paa mig.“ — 
Han ventede at blive forflyttet til Kirghiſerne, hvis 
Sprog han havde lært af de Indfodte, ſom ſade arre— 
ſterede i Feſtningen. Han ſorgede ogſaa for, at jeg 
Dagen efter kom til at ſpiſe Frokoſt med en af disſe 
Orkenens Sonner, en forhenværende Khan, og det var 
forſte Gang, at jeg var ſammen med en af Repreſen⸗ 
tanterne for disſe krigerſfe Nomader, der beboe Step⸗ 
perne hiinſides Orenburg. 

Næfte Morgen Klokken otte fil jeg et Beſog af 
Feſtningens Commandant, Oberſt Degrawe, en præg= 
tig gammel Mand med en forfærdelig Mave; han var 
ſvenſk af Fodſel og overordentlig artig. „Hvilken Ulykke,“ 


' 
i 
i 
1 


170 Rufin Piotrowſki. 


gjentog han uophörligt, „hvilken Ulykke, at De kunde 
falde paa at komme tilbage, naar De engang har været 
fri!“ Lidtefter kom Politidirekteuren Nalabardine, en 
lang, tor og mager Mand med et langt Anſigt og ſmaa 
Sine, en Blanding af koſakkiſk, kirghiſiſk og tartariſk Race; 
der var noget Gribbeagtigt i hans Phyſionomi, og jeg 
horte ogſaa ſenere, at han var baade gruſom og rov— 
gjerrig. 

Henad Middag blev jeg hentet til Fyrſt Gortſchakow 
og fort ind i en ſtor Veuteſal, hvor en Mængde Em— 
bedsmend vare beſkjceftigede med at ſkrive. Efter nogen 
Tids Forløb reiſte der fig En og Anden iblandt dem, 
rakte mig Haanden og tiltalte mig paa Polſk: det var 
Landsmend, unge Menneſker, ſom vare domte for poli— 
tiſte Forſeelſer og nu arbeidede i Contoirerne. Deres 
Exempel gjorde Rusſerne driſtige; de nærmede fig ogſaa 
til mig og talte med mig om min Fremtid. Jeg erfoer 
da, at det var et afgjorende Oieblik for mig. Com— 
misſionen, der havde ſit Sede i Tobolſk, modtog Con— 
voierne og anviſte de Domfeldte deres fremtidige Op— 
holdsſted; men da jeg ikke var reiſt med Convoi, var 
det Generalgouverneuren i Siberien, der reſiderer i Omſk, 
ſom ſkulde beſtemme, hvor jeg ſkulde opholde mig for 
Fremtiden. Det var et Hovedſporgsmaal for mig. Han 
kunde for Exempel lade mig udſtaae min Straf i et af 
de nærliggende Fabriker, eller han kunde ſende mig til 
de afſtyelige Miner i Nertſchinſk — og det var netop 
bette Sporgsmaal, der behandledes i den tilſtsdende Sal, 


Rufin Piotrowſki. 171 


hvor Generalgouverneuren holdt Raad. Mine nye Ven⸗ 
ner ſagde mig, at det var en lykkelig Omſtendighed for 
mig, at Herr Kapouſtine var tilſtede i Raadet. Herr 
Kapouſtine var en af Fyrſtens meſt betroede Embeds— 
mænd, og han var bekjendt for den Varme og Wdel— 
modighed, hvormed han altid talte til Gunſt for de 
politiſte Domfeldte. Pludſelig opſtod der en Beve— 
gelſe, Alle ſkyndte fig hen paa deres Plads, og et Sie— 
blik efter viſte Fyrſt Gortſchakow fig i den aabne Dor. 
Han gik et Par Skridt henimod mig, ſaae ſtift paa 
mig, vendte mig derpaa Ryggen og gik igjen ind i fit Vœ— 
relſe uden at have talt et Ord til mig. En Time for⸗ 
lob i denne gruelige Spending; endelig kom Geheime— 
raad Kapouſtine ud til mig og underrettede mig i en 
høflig og velvillig Tone om, at jeg fkulde arbeide i 
Ekaterininſki-Zuvod's Brœnderier, i Diſtriktet Tara, ved 
Bredden af Irtiſch, lidt nordlig for Omſk. Neppe var 
han gaaet, for alle de Tilſtedeverende ſkyndte fig at 
gratulere mig. — Jeg ſagde Farvel til dem og til de 


to ſtakkels Gendsarmer, der havde ledſaget mig fra Kiew, 


og jeg tog Plads i en Kibitke, der ventede mig neden⸗ 
for, og ſom under Efkorte ſkulde fore mig til mit Be⸗ 
ſtemmelſesſted. 


172 


Brindfesfen fra „Puhekrug“. 
En Fortælling fra 1848 
af 
9. P. Holst. 


Staget ved Slesvig var tabt efter en lang og helte— 
modig Kamp imod Overmagten. Jeg vil ikke her ſkildre 
Valpladſen, hvis grœsklœdte Høje i en Halvkreds ſlynge 
fig omkring Slien, ikke Colonnerne, der i det meſt glim— 
rende Sollys vælte fig mod hverandre og ſnart ſtorme 
frem med tordnende Hurra, ſnart kaſtes tilbage i vild 
Flugt, ikke Krudtdampen, der lægger fig henover Scenen 
ſom en tyk, melkehvid Sky, ikke Ildſoilerne, der vælte 
fig op fra de affyrede Kanoner, ikke de blusſende Flam⸗ 
mer fra det paa to Sider antendte Buſtorf, ikke Flinte⸗ 
kuglernes Piben, Kanonkuglernes Suſen eller den uhyg⸗ 
gelige Klingren af de ſpringende Granater — alt det 
er det dog umuligt at ſamle til et Hele, naar man ikke 
har ſeet det. 

Aftenen, der fulgte paa denne Dag, var regnfuld 
og mørk, Den danſke Armee bivouakerede mellem Arn⸗ 
holt⸗ og Langſo, hvor der var en udmærket Stilling 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 173 


til at modtage et Slag, hvis Tydſkerne vilde forfølge; 
et Dragonregiment var paa Forpoſt og brev fine Re 
cognoſceringer lige ned til Byen. Bivonakilden brændte 
lyſtigt, Stemningen var god og opromt, vore Folk vidſte, 
at de havde gjort deres Pligt — Reſten var i Guds 
Haand. Ligeoverfor laa Gottorp Slot. Alle Vindu⸗ 
erne vare oplyſte, og det var underligt nok at tenke 
paa, at der, hvor de Danſke havde havt Hovedqparteer 
om Morgenen, der huſerede nu Tydſkerne. 

En Fjerdingvei nordlig for Slesvig ligger Verts⸗ 
huſet Ruhekrug. Udenfor det holdt en halv Snees Dra— 
goner, der to og to ſtiftedes til at ſidde af og fodre 
deres Heſte, medens de Andre holdt Üdkik. Inde i 
Stuen fad deres Lieutnant og drak fig et Kruus Sl. 
Det var en ganſke ung Officeer med et ſmukt, aabent 
og ſorgloſt Phyſionomi. Han havde den venſtre Arm 
i et Bind, men det forhindrede ham ikke i at pasſiare 
muntert med Verten, en ſtor, fiirſkaaren Tykſak med et 
fælt, ſvinepolidſk Anſigt. Han ſtod og krummede fig for 
den unge Lieutnant, og Munden gik paa ham ufortrø- 
dent i bette beſynderlige Sammenſurium af Tydſk, Plat⸗ 
tydſk og Danſk, ſom man ikke uvittigt har kaldet: 
Heelftatsſproget. 

„Wat for en Glück!“ gjentog han, „wat for en 
Glück, dat Di er komen ſo derfra? So manche brave 
junge Lüt! ... Und jeg, ſom holder fo meget af de 
Däniſche und bin ſelbſt ſo däniſch, fo däniſch! . . . Aber 
ſchall jeg ikke opdecke for Dem? Und Deres Lüte, lat 

12 


174 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


dem doch afſatteln! Wir find ja alene! Nør Di mal, 
Anne Lisbeth! Deck de Tiſch for de Rittmeſter!“ 

„Nei ſtop, Hr. Vert! De gaaer for raſk paa! 
Ritmeſter er jeg ikke endnu, og dekke Bord ffal De 
heller ikte! Bliv De kun ſiddende, Jomfru, og gjør 
Dem ingen Uleilighed for min Skyld!“ 

Lientnanten henvendte disſe ſidſte Ord til en ung 
Pige, der fan i Halvmorke henne ved Kaminen og 
ſtrikkede taus. 

„Aber min Bockbier mo Di proberen, binnen Di 
afreiſen! Spute Dich, Anne Lisbeth! und hol mi en 
Seidel!“ 

Han gik hen, lukkede et Skab op og fremtog et 
ſmukt Chryſtalkruus med Solohank og Sololaag. „Dat 
is min Ogappel,“ blev han ved, „und dat komt ſonſt 
nich herut! — Kenn Se den? føjede han til og pegede 
pan en ſtor Solvmedaille, der var indlagt i Laaget. 

„Ja ſkulde jeg ikke fjende Chriſtian den Ottende?“ 
ſagde den unge Lieutnant. 

„Ach, en ſchöner Mann! Und ſeue Frau, wie 
ſchmuck und göttlich! Sin Wogen gik entwei for 
min Dor, und ſo wiſten ſe mi den grote Naade at komme 
ind to mi. Später hat man mi denne prachtvolle Pokal 
ſchickt. Sieh mal, wat ick har ladet einſchleifen: 

Deu Becher mir mein Herzog gab. 
Ich bleib ihm treu bis an das Grab! 
Wat ſiger Di derto?“ 
„Jeg ſiger,“ ſvarede den unge Lieutnant i en tor 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 175 


Tone, „at det havde taget fig nok faa godt ud, naar 
det havde ſtaaet der paa Danſk.“ 

„Po Danſk! ja wohl! ... ja vel! ... po Danſk!“ 
ſtammede han forlegen. „Na, Anne Lisbeth! wo blibſt 
Du mit det Beer? Du jagſt mi alle de Gäſte weck!“ 

„Nei, veed De hvad, Hr. Vert,“ ſagde Lieutnan⸗ 
ten, der nu forſt kaſtede et Blik paa Anne Lisbeth og 
blev forbauſet over den unge Piges ualmindelige Skjon— 
hed. „Deres Sl kan være meget godt, men jeg troer 
dog, at Jomfruen træffer endnu bedre!” 

Denne Compliment, der juſt ikke hørte til de fineſte, 
gjorde ikke noget Indtryk paa den unge Pige, thi hun 
jane blot alvorlig pan ham med ſine ſtore, udtryksfulde 
Dine, fatte Kanden paa Bordet og gik igjen hen til fit 
Arbeide. Verten vilde helde Øllet i det koſtbare Kruus, 
men den unge Lieutnant gjorde en afværgende Bevæ- 
gelſe, ſom om han frygtede for, at den tydſke Indfkrift 
ſkulde forderve ham Smagen. Han tog Kanden og 
ſatte den til Munden. 

„Nit wahr? famos!“ ſagde Verten. „Sie krie— 
gen ſo wat nich, for Di komer hjem.“ 

„Hjem?“ ſpurgte Lieutnanten. 

„Ja, ich mener, dat is forbi nu, und dat Di 
marſchirer hjem?“ 

„Hjem? forbi?” gjentog Officeren og lo høit. 
„Nei, nu ſkal vi forſt til at begynde.” 

„Aber nu er Di jo doch po die Reiſe to Hus!“ 
ſagde Verten med flet ſkjult Ergrelfe, 

12* 


176 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


„Ja, Hovedqvarteret er i Idſted, og Tropperne gaae 
til Overſo og Flensborg, hvis De kalder det for vort 
Hjem! Jeg og mit Regiment kommer til at ligge Dem 
endnu meget nermere.“ 

„Is möglich? Woa denn?“ ſpurgte Verten over⸗ 
raſket. 

„J Jaruplund og Julſkov,“ ſparede Lieutnanten i 
en fort Tone, idet han ſagde Farvel og kaſtede nogle 
Solvpenge paa Bordet. 

Verten fatte et rørende Anfigt op og krummede og 
bukkede ſig den ene Gang efter den anden. „Leb wohl! 
leb wohl!“ raabte han, „und lat mi ſee for Gottes 
Willen, at Di inte komer til Schade po Heſten mit den 
kranken Arm!“ 

„Det har ingen Nad,“ ſagde Lieutnanten, „thi 
jeg bruger ikke engang Tommen. Jeg har exerceret min 
Heſt faa godt, at den lyſtrer, naar den bare hører min 
Stemme, Havde man itide taget Holſtenerne paa ſamme 
Maade, ſaa var der ingen Krig blevet af dengang.“ 
Han fatte Heſten i Trav, og nu gik det raſt nedad 
Chausſeen. 

Verten ſtod endnu i Doren, da den ſidſte Lyd af 
Heſtetravet døde bort i det Fjerne. „J målt häbn, 
dat vi Perd fin ſchöllt aberſt — tiv man!“ ſagde han 
med et ondt Blik og fane nedad Veien. Derpaa gik 
han ind i Stuen, tog en Pjeekkert paa og bandt et 
tykt Torklede om Halſen. „Bi Sankelmark⸗See können 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 177 


wir fie umgaaen und von achtern nehmen. Hüte Dich, 
Dänenbrut!“ 

Han vendte ſig om til Anne Lisbeth, der med en 
ubeſtrivelig Angſt havde hort pan hans Ord og fulgt 
hans Bevægelfer. „Er ſprach ja von Julffov und Ja⸗ 
ruplund?“ ſpurgte han. 

Hun lod, ſom hun Intet horte, og ſtrikkede ivrigt. 

„Anne Lisbeth!“ raabte han i en vred Tone. 
„Wo hät he ſägt, dat de Regiment ſchall legen?“ 

„Jeg veed det ikke; jeg har Ingenting hort,“ 
ſagde hun og ſaae roligt hen for fig. 

„Dat is de ole Schnack!“ raabte han heftigt. „Du 
kannſt weder ſehen noch hören — aber Dich putzen und 
de Prinzeſs ſpelen — dat verſteiſt Du. Nimm dat 
Licht und maack, dat Du wegkömmſt!“ 

Han gik ud af Doren og laaſede den omhyggeligt 
af efter ſig. Anne Lisbeth liſtede ſig hen til Vinduet 
og faae ud efter Kromanden, der med hurtige Skridt gik 
henimod Gottorp. 

„Den Usling!“ han bringer dem i Ulykke Alleſam⸗ 
men!“ udbrød hun fortvivlet og vred Hænderne. „Hvad 
fkal jeg dog gjøre?” 

Hun greb Lyſet og ſtod et Sieblik tankefuld med 
det i Haanden. Saaledes ſom hun ſtod der, med det 
aſkelyſe Haar ned ad Nakken, rank, yppig, eiendommelig 
belyſt, og med et tankefuldt, villiefaſt Udtryk i det 
ſmukke Anſigt lignede hun den Perſonification af 
„Danmark“, vi for nogle Aar ſiden faae paa en af 


178 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


vore Udſtillinger. Man havde kun behøvet at fætte 
hende hen i en Kornmark og give hende en Danne— 
brogsfane i Haanden, fan havde Ligheden været fuld= 
kommen. Pludſelig gik der ligeſom et Sollys hen over 
hendes Anſigt. Hun gik ind i Sideverelſet og kaſtede 
et morkt Torkleede over fine Skuldre; derpaa ſlukkede 
hun Lyſet og liſtede ſig hen over Gaarden og ind i 
Stalden. Her tog hun forſigtigt Noglen, der hang paa 
fit Som, aabnede Staldporten uden Stoi, og et Sie— 
blik efter ſtod hun i det Frie. 

Det var langt ud paa Aften, og hun gik raſk 
henad Chausſeen, der fører til Idſted. Hun havde 
gaaet et godt Stykke Bei, da hun ſaae et langt Vogn⸗ 
train foran ſig. Det var et Ambulancetog, der havde 
gjort Holdt. Døde og Saarede lage mellem hverandre 
i Halmen paa Hoſtvognene. Det var ogſaa en Højt, 
en altfor tidlig Høft af ſaamange fjæfte, tappre unge 
Folk, der laae her gjennemſkudte og lemlæftene med 
Dødens Bleghed paa Leberne. Natten ſkjulte heldig⸗ 
viis dette Syn for hendes Blik, og kun af og til 
trengte der en dempet, vaandefuld Lyd hen til hendes 
Øre. Hendes Hjerte bankede voldſomt, og hvad der 
forogede hendes Angſt var Tanken om, hvad Tams 
vilde ſige, hvis han mødte hende her. Tams var den 
kjonneſte og rigeſte Gaardmandsſon paa hele Egnen. 
Faderen var bød, Moderen gammel og ſpagelig, og 
allerede i et Par Aar havde han beſtyret Gaarden for 
hende. Han og Anne Lisbeth havde ligefra Borneaa⸗ 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 179 


rene været Kjäereſter, og naar han ikke var gift med 
hende for længe ſiden, jaa laa det alene deri, at han 
ikke vilde bedrove fin Moder, der var hoffærdig og ind— 
bildſt og vilde gaaet i Jorden af Sorg, hvis hun 
havde troet, at Tams, hendes Stolthed, kunde begaae 
ſaadan en Mesalliance. Og Tams, ja han var flink 
og brav, men fan forfærdelig fkinſyg og prikken! Hvor 
vilde det gage, hvis han fik Nys om, at hun havde 
løbet om paa Landeveien ved Nattetid? Alt det lob 
rundt i Hovedet paa hende og fik Blodet til at ſynge 
for hendes Oren og banke i hendes Tindinger! Hun 
tog Tørllædet op over Hovedet og bandt det faſt un— 
der Hagen. 

Pludſelig lød der hurtige Hovflag foran hende; 
de kom nærmere og nærmere, og et Par Secunder efter 
holdt en Artilleriſt ſin dampende Heſt an lige foran 
hende. „Hvem er Du? hvor ſkal Du hen? og hvad 
er Du for en Landsmand?“ ſpurgte han med en ffri= 
gende, ſkingrende Stemme, idet han trak en Piſtol frem 
og lagde an paa den ſtakkels Anne Lisbeth. Et Blik 
paa Artilleriſten var nok til at overbeviſe hende om, at 
han havde drukket over Torſten. Dette Syn gjen⸗ 
gav hende al hendes Fatning. „Seer Du ikke, at 
jeg er et Fruentimmer?“ ſagde hun i en faſt Tone. 
„Skammer Du Dig ikke ved at overfalde en ſtakkels 
Pige, der gaaer fit lovlige. Wrinde? Spar Du pan 
dit Krudt, til Du fager Brug for det!“ Artilleriſten 
ſatte med et ſkingrende Hurra Sporerne i Siden paa 


180 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


ſin Heſt, ſvang Piſtolen over Hovedet og foer afſted i 
ſtrakt Galop, ſom han var kommen. Anne Lisbeth ſtod 
ſom forſtenet og faae efter ham, faalænge til hun hverken 
kunde høre hans Heſt eller hans Hurra. 

Det var ikke raadeligt at blive længer paa Chaus⸗ 
ſeen, det indſaae hun. Hun gik derfor tvers over Mar- 
kerne hen til en Bondegaard, ſom hun kunde ffimte 
langt borte. Derfra, vidſte hun, gik der en Sti lige 
til Kroen i Idſted. Hun gik raſk til, og ſnart var hun 
paa Stien. 

Det Syn, der her frembod ſig for hende, var in— 
genlunde beroligende. Hvor hun ſaae hen — ligeud, 
tilhoire, tilvenſtre — blusſede der Vagtild paa Vagtild. 
Morke Skikkelſer bevægede fig omkring Ilden og antoge 
i den uſikkre Belysning overnaturlige Storrelſer. Jo 
længer hun kom frem, des mere broget blev det, og 
hun betenkte fig paa at gane videre; men det var kun 
et Sieblik — der var Noget inden i hende, ſom brev hende 
fremad! Hiſt henne var der opkjort en Artilleripark, 
og her ſtode Geverer i pyntelige Pyramider. Der gik 
Feltflaſken fra Haand til Haand, og her lavede man Grog 
og krydrede fin Aftensmad med at ſkumle over Inten⸗ 
danturen. Anne Lisbeth ſkyndte fig forbi alle disſe 
Grupper, men hun undgik ikke, at der blev ſendt en 
Ladning Vittigheder efter hende, ſom vilde jaget Blo— 
det op i hendes Kinder, hvis hun havde havt Tid til 
at høre efter, Endelig aandede hun lettere, hun var 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 181 


ude af Gværmen, hun havde igjen fat paa Stien, og 
Klokken var henimod elleve, da hun nagede Maalet. 

Udenfor Kroen myldrede der af Ordonnantſer og 
Heſte. En Dragon tog hende om Livet og vilde ab- 
ſolut fee hende ind i Anſigtet. Hun ſtsdte ham fra fig 
med Magt — men der kom Flere til. Hun holdt dem 
tappert fra Livet, men under Kampen losnedes Torklee⸗ 
det om Hagen og gled ned over hendes Skuldre. „Det 
er jo Anne Lisbeth! det er Prindſesſen fra „Ruhekrug!“ 
raabte En af dem. „Prindſesſen! Prindſesſen!“ jub- 
lede de Andre. 

„Hvad har J for, Folk? hvad er her paafeerde?“ 
ſpurgte en ældre Officeer, der traadte hen til Klyngen. 
Der var noget Morff i Accenten, ſom Folkene ſyntes 
at kjende godt, thi de ſprang eerbodigt tilſide med Hen⸗ 
derne til Casquen. Anne Lisbeth ſtod paa eengang 
alene ligeover for ham. „Hvad for noget! En lille 
Pige? og Du kommer her og gjør Oprør i Hoved— 
qvarteret? Ei, ei! Hvad vil Du her, Barn?“ Der 
var noget Mildt og Faderligt i hans Stemme, ſom 
giorde Indtryk paa Anne Lisbeth. „Det ſkal jeg ſvare 
Dem paa, naar vi er alene,“ ſagde hun. Officeren 
nikkede. „Ja, Godtfolk! gaa J nu kun hen til Eders 
Heſte! Om lidt ffal J ſidde op, det veed jeg. Klok⸗ 
ken elleve faae J Jere Ordrer, og Klokken er ſtrax 
elleve.“ Dragonerne fjernede ſig dieblikkelig. 

„Jeg maa tale med Generalen,“ ſagde Anne Lis— 
beth. 


182 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


„Med Generalen? ei, ei! og det er nødvendigt?” 

„Ja.“ 

„For Dig?“ 

„Nei, for mange Andre.“ 

„Folg med!“ — Han gik henimod Kroen. „Set 
Dig paa den Bænk der og vent! Du kan være ganffe 
rolig — nu er der Ingen, der gjor Dig det mindſte!“ 

Fan Minuter efter kom han tilbage. „Gaa Du 
nu kun ind, mit Barn! og ver ikke bange!“ ſagde 
han mildt. 

En Ordonnants lukkede Doren op, og hun traadte 
ind i et Verelſe, der var ftærkt oplyſt. Ved et langt Bord 
ſad nogle Officerer og Guider og ſkrev. En ung, 
ſmuk Mand gik op og ned ad Gulvet og dikterede. 
Anne Lisbeth blev ſtaaende henne ved Doren; hun 
havde Tid nok til at betragte ham, thi han blev ved 
at diktere og ſendte hende kun et hurtigt Blik, idet hun 
traadte ind. 

' Hans Gang var faſt og ſikker, og det ſyntes umu- 
ligt at forandre dens Rythmus. Der var noget Sluttet 
og Beſtemt ved ham, ſom gjorde, at man til Trods for 
hans Ungdom nærmede fig ham med EErbodighed. 
Hans Paakledning var ſaa ugeneert ſom muligt: en 
hvid Veſt, et ſort Tørklæde knyttet løft omkring Halſen 
og en aabenſtaaende Frakkte — kun den ſolvbroderede 
Krave tydede hen paa, at det var en Stabsofficeer. 
Panden var hoi og hvælvet, og det mørke, krollede 
Haar omgav den ſom en Ramme; Blikket var ildfuldt 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 183 


og genialt, Munden flintformet og kjcek, men der var 
en tidlig Alvor udbredt over det ungdommeligt ſmukke 
Anſigt, ſom naar en mork Himmel hvælver fig over en 
uys udſprungen Skov. 

Eudelig var han færdig. „Ville De ſorge for, at 
disſe Ordrer expederes jaa hurtigt ſom muligt! Godnat, 
mine Herrer, og Tak for idag!" Han bøiede Hovedet 
fort, vinkede ad Anne Lisbeth og gik ind i et Side— 
værelje. Officererne reiſte fig op og bukkede ærbøbigt. 

Anne Lisbeth vidſte ikke, hvad hun ſkulde troe eller 
tænfe, Det kunde umuligt falde hende ind, at den 
venlige gamle Mand havde ført hende bag Lyſet, og 
paa den anden Side var det jo ikke rimeligt, at et faa ungt 
Menneſte ſkulde være Generalen. Hun tang derfor, og 
der opſtod en Pauſe. 

„Hvad venter De pan?” ſpurgte han i en fort Tone. 

„Paa Generalen,“ ſvarede Anne Lisbeth. 

„Han ſover og maa ikke vekkes. Jeg er hans 
Stabschef. Alt, hvad De har at ſige ham, kan De 
roligt betroe til mig, hvis det ikke er Noget, der an— 
gaaer ham perſonligt.“ 

„Det angager Armeen.“ 

„Saa tal!“ 

Der laa noget fan Afgjorende i bette „Saa tal,“ 
at Anne Lisbeth adlod pan Sieblikket. J Begyndelſen 
horte han temmelig ligegyldigt paa hende. Man kunde 
merke, at han var vant til den Slags Fortellinger, der 
i Regelen ikke give noget Udbytte, og at han kun horte 


* 


184 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


paa hende for at opfylde en Pligt. Forſt da hun nævnte 
Jaruplund og Julſkov, begyndte han at blive opmeerk⸗ 
ſom, og da han hørte Kromandens Yttring om at om- 
gage dem ved Sankelmark-So, ſtudſede han og blev 
alvorlig. Han ringede, og et Dieblik efter kom en Ad— 
judant ind i Stuen. 

„Ere Ordrerne til ifte og 2det Jegercorps af— 
gaaede?“ ſpurgte han. 

„Endnu ikke.“ 

„Saa bring mig dem ſtrax.“ 

Han gik et Par Gange op og ned i Stuen ſom 
en Mand, der lægger fin Plan. Derpaa blev han 
ſtaaende foran den unge Pige, og denne Gang faae han 
paa hende med et ualmindelig mildt Anſigt. 

„Altſaa, da Kromanden gik til Gottorp, ſaa liſtede 
De Dem til Idſted! Hvor fik De det Mod fra?“ 
ſpurgte han mildt. 

„Det veed jeg ikke; men jeg tenkte flet ikke pan 
mig ſelv — det er ſagtens Grunden.“ 

„Det har De Ret i; men hvem gav Dem Felt— 
raabet? hvorledes kom De igjennem vore Forpoſter?“ 

„Jeg gik ad en Markſti, ſom jeg kjender, og jeg 
modte flet ingen.“ 

„De mødte flet ingen!“ gjentog han og lo høit. 
„Jo, det er rigtig et vel garderet Hovedqvarteer — det 
maa jeg tilſtage!“ 

Adjudanten kom tilbage. Stabschefen tog Brevene 
fra ham og lagde dem hen paa Bordet. Derpaa gik 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 185 


han hen til den unge Pige og rakte hende Haanden. 
„Jeg takker Dem,“ ſagde han, „og ſtjonner paa, hvad 
De har gjort! Hvis De engang har Noget at bede 
om, faa hufk, at den commanderende General er i De- 
res Gjeld. Forreſten man jeg paalcegge Dem ikke at 
nævne for noget Menneſke, hvad her er pasſeret.“ 

Anne Lisbeth blusſede over hele Anſigtet, og Taa— 
rerne ſtode hende i Oinene. 

Han vendte ſig om til Adjudanten: „Denne unge 
Perſon ſkal ledſages til fit Hjem af en paalidelig 
Mand,“ ſagde han. 

„Hvis Capitainen tillader, ſkal det være mig en 
ſtor Fornøielje . . .“ ſagde Adjudanten ivrigt og vilde 
allerede byde hende Armen. 

„Ja det er jeg vis paa! Det vilde viſt være Dem 
en ſtor Fornøielje,” ſagde han med en fort Latter; 
„men der bliver Intet af! J det Punkt horer De ikke 
til de Paalidelige.“ 

Han lukkede Doren op og kaldte pan en af Gui— 
derne. „Folg denne unge Pige pan Vei, ſaalcenge hun 
onſker Deres Selſkab! Men ver forſigtig og ſorg for, 
at hverken hun eller De bliver opſnappet!“ Dermed 
boiede han igjen Hovedet fort og trak fig tilbage. 

Klokken var over tolv. Anne Lisbeth og Guiden 
gik raff hen ad den ſamme Markſti, ſom hun for fort 
ſiden var pasſeret alene. De vexlede ikke mange Ord, 
thi Anne Lisbeth var ſaa opfyldt af ſit lille Eventyr, 
at hun ikke kunde tænfe paa Andet, Billedet af den 


186 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


unge Stabschef med det fjæffe, bydende Veſen vilde 
ikke forlade hende, og det nyttede kun lidt, at hun gik 
ſterkere — det fulgte alligevel med hende. Da Ruhe- 
krug var i Sigte, takkede hun høfligt fin Ledſager, og 
un var hun atter alene. Hun var ikke gaaet over paa 
Chausſeen i rette Tid og var derfor paa Grund af 
Torveſkœret og det ſumpige Terrain nødt til at folge 
Stien endnu nogle hundrede Skridt ſonden for Kroen. 
Her krob hun netop over en Stente, der fører hen til Lan⸗ 
deveien, da nogle preusſiſke Huſarer kom forbi. Hun 
giorde et Forſog paa at ſmutte fra dem, men i et Nu 
var hun omringet. Preusſerne gjorde Loier med deres 
Fangſt og vilde allerede lade hende gage, da en lille 
bondekleedt Mand, der fulgte med dem ſom Veiviſer, 
kom til i det ſamme. Det var Sandemanden i Bro- 
dersby, der var vidt bekjendt for ſin onde Tunge og 
ſin Sladder. 

„Ho ho!“ raabte han, „det er jo Anne Lisbeth! 
Hvor kommer Du fra?“ 

Hun ſvarede ikke. — „Saa Du har faaet Dig en Kje⸗ 
reſte mellem Tydſkerne? Og ham beſoger Du om Natten?“ 

Hun ſparede ikke. — „Det vil viſt glæde Tams 
overordentlig, naar han fager det at vide! Troer Du 
ikke, Anne Lisbeth?“ 

Hun ſvarede ikke. — Preusſerne bleve utaalmodige 
og red videre. „Ja Du er lige kjephoi endnu, men 
Du bliver nok ſpag efter dette!“ raabte Sandemanden 
og fulgte efter. 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 187 


Anne Lisbeth gik ind i Kroen ad ſamme Vei, ſom 
hun havde forladt den. Alt var ſtille omkring hende; 
men da hun lagde ſit Hoved til Puden og foldede ſine 
Hænder ſom ſedvanligt, da vidſte hun, at det var forbi 
med hendes Ro, og at hun nu maatte vere forberedt 
paa det Veerſte. 

Hun tog heller ikke feil. Næfte Dag hed det alle 
rede, at Anne Lisbeth havde faaet fig en Kjereſt blandt 
Tydſkerne, og at hun foitede om med ham om Natten. 
Man hviſkede ſnart endnu verre Ting i Krogene om 
hende; Mandfolkene begyndte at ville tage ſig Friheder, 
naar de talte til hende, og Fruentimmerne loe haanligt 
af „Prindſesſen,“ naar de gik forbi hende. Kromanden, 
der altid havde havt et Horn i Siden paa hende, blev 
med hver Dag utaaleligere, og fra Tams horte hun 
Intet. Rygtet gik, at hans Moder Ian pan det Pderſte, 
og en Ugestid derefter horte Anne Lisbeth, at hun var 
dod — men fra ham ſelv horte hun det ikke. Hun 
var i den ſidſte Tid bleven noget blegere, men hun gik 
ſtille og taus ſom ſedvanligt og rogtede fin Gjerning. 

En Dag havde hun veret ude paa Blegen, og 
hun vilde netop gage tilbage til Kroen, da Tams til- 
feldig kom tvers over Marken. Hun havde en lille 
Kurv med Blegetoi pan Hovedet og fane faa vidunder— 
lig ſmuk ud i den nedgaaende Maiſol, at Tams, der 
vilde gaget forbi, uvilkaarlig blev ſtaaende. Hun ſtand⸗ 
ſede ogſaa. 

„Har Du ikke Noget at ſige mig?“ ſpurgte Tams. 


— 


188 Prindſesſen fra „Ruhekrug.“ 


„Nei, hvad ſkulde det være?” ſvarede hun. 

„Ikke Noget om den Nat, ſom Du veed nok?“ 

„Ilke det mindſte.“ 

Der opſtod en Pauſe. Endelig begyndte Tams 
igjen: 

„Jeg har havt megen Sorg i den ſidſte Tid, Anne 
Lisbeth.“ . 

„Det har jeg hørt, Tams.“ 

„Men den, Du har gjort mig, det er dog den 
allerſtorſte.“ 

„Jeg har aldrig gjort Dig nogen Sorg, hverken 
Dig eller nogen Anden“, ſagde Anne Lisbeth i en 
faſt Tone. 

„Jo, det har Du, og det forvinder jeg aldrig! 
Jeg, ſom altid troede” faa godt om Dig, og ſaa ffal 
jeg nu here 

„Tams,“ afbrød hun ham; „jeg har ikke mange 
Ord, det veed Du, og Du veed ogſaa, at jeg taler 
Sandhed. Hvad jeg har gjort den Nat, Du taler om, 
det kan jeg forſvare for Gud og Menneſker; men ſige 
Dig det, kan jeg ikke — idetmindſte ikke nu, ikke ſaa⸗ 
længe jeg er her. Hvis Du holder af mig, ſaa maa 
Du ogſaa troe mig.“ 

Han taug og ryſtede pan Hovedet. 

„Farvel, Tams!“ ſagde hun og gik raſk hen ad 
Stien. 

Tams fulgte efter hende og greb hendes Haand. 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 189 


„Hvis Du gaaer fra mig nu“, ſagde han heftigt, „ſaa 
ſees vi aldrig mere!“ 

„Det maa Vorherre om“, ſvarede Anne Lisbeth 
og gik fra ham. 

Det rygtedes naturligviis ogſaa ſnart, og nu hed 
hun ikke længer „De Prinzeſs von Ruhekrug“, men „de 
Prinzeſs mit de lange Näs“. Faa Dage efter var 
hun forſvunden fra Egnen. En danſk Officeersfrue, 
der havde havt Tilladelſe til at beſoge fin Mand i 
Lazarethet paa Gottorp, havde faaet Godhed for hende 
og taget hende med fig til Jylland. 

Den ene Maaned gik efter den anden. Vor unge 
Armee havde hurtig lært at ſeire, og de to glimrende 
Slagdage i Sundeved havde bragt Slesvigflaget i For- 
glemmelſe. Den 26de Auguſt fluttedes Vaabenſtilſtanden 
i Malmø; Armeeccorpſerne ffulde oploſes, men forinden 
vilde Kong Frederik takke ſine Soldater for deres Mod 
og deres Troſkab, og paa Leerbek Mark defilerede Trop⸗ 
perne jublende forbi ham den 18de September. 

Et Par Dage efter ſtod der en ung Pige udenfor 
Hovedqparteret i Veile. Hun vilde tale med Stabs— 
chefen, men han var redet ud, og nu ſtod hun pan 
Steentrappen og ventede pan ham. Skildvagterne, der 
havde Poſt udenfor, vilde gjerne i Pasſiar med hende, 
men hun ſyntes ikke tilbøielig til at indlade fig med dem. 

Et Qvarteerstid efter kom den unge Stabschef; 
Skildvagterne preſenterede; han gav Skimmelen til fin 
Ordonnants, gik raſk opad Trappen, og det Forſte, han 

13 


190 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


ſaae, var — Anne Lisbeth. „Det kan jeg lide!“ ſagde 
han muntert. „Jeg vidſte nok, at jeg ffulbe ſee Dem 
igjen. Naa! har De igjen Noget at betroe mig?“ 

„Nei, denne Gang har jeg Noget at bede Dem om.“ 
; „Det glæder mig — følg mig!“ — Han gik 

igjennem et ſtort Verelſe, hvor der ſad et Par Guider 
og croquerede, og ind i det næfte. 

„Scet Dem ned“, ſagde han i en munter Tone, 
njæt Dem dog og fortæl mig, hvorledes De har havt det!“ 

Anne Lisbeth fortalte nu ſimpelt og naturligt al 
den Modgang, hun havde havt ſiden deres ſidſte Mode, 
og alt ſom hun fortalte, formorkedes hans Anſigt, og 
det var tydeligt, at hendes Skjebne gik ham til Hjertet. 
Da hun var færdig, reiſte han fig op og gik et Par 
Gange op og ned i Stuen med korte og faſte Skridt; der⸗ 
pan blev han ſtaaende foran hende. „Og nu?“ ſagde 
han og ſaae deeltagende paa hende. 

„Jeg er bleven miskjendt af Saamange“, ſagde 
Anne Lisbeth, „det maa jeg finde mig i; men der er 
een Ting, der piner mig, og det er at være miskjendt 
af Tams. Fortæl De ham, hvor jeg var Natten den 
23de April! Jeg har maattet tie, men De kan gjore 
det, og Dem vil han troe paa!“ — 

„Ja heller end gjerne! Opgiv mig hans Adresſe! 
jeg ſkal ſkrive ham til endnu idag!” “““. 

„Det behsves ikke. Han maa veere her i Deres 
Neerhed!“ 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 191 


„Her, ſiger De? her?“ 

„Ja min Frue viſte mig idag i et Blad, at han 
er imellem dem, ſom Kongen iforgaars har givet Danne— 
brogskorſet.“ Hun tog Bladet frem. „Her ſtaaer hans 
fulde Navn.“ 

„Hvad for noget! Vagtmeſteren ved Ordonnants- 
corpſet! Ham er det? ham?“ raabte Stabschefen. 

Han gik ind i den forreſte Stue, gav en Ordre og 
kom ſtrax efter tilbage. „Han har Qvarteer her i Hu— 
ſet“, ſagde han. „Om to Minuter er han her, og ſaa 
ſkal den Ting blive klaret.“ 

„Tak, Tak!“ ſagde Anne Lisbeth og vilde ſkynde 
ſig ud af Doren. 

„Nei, ſtop! hvor vil De hen?“ raabte han efter 
hende. „Det har ingen Art, naar De ikke ſelv er tilſtede.“ 

Anne Lisbeth vilde bort med Vold og Magt, og 
hun tryglede endnu. om Forlov til at gage, da der blev 
banket paa Doren. „Kom ind!“ raabte Stabschefen, og 
i ſamme Nu traadte en ung, raſk Huſarvagtmeſter i fuld 
Uniform og med Solvkorſet paa Bryſtet ind i Stuen. 
Han hilſte med Haanden til Chacoten; men han blev 
bleg ſom et Lig, da han fik Sie paa Anne Lisbeth, 
der ryſtede over hele Legemet og holdt fig ved Bordet. 

Stabschefen tog Ordet: 

„De kjender mig jo, Vagtmeſter? og De troer, 
hvad jeg ſiger?“ 

„Som Evangeliet, Hr. Major!“ ſtammede Vagt⸗ 


meſteren. 
13˙¹ 


192 Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 


„De kjender ogſaa den unge Pige der, Deres 
Byesbarn?“ 

Vagtmeſteren tog igjen til Chacoten. 

„Saa hør, hvad jeg ſiger Dem. Hun har den 
23de April om Aftenen mellem elleve og tolv bragt mig 
i Idſted Kro en Melding, hvorved hun har gjort fig 
fortjent af Armeen. Den commanderende General er i 
Gjeld til hende, og han troer, at der er Ingen uden 
Dem, Vagtmeſter! der fan afbetale Gjelden.“ 

„Den er allerede afbetalt!“ ſagde Anne Lisbeth. 
„Jeg kan fee paa Tams, at han troer Dem, og jeg for- 
langer ikke mere.“ Hun vilde igjen ud af Doren. 

„Nei, bliv! bliv dog!“ raabte Stabschefen utaal⸗ 
modig. „Man lober ikke ſaaledes bort fra fin Kje⸗ 
reſte, naar man engang har givet ſit Ord.“ 

„Det har han taget tilbage igjen,“ ſagde Anna 
Lisbeth ivrigt, „og han har ſelv jagt, at han aldrig 
mere vil ſee mig.“ 

„Hvishvas! hvem tenker paa Sligt? Naa! lad 
mig nu ſee, hvem af Jer der gjor det forſte Skridt! 
. . . . Ingen? .... Endnu Ingen?” — Han tog Uhret 
frem. „J har to Minuter endnu. .... Hvad for 
noget? .. . . J vil ikke lyſtre? Ja, faa maa J vir⸗ 
kelig finde Jer i, at jeg bruger min Myndighed ſom Stabs⸗ 
chef og arreſterer Jer herinde! . ... Nu maa jeg 
hen til Generalen. Naar jeg kommer tilbage, haaber 
jeg, at J har beſindet Jer, og at jeg ikke ffal behøve 
at gribe til ſtrengere Forholdsregler.“ 


Prindſesſen fra „Ruhekrug“. 193 


Han gik raſk ud af Doren og lukkede den i Laas 
efter ſig. 

Hvad der foregik derinde, veed jeg ikke, men da 
han kom tilbage, var Situationen ganffe forandret. 
Uden Tvivl var det Tams, der havde gjort det forſte 
Skridt — og det andet med —, thi Anne Lisbeth ſtod 
endnu akkurat paa den ſamme Plet, ſom da han gik 
bort, men Tams var henne hos hende! De holdt hin⸗ 
anden i Hænderne og fane kjerligt og trofaſt paa 
hinanden. Tams havde Taarer i Øinene; men Anne 
Lisbeths ſmukke Anſigt ſkinnede med en faa forklaret 
Glands, at det var intet Under, om ſelv den rolige 
Stabschef et Sieblik misundte den lykkelige Vagtmeſter. 


194 


Ggil Shullegrimfens Sugn.“) 
Bed 
H. G. Bohr. 


Egil Skallegrimſens Saga, der omfatter Tidsrummet 
fra omtrent 8701000, fortæller fire Slegtleds Hi— 
ſtorie af den beromte Hovdingeſtamme, der blev for— 
dreven fra Norge ved Harald Haarfagers Kamp om 
Enevælden, boſatte fig paa Island mellem de forſte 
Nybyggere, og hvis Aetlinge ſom mægtige Jordegods— 
eiere, ſom Hovdinger, Vikinger, Lovkyndige og Skjalde 
toge ſaa ſtor en Deel i denne nordiſke Ses hiſtoriſke 
Üdvikling og Sfjæbne. Der er ingen Tvivl om, at 
denne Saga er udgaaget fra den Skole af islandſke Præ- 
ſter og Skjalde, der fra omtrent Aar 1100 til 1241 
fluttede fig om de berømte Sagameend Are Frode, 


*) Som Grundlag for Fremſtillingen og Gjengivelſen er be⸗ 
nyttet: „Hiſtoriſke Fortællinger om Islendernes Færd hjemme 
og ude”, Bearbeidelſe efter de islandſke Grundſkrifter ved N. 
M. Peterſen. Kbhvn. 1839. 


Egil Skallegrimſens Saga. 195 


Scemund Frode og Snorro Sturleſon, ſom, lige godt 
kjendte med Eddaens Sange og med Nordboernes Færd, 
paa en hiſtoriſk Grundvold med et digteriſk Anlæg have 
ſkildret Dele af Nordens eldre Hiſtorie, navnlig forſaavidt 
den blev baaren af Kongernes, Hovdingernes og Sleg— 
ternes Bedrifter og Snille. Hvem der er Forfatter til 
den enkelte Saga, kan ſjeldnere angives med Beſtemt— 
hed; Fortællingen er ligeſom lagt an paa at ſtille For— 
fatteren udenfor Leeſerens Betragtning. Sagamanden 
afſiger felv aldrig nogen Dom eller udtaler nogen Roes 
eller Dadel; han overlader Fortællingen ſelv eller i 
ethvert Tilfælde Mænds Omtale om Handlingen og 
dens Bærd at ſtille Læferen paa det rette Standpunkt. 
Naar man har villet heufore Forfatterſkabet af Egils 
Saga til Snorro Sturleſon ſelv, ſaa har man vel ikke 
blot ladet fig lede af den Tilfældighed, at Snorro blandt 
de mange Konger, Jarler og mægtige Herſer, fra hvem 
Sturle⸗Slegten ſtammede, ogſaa talte Egil mellem fine 
Forfcedre, men ſnarere har man ſtottet fit Skjon til 
den fuldt gjennemforte Plan og den digteriſke Fylde, 
der gjennemſtrommer denne Saga og idetmindſte røber 
Fortellerens Aandsflægtffab med „Heimskringlas“ navn⸗ 
kundige Forfatter. 

Sagaen begynder med Fortellinger om Kveldulf 
og hans Sonner; disſe Fortællinger behandle neermeſt 
Forhold og Begivenheder i Norge under Harald Haar— 
fagers Kamp om Enevælden, ſenere flyttes Skuepladſen 
til Island; fra den Tid ſamler ſig Skildringen af 


196 Egil Skallegrimſens Saga. 


Nordboernes private og offentlige Færd cm Egil Skalle⸗ 
grimſen, hvem Forfatteren følger fra hang Opvært til 
hans høie Alderdom. Den hiſtoriſke Baggrund fløtter 
fig til Harald Haarfagers Regjering, til hans Son 
Erik Blodoxe og dennes Huſtru Gunhild med deres Færd 
i Norge og Northumberland og til den kloge Hakon 
Adelſteen, der tager Magten fra ſin Broder. Saavel 
disſe Konger ſelvb ſom hver enkelt Mand og Kvinde, 
der handler i Sagaen, ere ſkildrede ſaaledes, at man efter 
Lesningen ikke let ſkal glemme det kraftige Billede af 
en Perſonlighed, ſom er ſkabt af Fortælleren, Det 
nordiſke Hedenſkabs ubeendige Daadskraft, Nordboernes 
ſtolte Selvfolelſe og fremſynede Klogſkab, deres dig— 
teriſte Begavelſe og deres Wrbodighed for Kvinden, 
Alt bliver ſkildret i individuelle Træk, der udvikle Bil⸗ 
ledet af den enkelte Mands Charakteer; men Saga— 
fortælleren vil ikke ffjule det for Leſeren, at hele denne 
vældige Udvikling af ſjelelig og legemlig Kraft har fin 
Begrendsning, ſom enhver Kraftudvikling, der kun bæ- 
res af Troen paa Verdens endelige Magter; det ſkimtes 
ikke utydeligt gjennem hele Fremſtillingen, at det nordiſke 
Hedenſkabs Velde i fig ſelv hemmeligt forbereder fin 
Undergang. 

J Landſkabet „Fjordene“ i Norge boede der en Mand 
ved Navn Ulf, en ſtor og ſterk Mand, der i denne 
Henſeende ſogte fin Lige. Sin Ungdom havde han til- 
bragt i Viking og paa Hærioge, men drog ſiden hjem' 
til fin Gaard og fik ſamme Lensmandsret, ſom hans 


Egil Skallegrimſens Saga. 197 


Forfedre i lang Tin havde havt, og blev en Mand 
af Indflydelſe. Han var en god Avlsbruger, hed det 
fig, og havde for Skik at reiſe fig tidlig hver Morgen 
og gage omkring for at ſee, hvad hans Folk tog fig 
for: han beſogte Smedien og ſaae til Kveeget og Marken. 
Mange Mænd tyede til ham for at ſoge hans Raad, 
der ikke var at foragte. Naar det derimod led mod 
Aften, blev han faa ſtille, at man neppe kunde faae et 
Ord af ham, thi om Kvelden blev han ſoveſyg; man 
meente endogſaa, at han om Aftenen ſkiftede Ham eller 
Skikkelſe og fik en anden Natur end ſin egen — deraf 
fik han Tilnavnet Kveldulf eller Aftenulv. Han havde 
to Sonner, Thorolf og Grim. Da disſe voxede til, 
bleve de begge ſtore og ſterke ſom deres Fader, men 
forreſten forſkjellige paa Legene og Sjæl: Thorolf var 
ſmuk, behændig og klogtig, munter og opvakt, en Mand, 
der ikke vilde ſtaae tilbage i Noget, ogſaa var han en 
dygtig Kjobmand; Alle elſkede ham. Grim derimod 
var fort, mørt og fraſtodende baade af Aaſyn og Sine 
og blev tidlig ſkaldet; han var en god Avlsbruger, en 
dygtig Arbeider i Tree og Jern, en udmerket Smed; 
om Vinteren drog han ogſaa med mange Huuskarle paa 
en Skude ud paa Sildefangſt. „Skallegrim“, ſom man 
kaldte ham, blev med Faderen hjemme paa Gaar— 
den og var Kveldulf en god Medhjælper. Thorolf 
derimod drog om Sommeren i Viking paa et Langfkib, 
ſom hans Fader havde foræret ham, og gjorde godt 
Bytte. 


198 Egil Skallegrimſeus Saga. 


Paa denne Tid havde Halfdan Svartes Son, Ha⸗ 
rald, arvet Riget efter ſin Fader og aflagt det Lofte, at 
han ikke vilde lade fit Haar ffjære eller rede, førend 
han var bleven Enevoldsherre over Norge. Han drog 
derfor gjennem Landet og ſtred med Kongerne. Da 
Harald ogſaa truede Odbjorn, Kongen over Fjordene, 
ſendte Sdbjorn blandt Andre Bud til Kveldulf, at han 
ſkulde komme Kongen til Hjælp med alle fine Huus⸗ 
karle. Men Kveldulf vægrede fig og blev ſiddende 
hjemme; thi jeg troer, ſagde han, at Harald har et 
heelt Knippe Lykke, naar vor Konge kun har en Haand— 
fuld. Harald ſeirede over Kong Sdbjorn, der faldt i 
Slaget, og Kong Harald ſendte nu paa fin Side Bud 
til Kveldulf, at han ſkulde komme til ham og give ſig 
i hans Tjeneſte. Men Kveldulf undſkyldte fig med, at 
han var en gammel Mand, der ikke var ſynderlig fkikket 
til at ligge ude pan Krigsſkibe. Sendebudene opfor— 
drede ham derpaa til at ſende ſin Son Grim, ſom 
Kongen vilde gjøre til Lensmand, derſom han vilde 
folge ham. „Nei“, ſvarede Skallegrim, „ſaalcenge min 
Fader lever, vil jeg ikke være Lensmand, thi faalænge 
ffal han vedblive at være min Overmand!“ 

Anderledes tænkte imidlertid Thorolf, da han om 
Hoſten kom hjem fra ſit Vikingetog. Kveldulf fortalte 
ham, at han havde ſparet Kong Haralds Sendebud, at 
hverken han eller nogen af haus Sonner med hans 
Minde ſkulde blive Kong Haralds Mænd, forbi han 
troede, at der aldrig vilde times dem Andet end Ulykke 


Egil Skallegrimſens Saga. 199 


og Dod hos denne Konge. Thorolf ſvarede: „Mit 
Sind indgiver mig noget ganſke Andet; thi jeg mener, 
at vi have megen Wre at vente af ham. Og det tyk— 
kes mig underligt, Fader, at Du, ſom er ſaa klog en 
Mand og faa eerekjœr, ſtodte den Hæder fra Dig, ſom 
blev tilbudt Dig af Köngen. Og naar Du forudſage, 
at Du havde Ulykke at vente af Kong Harald, hvorfor 
drog Du da ikke i Slaget imod ham med den Konge, 
ſom Du ſkyldte Folge?“ — „J den Henſeende“, ſvarede 
Kveldulf, „fulgte jeg mit Sinds Indſfydelſe.“ 

Thorolf fulgte da fit eget Hoven, blev modtagen 
med Glæde af Kong Harald og gif ind under hang 
Hirdlov. Thorolf var i Stavnen af Krigsſkibet i Sla— 
get i Hafurdsfjord, hvor Smaakongernes ſidſte Mod— 
ſtand blev brudt. Thorolf ſtred med ſtorſte Mandig— 
hed og blev haardt ſaaret, men kom ſig igjen. Han 
fik derpaa ſtore Forleninger af Kongen og blev hans 
hoitbetroede Mand. 

Men Thorolf blev bagtalt for Kongen af mis— 
undelige Fraender, der onſkede at indtage hans Plads 
i Kongens Gunſt. De paaſtod, at Thorolf misbrugte 
Kongens Tillid, underſlog en Deel af den Skat, han 
ſtulde indkreeve, og endogſaa tragtede Kongen efter Li— 
vet for felo at tage Kongedømmet ivold. Kong Harald 
fratog omſider Thorolf hans Forleninger. Den gjen⸗ 
ſidige Mistro voxede: Kongen overfaldt og tog et af 
Thorolfs Kjobmandsſkibe, Thorolf tog til Gjengjeld et 
af Kongens Skibe og heerjede paa Norges Kyſter. Da 


200 Egil Skallegrimſens Saga. 


Thorolf ved denne Leilighed beſogte fin Fader i Fior— 
dene, ſagde Kveldulf: „Det er nu gaaet, Thorolf, ſom 
jeg ſagde Dig, at hverlen Du eller nogen af os Fren⸗ 
der vilde times Lykke hos Kong Harald. Heller ikke 
kan Du kappes med Kongen; thi hvor modig og dyg— 
tig Du end i alle Henſeender er, ſaa har Du dog for 
ſtakket en Lykke til at ſtille Dig ved Siden af Kong 
Harald. Det beeres mig nn for, at det er ſidſte Gang, 
vi ſkulle fees, og ſtjondt Du efter Naturens Lob fkulde 
overleve mig, frygter jeg dog for, at det vil ſkee ander- 
ledes.“ Derfra drog Thorolf hjem til ſin Gaard i den 
Henſigt at forlade Norge den neſte Sommer. 

Men ikke lenge efter reiſte Kong Harald hurtigt 
og hemmeligt fra Trondhjem med ſin Hird, der beſtod af 
fire hundrede Mand. Efter en iilſom Fart tillands og til— 
vands over Fjordene kom Kongen ved Nattetid til Tho- 
rolfs Gaard, lod fine Mænd flaae en Kreds om den, 
opløfte Krigsſkrig og bleſe i Krigsluren. Thorolf og 
hans Folk greb til Vaaben, medens Kongen lod ud— 
raabe ved Stuedoren, at Kvinder, Born og Oldinge 
ſamt Trællene kunde gaae ud. Vel tilbod Kongen 
Farlig, men Thorolf vilde ikke modtage det foreſlagne 
Vilkaar, at han paa Naade og Unaade ſkulde give fig 
i Kongens Vold; „men lad Kongen“, ſagde han, „give 
os Lov til at gaae ud og lad da Lykken dele os 
imellem!“ — Kongen ſagde: „Set Ild paa Stuen! 
jeg vil ikke ode mine Mænd ved at ſtride med ham 
herude.” Saaledes ſkete det; men efter ſtor Anſtren⸗ 


Egil Skallegrimſens Saga. 201 


gelſe banede Thorolf og en Deel af hans Mænd fig 
Vei gjennem Veggen og ſogte hen mod Kongens Merke. 
Thorolf huggede til alle Sider og dræbte mange Mænd, 
men blev gjennemboret lige foran Kongens Skjoldborg. 
„To Fod for fort kom jeg frem!” fagde han; i det 
ſamme gav Kongen ſelv ham Baneſaar. 

Da Kveldulf ſpurgte fin Sons Dod, blev han jaa 
bedrovet over Denne Tidende, at han gik tilſengs af 
Kummer og Alderdom. Skallegrim bad ham muntre 
lig og ſagde, at af alle Onder var det det verſte at 
tabe Modet og ſoge Sengen. „Lad os hellere“, ſagde 
han, „ſee til, hvordan vi hævne Thorolf!” 

Kongen var forſt ikke aldeles uvillig til at give Boder 
for Thorolfs Drab, men Forhandlingerne derom havde 
Jenere ingen Fremme og gjorde kun Sagen værre, ifær da 
Skallegrim vægrede fig ved at gaae i Kongens Tjeneſte. 
Kveldulf og Skallegrim beſluttede da at vandre ud til 
Island, der blev antaget for at være et godt Land, 
hvor man ikke engang behøvede at kjobe Boſteder, men 
kunde vælge efter Behag. De brød da op, bemandede 
to ſtore Skibe med deres Mend, Qvinder og Born; deres 
Gods bragte de ombord, men deres Jorder turde In— 
gen kjobe af Frygt for Kongen. De ſeilede da ud fra 
Kyſten og ſpeidede paa den almindelige Sovei for for 
deres Afreiſe at fane Held til at tage Hævn over Kon⸗ 
gen. Skallegrim, der var meget fkarpſynet, fik Sie paa 
et Skib, hvorpaa i Kongens Grinde et ſtort Mandſkab 
og flere af hans Freender var ombord, navnlig hans 


202 Egil Skallegrimſens Saga. 


Morbroder Guttorms Sonner, to haabefulde Drenge paa 
ti og tolv Aar. Kveldulf, Skallegrim og deres Folk anfaldt 
Skibet; den gamle Kveldulf fif Berſcerkegang og hug 
med ſin SØre en Mands Hoved og Hjelm igjennem, fan 
at Vaabenet ſank i til Skaftet, og rykkede det derpaa 
fan ſtœerkt til fig, at han ſoingede Manden overbord. 
Skallegrim ryddede Stavnen og dræbte mange Folk: faa 
godt ſom hele Skibets Beſctning, mere end halvhundrede 
Mand bleve bræbte eller ſprang i Søen, deriblandt Gut— 
torms to Sonner. Kun nogle faa Mænd ſparede Skalle⸗ 
grim, for at de kunde melde Kongen et Nidvers, han 
digtede mod ham. Men da den gamle Kveldulf kom 
til fig ſelb igjen, følte han fig faa affræftet, at han 
maatte gaae tilſengs. Da han merkede, at hans Ende⸗ 
ligt nærmede fig, befalede han fine Skibsfolk at lægge 
ham i en Kiſte, naar han var dod, at ſktyde ham over⸗ 
bord og at tage Land, der hvor hans Kiſte drev iland, 
hvis han ſkulde komme til Island for dem. Og ſaa⸗ 
ledes ſkete det: Skallegrim fandt ſin Faders Kiſte og 
jordede hans Lig pan et Nes i Nerheden af Borgefjord; 
han tog Land i Beſiddelſe deromkring; han drev Qveeg⸗ 
avl og Fiſkeri, Selhundefangſt og ggeſamling, byg⸗ 
gede Skibe og Smedeverkſteder og opførte ogſaa 
Gaarde paa de Steder, hvorfra man bedſt kunde bjerge 
Drivtommer. 

Skallegrim havde flere Born, blandt dem en Son 
Thorolf, der blev ſtor af Bært og ſkjon af Udfeende 
og lignede Thorolf Ko eldulfſen, ſom han var opkaldt. 


Egil Skallegrimfe ns Saga. 203 


efter. Fremdeles fik han en Son Egil, der kom til at 
ligne Faderen: han var mork af Aaſyn og havde forte 
Haar. Han ubdviklede fig tidligt ban Legeme og Sjæl; 
da han var tre Aar gammel, var han allerede faa 
fremmelig ſom andre Drenge paa ſyv Aar. Egenraadig 
var han allerede i den Alder: da Faderen engang neg— 
tede ham at folge med til et Gilde, tog han efter 
Skallegrims Afreiſe en Heſt, fulgte Faderens Ridt ad 
de farlige Veie og mødte uventet ſom Gildesgjcſt. Han 
giorde et Vers til Wre for Verten, der ſyntes godt 
om ham og forærede ham tre Sneglehuſe og et Vild— 
andeeg. Da qvad Egil ved Drikken endnu et Vers 
om denne fin Skjaldelon: 


„Svardets tappre Svinger gav til 
Skjaldelon den muntre Egil 
Trende fagert vundne Hvirvler, 
Tauſe Vrag fra Havets Bolger; 
Og den ſorte Havands trinde 
Sæde med de morke Pletter 

Gav den gjave Fjordeſeiler 

For at glæde liden Egil.“ 


Thorolf foer tidligt i Viking: Egil blev hjemme og 
opvoxede under Svelſer i de Idretter, ſom horte til 
Drengenes Opdragelſe og de Voxnes Morſkab. Skalle⸗ 
grim holdt ogſaa meget af Lege, Boldtſpil, Bryd⸗ 
ning og andre Styrkeprover. Da Egil var ſyv Aar 
gammel, maatte han engang give tabt i Boldtlegen mod 
en elleveaars Dreng, der hed Grim. Da Grim oven⸗ 


204 Egil Skallegrimſens Saga. 


ikjobet greb fat paa ham, kaſtede ham til Jorden og 
pryglede ham, ſprang Egil op, greb en Øre og hug 
Grim Banehug. Denne Gjerning afſtedkom ſtor Uenig⸗ 
hed, men Skallegrim ſagde Intet videre til Sonnen 
derom. 

Da Egil var bleven tolv Aar gammel, var han 
fan ſtor og ſterk, at faa Mænd kunde maale fig med 
ham, og i Legene overvandt han de Fleſte. J en Boldt— 
leg kempede Egil og en Ven af ham, Thord, mod Skalle— 
grim, der tilſidſt blev træt, ſaa at de Andre fil Magten 
over ham. Men om Aftenen efter Solnedgang ?) fik det 
en ſlem Vending for Egil og Thord; Skallegrim greb 
nemlig Thord om Livet, loftede ham i Veiret og kaſtede 
ham jan voldſomt til Jorden, at han døde paa Stedet. 
Derpaa greb han efter Egil. Da raabte en Træl- 
koinde, der havde foſtret Egil i hans Barndom: „Skif— 
ter Du nu Ham, Skallegrim, mod din egen Son!“ 
Skallegrim ſlap da Egil og vendte fig mod Træl- 
qvinden, der flygtede; men Skallegrim forfulgte hende 
ud til Klinten af et Næs; her ſprang Trelkvinden 
ud fra Bjerget i Søen. Men Skallegrim kaſtede en 
ſtor Steen efter hende og traf hende mellem Skuldrene, 
faa at hun aldrig mere kom tilfyne. Da de kom hjem, 
var Egil vred og meget ſtille. Han opſogte om Afte⸗ 


) Der hentydes til, at det laa i Slægten „at ſkifte Ham“, at 
ſaae en anden Natur efter Solnedgang, ſom Kveldulf fik 
Ulvens Ham. Skallegrim fager her Berſerkegang. 


Egil Skallegrimſens Saga. 205 


nen en Huusfoged, ſom Skallegrim holdt meget af, og 
hug ham Banehug. Skallegrim ſagde ikke noget der— 
til, men Fader og Son talte ikke et Ord til hinanden, 
hverken godt eller ondt, den Vinter. 

Egil var tretten Aar gammel, da hans Broder Tho— 
rolf engang kom hjem fra fin Vikingefcrd. Egil for— 
langte at reiſe med ham neſte Foraar. „Naar din 
Fader“, ſvarede Thorolf, „her i fit eget Huus ikke 
kan ſtyre Dig, faa kommer det mig voveligt for at tage 
Dig med udenlands.“ — „Saa kommer nok Ingen af 
os til at reiſe“, ſagde Egil. Neſte Nat reiſte der ſig 
et ſteerkt Uveir, og Vinden bar ud paa Søen. Egil 
gik ud til fin Broders Skib og overhug Landholds— 
tovene, jan at Skibet drev ud paa Fjorden og ſtrandede. 
Han truede derhos med, at han ſkulde afſtedkomme endnu 
ſtorre Ulykke, derſom Thorolf ikke tog ham med. Om 
ſider kom der et Forlig iſtand mellem Brodrene, ſaa— 
ledes at Egil fik ſit Onſke opfyldt. 

Kong Harald Haarfager begyndte at ældes meget, 
men hans mange Sonner voxede ſterkt til. Erik, ſenere 
kaldet Blodoxe, var hans kjereſte Son, fik Deel 
i Regeringen og antog Hirdmend. Thorolf ſtod fig 
godt med den unge Konge og fkiftede Venſkabsgaver 
med ham. For hans Skyld lovede Kongen ogſaa at 
tage vel imod Egil. 

Engang ſaae Egil fig nødt til at ſoge Ly for et 
Uveir hos en Mand ved Navn Baard, ſom beſtyrede 
en af Kongens Gaarde. Han og hans Folge bleve 

14 


206 Egil Stallegrimfens Saga. 


modtagne, men Bevertningen var yderſt knap. Den 
ſamme Aften kom Erik og hang Dronning Gunhild til 
Gaarden og bleve bevertede høit. Da Kongen er— 
farede, at der endnu var Mend tilhuſe, ſom gik hans 
Venner tilhaande, lod han dem indbyde til at tage Deel 
i Drikkegildet. Men her blev Egil meget vred, da han 
bemerkede Forſkjellen paa Bevertningen, kvad Spotte— 
viſer imod Baard, og da Baard derpaa lumſkelig ſogte 
at drikke ham fuld, blev Egil tilſidſt fan raſende, at 
han dræbte Baard. En haard Kamp og Flugt havde 
Egil for at undgaage Doden; men hans Venner for— 
ligte dog Sagen faaledes, at Kongen tog imod Boder 
for de bræbte Mend. 

Brødrene havde i Norge Tilhold hos Thorer 
Herſe, der ogſaa havde ſtaget dem bi i Egils Sag med 
Kongen. Men Dronning Gunhild var meget vred over 
Sagens Udfald. 

Gunhild havde to ſtridbare Brødre, Eyvind og 
Alf. Da der henimod Sommeren ſkulde holdes et ſtort 
Offergilde paa Gule, ſagde Gunhild til fine Brødre: 
„Seer til, at J mage det faa i det talrige Mode, at 
J fane en af Skallegrims Sonner drebt og helſt dem 
begge.“ De lovede det. 

Men Egil var ikke ved Gildet; thi Thorer Herſes 
Son Arinbjorn, der havde fluttet et nøie Venſkab med 
Egil, havde holdt ham hjemme af Frygt for hans Hef— 
tighed og var ſelv bleven hjemme hos ham for at mildne 
hans Kaar. Eyvind kunde heller ikke fane Ram til at 


Egil Skallegrimſens Saga. 207 


drebe Thorulf, men maatte lade fig noie med at hugge 
en af hans Mend Banehug. Kongen tilbød at give Bo— 
der for den Dræbte, men Thorolf vilde ikke tage imod 
Boder, thi det var paa den Tid heederligere at tage 
Selvhevn. Da Eyvind havde brudt Offerfeſtens Hel— 
lighed, hvor det var forbudt at bære Vaaben endſige 
at øve Bold, turde han ikke længer dvæle, hvor de 
norſke Love gjaldt; Erik og Gunhild ſendte ham der— 
for til Kong Harald Gormſon (Blaatand) i Danmark, 
hvor han blev anſat ſom Kongens Landeveernsmand imod 
Vikinger. 

Sommeren derpaa drog Thorolf og Egil font ſeed— 
vanligt i Viking og vandt megen Heder og ſtort Bytte. 
Men da de lage ud for Jyllands Veſtſide, fik Egil 
Underretning om, at Eyvind, Gunhilds Broder, laa 
og pasſede paa dem for at overfalde dem, naar de 
ſeilede tilbage. Da Egil havde faaet denne Tidende, 
gjorde han fit Skib flagferdigt og ſeilede afſted fan 
ſtille ſom muligt, indtil han i Dagbrekningen traf paa 
Eyvinds Skibe. Egil anfaldt pludſeligt; mange af 
Eyvinds Folk faldt, men Eyvind ſelv ſprang overbord 
og ſvommede iland. Derpaa vendte Egil tilbage til 
Thorolf og fortalte ham denne Tidende. Thorolf ſagde, 
at nu havde de nok maget det ſaa, at det var dem 
lidet raadeligt at gjeſte Norge i Hoſt. „Nu vel“, 
ſvarede Egil, „ſaa opſoge vi os et andet Sted.“ 

Paa den Tid herſkede i England Kong Adelſteen, 
der blandt Andet er bleven faa bekjendt i Norden ſom 

147 


208 Egil Skallegrimſens Saga. 


Foſterfader for den norſke Kong Hakon Adelſteen. Den 
engelſke Konge havde nylig tiltraadt Regeringen og fil 
ſtrax Strid med mange misforngiede Hovdinger og baade 
med Briter og Skotter. Han tog derfor gjerne mod 
ſtridbare Mænd, der vilde træde i hans Tjeneſte, og da 
Thorolf og Egil meldte ſig hos ham med deres Folge, 
bleve de antagne til hans Landeveernsmend. 

Kong Adelſteens farligſte Modſtander var Kong 
Olaf af Skotland; han trængte frem i England og fif 
ſaa ſtor Fremgang, at han kunde haabe at vinde Nor— 
thumberland og gjøre fig hele England ſtatſkyldigt. Men 
Lykken vendte fig, da de norſke Brødre bleve anſatte 
ſom de fornemſte Hovdinger i den engelſke Heer. Den 
engelſke og ſkotſke Hær ftødte ſammen i Slaget ved 
Vinaſkoven, hvor Kong Adelſteen, Thorolf og Egil 
forte Slaget. Thorolf gik ftærft frem og brev Skot— 
terne foran fig, men da trængte en talrig Trop frem 
under Skotternes fornemſte Hovding Adils Jarl, og 
de gjennemborede Thorolf med mange Spyd, ſaa at 
han faldt der ved Skoven. Da Egil fane fin Broders 
Merke vige tilbage, kunde han ſlutte fig til, at han var 
falden; han forte ſine Mænd frem, huggede til begge 
Sider og feldede Mange. Da han naaede Adils Jarls 
Fylking, ſkiftede han kun fan Hug med ham, førend 
Jarlen faldt med mange af fine Mænd omkring fig. 
Ogſaa de øvrige ſkotſke Jarler bleve dræbte eller flyg⸗ 
tede. Kong Olafs Fylking opløfte fig, og Kongen ſelv 


Egil Skallegrimſens Saga. 209 


faldt med mange Mænd; thi det uyttede kun lidet at 
bede om Fred. 

Da Egil kom tilbage fra Forfolgelſen, ſogte han 
efter ſin Broders Lig, fandt det, vaſkede det og behand— 
lede det efter Skik og Brug. Han lod Thorolf med 
hans Vaaben og Kleder fætte i en Graphoi, ſom blev 
ſteenſat; Egil ſelv ffjød ham to Guldringe paa Armene 
og lukkede Graven. 

Kong Adelſteen ſad ved Drikkebordet, da Egil kom 
tilbage, og der var en ſtsiende Glæde i Hallen. Saa— 
ſnart Kongen fane, at Egil var kommen, befalede han 
at rømme den ene af Hoiſcedesbeenkene for ham og hans 
Folge, faa at Egil kom til at ſidde ligeoverfor Kongen. 
J Midten af Hallen mellem begge Hoiſceder brændte 
en ſtor Ild paa Gulvet. 

Egil fatte fig da ned og ſkjod Sfjoldet for fine 
Fodder. Han havde fin Hjelm paa Hovedet og lagde 
Eværdet iværg over fine Knæ; ſnart traf han det halvt 
ud, ſnart ſkjod han det igjen tilbage i Skeden; han fad 
rank og med et barſk Aaſyn. Han havde et ftort An— 
ſigt, en bred Paude, ſtore Oienbryn, mørke Sine, en 
fort, men tyk Neeſſe, vide og ſtore Læber, en meget bred 
Hage og brede Kindbeen, tyk Hals og uſeedvanlig ſtore 
Skuldre; forreſten var han velvoxen, hoiere end nogen 
anden Mand, havde ulvegraat og tykt Haar, men var 
allerede begyndt at blive noget fkaldet. 

Da han nu ſad ſaaledes, ſkjod han det ene af fine 
ſammenſtodende Bryn ned mod Kinden, det andet op 


210 Egil Skallegrimſens Saga. 


mod Haarrodderne. Han vilde ikke drikke, ſkjondt der 
blev baaret til ham, men traf Brynene op og ned. 
Ogſaa Kong Adelſteen i Høifædet paa den anden Side 
af Ilden havde lagt Sværdet over fine Kue; da de nu 
havde ſiddet ſaaledes en Stund, drog Kong Adelſteen 
fit Sværd, ftrøg en ſtor og god Guldring af fin Arm 
og hang den pan Sveerdſpidſen, ſtod op, gik frem paa 
Gulvet og rakte Ringen over Ilden til Egil. Egil ſtod 
op, traf ligeledes fit Sværd, ſtak det ind i Aabningen 
paa Ringen og drog den til ſig. De ſatte ſig igjen 
begge i Hoiſædet; Egil fatte Ringen paa fin Arm, og 
nu antog hans Bryn igjen deres naturlige Stilling; 
han lagde Sverd og Hjelm fra fig, tog imod Drikke— 
hornet og drak ſiden med de andre Mænd. Derpaa 
lod Köngen to Kiſter, fyldte med Sølv, bringe ind. 
„Disſe Kiſter“ ſagde han, „fkal Du tage, Egil, og hvis 
Du kommer til Island, ffal Du bringe din Fader 
dette Solv, ſom jeg ſender ham til Erſtatning for haus 
Son. Du ſelv fkal til Erſtatning for din Broder hos 
mig fane Land eller Gods, hvad Du ſelv vil.“ — Egil 
takkede Kongen med venlige Ord, begyndte at glædes i 
Hu og fang et Kvad, hvori han mindedes fin Broder. 

Uagtet Kong Adelſteen ſaaledes vifte Egil ſtor Hæ- 
der og lovede ham ſtorre Forfremmelſe, kunde han dog 
ikke ſlaae fig til Ro i England, men drog atter til 
Norge. Her havde Arinbjorn Herſe tiltraadt Arv efter 
ſin Fader, og Egil ſelv tolvte opholdt ſig hos ham i 
den neermeſte Tid. Han giftede fig her ved Arinbjorus 


Egil Skallegrimſens Saga. 211 


Mægling med hans Frænfe Asgerde, men kom netop 
derved i Trætte med en vis Bergonund, der var gift 
med en Halvſoſter til Asgerde og efter Svigerfaderens 
Dod havre tilegnet fig det hele Efterladenſkab under 
Paaſkud af, at Asgerde paa Modreneſide var trelbaaren. 
Bergonund ſtod i ſtor Gunſt hos Kong Erik og Gun— 
hild, og derfor turde han prove paa at drive denne Sag 
igjennem. 

Egil og Bergonund modte begge, hvor Retten blev 
holdt, paa en jevun Mark; Domſtedet betegnedes ved 
Hesſelſteenger, der vare fatte i Kreds; disſe Stenger 
vare forbundne ved Snore, de ſaakaldte Vibaand. Inde 
i Kredſen ſad Dommerne, der i tre Tylfter vare valgte 
til at domme i Sagen. 

Bergonund vedblev fin Paaſtand, men- da Arin⸗ 
bjorn og Egil vilde fore Tolomandsvidner for, at As— 
gerde var eedelbaaren og arveberettiget, blev Retten 
negtet dem af Dronning Gunhild, der halvt tiltvang 
fig Kong Eriks Medhold: „Det er underligt, Konge,” 
raabte hun, „at Du lader denne ſtore Egil forvikle alle 
Sager for Dig? Hvor er min Broder Alf? — Far 
med din Trop hen til Dommerne og lad ikke denne 
uretfærdige Dom faae Fremgang?” Alf og hans Mænd 
lob da frem, ſkar Vibaandene over, oprev Steengerne 
og ſprengte Retten. Da ſagde Egil: „Kan Bergonund 
høre mine Ord?” „Jeg hører”, ſvarede Bergonund. 
„Saa æffer jeg Dig til Holmgang,“ raabte Egil, „ſaaat 
vi ſtride her paa Thinget, ſaaledes at den, ſom ſeirer, 


212 Egil Skallegrimſens Saga. 


tager Land og Gods, hvorom vi tviſte. Men Du ffal 
være hver Mands Niding, hvis Du tor ikke.“ Men 
Kong Erik afbrød ham og ſagde, at han ſkulde ſnart 
give ham Leilighed til at ſtride. 

Da Alle vare komne vaabenloſe til Thinge, kunde 
Arinbjorn lykkeligt bringe Egil bort. Kongen forfulgte 
dem ftærit pan deres Fart mellem Øerne og Dræbte 
nogle af Egils Mænd. Men Egil bræbte ved et Spyd— 
kaſt en anſeet Mand, der fad tilroers i Kongens Skib. 
Det lykkedes Egil at undkomme. 

Kort efter overfaldt Egil Bergoͤnund pan hans 
Gaard pan en af Øerne, dræbte ham i Tvekamp og 
ihjelflog mange af hans Meend. Derpaa roede Egil 
og hans Mænd atter ud mellem Øerne; Egil fad til— 
roers og var fan vred, at Ingen kunde fane et Ord af 
ham. Hendelſesviis traf de paa et Skib, hvorpaa 
Kong Eriks Son Rognuvald ſeilede med tolv Mand. 
Egil ſtyrede lige paa det og raabte til ſine Mend, at 
de ikke ſkulde ſkaane Nogens Liv. Der gjordes liden 
eller ingen Modſtand, ſaaat Roguvald Kongeſon blev 
bræbt med fine tolv Mænd. Derpaa roede Egil iland 
paa en af Øerne, tog en Hesſelſtang, hvorpaa han 
ſatte et Heſtehoved, ſkjod Stangen i en Fjeldridſe og 
dreiede Heſtehovedets opſperrede Gab ind mod Lan— 
det: paa Stangen ridſede han Runer, ſom ſagde, 
at Egil havde reiſt denne Nidſtang mod Erik og 
Gunhild med den Forbandelſe, at alle Landets 
Skytsguder maatte fare forvildede om og ingen 


Egil Skallegrimſens Saga. 213 


Ro finde, forend de havde fordrevet Erik og Gunhild 
fra Landet. Derpaa ſeilede Egil til Island. 

Egil tog hjem til Borgefjord og overtog Beftyrel- 
ſen af ſin Faders Gaard og Gods; thi Skallegrim var 
nu bleven gammel og ſvag. Engang ſagde Skallegrim 
til ham: „Det varer længe, Egil, førend Du betaler 
mig de Penge, ſom Kong Adelſteen ſendte mig.” — „Tren— 
ger Du faa meget til Penge, Fader?“ ſparede Egil; 
„det vidſte jeg ikke.“ En Aften, da de Andre vare 
tilſengs, red den gamle Skallegrim ud med en ſtor Kiſte 
paa ſine næ og en Kobberkjedel under Armen. Man 
har ſiden troet, at han ſenkede begge Dele i en Kilde. 
Men om Morgenen ſad han ſtiv og dod pan Senge— 
fjællen. Egil lod ham høifætte yderſt paa Digrences 
ved Borgefjorden med hans Heſt, Vaaben og Smede— 
redſkaber. At der blev lagt Penge ned i Hoien hos 
ham, finder man Intet om. 

Imidlertid havde Kong Erik dræbt fine Brøbre for 
at vinde Overherredommet efter den gamle Faders Dod, 
og han var ikke vel lidt i Norge, mindre dog endnu 
hans Dronning Gunhild. Da hans yngre Broder 
Kong Hakon Adelſteen vendte tilbage, fra ſin Foſterfader 
Kong Adelſteen i Norge, tog de megtigſte Jarler haus 
Parti, og han vandt Norges Rige fra ſin Broder. 
Kong Erik, Gunhild og deres Born forlode da Norge, 
fulgte af Arinbjorn Herſe og hans Mond. De herjede 
en Tid paa England, indtil Kong Adelſteen maatte ind— 
gane et Forlig, ſaaledes at Kong Erik fif Beſtyrelſen 


214 Egil Skallegrimſens Saga. 


af Northumberland, mod at han blev Kong Adelſteens 
Landeversmand mod Skotterne. Om Gunhild ſor— 
telles der, at hun lod koge Seid og øve Trolddom, 
ſaaledes, at Egil Skallegrimſen aldrig ſfkulde fane Ro, 
førend hun fik ham at ſee igjen. 

Imidlertid ſad Egil paa ſine Gaarde, men den 
anden Vinter efter Skallegrims Dod tabte han fin Mun⸗ 
terhed, og hans Sorgmodighed tiltog længere ud paa 
Vinteren. Omſider gav han tilkjende, at han vilde ſeile 
bort; han udruſtede da et Skib og ſeilede hjemmefra henimod 
Hoſten. Egil agtede fig til England for at fee, hvor— 
vidt Kong Adelſteen vilde opfylde fine tidligere Løfter. 

Efter en haard Reiſe forbi Ørfenøernes og Skot— 
lands Kyſter befandt Egil fig en mørk Aften i en ſteerk 
Storm ud for Nordengland; Skibet var rundt omgivet 
af Skjcœr, ſaaledes at der ingen anden Udvei var end 
at ſoge Land. 

Skibet drev iland i Mundingen af Floden Humber 
ikke meget langt fra Borgen Jorvig (York), men Egil 
og Mandſkabet bjergede Livet. Der ſpurgte Egil en 
Tidende, ſom ſyntes ham god, nemlig at Kong Adelſteen 
og hans Rige var i Velmagt, men en anden Tidende, 
ſom ſyntes ham farlig, nemlig at Kong Erik og Dron— 
ning Gunhild regerede i Jorvig. Der horte han ogſaa, 
at Arinbjorn Herſe endnu var hos Kongen og ſtod i 
hans Gunſt. 

Samme Nat fil Egil fig en Heſt og red til Bor⸗ 
gen, hvor han ankom næfte Aften. Over fin Hjelm 


Egil Skallegrimſens Saga. 215 


havde han en ſid Hat, og fuldbtvæbnet var han iøvrigt. 
Han ſpurgte fig for om Arinbjorns Bolig, ſteg af He⸗ 
ſten, da han fandt den, og traf en Mand, der ſagde 
ham, at Arinbjorn ſad ved Maaltidet. „Tjen mig i, 
min gode Mand,“ ſagde Egil, „at gage ind i Stuen og 
ſporg Arinbjorn, om han helſt vil tale med Egil Skalle— 
grimſen inde eller ude.“ Manden gik ind i Stuen og 
ſagde: „Her ſtager en Mand udenfor Doren jaa ſtor 
ſom et Trold; han bad mig gage ind og ſporge, om 
Du ude eller inde vilde tale med Egil Skallegrimſen.“ 
Arinbjorn gik da ud og hilſte Egil. Da Egil havde 
fortalt ham fin Færd, ſagde Arinbjorn: „Saa tage alle 
Mand deres Vaaben!“ Derpaa gik de til Kongsgaar⸗ 
den; Dorvogterne aabnede ſtrax Doren; Kongen ſad 
endnu ved Bordet, Arinbjorn vilde, at de ſkulde gaae 
ind tolv Wand ftærfe, og valgte dertil Egil foruden 
fig felv og ti andre. Arinbjorn ſagde: „Jeg bringer Eder 
her, Konge, en Mand, der er kommen langveisfra for at 
beſoge Eder og forlige ſig med Eder.“ Kongen ſagde, 
„Hvor turde Du være faa driſtig, Egil, at vove Dig 
hid? Da vi ſidſt ſkiltes, havde Du kun Dod af mig 
at vente!“ Egil greb bonfaldende Kongens Fod, men 
Gunhild raabte: 

„Hvorfor ikke dræbe ham ſtrax? Mindes Du ikke, 
Konge, hvad han har gjort? Han har dræbt dine 
Venner og Frender, ja din egen Son, og han har reiſt 
Nidſtang imod Dig.“ Arinbjorn ſagde: „Har Egil 
talt ilde om Kongen, faa vil han forſone det med en 


216 Egil Skallegrimſeus Saga. 


Lovtale, ber ſkal vare evindelig.“ — „Vi ville ikke høre 
hans Lov!“ raabte Gunhild; „lad ham ſtrax, Konge, 
fore ud og halshugges!“ Da ſagde Arinbjorn: „Kon- 
gen vil ikke af Dig lade fig egge til Niddingsveerk! — 
Du vil ikke lade Egil dræebe un, min Konge, thi Natte— 
drab er Mord!“ Kongen ſagde: „Din Bon fkal være 
Dig tilſtaaet; Egil maa leve inat, men Du ſkal tage 
ham hjem med Dig og bringe ham imorgen.” — Arin- 
bjorn takkede Kongen og ſagde: „Vi haabe, at Egils 
Sag vil tage en bedre Vending. En herlig Mand, 
Egils Farbroder Thorolf, blev tagen af Dage af din Fa— 
der Kong Harald paa Grund af flette Menneſkers Bagta— 
lelſe, uden al Brode fra haus Side. J ſelv, Konge, 
fornægtebe Egil Net for Bergonunds Skyld og tragtede 
ham efter Livet. Og Egil er ikke den Mand, der la— 
der fig gage pan. Hver Gang Mand ffal dømmes, da 
ffal ikke blot hans Brøbe veies, men ogſaa de Grunde, 
der have ſkyndet ham til Broden.“ 

Derpaa fulgte Arinbjorn Egil hjem med fine Mend. 
Da de vare komne til Gaarden, forte han Egil op paa 
et Loftskammer og ſagde: „Kongen formildedes noget, 
men Gunhild vil gjore Alt for at forderve Dig. Nu 
er det mit Raad, at Du vaager den hele Nat for at 
digte et Lovkvcede om Kong Erik, og jeg troer, det var 
godt, om det blev en Drava paa 20 Viſer.“ Egil 
ſagde: „aldrig havde jeg tænkt paa at digte Lovfang 
om Kong Erik, men jeg fkal forſoge det, derſom 
Du vil.“ 5 


Egil Skallegriniſens Saga. 217 


Arinbjorn bad ham da at tage fat paa Arbeidet, 
gik derpaa bort og lod Spiſe og Drikke bringe op til 
ham. Egil var nu ene om Natten; Arinbjorn var hos 
fine Mænd, og de fad ved Drikkebordet til Midnat. 
Men førend han gik til fit Sovekammer, ſogte han at⸗ 
ter Egil og ſpurgte ham, hvordan det gik med Kvedet. 
Egil ſagde, „jeg har Intet faaet digtet, thi der fad en 
Svale i Gluggen og peb mig Srene fulde, ſaaat jeg 
aldrig kunde fane Ro.“ Derpaa gik Arinbjorn bort og 
ſteg udenfra Huſet op ved Loftsgluggen; han ſaae da 
en Hamloberſke*) fare om paa den anden Side af Hu— 
ſet. Arinbjorn blev ſiddende der den hele Nat, og ef— 
terat han var kommen, digtede Egil hele Drapaen og 
indpregede fig den i Hukommelſen. 

Den næfte Dag gik de paa den beleiligſte Tid til 
Kongen. Arinbjorn omtalte for Kongen og Gunhild 
fine Fortjeneſter af dem og deres Slægt. Da Gun⸗ 
hild forblev ubonhorlig, faa bad han om idetmindſte 
at give Egil Lov til at reiſe, og en Uges Friſt til at 
komme frem. Men Gunhild afflog det og ſagde, at 
Egil med en Uges Friſt kunde ride til Kong Adelſteen 
hvor han var i Sikkerhed. Da ſagde Arinbjorn: „Ef- 
terſom Kongen troer at indlægge fig Berommelſe ved 
at dræbe en Bondeſon, der har givet fig i hans Vold, 
jan vil jeg mage det faa, at denne Begivenhed fkal blive 


*) Her antydes, at Dronning Gunhild har ſtiftet Ham og 
paataget fig en Svales Stkikkelſe for at forſtyrre Egil. 


218 Egil Skallegrimſens Saga. 


endnu mere omtalt. Thi fra nu af ſkulle Egil og jeg 
dele Kaar med hinanden, ſaaat een Dod ffal ramme 
os begge, og dyrt, Konge, vil Du da betale Egils Liv, 
naar vi alle ere feldede til Jorden, jeg og mine brave 
Mænd.” Efter disſe Ord traadte Egil frem og frem— 
ſagde ſit Digt „Hovedloſen.“ 

Dette Digt er en Lovſang over Kong Erik i den 
nordiſke Digtnings indviklede Rythmer og beſynderlige 
Billedſprog, og Kvadet var lagt med al den Kunſt, man 
kunde vente af en ſaadan Skjald. Uagtet vi, der nu 
leſe det, overalt kunne ſpore en hemmelig Ulyſt til 
at beſynge Kongen, og Digtet ſaaledes gaaer langt 
mindre tilhjerte end mange af Egils øvrige Kader, 
maa det dog have henrevet og forbauſet Tilhorerne. 
Kong Erik fad rank, medens Egil kvad og ſaae ſkarpt 
paa ham. Da Drapaen var endt, ſagde Kongen: „Paa 
bedſte Maade er Koeedet fremfort. Og nu, Arinbjorn, 
ſkal jeg ſige, hvad Enden ffal blive pan min og Egils 
Sag. Du har med megen Iver taget Dig af ham, 
ſiden Du for hans Skyld endog vilde ſtille Dig i Kamp 
med mig. For din Bons Skyld ſtal nu Egil have 
Lov at fare fri bort. Men Du, Egil, maa vide, at 
dette er intet Forlig mellem Dig og mig eller mellem 
vore Freender! Indret derfor din Færd faa, at Du 
aldrig mere, efterat have forladt deune Stue, kommer 
mig eller mine Sonner for Sine!“ Arinbjorn takkede 
Kongen erbodigt og fulgte derpaa Egil hjem, lod hun⸗ 
drede fuldtocebnede Mænd ſidde tilheſt og fulgte Egil 


Egil Skallegrimſens Saga. 219 


til Kong Adelſteens Rige. Ved Skilsmisſen gav Egil 
Arinbjorn to Guldringe, han havde faaet af Kong 
Adelſteen, men Arinbjorn gav fin Ven Sværdet „Drag— 
vandel,” ſom han havde faaet af Egils Broder Thorolf. 
De ſkiltes ad i megen Kjerlighed, og Arinbjorn vendte 
tilbage til Kong Erik li Jorvig. 

Endnu mangen en fter Bedrift øvede Egil, ſtraf— 
fede fine Fiender og hjalp fine Venner; han var den 
forſte Stridskempe og den førfte Holmgangsmand, ſom 
han var en af de ſtorſte Skjalde, og haus Navn blev berømt 
over hele Norden. Efterhaanden varede hans Ophold 
paa Island længere; han beſtyrede fine Gaarde med 
Indſigt og blev en meget rig Mand. Hans Ord paa 
Lovthinget var det vegtigſte, og den Sag, han vilde 
drive igjennem, faldt ud efter hans Onſke. Han var 
forreſten forekommende mod ſine Naboer, men der var 
heller Ingen, der vovede at komme ham for nær. Han 
havde mange Sonner og Døtre. Uimodſtaaelig i Kamp, 
Voldgiftsmand paa Thinge, en berømt Stkjald, en rig 
Jordegodseier, Fader til en talrig Familie, der gav 
Haab om at bevare Slægtens Velde, kunde han anſee 
ſig for den lykkeligſte Mand; da rammede ham et Tab, 
der nedſlog hans Mod og bragte ham Fortvivlelſe og 
Selvmord ner, forbi Skaden var tilfoiet ham af en 
Magt, han ikke kunde ramme med Gjengjeld. 

Egil havde en Sen der hen Bodvar, en meget 
haabefuld Dreng, fager, ſtor og ſteerk, ſom Thorolf 
havde været det i hans Alder; Egil elſkede ham meget, 


220 Egil Skallegrimſens Saga. 


og Drengen holdt ligeledes meget af ham. Da Bod— 
var en Gang var ude at ſeile paa Fjorden med nogle 
af Faderens Huuskarle, reiſte der fig et ſterkt Uveir, 
ſaaat Skibet forgik; Mandſkabet ſatte Livet til, og Li⸗ 
gene drev iland. Egil red ſtrax ned til Stranden og 
ſogte efter Sonnens Lig, indtil han fandt det. Han 
tog det, fatte det pan fine Knæ og red ud med det 
til Digrenæs til Skallegrims Hoi. Han lod Hoien 
aabne, lagde Drengen ned ved Siden af Skallegrim og 
lukkede Hoien igjen. 

Derpaa red Egil hjem og gik ſtrax tilſengs. Har- 
men over ikke at kunne hævne fig paa Havets Magter, 
der havde berøvet ham hans koſtbareſte Eie, bragte ham 
til den Beſlutning at ende fine Dage ved at afholde fig 
fra Føde og ſaaledes folge Sønnens Veie. Men med 
rørende Kjærlighed og venlig Troſt bragte hans Datter 
Thorgerde ham fra bette Forfæt; det var bedre, ſagde 
hun, forſt at digte et Kocede om den Døde. „Jeg vil 
prove derpaa,“ ſagde Egil, „ſkjondt det er lidet rimeligt, 
at jeg nu kan digte.“ 

Digtet „Sonnetabet,“ ſom Sagaen har opbevaret, 
er et af de ſmukkeſte Digte, der ere os levnede fra den 
nordiſke Oldtid. Den dybe Folelſe, der ligeſom gjen⸗ 
nemſtrommer Faderens Dodskvad over Sonnen, bryder 
med en naturlig Magt de ſtive Skranker, der ſaa tidt 
indeſlutte de nordiſke Digtninger; det beſynderlige Bil⸗ 
ledſprog, der hos almindelige Skjalde i almindelige 
Anledninger ofte er en tillært Remſe, bliver i „Sonne⸗ 


Egil Skallegrimſens Saga. 221 


tabet“ anvendt med en ſaadan Smag og et ſaadant 
Maadehold, at ogſaa disſe Billeder kaſte en yndig Glands 


over Sorgens Rythmer. 
J Begyndelſen af Sangen fortaber Sfjalben fig 
i ſin Sorg. ; 

— „o den er trang, 
tung den Bet at træde, 
naar en Sjæl ffal avle Sang, 
Som har tabt ſin Glade. 

2. 
Dybt i Bryſtet, dump og hul, 
Slumrer klare Tone, 
Stiger langſomt fra fit Skjul 
Op til Luftens Zone; 
Klangen, ſom fra Jætters Hjem 
J de aarle Dage 
Odin drog alveldig frem”), 
Vorder Klage! Klage! 

3. 
Ham, ſom var ſaa brodefri, 
(Visſelig, det ſaarer!) 
Ham, ſom Sorgen gik forbi 
Smilende i Taarer, 
Mine Dages Haab, min Hu, 
Stedte jeg tiljorde, 
Og hans hvide Lok endnn 
Hvidere ſkal vorde. 

Men, hvad der allermeſt nager Digteren er, at 
Havets Gud Wgir og Ægirs Dotlre, Bølgerne, ligge 
uden for hans Harmes Reekkeevne, og at Odin ſelv 
ſynes at ſpigte. 


) Her ſigtes til den mythiſke Fortælling om Poeſtens Oprindelſe. 
15 


222 


Egil Sfallegrimfens Saga. 


8. 
Uret har jeg hævnet for, 
Bold jeg før har tvungen; 
Men mod gir mon jeg tor 
Rore Svardetungen: 
Hvis jeg turde, mon jeg kan 
Wgirs Moer de folde 
Saare med Slagvrimlens Brand, *) 
Temme mellem Skjolde. 

21. 
For pan Spydets hoie Drot") 
led jeg til det Sidſte; 
Thi med ham jeg ſtod mig godt, 
Det for viſt jeg vidſte; 
Nu han har fin Gunſt fortrudt, 
Vendt fra mig fin Kjerre, 
Og vort Benffab har han brudt, 
Seirens hoie Herre. 


Derfor kan han i ſin Magtesloshed heller aldrig 
troſtes og venter kun Forlosning fra fin Sorg i Døden: 


27. 
— Tiden ei mig troſter; 
Thi paa Nersſet x) hisſet ſtager 
Narves blege Soſter. ) 
Mig hun Ondt forkynder ei, 


Der er jo min Glade. 


Kom kun, Hel! Din morke Vei 
vil jeg fro betræde. 


Med Sonnen Thorſten, der efter Egil ſkulde være 
Slægtené Hoved, var Faderen ikke ret tilfreds. Thor⸗ 


*) Omffrivning af Sværdet. 


k) Odin. 


be) Digrences, hvor Sonnen var hoilagt. 
kk) Doden. 


. ·˙ u]; Res RERERERERE EEN 


Egil Skallegrimſens Saga. 223 


ſten var ſmuk, ſtor og ftærk, dog ingenlunde ſom hans 
Men han var en mild og ſtille Mand, ſom 
ikke fornærmede Nogen og ikke havde rigtig Kraft til at 
jætte fin Sag igjennem mod Fornermeren, ſaaat Egil 
ſelv engang maatte drage til Thinge med firſindstyve 
fuldtveebnede Mænd og fætte en Retstrette igjennem, 
hvori Thorſten var ner ved at give tabt. 

Egil Skallegrimſen blev 90 Aar gammel, men blev 
meget affceldig i fin Alderdom; Syn og Horelſe flog 
ham feil, og han var heller ikke ret ſikker paa fine Fod— 
En Vinterdag da Veiret var koldt, gik han hen 
til Ilden forat varme fig. Men Kokkepigen jog ham 
bort fra Varmepladſen og ſagde, at det var underligt, 
han vilde ligge ſaaledes for Fodderne af dem og hin— 
dre dem i at forrette deres Gjerning; da kvad Egil: 


Mig lang er Tiden, 
Jeg ligger affeldig, 
Fiern fra Kongers 
Fagre Borge. 


Egil fik ogſaa beſynderlige Gammelmandsnhkker. 
En Sommer, da man beredte fig til at ride til Thinge, 
bad Egil om at maatte folge med. En af hans Dottre 
ſpurgte ham i Fortrolighed, hvorfor han vilde med og 
fik da folgende Svar: „Jeg har iſinde at tage de to 
Kiſter med, ſom jeg fik af Kong Adelſteen, og ſom ere 
fulde af engelſke Solvpenge, og faa vil jeg lade Ki⸗ 
ſterne bere til Lovbjerget, naar der er allerfleſt Folk 


Derpaa vil jeg ſtroe Solvet rundt omkring. 


Og da ſkulde det gane underligt til, om de Alle gave 


15= 


224 Egil Skallegrimſens Saga. 


ſig til at ſkifte det ligeligt; ſnarere vil der blive en 
Stoden og Stoien; ja maaſkee hele Thingmeengden om⸗ 
ſider kan komme i Haarene paa hinanden!“ — Med Nod 
fik man ham fra dette Indfald. 

Medens Thinget ſtod paa, kaldte Egil en Aften to 
Trelle til ſig og befalede dem at hente ſig en Heſt, da 
han vilde til Bad. Derpaa tog han fine to Solrvkiſter 
og red bort med Treellene. Om Morgenen, da Folkene 
ſtod op, ſaae de Egil ſtavre om udenfor Gaarden og 
træffe Heſten efter fig. Men man ſaae eller hørte aldrig 
mere til Trellene eller Kiſterne. Egil ſagde ſelv, at 
han havde dræbt Trellene og ſkjult Kiſterne, men hvor 
han havde ffjult dem, røbede han ikke for Nogen. Kort 
efter faldt Egil i en Sygdom, ſom blev hans Dod. 
Han blev hoiſat med fine Vaaben og med gode Klader. 


Ved at ſamle og zjengive disſe enkelte Partier af 
Egils Saga har jeg ſogt at fremhæve nogle Punkter, 
der kunne betegne den Tanke, der, ſom det forekommer 
mig, har inſpireret Sagaforteelleren til hans meerkelige 
Digtning. Paa et faſt hiſtoriſk Grundlag har han ſkil⸗ 
dret berømmelige Hovdingers Liv og Stordaad, idet 
ſelve Fortællingens Plan nærmeft udfolder fig i Egils 
Liv. Ved Siden af Beundringen for Egils Selvfolelſe, 
hans høie og eventyrlige Mod, hans raſtloſe Kamp for 
fin formentlige Ret fager Læferen ofte et andet Indtryk, 
naar den gruſomme Haardhed ſkildres, hvormed Cgil 
fætter fin Billie igjennem, naar Leſeren idelig ſtoder 


— EEK re 


Egil Skallegrimſens Saga. 225 


paa Træf af Begjerlighed efter Gods og Guld, lige— 
ſom Erhvervelſe og Bevarelſe af Eiendom var Livets 
hoieſte Opgave. Det kan ikke mangle, at Læferen maa 
fole, at denne overmodige Tillid til egen Kraft og eget 
Snille bærer Spiren til Fordeervelſen i fig og vil fore 
Straffen med ſig. Derfor lader Sagadigteren Egil ſelv 
ligne ſin Kamp imod Kummer og tunge Sorger med 
Thors Kampe imod Jætterne; det er, ſom Digteren vilde 
varsle, at der foreſtaaer denne Livsanſkuelſe et Ragnarokr. 
Det hedder i „Sonnetabet“: 

Ofte Thor jeg tænker paa 

Og de gamle Minder: 

Ogſaa vi mage jo beftaae 

Kamp med Jattelvinder.“ 

Sonnens Tab har knuſt denne Tro paa egen Kraft 
og Styrke, Egil har fundet fin ubetvingelige Overmand 
i Havets Gud, og fra den Tid er hans Mod knakket. 
J ſamme Retning fremhæver ogſaa Sagaens Slutning 
faa ftærft Egils Alderdomsſvoekkelſe og Gammelmands⸗ 
griller. Saaledes har den geniale Sagadigter gjennem 
en henrivende hiſtoriſk Digtning ligeſom individualiſeret 
og i een Mands Liv fremſtillet det nordiſke Hedenſkabs 
Herlighed og Nodvendigheden af dets Fald. Natur⸗ 
magterne og Doden kunne ikke befæmpes med Heden⸗ 
ſkabets hele Velde; deres Angreb kan ikke modes med 
dod Fortvivlelſe eller bortveires af Skjaldens Toner: 
det er ene Chriſtendommen, der kan ſprede Lys paa de 
vildſomme Veie. 


226 


Skallingen”). 
Af 
Thomas Lange. 


De Steder, hvor vi gik paa Barnefod, 

J Livets Larm fig aldrig glemme lod. 

Der hviler over dem en ſelſom Glands, 

Som lokker og fortryller Sind og Sands — 
De lokke og de drage: 

Seent eller tidligt vende vi tilbage. 


Ved Jyllands Veſtkyſt er et ſelſomt Land, 

En Strand, opdukket af det ſorte Vand, 

En Orken uden Buff og uden Træ; 

Kun Sandets Bjerge reiſe Hegn og Le. 
Sneehvide Sofugl ene 

Sig hviler paa de ffumbedæfte Stene; 


) Saaledes kaldes en Orken ved Veſterhavet, ſydfor Blaa⸗ 
vandshuk. 


Skallingen. 227 


Hvor tunge Taagers Slor det hvide Sand 
Formeeler med det morke, dybe Vand, 
Hvor evigt — ſom et Aandechor om Kyſt — 
Gjenlyder Havets dybe Orgelroſt; 

Hvor Hjertet, mens det bæver, 
Mod Evighedens ſtille Land fig hæver. 


Jeg kom til bette Sted en Sommerdag 
Fra grønne Skove, muntre Berners Lag. 
Et Barndomsminde havde hid mig faldt, 
Nu ſtod jeg der og — mindedes det Alt! 
Og ſom jeg ſtod ſaa ſtille, 
Min Barndoms Tanker kom igjen ſaa milde. 


Det hvide Sand, de fjerne Klitter blaae 

Faldt Orkenſolens hede Straaler paa, 

Hiſt Blaavandshuk i Solglands traadte frem — 

Da meerked jeg, at jeg var kommen hjem! — 
Og Flyveſandets Hvislen 

Fra Orknens Dybder lød ſom Baekens Rislen. 


Da gik jeg langſomt over hviden Sand. 

Bag hine Klitter laa den aabne Strand; 

Som trofaſt Vagt mod Bolgens ſteerke Slag 

De vogte Kyſten vel paa Stormens Dag. 
Med min Erindrings Sie 

Jeg havde feet faa tidt de blegblaae Høie! 


228 


Skallingen. 


Paa hine Hoies ſidſte Rand jeg ſtod 

Med Veſterhavets Bolger for min Fod. 

Den hvide Bolge ſtedſe ſank og ſteg — 

Det var den gamle, aldrig glemte Leg! 
Som om min Fod var bunden, 

Paa ſamme Plet jeg ſtod til Afteuſtunden. 


Paa disſe Steder fra den aabne Strand 

En Vig ſig ſkyder ind i Orknens Sand; 

Dens lave Bolger rinde tungt og mat, 

Thi Sandet keemper mod dem Dag og Nat. 
Kun naar Nordveſten brummer, 

Den dorſke Bølge veekkes af fin Slummer. 


Her er det ſkjont for Havets Dyr at boe. 

Den ſtore Maage fiſker her i Ro, 

Den muntre Selhund veed af ingen Frygt, 

Men ſpoger med ſin Unge nok ſaa trygt, 
Mens Svanerne de hvide 

J uforſtyrret Ro paa Bolgen glide. 


Thi kom engang en enſom Jeegersmand 

Til dette fjerne, dette ſtille Vand, — 

Det uforfulgte, frie Havets Dyr 

J denne dunkle Vraa for ham ei flyer, 
Det kun ſig holder ſtille 

Og feer paa ham med Sine ſtore, milde. 


— - 


ä — 


Sfallingen. 229 


Men inderſt inde i den ſnevre Bugt, 

Hvor Sandets Bølger havde for den lukt, 

Jeg fandt et Sted, faa underligt, faa tyft, 

Ut Næbfel lagde fold fig om mit Bryſt, — 
En Strand faa barff, fan ode, 

Hvor Bolgens Sukke vildt og ſelſomt lode. 


Og der — et Gjenfeerd paa det dunkle Sted, 
J Flyveſandets Bolger ſunket ned, 
Et Minde om, at, trods vor Glands og Magt, 
Det ſtolte Hav blev ei os underlagt — 

Et Fartoi laa begravet, 
Paa Stranden ſat i ſidſte Storm af Havet. 


Omkring de ſunkne Sider Vinden peb 

Og leged med de bruſtne Toug og Reb, 

Og Floiet, ſom endnu ved Maſten hang, 

Sig dreied' ſtundom med vemodig Klang, 
Mens det ſig nedad helded', 

Som om det var af Smeerte overveldet. 


Da blev det tyſt og ſtille. Nordens Vind 
De lange, morke Vinger folded' ind. 
Og Havets Drot tog af ſin Krone hvid 
Og hviſked' drommende ved Aftenstid. 
Og Taagen ſteg fra Havet, 
Og ſnart var Hav og Land i Mulm begravet. 


230 


Stallingen. 


Fra Orknens Indre fære Toner lød, 

Snart ſom et Skrig af En, der er i Nod, 

Og fnart igjen ſom Inſtrumenters Klang — 

Som fjerne Svaners vemodsfulde Sang; 
Som Bølger fnart be ſtege, 

Og ſnart ſom Aandeſtemmer bort de vege. 


Tungſindige Natur! hvi kommer det, 

At her hos Dig jeg er ſaa fri og let? 

At disſe Vandes alvorsfulde Pragt 

Gaa underligt ſtaaer med min Sjæl i Pagt, 
Mens i de gronne Lunde 

Saa trangt jeg ſtundom Veiret drage kunde? 


231 


Literatur og Runſt. 


Det er farligt at opføre „Hereulanum.“ Hvad Wilh. Hauff 
fortæller om Othello, har i Paris gjentaget fig med Hereulanum: 
der knytter fig til de tidligere Opforelſer en Række af Ulykler for 
det franſke Operaperſonale, der burde gjort Adminiſtrationen be- 
tænkelig ved at optage denne Opera paany. Efter den femte Opforelſe 
faldt Madame Borghi-Mamo, der fang Olympia, i en farlig 
Sygdom, der bragte hende Doden ner; efter den ſjette kom Tou⸗ 
ren til Mdm. Gueymard, der ſang Lelia; Dagen efter den ſyvende 
Opforelſe miſtede Roger ſin Arm paa Jagten ved et Vaadeſkud 
og maatte forlade Scenen, og det var under Opforelſen af Her⸗ 
culanum, at Dandſerinden Emma Livry, en af de ſkjonneſte og 
gratieuſeſte Skikkelſer, den franſke Scene har havt at opviſe, endte 
ſit Liv i Luerne. Til Lykke for Operaperſonalet har Repriſen af 
„Herculanum“ kun gjort ringe Virkning; Operaens Stjerne er alle⸗ 
rede dalet, og man tyer igjen til den evigunge Don Juan med Made⸗ 
moiſelle Mauduit ſom Elvira og til Figaros Bryllup med Chri⸗ 
ſtine Nilsſon ſom Cherubin. Den Sidſtes Saiſon i London 


232 Literatuv og Kunft. 


har været glimrende: hun har ſeiret overalt, i Monſtre-Concer⸗ 
terne i Chryſtalpaladſet ſaavelſom i Qveens State-Concerterne i 
Buckingham⸗Palace. Hun har ikke langer Rivalinder: Miolan, 
Lucca, Patti forſvinde ligeover for hende, og Jenny Lind hører 
allerede til Fortiden, i al Fald til de Sangerinder, der ikke con⸗ 
currere. Alligevel har en Debutantinde paa den ſtore Opera vakt 
ualmindelig Opſigt: det er Moͤmſlle Julie Hisſon ſom Leonore i 
„Troubadouren“. Hvorvidt hun engang vil komme til at for⸗ 
tjene den Bifaldsſtorm, der modtog hende, er uviſt; hun er 
imidlertid ung, ſmuk og har enorme Stemmemidler, ſom hun 
forcerer over alle Grendſer. Hr. de Lagenevais mener, at hun 
har debuteret et Par Aar for tidligt, og at hendes Lærer, War⸗ 
tel, der har uddannet Trebelli og Nilsſon, neppe vil fane Glæde 
af hende, for hun har lært noget Ordentligt. „Der er Intet, 
ſiger han, ſom er til ſtorre Uleilighed end disſe ſtore Stemmer, 
ſom den Vedkommende ſelv ikke er iſtand til at magte. Julie 
Hisſon indvikler ſig hvert Sieblik i ſin, ligeſom en Hertuginde 
i ſit Slæb, og dette rige og tunge Stof generer hendes Beve⸗ 
gelſer og giver hende noget Keitet og Udramatiſk, ſom forſt vil 
forſvinde, naar hun fager lært at beherſke fin Stemme“. At 
dette vil lykkes hende ſnart, ſynes Direkteuren for den ſtore Opera 
at være vis paa; thi han har ſtrax engageret Moͤmſlle Hisſon 
paa tre Aar med et ſtigende Honorar fra 11,000 til 30,000 
Frances. 

Paa Opéra comique vedblive „Villars' Dragoner“ at be⸗ 
hage og fylde Huſet, og pan Vaudeville gjælder det Samme om 
Ch. Dickens Femaktsſtykke: Abime. Det er et Skueſpil, ſom 
Secondtheatrene herhjemme neppe ville forſomme at tage til Ind⸗ 
tegt; men det gjelder da veſentlig om at give det den ſamme 


Literatur og Kunſt. 233 


Üdſtyrelſe og mise en scene, ſom den berømte engelffe Forfatter 
har tilſigtet. 


Keiſer Theodor af Abysſinien har ikke kunnet undgage efter 
fin Dod at afgive Stof til en Vaudeville paa Palais Royal⸗ 
Theatret; men Vandevillen har faaet en ligeſaa brat Dod font 
den abysſiniſke Keiſer. 


Heinr. Laube, Hvis Afſkedigelſe ſom Direkteur for Burg⸗ 
theatret har givet ham et lenge ſavnet Otium, er atter optraadt 
ſom dramatiſt Forfatter. Hans mye Lyſtſpil: „Böſe Zungen“ har 
allerede begyndt at gjøre Touren rundt pan de tydſke Theatre. 
Det har imidlertid paa en vel brutal Maade hentet ſit Stof 
fra Livet, thi det ſlutter fig i Indhold vaſentlig til en bekjendt 
wienſk Skandaleproces, der for et Par Aar ſiden ſatte Presſen i 
Bevagelſe. 


Vi omtalte i forrige Hefte den «Rapport sur les progrés 
des lettres», der er forfattet efter Opfordring fra Underviis⸗ 
ningsminiſteren Duruy og udgivet under hans Auſpicier. At 
det glimrende Billede, der heri gives af den franſke Literaturs 
nuværende Tilſtand, vilde vælte Modſigelſe, var naturligt, og et 
Modfſkrift er allerede fremkommet af Jules Claretie. Det hedder 
«la libre parole, og har den Feil at gage til den modſatte 
Overdrivelſe. Claretie viſer Miniſteren, at der hverken i Poeſi, 
Kunſt eller Videnſkab er Noget, der kan rivaliſere med Fortiden 
eller lover Noget for Eftertiden. Man kan dog godt være enig 
med ham i, at Literaturen for Sieblikket er i Tilbagegang, uden 
at auſee det for en Umulighed, at den igjen ſtulde kunne reiſe 
ſig. Claretie peger hen til det for Frankrig ydmygende Hoide⸗ 
punkt, hvorpaa Videnſkabeligheden ſtager i Tydſkland; men ogſaa 


234 Literatur og Kunſt. 


deri har han Uret, thi er Frankrig ikke blevet overfloiet, dengang 
Goethe, Schiller, Kant, Fichte og Schelling levede og virkede, 
ſaa har det nu ingen Fare. 

En Digtſamling af Laurent Pichat: Avant le jour» gjør 
for Sieblikket megen Opſigt. Naar man læfer Titlen, kommer 
man til at tenke pan Les feuilles d'automne og Les chansons 
du crépuscule, og man frygter for, at Bogens Indhold ikke 
er Andet end Drommerier og Svarmerier, tildannede efter V. 
Hugo, men uden hans Geni. Det er dog ikke Tilfældet, Den 
Dag, Laurent Pichat venter paa, er Frihedens og Retferdighedens 
Dag, og det er Tidens himmelraabende Uretferdigheder, han 
trokker frem for fin Domſtol. Slaveriet i Amerika, Polens 
Undertrykkelſe, Venedigs Treldom o. fj. v. give ham Motiver til 
hans Digte, der udmerke fig baade ved Alvor i Indhold og 
Skjonhed i Form. Man bebreider ham kun, at han af ſit Stof 
har ladet ſig henrive til at tale i en altfor heftig og vredladen 
Tone, og en Recenſent i Révue des deux mondes ſammenligner 
ham derfor treffende med Hine Stoikere, der gik omkring i det 
gamle Rom med vrede Miner og ſammentrukne Sienbryn og 
ventede utaalmodigt paa, at den Tid ſkulde komme, da man 
havde Lov til at tenke, hvad man vilde, og ſige, hvad man ten- 
ker — ubi sentire quæ velis et quæ sentias dicere licet. 

Theatret Alberto Nota i Turin er den 12te Juli nedbrændt 
lige til Grunden. Tilſkuerpladſen var overfyldt, da Ilden opkom. 
Under Opforelſen af «Crispino e la comare« kom der i 2den 
Akt Ild i en Dandſerindekjole; Ilden forplantede fig til Coulis⸗ 
ſerne, og i et Dieblik var hele Scenen omſpendt af Flammer. 
Ved et mirakuleuſt Held miſtede Ingen Livet, ikke engang Dand⸗ 
ſerinden. 


BEER 


Literatur og Kunſt. 235 


Max Heines Mindeſkrift om Broderen Heinrich Heine er 
allerede omtalt i dette Maanedſkrift, og vi lagde ingen Skjul 
pan dette Arbeides overfladiſke og anekdotmesſige Charakteer, om 
det end i mange andre Henſeender kunde være velkomment for 
dem, der have Godhed for Digteren. Et Verk af en langt mere 
blivende Betydning er nu udkommet: „H. Heines Leben und 
Werke von Ad. Strodtmann“. Ihvorvel Heines Familie ubegri⸗ 
beligt nok endnu tilbageholder Digterens ofte bebudede Memoirer, 
der for Biografen vilde være det meſt velkomne Materiale, ſpores 
der dog i den foreliggende Bog ikke nogen egentlig Lacune, ikke en- 
gang i Skildringen af Barndomsgarene, hvorom man hidtil har 
vidſt Lidet eller Intet. Ved at opſoge den afdøde Digters Ung⸗ 
domsvenner er det lykkedes Forfatteren at fage faa righoldige 
Meddelelſer, at han ogſaa af Heines Barndom har kunnet give 
os et fyldigt og tiltalende Billede. Det her omtalte forſte Bind 
gaaer ikke længer end til Daabsakten den 28de Juni 1825, da 
Harry Heine gik over til Chriſtendommen og i Daaben modtog 
Navnene: Chriſtian Johan Heinrich; men hvad der foreligger i dette 
forſte Bind er ſamlet med en ſaadan Kjerlighed og fremſtillet 
med ſaamegen Aand, Indſigt og Dygtighed, at mau ikke kan 
Audet end glæde fig til Fortſettelſen. 

J vor egen Literatur er der i den ſidſte Tid ikke opdukket 
Noget af Betydning. Forfatterne Hvile eller „ſpinde Silke“. 
Henrik Hertz har dog til det kongelige Theater indgivet et 
ſmukt verſificeret Skueſpil: „Tre Dage i Padua“, der ſagtens 
vil blive opført i den forſte Halvdeel af Saiſonen; Paludan⸗ 
Müller arbeider ivrigt paa Fortſcttelſen af „Ivar Lykkes Hi⸗ 
ſtorie“, og Hauch er i fin hoie Alderdom beſkjeftiget med at ud⸗ 
arbeide en Cyelus af Afhandlinger om Oehlenſchleger. Hauch, 


236 Literatur og Kunſt. 


der ligefra fin tidligſte Ungdom med Begeiſtring ſluttede fig til 
Oehlenſchleger og ſenere trofaſt fulgte hans Fane, vil altid ſtaae 
ruſtet paany, hvergang det gjelder om at hævde Oehlenſchlegers 
virkelige Betydning. Hvormeget Træfjende og Vagtfuldt han 
end alt har ſagt om ſin ſtore Meſter, han vil da altid troe, at 
han endnu ikke har ſagt fit ſidſte Ord, og det er uden Tvivl 
denne ſmukke Folelſe, der ogſaa har inſpireret ham til dette haus 
nyeſte Verk. 


237 


J Hjemmet. 


Af 
Kr. Arentzen. 


Som Fuglen i ſin Redes Gjem, 
Der kviddrer glad en Sang, 

Jeg ſidder i mit ſtille Hjem 

Og lokker af min Cither frem 
En ſimpel Hjerteklang. 


Det er en deilig Sommerdag, 
Saa liflig, lys og varm. 

Jeg aander ind med Velbehag 
Den friſke Luft i fulde Drag 


Og glemmer Sorg og Harm. 
16 


238 


Det Sondag er, og Sabbathsro 
Er udbredt videnom. 

Jeg føler mig faa fjælefro 

Og jubler: Bedſt er eget Bo 
Og, Hjem! din Helligdom. 


Jeg ſeiled op til hoien Nord, 
San ung, fan kjek og fri, 

Og vandred om i Fortids Spor 
Paa Islands minderige Jord 


»Ved Fosſefald og Li. 


Jeg damped nedad imod Syd, 
Neapel, til din Bugt, 

Hvor Alting hviſker: Lev og nyd 
Og dands til Mandolinens Lyd 
Og pluk den gyldne Frugt! 


Det var dog ei mit Fodeland, 

Det var dog ei mit Hjem. 

J Nordens Froſt, i Sydens Brand 
Den lyſe Bog paa Sjællands Strand 
For Tanken dukked frem. 


— — —— 


239 


Jeg træt ei bliver af at fee 

Pan Birkens fine Blad, 

Paa PBæretræetg Blomſterſnee. 

Kun lidt! — Ja, I maae gjerne lee! 
Det Lidt, det gjor mig glad. 


Mod Haven Vindnet aabent ſtaaer. 
Hvor Svalen kviddrer ſodt! 

En Drosſel fine Triller ſlaaer — 
Og Haanden over Strengen gaaer, 
Og Hjertet bliver blødt. 


16= 


240 


Rufin Piotrowſhi. 


(En polſt Adelsmands Domfaldelſe, Deportation, Fengſelsliv i 
Siberien og Flugt.) 


II. 
Fangeliv i Siberien og Flugt. 


Paa en kold og graa Morgen den fjerde October Kl. 
ti fane jeg et Par hundrede usle Trehuſe ligge foran 
mig paa en vid Slette ner ved Floden Irtiſch. J 
Baggrunden paa en Hoi og midt i en Granfkov reiſte 
ſig Fabrikbygningerne. Det var Ekaterininſki-Zavod. 
Man forte mig ind i et Contoir, og et Sieblik efter 
kom Etablisſementets Inſpekteur Herr Aramilſky, til hvem 
Gendarmerne allerede havde bragt de Papirer, der an⸗ 
gik mig. Han lod mig klede af ligetil Belteſtedet i 
Alles Paaſyn for at overbeviſe ſig om Rigtigheden af 
Signalementet fra Kiew, ſom han holdt i Haanden; 
derpaa befalede han, at der ſkulde gives mig et Lobe— 
nummer, og at jeg fkulde føres til Vagten. „Han fkal 
arbeide med Lenker om Benene,” foiede han til uden 
at henvende et Ord til mig. Aldrig ſaaſnart var han 
borte, for et ungt Menneſke, der havde ſiddet og ſkrevet 


Rufin Piotrowfki. 241 


ligeſom de Andre, reiſte ſig og kaſtede ſig i Armene paa 
mig. Det var Carl Bogdaszewſki, der ſom indviklet i 
den Erenbergſke“*) Affaire var bleven dømt til tre Aars 
Fengſelsſtraf og livsvarig Forviisning. Nogle Sie— 
blikke efter kom ogſaa Sieſicki hen til os. Han talte 
hurtigt, beſvor mig at være taalmodig og lydig i Alt 
og ikke at tage Forargelſe af Noget; det var kun paa 
de Vilkaar, at det vilde lykkes mig engang at blive an- 
fat i Contoirerne, iſtedenfor at blive brugt til det an— 
ſtreengende Arbeide, og det var kun paa den Maade, 
at jeg kunde undgaae de legemlige Repſelſer, ſom Enhver, 
der er domt til Tvangsarbeide, er udſat for. De for— 
lode mig for at anvende deres Indflydelſe hos Etablis⸗ 
ſementets Embedsmend til min Fordeel og for at faae 
Inſpekteuren til at tilbagetage Ordren til at lade mig 
arbeide med Lenker om Benene, en Forholdsregel, der 
her ikke engang anvendes mod Mordere. Jeg ſik forſt 
ſenere at vide Grunden til denne uſedvanlige Strenghed. 
Fyrſt Gortſchakow havde nemlig egenhændigt tilfoiet 
ban Foden af min Dom: „Piotrowſfki ſkal holdes under 
ganſke ſpecielt Tilſyn.“ Det var denne Note der havde 
gjort et fan ſterkt Indtryk pan Aramilſky. „Saaleenge 


) Erenberg var en beromt polſk Digter, der fif Lov til at for⸗ 
lade Siberien efter en Amneſti af Alexander den Anden ved 
hans Tronbeſtigelſe; men han blev fort efter igjen fort til⸗ 
bage til Siberien „af Forſigtighedshenſyn,“ ſom det hedder 
i Dommen. 


re 


242 Rufin Piotrowſti. 


jeg har været Inſpekteur,“ ſagde han, „er der ikke hændt 
mig noget Lignende. Det maa vere en Diplomat!“ 

Vagtſtuen, hvor jeg blev fort hen, var fuld af 
Soldater, og iblandt dem var der flere Polakker. Disſe 
benyttede fig af enhver Leilighed til at nærme fig til 
mig og ſporge mig ſagte om hvad der vilde blive af 
Polen, og om man endnu havde noget Haab? Jeg 
kaſtede mig udmattet paa en Bænk og laa i et Par 
Timer fortabt i mine Drommerier, da en ſtor og ſteerk 
Mand med et tredobbelt Brendemerke pludſelig reiſte 
ſig op og ſagde til mig: „Staa op og gaa til dit 
Arbeide!“ Det var en forhenverende Livsfange, der 
nu ſelv blev brugt ſom Opſynsmand. O min Gud! 
Du alene har feet min Fortvivlelſe over at høre mig 
tiltalt med Du af ſaadant et Udſkud! Uden Tvivl var 
der Noget i mit Blik, der forraadte, hvad jeg følte, thi 
han traadte fil) tilbage og ſagde med nedſlagne Sine: 
„Hvad kan jeg derfor? Man befaler, og jeg maa ly⸗ 
ſtre.“ Mit Hoved brændte. „Lad os gage!“ ſage jeg, 
ſtod op op fulgte efter Opſynsmanden. 

Han forte mig hen til en Smedie tetved Bren⸗ 
deriet, hvor man tog Lenkerne af mig. Det ſkyldte jeg 
mine to Landsmœends indtrængende Forbonner. Derpaa 
forte man mig hen til et Huus, ſom var under Byg— 
ning: det var en Ovn til at torre Malt i. Huſet var 
ikke fuldſtendigt tekket endnu, og Lofterne ſkulde renſes 
for al den Ureenlighed, der havde ophobet ſig paa dem. 
Jeg ſteg derop ad en Stige tilligemed Opſynsmanden og 


Rufin PBiotrotuffi. 243 


en Soldat, der ikke maatte vige fra mig. Man gav 
mig en Spade og en Koſt i Haanden, og man viſte 
mig, hvorledes jeg ſkulde bruge begge Dele, Det var 
koldt. Himlen var overtrukket, og Arbeidet var ikke 
videre anſtrengende; men for at undgaae enhver Til- 
rettevisning, ethvert Ord eller Blik blev jeg ved at ar- 
beide uden at ſee iveiret. 

Da Inſpekteuren gjorde ſin Rundaf, fulgt af Em⸗ 
bedsmendene, kom han ogſaa til det Sted, hvor jeg 
arbeidede. Jeg faae ikke derhen og undgik ethvert Blik 
af dem, ſom om jeg var en Forbryder. Lidt efter at 
de vare borte, ſagde Opſynsmanden til mig: „Hviil 
Dem.“ Jeg ſatte mig ned paa en ſammenfeiet Dynge 
ved Siden af en anden Fange, et ſmukt ungt Menneſke, 
der altid var i godt Humeur. Jeg gjorde Vold paa 
mig ſelv og tiltalte ham forſt. 

„Har De været længe her?“ ſpurgte jeg. 

nære Uar.” 

„Paa hvor lang Tid er De da dømt?” 

„Livsvarigt.“ 

„Hvad har De da gjort?” 

„Jeg har bræbt min Herre.“ 

Jeg foer ſammen, men jeg vedblev: „Det var na- 
turligviis ikke med Henſigt?“ 

„Det var det rigtignok!“ ſvarede han leende. „Jeg 
havde tilfceldigviis en Øre i Bæltet; den greb jeg med 
begge Hænder og fleekkede Hovedet paa ham.“ 


244 Rufin Piotrormwffi. 


Efter en Pauſe ſpurgte jeg igjen: 

„Men hvor kunde De være ſaa gruſom at dræbe ham?“ 

„Det var ikke for min Fornsielſe. Min Herre 
var ondſkabsfuld og gruſom og gjorde Alt for at plage 
os. For at befrie Alle for denne Boddel paatog jeg 
mig at drebe ham. Jeg overlevede Knutſtraffen, og nu 
har jeg det langt bedre her i Fabrikken end hjemme hos 
mig. Den Eneſte, jeg favner, er min Kone; men hun 
er ung og ſmuk og vil nok finde en Mand.“ 

„Det maa dog angre Dem, at De har bræbt et 
Menneſke.“ 

„Det var ikke noget Menneffe — det var en 
Djævel,” 

Vi toge igjen fat paa vort Arbeide og holdt forſt 
op, da det blev Nat. Jeg vendte tilbage til Vagtſtuen, 
hvor mine to Landsmænd ſtrax efter indfandt fig hos 
mig. Det var en ſpeciel Gunſt, ſom Inſpekteuren havde 
viiſt dem. Vi talte med ſagte Stemme midt i den 
Stoi, der omgav os, og fortalte hinanden vort Livs 
vigtigſte Begivenheder. Mine ſtakkels Venner undlode 
ikke igjen at opfordre mig til at være taalmodig og at 
lyſtre. De beſvor mig at befæmpe ethvert Udbrud af 
Lidenſkab og at haabe paa, at mine Kaar fnart vilde 
forandre fig, naar man Intet havde at udfætte paa min 
Opforſel. Vi omfavnede hinanden kjerligt, og jeg lagde 
mig til at ſove. 

Det var den forſte Dag af mit Fangeliv, ſom 
ſtulde efterfølges af ſaamange andre. Jeg ſtod op med 


Rufin Biotrorwvfft. 945 


Solen og gik til mit Arbeide; Klokken otte fik jeg Fro⸗ 
koſt; mellem tolv og eet blev jeg bragt til Kaſernen for 
at ſpiſe til Middag, og derpaa vendte jeg igjen tilbage 
til mit Arbeide, ſom jeg forſt forlod, naar det blev 
morkt. Arbeidet afvexlede jevnligt efter Etablisſementets 
Fornodenheder og Inſpekteurens Forgodtbefindende. Snart 
feiede jeg Gaarden, ſnart bar jeg Vand og Brände, 
ſnart maatte jeg hele Dagen hugge Brande og ſtable 
det i Bunker. Det var en ſorgelig Tid, ſom det ikke 
kan nitte at dvæle ved i fin Erindring. 

For at undgaage enhver Strid med mine Opſyns⸗ 
mend — thi jeg havde fvoret paa, at jeg ikke vilde finde 
mig i nogen corporlig Straf, om det end fkulde koſte 
mit Liv eller Andres — arbeidede jeg langt over mine 
Kræfter og mere, end jeg behøvede. Jeg kan give mig 
ſelv det Vidnesbyrd, at jeg undgik omhyggeligt at blive 
hidſig og utaalmodig; men jeg ſkylder ogſaa at ſige om 
mine Opſynsmeend, at de hverken vare ondſkabsfulde 
eller lunefulde imod mig. Mine Medfanger behandlede 
mig med en vis Erbøbighed, og jeg var dem taknem⸗ 
melig for deres Velvillie. De ſkaante mig for denne 
blodige Spot, ſom flette Menneſker altid have paa rede 
Haand imod dem, der have været hoiere pan Straa 
end de ſelv. Meer end eengang tilbod de mig deres 
Hjælp, naar mit Arbeide overſteg mine Krefter, eller 
ogſaa byttede de med mig og ſorgede for, at det mindſt 
befværlige Arbeide faldt i min Lod. Ligefra Begyndel⸗ 
ſen horte de op med at ſige Du til mig, og det var 


246 Rufin Piotrotuffi. 


tydeligt nok, at be havde Medlidenhed med min ufor⸗ 
ſkyldte Ulykke. De følte bedſt felv, at hvad de havde 
forbrudt var af en anden Natur, og naar jeg undtager 
nogle fan Landsmænd, vare ogſaa alle Fangerne i Eka⸗ 
terininſki⸗Zavod (henimod trehundrede i Tallet) virkelige 
Forbrydere. En havde drebt en Reiſende, en Anden 
havde begaaet en frygtelig Voldshandling, en Tredie 
var Falſktmontner, en Fjerde havde gjort fig ſtyldig i 
Tyveri og Indbrud. Jeg var ikke faa dumſtolt, at jeg 
for enhver Priis vilde undgaae at komme i Beroring 
med dem. Tvertimod underholdt jeg mig ofte med dem, 
ſtuderede deres Charakteer og lod dem fortælle mig deres 
Livs Begivenheder. Jeg vil ikke gjore mig til deres 
Biograf, men jeg vil dog meddele een Fortælling, der 
har ſin Interesſe, fordi den viſer, at den falſke Byro⸗ 
nisme ogſaa havde fin Repreſentant imellem os. 

En af Livsfangerne ved Navn Kautier var en ung 
kraftigtbygget Mand med en bleg Teint og et Par ſorte, 
flammende Sine. Han havde været Viintapperſvend i 
St. Petersborg og var bleven domt, fordi han havde 
bræbt fin Kjereſte. „Jeg havde fat mig i Hovedet,“ 
ſagde han, „at hun var. mig utro; det piinte mig grueligt, 
og jeg beſluttede at hevne mig. Jeg lod, ſom om der 
var Intet iveien, og for at udføre min Plan overtalte 
jeg hende til pan en Feſtdag at gjøre en lille Udflugt 
med mig. Hun beteenkte fig længe, ſom om hun anede 
noget Ondt, men ſagde Ja tilſidſt paa det Vilkaar, at 
hun fif Lov til at tage en af fine Veninder med fig. 


Rufin Piotrowſki. 247 


Det ſyntes jeg ikke om, men jeg var nodt til at finde 
mig i det. Paa den beſtemte Dag toge vi bort alle 
Tre. Bevæbnet med en Piſtol og en Dolk gik jeg ved 
Siden af min Kjereſte og talte med hende. Hun var 
aldrig forekommet mig faa ſmuk og kjerlig; men netop 
det forøgede min Jalouſi og min Hevntorſt. Meer end 
een Gang var jeg nærved at udføre min Plan, men 
hendes Blik afvæbnede mig. Langt om lenge ſtandſede 
vi ude paa en Eng, hvor jeg pegede hen pan Noget, 
ſom fik hende til at dreie Hovedet i ſamme Netning. 
J ſamme Sieblik fatte jeg Piſtolen mod hendes Tin⸗ 
ding og trykkede den af; min Haand ffjælveve, og jeg 
ſaarede hende kun let. Hendes Veninde lob fkrigende 
bort; hun dreiede ſig flere Gange om, kaſtede ſig paa 
Knee og bad om Tilgivelſe med en fan indtrængende og 
klagende Stemme, at jeg ffjælvede over hele Legemet. 
Men jeg ſparede hende blot med et Dolkeſtod, og Vaab— 
net borede ſig ind i hendes Hjerte lige til Heftet; hun 
var bød med det ſamme. Jeg lod Kniven ſidde i Bry= 
flet, ilede hen og angav mig ſelv. Jeg overlevede 
Knutſtraffen, og nu er jeg her paa Livstid.“ 

„Angrer De ikke, at De har drebt hende, og gjør 
Deres Samvittighed Dem ikke haarde Bebreidelſer?“ 

„Jo, jeg angrer det; jeg glemmer hende aldrig, og 
jeg vil aldrig elſte nogen Anden; men jeg har ingen 
Samvittighedsnag og troer, at hvad jeg har gjort er det 
Rette.“ 


248 Rufin Piotropſti. 


„Men hvis hun levede op igjen, fan vilde De 
dog ikke drebe hende for anden Gang?“ 

„Hun har forſt gjort mig lykkelig og ſiden bundlos 
ulykkelig. Hvis hun kom tilbage, vilde jeg dræbe hende 
paany.“ 

„De betragter altſaa ikke en ſaadan Handling ſom 
en Forbrydelſe?“ 

„Nei, er det en Forbrydelſe? Hun har ffilt mig 
ved min Lykke, og jeg har ffilt hende ved Livet; hun 
er langt mere ſkyldig end jeg.“ 

Jeg vil her med et Par Ord omtale Landsbyen og 
Etablisſementet. Ekaterininſki-Zavod er grundlagt under 
Katharina den Andens Regjering og er opkaldt efter 
hende; Befolkningen beſtager af Efterkommere af tidli- 
gere Deporterede. Landsbyens Interesſer dreie ſig 
udelukkende om Brenderiet, der tilvirker aarlig to til 
tre Millioner Litrer Alcohol og forſyner Landet med 
Breendeviin. i en Omkreds af henimod totuſinde Verſter. 
Dette Brenderi er bortleiet til to rige Kjobmend fra 
Gouvernementet Simbirſk, de Herrer Orlow og Alex— 
eiew, der maae have en umaadelig Indtegt deraf, ſiden 
de foruden deres Leie kunne foroge Fangernes Lonning 
og betale Sold til en Officeer og en Garniſon af hun⸗ 
breve Mand, Inſpekteuren afgiver næjten Halvdelen af 
Fangerne til at arbeide i Fabriken og beholder Halv= 
delen tilbage til offentlig Brug, til Veivæfen, Bygnings⸗ 
væjen o. |. v. Enhver Fange faaer af Staten tre 
Francs om Maaneden og halvfemſindstyve Pund Korn. 


Rufin Piotrorvffi. 249 


Priſen paa dette Korn, der ſeelges til Landsbybeboerne, 
ſtulde være tilftvætfelig til Fangernes Underholdning. 
Men for at opmuntre Arbeiderne forøge Entrepreneurerne 
Fangernes Lonning, ſaa at den kan ſtige til fem, otte, 
ja ti Franes om Maaneden. Bodkerne fane Betaling 
ſtykkeviis for de Tonder og Fade, de levere, og de 
fortjene mere end de Andre. Det er ſaaledes fordeel⸗ 
agtigſt at fane Tjeneſte hos Entrepreneurerne, thi man 
fager en ſtorre Gage og er mindre ubfat for at komme 
i ubehagelig Berøring med Regjeringens Embedsmend. 
Naar Nogen af Fangerne viſer Mangel paa Subordi— 
nation og Flid, maae Entrepreneurerne gjøre Indberet— 
ning til Inſpekteuren, der alene kan diktere Straffen. 
Jeg taler her om de egentlige Legemsſtraffe, thi Skjeelds⸗ 
ord og Srefigen fane Fangerne af Alverden. Den ſtorſte 
Deel af de Deporterede boer i Kaſernen; men de mere 
Begunſtigede fane Lov til at boe nede i Landsbyen og 
maae da ſelv betale den Soldat, der pasſer pan dem. 
At arbeide i Etabliſementets Contoirer betragtes derfor 
ſom en ſtor Lykke af alle dem, ſom have nogen Dannelſe. 
Det behøver maaſkee ikke engang at tilfdies, at felv om 
man nager ſaavidt, kan Inſpekteuren fætte En til hvad 
Arbeide han vil, ſaaſnart det behager ham! 

Aaret efter lykkedes det mig ikke blot at fane Tje⸗ 
neſte hos Entrepreneurerne, men at blive anſat i deres 
Contoir. Paa den Maade flap jeg fri for at omgaaes 
daglig med plumpe, udannede og umoralſke Skabninger. 
Jeg fik ti Francs om Maaneden og havde uendelig 


250 Rufin Piotrowſti. 


mindre at gjøre end tidligere, Jeg gik til Contoiret 
Klokken otte om Morgenen og var der til Middag; 
fra tolv til to var jeg min egen Herre, og den øvrige 
Deel af Dagen og Aftenen tilbragte jeg i Contoiret. 
Jeg var forreſten bunden til at være der, ſelv om der 
var kun Lidet eller Intet at beſtille. For at fordrive 
Tiden, ſkrev jeg og gjorde Optegnelſer, eller jeg lagde 
Planer, der efterhaanden modnedes hos mig. Mit Con- 
toir var Samlingsſtedet for en Mengde Reiſende, der 
føgte hen til det for at fælge deres Korn eller kjobe 
Spirituoſa — Bonder, Borgere, Handleude, Rusſere, 
Tatarer, Joder og Kirgiſere. Var jeg ordknap og 
tilbageholden ligeoverfor mine Foreſatte og mine Ulyk— 
keskammerater, fan føgte jeg hos disſe at ſkaffe mig 
alle de Underretninger om Siberien, ſom jeg var iſtand 
til. Jeg talte med Folk, hvoraf nogle havde været i 
Berezow, andre i Nertſchinſk, i China, Kamtſchatka, og 
Bukhara. Uden at forlade Contoiret kom jeg ſaaledes 
til at kjende hele Siberien i alle dets Enkeltheder. 
Dette Kjendſkab kom mig ſenere udmeerket til Nytte. 
En af mine Landsmænd, Wyſocki, var Chef for Contoi⸗ 
ret: men jeg knyttede mig i Seedeleshed til en ung 
Rusſer, Stepan Bazanow, der var i Familie med En⸗ 
trepreneurerne og forte Forretningen i deres Navn. 
Det var et flinkt og bravt ungt Menneſke paa nogle 
og tyve Aar, der havde den eneſte Feil, at han tilbad 
Keiſer Nicolaus. Han vilde aldrig indrømme, at Nico— 
laus havde Uret; efter hans Mening kom alt Ondt fra 


Nufin Piotrowſfli. 251 


Bojarerne; det var Adelen, der lagde Czaren alle mu— 
lige Hindringer iveien — ellers vilde han gjore ſit Folk 
til det lykkeligſte i Verden. Det er forreſten, efter de 
Erfaringer, jeg har gjort, en ganſke almindelig Mening 
i Rusland, Hvad der fornemmelig ſkaffede mig Baza⸗ 
nows Venſkab var den Omſtendighed, at han kunde 
betroe mig ſit Hjertes Anliggende; han var heftigt for— 
elffet i fin Couſine, men Familien Orlow fatte fig imod 
deres Forbindelſe. 

Hvor gunſtig en Vending min Skjebne end havde 
taget, fam var dog den Tanke, at jeg hvert Sieblik 
kunde være udſat for en eller anden Embedsmands tyran⸗ 
niffe Behandling, mig fuldkommen utaalelig. Det var 
heller ikte muligt at glemme det, thi de Straffe, ſom 
Fangerne hver Dag maatte underkaſte ſig, tilraabte En 
et cras libi“), der kunde bringe En til Raſeri og For⸗ 
tvivlelſe. Selv de Fortroligheder, ſom de Overordnede 
undertiden nedlode fig til at viſe Fangerne, havde deres 
farlige Side. Man tor ikke ſtole paa den lunefulde 
Gunſt, der viſes af en ſom ofteſt udannet Mand, der 
har en uindſkrœnket Magt, og ſom et Sieblik løfter os 
op til fig for derefter at ydmyge os deſto foleligere. 
Deres Opdragelſe, Manerer og ſelv den Adel, der 
kleber ved deres Ulykke, forſkaffer dem ikke ſjeldent deres 
Foreſattes Agtelſe og Gunſt; de ſmigre ſig da et 
Sieblik med, at de endnu have en Fremtid. De ville 


*) „Imorgen kommer Touren til Dig.“ 


252 Rufin Piotrowfki. 
dog ſnart vaagne af denne Illuſion, og de kunne da 


Nogle Aar for min Ankomſt til Etablisſementet var der 
en rusſiſk General, ſom Nicolaus havde ſendt til Si— 
berien. Inſpekteuren havde Agtelſe for fin Fanges høie 
Rang og fremrykkede Alder; han ſkaante ham derfor 
for ethvert auſtrengende Arbeide, talte jevuligt med ham 
og lod ham ſpiſe ved ſit Bord. Ulykkeligviis glemte 
Generalen ſig undertiden (ifær naar hau havde drukket 
formeget), ſpillede den ſtore Mand og gjorde fig bal- 
ſtyrig. Inſpekteuren lod ham da lenkebinde til Brenderi⸗ 
ovnen og tvang ham til i en fjorten Dagstid eller 
længere at holde Ilden vedlige midt i den ſteereſte 
Vinterkulde. Efter nogen Tids Forlob krob da Generalen, 
fværtet af Sod og Kulſtov, til Korſet og blev tagen til 
Naade af Inſpekteuren for ſnart igjen at blive ſendt 
tilbage til Oynen. Efterat Generalen havde tilbragt 
flere Aar paa denne Maade, blev han benaadet af Cza⸗ 
ren og igjen indfat i fin tidligere Stilling. 

En anden væfentlig Formildelſe i min Stilling var, 
Nat Inſpekteuren gav mig Tilladelſe til at boe udenfor 
Kaſernen. Jeg kunde nu forlade dette afſkyelige Op⸗ 
holdsſted og boe ſammen med mine to Landsmænd i 
Sieſickis Huus. Denne var efterhaanden kommen ſaa⸗ 
vidt, at han havde kunnet bygge fig et lille Træehuus 
for hvad han havde ſparet ſammen. Huſet var ikke 
engang fuldt færdigt, thi Taget manglede ganſke; ikke 
deſto mindre bragte vi vore Penater derhen. Vinden 


Rufin Piotrowfki. 253 


peb igjennem alle Spræffer; men vi brændte hver 
Nat et dygtigt Baal i Kaminen. Vi tilbragte de lange 
Vinternetter med at pasſiare og med at gjenkalde os alt bet, 
der var os dyrebart. Ak! hvis bette Huus er til endnu, 
og hvis det gjemmer indenfor fine Vægge en eller an⸗ 
den ulykkelig Landsmand, jaa ffal han dog vide, at 
han ikke er den Forſte, ſom derinde har begredt og 
paakaldt fit fjerne Fædreland. 

Jeg har allerede fortalt, at Sieſicki gjorde Reiſen 
til Siberien tilfods og med en Convoi. Da han kom 
til Etablisſementet her, blev han forſt anvendt til de 
meſt anſtrengende Arbeider; men da nogle Aar efter 
Skopfogeden trængte til en dygtig og paalidelig Med— 
hjælper, fif Sieſicki, der var en udmeerket Jæger, denne 
Plads. Nu kom han til at fore et ganſke andet Liv, 
og han var unegtelig den lykkeligſte af os Alle: han 
fik Skovene under ſin Opſigt, og engang imellem bragte 
han os ogſaa et Stykke Vildt — naturligviis fif In⸗ 
ſpekteuren og Embedsmendene det bedſte. Sieſicki var 
undertiden hele Uger borte, og det kom os engang dyrt 
til at flaae, thi da Bogdaszewſki og jeg maatte til⸗ 
bringe hele Dagen i Contoiret, benyttede man ſig af 
vor Fraveeelſe til at udplyndre hele Huſet; man brød 
Doren op og fraſtjal os hele vor Proviſion af Korn 
og Thee, et Tab, der var meget foleligt for os. 

En ſtor Begivenhed i vor eensformige Tilveerelſe 
var Ankomſten af en polſk Præft. Den rusſiſke Re⸗ 


17 


254 Rufin Piotrowſki. 


giering tillader aarligt fire af vore Preſter at gjennem⸗ 
reiſe Siberien, at gjæfte de Colonier, hvor ber findes 
politiffe Fanger, og at bringe dem Religionens Troſt. 
Ankomſten af enhver af disſe Preſter forkyndes flere 
Dage iforveien i Diſtriktet, for at de Troende kunne 
fane Leilighed til fra de forſkjellige Egne at begive fig 
derhen. Preſten læjer en Mesſe, holder Altergang og 
lyſer Velſignelſe over dem, der ere dode i Aarets Lob. 
Man kan ikke nokſom paaſkjonne og beundre den op— 
offrende Mand, der beſjeler disſe fire Geiſtlige, ſom be— 
ſtandig ere paa Reiſer, og ſom af den ſtrenge ſiberiſke 
Kulde ikke lade fig afholde fra at gane fra Tobolſk til 
Kamtſchatka og fra Nertſchinſk til Polarhavet. Den 
Bræft, der beſogte os, var en Dominikaner, men han 
bar ikke ſin Ordensdragt for ikke at forarge den ortho— 
doxe ſiberiſke Befolkning. Inſpekteuren var faa god at 
tillade, at der blev læeſt Mesſe i hans Sal, der var 
det ſtorſte Verelſe i Landsbyen. Bi vare Alle til 
Skrifte og Altergang. Tilſtromningen var overordent⸗ 
lig ſtor, thi de polſke Deporterede og Soldater ilede 
til fra de lengſt bortliggende Punkter, og ſelv de af 
vore Landsmænd, der ikke vare Katholiker, gjorde fig 
en Glede af at overvære Mesſen: den hellige Mesſe 
mindede dem om det hellige Polen. 

— — — Jeg havde meget hurtigt naaet den ſtorſte 
Lykke, der kan blive en Fange tildeel ved Bredderne af 
Irtiſch. Jeg kunde næften betragte mig ſom en ſtakkels 
Skriver, der var bleven henflyttet til et fjernt og ugjeſt⸗ 


Rufin Piotrowſfki. 255 


mildt Klima. Hvor mange af mine Brodre, der ſuk— 
kede i Minerne ved Nertſchinſk, vilde ikke have priiſt ſig 
lykkelige, hvis de Havde været i mit Sten, og dog 
havde jeg beſluttet at flye denne Tilverelſe, ſelb om 
jeg ſkulde hjemfalde til Knutten eller ende mine Dage i 
de hemmelighedsfulde Fængsler i Akatula. 

Hvad der beſtyrkede mig i mit Forſet var de ſtrenge 
Forordninger, ſom Keiſer Nicolaus udſtedte i December 
1845. Ifolge disſe turde den Deporterede ikke beſidde 
nogenſomhelſt Eiendom, ikke engang Indbo, og der for— 
langtes med Beſtemthed, at de Alle uden Undtagelſe 
ſtulde boe ſammen i Kaſernerne. Disſe Forordniuger 
gjorde et uhyggeligt Indtryk over hele Landet, og ſelve 
Embedsmeendene fandt dem ligeſaa gruſomme ſom ube- 
timelige. Jeg for min Deel beſluttede, at jeg hellere 
vilde udſette mig for enhver Fare end igjen flytte ſam⸗ 
men med dette Menneſkehedens Udſkud. 

Uagtet Lyſten til at flygte fra Siberien er ganſke 
almindelig, er det dog kun ſjeldent, at mine Landsmænd 
give efter for denne Lyſt. Frygten for Knut og legem⸗ 
lige Straffe, der er ſtcerkeſt hos den mere dannede Deel 
af Befolkningen, Übekjendtſkabet med Landets Sprog, 
Seeder og Skikke, Alt forener fig for at fraraade Bo- 
lakken at gjore disſe fortvivlede Forſog: derimod er der 
Exempler nok paa, at de ſammenrotte fig for at ſoge 
Friheden i Masſe. Snart gaaer Sammenſpergelſen 
ud paa med væbnet Haand og i ſtor Masſe at bane 
fig Bei til Perſien eller til China; ſnart er den lige- 

1 


256 Rufin Piotrowſki. 


frem møntet paa at reiſe hele Siberien til Opſtand mod 
Czaren. Peter Wyfodi, den Samme, der gav Sig— 
nalet til den polſke Opſtand i 1831, og ſom ſenere i 
en Kamp faldt i Rusſernes Hender og blev deporteret 
til Nertſchinſk, var Hovedmanden for en ſaadan Complot 
og maatte bode for fin Übeſindighed i Feſſtningen 
Akatuja. Ligeſaa forholdt det fig med den Sammen— 
ſpergelſe, ſom Abbed Sierocinſki ſtod i Spidſen for. 
Jeg kom til Ekaterininſki⸗Zavod forſt nogle Aar efter 
at denne blodige Tragedie havde fundet Sted: jeg har 
feet flere Øienvidner til den og modtaget af deres Mund 
Meddelelſer om denne ſorgelige Kataſtrophe. 

Abbed Sierocinſki var for 1831 Prior i et Kloſter 
i Owrucz og paa ſamme Tid Forſtander for Byens 
Stole. Han tog virkſom Deel i Bevægelfen i 1831 
og faldt tilſidſt i Rusſernes Heender. Keiſer Nicolaus 
lod ham gjøre Tjeneſte ſom ſimpel Soldat i et Koſak— 
regiment i Siberien. J Løbet af flere Aar maatte den 
forrige Abbed forfolge Kirgiſerne tilheſt i Koſakdragt 
med Sablen ved Siden og Landſen ved Foden. J 
Omiſk er der en Militairſkole, og da der en ſmuk Dag 
var Trang til en Lærer, kom man til at huffe paa 
Abbeden, der var bekjendt for ſine Kundſkaber 
baade i Franſk og Tydſk. Han blev nu, ifolge ſpeciel 
Ordre, gjort til Lærer ved Militairſkolen i Omſk, men 
maatte ligefuldt gjore Tjeneſte ſom ſimpel Soldat og 
blive ved fit Regimeut. J fin nye Stilling forſtod 
Prioren at ſkaffe fig et udbredt Bekjendtſfkab. Med et 


Nufin Piotrowſfki. 257 


fvagt Ydre forbandt han en overordentlig Driſtighed 
og Fortagelſesaand, der bragte ham til at organiſere 
en Sammenſpergelſe over hele Siberien, hvori alle De— 
porterede, de fleſte Soldater, en Mængde Officerer og 
iffe fan af Landets Indbyggere deeltoge. Hans Plan 
var at bemægtige fig i et givet Sieblik alle Feſtnin— 
gerne og de vaſentligſte Vaabenpladſer. Hvis Fore— 
tagendet mislykkedes, ſkulde man med væbnet Haand 
træffe fig tilbage gjennem de kirgiſiſke Stepper til Tach 
ken eller Bukhara. Sammenſvergelſens Midtpunkt var 
i Omſk, hvor de Sammenſvorne havde hele Artilleriet 
til deres Raadighed, og allerede var Signalet givet til 
en almindelig Opſtand; men Dagen for Opſtandeus 
Udbrud forraadte tre af de Sammenſporne det Hele for 
Oberſt Delgrawe, den Samme, jeg havde talt med i 
Omſt. Sierocinſki og hans Medſkyldige bleve arreſterede 
om Natien, og Kurerer afſendtes til alle Kanter for at 
beordre Arreſtationer i Masſe. Sammenſvergelſen blev 
qvalt i det Sieblik, den ſkulde udbryde, og Forhorene 
toge deres Begyndelſe. To Commisſioner nedſattes, 
den ene efter den anden, og oploſtes igjen, uden at 
komme til noget Reſultat, i den Grad var hele denne 
Affaire dunkel og indviklet; det lykkedes forſt den tredie 
Commisſion at bringe Forhorene tilende. Keiſer Nico— 
laug dømte Prioren og fem af haus vigtigſte Med⸗ 
ſkyldige til ſyvtuſinde Spidsrodſlag uden Eftergivelſe 
eller Skaanſel. Disſe Ord „uden Eftergivelſe eller 
Skaauſel“ (bez postchadi) efterkom man bogſtavelig. 


258 Rufin Piotrowfki. 


De ovrige Sammenſvorne, neſten Tuſinde i Tallet, 
domtes til forholdsviis ringere Straf. 

J Marts 1837 blev Dommen udført i Omfk af 
General Galafaiew. Ved Daggry ſtode to Batailloner 
opmarcherede paa en ſtor Plads udenfor Byen. Det 
er ikke min Henſigt at beſkrive det frygtelige Slagteri, 
der fandt Sted paa denne Dag — jeg vil blot dvæle 
et Sieblik ved Abbed Sierocinſki og hans nærmefte 
Medſkyldige. Man forte dem hen til Pladſen, læfte 
Dommen op for dem, og Defileen begyndte. Slagene 
regnede ned over dem „uden Eftergivelſe og Skaanſel“, 
og deres Skrig gjenlode over hele Pladſen. Efterat de 
havde gaaet et Par Gange Rakkerne igjennem, ſtyrtede 
de om i Sneen, der farvedes af deres Blod, og ud— 
aandede. Man havde med Forfæt ladet Abbed Siero— 
cinffi være den Sidſte. Da Touren kom til ham, og 
man havde blottet hans Ryg og bundet hans Hænder 
til Bajonetten, gik Regimentsleegen hen til ham for at 
give ham ligeſom de Øvrige nogle ſtyrkende Draaber; 
men han viſte ham tilbage og raabte: „Drikker mit 
Blod, jeg vil ikke vide noget af Eders Draaber!“ Der 
blev givet Signal til, at han ſkulde begynde fin Gang, 
og nu iſtemte Abbeden med høi og klar Stemme Mesſe⸗ 
fangen: ahliserere mei, deus, secundum magnam miseri- 
cordiam tuam!» Generalen raabte til Soldaterne: 
„Slaa til! flag til!“ og ſaaledes horte mani nogle 
Minuter ikke andet end Preſtens Sang blandet med 
Spidsrodſlagenes Suſen og Generalens Tilraab: „Slaa 


Rufin Piotrowſki. 259 


til!“ Sieroecinſki gik kun een Gang Rekken igjennem, 
det vil ſige, han fif kun eettuſinde Spidsrodflag, for 
han ſtyrtede om i Sneen uden Bevidſthed og badet i 
fit Blod. Man ſogte forgjaves at reiſe ham og lagde 
ham derfor paa en Slede, der var indrettet ſaaledes, 
at Ryggen kunde modtage Slagene. Forſt da Sleden 
var pasſeret tre Gange mellem Raekkerne, dode han, og 
de ſidſte tretuſinde Slag ramte kun haus Lig. 

En fælles Grav modtog alle dem, der faldt ſom 
Offre paa denne frygtelige Dag, ſaavel Polakker ſom 
Rusſere. Man tillod deres Paarorende og Venner at 
anbringe et Kors paa denne merkelige Grav, og endnu 
længe efter fane man dette ſtore Crucifix udftræffe fine 
forte Arme over Steppernes ffinnende hvide Liglagen. 

— — — J Sommeren 1845 gjorte jeg to overs 
ilede Forſog paa at flygte; de ſtrandede begge uden at 
væffe nogen Mistanke. Jeg havde i Juni Maaned 
lagt Meerke til en lille Baad nede ved Bredden af Ir⸗ 
tiſch, og jeg tenkte paa at lade mig glide ned ad Floden 
paa Dette Fartoi lige til Tobolſk; men neppe havde 
jeg paa en mork Aften losnet Baaden, for Maanen 
kom frem, og i ſamme Sieblik hørte jeg Inſpekteurens 
Stemme henne ved Flodbredden, hvor han ſpadſerede 
med nogle andre Embedsmænd. Jeg opgav da For⸗ 
føget for den Gang. En Maaned efter bemeerkede jeg 
en Dag den ſamme Baad paa et Sted, der var ulige 
gunſtigere, nemlig paa en Ss, der ved en Kanal ſtod 
i Forbindelſe med Irtiſch, temmelig langt fra Etablisſe⸗ 


260 Rufin Piotrowſki. 


mentet. Ogſaa dette Forſog mislykkedes aldeles. Som 
en Folge af den hurtigt afkolede Luft lagre der fig 
pludſelig en ſaadan Taage henover Vandet, at det ikke 
var muligt at fee et Skridt foran fig. Den ene Time 
forløb efter den anden, men trods alle mine Forſog 
var det mig umuligt at finde Kanalen, der ſkulde fore 
mig hen til Floden; forſt henimod Morgenſtunden op— 
dagede jeg den, men da var det forſilde. Jeg opgav 
da enhver Tanke om at betroe mig til Floden og be— 
gyndte nu at lægge en anden Plan, ſom efterhaanden 
modnedes hos mig. 

Efterat jeg havde vraget og forkaſtet flere for— 
ſtjellige Planer, blev jeg omſider ſtaaende ved den Route, 
der var den meſt uſedvanlige og derfor maaſkee den 
ſikkreſte. Jeg beſluttede at ſoge min Frelſe imod 
Nord gjennem Uralbjergene, Steppen ved Petſchora og 
Archaugel. Denne Route havde tillige den umaadelige 
Fordeel, at den var den korteſte, thi det forekom mig umu⸗ 
ligt, naar jeg forſt var i Archangel, at der ikke mellem 
de fire til ſem hundrede, for Storſtedelen fremmede 
Handelsſkibe, der hvert Aar gjeeſte denne Havn, ſtulde 
findes et eneſte, der vilde modtage en Flygtning fra 
Siberien. Det var altſaa denne Route, jeg beſtemte 
mig for, og jeg begyndte nu at ſamle Oplysninger om 
den; de fleſte fik jeg under mine hyppige Samtaler med 
Reiſende og Fremmede, der fra alle Kanter ſogte hen 
til Ekaterininſki⸗Zavod. 

Med ſtor Beſperlighed ſkaffede jeg mig efter⸗ 


Rufin Piotrowſki. 261 


haanden alle de Gjenſtande, der ere uundværlige paa 
en ſaadan Reiſe, og iblandt dem er Pasſet den aller- 
vigtigſte. Der er i Siberien to Slags Pasſer, den 
ene Slags er egentlig kun en Pasſeerſeddel for kortere 
Afſtande, den anden Slags udſtedes af de hoiere Auto— 
viteter paa ſtemplet Papir og kaldes plakainy. Det 
lykkedes mig at ſkaffe mig dem begge. Der er visſe 
Haandteringer, der fortſcttes endogſaa i Siberien af 
dem, der engang have givet ſig af med dem, og ſaa— 
ledes var der iblandt Fangerne en duelig Falſkmontner, 
der for negle Rubler ſolgte mig et udmerket Signet 
med det keiſerlige Vaaben. Hvad Stempelpapiret an- 
gik, der ikke kan undveeres til en plakalny, var det mig 
en let Sag at tilvende mig et Ark i et Contoir, hvor 
jeg havde faa mangfoldige under Hænder. Med ſtor 
Beſveerlighed ſkaffede jeg mig ogſaa de Dragter, der 
hørte med til min Forkledning ſom ſiberiſk Bonde. 
Ligefra jeg forlod Kiew, havde jeg ladet mit Skjeg 
ſtaae, og det naaede ſnart en orthodox og hoiſt reſpek— 
tabel Længde. Med ſtor Anſtrengelſe kom jeg ogſaa i 
Beſiddelſe af en Paryk, en ægte ſiberifk Paryk af Faare⸗ 
ſkind, ſom den bruges dertillands til Beſkyttelſe imod 
Kulden. Med Fradrag af Udgifterne til dette Indkjsb 
havde jeg endnu tilbage eethundrede og fiirfindstyve 
Rubler i Asſignater, en meget beſkeden Sum, ſom blev 
endnu yderligere formindſket ved en ulykkelig Hendelſe. 
Jeg dulgte ingenlunde for mig ſelv, at mit Foretagende 
var baade vanſkeligt og farefuldt. Jeg vidſte, at jeg 


262 Rufin Piotrowfki. 


ikke engang kunde ſtole ſikkert paa min Dolk, thi hvad 
man end ſiger, ſaa har man det ikke altid i ſin Magt 
at kunne drebe fig ſelv: jeg kunde blive arreſteret, me⸗ 
dens jeg ſov, eller blive et Offer for den Slovhed, 
der følger paa en overvettes Anſtrengelſe. Een Ting 
holdt mig dog oppe, og det var den Ed, jeg havde 
ſvoret mig ſelv, at jeg ikke vilde meddele min Hemme⸗ 
lighed til Nogen, at jeg ikke vilde ſoge Nogens Hjælp 
og Beſtyttelſe, og at jeg hellere vilde omkomme ſelv 
end bringe Andre i Fare. Gud har lige til det ſidſte 
ſtyrket mig i denne Beſlutning. 

J de ſidſte Dage af Januar 1846 vare alle mine 
Forberedelſer gjorte, og Sieblikket var ſaameget gun⸗ 
ſtigere, ſom det faldt ſammen med det ſtore Marked i 


Irbit ved Foden af Uralbjergene, et af disſe Markeder, 


ſom man kun feer Mage til i det oſtlige Rusland, 
hvor alle Veie ere bedekkede med Reiſende og Masſer 
af Handelsgods. Jeg ſmigrede mig med Haabet om 
at blive en forſvindende Storrelſe midt imellem alle 
disſe Menneſker. Den 8de Februar 1846 begav jeg 
mig paa Reiſen. Jeg havde tre Skjorter pan, hvoraf 
jeg efter rusſiſk Skik bar den ene, der var couleurt, 
ovenover Beenklederne, ſom vare vide og af tykt Klæde; 
over Skuldrene havde jeg en Burnus af Faareſkind, der 
naaede mig til Kneene. Et Par ſtore Støvler, ind— 
ſmurte med Tran, et Bælte af hvidt, rødt og fort Uld⸗ 
garn, og paa min Paryk en rod Floiels Kalot med en 
bred Bremme af Peltsveerk, ſom de ſiberiſke Bonder 


Rufin Piotrowſki. 263 


pleie at gaae med paa Feſtdagene, fuldendte min Paa⸗ 
kledning. Jeg var desuden indhyllet i en ſtor Pelts, 
om hvis Krave der var bundet et tykt Torklede, ſom 
havde til Henſigt baade at beſkytte mig mod Kulden og 
ſtjule mit Anſigt. J en Sek, ſom jeg bar i Haan⸗ 
den, havde jeg ſtukket endnu et Par Stovler, en fjerde 
Skjorte, et Par blaae Sommerbeenkleeder, noget Brod 
og tor Fifi. J det hoire Stovleſkaft havde jeg fkjult 
en bredbladet Dolk. Indenfor Veſten havde jeg gjemt 
mine Penge, der beſtode i lutter Sedler paa fem til ti 
Nubler. 

Det ſneede ftærft, da jeg tog bort. Snurt havde 
jeg pasſeret Irtiſchfloden, hvis Jis knagede under mine 
Fødder, og med hurtige Skridt, ſkjondt befværet af de 
mange Kleder, ilede jeg nu henad Veien til Tara. Jeg 
havde imidlertid neppe pasſeret Irtiſch, for jeg horte 
bagved mig Lyden af en Sleede. Jeg fkjœlvede, men 
det hændte mig her, ſom faa tidt paa min Vandring, 
at netop det, ſom jeg frygtede meſt, ſkulde blive mig et 
uventet Middel til Frelſe. 

„Hvor vil Du hen?“ ſpurgte Bonden, der kjorte 
Slæben og blev holdende. „Til Tara.“ — „Hvor er 
Du fra?“ — „Fra Zalivina.“ — „Giv mig treſinds⸗ 
tyve Kopeks, faa tager jeg Dig med til Tara.“ — 
„Nei, det er for dyrt; halvtreds kan vel gjøre det?“ 
— „Lad gaae! ſkynd Dig og ſtig op!“ 

Jeg tog Plads ved Siden af ham, og vi foer af⸗ 
ſted i Galop. Min Kuͤdſk havde Haſtveerk, Veien var 


264 Rufin Piotrowſti. 


glat font et Speil, og den fkarpe Kulde gav Heſtene 
Vinger; en halv Time efter vare vi i Tara. Bonden 
fatte mig af paa Gaden og kjorte videre. Jeg gif hen 
til Vinduet i det forſte det bedſte Huus og ſpurgte høit 
efter rusſiſk Skik: „Kan jeg fane Heſte?p“ — „Hvor— 
til?“ — „Til Marledet i Irbit.“ — „Ja.“ — „Et 
Par?“ — „Ja, et Par.“ — „Hvormeget for Verſten?“ 
— „Otte Kopeks.“ — „Det er formeget, fer Kopeks?“ 
— „Ja, ja da! Om et Sieblik.“ 

Nogle Minuter efter var Sloden forſpendt. — 
„Hvor er Du fra?“ ſpurgte man mig. — „Fra Tomfk; 
jeg er Handelsbetjent hos M. . . . (jeg nævnte et lige- 
gyldigt Navn). Min Husbond er kjort forud til Ir— 
bit, men jeg havde Et og Andet at afgjore forſt og er 
bleven ſkammelig forſinket. Min Husbond er viſt 
gruelig vred! Hvis Du kjorer raſk til, ffal Du fane 
gode Drikkepenge.“ 

Bonden floitede, og Heſtene floi afſted ſom en 
Piil. Pludſelig bankede der Skyer op, det begyndte at 
ſnee voldſomt, Bonden tabte Sporet og kunde ikke finde 
fig tilrette, Efterat vi længe havde flakket om, bleve vi 
nodte til at gjore Holdt og tilbringe Natten i Skoven. 
Jeg lod, ſom jeg var meget vred, og Bonden bad mig 
ydmygt om Forladelſe. Jeg vil ikke forſoge paa at be⸗ 
ſtrive den Angſt, jeg gjennemgik i denne Nat, kun faa 
Mile fra Ekaterininſki-⸗Zavod; hvert Sieblik troede jeg 
at høre Bjeldeklangen fra Sleder, der vare ſendte ud 
for at forfolge mig. Endelig begyndte Dagen at grye. 


Rufin Biotrowffi. 265 


— „Lad os vende tilbage til Tara“, ſagde jeg til Bon- 
den; „jeg tager en anden Slede, og Dig overgiver jeg 
til Politiet, fordi Du har ſpildt min Tid.“ 

Bonden gav fig ganffe forbløffet paa Tilbageveien; 
men vi havde ikke kjort længe, før han ſtandſede, fane 
fig om til alle Sider og pegede paa en Sti, ſom han 
kunde ſkimte under Sneen. „Der er den Vei, vi fkulde 
have kjort!“ raabte han. — „Saa kjor til med Gud!“ 
ſagde jeg. 

Fra bette Sieblik gjorde Bonden Alt for at ind— 
hente den tabte Tid. Efter en lang og hurtig Kjorſel 
kom han hen til en af ſine Venner, der gav mig Thee 
og friſke Heſte. Saaledes gik det rafſk fremad, indtil 
jeg langtud paa Natten kom til en Landsby ved Navn 
Soldatſkaia, hvor jeg blev ſkammelig beſtjaalen. Jeg 
havde ikke Smaapenge til at betale Kudſken og gik der— 
for ind med ham i et Vertshuus, der var fuldt af 
halvdrukne Bonder. Jeg tog nogle Papirpenge frem 
og vilde netop lade Verten bytte mig et Par Sthykker, 
da der pludſelig opſtod en ſtor Bevegelſe imellem de 
Omſtaaende. Jeg blev reven bort fra Bordet, hvor jeg 
havde lagt Pengene frem, og i et Sieblik vare de for⸗ 
ſvundne. Det hjalp kun lidt, at jeg ſkreg: Hold paa 
Tyven; Pengene vare borte, og jeg miſtede paa den Maade 
fyrgetyve Rubler. Men hvad der var endnu værre: 
Tyven havde bemengtiget fig to Papirer med det ſamme 
— det ene var et Blad Papir, hvorpaa jeg omhyggeligt 
havde opſkrevet alle de Steder, jeg ſkulde pasſere for 


266 Rufin Piotrowſti. 


at komme til Archangel, det andet var mit Stempel⸗ 
papirs⸗Pas, ſom jeg havde havt ſaamegen Nod for at 
ſkaffe tilveie. Jeg Havde altſaa i faa fort Tid miſtet 
Fjerdedelen af mine faa Penge, mine Reiſeoptegnelſer 
og det ſtore Pas, der kunde aflede den forſte Mistanke 
fra mig — jeg var i Fortvivlelſe! 

Jeg havde imidlertid intet Valg og maatte fort— 
ſette min Flugt, Neppe havde jeg betraadt Landeveien, 
der fører til Irbit, før der mødte mig et ualmindeligt 
Skueſpil. En utallig Mængde Sleder, fyldte med Handels- 
varer og kjorte af yamtschicks (Leiekudſle), rullede henad 
Veien, trukne af disſe ſmaa ſiberiſke Heſte, hvis Hurtig⸗ 
hed er ubeſkrivelig. Jo flere jeg fane, desmere voxede 
mit Mod, thi hvor var det muligt at udfinde en ſtak⸗ 
kels Flygtning i denne babelſke Forvirring. Man kunde 
ligeſaa let — ſom vi ſige i Ukraine — forfølge Vin⸗ 
den paa Stepperne. 

For at forſtage, hvor hurtigt vi kom frem, er det 
nok at bemerke, at jeg allerede Trediedagen efter min 
Undvigelſe ſilde om Aftenen naaede Irbit. „Holdt! lad 
mig ſee Deres Pas!“ raabte Skildvagten. Lykkeligviis 
føjede han til med halv Stemme: „Giv mig tyve Ko⸗ 
pels, faa kan det være det ſamme.“ Jeg ſkyndte mig 
at give ham, hvad han forlangte, og gik lige hen til et 
Vertshuus, hvor man ikke vilde modtage mig af Man⸗ 
gel pan Plads. Endelig gav man mig Logis, men 
kun for en Nat. Gjeeſteſtuen var propfuld af yamtschicks, 
og der var en Tranlugt derinde, ſom var aldeles utaa⸗ 


Rufin Biotroivfti. 267 


lelig. Jeg talte en heel Deel om min Huusbond og 
vore Affairer, ſpiſte til Aften med de Andre, betalte 
ligeſom de, hvad jeg havde forteret, og lagde mig til 
Hvile med dem — men jeg kunde ikke ſove, — dertil 
var mit Sind altfor bevæget, 

Neſte Morgen var jeg tidligt paa Benene, gjorde 
mine tre orthodoxe Buk for Helgenbillederne, der i et— 
hvert rusſiſk Huus findes henne i Krogen, tog min Seek 
paa Ryggen og ſagde, at jeg gik ud for at opføge min 
Husbond. Uagtet det var tidligt om Morgenen, var 
det ſtore Torv dog allerede opfyldt af Menneſker. Jeg 
ſktyndte mig forbi af Frygt for at mode en eller anden 
Bekjendt fra Ekaterininſki-Zavod, kjobte i en Boutik 
nogle Brod og noget Salt, ſom jeg ſtak i min Sek, 
og gik ud af den modſatte Kant af Byen uden at blive 
foruroliget af Skildvagten. Min lille Formue var 
ſvunden ind til 75 Rubler. Hvorledes ſkulde jeg med 
de faa Penge nage til Paris? Det var mig klart, at 
maatte for Fremtiden ſtole paa mine Been, og at jeg 
ikke maatte ſkaane mig, hvis der var Noget at fortjene 
paa Veien. 

Vinteren 1846 var overordentlig ſtreng, og i Mands 
Minde havde man i Siberien ikke oplevet en lignende. 
Netop den Morgen, da jeg forlod Irbit, flog det om 
og blev mildere, men der faldt en faa tæt Snee, at 
jeg neppe kunde ſee. Jeg tabte dog ikke Sporet, 
og henimod Middag klarede det op, og det blev mindre 
befværligt at komme frem. Jeg undgik ſaameget ſom 


268 Rufin Piotrowſki. 


muligt Landsbyerne, og naar jeg var ſulten, tog jeg et 
Stykke frosſent Brod frem af min Seek og ſpiſte det 
under Marchen. For at flukke min Torſt opſogte jeg 
de Huller, ſom Bønderne flane i Iſen paa Floder og 
Damme, for at deres Qveeg kunne drikke. Den forſte 
Dag var meget anſtrengende, og jeg var aldeles udmattet 
om Aftenen; hertil bidrog de tunge Kleder ikke lidet, 
men jeg turde ikke file mig ved dem. Da Natten 
bröd frem, gik jeg ind i Skoven for at tilberede mit 
Leie. Jeg vidſte, hvorledes Ostiakerne bære fig ad, naar 
de ſkulle ſove i deres Jisorkner: de grave et dybt Hul 
under en Masſe Snee, og der ligge de fuldkommen 
luunt. Det gjorde jeg ogſaa og fandt ſnart den Hvile, 
ſom jeg trengte til. 

Da jeg vaagnede den folgende Morgen, havde jeg 
Froſt i begge Fodderne. Jeg havde begaget den Feil 
at lægge mig i min Pelts med Haarene indad og ud— 
fat Fodderne for den ſkarpe Morgenkulde. Jeg gav 
mig paa Marchen igjen, men midt paa Dagen reiſte der 
fig en tor, iiskold Bind, ſom feiede Sneen omkring i 
Bunker og gjorde Veien ukjendelig. Efter nogen Tids 
Forlob merkede jeg, at jeg var faret vild. Hvert Sie— 
blik ſank jeg ned i Sneen til Beltet, ja undertiden til 
Halſen. Jeg indſaae, at jeg vilde komme til at bukke 
under for Kulde og Sult, og gav mig allerede Gud i 
Vold, da jeg omſider ud pan Aftenen igjen kom paa 
den rette Vei og opdagede pludſeligt en lille Hytte. 
Udſigten til at finde et Natteleie overvandt alle Beten⸗ 


Rufin Piotrowſfti. 269 


keligheder, og jeg gik hen til en Kone, der ſtod i Doren, 
og bad hende om Huusly. Hun gjorde ingen Vanſkelig— 
heder og forte mig ind i fin izba (Storſtue), hvor hen- 
des gamle Moder ogſaa opholdt fig. Paa deres Sporgs— 
maal, hvor den gode Gud forte mig hen, ſvarede jeg, 
at jeg var fra Tobolſk Jog agtede mig til Jernſtoberierne 
i Bohotol. Medens Fruentimmerne tilberedte Maal— 
tidet, bredte jeg mine Kleeder og mit Linned ud for at 
torre det og lagde mig, efter at have ſpiiſt og gjort 
mine „poblon)“ eller Buk for de orthodoxe Helgenbille— 
der, til Hvile med et uſigeligt Velbehag. Imidlertid 
havde Fruentimmerne fattet Mistanke, og, ſom jeg ſenere 
erfoer, var det den Omſtendighed, at jeg eiede fire 
Skjorter, der havde fremkaldt den. Jeg var allerede 
begyndt at ſove ind, da jeg horte en foruroligende Hvi— 
ſken, og ſtrax efter blev jeg voekket af tre Bønder, der 
ſpurgte, om jeg havde Pas. 

„Med hvad Jet ſporge J mig derom? er der 
Nogen af Eder golova (Foged i Landsbyen)?” — „Nei, 


men vi boe her.“ — „Hvem indeſtaager mig for det? 
J vil maaſkee blot berove mig mine Papirer.” — De 
ryſtede paa Hovedet. — „Naar faa er, vil jeg ſvare. 


Jer. Jeg hedder Lavrenti Kuzmine, er fra Tobolſk og 
gaaer til Bohotol for at fane Arbeide.“ — Med disſe 
Ord fremtog jeg mit Pas: det var min ſtakkels Pasſeer⸗ 
ſeddel, men der var et Segl paa den, og det var nok 


til at berolige dem. De begyndte nu at ſporge om Nyt 


18 


—̃̃̃ ᷑ ͤm;ß̃ ü! P % ͥn , ‚ ⏑h m ‚⅛—⅜‚P‚PP ftr 


A TESTET nm 


270 Rufin Piotrowſti. 


fra Markedet i Irbit og meget Andet og endte med at 
giore mange Undſkyldninger, fordi de havde vekket mig. 

Denne lille Begivenhed overbeviſte mig om, at jeg 
ikke turde tenke paa andet Natteleie end Ostiakernes 
for det förſte, og under hele min Vandring i Uralbjer⸗ 
gene, der varede til de forſte Dage i April, ſov jeg 
kun tre eller fire Gange i en Hytte, naar jeg var ſaa 
udmattet, at jeg neppe vidſte, hvad jeg gjorde. Efter⸗ 
haanden fil jeg ſtorre Feerdighed i at lave mig mit 
Natteleie, og naar jeg merkede, at mine Lemmer be- 
gyndte at ſtivne, ſtod jeg ſtrax op og gik omkring paa 
Man og Faa for at fane Blodet i Bevegelſe. Under— 
tiden lod jeg mig reent bedekke af den faldende Snee, 
og da havde jeg det allervarmeſt, men om Morgenen 
havde jeg ondt ved at ſkille mig af med bette Sneelag. 
Jeg ſaae tydeligt for mig, at jeg maatte blive et Offer 
for Kulde og Gult, og i ſaadanne Oieblikke frygtede 
jeg meſt for at blive overvældet af Sovnen, thi det 
var den visſe Dod. 

Efter at have pasſeret den ſidſte Landsby paa Fo⸗ 
den af Uralbjergenes sſtlige Side, mødte jeg fer unge 
Rusſere, af hvem jeg ſik en Mængde nyttige Underret⸗ 
ninger, Af deres Dragt og Sprog meerkede jeg ſtrax, 
at de ikke vare fra Siberien. De kom fra Archangel, 
fra Bredden af Jishavet og gik til Tobolſk for at føge 
Beſkeftigelſe ſom Veterinairer. Det var ſmukke Folk 
med en ualmindelig hvid Teint og med kridhvide Haar, 
der ſkinnede ſom keemmet Hor; hvis de ikke havde havt 


Rufin Piotrowfki. 271 


lyſeblaae Sine, kunde de godt gaaet for Albinos. De 
ſagde mig, at Landet, de kom fra, var fattigt og frem— 
bragte Intet, og at Indbyggerne levede af Fifkeri og 
Handel og fik deres Brod fra Archangel. Synet af 
disſe Menneſker, der kom fan langveis fra og iilfods, 
gav mig nyt Mod, og jeg gav dem til Gjengjeld alle 
de Oplysninger om Siberien, ſom jeg kunde. 
Hvormange Dage jeg var om at ſtige op ad Ural⸗ 
bjergenes ſkovbekledte og ſneebedekkede Top, veed jeg 
ikke — Veien var faa eensformig, at jeg tabte al Fore⸗ 
ſtilling om Tiden. Jeg veed kun, at jeg forſt i Pauda, 
høit oppe paa Bjerget, for tredie Gang fif noget Varmt 
at ſpiſe, og det ſkyldte jeg endda Tiljældet. Det var 
langtud paa Aftenen, da jeg pasſerede Landsbyen; i en 
af Trehytterne brændte der Lys, og derfra hørte jeg 
pludſelig en Stemme, der ſpurgte: „Hvem er det?“ — 
„En Reiſende“ — „Og hvor gaaer Du hen?“ — 
„Meget langt.“ — „Saa kom og leg Dig hos os.“ 
— „Gud lønne Jer, Tak! Men gjør jeg Jer ikke 
Uleilighed?“ — „Tal ikke om Uleilighed! Kom kun ind 
— vi ere jo oppe endnu.“ — Jeg gik ind i det gjeſt⸗ 
fri Huus og traf der paa to ſtikkelige aldrende Folk, 
Mand og Kone. De ſatte et magert Maaltid for mig, 


der ſmagte mig, ſom om jeg ſad tilbords hos Lucul⸗ 


lus; men hvad der glædede mig allermeſt var, at jeg 

engang igjen kunde kleede mig af. Man henvendte de 

ſedvanlige Spørgsmaal til mig, og jeg ſvarede, at jeg 

var fra Tobolſk og vilde til Solikamſk paa den anden 
18% 


EEG TT RE ERE . ere 


272 Rufin Piotrowſki. 


Side af Uralbjergene, hvor en Slegtning havde lovet 
at ſkaffe mig Arbeide i Saltſyderierne. De ftikkelige 
Folk fortalte mig nu Alt, hvad der vedkom dem, og da 
jeg neſte Morgen havde ſpiiſt Frokoſt med dem, vilde 
de ikke modtage nogen Betaling. De toge paa den 
hjerteligſte Maade Aſſked med mig; men det gjorde et 
ſlemt Skaar i min Glæde, da Manden, idet hau gav 
mig nogle Oplysninger om Veien, tilfoiede i det ſidſte 
Oieblik: „De kan forreſten ikke tage feil, thi lidt pan 
den anden Side af Banda er der et Vagthold, ſom efter⸗ 
ſeer Deres Papirer og kan give Dem alle mulige Op— 
lysninger.“ 

Man fan begribe, at jeg gjorde Alt for at und- 
gage disſe Oplysninger: jeg gik over Bjerg og Dal, 
faldt undertiden i Snee lige til Halſen og ſogte forſt 
igjen hen til Landeveien, efterat jeg langt havde omgaaet 
Vagtholdet. Saaledes gik det Dag ud og Dag ind, 
og jeg ſogte kun hen til „Izbuchkerne,“ naar jeg mang⸗ 
lede Brod. „Izbuchkerne“ ere Smaahytter, der til de 
Reiſendes Beqvemmelighed ere opførte paa Uralbjergene, 
og hvor man kan fane Brod, tørret Fiſk, Korn, Kaal, 
Kvass (en Slags Moſt) og undertiden Brendeviin. 
Langt om længe naagede jeg en ſmuk Nat Toppen af 
Ural. Fuldmaanen ſendte fin Glads hen over et preg— 
tigt og eiendommeligt Landſkab, hvis gigantiſke Klipper 
kaſtede deres Skygger henover et uendeligt Sneetæppe. 
En høitidelig, jeg kunde neſten ſige religieus Taushed 
herſkede omkring mig. Fra Tid til anden trængte en 


Rufin Biotromffi. 273 


tor og metalliff Klang hen til mine Øren: det var 
Kuldens Intenſitet, der fprængte Stenene. Men 
hvor vild og barſk Naturen end var paa bette Sted, 
forekom den mig dog mildere end de civiliſerede Folk 
dernede paa Sletten: den forlangte dog ikke at ſee mine 
Papirer. 

Jeg gav mig til at ſtige ned paa den veſtlige Side 
af den umaadelige Skranke, ſom Naturen har opreiſt 
mellem Siberien og det europeiſke Rusland. Nekſte 
Dag ſtodte jeg paa nogle vamtschiks og jeg havde rig 
Leilighed til at beundre den mirakuloſe Feerdighed, hvor— 
med de forſtage at kjore henover disſe næften ubanede 
Veie. Der var tredive Sleder, hver forſpendt med een 
Heſt, og kun ſyv vamtschiks kjorte dem alle. Veien 
var ſnever, og en hoi Sneemuur begrendſede den til 
begge Sider. Naar en ſaadan Convoi modes af en an— 
den, borer den mindſt talrige ſig ind i Sneemuren, og 
man feer da ſaagodtſom kun Orene af Heſtene. Naar 
da den længere Convoi er kommen forbi, hjælpe de 
hinanden med at fane Vogne og Heſte igjen ud af 
Sneen. 

I de forſte Dage af Marts naaede jeg ned til 
Solikamſk ved Foden af Uralbjergene, og uden at ſtandſe 
gik jeg videre til Steppen Petſchora. Det var de 


ſamme umaadelige Sneeſletter, de ſamme tykke Skove 


og de ſamme bidende Storme. Ogſaa for mig gik Da— 
gen og Natten paa den ſamme Maade, og min eneſte 


— — 


274 Rufin Piotrowſki. 


Glæde var engang imellem at antænde om Natten et 
ſtort Baal, ſom baade varmede og opmuntrede mig. 
En Aften, da jeg længe havde flakket om inde i 
Skoven i en forfærdelig Sneeſtorm, foer jeg vild. Jeg 
havde desuden intet Brod og havde ikke nydt det Mindſte 
hele Dagen. Jeg kaſtede mig ned paa Sneen med de 
meſt convulſiviſke Smerter og onſkede kun at doe. Bed 
Daggry bedagede Veiret ſig, men jeg kunde hverken finde 
Vei eller Sti, og mine Kræfter vare aldeles udtømte. 
Træt af at fæmpe imod kaſtede jeg mig, med Anſigtet 
badet i Taarer, ned ved Siden af et Tree. Sovnen 
overveldede mig, og jeg veed ikke, hvor lang Tid jeg 
tilbragte i denne Tilſtand. En ſterk Stemme rev mig 
ud af min Slovhedstilſtand, og en Übekjendt ſtod foran 
mig og ſpurgte: „Hvad gjor De der?“ — „Jeg har 
forvildet mig.“ — „Hvor er De fra?“ — „Fra 
Tocherdine. Jeg er paa en Pillegrimsreiſe til Kloſteret i 
Solovetſk, men jeg er kommen bort fra min Bei i Stor— 
men og har i flere Dogn ikke ſpiiſt det Mindſte.“ — 
„Det er ikke faa forunderligt, thi vi, ſom høre hjemme 
her, kunne ogſaa fare vild. De har gjort Uret i at 
vove Dem ud i en ſaadan Storm. Drik engang.“ 
Han holdt mig en Træflaffe hen til Munden, og 
jeg drak en god Slurk Brendeviin, der oplivede mig 
pludſelig, men brændte i den Grad i mine Indvolde, at 
jeg ſprang omkring af Smerte, ſom om jeg var ſtukken 
af en Tarantel. „Naa naa, ver dog rolig!“ ſagde den 
Fremmede til mig og rakte mig noget tørret Fifi og 


Rufin Piotropſti. 275 


nogle Bonner, ſom jeg ſlugte med et formeligt Raſeri. 
Jeg fatte mig igjen ved Foden af et Træ, og den Frem— 
mede fatte fig ved Siden af mig. Det var en Jæger, 
der havde fit Gevær i en Rem, og Skoiter paa Fod— 
derne. Da jeg var kommen til mig ſelv, tog han mig 
under Armen og forte mig ud paa Veien og hen til 
den nærmefte Izbuchka; derpaa onſkede han mig en lyk— 
kelig Reiſe og gik ind i Skoven. Jeg kan ikke beſkrive 
min Glæde over Synet af denne Izbuchka; jeg troer 
jeg var gaaet ind i den, om den faa havde været fuld 
af Gendarmer. Neppe var jeg indenfor Doren, for 
mine Kræfter forlode mig, og jeg ſank om paa Gulvet. 
Da jeg igjen kom til mig ſelv, bad jeg om noget 
Varmt at ſpiſe, og man bragte mig Suppe; men uagtet 
Hungeren plagede mig, kunde jeg ikke fane Noget ned. 
Henimod Middag faldt jeg i Søvn paa Benken, og 
jeg blev forſt voekket den folgende Dag paa ſamme Tid 
af min Vert, der begyndte at blive urolig. Det var 
en ſkikkelig Mand, hvis Godhed for mig fordobledes, 
da han horte, at jeg var paa en Pillegrimsfart. Alle 
mine Kleder vare dyngvaade og jeg maatte torre dem 
ved Ovnen. Søvn, Hvile og Varme gav mig fnart 
min Qvikhed tilbage; jeg ſpiſte godt og begav mig 
derpaa atter pan Vandring tiltrods for min Vert, der 
indſteendig bad mig om at blive endnu en Dag 
hos ſig. 

En Dag var jeg nødt til at gage ind i en af 
disſe Izbuchker for at kjobe Brod. Jeg traf derinde 


276 Rofin Piotrowſki. 


en hoi gammel Mand med et ſolohvidt Skjeg og en 
ſmuk ung Pige paa atten Aar, der ſad og ſang for et 
lille Barn. Den Gamle ſolgte mig Brodet meget dyrt, 
og jeg ſatte mig til at ſpiſe det med Salt og drak 
noget Kvass til. Han faae ligegyldigt pan mig og 
gjorde mig kun af og til et og andet intetſigende Sporgs— 
maal; men den unge Pige (det var hans Datterdatter) 
betragtede mig med dienſynlig Rorelſe. Neppe var han 
ganet udenfor et Oieblik og havde lukket Doren efter 
fig, for hun ſprang op paa en Benk og tog ned fra en 
Hylde to ſtore Havrebrodskager, ſammenceltede med Smør 
og Oſt, ſom hun i en Fart ſtak ind under min Pelts; 
derpaa foer hun igjen hen til Vuggen og vedblev at ſynge. 
Jeg kan aldrig glemme den ubeſkrivelige Yude og den 
hemmelige Skrek, hvormed hun liſtede fig til at gjøre 
en god Handling. 

Men jeg vil ikke trætte Leſeren med en længere 
Beſkrivelſe, der kun vilde indeholde Gjentagelſer; jeg 
vil blot tilfoie, at jeg i Midten af April naaede hen 
til Weliki⸗Uſting, hvor jeg havde beſluttet reent at for— 
andre min Maade at reiſe paa. Jeg tog bort fra Ir— 
bit den trettende Februar — jeg havde altſaa i hele 
to Maaneder levet ſom en Vildmand i den ode Skov 
og mellem Snee og Jis. Nu gjorde jeg mig til Coho- 
molet eller, ligefrem overſat, „Billeddyrker.“ Tilbedel⸗ 
ſen af undervirkende Billeder er meget udbredt i Rus⸗ 
land, og der er fire Steder ſom drage utallige Pille— 
grimme til ſig: det er Kiew, Moſkou, Weliki-Nowgorod 


—— — HEN 


Rufin Piotrowſti. 277 


og Kloſtret ved Solovetſfk. En Mængde Rusſere, ſelv 
rige Kjobmend, beſoge disſe hellige Steder, det ene efter 
det andet, og en ſaadan Reiſe tilfods kan medtage flere 
Aar. De Fleſte noies dog med at beſoge de nermeſte 
af disſe hellige Steder, og ſaaledes ſkeer det, at Kloſtret 
ved Solovetſk hvert Aar hiddrager Troende i Tuſindviis. 
Disſe Cohomolets, baade Mænd og Ovinder, blive 
overalt vel modtagne af Alle, ſkjondt der ikke ſjeldent 
iblandt dem er en eller anden Kjeltring, der gjor From— 
heden til fin Neeringsvei. Paa Stepperne ved Petſchora 
havde jeg modt flere ſaadanne hellige Skarer, og jeg 
indſaae da ſtrax, at det vilde være klogt af mig at 
ſlutte mig til dem, deels fordi disſe Pillegrimme af 
Alle behandles med Wrbodighed, deels fordi man i 
denne Egenſkab er mindre udſat for at blive affordret 
Pas. Da jeg var kommen ind i Byen og ſtod henne 
paa Torvet, var jeg alligevel baade raadvild og for— 
legen; lykkeligviis kom et ungt Menneſke i borgerlig 
Dragt hen til mig og ſagde: „De er ſagtens en Coho- 
molet, der ſkal til Kloſtret ved Solovetſk? — „Ja.“ — 
„Der ſkal jeg ogſaa hen. Har De Logis?“ — „Endnu 
ikke; jeg er kommen i bette Sieblik.“ — „Saa folg 
med mig! Rigtignok ere vi mange, men der bliver nok 
Plads til Dem med. Vor Vertinde er en flink Kone, ſom 
koger for os. Jeg har netop været henne at kjobe Havre⸗ 
brød og Meel.“ — Han pegede paa en Tværfæl, der 
hang over Skulderen. Jeg ſkyndte mig at folge med 
ham. Vi naaede ſnart vort Logis, hvor der i Stor⸗ 


„ . ˙ —-—ᷣ- —˙?* 2 7⅛—˙ B ˙ W V- ⏑ ˙UIIM P r’ -=ůQ‚ WR N eee Ge een 


278 Rufin Piotrowſki. 


ſtuen var ſamlet en Snees Pillegrimme, Mandfolk og 
Fruentimmer. Ingen ſpurgte om mit Pas, og Vertin— 
den gav fig ſtrax til at bage mit Brod. J Byen var 
der omtrent totuſinde Pillegrimme. De ventede Alle 
pan, at Dwina ſkulde toe op, for at blive transporterede 
paa Barker og Tommerflaader til Archangel og derfra 
til Kloſtret ved Solovetſk. Hvilken en Samling af 
merkelige Phyſionomier! en Leonardo da Vinci vilde 
her have fundet et mageloſt Udvalg af Modeller. 

Jeg var nodt til at tage alle de Conſeqvenſer, ſom 
min nye Stilling forte med fig, maatte gage i Mesſe 
Morgen og Aften, ſlaae Kors i Tuſindviis, gjøre Buk 
i Hundredeviis, holde Lyſene og kysſe Popen paa 
Haanden. J Mellemtiden fik jeg rigelig Leilighed til 
at ſtudere Byen Ustiug, og den og Archangel ere de to 
Byer i Rusland, ſom jeg kjender bedſt. Deus ſmukkeſte 
Prydelſe er to og tyve guulmalede Kirker med grønne 
Zinktage; ſkjondt den ikke har mere end femtentuſinde 
Indbyggere, er den dog af ſtor Vigtighed for Handelen, 
da den er det naturlige Oplagsſted for alt det Korn, 
Hor, Hamp, Fedt, ſalt Kjod, Tjcere, Brendſel og 
Peltsverk, der kommer fra Perm, Vologda og Siberien. 
Disſe Produkter fores paa Dwina i ſtore Roebaade til 
Archangel. Enhver Conhomelet, der paatager ſig en 
Roerkarls Beſtilling, fager fri Reiſe og femten Rubler 
tillige, men maa bringe de behsrige Levnetsmidler med 
fig. Jeg var meget glad ved paa den Maade at bringe 
min Kapital op igjen til fem og halvfjerdſindstyve Rub⸗ 


Rufin Piotrowſti. 279 


ler. Rigtignok ſkulde jeg foreviſe Capitainen mit Pas, 
men han noiedes med at ſee paa Seglet, og den tiende 
Mai 1846 afgik jeg med et Barkſkib til Archangel. Disſe 
Barker ligne, naar man ſeer dem i Afſtand, et Huus 
eller en flydende Lade. Antallet af Aarerne er mellem 
tredive og fyrgetyve. Midt paa Daekket ſtaaer en ſtor 
Treekasſe pan fire Bæle, halv fyldt med Jord: det er 
Mandſkabets Kjokken; Kogekjedlerne ere anbragte paa to 
Tverſteenger. Ved Daggry raabte Capitainen med høi 
Roſt: „Set Dig ned og bed til Gud!” Alle maatte 
da tage Plads paa Dæffet i en aldeles tyrkiſk Stilling 
og ſlaae en Mængde Kors, der efterfulgtes af de beho— 
rige Buk. Saaſnart Bønnen var endt, kaſtede hele 
Beſcetningen, ligefra Capitainen til den ſattigſte Roer— 
karl, en Kobbermont i Floden — for at gjore ſig gode 
Venner med den ublide Dwina. Hvergang Skibet 
ſtandſede et Sted, gjentoges de ſamme Ceremonier. 
Uagtet jeg aldrig havde roet for, kom jeg hurtigt efter 
det, og hver Gang der var noget Alvorligt paaferde, 
raabte man altid paa Lavrenti (det var mit paatagne 
Navn). To Gange kom vi paa Grund og maatte da 
i ti til tolv Timer anvende alle vore Kræfter for at 
fane Fartoiet flot igjen. 

Vor Seilads paa denne Dwina varede en fjorten 
Dagestid, og alt ſom vi nærmeve os Archangel, bleve 
Netterne kortere og tilſidſt faa lyſe, at man kunde fee 
at leſe og ſkrive hele Natten. Da vi omſider opdagede 


— — TET FS Te 


980 Rufin Piotrowſki. 


de gyldne Spiir paa Kirkerne i Archangel, der ſkinnede 
i Morgenſolen, udſtodte vi et Gledesſkrig og kaſtede 
den ſtore Kasſe, ber havde tjent os til Kjokken, over⸗ 
bord. Alle de andre Barker gjorde det Samme og 
breekkede Aarerne efter gammel Skik, og da vi kom ind 
i Havnen, modtoge vi af Capitainen vore Pasſer og 
vore femten Rubler. 

Eudelig var jeg da i bette Archangel, ſom jeg paa 
min beſverlige Reiſe gjennem Uralbjergene altid havde 
betragtet ſom en Frelſens Hayn! Hvilken Henrykkelſe 
var det ikke for mig at ſee paa alle disſe brogede, 
mangefarvede Flag, jeg, ſom fan længe ikke havne havt 
Andet end de hvide Sneeſtepper for Sie! Jeg ſkyndte 
mig med de Andre til de ſtore Kaſerner, ſom Munkene 
paa den hellige O have opført for Pillegrimmene, 
afleverede min ringe Bagage og var lykkelig over, at 
Ingen forlangte mit Pas. De ſtore Bygninger vare 
opfyldte af „Billeddyrkere“ af alle Kjon og Aldere, og 
jeg maatte ſtrax fra den forſte Dag deeltage i alle de 
Ceremonier, ſom den orthodexe Kirke paabyder. Den 
befværligfte af disſe var at bære Evangeliet, Det var 
en ſtor Bog i Folio, et Par Fod lang og trykt med 
ſtore, gammeldags Bogſtaver. Bindene vare af tytt 
Tre, forzirede med Figurer af de tolv Apoſtle af mas⸗ 
ſivt Sølv, Popen havde ondt ved at løfte den. Naar 
En læfte i den, blev den lagt pan Hovedet af en An⸗ 
den, og der ſkulde en god Nakke til at bære den. 

Saaſnart jeg kunde flippe fra disſe Ceremonier, 


N 


Rufin Biotrotwftt. 281 


ilede jeg ned til Havnen. Desværre var der imellem de 
mange fremmede Flag ikke noget franſk at opdage, og 
allerede det forekom mig et flet Varſel. Verre endnu 
var det, at der pan Dakket af hvert af disſe Skibe 
ſtod en rusſiſk Skildvagt, der forhindrede al Communi— 
cation med Skibene. Et eneſte Siekaſt ſagde mig, at 
her var Intet at gjore, og jeg vendte igjen tilbage til 
min Kaſerne. Neſte Dag gik jeg igjen ned til Havnen. 
Jeg ſaae nogle Skibe, der havde indtaget deres Ladning 
og vare ifærd med at afgaae; mit Hjerte bankede vold—⸗ 
ſomt, og jeg var ligeved at tilraabe dem: „Frels mig! 
Forlad mig ikke ſaaledes!, Jeg tiltalte paa Franſk 
nogle Matroſer, der vare iland; men de ſage forundrede 
paa mig og forſtode mig ikke. Jeg tiltalte dem pan 
Tydſk, men med ligeſaa ringe Held, og det endte med, 
at de loe mig op i Anſigtet. Jeg maatte ſee at komme 
bort i en Fart, thi der ſamlede fig allerede Folk om- 
kring os. 

Jeg indſaae, at der var Intet for mig at gjøre i 
Archangel, og at jeg maatte fee at komme bort ſnareſt 
muligt, hvis jeg ikke vilde udſctte mig for at blive 
arreſteret. Efter en ſorgeligt tilbragt Nat ſtod jeg op 
ved Daggry og forlangte min Bagage udleveret, idet 
jeg foregav, at jeg nu vilde begive mig til Kloſtret ved 
Solovetſk. Jeg kjobte noget Brod og Salt og lod mig 
ſette over Dwina. Det var en ſmuk og varm Dag, 
men Landet var fladt, nøgent og vildt. 

J flere Dage vandrede jeg nu gjennem et ſumpigt 


rern 


282 i Rufin Biotrowfti. 


Land, bedekket med vantrevne Granſkove. Solen var 
neeſten ikke mere af Himlen, Selv i de forte Mellem⸗ 
rum mellem Nedgang og Opgang udbredte Reflexen af 
dens Straaler en ſaadan Klarhed, at man kunde have 
udfort det fineſte Arbeide. Rigtignok var jeg fra Geo— 
grafiunderviisningen i min Skoletid forberedt paa dette 
Phenomen; men undertiden forekom det mig dog ſom en 
Drøm, at jeg befandt mig i disſe Regioner, hvor So— 
len aldrig gaaer ned. Landſkabet blev beſtandig mere 
ode og fattigt; endelig naaede jeg Bredderne af Havet, 
og jeg fortſatte min Vandring langsmed Stranden. J 
nogle Dage var Veiret ualmindelig ſmukt, og Solen 
brændte faa ſterkt, at jeg maatte aftage min Pelts; men 
ſnart reiſte der fig en forfærdelig Storm, og Oceanet, 
der væltede fine taarnhoie, ſkumkledte Bølger, ſyntes 
ikke for Intet at hedde det hvide Hav. Dette Skueſpil 
var paa eengang ſorgeligt og beundringsverdigt, og Stor— 
men varede i flere Dage, En Dag kom jeg i en fattig 
Landsby ved Bredden af Havet til en possade eller 
Coloni, hvor jeg fandt en Mængde „Billeddyrkere“ og 
deriblandt flere af mine gamle Kammerater, ſom vare 
afgaaede paa Barker til den hellige O for jeg, men 
vare blevne tvungne af Stormen til at ſoge Tilflugt 
paa dette Sted. En af Barkerne med alle Pasſagererne 
var bleven opflugt af Havet. De ſtakkels Folk ventede 
Paa, at Stormen ſkulde lægge fig; men jeg forlob dem 
og forſikkrede, at jeg vilde komme ligeſaa hurtigt til 
Kloſtret tilfods ſom de paa deres kummerlige Barker. 


Rufin Piotrowſki. 283 


Henimod Aften naaede jeg Forbjerget, der ligger lige— 
over for den hellige O, og derfra begav jeg mig ſtrax 
paa Vandring til Onega. 

Det var ogſaa den eneſte Vei, der ſtod mig aaben, 
thi det var ganſke naturligt, at en Cohomelet, der har 
endt ſin Pillegrimsgang til Solovetſk, begiver ſig over 
Onega paa den fromme Vandring til Nowgorod og 
Kiew „for at hilſe paa de hellige Been“, ſom det hed— 
der der i Landet. Jeg gik nu flere Dage itrek ad en 
Bei, der pan den ene Side var begrendſet af Havet 
og paa den anden af ſkovbekloedte Hoie. Foran mig 
fane jeg ikke andet end Sand, Heder og Sumpe. Et 
Faktum vil være tilſtrœekkeligt til at give en Idee om 
bette ode Land. En Dag kom jeg til en possade og 
kunde ikke faae Brod; Beboerne havde manglet Brod 
i en heel Uge, fordi Barken, der bragte Meel fra Ar— 
changel, var bleven opholdt paa Grund af Uveir. Der— 
imod fif jeg ſtore, friſke Sild fra det hvide Hav, der 
ſmagte fortræffeligt. J Onega opholdt jeg mig flet 
ikke. Jeg Havde to Veie at vælge imellem; den ene 
førte igjennem de laplandſke Sumper til Torneaa ved 
den ſvenſke Grendſe; den anden gik til venſtre til Vy— 
tiegra ved den finffe Bugt. Den forſte Vei var den 
beſverligſte, den ſidſte den farligſte. Hvis jeg ikke havde 
gjennemreiſt Ural og Steppen ved Petſchora, havde jeg 
uden Tvivl beſtemt mig for den forſte, men nu frygtede 
jeg mere for Savn og Beſverligheder end for Fare og 
valgte at gage til Vytiegra. 


284 Rufin Piotrowſki. 


Det Land, jeg kom igjennem, er overalt gjennem⸗ 
ſkaaret af Kanaler, der forbinde de forſkjellige Floder 
og Søer: Onega, Ladoga, Vytiegra, Swirr o. ſ. v., og 
til at vaage over disſe Kanaler er der overalt oprettet 
Vagthold. De fleſte af Soldaterne her ere Polakker, 
der til Trods for deres lange Tjeneſtetid tale ufuld— 
komment Rusſiſk. Paa min Vandring ſtodte jeg flere 
Gange pan Convoier af jodiſke Born, der førtes til 
Archangel. Det er bekjendt, at den rusſiſke Regjering 
bemegtiger fig jodiſke Drengeborn i en Alder af ti til 
femten Aar, for ſaaledes at bringe dem til at glemme 
deres Familier og Religion og dresſere dem til Sol— 
dater, hvortil man anſeer de vorne Israeliter for min⸗ 
dre vel ſkikkede. En ſtor Deel af disſe barnlige Re— 
kruter beſtemmes til Sotjeneſte og ſendes hen til de 
forſkjellige Havne ved det hvide Hav. Det var et yn— 
keligt Syn at fee disſe ſtakkels ragede Born i deres 
ſmaa Peltſe blive drevne ſom Qveg af en Haandfuld 
Soldater. Mange af dem, forſikkrede man mig, dode 
paa Veien. 

Aldrig ſaaſnart naaede jeg Vytriega, for jeg nede 
ved Havnen ſtodte paa en Bonde, der ſpurgte mig, hvor 
jeg ſkulde hen. 

„Jeg er en Cohomelet“, ſparede jeg, „der kommer 
fra Kloſteret ved Solovetſk og gaaer til Nowgorod og 
Kiew „for at hilſe paa de hellige Been.“ 

„Saa kommer De til den Rette“, ſagde han til 
mig; „jeg ſkal bringe Dem til St. Petersborg. Min 


Rufin Piotrowſkti. 285 


Baad er ikke tung, og De kan vel hjælpe mig med at 
roe den?“ 

„Ja, det forſtager jeg godt, men det er et ſtrengt 
Arbeide. Hvormeget giver De mig for det?“ 

Vi akkorderede længe. Bonden vilde helſt Ingen⸗ 
ting give, men tilſidſt bleve vi enige om, at han ſkulde 
holde mig fri paa Reiſen og give mig varm Mad hver 
Dag. Hau var faa fornøiet med denne Akkord, at han 
ſtrax forte mig hen til et Vertshuus og gav mig noget 
at drikke. 

At gaae til St. Petersborg, til ſelve Nicolaus's 
Hovedſtad, var rigtignok aldrig faldet mig ind; men 
ſiden jeg havde været i Archangel, havde jeg beſluttet 
at lade Tilfældet raade. Hovedſagen for mig var at 
gribe enhver Leilighed, der kunde bringe mig i Nærheden 
af en Havn eller en Grendſe, og aldrig at blive paa 
et Sted meer end nogle Timer, for at man ikke ſkulde 
ſporge efter mine Papirer. Hvor eventyrligt mit Fore⸗ 
havende end var, havde det paa den anden Side noget 


Beroligende ved fig, thi en Hovedſtad forekom mig ab- 


ſolut mindre farlig end en lille Provindsby, og Begi⸗ 
venhederne viſte, at jeg havde Ret. 

Henad Aften begyndte vi vor Seilads, der gjen⸗ 
nem Vytiegraſsen, Floden Swirr, Ladogaſben og Newa 
ſtulde føre os lige til Murene af St. Petersborg. Vi 
roede Dag og Nat, og Reiſen var befværlig nok, thi 
vi vare kun Tre om Arbeidet, Skipperen, hans Son 
og jeg. Vi havde en Heſt ombord, ſom vi, hvergang 

19 


. e 


—ᷣZ—H— ! 0 ——————ͤ̃ ˙ M U ůͥuUV 


286 Rufin Viotromffi. 


vi nærmede os en Flodbred, fatte i Land; vi lobe den 
da ved et Reb hjælpe os at træffe Baaden. Under⸗ 
tiden tog Skipperen Pasſagerer ombord, og disſe vare 
juſt ikke altid Medlemmer af Maadeholdsſelſkabet. Jeg 
maatte ikke blot roe, men ogſaa pasſe paa disſe Drukken⸗ 
bolde, og engang var jeg endogſaa nødt til at ſpringe 
ud og træffe en af dem op, ſom var falden overbord. 
Jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, og jeg tilſtaaer 
derfor reentud, at jeg havde en perſonlig Interesſe af at 
vaage over dem, thi hvis en af dem var kommen til 
Ulykke, havde vi maattet gjøre Holdt ved den forſte 
Station og havde faaet med Politiet at gjøre, hvad der 
ſlet ikke behagede mig. 

Blandt de Fruentimmer, vi havde faaet ombord, 
var der ogſaa en gammel Kone, der forſte Gang ffulbe 
til St. Petersborg for at beſoge ſin Datter, ſom levede 
af at vaſke for Folk. Jeg havde Leilighed til at viſe 
den gamle Kone nogle Tjeneſter, hvorfor hun var uhyre 
taknemmelig; hun kaldte mig beſtandig fin batiuchka 
(lille Fader), og hun ſkulde i Forſynets Haand blive et 
Middel til min Frelſe. 

Efter et Par voldſomme Storme naaede vi Schlüs— 
ſelburg, hvor Alexis Orlow qvalte den ulykkelige Peter 
den Tredie paa Katharina den Stores Befaling, og vi 
landede Klokken otte om Morgenen i Hovedſtaden lige— 
overfor Newſki⸗Perſpektivet. Pasſagererne ſprang iland, 
og jeg fulgte deres Exempel, uden at vide, hvor jeg 
ſtulde gjøre af mig. J det ſamme kom ben gamle Kone 


Rufin Piotrowſfki. 287 


hen til mig og ſagde: „Bliv hos mig! Jeg har ſendt 
Bud efter min Datter, hun kommer ſtrax. Hun vil 
nok ſkaffe Dem et Logis for billig Betaling.“ Man 
kan begribe, at jeg modtog dette Tilbud med Glede. 
Langt om længe kom Datteren; hun hilſte kjerligt paa 
ſin Moder, tog hendes Kuffert, ſom jeg hjalp hende at 
bære, og ſaaledes gave vi os pan Veien med den gamle 
Kone foran, ſom bar ſin Madterrin paa Hovedet. J 
bette forunderlige Optog drog jeg ind i Czarernes Hoved⸗ 
ſtad! Vi gik igjennem en Mængde Stræber og Smaa— 
gaber, indtil vi nagede Vaſkerpigens fattige Bolig; her 
blev jeg indlogeret hos hendes Naboerſke for otte Ko— 
pels om Dagen, og da jeg indſaae, at jeg kunde lige 
fan gjerne ſpringe ſom krybe i det, ſpurgte jeg ſtrax 
om Politikammeret, for at jeg kunde foreviſe mit Pas. 

„Hvem er De da?“ ſpurgte min Vertinde. 

„Jeg er en Cohomelet fra Vologda; jeg kommer fra 
Kloſteret ved Solovetſk og begiver mig til Weliki-Now⸗ 
gorod for at hilſe paa de hellige Been der.“ 

„Det gjør De vel i; Gud være med Dem! Viis 
mig Deres Pas!“ 

Jeg rakte hende med nogen Uro den ulykkelige 
Pasſeerſeddel. Hun kunde aabenbart ikke læfe, men ſaae 
blot paa Seglet og ſpurgte, idet hun gav mig Pasſet 
tilbage: „Hvorleenge agter De at blive her?“ 

„Tre til fire Dage i det hoieſte — til jeg faner 
hvilet ud.“ 


19% 


——ñ—ũ— — me 


— —e— 
- — — 


— — — ͤz—— —᷑ 


mn —̃ñ K— 


3 — 


288 Rufin Biotroiwvffi. 


„Saa fkal jeg ſige Dem Noget: De fkal ſlet ikke 
gane til Politikammeret.“ 

„Ja, det maa De om, thi jeg kjender ikke, hvad 
der her er Skik og Brug. Siig mig dog, hvorfor?“ 

„Jo, for ſaa ſkulde jeg ledſage Dem, og det er 
meget beſverligt.“ 

„Er det nødvendigt, at De ledſager mig?“ 

„Ja, i den ſidſte Tid er Politiet blevet meget paa⸗ 
ſeeligt og forlanger, at Verten ſkal folge med. Der er 
altid faa forfærdeligt mange Menneſker, at det træffer 
ud i flere Timer. Det er blot Tidsſpilde for den, der 
har meget at beſtille, og Politiet giver En ikke Noget.“ 

Jeg vogtede mig vel for at gjore Indvendinger 
og beſluttede at blive i mit Verelſe hele Dagen, til 
Trods for min Vertindes Tilbud om at gane ud med 
mig om Aftenen og ſee paa Illuminationen. Det var 
nemlig den gde Juli 1846, og hele Byen var illumi⸗ 
neret i Anledning af Keiſerens Datter, Storfyrſtinde 
Olgas Formeling eller Forlovelſe, jeg veed ikke hvilket, 
med Prindſen af Würtemberg. 

Dagen efter gik jeg ud i Byen, hvis prægtige Ga⸗ 
der forekom mig forunderligt tomme. Jeg gik og ſpe— 
kulerede paa, hvorledes jeg ſkulde komme bort, og jeg 
vilde bort for enhver Priis. Rigtignok vidſte jeg, at 
der gik en Paquetbaad fra St. Petersborg til Havre, 
men jeg kjendte ikke Afgangstiden og vidſte heller ikke, 
om Capitainen var en Franſkmand eller Rusſer. Jeg 
gik langs med Newaen og leſte de gule og rode Ind⸗ 


Rufin Piotrowffi. 289 


ſtrifter paa Dampbaadenes forte Brædder — det vil 
fige, jeg ſneg mig til at leſe dem, thi en rusſiſk Bonde 
ſom jeg turde ikke lade fig merke med, at han kunde 
leſe; ſnart var det Hans Majeſtet Keiſerens Damp⸗ 
baad, ſunart Storfyrſt Michaels, ſnart Hendes Majeftæt 
Keiſerindens og hendes Hofdamers o. ſ. v. Det var 
aabenbart altfor fornemt for mig. Jeg ſaae ogſaa nogle 
andre Dampfkibe; men de gik til Steder, hvor jeg ikke 
vilde hen. Jeg gik over en Bro, der er ligeover 
for Peter den Stores Statue, og gik nu ned ad den 
højre Newabred; et Sieblik ſtandſede jeg ved Foden af 
de to keempemesſige Sphinxer, der ere opſtillede foran 
Muſeet, og Synet af disſe egyptiſke Gjeſter paa bette 
kolde Sted bragte mig et Sieblik til at falde i Tanker. 
Pludſelig faldt mine Sine paa en ſtor Placat: det var 
et Skib, der næfte Dag gik til Riga! Jeg ſkjelvede 
og havde ondt ved at beherſke min Bevegelſe. En 
Mand paa Dæffet i en rod Skjorte ſaae i det ſamme 
hen pan mig. „Vil Du maaſkee til Riga? faa kom 
her!“ — „Ja, jeg vilde gjerne til Riga, men jeg er 
altfor fattig til at gane med Dampſkib. Det er for 
dyrt for Smaafolk.“ — „Snak, kom Du kun! vi tage 
ikke ſaameget af ſaadan en mujik!“ x) — „Hvormeget 
tage J da?“ — Han nævnte mig Taxten, og det for⸗ 
bauſede mig, at det var ſaa billigt. — „Synes Du 
maaſkee, at det er for dyrt? hvad betenker Du Dig 


+) Bondekarl. 


290 Rufin Piotrowſfki. 


paa?“ — Jeg er kommen hertil i Dag og maa forſt 
til Politiet med mit Pas!“ — „Ja, ſaa kan Du faae 
Lov at vente i tre Dage, og Skibet afgaaer imorgen.” 
— „Hvad ffal jeg da gjore?“ — „Reis uden det.” 
— „Men naar jeg fan kommer i Ulykke?“ — „Snak, 
mujik! vil Du lære mig Noget? lad mig ſee dit 
Pas!“ — Jeg tog min Pasſeerſeddel frem, ſom jeg 
havde ſvobt ind i mit Lommetorkleede efter de rusſiſke 
Bonders Skik; men han ſaae ikke engang paa den og 
ſagde: „Kom ſaa imorgen Klokken ſyv! Skrub Dig!“ 

Neſte Morgen var jeg i rette Tid paa Pletten. 
Skorſtenen dampede allerede. Manden med den rode 
Skjorte fil Sie paa mig; han ſagde blot: „Hid med 
Pengene!“ derpaa gik han ſin Vei og bragte mig lidt 
efter en guul Billet, ſom jeg naturligviis lod, ſom jeg 
ikke vidſte, hvad jeg ſkulde gjøre med. Han ſagde blot: 
„Hold Mund, mufik!“ Klokken ringede tredie Gang, 
Bommen aabnedes, og nogle Sieblik efter var Skibet 
i fuld Gang. Jeg ſyntes, at det Hele var en Drom. 

En Overfart paa Dampfkib fra St. Petersborg 
til Riga frembyder ikke ſynderligt mange Meerkveerdig⸗ 
heder, og jeg ſpringer derfor hurtigt over min Reiſe til 
Riga, gjennem Curland og Lithauen lige til den preus⸗ 
fiffe Groendſe. Jeg vil blot ſige nogle Ord om min 
nye Haandtering, thi at være Cohomelet nyttede ikke 
længer. Jeg udgav mig altſaa for en stehelinnik — 
ſaaledes kaldes de rusſiſke Bønder, ſom man treffer 
paa i disſe Egne, og ſom gage fra den ene Landsby til 


Nufin Piotrowſti. 291 


den anden og opkjobe Svineborſter til Kjobmendene i 
Riga. J denne Egenſkab kunde jeg frit banke paa 
overalt. Jeg gik tilfods, overnattede i Reglen i Korn⸗ 
markerne eller i Skovene, og Veiret (vi vare i Juli 
Maaned) kunde ikke være gunſtigere. Jeg havde om- 
byttet mine Vinterbuxer med de blaae Sommerpantalons, 
jeg havde medtaget fra Siberien, ſkaffet mig nyt Linz 
ned og Sfotøi og ombyttet min Pelts med en Frakke 
og en lille Kaſkjet, ſom jeg kunde fane Brug for i 
Preusſen. Hvad min Faareſkinds Troie angik, fan be- 
holdt jeg den pan ſom en ægte Rusſer trods den bren⸗ 
dende Solhede. 

Det var imellem Polonga og Kurszauy, at jeg be— 
ſluttede at gane ind i Preusſen. Det koſtede mig me— 
gen Uleilighed at faae at vide, hvorledes Rusſerne pas⸗ 
ſede pan Greendſen; de bedſte Oplysninger fif jeg dog 
af en Soldat, der ſelv horte til Grendſevagten. Jeg 
ſaae ham gaae i Bandet i den lille So ved Polonga 
og fulgte ſtrax hans Exempel i Haab om paa den 
Maade at komme i Kaſt med ham. Han fortalte mig, 
at han var fra Pultava, og jeg ſvarede ham, at vi vare 
Landsmænd. Der er ikke noget bedre Middel til at 
faae en rusſiſk Soldat til at ſnakke end at fore Talen 
hen paa alle de Ulykker, han maa doie i ſin Stilling. 
Aldrig ſaaſnart var min nye Ven kommen ind paa bette 
Thema, for han fortalte mig vidtloftigt alle de For— 
holdsregler, ſom Grendſepoſterne maatte betjene fig af 
imod disſe forbandede Smuglere og Rebeller (ſaaledes 


292 Rufin Biotroroffi. 


kalder man Flygtningerne). Jeg kan ikke lade være at 
anføre en charakteriſtiſk Udtalelſe af Soldaten. Da jeg 
ganſke naivt ſpurgte, hvorfor Preusſerne ikke hjalp dem 
med at gjore Jagt paa Rebellerne, ſvarede han: „Det 
er netop Knuden! Disſe fordømte Preusſere ville ikke 
gjøre det Mindſte for at beſkytte Grendſen, men vælte 
hele Byrden over paa vor ſtakkels Czar.“ 

Udbyttet af denne Samtale var, at jeg beſfluttede 
at gane over Grendſen ved hoilys Dag. Samme Dag 
Klokken to krob jeg gjennem en Kornmark og udſpeidede 
oppe fra en Baſtion det Sieblik, da begge Skildvag— 
terne vendte Ryggen til mig. Jeg ſprang da, efter at 
have befalet mig Gud i Bold og væbnet mig med min 
Dolk, ned i den forſte af de tre Grave, der udgjore 
Grendſen. Ikke en Lyd hørtes, og jeg krob videre 
giennem Buſkene; men da jeg kom til den anden Grav, 
blev jeg opdaget. Der affyredes nogle Flinteſkud fra 
forſkjellige Sider; men jeg, der neppe engang vidſte, 
hvad jeg gjorde, lod mig glide ned i den tredie Grav, 
krob op igjen, lob faa, alt hvad jeg kunde, og ſtandſede 
førft inde i en Skov. Jeg var i Preusſen. 

J flere Timer blev jeg liggende imellem Buffene, 
thi jeg var ikke vis paa, om Rusſerne i deres Hidſig⸗ 
hed maaſkee ogſaa vilde forfølge mig paa fremmed Grund. 
Alt vedblev imidlertid at være roligt, og en fiin Regn 
afkolede Luften. Nu forſt tænkte jeg paa at gjøre mig 
til et andet Menneſke. Mit orthodoxe Skjcg var ikke 
vel feet i Preusſen og vilde kun henlede Opmerkſom⸗ 


Rufin Biotromwffi. 293 


heden paa mig. Jeg havde i en Boutik i Polonga 
kjobt et lille Speil og en Ragekniv; et Stykke Sæbe 
havde jeg endnu med mig fra Siberien. Jeg hang 
Speilet paa en lille Green, rørte Seeben us ved Hjælp 
af de vaade Blade og begyndte nu at gjore mig til et 
civiliſeret Menneſke. Det gik kun langſomt fra Haan— 
den, men tilſidſt lykkedes det. Det var allerede morkt, 
da jeg begav mig paa Vandring, iført min Frakke og 
Kaſkjet, og med Beenklederne ned over Stovlerne. Jeg 
vidſte meget godt, at jeg endnu ikke var uden Fare, thi 
en Overeenskomſt mellem Rusland og Preusſen tvang 
disſe Magter til gjenſidigt at udlevere deres Flygtninger, 
og mere end een af mine ſtakkels Landsmænd var ſaa⸗ 
ledes bleven bragt tilbage til den rusſiſke Grendſe. Jeg 
havde imidlertid Tillid til min Stjerne, og det gjaldt 
kun om at undgaae Gendarmer og Vertshuſe, hvilket 
ſidſte paa Grund af Aarstiden ikke var vanſkeligt. Det 
var min Henſigt at ſoge hen til Storhertugdommet Po— 
ſen, Hvor jeg hos mine Landsmænd haabede at fane 
ſaamange Penge, at jeg kunde komme til Frankrig. Jeg 
vidſte dengang Intet om, at en ſtor Sammenſpeegelſe 
var bleven opdaget i Poſen. Imellem de uralſke Bjerge 
horer man ingen Nyheder. 

Uden noget Uheld kom jeg igjennem Memel, Tilſit 
og Königsberg. Jeg gik om Dagen og laa om Natten 
under aaben Himmel; ingenſteds blev jeg affordret Pas, 
og naar engang imellem en Reiſende ſpurgte, hvor jeg 
var fra, ſvarede jeg, at jeg var en franſk Bomulds⸗ 


294 Rufin Piotrowſki. 


væver, der vendte tilbage fra Rusland. Den 27 de Juli 
ankom jeg til Königsberg og faae i Havnen et Damp⸗ 
ſtib, der næfte Dag ſkulde afgaae til Elbingen; jeg be- 
ſluttede da at forblive i Königsberg til neſte Dag og 
Drev omkring i Byen, til det blev Aften. Jeg fatte 
mig ned paa en Bunke Steen for at hvile mig lidt og 
agtede at tilbringe Natten i en Kornmark ſom ſedvanlig. 
Desværre vare mine Krefter udtømte af den lange 
Vandring, og jeg faldt i Søvn paa Steenbunken. Jeg 
blev væltet ved, at en Mand ryſtede mig ſteerkt i Ar- 
men; det var Natvegteren, ſom han kaldes der paa 
Stedet, der ſpurgte mig, hvor jeg kom fra. Endnu i 
Halvſovne ſtammede jeg nogle uſammenheengende Ord, 
og de Svar, jeg gav ham i radbreekket Tydſk, forekom 
ham alle mistænkelige, Jeg ſogte efter min Dolk, men 
kunde lykkeligviis ikke finde den. Natvegteren tog mig 
under Armen, tilkaldte ſine Kammerater og forte mig 
med Magt hen til den nermeſte Station. Jeg var 
arreſteret. 

Den Folelſe, der greb mig, da jeg ſaae mig inde— 
fpærret igjen, var mere Skamfuldhed end Fortvivlelſe. 
Efter at være fluppen ud af et ſiberiſk Fangenſkab, efter 
at have gjennemvandret Ural, ligget hele Maaneder i 
Snee i ostiakiſke Huler, taalt Lidelſer og Savn uven 
Tal og fluppet heelſkindet over den rusſiſke Grendſe 
midt i en Kugleregn, at falde i Hænderne paa en preusſiſk 
Natveegter! Det var dog virkelig altfor latterligt, og 
jeg ſkammede mig over mig ſelv. Næfte Morgen Klokken 


Rufin Piotrowſfki. 295 


ti blev jeg bragt pan Politikamret, og her udgav jeg 
mig igjen for en franſk Bomuldsvever, der var vendt 
tilbage fra Rusland og havde tabt fit Pas. Jeg mer⸗ 
fede godt, at man ikke troede mig, og hvad der piinte 
mig meſt var, at jeg i Forhorene tydeligt indſaae, at 
man antog mig for en Forbryder, der havde en eller an— 
den Misgjerning at ſtjule. Jeg bad om at maatte blive 
fort tilbage til Frankrig, hvor jeg for hvilkenſomhelſt 
Domſtol vilde ſvare for mine Handlinger. Iſtedenfor 
blev jeg fat ind i det ſaakaldte „blaae Taarn”, hvor 
jeg kom til at ſidde ſammen med nogle Borgere, der 
vare anholdte for ſpigagtig Fallit. Efter en Maaneds 
Arreſt blev jeg igjen fort til Politikamret, hvor man 
underrettede mig om, at Alt, hvad jeg havde opgivet, 
var fuldkomment urigtigt. Kjed af at forſtille mig og 
at blive anſeet for en Forbryder udbad jeg mig en 
privat Samtale med en af de hoiere Embedsmænd og 
med Herr Fleury, en naturaliſeret Franſkmand, der i 
tredive Aar havde været anſat i Konigsberg ſom eed— 
ſvoren Tolk og ſom ſaadan var tilſtede ved Forhorene. 
Da jeg var ene med dem, ſagde jeg dem frimodigt, hvem 
jeg var, og lagde min Sfjæbne i deres Hænder. Jeg 
kan ikke ſkildre disſe to Mænds Forbauſelſe og Bedro⸗ 
velſe, da de horte, at de havde en Polak for fig, der 
var undſluppen det ſiberiſke Fangenſkab. Embedsmanden 
raabte den ene Gang efter den anden: „Men vi ere jo 
nødte til at udlevere Dem, Ulykkelige! Overeenskomſten 
er bindende, min Gud, min Gud! Hvad vilde De dog 


296 Rufin Piotrowſki. 


her.“ — „Jeg vilde ſpare Dem for denne Forlegenhed, 
og derfor bad jeg Dem om at ſende mig til Frankrig.“ 
— Efterat jeg havde maattet fortælle alle de nærmere 
Omſtendigheder ved min Undvigelſe, gik den preusſiſke 
Embedsmand. Herr Fleury, der blev tilbage, ſagde til 
mig: „Man kan ikke undgaae at ſende Dem til Rusland; 
ganſke nylig ere flere af Deres Landsmend ſendte over 
Greendſen. Der er kun Eet, der kan frelſe Dem: ſog 
at fane Grev Eulenburg itale eller fkriv idetmindſte til 
ham. Han er Regjeringspreeſident, og Alt afhænger af 
ham. Det er en brav, loyal Mand med Hjertet paa 
det rette Sted. Skriv for Guds Skyld til ham! Hvil⸗ 
ken Ulykke, hvilken Ulykke!“ 

Da jeg kom tilbage til Fængslet, ſkrev jeg virkelig 
til Grev Eulenburg ſaavel ſom til Abbed Kajſiewicz i 
Paris, af hvem jeg begjerte en Atteſt om min Identitet, 
da jeg havde bemærket, at man frygtede for, at jeg 
havde taget Deel i de ſidſte Affairer i Poſen. Ti Dage 
efter fif jeg et høfligt, men ubeſtemt Svar fra Grev 
Eulenburg; kun Slutningen, hvori han opfordrede mig 
til „at have Taalmodighed,“ ſyntes at indeholde en Op⸗ 
muntring. Alt dreiede ſig nu kun om eet Punkt: Havde 
jeg taget Deel eller ikke i Sammenſveergelſen i Poſen? 
J den Henſeende var jeg fuldkommen rolig. 

En Dag kom en Herre til mig i Fængslet; han 
hen Kamke, var Kjøbmand i Königsberg og ſpurgte, om 
jeg vilde modtage hans Caution. Forbauſet og rort 
over defte uventede Tilbud udbad jeg mig en Forklaring. 


Rufin Piotrowſki. 297 


Jeg erfoer da, at Rygtet om at en Polak, der var flygtet 
fra Siberien, ſad arreſteret der i Byen, havde vakt en 
levende Deeltagelſe overalt. De fkikkelige Borgere i 
Königsberg, der mere end een Gang havde udtalt fig mis⸗ 
billigende om Overeenskomſten med Rusland, kunde ikke 
forſoue fig med den Tanke, at et Menneſke, der igjennem 
ſaamange Farer var ſluppet bort fra Siberien, ffulde ud⸗ 
leveres; man havde gjort Skridt til min Fordeel, og 
man haabede, at jeg ſkulde faae min Frihed imod Cau⸗ 
tion. Hvor disſe Ord gjorde mig godt! Den ferſte 
September blev jeg igjen faldt for Politiet, og der traf 
jeg den fortræffelige Herr Kamke, der kom hen til mig 
omfavnede mig og ſagde, at jeg var fri. Jeg var vir⸗ 
kelig fri, og denne Erklœering gjentoges af de tilſtedevee⸗ 
rende Svrighedsperſoner. De ſpurgte mig, om jeg vilde 
forblive endnu nogen Tid i Konigsberg, hvortil jeg 
ſvarede Ja, thi det laa mig paa Hjertet at takke mine 
Velgjorere, de Perſoner, der havde interesſeret ſig for 
min Skjcbne, og i Serdeleshed Grev Eulenburg. 
Herr Kamke forte mig i Triumf til ſit Hjem, og 
her tilbragte jeg nu en otte Dages Tid, ſom jeg aldrig 
ffal glemme. Pludſelig fif jeg igjen en Anmodning om 
at indfinde mig paa Politikamret. Jeg traf der to 
af de SØvrighedsperfoner, ſom jeg allerede kjendte. — 
J en bedrøvet, men velvillig Tone underrettede de mig 
om, at der pludſelig var kommet en Ordre fra Berlin 
til at udlevere mig, og at de ikke kunde gjøre Andet end 
give mig Tid til at undvige paa egen Riſico. Jeg blev 


| 
' 
f 
i 


298 Rufin Piotrowfki. 


dybt rørt over deres Wdelmodighed og lovede at gjøre 
alt muligt for at ſpare dem nye Forlegenheder. Jeg 
underrettede ſtrar Herr Kamke og mine andre Beſfyttere 
om hvad der var ſkeet, og der blev hurtigt lagt en Plan 
for min Flugt. Jeg tog Afſked med mine brave og 
fortreffelige Venner, og Dagen efter, den niende Sep— 
tember, var jeg allerede paa Veien til Danzig. Man 
medgav mig Breve til forſkjellige Perſoner, der gjorde 
Alt for at lette mig min Reiſe, og den to og 
tyvende September 1846 ankom jeg igjen til Paris, 
ſom jeg havde forladt for fire Aar ſiden. 

Ikke fuldt halvandet Aar efter min Tilbagekomſt 
til Paris udbrod Februarrevolutionen, og mit ſtakkels 
Fædreland havde et Sieblik Grund til at troe paa en 
bedre Fremtid. Forſt længe efter nedſkrev jeg disſe 
Erindringer. Naar jeg her ikke har talt om mine Ulyk⸗ 
kesbrodre, der bleve arreſterede tilligemed mig i Kamie⸗ 
niec ſaa er det ganſke viſt ikke, fordi jeg er ligegyldig 
ved deres Skjebne. Jeg har forreſten forſt med lange 
Mellemrum lært den at kjende. Flere have allerede 
bukket under for deres Straf; Andre ſukke endnu i Si⸗ 
berien, i Kaukaſus og i Orenburg. Gud ſee i Naade 
baade til de Levende og til de Døde! 


299 


Slaurgrethes Friere. 


Fortelling, grundet paa en ſand Vegivenhed =). 
Af Henrik Hertz. 


8 Slutningen af det 16de Aarhundrede levede i Odenſe 
en Dr. Muhle, praktiſerende Læge der i Byen og vel 
liidt og anſeet af Alle. Han havde ægtet en Jomfru 
Karen Søndergaard, der vel ikke bragte ham Medgift, 
men var et bravt og forſtandigt Fruentimmer, kun at 
hun var vel ſtreng og paaholdende i ſit Huus. Da 
Doctoren ſtod fig godt, tog han hendes yngre Soſter i 
Huſet hos fig og ſorgede for hendes Lærdom og Op— 
dragelſe. Margrethe — ſaaledes hed hun — vakte 
allerede i fin Opvært Folks Opmerkſomhed, efterſom 
hun var et ualmindeligt kjont og klogt Pigebarn med et 
altid muntert og indſmigrende Veſen. Hun fif nu og⸗ 


*) Fortalt pan en Side eller to i P. Rhodes Lollands og Fal⸗ 
ſters Hiſtorie efter et Maunſkript, Magiſter Schroders Enke 
i Torkilſtrup har nedſkrevet angagende fir Familie. J den 
mye Udg. af Rhodes Bog findes denne Epiſode ikke. 


— — — 


— 


— 


2 


300 Margrethes Friere. 


faa, da hun havde naaet den mandbare Alder, flere 
ſmukke Friere, der gjorde fig megen Moie for at vinde 
hendes Gunſt. Men Ingen af dem ſtod hende an; hun 
gav den Ene efter den Anden en Kurv, og altid paa 
en faa lyſtig Maade, at man ikke let kunde vredes paa 
hende. Doctoren og hans Kone, der undte hende et 
godt Giftermaal, men dog vilde, at hun ſkulde vælge 
efter fin Tilboielighed, ſaae en Tidlang til uden at 
giore ſynderlige Indvendinger. Men nu hændte det, at 
Rectoren ved den latinſke Skole i Odenſe, en grumme 
lærd og tilmed velſtaaende Mand, der nød ſtor Repu— 
tation i Byen, underhaanden foreſpurgte ſig hos Dr. 
Muhle, om han turde gjore ſig noget Haab om hans 
ſmukke Svigerindes Haand, hvis han friede til hende. 
Doctoren, der var hans Huuslæge og nærede ſtor 
Aeſtime for hans Lærdom, blev meget overraſket ved 
denne Foreſporgſel. Saavel han ſom hans Kone be⸗ 
tragtede det [om den ſtorſte Lykke, der kunde vederfares 
Pigebarnet, og talte ſtra n med hende derom. Begge 
foreſtillede hende alvorligt, at et ſaadant Tilbud, der 
ikke kom hver Dag, kunde man ikke ſkyde fra ſig; hun 
maatte nu lade ſine Luner og Griller fare, ſamt be⸗ 
tenke, at hun ikke altid kunde blive hos dem, men ſkulde 
itide ſorge for fin Fremtid. 

Margrethe blev ikke vel tilmode ved denne Nyhed; 
en ſaadan Frier var ikke god at blive qvit, iſer da 
hendes Svoger fatte fan megen Priis paa ham. Men 
da hun ikke let lod ſig forknytte, var hun heller ikke 


Margrethes Friere. 301 


forlegen for et Svar. „Det var ikke faa godt for 
hende, meente hun, at fvare lige nu paa Rectorens 
Frieri. Hun kjendte ham ſlet ikke, ja hun troede ikke 
engang, at hun havde feet ham. At han var en lærd 
Mand, forſikkrede hele Byen; men hun fkulde jo ikke 
gifte fig med hans Lærdom, Hun maatte endelig forſt 
have tilſtrekkelig Leilighed til at gjøre hans Bekjendt⸗ 
ſtkab.“ — Karen meente nu rigtignok, at det var Soſte⸗ 
rens gamle Udflugter; man ſkulde ikke bryde fig derom, 
men fee til at fane bette Giftermaal iſtand det ſnareſte 
muligt. Men Doctoren, der i fit Hjerte havde Meget 
tilovers for Margrethe, holdt for, at der var Rimelig— 
hed i hendes Ord; hun burde lere denne nye Frier at 
fjende, og i den Anledning vilde han tale med ham. 

Det ſtemte ikke ganffe med Sandheden, at Mar⸗ 
grethe aldrig havde feet Rectoren. Hun havde tvert⸗ 
imod ofte mødt ham paa Gaden og pan Spadſeretoure 
og, naar hun gik med andre unge Piger, gjort fig lyſtig 
over hans pedantiſke Veſen. Han var noget ffjæv i 
Ryggen eller Siden, hvilket rigtignok var en Folge af 
hans uafladelige Studeren og Heengen over lærde Bøger 
og forſaavidt geraadede ham til ſtor Wre. Men den 
unge, muntre Pige faae heller, at hans Ryg var uden 
Skavank, ſelv om det ſkulde være paa hans Leerdoms 
Bekoſtning. Hun var imidlertid for klog til at lade fig 
forlyde hermed for ſin Svoger og Soſter. 

Margrethes foreløbige Svar paa Frieriet blev med⸗ 
deelt Rectoren, der roſte det meget og fandt det uge⸗ 

20 


„„ 


302 Margrethes Friere. 


meent fornuftigt og betenkſomt af et ſaa ungt Fruen⸗ 
timmer. Efter Aftale med Doctoren ſkulde han nu af 
og til komme i Huſet og ved Samtaler eller paa anden 
Maade ſoge at vinde hendes Tilboielighed. Det forſte 
Skridt, han gjorde, var ikke ſaa ilde beregnet, men 
ſkyldtes nok ogſaa et lille Vink af Doctoren. Han 
ſendte hende en Kurv med tidlige Frugter af ſin Have, 
og lod et Brev folge med Gaven. Frugterne ſyntes 
Margrethe godt om; dem ſpiſte hun, uden at gjore ſig 
Skrupler om, fra hvem de kom. Men Brevet, der var 
fuldt af Alluſioner til hedenſte Guddomme, Holdt hun 
om Aftenen, da hun var ene paa ſit Kammer, over 
Lyſet, mens hun med en ſkjelmſk Mine udbrød: Hans 
Ord kan min Tro have godt af nogen mere Varme. 
Da dette forſte Forſog, ſom det ſyntes, var lobet 
godt af, ſaa gjorde Rectoren en Tid efter ſin Ven, 
Doctoren, en Viſit, hvorved han og Margrethe ſkulde 
gjøre hinandens perſonlige Bekjendtſfkab. Inden Karen 
fulgte ſin Soſter ned til ham, holdt hun en ſkrap Tale 
til hende, der endte med, at hvis hun ogſaa viſte denne 
Frier tilbage, ffjøndt han var en faa hederlig og vel: 
ſtaaende Mand, ſom hun aldrig kunde vente fig, da 
turde hun ikke forlange, at de beholdt hende længere i 
deres Huus; hun maatte da ud at tjene for fit Brod. 
— Margrethe og Rectoren bleve da foreſtillede for hin⸗ 
anden og vexlede et Par intetſigende Ord. Dog gjorde 
Rectoren ved den Leilighed igjen et lille Fremſkridt, idet 
han, inden han gik, ſagde til hende: „Min Tid vil vel 


Margrethes Friere. 303 


ikke tillade mig at fee ind til Eder faa ofte, ſom jeg 
kunde onſke, min ſmukke Jomfru! Men hvis J vilde 
tillade mig at ſkrive til Eder, naar der var Noget, jeg 
havde paa Hjerte, da ſkulde jeg være Eder ſaare taf- 
ſkyldig.“ Dette blev naturligviis tilladt ham. 

J Rectorens Huus opholdt fig et ungt Menneſke, 
der hed Hans Jacobſen og var hans Famulus. Som 
Pog vifte han allerede faa gode Anlæg, at man be— 
ſluttede at holde ham til Bogen; men da hans For— 
ælbre vare fattige, maatte han ſoge Underſtsttelſe hos 
adſkillige Borgere i Byen og deriblandt hos Pr. Muhle, 
i hvis Huus han ſpiſte et Par Gange om Ugen. J 
Skolen, hvor han gik frit, havde han faa god Frem— 
gang, at han i en forholdsmersſig Fort Tid kunde afgaae 
til Univerſitetet, og han blev nu Student, hvorpaa han 
begyndte at forberede fig til engang at kunne ſoge Preſte⸗ 
kald; thi det var den Vei, han agtede at gage. For 
nogen Tid ſiden var han vendt tilbage til Odenſe og, 
ſom ſagt, bleven Famulus hos Rectoren, tildeels for 
at have et midlertidigt Tilhold. Rectoren var meget 
tilfreds med ham, da han var et ſtilferdigt, beſkedent 
ungt Menneſke og kunde godt gage ham tilhaande med 
at excerpere og hvor det ellers behøvedes. Nu, da Rec⸗ 
toren gik om med Friertanker, følte han fig ſnart for= 
ſtyrret af disſe i fine Studier. Det var ikke gaaet ſav 
nemt, font han taenkte. J den Alder, han var i, faldt 
det ham ikke let, efterhaanden at vinde en ſaa ung og, 
ſom han nok merkede, capricieux Piges Tilbsielighed. 

205 


6 22222＋5r̃ͤ ————ö1˙:?? n . T.. ·¶ÄÜ . ]—.—᷑— — — — 


— ndlndkdn 


— A ET 0 


304 Margrethes Friere. 


Han tænkte da paa at tage Hans Jacobſen til Hjælp. 
Forſt [od han ham, efter opgivne Momenter, ſtrive et 
Brev til Margrethe, og da han gjorde bette med ſtor 
Flid og Accuratesſe, det vil ſige, ligeſaa ſtivt og pe⸗ 
dantiſk ſom Momenterne lød, faa overlod han ham 
ganſke at ſkrive de Breve, han ſendte til hende, og lod 
ham ogſaa, for at Brevene des ſikkrere kunde komme i 
hendes Hænder, ſelv aflevere dem; thi han vidſte, at 
Hans var kjendt og vel liidt der i Huſet. „Kan Du 
ved ſamme Leilighed, tilfsiede han, tale Noget til mit 
Bedſte hos den unge Jomfru, fan gjør det; jeg ffal 
vel forſtylde Dig det.“ 

Da Hans bragte hende det forſte Brev, lo hun 
og ſagde: „Er J nu bleven Poſtbud? Jeg tenkte, at 
J ſom ſtudeert Perſon var høiere pan Straa.“ Han 
ſparede, at han ſkyldte Rectoren faa ſtor Taknemmelig⸗ 
hed for al hans Godhed og den Lærdom, han fra 
Drengeaarene havde meddeelt ham, at det var det 
Mindſte, han kunde gjore for ham. Og tillige udbredte 
han ſig udforligt om Rectorens mange priſelige Egen⸗ 
ſkaber, og hvor lykkelig den Pige blev, han engang 
rakte ſin Haand. 

Men, ſagde Margrethe, der imidlertid havde aab⸗ 
net Brevet og ſaae, at det var ſkrevet med en anden 
Haand end det forſte Brev, hvem har ſkrevet dette her? 
Er det hans Haand? 

Nei, ſom hans Famulus hjælper jeg ham i Et og 
Andet. Dette Brev har jeg ſkrevet. 


Margrethes Friere. 305 


Ih nei, er J ogſaa hans Famulus, naar han 
gaaer paa Frierfodder? Men kanſkee han, ligeſom konge⸗ 
lige Perſoner, agter at frie ved en Vicarius, og jeg kan 
maaſkee komme til at bytte Ringe med Eder i hans 
Sted. 

Ved det neſte Beſog, Rectoren aflagde, tog hun 
engang Leiligheden iagt og ſagde til ham: J har et 
ſert heldigt Haandelav til at vælge de Folk, J vil be- 
tjene Jer af. 

Hvi ſaa, min hjerte Jomfru? 

Ei, hvor kunde J vælge nogen Bedre til at be— 
ſorge Breve for Jer end Eders Famulus? Han for- 
ſtaaer at belægge fine Ord, fan man maa undres der⸗ 
over; og han taler til Bedſte for Eder, ſom om han 
talte for ſig ſelv. 

Det er mig ſandfeerdig meget kjcert at høre, og 
ſkal jeg for Fremtiden ikke betjene mig af nogen Anden 
end af ham, da jeg formerker, han har fan gode Gaver, 
ogſaa i denne Retning; i alt Andet vidſte jeg, at man 
altid kunde vente ſig det Bedſte af ham. 

En Maaneds Tid gik hen paa den Viis. Recto⸗ 
ren aflagde nu og da et Beſog eller ſendte en Skrivelſe, 
der ſom ofteſt var ledſaget af nogle fine Frugter eller 
af Blomſter. Brevene gjemte Margrethe omhyggeligt 
og gjennemleeſte dem tidt; thi hun vidſte nu, at det var 
Hans, der ſkrev dem. Ved et Par af Brevene udbrød 
hun glad: „Det Brev har Rectoren min Tro ikke dic⸗ 
teret ham; det har Hans ſelv ſat ſammen efter ſit 


306 Margrethes Friere. 


Hjertes Indgivelſe.“ Og heri gjættede hun rigtigt. Paa 
den ſidſte Tid vare Brevene blevne mere inderlige i Ord 
og Vendinger. Hans nedffrev, uden at han felv vidfte 
af det, fine egne Folelſer for Margrethe. 

Dr. Muhle havde ſom Lege megen Praxis i Byen 
og Omegnen, Han var derfor kun ſjelden tilſtede, naar 
Rectoren kom. Det var Karen, der modtog og forte 
ham ind i Stadſeſtuen; imens blev Margrethe hentet 
ned. Karen bortfjernede fig gjerne ſtrax; thi hun var 
meget forhippet pan, at det ſkulde komme til en endelig 
Erklering, og holdt det til den Ende for rigtigſt, ikke 
at forſtyrre denne ved fin Nærværelje. Hans, der altid 
fulgte med Rectoren, opholdt fig imidlertid i et For⸗ 
verelſe og ſtod ſom ofteſt ved Vinduet, leſende i en 
Bog, han havde bragt med. 

Bed disſe Beſog ſad den ſtakkels Margrethe ſom 
paa Naale, i en beſtandig Frygt for, at en afgjorende 
Erklæring ſkulde komme, og uden at hun havde Noget 
at ſtole paa uden fin egen Klogt. Men med denne 
hjalp hun fig ogſaa igjennem, Det varede ſjelden længe, 
for hun gjorde fig et Wrinde og ſmuttede ind til Hans 
Jacobſen for at ſnakke med ham. Engang, da hun af 
nogle Ord, Rectoren lod falde, var i ſtor Angſt for at 
det endelige Sporgsmaal ſkulde komme, forlod hun med 
en lille Undſkyldning Verelſet og løb ind til Hans, der 
ſom ſedvanlig ſtod og leſte i ſin Bog. „Hvad er det 
for en Bog, J der læfer i?“ ſpurgte hun. 

Det er Cicero de officiis. 


Margrethes Friere. 307 


Er den paa Latin? og er den brav lærd? 

Ban Latin er den, og lærd maa man viſt ogſaa 
kalde den, jaavel hvad Sprog ſom Materien angager. 

Saa fly mig den. J kan ſiden faae den igjen. 

Hun ſkyndte fig nu ind igjen til Rectoren, aabnede 
Doren ſagte og ſaage ham ſtaae ved Vinduet i dybe 
Tanker og fee ud. Uden at han meerkede det lagde 
hun Bogen paa Bordet og fjernede fig igjen, ganſke 
vis paa, at hendes lærde Frier, naar han faae Bogen, 
vilde fordybe fig i den og glemme baade hende og fit 
Frieri; thi hun havde allerede lagt Merke til, at han 
ikke godt kunde ſee en Bog ligge uden at blade i den. 
Derpaa lob hun fornoiet ind igjen til Hans. „Set 
Jer ned hos mig, ſagde hun; jeg har vel nok Lyſt til 
at pasſiare lidt med Jer. Vi kjende jo hinanden ſaa 
godt fra gamle Dage, og fees dog faa ſjelden.“ 

Men, kjereſte Margrethe, troer J, det gaaer an? 
Skal J ikke være inde hos Rectoren? 

Hvad ffal jeg inde hos ham? Jeg forſtaaer hver⸗ 
ken hans Latin eller Græff. Jer kan jeg tale med; 
Jer forſtaaer jeg. Men — tilfoiede hun med en ſkjemt⸗ 
ſom Mine — kan vel hende, at J forſtager ikke mig. 

Da Hans ikke vidſte, hvad han ſkulde fvare derpaa 
og tav, vedblev hun: Hvad har J dog for morke og 
merkelige Sine! Det er ſom man ſaae ind i den dybe 
Nat, og dog gaaer der en Lysning fra dem. Har al- 
drig Nogen talt til Jer om Eders Sine? 


— — —— -ůù'r —˙ʃ˙Ü ] . . 


308 Margrethes Friere. 


Jeg huffer iffe — jo, min Moder undertiden, og 
mens jeg endnu var en liden Pog. 

Margrethe horte i det Samme, at der nermede 
ſig Skridt, og gik hurtig ind i det tilſtodende Verelſe. 
Det var Karen, der kom. „Er du her, Margrethe? 
Er du ikke inde hos Rectoren?“ 

Jeg var derinde, men faa tog han en Bog op og 
leſte i den, og faa driſtede jeg mig ikke til at forſtyrre 
ham med min taabelige Tale. 

Aa, hvad er det for Snak! Han kommer jo for 
at tale med dig. Gaa nu ſtrax ind med. 

De gik begge ind, men Rectoren meerkede ikke en⸗ 
gang deres Komme. Han var ſaa fordybet i Ciceros 
Bog om Pligterne, at han glemte den eneſte Pligt, der 
for Sieblikket paalaa ham. 

Karen, der betenkelig ryſtede paa Hovedet, rom⸗ 
mede fig lidt, og han ſage nu op med en adſpredt Mine, 
tog fit Uhr frem og reiſte fig hurtigt. „Hillemend! 
udbrod han, jeg misbruger Eders Artighed. Klokken er 
ſaa mange, at jeg maa nok ſee til at finde hjem.“ 

Ugen derpaa aflagde han igjen et Beſog. Karen, 
der var meget utaalmodig over, at den Sag trak ſaa 
langt ud, indſkjcerpede fin Soſter, at hun ikke maatte 
forlade Verelſet, om ogſaa Rectoren, ſom let kunde 
hendes en faa lærd Mand, lod fig distrahere ved Et 
eller Andet. Margrethe lovede at gjøre fit Bedſte, gik 
ind og ſatte ſig taalmodig ned hos ham. Bogen, hun 
ſidſt havde taget fra Hans, laa endnu paa Bordet. 


Margrethes Friere. 309 


Som tankelos tog hun den i Haanden og bladede i den. 
„Er den Bog, ſpurgte hun, ikke ſkreven af en Mand, 
der hed Cicero?“ 

Jo, min hjerte Jomfru! Det er hans Bog om 
Pligterne, et ſaare ſkjont og dybſindigt Verk. 

Jeg hører hans Navn faa tidt nævnes af min 
Svoger. Bil J ikke fortælle mig Noget om den Mand? 

Hjertensgjerne. Eders Videbegjerlighed volder mig 
ſtor Glæde. Marcus Tullius Cicero — ſaaledes er 
hans fulde Navn — var en af de ſtorſte Talere, Ver⸗ 
den har kjendt; og han var ikke blot Taler, men ogſaa 
Rhetor, og ikke blot dette, men tillige en af de meeſt 
udmeerkede Statsmend i det romerſke Rige paa Repu⸗ 
blikens Tid. Han var ypperlig i Alt, lam in arte quam 
in Marte. 

Ja, jeg har ſtor Frygt for, at jeg ikke vil ihu⸗ 
komme Alt, hvad J der faa ſmukt fortæller mig. Hvis 
jeg turde bede Jer om at ffrive det ned med et Par 
Ord, ſaa beholdt jeg det viſt bedre. 

Deri ſkal jeg meer end gjerne foie Eder, ſvarede 
han; og da der ſtod Skrive-Materialier paa Bordet, 
faa gav han fig ſtrax og med megen Jver til at ned— 
ſtrive en Beretning om den romerſke Statsmands Me⸗ 
riter. 

Som man feer, anvendte den klsgtige unge Pige, 
for at flippe fra Rectorens Frieri, den ſamme Lift ſom 
vor beromte Comedieſkriver hundrede Aar efter benyttede 
i ſit lyſtige Skueſpil, Geert Weſtphaler, og med ſamme 


310 Margrethes Friere. 


heldige Udfald. Da hun merkede, at den lærde Mand 
havde ſkrevet fig faſt, reiſte hun fig forſigtigt og gik 
med en munter Mine ind til Hans Jacobſen. 

Men Hang blev elendig tilmode, da han fane hende 
komme ind og i god Ro fætte fig ned hos ham. „Ak, 
Margrethe, ſagde han med bekymret Roſt, hvor troer 
J, det kan gage godt, at J hver Gang den værdige 
Mand, Rectoren, beſoger Jer, ſtrax forlader ham, og 
jætter Jer herind? Tænk dog paa Eders eget Bedſte. 
J maa jo betragte det ſom en re og Lylkke for Eder, 
at en Mand ſom han begjerer Eder til Egte.” 

Ved disſe Ord reiſte den unge Pige fig og ſaae 
pan ham, neſten med et forſtyrret Anſigt. Tvunget 
ind i et Forhold, der var hende ſaa piinligt, og med 
et varmt, fuldt Hjerte, havde hun ikke engang den Troſt, 
at den, hun forlængft havde udkaaret fig, forſtod 
hende eller vilde forſtaae hende. 

Hans, ſagde hun, hvis J ikke var mig ſaa kjer, 
kunde jeg vredes paa Eder. Wre og Lykke, ſiger J, 
men, naar jeg nu ikke ſkjotter om den re og Lykke? 
Hvi taler J fan meget til Bedſte for Rectoren? J 
maatte heller tale for Eder ſelv, Eder har jeg alle mine 
Dage undt vel, og fkal jeg giftes, da maa det være 
med Eder. 

Allerkjcreſte Margrethe, ſpvarede Hans bevæget, hvor 
gjerne vilde jeg lytte til Eders Ord, der baade fryde 
og ængfte mig. J veed det tilvisſe, at J har ligget 
i mine Tanker lige fra den Stund, da jeg ſom en 


Margrethes Friere. 311 


hjælpeløs Dreng gik her i Huſet; og Gud allermegtigſte 
er mit Vidne, at jeg Intet heller ſkulde onſke end at 
leve med Eder i kjeerligt ZEgteffab. Men det er og 
bliver en Umulighed. Jeg har hverken Gods eller Pen— 
dinge. J har allerede havt anſeelige Friere, og nu frier 
en faa værdig og duelig Mand, at jeg aldrig kan tenke 
at maale mig med ham. 

En værdig og duelig Mand? Ja, det maa han 
vel være, efterſom hele Byen ſiger det. Men troer J, 
jeg vil vræffe min Haand over Altret til En, der be— 
vidner mig fin Kjærlighed ved Breve, han lader en 
Anden ſkrive, og uden at han altid veed hvad der er 
ſtrevet? Min kjereſte Hans Jacob, vi vil ikke tabe 
Modet. Gods og Pendinge kan J altid faae, jaa 
duelig ſom J ſelv er. Lad os fætte vor Lid til Gud, 
og ſtole paa, at han vil tage ſig af os. 

De forlovede ſig nu med hinanden, men aftalte 
tillige, at den Sag ſkulde holdes hemmelig for Alle, 
indtil Lykken var dem mere feielig. 

Hun gik nu ind igjen til Rectoren. Han ſad endnu 
og ſkrev ivrig paa Marcus Tullius Ciceros Liv og 
Levnet, men fluttede lidt efter at hun var kommen. 

Jeg har maattet fatte mig kort, ſagde han, idet 
han rakte hende Papiret; thi om denne ſtore Statsmand 
er der Meget at ſige. Det ſkulde nu være mig hjerte⸗ 
lig kicert, om J, min ffjønne Jomfru, maatte have 
Nytte af det, jeg har fkrevet. 

J kan være forvisſet om, ſvarede hun med et lille 


312 Margrethes Friere. 


ſatyriſk Smiil, at J har gjort mig en ſtor Tjeneſte ved 
at ſkrive alt dette ned for mig. 

Kort efter tog han Afſked. Karen, der kom ned, 
ſpurgte Margrethe, hvad han havde ſagt til hende. 

Han fatte fig til at ſkrive den meſte Tid han 
var her. 

Saa? ſpurgte Karen mistenkelig; hvad kunde han 
have at ſkrive i al den Tid? 

Ja, ſporg ikke mig om det! Selv om jeg havde 
leſt det, ſkulde jeg have ondt ved at forſtaae hvad en 
Jan lærd Mand fkriver ned. 

Karen var altfor klog og ffarpfynet og kjendte fin 
Soſter for vel, til at hun i Eet og Alt fkulde feſte 
Lid til hendes Ord. „Jeg frygter for“, ſagde hun om 
Aftenen til ſin Mand i en Eneſamtale med ham, „at 
der ſtikker Noget under, og at Margrethe har os en 
Smule tilbedſte. Jeg holder for, at vi nu fkulle gjøre 
Alvor af Sagen. Margrethe har nu havt Leilighed 
nok til at lære Rectoren at fjende.” 

Ja, hvad er der at gjøre, ſvarede Doctoren, naar 
han ikke ſelv gjør Alvor deraf. 

Det er et Sporgsmaal, om han ikke allerede har 
gjort det eller villet gjøre det. Det feer mig ikke rime⸗ 
ligt ud, at han ſkulde give fig til at leſe eller ſkrive, 
al den Stund han ſidder ligeover for et kjont, ungt 
Pigebarn; thi fra lærd han er, fan troer jeg dog ikke, 

at han er af Stok eller Steen. Derſom du vilde folge 
mit Raad, jan ſkulde du bede ham hen til os paa Fre⸗ 


Margrethes Friere. 313 


dag Eftermiddag, og lade ham forſtaae, at hvis han 
nu i vor Nerverelſe anholdt hos Margrethe om hendes 
Haand, faa ſkulde der vel nok Intet være iveien. 

Men, Karen, er du ſaa vis paa, at der Intet vil 
være iveien? 

Jeg kan ikke indſee Andet. Det er Pigenykker, 
der ſtikke hende. Hun ev bleven fan afgjort af Alle, 
at hun bilder fig ind, hun maa gjøre fig koſtbar og ikke 
faa lige ſtrax flade til. Men forreſten ſkal jeg nok tale 
med hende forinden. 

Bed den Aftale blev det da. Margrethe, hvem 
Soſteren nu meddeelte hvad der foreſtod hende, gjorde 
ingen Indvendinger. At anfore Grunde, hvorfor hun 
ikke ſkjsttede om Rectoren, vidſte hun, vilde ikke nytte 
ſtort hos Karen, og allermindſt turde hun ſige, at hun 
allerede havde forlovet ſin Tro til Hans Jacobſen. 
Hun lod det da komme an paa, om ikke vor Herre 
uventet vilde ſende hende Hjælp. 

Da den berammede Fredag kom, fad hun oppe 
pan fit Verelſe, hvorfra hun havde en viid Üdſigt over 
de tilſtsdende Gader. Hun havde bedet Karen om 
at maatte blive der, indtil Rectoren kom, og faa hen⸗ 
tes ned. Her fad hun i fin Enſomhed og lod fine 
Tanker vandre hen til fin Hjerteven. „Jeg ftræber 
ſaa meget,“ ſagde hun til ſig ſelv, „for at blive fri for 
Rectoren, der med al fin Lærdom er en topmaalt Pe⸗ 
dant. Men hvad borger mig for, at Hans Jacobſen, 
ſom man jo ogſaa roſer for Flid og Iver i Studerin⸗ 


314 Margrethes Friere. 


ger, at han ikke bliver ligedan? Aa nei, det tenker jeg 
dog ikke. Han vil jo være Præft med Tiden; faa 
fætter Lerdommen fig nok, og han fager alt Andet at 
tænfe paa. Vidſte jeg blot, hvordan jeg nu ſkulde hjælpe 
mig, for at fane Rectoren jaget paa Porten.” 

Mens hun ſtirrede ud af Vinduet, ligeſom for at 
finde en Udvei i fin Nod, ſaae hun Rectoren ankomme 
langt borte og, font hun til fin Glaede bemerkede, var 
han alene. Da hun nu vidſte, at man i det underſte 
Stokverk, hvor hendes Svoger og Soſter opholdt fig, 
ikke kunde oine ham for naar han kom ganſke ner til 
Huſet, fan kaſtede hun Hurtigt en Wrmekaabe og en 
Sommerkyſe over fig, gik ſagte ud af Huſet og Reec— 
toren imode. Hun traf ham et godt Stykke fra Doc— 
torens Bolig. Han gik, ſom han pleiede, i boiet Stil— 
ling, med lidt ffjæv Holdning og med den venſtre Haand 
paa Ryggen. Hans Mine var alvorlig og grundende; 
udentvivl tenkte han paa et eller andet vanſkeligt Sted 
hos de gamle Clasſikere. 

Margrethe gik ſtrax hen og tiltalte ham: „Ak, Hr. 
Rector, jeg har en ſtor Undſkyldning at gjøre Eder. 
Min Svoger er for en Stund ſiden bleven kaldet til en 
elendig Barſelgvinde et Par Miil Herfra, og maatte 
ſtrax tage afſted. Han onſker derfor, at J vil opfætte 
det Beſog, J har tiltænkt os.“ 

Rectoren faae iveiret med en aandsfraveerende Mine 
og ſaae paa hende, ſom om han maatte hufke fig om, 
hvem hun var. „Eders Svoger, ſiger J —.“ 


Margrethes Friere. 315 


Ja, Dr. Muhle. 

Ei, det er jo fandt! Jeg har viſt lovet at jee 
ind til ham i Eftermiddag. Men faa kan jeg beſsge 
ham en anden Gang. 

Det kan J godt, ſkjondt ikke faa vel i den ind— 
kommende Uge. 

Nei, det haſter flet ikke. Saa formeld ham kun 
min Hilſen. 

Han gik nu videre og fordybede ſig igjen i ſin 
afbrudte Tankegang. Margrethe ſaae haanligt efter ham. 
„Det haſter flet ikke!“ udbrød hun; „ja, jeg har til- 
visſe ingen Haft med at fee ham hos os. Men han — 
tenkte han paa, at han idag ſkulde forloves med Den, 
han talte med? Det var ikke ſtort at meerke paa ham. 
Men lad ham nu gaae med den Beſked!“ 

Hun gik hurtigt tilbage og begav ſig igjen op paa 
fit Verelſe, ligeſaa ubemerket ſom hun var gaaet. En⸗ 
deel mere lettet i Sindet fatte hun fig hen til et Haand⸗ 
arbeid og ventede pan, om der vilde komme Bud efter 
hende. Men det blev merkt uden at hun blev hentet, 
og hun gik da ſelv ned. 

Er Rectoren ikke hernede? ſpurgte hun med paa⸗ 
tagen Forundring. 

Nei, ſvarede Karen fortræbelig; han har ſlet ikke 
været her. Der man være kommet Noget iveien. 

Man ventede nu, at der ſkulde indløbe en Und⸗ 
ſkyldning fra ham. Men da denne udeblev, begyndte 
Dr. Muhle og hans Kone ſelv at troe, at der ingen 


316 Margrethes Friere. 


Vei var at komme med ham, og at det Bedſte var, at 
lade den Plan fare. Ved et Beſog, Doctoren i den 
Anledning aflagde hos ham, gav han Sagen den Ven— 
ding, at ſaavel han ſom hans Kone, efter noiere Be— 
tenkning, frygtede for, at et faa ungt og flygtigt Pige— 
barn ſom Margrethe ikke var Noget for Rectoren. 
Denne var maaſkee i Grunden af ſamme Mening. J 
al Fald havde han det ikke faa hedt, at det ſkulde koſte 
ham flor Moie at træffe fig tilbage. Margrethe blev 
ſaaledes fri for fin lærde Frier og modtog Efterretnin— 
gen derom med ftov Glede, ſkjondt hun ikke lod fig 
merke dermed. Men til Hans Jacobſen fif hun ſtrax 
et Brev afſendt, hvori den gode Nyhed blev ham 
tilmeldt. 

Margrethe havde nu Fred i længere Tid. Med 
Hans traf hun oftere ſamme, enten ude i Byen hos 
Godtfolk, Begge kjendte, eller paa Spadſeregange. 
Kunde bette ikke ſkee, ſaa troſtede hun fig med at ffrive 
til ham og igjen modtage hans Svar. Der ſkete imid— 
lertid den Forandring i hans Stilling, at han opgav 
fin Plads ſom Famulus hos Rectoren og blev Skole— 
holder eller Huuslœrer paa en Herregaard, der lage paa 
den anden Side af Aaen i Odenſe, ved hvilken Poſt 
hans Indkomſter bleve meget forbedrede. Begge havde 
Taalmodighed og ventede paa, hvad Fremtiden kunde 
bringe. Men, ſom man ſtrax vil ſee, var den ſtakkels 
Margrethes Plager endnu ikke endte. 

Paa den Tid opholdt der ſig i Odenſe en fornem 


Margrethes Friere. 317 


Mand, der bekleedte et høit Embed i Kjobenhavn og 
eiede ſtore Godſer i Fyen. Han var netop nu i den 
Alder, at han gjorde bedſt i at gifte ſig, hvis han over— 
hovedet havde det iſinde. Med Margrethe var han flere 
Gangen truffet ſammen hos de bedſte Familier i Byen, 
til hvilke hun ſom Doctorens Svigerinde havde Adgang, 
og hvor hun var gjerne ſeet. Han fandt ſaa ſtort Be— 
hag ſaavel i heudes Skjonhed ſom i hendes muntre, 
opvakte Tale, og han horte hende jaa fordeelagtigt om— 
tale af Alle, at han tilſidſt, da han ikke brod ſig om 
Formue, kaſtede fine Sine paa hende. J den Anledning 
ſkrev han nu et Brev til Dr. Muhle, hvori det blandt 
Andet hed, „at han var bleven aldeles indtagen i Mar— 
grethes ſmukke Manerer og fripoſtige Veſen, vilde der- 
for ffattere fig meget lykkelig, hvis hun kunde beqvemme 
fig til at rekke ham fin Haand. Men hun maatte i 
ſaa Fald beſtemme ſig ſtrax, efterſom han ved kongelig 
Majeſtœts Ordre var deſtineret til en Geſandſkabs-Poſt 
ved et Hof i Tydſkland, og ſkulde ſnart tiltræde ſamme. 
Men han onfkede Intet hellere end at holde Bryllup 
forend ſin Afreiſe, for at kunne tage ſin unge Huſtru 
med ſig.“ 

Denne Skrivelſe vakte ſtor Senſation i Doctorens 
Huus. „Er det ikke merkeligt med den Pige,” udbrød 
Karen; „det er jo ſom Frierne regne ned for hende, og 
den ene mere anſeelig end den anden. Afſlager hun 
dette Tilbud, jaa fortjener hun ikke det Sted pan Guds 
grønne Jord, hun ftaner paa.” Ogſaa Doctoren mente, 

21 


318 Margrethes Friere. 


at det var en fan ſtor og uventet Lykke for Pigebarnet, 
at man paa alle Maader maatte ſoge at underſtotte 
Sagen. 

Margrethe blev faldt ned og gjort bekjendt med 
Brevet. Hun blev virkelig forſkrœkket derover; thi hun 
indſage ſtrax, at her var ingen Indvendinger at gjøre. 
Den nye Frier var en ſaa fiin og beleven Mand, og 
hans Stilling ſaa anſeelig, at hun vilde blive misundt 
af alle unge Piger i Byen. Ogſaa den Omſtendighed 
forknyttede hende, at Doctoren, hos hvem hun ellers i 
det verſte Tilfælde haabede at finde Tilhold, dennegang 
talte ligeſaa indtrængende til hende ſom Karen. Hun 
noiedes da blot med at ſvare, at hun følte fig faa over 
raſket ved bette Andragende og ſyntes, hun var ſaa lidet 
værbig dertil, at hun endelig maatte udbede fig Beteenk⸗ 
ningstid, i det Mindſte til den næfte Dag. „Ja, ſov 
derpaa,“ ſvarede Karen, „og beed vor Herre i din Af⸗ 
tenbon, at han vil oplyſe din Forſtand og viſe dig den 
rette Vei.“ 

Margrethe ſkrev endnu ſamme Aften et Brev til 
Hans Jacobſen, hvori hun meddeelte ham den far⸗ 
lige Nyhed og derneſt tilfviede: „At modſette mig, 
veed jeg forud, hjælper mig til Intet. Karen ſidder 
luunt inden Dore og bryder ſig feil om min Ovide. 
Hun helmer ikke for hun fager mig ſpendt i et Aag 
efter fit Hoven. Men jeg agter dog, om Gud vil, at 
raade ſelv for mit Giftermaal. Al den Tro, jeg eier, 
har jeg lovet dig, min kjereſte Ven, og fkal tilvisſe 


Margrethes Friere. 319 


ubrodeligen holde mit Ord. Men her er kun een Üd⸗ 
vei. Den fornemme Mand fkal beſtilles hen til 0% 
imorgen Aften, hvor da Forlovelſen ffal finde Sted. 
Og jeg vil nu bede dig at mode mig ved Aaen i 
Skumringen; thi min Henſigt er at forlade min Soſters 
Huus og tage til Kjerteminde til vor Faſter. Hos hende 
kan jeg vel nok opholde mig et Par Dage og imidler— 
tid fee til at fane en eller anden Condition hos ffiffe- 
lige Folk. Til min Svoger efterlader jeg et Brev, 
hvori jeg underretter ham om min Beſlutning. Hvis 
du troer, at det bliver for bejværligt for mig at gaae 
ſamme Aften til Kjerteminde, faa ſee til at du kan be⸗ 
ſorge en Vogn.” 

Dette Brev blev ved et paalideligt Bud ſendt til 
Hans. Pan Karens fornyede Spørgsmaal den neſte 
Dag, hvad hun da nu havde beſluttet fig til, ſvarede 
Margrethe, at hun ikke driſtede ſig til at ſige Nei, efter⸗ 
ſom baade hendes Svoger og Soſter Holdt for, at 
denne Forbindelſe var ſaa onſkelig. Med dette kjer⸗ 
komne Svar afgik der ſtrax et Budſkab til den for⸗ 
nemme Frier; Doctorens Stadſeſtue blev fat i den 
bedſte Stand, Karen formaaede, og Margrethe maatte 
iføre fig fin ſmukkeſte Pynt. 

Modet var beſtemt til om Aftenen Klokken 7. En 
halv Time for dette Klokkeſlet forlod Margrethe i al 
fin Pynt, kun med en mørt Kaabe over fig, Doctorens 
Huus, gik gjennem Bagporten, der vendte ud til Aaen, 
og nermede fig denne, i det visſe Haab, at hun vilde 

21* 


320 Margrethes Friere. 


treffe pan Haus Jacobſen, ja hun ſyntes allerede, at 
han kom hende imode. 

Men han var der ikke. Hun ſtirrede i Skumrin⸗ 
gen om til alle Sider, uden at finne fane Sie pan 
ham. Hun blev mere og mere ængftelig, da hun ikke 
kunde vide, hvad Sieblik man vilde favne hende hjemme 
og ſaa naturligviis føge efter hende til alle Sider. 

Med den Hurtighed i Beſlutninger, der var hende 
egen, gik hun un ned til Slebeſtedet, hvor en Baad lage, 
bandt den los og beſteg den, i den Tanke, at hun nok 
kunde roe fig ſelb over. Men til al Uheld havde Agen, 
da der var falden megen Regung i flere Dage, en uſed— 
vanlig hoi Vandſtand og en ſteerk Strom. Hun for- 
ſtod kun daarligt at handtere Aarerne, og brev ſnart 
ned med Strømmen. Under den Sindsbevegelſe, bette 
ſatte hende i, faldt endog den ene Aare fra hende, og 
nu kunde hun flet ikke hjælpe fig. Hendes Engftelfe 
ſteg, da hun vidſte, at der længere nede var et Molle⸗ 
værk, ſom det var meget farligt at komme ner, og 
imod bette brev hun alt mere og mere. J denne Nod 
havde hun ingen anden Udvei end at falde høit pan 
Hans Jacobſen og raabe om Hjælp. 

Hans gik imidlertid op og ned paa den anden 
Side af Aaen, i ſtor Uro og Bekymring over Det, 
Margrethe havde tilſkrevet ham. Da hun ikke havde 
meldt Noget om, at han fkulde ſette over og hente 
hende, fan ſtod han i den Tro, at hun ſelv lod fig 
fætte over. Han gik altſaa og ventede pan hendes An⸗ 


Margrethes Friere. 321 


komſt. Da var det, at han ganffe tydelig hørte hende 
kalde paa ham og raabe om Hjælp. Han brød gjen⸗ 
nem Buſkene, lob efter Lyden og fane hende nu ſidde 
alene i Baaden, der et godt Stykke fra ham brev med 
Strømmen. J en Fart kaſtede han fin Kjole, fkjod 
Stovlerne fra fig og gav fig ud i Bandet, og ved halv 
at vade, halv at ſvomme lykkedes det ham at fane fat paa 
Baaden, inden den naaede Molleveerlet. Han traf den 
nu af al Magt ud af Strømmen og over til den Bred, 
han felv var kommen fra. Her fatte han ſig hos hende, 
lykkelig over at have frelſt ſin dyrebareſte Skat. 

J Doctorens Huus kom paa ſamme Tid en af 
Pigerne, et gammelt Tyende, i flor Forſkrækkelſe lobende 
ind til Herſkabet. „Men du himmelſke Frelſer, Hr. 
Doctor!“ ſagde hun; „jeg er bange for, at det er galt 
fat. Nu, da jeg var nede ved Aaen og gik digt ved 
Vandet, horte jeg grandgivelig Moſter Margrethes 
Stemme, og det løb for mig ſom hun raabte om Hjælp. 
Men fe Roget kunde jeg ikke, da Morket var fal⸗ 
det paa.“ 

Doctoren ſprang op. „Margrethe? Er hun ikke 
oppe paa ſit Kammer.“ 

Nei — jeg ſaage ſtrax efter; og hernede er hun 
heller ikke. 

Hvor kan hun da være henne? udbrod Karen 
angſt. Bare hun ikke har gjort en Ulykke paa ſig ſelv! 

Aa, viſt ikke! ſvarede Doctoren. Hvad fkulde be⸗ 
væge hende dertil! 


322 Margrethes Friere. 


Ja, af Margrethe kan man vente ſig Alt. 

Nei; det troer jeg dog ikke. Men ud er hun 
gaget, af hvad Grund det faa er; og det er jo ikke 
umuligt, at Nogen har overfaldet hende. Vi maae ſtrax 
ſee til at komme paa Spor. 

Han begav ſig det ſnareſte han kunde paa Veien 
med en Karl, og ſtak desuden en ladt Piſtol til ſig. 
Den gamle Pige maatte folge med for at viſe Stedet, 
hvor hun havde hort Raabet. 

De maatte gage et godt Stykke ned langs Aaen, 
inden de opdagede Noget. Men faa kunde de i Mork⸗ 
ningen ffimte et Par Perſoner ved den anden Aabred 
og en Baad, hvori de begge ſyntes at ſidde. Doctoren 
raabte dem an og forlangte at vide, hvem de var, og 
da intet Svar paafulgte, ſpendte han Hanen paa Pi⸗ 
ſtolen og truede med at ſkyde, hvis de ikke ſtrax roede 
over til ham. Da maatte de vel foie fig. Hans ſta⸗ 
gede Baaden over med den ene Aare fan godt han kunde, 
og man faae nu, hvem man havde for fig. 

Men, Margrethe, udbrød Doctoren, hvad er det 
for Optsoier! 

Hjerte Broder, ſvarede hun med grædende Stemme 
og faldt ham om Halſen, du maa ikke være vred. Hans 
Jacob og jeg har været forlovede alt et Par Maane⸗ 
der. Men jeg vovede ikke at tale om det til Jer, da 
han er en fattig Karl, og der meldte ſig ſaa anſeete 
Beilere. Nu har han modt mig her — og uden ham 


Margrethes Friere. 323 


var jeg Drevet mod Molleverket og havde fundet min 
Dod under Hjulene. 

Men, Barn, hvorfor har du aldrig med et Ord 
ladet dig forlyde med den Sag? Der er jo Ingen, 
der vil tvinge dig. Er du forlovet med ham, faa ffal 
J heller ikke ffiles ad. Han er en brav og velſtuderet 
ung Mand, der med Tiden nok kan bringe det til No— 
get. Men J, Hans Jacobſen, lad ſtrax En roe over 
efter Eders Kloeder, og kom fan hjem med os og fane 
noget Tørt paa Jer; ellers kunde Eders Kjerligheds— 
Feber let ende med en Audendags-Feber. 

De to unge Folk bleve glade, kan man tenke fig, 
og vidſte ikke, hvorledes de nokſom ſkulde takke Doc⸗ 
toren. Med Bedrovelſe i Hjertet var Margrethe gaaet 
ned til Agen; med et frydefuldt Sind vendte hun hjem 
igien, Haand i Haand med ſin kjereſte Ven. 

Heller ikke Karen var utilfreds med denne nye 
Vending i Sagen. Hun havpde virkelig været i Frygt 
for, at hendes Soſter, for at undgaage den paatenkte 
Forbindelſe, kunde falde paa en eller anden Daarſkab, 
og var nu glad ved, at Alting lob vel af. Maaſkee 
den Omſtcendighed hjalp til, at ogſaa den ſidſte for⸗ 
nemme Frier, ligeſom Rectoren, udeblev fra det aftalte 
Mode. Men fra ham kom der dog en Undfſkyldning. 
Han var bleven alvorlig ſyg, og Doctoren maatte endnu 
ſamme Aften hen til ham. Hvorledes han fandt ſig i, 
at hans Plan med Margrethe gik overſtyr, er ikke 
kommen til vor Kundſkab. 


324 Margrethes Friere. 


Dagen efter det her Fortalte var der ſtort Tracte⸗ 
ment og megen Lyſtighed i Doctorens Huus, da Mar⸗ 
grethes Forlovelſe med Hans Jacobſen blev meddeelt de 
indbudne Venner og Bekjendte. Hans blev Aaret der— 
pan Preſt i Kippinge paa Lolland, og holdt faa Bryl⸗ 
lup. J bette Kald forblev han to Aar, da han blev 
forflyttet til Nykjobing. Her tilbragte han Reſten af 
fine Dage, til den ſidſte Stund i et enigt og kjerligt 
Aegteſkab med Margrethe. Det faldt hende aldrig ind 
at fortryde de Skridt, hun havde gjort for at afvife 
adſkillige fornemme og anſeete Beilere. Den Lykke, hun 
efter megen Mode og Gjenvordighed havde opnaaet, 
var den eneſte, hun ſatte Priis pan. 


325 


Aveiro og Coimbrnu. 
Af 
H. C. Anderſen. 


Gjennem Skov og Krat nagede vi, paa Jernbanen fra 
Lisſabon, det maleriſk liggende Coimbra, hvor det 
ene høie Huus løfter fig over det andet, omgivet af 
Haver og Skov, tet ved den brede Mondegoflod. Vi 
ſtandſede ikke; forſt paa Hjemfarten ſkulde vi Fjende 
Portugals Univerſitetsſtad. Min Ven, vor danſke Con⸗ 
ſul George O'Neill, havde Forretninger i Aveiro; der 
hen maatte vi forſt. 

Lidt nord for Coimbra hørte Skoven op, og 
Egnen ſenkede fig til fladt Land. Ved Aveiro er 
man aldeles i et portugiſiſk Holland, ſumpet og fladt, 
med gravede Kanaler; men den hollandſke Frodighed og 
Friſkhed mangler. 

J gammel Tid var Egnen her frugtbar og god, 
men efterhaanden ſom Sandet ſtoppede Mundingen af 
Floden Vouga, blev fnart den flade Landſtreekning 


U ———————ĩrir%—ẽ 


326 Aveiro og Coimbra. 


milevidt forvandlet til Sump og Morads og derved 
den meſt uſunde Deel af hele Landet. J Aaret 1801 
begyndte man at lade grave en Kanal, der blev ferdig 
i 1808. Vandet fif igjen Afløb, Egnen blev igjen fund 
og beboelig; Kanalen blev ført heelt op til Byen, der 
af Floden Vouga deles i to Dele. 

Det flade Land, de mange Trakkbaade, Aveiro 
ſelv og den nere, ſandede Strandbred forte Tanken op 
til vore nordlige Veſtkyſt-Byer; den graae Luft, den 
fugtige Taage, der laa over hele Landſkabet, bidrog til, 
at man maatte troe ſig oppe i Norden og ikke i det 
varme, ſljonne Portugal. 

Idet vi kom, ſenkede fig Taagen, vaad og raa, 
ret et Stykke jydſk Veſterhavs⸗Guſe. Det var netop Ebbe, 
vi fane en moradſig Flodbund, men intet rindende Band. 
Den lange lave Vandledning vifte os fine vaade Mure. De 
mange Qvinder, vi modte og kom forbi, vare tet ind⸗ 
hyllede og fane forfrosne ud i deres ſtore Kudfſkeka⸗ 
vaier; dog, det maa jeg indrømme, her fane jeg de forſte 
ſmukke Anſigter, jeg havde feet i Portugal, men 
Qvindeſkjonheden blev aldeles ikke underſtsttet eller 
fremhævet ved Klodedragten. Selv de ganſke unge 
Piger bare den ſamme tunge Kavai ſom de gamle 
Koner; den hang dem ned om de nøgne, fnapſede Fod— 
der. Hatten var af ſort Filt med en Skygge over en 
halv Alen bred; ovenpaa dette Hovedtoi ſtillede de den 
ſtore Kurv, hvori de opſtablede den Reiſendes Kuffert og 
Natſck, ſom de ſaaledes bare til Hotellet. De vare, 


Aveiro og Coimbra. 327 


trods den ſpere Byrde, dog livlige og fladdrede baade 
med Mund og med Sine. 

Staben Aveiro med dens Omgivelſer tilhørte en— 
gang Hertugen Don Joſeph Mascarenhas, der under 
Joſeph Emanuel blev anſeet ſom Hovedet for et af 
Jeſuiterne ledet Parti af Misfornoiede og tillige med 
Marquien af Tavora blev domt ſkyldig i Mord⸗ 
forſog paa Kongen. J den ſenere Tid er Dommen 
bleven anſeet for overilet; fer af de Dodsdomte 
ere blevne erklærede for at have været uſkyldige. Det 
var i hiin ſkjonne romantiſke Tidsalder, ſom vi kalde 
den i Modſetning til vor humane Tid, at Hertugen af 
Aveiro blev med Strikke om Halſen fort til Retter— 
ſtedet, der radbrekket og endnu levende lagt paa Baalet. 
Denne morke hiſtoriſke Erindring var den eneſte, min 
Hukommelſe havde at knytte til Aveiro. 

Man har kaldet denne By: det portugiſiſke Vene⸗ 
dig, men Intet her, uden de gondolformede Treekbaade, 
minder om Adriaterhavets Stad. 

Med mine Reiſefeeller travede jeg om i de ſnevre, 
brogede Gader; at her vifte fig Fremmede ſyntes næften 
en Begivenhed, idetmindſte vakte vor Ankomſt Opmeek⸗ 
ſomhed, og man ſtirrede fra Dore og Balkoner efter os 
tre Fremmede. Byen ſelv frembød os intet Merkeligt; 
Leietjeneren nævnte imidlertid ſom en Meerkelighed en 
Plads ved Erkebiſpens Bolig og forte os derhen ſamt en 
Slags offentlig Have, hvorfra vi, ved Beſoget næfte Dag, 


328 Aveiro og Coimbra. 


medens Sollyſet kempede mod Taagen, kunde dine Far⸗ 
toier ude ved Flodmundingen. 

J Aveiro var der ikke lyſteligt at være! Heldigviis 
vare O'Neills Forretninger her ſnart bragte til Ende, 
og efter et Døgn forlode vi den kjedſommelige By for 
at nage det romantiſke, ſmukt beliggende Coimbra, 
Portugals Univerſitetsſtad. 

Endnu laa en kold, vaad Taage over den hele 
Egn, men alt ſom vi foer frem fra Lavlandet og kom 
mellem Hoider og Skove, begyndte Solen at viſe ſig; 
i Stationen ved Coimbra ſkinnede den med ſpybdligt 
varme Straaler, og at disſe ogſaa vare i Folket ſelv, 
fik man her at fornemme. Her var en Tummel, en 
Støi, en Vildhed ſom hos Folfefærbet i en neapolitanſk 
By, naar man ankommer til den. Droſchkekudſkene ſtyrtede 
fig over os og vore Sager; to brodes om en Kuf— 
fert, hver vilde have den paa fin Vogn; de hver⸗ 
ken ſaae eller horte Eiermandens Indſigelſer; de reve 
og ſled i Toiet; En lob med eet Stykke, en Anden 
med et Andet, det var ſom en Plyndring; der manglede 
kun, at Kniven ſkulde have blinket. Det var en heel 
Kamp, for det lykkedes os at komme i een Vogn ſammen; 
flere Reiſende ſad her allerede; lidt Plads var her, 
knuget og presſet fade vi Alle ſom i en ſpanſk Dili⸗ 
gence, og under Raab og Skrig foer vi ſaa frem langs 
Mondegofloden, hvis brede Leie ſnarere frembod Skuet 
af Sandbunden end af rindende Band. Dog, hvilken 


Aveiro og Coimbra. 329 


Briffhjed og Skopdeilighed rundtom! Byen ſelv lof⸗ 
tede fig ſom Pragtblomſten i hele Bouquetten. 
Coimbra ligger op ad Bjergſiden, den ene Gade 
hoiere oppe end den anden; flere af Huſene rage med tre, 
fire Etager hen over de andre. Gaderne ere fnevre, krogede, 
og gaae beſtandigt opad; hoie Steentrapper føre gjennem 
enkelte Bygninger fra eet Stræde op og ud i et andet; 
Boutikker og Boglader ere her i Mængde. Overalt 
moder man Studenter, nu en Enkelt, barhovedet, læfende 
i en Bog, nu Flere Arm i Arm. Deres Dragt er 
maleriſt, og de minde os om Fauſt og Theophra⸗ 
ſtus. Kleedniugen beſtager i en lang fort Talar og en 
fort Kappe af ſamme Farve. De Fleſte gik barhovedet 
paa Gaden og laugs Mondegofloden. Huen, de ellers 
bære, er ſtor og tung, en Slags nedhængende polſt 
Hue. Man fortalte, at i Vintertiden gave Studenterne 
eengang om Maaneden en dramatiſk Foreſtilling, hvortil 
da indbsdes Profesſorer og Borgere med deres Huſtruer 
og Dottre. J Gaderne klinge tidt Guitaren og San⸗ 
gen til en Serenade; med Guitaren eller Geværet 
over Skulderen jager den muntre Ungdom afſted paa 
de leiede Heſte ud fra den gamle By, ud i den friſke 
Skov, i Bjergene, til Livslyſt og Eventyr, og Ungdoms-⸗ 
hjertet bringer hjem Erindringer for de kommende, gamle 
Dage. Freidigt og frit ſynes Livet her i denne para⸗ 
diſiſte Natur. Man fortalte imidlertid, at under Don 
Miguel gjorde nogle af Coimbras Studenter lidt 


. 
— — — —— 


— ——2— 


330 Avciro og Coimbra. 


Optoier, og han lod ſtrax et Bar hænge op i Galgen; 
det var i den Tid ikke noget merkeligt. 

Kloſtret Santa eruz, ſom ligger i den nederſte 
Deel af Byen, er tilvisſe et Beſog værd; det er ikke 
beboet; ode og enſomt er her, men Kloſtergangene om den 
lille Have ere fan romantiſk ſkjonne og have be— 
undringsveerdigt udhugne, lette Buer. J Kirken, pan 
hver Side op imod Hoialteret, hæve fig to pragtfulde 
Gravmonumenter med de Afdodes i Marmor meis— 
lede Skikkelſer. Her hvile Kongerne Sancho den Forſte 
og Alfonſes Henriques; ogſaa opbevares her et 
Billed malet af Grau Vasco, men i Tegning og 
Farve meget forſkjelligt fra dem, jeg havde feet i Setu— 
bal; de kunne neppe være af ſamme Meſter. 

Fra Kloſtret og Kirken flige Gaderne høit op mod 
Univerſitetet, en vidtſtrakt Bygning, der indtager Hoide— 
punktet af Staden. Her oppe, gjennem en af Stadens 
hsieſtliggende Porte i den forfaldne Feeſtnings-Muur, 
kommer man ind i den botaniſke Have, der er rig paa 
ſjeldne Blomſter og Træer. Megtige Palmer og blom— 
ſtrende Magnolier prangede mellem en Fylde af Lov⸗ 
og Naaletrœer; her var imidlertid ikke et Menneſke at 
fee, og neſten ligeſaa enſom var den ſmukke Vei herfra 
under Byens gamle Mure; et frodigt Gres og friffe 
Slyngplanter voxede der, og til Hoire aabnede fig inde i 
Haverne et Skue af Orangetrcer, ſtore Cypresſer og Kork⸗ 
treer. Jeg modte nogle Studenter, alle i deres middel⸗ 


Aveiro og Coimbra. 331 


alderlige Dragt; en Enkelt gik enfomt, leſende i en 
Bog, tre Andre kom i livlig Samtale, med Guitaren 
over Skuldren; deres Optræden i disſe Omgivelſer 
ſatte mig i Stemning, og det var, ſom om jeg levede 
tilbage i et tidligere Aarhundrede; en heel Digtning 
fra hiin Tid loftede fig i Tankerne, men ikke Alt, hvad 
de Dære, kommer pan Papiret. 

Veien forte ned til Floden, hvor, midtveis ude, 
laae et Par Træffuur, der tjente ſom Badehuſe. 
Qvinder med opkiltrede Skjorter vadede over for ikke 
at gage den længere Omvei over den gamle, paa mange 
Buer uͤdſtrakte Bro, der fører fra Byen til det pan den 
anden Flodbred liggende Nonnekloſter Santa Clara, 
en umaadelig ſtor Bygning, der grendſer op til La 
Quinta dos lagrimas. J Haven her ligger endnu, halvt 
i Ruin, Slottet, hvor den ſkjonne, ulykkelige Ines 
de Caſtro med fine uſkyldige Born blev myrdet. Det 
er vidt bekjendt, at den portugiſiſke Infant Don Pedro 
ægtede den ſkjonne Ines, ſom ogſaa var af kongelig 
Slægt; Egteffabet var imidlertid hemmeligt, Don 
Pedro vovede ikke at tilſtage det for fin ftrænge Fader, 
og denne, underrettet om hvad der var ſkeet, tvang ham til 
at ægte en Anden og lod imidlertid Ines og hendes 
Born myrde. Det flete i denne Havebygning. Fa⸗ 
deren bøde ſnart efter, og da lod Don Pedro, ſom 


nu var Konge, Liget af ſin Elſkede tage ud af Kiſten, 


lod det ifore kongelig Pragt og fætte pan Thronen, hvor 
det hele Hof maatte knele og kysſe den Dodes Haand. 


sr 


332 Aveiro og Coimbra. 


J Quinta dos Lagrimas, ſom Haven hedder rundt 
om Bygningen, hvor hun blev myrdet, risler endnu den 
Kilde, hvor Ines og Don Pedro fan ofte ſade under 
de hoie Cypresſer; endnu ſkygge disſe, pan eet Træ nær, 
hvori ſtod ſkrevet: En diy ombra a Ignes formosa. 
Træet faldt i et Stormveir, Kilden ſelv vil ogſaa 
engang høre op at risle, men Verſene om Ines i Ca- 
moens' „Luſiade“ ville aldrig forgaae; de ftaae indgra— 
vede i en Marmorplade tæt ved den endnu levende Kilde 
og ſige, men i klangfulde Ord og melodiſke Rythmer, 
ſom vi ikke megte at gjengive: „Mondegos Dottre græd 
i lang Tid, erindrende de Taarer, ſom her vare grædte; 
de forraadte det til Kildens klare Bæld og gav Veldet 
et Navn, ſom endnu vedvarer: Kjeerligheds Lykke. Den 
fandt hun her. Seer Du, hvor friſkt Veeldet ſprudler, 
hvor det bedugger Blomſten? Veldet er Taarer, og 
dets Navn er „Kjerligheds Lykke“. 

Allerede ſamme Dag jeg var indtruffet, fik jeg, ud 
paa Eftermiddagen, Beſog af Profesſoren i Literatur 
hiſtorie, en født Slesviger, af hvem jeg horte, at alle— 
rede enkelte af mine Eventyr, ſaaledes: „Verdens dei⸗ 
ligſte Roſe“, vare overſatte paa Portugiſiſk, og at han, 
med en yngre Videnſkabsmand i Coimbra, teenkte pan 
at overfætte flere ikke blot af mine Skrifter, men af 
Ingemanns hiftoriffe Romaner, idet han antog, at den 
danſke Literatur i det Hele havde Noget, der maatte 
tiltale det portugiſiſke Folk. 


Aveiro og Coimbra. 333 


Ved ham blev jeg næfte Morgen ført til Feſtlig⸗ 
hederne i Univerſitetet, hvor en ung Mand fif „Doctor⸗ 
hatten“. Univerſitetsſalen var opfyldt af Menneſker, 
ftørfte Delen Studenter, Paa hver Side af Salen fad 
de forffjellige Faculteter i deres forſkjellige Farver, 
Hvidt og Blaat, Nodt og Guult; den ereerede Doctor 
laa knaelende pan en Ophoining ner ved den kongelige 
Trone. Fra Sideverelſerne vare heelt ind i Salen 
ſtore Balkoner opfyldte med Damer. Et Muſikkorps 
havde Plads paa Salens Gulv, ner ved Indgangen. 
Jeg blev indbudt til at overvære Feſten og modte 
al Forekommenhed; jeg fane det pragtfulde Kapel, 
Tronſalen og Bibliotheket, der er opført i Rococo-Stiil, 
prangende med ſtolte Buer, Forgyldning og Loft-Male⸗ 
rier. Bibliothekaren tog frem flere ſjeldne Udgaver 
af „Luſiaden“, forzirede med gode Kobberſtik. Jeg 
fane to ſkrevne Bibler, i hvilke flere Blade ſyntes lutter 
kunſtige Slyngninger og Sving, men ſeete gjennem 
et Forſtorrelſesglas, var hvert Blad et lille Meſterſtykke 
af Kunſt og Üdholdenhed; det vifte fig, at hver Linie i 
disſe Sving og Slyngninger vare ſkrevne Ord, Bibe— 
lens Ord paa Hebraiſk, udforte med en forbauſende Flid 
og Udholdenhed. 

Hele denne Morgen og Formiddag var det en ſtyr— 
tende Regn, noget Uſedvanligt her for denne Aarstid. 
Man ſagde i Spog, at det var mig, der havde bragt 


en nordiſk Sommer derned. Ja tilvisſe, hvilket Veir⸗ 
22 


— — — — —ꝛü¹ 


— 


—— 


. —— 


334 Aveiro og Coimbra. 


lig! Folk holdt ſig inden Dore, Gaderne vare ſom 
rindende Floder, Veie og Stier lage under Band. Saa⸗ 
ledes vedblev det endnu, da jeg under Paraply, hop— 
pende fra Steen til Steen, ſteg ned fra Univerſitetet og 
jane ud over Floden, ſom nu fif Vand. Regnen pid— 
ſkede med Vandſvober; der laa ſom et Slor af Vand 
hen over Haverne og hele Egnens Skovherlighed. De 
forte Cypresſer ved Kjerlighedskilden i „Taarernes 
Have“, ſom Camoens og Folket kalde den Quinta, 
hvor Ines blev drebt, ſtode ſom floromvundne Mar⸗ 
ſkalsſtave foran Huſet, Mindernes Sarkophag. 

Coimbra er et Sted, hvor man fkal blive ikke 
blot nogle Dage, men flere Uger, leve ſammen med 
Studenterne, flyve ud i deu frie, deilige Natur, give 
fig hen til Enſomheden og lade Erindringen oprulle Bil— 
leder fra Sagn og Sange, fra Stedets Hiſtorie. 

O' Neill vilde til Lisſabon, Jernbaneſignalet 
løb, Locomotivet puſtede, aſſted gik det over Mondego— 
floden, endnu et Blik til Coimbra, der med ſine 
brogede Huſe ſkinnede ſom en ſtor Bouquet paa Hoiden 
i alt det Grønne. Regnen begyndte at ſagtne; det vaade 
Veir forſkaffede mig imidlertid Synet af et her i Egnen 
eiendommeligt Coſtume: Landboerne bare Regnkapper 
af Halmſtrage, gule eller ſkinnende hvide; det var en 
Slags Straapeltſe med lange Slag, aldeles af Straa⸗ 
halm. 

Da vi kom gjennem Korkſkovene, var Regnen al— 


Aveiro og Coimbra. 335 


deles forbi, Solen ſkinnede rod ſom et Blod mellem 
de hoitſtammede Træer; det blev med eet Aften, Stjer⸗ 
nerne myldrede frem; Luften var friſk, neſten kolig. 
Vi naaede Lisſabon, Gas -Lanternerne lyſte, Bou⸗ 
tikkerne ſtraalede, Folk ſogte til Theatret, og vi til vort 
Hjem. 


22% 


—— — — 


336 


De danfke Sharpfkntter, 


En Sang⸗Cyelus. 
af 
Carl Anderſen. 


lg 
Skarpfhytterne. 


Hvad troer J glimter her paa Strand 
Lig ſolforgyldte Striber? 
En Flok det er, ſom, Mand ved Mand, 
Kjœkt bygger Muren om fit Land 
Af blanke Bosſepiber. 


Hurra for hvert et freidigt Sind! 

Højt Ungdomsmodet flamme! 

i Vi komme fom ben fnare Bind, 

" Bi lægge Bosſen til vor Kind, 
Vi ſigte, og vi ramme. 


Vi har jo hort vor Moders Suk: 
| Skal Voldsmend Skatten rane? 
Loft Skjoldet frem mod Sxens Hug !, — 
O frygt ei, Moder! lys og ſmuk 
Udfoldes ſkal din Fane. 


De danffe Skarpfkytter. 337 


Her var det vore Fæbre ſtred 
Kjcekt under Korſets Banner; 

Fra denne Himmel ſee de ned — 

Saa lyſe Mindet for vort Fjed, 
Til Alle der vi lande! 


Og er den liden end i Tal 
De danſke Skytters Skare, 
Den voxer nok, indtil den ſkal 
Mod Fjendens Liſt og Overfald 
Bort gamle Hjem forfvare. 


Stem i! Bor Sang ffal melde dem: 
„Slet Ingen vil fig ſpare, 
Men Hver vil hente Bosſen frem!” 
Engang da bringer Seiren hjem 
De danſke Skytters Skare. 


Fanemarche. 


Frem, Skytter! Fanen ſkinner! 
End ingen ſtolte Minder 
Har Glandſen om ben lagt; 


— —— — 


— — ——— — 


338 De danſke Skarpfkytter. 


Men vi, ja, vi ffal bere 
Den frem til Mindets Wre! 
Stol, Fane, paa din Vagt! 
Pas paa, Du ffal nok fange Hæver og Ry; 
For her kommer Skytten med Krudt og med Bly! 


Ja, frem, mens Blodet ruller! 
Med Bosſen paa ſin Skulder 
Enhver nu holder ud! 
Hor Lerkens Morgentriller — 
En Seiersſang den ſpiller 
For Dig, vor Fane prud! 
Pas pan, Du ffal nok fange Heder og Ry; 
For her kommer Skytten med Krudt og med Bly! 


Ja, frem til Maalet, Svende! 
Som venter os derhenne. 
Gevær i Hviil! Hurra! 
Her Kræfterne ſkal proves, 
Her Kampens Leg ſkal oves, 
Plant Fanen her. — Hurra! — 
Pas paa, den ffal nok fange Hæver og Ry; 
For her kommer Skytten med Krudt og med Bly! 


De danfte Skarpfkytter. 


3. 
Hviil i Skoven. 


Aabner Jer nu, Skovens Sale! 
Høle Træer med Fugletale, 
Dybe Kloft med Skygger ſpale, 
See, her har J os igjen! 
Hvileplads, [om Hjertet kaared, 
Dagens Hede har vi baaret — 
Send en Luftning os om Haaret! 
Hid din kjole Kilde ſeud! 


Her, hvor ingen Baand os tvinge, 
Løfte hver, ſom kan, fin Vinge! 
Muntre Melodier klinge! — 
Dertil Hjertet Sangbund fik — 
Lad dem over Leben ſtromme, 
Tolke ftærfe, varme, ømme, 

Hvad vi fandt for ſmukke Drømme 
J vor Moders lyſe Blik! 


Da forviſt hun ffal fornemme 

Af vor ungdomsvarme Stemme: 
Ingen for vort Mod ffal bæmme, 
Bli'er engang hun ſtedt i Nod. — 


339 


— — — — . ĩð 


EF 


340 De danſke Sfarpffytter. 


Men naar Faren er forſvunden, 
Ringer det til Hvileſtunden: 

Fuglen floiter os til Lunden, 

Til vor glade Moders Skjod: 


4. 


Hiemmarche. 


Streng var Exercitſen! Du 

Holder godt dog Skridt endnu, 

Mig ei heller Noget ſinker, 

Hvor en Bosſe blinker. 

End er Armen ikke træt, 

End bli'er Foden ei bagefter, 

End vor Sang gaaer kvikt og let — 
Den gi'er gode Krefter. 


Ei! hvor Solen, purpurrød, 
Skynder fig i Havets Skjod; 
Den har virket godt og længe, 
Kan til Hvilen trænge. 

Jeg og Du den hele Dag 

Og har virket ufortroden. 
Hjem os vinker Taarn og Tag 
Smukt i Aftenrsden. 


De danffe Skarpſtytter. 


Hoire! Venſtre! Foden frem, 
Saa det ret har Fynd og Klem! 
Hoire! Venſtre! Hvad mon titter 
Hiſt fra Vindvets Gitter? — 
Hillemend, hvor Hun var ſod! 


Holdt! Her vil vi Farten ſtandſe. 


Hvad mon dette Smiil betod — 
Og de ſmukke Krandſe? 


341 


— 


342 


Jiterntur og Runſt. 


Da Chriſtine Nilsſon vendte tilbage til Paris fra ſine Trium⸗ 
fer i London, blev hun paa den ſtore Opera modtagen med Jubel 
og mangfoldige Blomſter. Nigtignok hed det ſtrax efter, at alle 
disſe Blomſter kom fra en eneſte Loge, og man var ikke langt 
fra at inſinuere, at hun ſelv havde betalt dem; men det var 
Skumleri, ſom hun kunde fætte fig ud over. Værre er det, at 
Publicum ſiden den Tid har viiſt fig uſedvanlig fold imod fin 
tidligere Yndling, og at Kritiken, der for ikke engang med Lupen 
kunde fee nogen Feil hos hende, pludſelig har faaet Sinene vidt 
op for en ſtor Mængde Mangler bande ved Hendes Spil og 
hendes Sang, og man finder nu ganſke almindeligt, at den ſtore 
Operas umaadelige Rum kraver en ſterkere og „ſolidere“ Stemme, 
og at alle den ſvenſke Sangerindes Auſtrengelſer bidrage kun til 
at viſe hendes Træthed og hendes Stemmemidlers Utilſtrakkelig⸗ 
hed. Grunden til dette Omſlag ligger udenfor Kunſten og viſer, 
at Paris ogſaa kan være ſmaalig og kjobſtadagtig, ſelv paa det 
kunſtneriſte Omraade. Ved fin Hjemkomſt opſkruede nemlig 
Chriſtine Nilsſon fine Fordringer faa høit, at Direktenren, Hr. 
Perrin, havde Betenkeligheder ved at gage ind pan dem: iſteden⸗ 
for 75,000 Fraucs, ſom hun tidligere har havt, forlangte hun 
pludſelig 180,000 Francs aarlig. Det er ganſke viſt, at det er 


Literatur og Kunſt. 343 


en uhyre Sum, og at ingen tidligere Sangerinde, ikke engang 
Jenny Lind, har gjort et ſaadant Forlangende; men det er i al 
Fald kun et Pengeſporgsmaal, en Sag mellem hende og Hr. 
Perrin, og hvis han ikke finder fin Regning ved at betale hende 
ſaameget, er han i fin Ret, naar han lader det være; men Publi⸗ 
cum og Kritiken ſkulde allermindſt indblande fig deri, thi det er 
netop dem, der ved deres taabelige Forgudelſe har forfort hende 
til at vurdere fig faa hoit. Ogſaa imod Julie Hisſon, den 
unge Debutantinde, ſom vi i vort forrige Hefte omtalte, har 
Publicum i den ſidſte Tid viiſt ſig ligegyldig og kold. Hun 
er imidlertid faa ung og uerfaren, at disſe Egenſkaber i For⸗ 
ening med hendes livlige, ſmukke og udtryksfulde Phyſiognomi, 
hendes dramatiſke Anlæg og hendes ualmindeligt ſmulke Stemme 
burde afvæbne Kritiken og ſikkre hende Publieums Velvillie og 
Deeltagelſe. Det er dog ikke Tilfældet. Var man for varm 
ved hendes Debut, jan hævner man fig uu ved at viſe hende en 
ufortjent Kulde; men naar man flager over, at hun overdriver 
fit Spil og overanſtrenger fin Stemme, faa tenker man ikke 
paa, at disſe Feil ere nadſkillelige fra en Begynderinde, der endnn 
hverken kjeuder fig ſelv eller Scenen, men troer, at hun flal 
giore Alt for af blive bemerket. 

For Oieblikket herſker der ban den ſtore Opera en ualmin⸗ 
delig Travlhed, thi man forbereder paa eengang Fauſt og Hugue⸗ 
notterne. Til Fauſt componerer Gounod en ny og ſtorartet 
Balletmuſik; det tilhørende Divertisſement ſtal indlægges i Val⸗ 
purgisnattens Scener, og Chriſtine Nilsſon og Faure ſkulle ud⸗ 
fore Margarethe og Mephiſto. Huguenotterne monteres paany, 
og ingen af de forſte Artiſter har undſlaget fig for at udføre Bi⸗ 
rollerne, Decorationerne opmales, og Cambon ffal levere en ny 


344 Literatur og Kunſt. 


pré aux clercs i Henhold til de for fort ſiden udgivne hiftoriffe 
Forſkninger om Louvre og det gamle Paris. 

Den italienſke Opera ffal aabnes den iſte October. 
Direkteuren, Hr. Bagier, har uu offentliggjort en lang Lifte 
over de medvirkende Kræfter. J Spidſen for Primadonnaerne 
ſtager naturligviis Adeline Patti, og nermeſt hende en ny 
Stjerne, form Hr. Strakoſch har opdaget. Navnet paa denne mye 
Stjerne er Minnie Hauk. Hun ffal være ung, deilig og have 
en henrivende, fuldſtendigt uddannet Stemme. Adeline Patti 
eller, ſom hun nu hedder, Marquiſen af Caux blev gift i London 
den 27de Juli. Hendes Forlovere vare Hr. Coſta og Hertugen 
af Mancheſter; hendes Gemals Forlovere vare den franſke Mi⸗ 
niſter Prinds de la Tour d' Auvergne og Geſandtſkabsſecretairen Hr. 
Muré. Skildringen af Bryllupsceremonien og af Brudens Pynt 
og Opregningen af alle de Hertuger, Hertuginder, Vicomter og 
Marquier, der vare tilſtede ved Bryllupet, vilde optage langt mere 
Plads, end vi ere iſtand til at afſee. Mere end tituſinde Men⸗ 
neſker havde ſamlet fig udenfor Mariekirken i Clapham Park og 
hilſte Brudeparret med Acclamation, da det forlod Kirken. Hen⸗ 
des Beueficeforeſtilling paa Coventgarden, hvor hele det engelſte 
Ariſtokrati havde givet Mode, indbragte ikke mindre end 30,000 
Francs. Midt i Auguſt optraadte hun i Homburg, hvor hun 
i Lucia og Don Pasquale gjorde umaadelig Lykke. 

Efter Carvalhos Fallit vil Beſtyrelſen af theatre lyrique 
ſandſynligviis gage over til Pasdeloup, der har indlagt ſig ſtor 
Fortjeneſte af den offentlige Muſikunderviisning. Pasdeloup har 
dog endun ikke underſkrevet Contrakten, fordi han ikke kan blive 
enig med Commisſairerne i Carvalhos Fallitbo, der ville tvinge 
ham til at kjobe Theatrets ſamtlige Decorationer for en Sum 


Literatur og Kuuſt. 345 


af 300,000 Francs. Pasdeloup har ikke villet gage ind paa 
denne Fordring, der er ſaameget mere ubillig, ſom Hovedmasſen 
af Decorationerne tilhorer Stykker, der ere henlagte, og ſom han 
ikke agter at gjenoptage; derimod har han tilbudt at fjøbe ved 
Auktion eller efter uvillige Mends Vurdering alle de Decoratio⸗ 
ner, han har Brug for. Foreſtillingerne pan théåtre Iyrique 
ſkulle aabnes med Wagners Rienzi. 

Roger, den tidligere berømte Tenoriſt, der efter fit Jagt⸗ 
uheld traf fig tilbage fra den lyriſke Scene, vil gaae over til 
Skueſpillet og er af Hr. Raphael Felix, Direkteuren for porte 
St. Martin Theatret, engageret til at optræde i „Cadio“, G. Sands 
nyeſte Drama. 

Theatre frangais har gjenoptaget «Les ſächeux - af Mo⸗ 
liere med Coquelin ſom Hovedperſonen, og paa Opéra comique 
har en lille Eenakts⸗Operette «Le Café du Rol- med Muſik af 
Meilhace og Deffes gjort overordentlig Lykke. Offenbach har 
ſkrevet hele tre nye Operetter, der alle ligeſom Orpheus paro⸗ 
diere den antike Tid, hvorfra de have hentet deres Stof; de hedde: 
„Lucretia“, „Alcibiades“ og „Den thebanſke Krig“. 

Bladene have allerede meddeelt, at den berømte franſte De⸗ 
corationsmaler Ciceri er død i St. Chéron i en Alder af 86 
Aar. Hau var ſom ungt Menneſke meget muſikalſk, havde en 
ſmuk Stemme og en brændende Lyſt til at ſpille Comedie. J 
fit fjortende Aar kom han til at ſpille i et Orcheſter, men han 
vilde hoiere op, og den Tanke at komme paa Braderne forfulgte 
ham beſtandig. Ulykkeligviis blev han en Dag kjert over og 
haltede ſiden den Tid. Han maatte nu opgive Tanken om at 
gage til Theatret og kaſtede fig med hele fin Sjæl paa Theater⸗ 
maleriet. Han har i fit Liv malt ikke færre end fire hundrede 


e 


346 Literatur og Kunſt. 


Decorationer, og de fortrinligſte af de nulevende Theatermalere 
ere dannede i hans Skole. Han var gift med en Datter af den 
beromte Miniaturmaler Iſabey. 

Gruppen, der er beſtemt til at pryde det nye Operahuus i 
Paris, er nu færdig, Den foreſtiller Apollo, ſtagende mellem 
Muſiken og Poeſien; den ungdommelige Gud ſpinger triumfe⸗ 
rende Lyren over ſit Hoved. Gruppen, der er af Aimé Millet, 
ſtal ſtobes i Bronze og forgyldes. 

For Maleren Greuze er der den 30te Auguſt bleven reiſt en 
Statue i hans Fodeby Tournus. Statuen, der fremſtiller Kunſt⸗ 
neren i det forrige Aarhundredes Dragt med Penslen i den ene 
Haand og Palletten i den anden, er af hvidt Marmor og ffal 
være et af Rougelets ſmukkeſte Arbeider. Den er opſtillet uden⸗ 
for det Huns, hvor Greuze blev født og tilbragte fin Ungdom. 
Den lille Stad, der er ſtolt af fit Byesbarn, Havde ſmykket fig 
paa det Bedſte og hoitideligholdt Dagen med Muſik, Feſtmaal⸗ 
tider, Optog, Illumination og allehaande Lyſtigheder. 

Et prægtigt Originalbillede af Tizian: Chriſtus, der ſtotter 
fig til Korſet og udbreder fine Hænder velſignende over Jord⸗ 
kloden, er kommet for Dagen i Venedig. Billedet, der tilhorer 
en gammel Maleriſamling i Paladſet Mocenigo, ſkulde reſtau⸗ 
reres, og ved den Leilighed opdagedes Meſteren. 

Wagners „Meſterſangerne i Nürnberg“ har uden Tvivl 
givet Anledning til, at man nu i Nürnberg tenker ſteerkt paa 

at opfore et Monument for Hans Sachs. Man har begyndt 
at indſamle Bidrag og at give Concerter i dette Diemed. 

Den 2öde Auguſt døbe Charlotte Birch Peiffer. J Som⸗ 
mereus Lob var hun med ſin Datter taget til Carlsbad; men et 
Telegram kaldte hende tilbage til Berlin, hvor hendes Mand, 


Literatur og Kunſt. 347 


Dr. Birch, havde faaet et Anfald af Nervefeber. Under fine Be⸗ 
ſtræbelſer for at pleie ham fik hun ſelv et Nerveſlag, der bortrev 
hende. Hun har i en lang Rakke Aar overſvommet de tydffe 
Theatre, og i dramatiſk Frugtbarhed rivaliſerer hun fuldkommen 
med Iffland og Kotzebue; men medens Iffland ſtillede fig den 
upoetiſke Opgave at gjengive det tydſke Philiſterveſen i den jev⸗ 
neſte Hverdagsproſa, og medens Kotzebue dannede ſig en Genre, 
hvori det Sentimentale og Losagtige ſmelte ſammen i en 
modbydelig Eenhed, ſogte Birch-Pfeiffer at løfte Skueſpillet op i 
en renere Atmoſphere. Hendes gode Intentioner underſtottedes 
desværre hverken af Geni eller felvftændig Skaberevne, og i Fo⸗ 
lelſen af fin Uformuenhed ſogte hun fit Stof ikke i Livet eller 
Hiſtorien, men i Romaner. Et Par af hendes Skueſpil: „Die 
Waiſe aus Lowood“ og „Die Grille“ (Vaiſenhuusbarnet og En 
lille Hex) opføres endnu paa paa alle de ſtorre Scener i Tydſk⸗ 
land. Vi ſkulle ikke efter hendes Dod underſoge, hvormeget der 
i disſe Stykker er hendes eget, og hvormeget hun ffylder de 
Forfattere, hvis Arbeider hun tilegnede ſig; ſaameget er imidler⸗ 
tid viſt, at ſelvb om hendes Skueſpil kun kan betragtes ſom Illu⸗ 
ſtrationer til bekjendee Romaner, faa beſad hun dog en nalmin⸗ 
delig dramatiſk Behendighed, ſkrev en god Dialog og havde et 
Kjendſtab til de ſceniſte Effekter, Hocri hun kun ſtod tilbage for 
Scribe. Hun blev ikke Millionair ſom Sardou og Dumas 
den Yngre, thi nagtet hendes Tantiéme⸗Indtegt fra de tydffe 
Theatre var overordentlig ſtor, var hendes Velgjorenhed dog 
endnu ſtorre. Hun vil derfor ſom Menneſke blive favnet af 
Mange, ſelv om hun ſom Forfatterinde ilke efterlader noget 
Spor. 

Hertugen af Coburg, der allerede tidligere har viiſt, at han 


348 Literatur og Kunſt. 


ilke viger tilbage for Noget, har ſiden 1ſte September ſelv over⸗ 
taget Styrelſen af ſit Hoftheater. 

Stockholm har ſom bekjendt en udmerket god Opera, men 
den har i September maattet undvære et Par af fine meſt frem⸗ 
ragende Celebriteter, Michaeli og Arnoldſon og har derfor 
hovedſagelig maattet indſkrenke fig til Opforelſen af Syngeſtykker. 
Paa den ſaakaldte kgl. dramatiſke Scene opførtes den 14de Sep⸗ 
tember for forſte Gang „Didier“, et pſychologiſt interesſant 
Stylle, der giver Fru Wasſer, Schwartz og Almlof den Neldre 
Leilighed til at glimre. Saavel Stykket ſom Udforelſen blev 
modtaget med ſtaerkt og fortjent Bifald. Aftenen efter, den lade 
Septbr., aabnedes et nyt Theater i Stockholm. Det hedder 
«Miudre teatern», er grundlagt af Dhrr. Joſephſon og Ahl⸗ 
grenſon (den udmeerkede Decorationsmaler, ſom „Thrymsgqviden“ 
ſtylder fine bedſte Decorationer), og det optræder aabenlyſt ſom 
en Concurrent til det kgl. Theater. Scenen er ikke ſtor og lig⸗ 
ger temmelig lavt; Tilſkuerpladſen er en Fiirkant, der med 
et Galeri i Baggrunden har henimod tuſinde gode og beqvemme 
Siddepladſer. Den decorative Udſtyrelſe indſkreuker fig veſent⸗ 
lig til Navne og Portraiter. Theatret aabnedes under heldige 
Anſpicier med en ny Ouverture af Soderman, et velſtrevet 
Treakts⸗Lyſtſpil af Jolin: «Min hustru vill ha roligt», og en 
Leilighedspiece: «Lefve konkurrensen!« hvori nogle tidſvarende 
Couplets fandt overordentlig Anklang. Perſonalet ſynes godt 
ſammenſat, og Elſkerinden, Froken Aberg, og Komikeren Hr. Pet⸗ 
terſon ville uden Tvivl blive det nye Theaters faſteſte Støtter. 

Udg. 


349 


To Digte 
15 


A. Munch. 


1 


Under en Hengebirk. 
(Hadeland, Juli 1868). 


De grønne Krandſe ned fra Kronen hænge 
Og røre neſten ved den friſke Jord — 

En Suſen, ſom af Wolsharpens Strenge, 
Igjennem Lovet gaaer med ſagte Ord. 

Du blide Alf, ſom her jaa lunt og længe 

J knudrede og gamle Stamme boer — 
Hvad er det nu, du hvifker om ſaa ſtille, 
Mens Solblink gjennem lette Lovhang ſpille? 


„Du Menneſke, har du faa flint et Øre 
At det kan fange op min ſagte Sang, 
Da ſkal det nu og times dig at høre 
Hvad Birkelovet mener med fin Klang. 
Spørg, og jeg aabner dig de ſtjulte Dore, 
Som lede til mit Hjem paa denne Vang. 
For dig ſkal Alfers Kreds ei være bunden, 
Du elſker jo vor ſtille Færd i Lunden“. 
23 


350 


Gaa ſiig mig da, hvi ſegne dine Grene 

Som blide Taarer mod den gronne Bund? 
Hvi ſtaaer du blandt vort Nordens Træer ene 
Med Kvindens Ynde i den haarde Grund? 
Hvi er din Stamme hvid, ſom Maanens rene, 
Solvklare Skjer paa Fjordens blanke Sund? 
Hvi blander du ſaa gjerne dine Faner, 

De lyſe, lette, mellem ſorte Graner? — 


„Ak viid — jeg fænfer mine Blades Taarer, 
Fordi ſaa kort er Nordens Sommertid! — 
Dog ei min Sorg med bitter Klage ſaarer, 
Som lyſe Netters Veemod er den blid. 

Og derfor jeg min Plads hos Granen kaarer, 
Og derfor er min Stamme ſolverhvid, 

Fordi faa gjerne jeg med Ynde vilde 

Bort haarde Fjeld blidt klede og formilde,” 


Tak, hulde Alf, at faa du vilde være 
Symbol for Mildheds Ynde i vort Nord. 
Alt længe fulgte jeg din ſtille Lære, 


"Og derfor i din Skygge nu jeg troer, 


At og min Sang har lydt til Norges Wre 
Om end den ei med Stormens Bruus henfoer. 
Vort Land er ſtort nok til at kunne taale 

Den milde Birk imellem Granens Naale. 


— — 


351 


2. 
Natlig Fart. 


(Hadeland, Auguſt 1868). 


Maanen ftaaer blank over Fjelderygge, 
Breder fit Sølv over Skov og Tjern — 
Dalene flumre i dunkle Skygge, 

Nattens Fred herffer nær og fjern. 


Luften er ſval efter Dagens Hebe, 
Kveeger Naturens brændende Bryft, 
Er dog ſaa mild, at den fan udbrede 
Over dens Sie en drømmende Lyft. 


Over de bakkede Veie vi fare 

Med flinke Heſte i ſtrygende Fart. 
Huſe og Træer hilſe os ſnare, 

Nu er det dunkelt, nu atter klart. 


Hiſt en Gaard dukker op af Taage, 

Alle derinde ſove nu født. 

Ikkun de tindrende Stjerner vaage 

Over Hver, ſom til Arbeid er fodt. 
238 


352 


Her fra en Hoide i Fjernhed blaane 
Megtige Fjelde bag Fjordens Spalt — 
Over dem alle den myſtiſkle Maane 
Seiler frem i ſin hvide Geſtalt. 


Nu vi os ſtyrte i dybe Dale, 
Granerne over os lukke ſig til. 
Seelſomme Stemmer fra Skoven tale, 
Hvad er det, Natten os ſige vil? — 


Atter de ſorte Skygger vige, 

Tjernet viſer ſit blanke Speil, 
Birken heenger ſit Slor, det rige, 
Ned over Vandet fra Skranten ſteil. 


Agre ſmile paa blide Hoie, 

Er deres Skjer nu Sølv eller Guld? — 
Nu om et Klippehjorne vi boie; 

Atter er Scenen meer alvorsfuld. 


Gaa gaaer det frem, til Egnen os bringer 
Tegn, at Hjemmet er naaget ſnart: 
Hundene glamme, Porten opſpringer, 

Endt er den ffjønne, natlige Fart. 


353 


Aus ſiſke Prindſezſer i Jjangenfhab hos 
Schampl. 


Veſt for Tiflis, Hovedſtaden i Georgien, træffer man 
paa et af de rigeſte og frugtbareſte Landſkaber i Verden. 
Ulykkeligviis ſtoder dette Landſkab, der kaldes Kakhetien, 
op til Bjergene i Lesghiſtan, hvor nogle af de vildeſte 
Stammer i Kaukaſus huſere. Der er vel trukket en 
Militaircordon langs Grendſen, men denne er ſaa vidt⸗ 
ſtrakt og Militairpoſterne jan ſpredte, at de ikke altid 
kunne forhindre Rovernes Overfald. Det er et ſaadant 
Overfald, der er Gjenſtand for den Skildring, vi her 
nieddele; men Offrene tilhorte denne Gang det fornemſte 
rusſiſke Ariſtokrati, og den kaukaſiſke Krigshiſtorie tæller 
derfor kun fan Epiſoder, der i den Grad have inter⸗ 
esſeret hele den rusſiſte Adel. Beretningen om den er 
kommen til os gjennem den rusſiſke Forfatter Wer⸗ 
derevſti, der ſaagodtſom har nedſkrevet den efter Diktat 
af to unge Prindſesſer, ſom vi ſtrax ſkulle gjøre Be⸗ 
kjendſkab med. 


* 


354 Husfifte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


J de forſte Dage af Juni 1854 ſendtes Fyrſt 
David Tchavtchavadze, der var anſat ſom Stabschef 
hos den commanderende General i Kaukaſus, til den 
nordlige Deel af Kakhetien for at inſpicere de derværende 
Tropper. Fyrſten opflog fit Qvarteer pan Slottet Tſinon⸗ 
dale, han eier der i Nærheden, og haus unge Ge— 
malinde og hendes Born vare flyttede ind der nogle 
Uger iforveien for at tilbringe Sommeren i denne for— 
tryllende Egu. En Soſter til hende, Fyrſtinde Orbeliani, 
hvis Mand nylig var bleven dræbt i Kaukaſus, opholdt 
fig ligeledes paa Slottet for at adſprede fig efter fin 
Sorg. Begge Soſtrene ere Datterborn af Georg XIII, 
den ſidſte Regent i Georgien, og ſom alle Georgierinder 
ere de udmeerket ſmukke. 

Den tredivte Juni fik Fyrſt David en Depeche fra 
Oberſt Kulmann, der commanderede den venſtre Floi. 
Denne meddeelte ham, at efter rusſiſke Spioners Op⸗ 
givelſer var Schamyl ankommen med femtentuſinde Ryt⸗ 
tere til Bjergbyen Karati, og at det derfor var nod— 
vendigt at concentrere hele Styrken paa den venſtre 
Bred af Floden Alazan i Nerheden af Landsbyen 
Childa. Ligeſom de øvrige Landsbyer i Georgien bes 
ſtaaer Childa af Huſe, omgivne af Haver, og er kun 
beſkyttet af et ødelagt Fort. Fyrſten begav fig ſom en 
Folge heraf ſtrax til Khando, uden at ane, at hans 
Familie havde det Mindſte at frygte. Siden dette 
Aarhundredes Begyndelſe havde Bjergboerne nemlig 


Rusfiffe Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 355 


aldrig vovet ſig til at overſkride Floden Alazan. Naar 
Rogſkyerne paa Bjerget forkyndte Slottets Beboere, at 
Lesgherne plyndrede og røvede paa den modſatte Flod— 
bred, var der Ingen, der brød fig om det paa Slottet. 
Desuden laae der flere Batailloner Infanteri i Om- 
egnen, Fyrſten tog derfor bort med den ſtorſte Rolig— 
hed og uden engang at indffærpe fin Familie at være 
forfigtig. 

Saavel i Khando ſom i Childa fandt Fyrſt David 
Situationen beteenkeligere, end han havde foreftillet fig. 
J Fortet var der kun en Befætning af treſindstyve 
Mand, og den øvrige Militairſtyrke i Omegnen uds 
gjorde omtrent firehundrede Mand. Efterat han havde 
monſtret denne Milits, begav han fig til Fortet og 
ſatte ſig tilbords med Commandanten; men Maaltidet 
blev: hurtigt afbrudt af en Melding fra Forpoſten ved 
Pokhalſki: en ftærk Trop af Bjergboerne rykkede frem 
mod Khando og Childa. Fyrſten begav fig da ſtrax hen 
til det truede Punkt. Her fandt han Alle i Vaaben 
og erfoer, at den fjendtlige Styrke rykkede frem i to 
parallele Colonner, der fornemmelig beſtode af Rytteri. 
Fyrſten, der formodede, at Schamyl i egen Perſon var 
i Spidſen for denne Expedition, begav ſig til Childa 
for at oppebie Fjenden. Hundrede og halvtredſindstyve 
Soldater bleve tilbage i Fortet, og de ovrige poſteredes 
inde i Haverne langs med Veien. 

Om Natten horte man Geveerſkud i Nærheden af 
Pokhalſki. Dagen efter rykkede Bjergboerne raſk frem 


356 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 


mod Childa, og fra Klokken ſyv om Morgenen til 
Klokken tre om Eftermiddagen fæmpede man paa begge 
Sider med lige Forbittrelſe. Endelig bleve Bjergboerne 
kaſtede tilbage pan den anden Side af Khando, og Fyr— 
ſten, der var fuldſtendig beroliget ved bette Üdfald, 
ſtyndte fig at ſkrive til fin Gemalinde og afſendte en 
Soldat med Brevet. Imidlertid kom der Undfætning 
fra alle Sider til Childa, og et nyt Angreb af Bjerg— 
boerne næfte Dag blev igjen ſlaaget tilbage. Alt lod 
formode, at Fjenden havde tabt Modet og vilde igjen 
trælfe fig tilbage til Kaukaſus; men deri tog man feil. 
Det rygtedes ſnart, at en ny Deling af Ryttere rykkede 
frem mod Floden Alazan, og Soldaten, der var ſendt 
med Brev til Slottet, kom tilbage med et Svar, der 
vakte levende Uro. Prindſesſen ſkrev, at alle Lands⸗ 
byens Beboere vare flygtede ind i Skovene, og at Slottet 
ſaagodtſom var forladt. Under Indtrykket af disſe be— 
drovelige Efterretninger maatte Fyrſt David gaae imod 
Fjenden, og da han naaede Bredderne af Alazan, vare 
Bjergboerne allerede gaaet over Floden og heergede 
overalt med Ild og Sværd. Fyrſten befſluttede at lægge 
ſig i Baghold og oppebie Hordernes Tilbagekomſt for 
at falde dem i Ryggen. Da Lesgherne nogle Timer 
efter vendte tilbage til Bjergene med deres Bytte, tog 
Rusſerne dem i Flanken, og en Mængde af dem maatte 
bøde med Livet. Fyrſten tog ſelv levende Deel i Kam⸗ 
pen, og da Blodbadet var forbi, kom de rusſiſke Sol⸗ 
dater og lagde deres Fjenders Hoveder og det Bytte, 


Rusfiffe Prindfesfer i Fangenſkab hos Schamyl. 357 


de havde erobret tilbage, for hans Fødder. Man kan 
tænke fig Fyrſtens Skrek, da han imellem disſe Gjen⸗ 
ſtande fane en Meengde Ting, der ffrev fig fra hans 
eget Slot! Der var altſaa ingen Tvivl om, at Slot— 
tet var blevet plyndret, og Fyrſtens eneſte Haab var 
nu, at det var lykkedes hans Familie at flygte inden 
Hordernes Ankomſt. Han blev da paa fin Poſt og 
ventede paa Leilighed til at hevne ſig paa dem. Denne 
Leilighed kom ſnart. En Melding fra Commandanten 
i Fortet ved Childa underrettede ham om, at Bjerg— 
boerne angrebe paany: han ilede derfor ſelv med en be- 
tydelig Styrke mod Childa, efter at have ladet Capitain 
Khitrof med et Detachement Jægere fra Mingrelien 
blive tilbage ved Foden af Bjerget Khontſki, ſom Ro⸗ 
verne paa deres Tilbagetog maatte pasſere. Fyrſten 
forjog Horderne fra Childa; de flygtede i vild Uorden, 
og Kapitain Khitrof nedſkjod og nedſablede en Mengde 
af dem, da de kom forbi med deres Fanger og Bytte. 
Man lod være at forfølge dem, for at de ikke ſkulde 
hævne fig paa Fangerne. Men hvem vare disſe Fan⸗ 
ger? Det fil man forſt en Formodning om Dagen 
efter, da nogle af Fyrſtens Livegne fulgte ud pan Val⸗ 
pladſen med de Soldater, der ſkulde begrave de Dode. 
Blandt Offrene gjenkjendte de ſtrax Slotsforvalterens 
Kone, der lavde faaet et Par Kugler i Hovedet og et 
Par Sabelhug i Nyggen, og ſtrax efter fandt man Li⸗ 
get af Fyrſtens yngſte Barn, en lille Pige paa fire 
Maaneder, ſom Fyrſtinden ammede ſelb. De Livegne 


358 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 


vendte bedrovede tilbage til Childa; men ingen af dem 
vovede at tale om den ſorgelige Opdagelſe, de havde 
gjort, og Fyrſten vedblev at nære det Haab, at hans 
Familie havde frelſt fig inden Fjendernes Ankomſt. Vi 
ſkulle nu høre, hvad der var pasſeret paa Slottet. 
Neppe havde Fyrſten forladt det, førend man oppe 
fra Balconen bemeerkede Bjergboernes Vagtild paa den 
anden Side af Floden. Den lille Landsby, der ligger 
ved Slottet, blev ſtrax forladt af Qvinder, Born og 
Oldinger — af kraftige unge Mænd var der ſletingen, 
thi de gjorde alle Tjeneſte ſom Soldater. Nogle af 
Fyrſtens Livegne tiggede hans Gemalinde om at flygte, 
og de kom ſelb med Vogne for at fore Familien bort. 
„Folg med os,“ ſagde de til Fyrſtinde Anna, „der er 
ingen Tid at ſpilde; vi ville bygge en Voguborg om- 
kring Dig og forſvare Dig til det Yderſte.“ Fyrſtinden 
vilde ikke hore Tale om Flugt, thi Slottet, der var 
omgivet af ſterke Mure forekom hende ſikkrere end et⸗ 
hvert andet Tilflugtsſted. Dagen efter at hun havde 
befluttet fig til at blive, hørte hun til fin Sfræf, at 
endeel af Lesgherne allerede havde pasſeret Floden; men 
det Bud, der bragte hende denne Efterretning, tilfsiede, 
at Fyrſt Andronikof, ſom commanderede der paa Stedet, 
ſtod beredt til at modtage dem. Seent paa Aftenen 
kom der til Slottet en Mand, hvis Kleder vare dyng⸗ 
vaade, ſom om han havde ſvommet over Floden; han 
ſagde at han var Kjobmand, at han kun var fluppen 
fra Lesgherne ved at kaſte ſig i Floden og bad om 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 359 


Natteleie. Fyrſtinden befalede, at man ffulde luffe ham 
ind, men neppe var Manden kommen ind i Slotsgaar⸗ 
den, for han benyttede ſig af et Sieblik, da han troede 
ſig ene, til at lade ſine Vaaben. Hun lod da ſtrax 
uddele Geværer og Munition til tre af fine Tjenere og 
paalagde dem at afvæbne den foregivne Kjobmand og 
at drebe ham, hvis der var noget Mistenkeligt ved 
ham. Denne Ordre blev kun halvt udført, thi Tjenerne 
noiedes med at pasſe paa ham uden at fratage ham 
hans Vaaben. Faa Oieblikke efter denne Fremmedes 
Ankomſt var det, at Fyrſtinde Anna modtog ſin Mands 
Brev, hvis Indhold beroligede hende endeel. Iſtedenfor 
at flygte ind i Skovene tog Fyrſtinden da den Beſlut⸗ 
ning at begive ſig til ſin Mand; men der maatte forſt 
ſkaffes Heſte, og der gik en Tid hen, inden Forberedel⸗ 
ſerne til Reiſen vare endte. J Mellemrummet var 
Kjobmanden forſvunden, og et enkelt Skud, der blev 
affyret ſamtidig med hans Flugt, var ſandſynligviis det 
aftalte Signal. Medens man ſpendte for Vognene, 
ſtod Prindſesſe Anna ude paa en Balcon og ſkyndte 
paa Folkene, der indpakkede alle de Koſtbarheder, hun 
havde taget ud med fig paa Landet. Klokken var alle⸗ 
rede over otte, da man pludſelig horte en Stemme nede 
i Gaarden raabe flere Gange: „Modiane!“ (de komme). 
Alle ſtode ſom forſtenede af Sfræf, og Enkelte flygtede 
over Hals og Hoved. Fyrſtinden kaldte ſin Familie 
ſammen tillige med de Fruentimmer, der udgjorde hen⸗ 
des Opvartning, og forte dem ud paa en Terrasſe. 


360 Rusfifte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


En Bonde vilde fave Trappen bort, men han havde 
neppe begyndt derpaa, for hun forbød ham det. Et 
Oieblik efter overſbommede Banden hele den underſte 
Etage i Huſet. 

Medens den plyndrer allevegne, herſker der den dy⸗ 
beſte Taushed ude paa Terrasſen. Fyrſtinde Orbeliani, 
Soſteren til Herſkerinden i Huſet, ſtiller fig i Doren 
for at doe forſt. Ved Siden af hende ſtaaer den unge 
Prindſesſe Nina Baratof, hvis rige georgiſke Coſtume 
fremhæver endnu mere hendes blændende Skjonhed. 
Fyrſtinde Anna har kaſtet fig paa Knæ og knuger et af 
fine Born ind til fig”); hun har vendt Ryggen til 
Doren for ikke at ſee Morderne, naar be trænge ind til 
hende. Henne i en Krog ſidder den gamle Prindſesſe 
Tinia Orbeliani, halv ſandſeslos af Redſel, og en 
franſk Gouvernante, Madame Drancey, der forſt for 
kort ſiden er kommen til Georgien. Rundt omkrig de 
to Soſtre ſtaae Ammerne med deres Born og bet øvrige 
Tyende. Disſe Ulykkelige havde ikke deres Herſkerinders 
Mod, og den ene af dem, Slotsforvalterens Kone, var 
jaa betagen af Skræl, at hendes Anſigt var næften 
ukjendeligt. Bjergboernes vilde Skrig trængte ind til 


+) Prindſesſe Anna havde fem Born, huis Navne oftere fore⸗ 
komme i denne Fortalling: Salome, en lille Pige paa fer 
Aar; Marie, fem Aar; Tamara, tre Aar; Alexander, eet 
Aar, og Lydia, en Glut pan fire Maaneder. Prindſesſe 
Orbeliani havde kun en eneſte Son, Georg, paa et halvt 
Aar. 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 361 


dem, og de horte tpydeligt, hvorledes de floge Speile, 
Meubler og Pianoforter iſtykker. Da de ikke nærme 
fig, gaaer Prindſesſe Orbeliani ned ad Trappen og 
ſtandſer paa en Afſats, hvorfra hun kan ſee Alt, hvad 
der foregaaer i det Indre af Huſet; Roverne ſlaae 
netop Doren ind til Fyrſtens Cabinet og beſette alle 
Üdgange; hun vender modlos tilbage. Den gamle 
Prindſesſe Tinia gaaer ligeledes ned, men kommer ikke 
mere tilbage. Larmen nermer ſig; en af Tjeneſtepigerne 
lukker Doren til Terrasſen i Laas; nu ere de i Ve⸗ 
relſet ved Siden af! De kaſte Puder og Matratſer ud 
af Vinduet. En griber i Doren; et Fodſpark bringer 
den til at ſpringe op; Børnene og Tjeneſtepigerne ud⸗ 
ſtode et Hviin. Banden trænger ind igjennem Doren 
og griber under vild Latter Prindſesſe Anna og alle de 
Andre. De ſlaaes om Prindſesſe Anna, da de høre, 
at hun er Huſets Herſkerinde; deres krumme Sabler 
blinke, den Ene river hende til ſig efter den Anden, og 
da det endelig lykkes En af dem at bemægtige fig hende 
og faae de Andre til at vige, er hun i den ynkeligſte 
Forfatning. Man har revet ſaagodtſom alle Klederne 
af hende, og hendes lange forte Haar falder ned over 
hendes blottede Skuldre. „Muriden“ ) der har erobret 
hende, tager hende ned med fig i Gaarden og lægger 
hende hen paa Steenbroen imellem Heſtene for at ſkjule 


*) „Murider“ er Mavnet paa den Livvagt, der altid ledſage 
Schamyl. 


362 Rusfiffe Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


hende for fine Kammerater. Han fager Sie paa hendes 
koſtbare Srenringe og vil tage dem; hun lover ham 
dem, naar han vil ſkaffe hende hendes Barn. Muriden 
gaaer og kommer et Sieblik efter tilbage med den lille 
Lydia, hvis Kniplingsſvob ligeledes er ſonderrevet paa 
mange Steder; hun tager Orenringene af og giver dem 
til Soldaten. Flere af hans Kammerater komme til, 
og En af dem ſporger hende paa flet Rusſiſk, om der 
ikke er Penge ſtjult oppe paa Slottet. 

„Der er Ingenting ſkjult,“ ſvarer hun; „ſog felo, 
og finder Du Noget, ſaa behold det!“ 

„Hvor er din Mand?“ 

„Han er Militair og paa fin Poſt — jeg veed 
ikke hvor.“ 

Fyrſtinden tiggede om at faae fine Born at ſee. 
Man ſogte efter dem, og den ſtakkels Moder havde den 
Glæde at gjenſee dem Alle med Undtagelſe af den eldſte 
Datter Salome, ſom det var umuligt at finde. Hun 
bad om Noget at drikke, og de bragte hende Vand i 
en Kokusſkal. Idet hun drak, fik de Sie paa de koſt⸗ 
bare Ringe, der ſmykkede hendes Fingre, og de bemeg— 
tigede fig dem gieblikkelig. Hendes Glæde over at 
gienſee fine Born varede kun fort, thi man fratog hende 
dem igjen med Undtagelſe af den lille Lydia. Omſider 
lavede de ſig til at tage bort: Muriden, der havde be⸗ 
megtiget fig Fyrſtinden, vilde ſette hende op paa en 
Heſt, men hun bad om at maatte gage tilfods for at 
kunne bære fit Barn. Neppe vare de udenfor Lands⸗ 


Rusfifte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 363 


byen, førend Luerne floge iveiret; Bjergboerne havde 
ſtukket Huſene i Brand, inden de droge bort. 

Efter denne Bedrift vendte de tilbage ad Veien til 
Pokhalſki, hvor Schamyl i nogen Afſtand fra det gamle 
Taarn hapde opflaaet fin Leir. Fangerne fil hverken 
Lov til at gaae ſammen eller at fee hinanden, og Prind⸗ 
ſesſe Anna var derfor under den forſte Deel af Mar⸗ 
chen, der varede i tre Dage, i den meſt dreebende Uvished 
om, hvad der var blevet af hendes Born. Hun havde 
tabt en af ſine Skoe og ſaaret ſig i Foden, og hun 
havde derfor ondt ved at gage med ſin lille Lydia paa 
Armen; men Muriden, der red bag efter, var aldeles 
ligegyldig ved den unge Dames Lidelſer og flog hende 
enudogſaa et Par Gange med fin Lederpidſk for at faae 
hende til at gaae hurtigere. 

Paa denne Vei er der to Floder, ſom Banden 
ſkulde ſcette over, den forſte er Kiſiskeve, den anden 
Alazan. Ved Overgangen over Kiſiskeve tabte Prind⸗ 
ſesſen Fodfæftet, og Strømmen havde revet hende bort, 
hvis ikke en kraftig Bjergboer havde frelſt hende. For 
at undgaae lignende Uheld tog Muriden hende op til 
ſig paa Heſten, og for at hun ikke ſkulde falde af, ſtak 
han hendes Arm ind i fit Leederbelte. Hun hapde be⸗ 
ſtandig Barnet pan Armen, og i bette Optog kom de 
igjennem den brændende Landsby Khando. Medens 
Banden gjorde Holdt paa den anden Side af Lands⸗ 
byen, fik Prindſesſen Leilighed til at opdage mellem 
Fangerne nogle af ſine Tjeneſtepiger og deriblandt Ammen 


364 Rusfiffe Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


Vasſilisſa, der bar hendes unge Son Alexander. Lidt 
længere borte fif hun Sie paa et andet af fine Born, 
den lille Tamara, ſom en Polakinde havde paa Armen. 
Snart efter naaede man Bredderne af Alazan, ſom man 
vadede over i en Skylregn. Muriden begyndte at 
blive venligere og tillod Moderen at give den lille 
Lydia Die. Slotsforvalterens Kone, der havde faaet 
Leilighed til at nærme fig Prindſesſen, underrettede hende 
om, at hun havde modt en af Schamyls Sonner, 
Kazi⸗Machmet, hvem hun havde anmodet om en Heſt 
til fin Herſkerinde, ſom denne havde lovet hende. Imid⸗ 
lertid ſorgede de fangne Tjeneſtepiger jaa godt ſom mu- 
ligt for de andre Born. Man kan ikke teenke fig et 
mere groteſk Skueſpil end Synet af denne Horde, der 
langſomt bevægede fig fremad i et ødelagt Land. Nogle 
af dem havde Fruentimmerdragter paa, Andre havde ud— 
pyntet fig med Bornehabitter. Enkelte af dem havde 
ſtukket deres Belte fuldt af Solvſkeer og Gafler. Idet 
Prindſesſens Blik ſtreifede hen over alle disſe loierligt 
udſtafferede Banditter, faldt det paa en Skikkelſe, ſom 
hun længe havde ſogt forgjeves: det var hendes Soſter 
Prindſesſe Orbeliani. Med en ubeſkrivelig Glæde ilede 
hun hen til fin Soſter, og de fil nu Lov til at blive 
hos hinanden. Prindſesſe Orbeliani var tilheſt i en 
ſort Kleedes Dragt, men med bart Hoven. Hun 
havde lidt ulige mindre end hendes Soſter. Da 
Slottet blev plyndret, ſtillede den unge og ſmukke 
Qvinde ſig, ſom vi allerede have hort, ved Indgangen 


Rusſiſte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 365 


til Terrasſen for der at vente paa fin Dod; men iſteden⸗ 
for at ſee en Klinge blinke over ſit Hoved, folte hun 
fig pludſelig omfavnet af en af disſe Rovere. Hun 
ſtodte ham forbittret fra ſig, og hendes opbragte og 
ſtolte Holdning forfeilede ikke fin Virkning: han frem⸗ 
ſtammede nogle Undſkyldninger, var fra nu af fuld af 
WErbodighed og Opmeerkſomhed imod hende og ſorgede 
for, at hun kom til at ride paa en efter Landets Skik 
prægtigt opſadlet Heſt. Hun var beſtandig omringet af 
Bjergboere, ſom havde kjendt hendes Mand, da han 
var Fange hos Schamyl, og ſom udgjod fig i Lovtaler 
over ham. Hun havde ogſaa ved Overgangen over 
Alazan feet fit Barns Amme og havde Grund til at 
troe, at Barnet var hos hende. Der var kun een af 
Fangerne fra Slottet, ſom Ingen havde feet: det var 
den franſke Gouvernaute, Madame Drancey. 
Imidlertid nærmede Colonnen fig til Bjerget Khontſki, 
hvor det rusſiſke Detachement under Kapitain Khitrofs 
Commando ventede paa dem. Begge Soſtrene nærmede 
ſig, omringede af deres Escorte. Pludſelig opſtod der 
en frygtelig Forvirring; en Masſe af Kugler og ſprin⸗ 
gende Granater regnede ned over Banden. ZBjerg⸗ 
boerne gjorde hurtigt omkring og galoperede henimod 
Skoven. Muriden, der havde Prindſesſe Anna foran 
ſig, foer afſted med Lynets Hurtighed, og hun, der 
endnu beſtandig havde fin hoire Arm i haus Belte, 
ſogte forgjæves at faae den fri. Hun havde ikke Kref⸗ 
ter nok til at holde Barnet i ſin ene Arm. Alle hendes 
24 


r òZÄ eet —˙¹i !Än éÜAͤlux.ʃ ̃ vuLßU ⅛ ³dU—U— UU — f ½˙1—’(E 


366  Rusfifte Prindſesſer i Faugenſkab hos Schamyl. 


Anſtrengelſer vare ſpildte, og ved et voldſomt Stod 
foer den ſtakkels Lille ud af hendes Arm. Muriden 
brod fig ikke om Moderens ſonderrivende Skrig. Kug— 
lerne forfulgte endnu beſtandig de Flygtende; men Bjerg⸗ 
boernes hurtige Heſte bragte dem fnart i Sikkerhed, og 
Colonnen, der var bleven betydeligt formindſket, fortſatte 
nu roligt fin Vei uden at bryde fig om de Dode, den 
havde ladet tilbage pan Veien. Soſtrene, der vare blevne 
flilte fra hinanden i denne Forvirring, faae forſt hinan⸗ 
ben igjen efter to Dages uhørte Anſtrengelſer ved Nei- 
jens Maal. Der traf de ogſaa den unge Prindſesſe 
Baratof og Madame Drancey. Den ſidſte var af en 
Muride bleven frataget alle fine Kleeder med Undtagelſe 
af hendes Linned, Snorliv og Støvler. Hun havde 
maattet gaae tilfods midt imellem Laſtdyrene, og hver— 
gang hun ſagtnede fine Skridt, regnede der Pidſkeſlag 
ned over hende. 

Da det blev Nat, lagde Bjergboerne et Heſtedeekken 
hen ved Foden af et Tre til Prindſesſen, og ſelv 
leirede de ſig rundt omkring hende midt imellem deres 
Heſte. Nogle af dem gave ſig til at ſpiſe Brod og 
Kjod, et Par af dem deelte med Prindſesſen og bragte 
hende Vand i en Leerdunk. Lidt efter faldt de iſovn, 
overveldede af Anſtrengelſe. Prindſesſen kunde nu i 
Ro overgive fig til fine Betragtninger, Det var det 
forſte fredelige Sieblik, hun havde havt, ſiden hendes 
Slot blev plyndret. Den forfærdelige Tanke, at hun 
var alene, forladt og uvidende om et Par af ſine Borns 


Nusfifte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 367 


Skjcbne, overvældede hende, men Forſynet havde Med⸗ 
lidenhed med hendes Fortvivlelſe. Midt i den Taus⸗ 
hed, der herſkede omkring hende, horte hun pluͤdſelig 
langtborte den ſorgmodige og klagende Sang, ſom 
Ammerne der i Landet ere vante til at ſynge, naar de 
vugge Børnene iſobn. Det var Soſterens Amme, det 
kunde hun høre paa Stemmen. „Gud være lovet!” 
ſagde hun til fig ſelv, „han idetmindſte er dog ikke 
dod!“ Nogle Sieblikke efter horte hun en anden Stemme 
henne bag Træerne. „Er der ikke“, raabte Stemmen, 
„en chriſten Sjæl i Nærheden? er der Nogen, faa lad 
ham ſvare en ſtakkels Forladt, der anraaber om hans 
Hjælp.” Det var Ninia, der talte; hun havde tidligere 
med Magt villet ſkille fig ved fine Klæder for at tilhylle 
Prindſesſen. Denne kaldte pan hende, og Ninia ſkyndte 
ſig hen til hende. Bjergboerne ſov haardt; Ninia ſatte 
ſig ved Siden af ſin Herſkerinde; Natten var kold og 
Ilden udfluft; Prindſesſen var ſaagodtſom nøgen og 
ganſke gjennemblodt af Regnen; Ninia bedekkede hende 
med ſit Legeme og ſogte at opvarme hende, men hendes 
Umage var ſpildt, thi den ene Febergyſen afloſte den 
anden. Saaledes tilbragte Fyrſtinden den forſte Nat 
af fit Fangenſklab. Dagen efter begav man fig pan 
Marchen ved Daggry. Lidt efter kom man til en 
Skreent, der var ſaa ſteil, at det var umuligt at beſtige 
den tilheſt. Alle maatte ſtige af, og det var kun 
ved at klynge fig til de Buſkvexter, der bedoekkede Klippe⸗ 


ſiden, at man nagede op til Spidſen. Prindſesſen, der 
24* 


„„ ˙¹.˙¹.ꝛ ůÜwc n. ²¼T᷑.Ü: . —. . ²⁵Z'ß . ⁵ N! x.; ß 


368 Nusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


blev underſtottet af to af fine Piger, maatte ſtandſe paa 
Halvveien. En af Bjergboerne truede hende med fin 
Dolk for at fane hende til at ſtige videre; men da han 
fane, at Kreefterne ſvigtede hende, og at hun var lige— 
ved at ſegne, tog han hende paa fine Skuldre. Oppe 
paa Toppen af Hoien gjorde man et Oieblik Holdt. 
En Heſt, der gresſede, kom hen i Nærheden af Prind— 
ſesſen; den havde ingen Rytter, men bar en Scçek paa 
fin Ryg. Prindſesſen ffjælvede, thi hun havde feet en 
lille Fod med en broderet Sko ſtikke frem af Sekkken. 
Denne Seek indeſluttede maaſkee Liget af et af hendes 
Born. Paa hendes indſtendige Opfordring lod en af 
Bjergboerne ſig bevæge til at loſe op for Sæffen. 
Indeni laa den lille Tamara, men hun var lyslevende 
og fløj fin Moder om Halſen. Man havde bundet 
hende faſt til en Heſt, for at hun ikke ſkulde falde af, 
og trukket Sekken over hende for at beſkytte hende mod 
Trœernes Grene. Tiltrods for Moderens Bonner og 
Barnets Skrig vilde man ikke lade dem blive ſammen; 
den lille Tamara blev overgivet til en af Banden, ſom 
tog hende med ſig, og den ſtakkels Prindſesſe maatte 
blive tilbage mellem fine Bevogtere. Da hun efter flere 
Timers Lidelſer endelig naaede hen til Schamyls Leir, 
ſage hun fig til fin Overraſkelſe pludſelig forladt af alle 
fine Bevogtere, der uden Tvivl frygtede for at blive ſtraf⸗ 
fede af deres Hovding, naar han erfoer, hvor brutalt 
de havde opført fig. Nogle af Schamyls Krigere lagde 
Meerke til den ulykkelige unge Qvinde, der ikke havde 


2 


Rusſiſle Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 369 


Andet pan end et Stykke ſonderrevet Linned, og hvis 
Fodder, der blodte af forſkjellige Saar, neppe kunde 
bære hende. Der dannede fig hurtigt en Kreds omkring 
hende, og den ſtakkels Prindſesſe, der var nærved at 
doe af Undſeelſe, vidſte ikke, hvor hun ſkulde ſkjule fig. 
Pludſelig fane hun en Officeer i rusſiſk Uniform bane 
fig Vei igjennem Hoben og gage lige hen til hende. 
Det var en af hendes Slegtninge, Prinds Ivan 
Tchavtchavadze, der kort iforveien i Spidſen for tredive 
Soldater var bleven afſkaaren af Schamyls Ryttere og 
gjort til Fange. Han forte Prindſesſen ind i Taarnet, 
udenfor hvilket Schamyls Telt var opflaaet. 

Det morke og fugtige Verelſe, ſom Prindſesſen 
blev fort ind i, frembod et ſorgeligt Skue. Der gjen⸗ 
ſage hun rigtignok fin Soſter og de fleſte af de Perſo— 
ner, der bleve gjorte til Fanger paa Slottet; men en 
bekymret og nedſlaget Stemning herſkede imellem alle 
disſe qvindelige Fanger, der fade eller lage paa Gulvet 
imellem hverandre. Synet af den ulßhkkelige Fyrſtinde 
rorte dem Alle dybt. En Stemme havede ſig og ſang 
til en af disſe melancholſke Melodier, ſom Folket i 
Georgien elſker faa høit, nogle improviſerede Linier af 
folgende Indhold: „Hvilken Ulykke kan ſammenlignes 
med vor? vort Lands ſkjonneſte Blomſt er i Lesghernes 
Magt. Lader os glemme vore egne Lidelſer og bede 
for Prindſesſerne og deres Born! De ere vort Lands 
Haab og dets herligſte Smykke!“ Strax efter traadte 
en ung Georgierinde, der havde et Barn paa ſine Arme, 


370 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


hen til Fyrſtinden og ſagde i en eerbodig og tillidsfuld 
Tone til hende: „Fyrſtinde, Bjergboerne have dræbt 
min Moder og min Soſter; her er en ſtakkels Glut, 
der har miſtet ſin Amme og er ligeved at doe af Sult. 
Hav Medynk, Fyrſtinde, og læg den til dit Bryſt.“ 
Denne Bon blev ſtrax opfyldt. — Et magert Maaltid og 
en rolig Nat fluttede denne ſorgelige Dag. 

Ben Daggry vekkedes de Alle af en krigeriſk Fan⸗ 
fare, der mindede om de rusſiſke Marcher; det var 
Schamyls Muſik, der bragte Leiren pan Benene. Saa⸗ 
ſnart Muſiken horte op, kom Prinds Ivan ind til 
Fangerne for at bringe dem en god Nyhed. Han havde 
af Schamyl faaet Tilladelſe til at ledſage dem, tillige— 
med fin Tjener og Underofficeren Potapof, til Dargui⸗ 
Vedeno, hvor Hopdingen pleiede at reſidere, og hvor de 
for Fremtiden ſkulde opholde fig. Strax efter fil de et 
andet uventet Beſog: Schamyls Son, Kazi-Machmet, 
traadte ind til dem tilligemed flere fornemme Nalbs. 
Han ſagde ikke et Ord til dem, men hans Folge ſpurgte 
til Prindſesſens Befindende og raadede hende til at være 
taalmodig. 

Kort efter gav Schamyl dem Tilladelſe til at ffrive 
til deres Paarorende i Tiflis. Iſtedenfor Bleekhuus 
bragte man dem, efter Landets Brug, Charpi dyppet i 
Blok, en Pen af Træ og noget Papir. Prindſesſe 
Anna var endnu altfor lidende til at kunne ſkrive; hen⸗ 
des Soſter tog derfor Pennen og ſkrev folgende Linier 
til General Read, Gouverneuren over de kaukaſiſke 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 371 


Provindſer: „General, vi ere i Fangenſkab og mangle 
Alt; kom os tilhjcelp og underret vore Familier om vor 
Skjcebne. Vort Opholdsſted er: Schamyls Huus i 
Dargui-⸗Vedeno.“ Prindſesſen underſkrev Brevet og 
leverede det til Budet, der ſkulde beſorge det. 

Opad Dagen ſendte Schamyl en af ſine Officerer 
til Prindſesſerne for at bede dem komme til ſig. De 
vilde ikke folge ham og erkleerede, at de i den Tilſtand, 
hvori de befandt fig, hverken kunde lade fig fee af 
Schamyl eller hans Officerer. Denne værbige og faſte 
Holdning havde et godt Reſultat; man tillod Prindſes⸗ 
ſerne at ſende et qvindeligt Tyende til Schamyls Telt, 
for af det Bytte, ſom Bjergboerne havde gjort, at ud= 
ſoge de Gjenſtande, de kunde bruge til deres Bekled— 
ning. En polſk Tjeneſtepige, fulgt af to Skildvagter, 
begav ſig da til Imanens Telt og valgte blandt flere 
Pakker Kledninger den ſtorſte og indholdsrigeſte. Deri 
fandtes en Silkeblouſe, en katibo (en Slags Mantille, 
foret med Peltsvork), nogle andre Klœdningsſtykker, flere 
Torkleeder og endeel umage Strømper og Skoe. Denne 
tarvelige Garderobe blev deelt mellem Fangerne. Prind⸗ 
ſesſe Anna fik Blouſen, Mantillen og et broget Tor⸗ 
kleede, hvis livlige Farver fremhævede hendes blege og 
æble Træf. Samme Dag — det var den ottende Juli 
1854 — fil Fangerne Ordre til at afgaae til Dargui⸗ 
Vedeno. Denne Reiſe vilde medtage hele tre Uger, og 
nye Provelſer ventede dem paa benne befværlige Bei. 
De ſkulde over ſteile Strænter og pasſere det vilde og 


372 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 


eenſomme Hedeland, der omgiver Schamyls Reſidents. 
Fyrſt Joan, der ledſagede Prindſesſerne, lagde baade 
Mod og Opoffrelſe for Dagen under hele denne fare— 
fulde Pillegrimstour. Snart maatte han vaage over 
Børnenes Sundhed, ſnart tage nødvendige Forholdsreg⸗ 
ler mod Bjergboerne og deres onde Villie. Langt om 
længe naaede de den tredivte Juli en betydelige Landsby, 
ikke langt fra Schamyls Reſidents. Den ligger paa en 
uhyre Klippe, hvis Sider ere udhuggede ſom en Trappe. 
Fangerne førtes hen til Stedets Mulla *); man [od 
dem ſtige op i den overſte Etage og lukkede Gadedoren. 
Mullaen underrettede dem om, at han ſelv maatte be⸗ 
give ſig til Schamyl, men at han kun vilde opholde ſig 
ganſke fort hos ham. Under hans Fravaerelſe . bleve 
Fangerne ſlet ikke foruroligede; de vilde endogſaa hurtigt 
have forvundet al deres Modgang, hvis de havde havt 
tilſtrekkelig Næring, men de led i den Grad Mangel, 
at de ikke ſjelden vare nødte til at bortbytte nogle Guld⸗ 
galoner og Flitterſtads for Brod og Melk. Indbyg⸗ 
gerne i Landsbyen havde dog Medlidenhed med dem og 
kaſtede undertiden fra Gaden Brod og Frugter, i Ser- 
deleshed Blommer og Aprikoſer, op paa deres Terrasſe. 
Ved et Slags Mirakel fil de en Dag et Stykke Sæbe 
i Bytte for et Perlehalsbaand, og dette Kjobmandsſkab 
blev af dem betragtet ſom en ſand Velgjerning af 
Forſynet. 


) Ovrighedsperſon. 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 373 


Storſte Delen af Dagen opholdt de fig paa Ter⸗ 
rasſen, hvorfra de kunde fee Alt, hvad der foregik i 
Byen. Hvad de der ſaae var undertiden merkeligt nok. 
Tæt ved det Huus, hvori de boede, var der en Grav, 
hvis Beſtemmelſe de ikke kunde begribe. En Dag fane 
de, at et ungt Fruentimmer, hvis Trek vare meget 
ſmukke, blev hidſet ned i denne Grav, og ſtrax efter 
firedes en Vugge med et Barn derned. Denne Scene 
vakte naturligviis deres Nysgjerrighed og tilſidſt erfoer 
de, at bette Fruentimmer havde af Hævngjerrighed 
dræbt fin Mands Morder, og at hun af den Grund 
var domt til at tilbringe tre Maaneder paa dette Sted. 
Man tilfoiede, at hun, ſaafnart hun fif fin Frihed, var 
nødt til at gifte fig med den Forſte, der forlangte hende 
tilægte. De horte tillige, at ingen Qvinde, der levede 
under Schamyls Regimente, turde længer end i tre 
Maaneder være Enke. Denne Lov var naturligviis given 
af Henſyn til Befolkningen i disſe Egne, der uophor⸗ 
ligt decimeres af Krigen. Kort efter at den unge Enke 
var bleven hidſet ned, bleve to Soldater indeſperrede 
i en Grav, der laa tæt ved den forſte. De vare idømte 
denne Straf, fordi de havde gjort et Forſog paa at 
flygte. Da det var Mullaen, der havde domt dem, 
bonfaldt Prindſesſerne ham om at tilgive Soldaterne; 
han lod dem da igjen komme op af Graven, men de 
bleve nødte til at arbeide ude paa Markerne. Da 
Mullaen kom tilbage fra Vedeno, var Prindſesſens Son, 
den lille Alexander, heftigt ſyg. Den fkikkelige Mulla 


374 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 


blev meget forſkrekket, og da han vidſte, at Moderen 
ikke havde Penge, kaſtede han et Pengeſtykke paa tredive 
Kopeks i Vuggen og ſagde til Prindſesſen: „Ver ikke 
ſtoragtig, men tag Pengene; De kan i det mindſte kjobe 
en Hone derfor og koge Drengen en Suppe.“ De 
fulgte hans Raad, men de havde ikke noget Kar, hvori 
de kunde koge deres Høne. Mullaen kom dem da igjen 
til Hjælp og laante et Leerkar til dem i Nabolaget, 
ſom han fik pan det Vilkaar, at det ſkulde renſes ſyv 
Gange, naar Fangerne havde brugt det. Da de ikke 
kunde venne ſig til det Brod, man gav dem, bragte 
han to Fruentimmer op paa Terrasſen og befalede dem 
at opføre en Bagerovn deroppe under hans Tilſyn. 
Kort efter gjorde han dem igjen en ny Tjeneſte: han 
ſkaffede dem Maroquin og opfordrede dem til at ſye ſig 
techeviaki eller Fodtoi efter Landets Mode, for at de 
ikke ſkulde viſe fig for Schamyl med nøgne Fodder. 
Ulykkeligviis var der hermed forbundet endeel Vanſke⸗ 
ligheder, ſom Mullaen ikke forſtod at afhjælpe, Det 
lykkedes da Prinds Ivan efter Omſtendighederne at 
ſkere Fodtoiet til; men nu gjaldt det om at ſye det, 
og der var hverken Naal eller Traad. Prindſesſe Ba⸗ 
ratof fik da af Mullaen Tilladelſe til at kjobe begge Dele 
hos Landsbyens Skomager, der havde en godt forſynet 
Boutik og lod til at være en velſtaaende Mand. Han 
nsiedes ikke med at forſyne den unge georgiſke Prind⸗ 
ſesſe med Alt, hvad hun behovede, men han viſte hende 
ogſaa, hvorledes hun ſkulde bære fig ad, og da hun 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 375 


igjen underviſte de Andre, gik Arbeidet hurtigt fremad. 
Et Par Uger efter Fangernes Ankomſt vendte Scha⸗ 
myl omſider tilbage til fin Reſidents. Dagen efter 
kom Mullaen til Fangerne og meddeelte dem, at de 
ſkulde bort fra dette Sted, men at denne Reiſe vilde 
blive den ſidſte. Da han havde været meget fornøiet 
med Soldaternes Arbeide paa hans Marker, lod han 
ſtege en halv Oxe og gjorde en Feſt for alle de Fan⸗ 
ger, der boede hos ham. Han brev endogfaa fin Wel— 
modighed ſaavidt, at han tillod dem ved deres Af— 
reiſe at tage Reſterne med ſig. Veiret var ſmukt og 
da de kom ud af Landsbyen, bloendedes de formeligt 
ved det Skueſpil, der viſte ſig for dem, thi det var et 
fandt Paradis, de ſkulde igjennem. Overalt var der 
ſktyggefulge Skove eller blomſtrende Marker, der vandes 
des af chryſtalklare Aaer og Beekke. Engene vare be⸗ 
dekkede med Qveghjorder, og ban alle Hoiderne fane 
man ſmilende Landsbyer. Forſte Gang maatte man 
giore Holdt i en brændende Sol, men Mullaen forte 
Prindſesſerne hen til en nærliggende Grotte, hvor de 
hvilte fig nogle Sieblikke. Derpaa bevægede Colonnen 
fig videre gjennem en i Klippen udhugget Kloft, og da 
de kom ud af denne, opdagede de midt pan en umaa⸗ 
delig Slette den beromte Landsby Andi eller Andia, 
ſom Rusſerne kalde den. De kom forbi nogle Fruen⸗ 
timmer paa Veien: det var Gouverneurens Koner, og 
de hvide Krukker, ſom de bare pan Hovedet, antydede, 
at de ſkulde hente Band. Skjondt de tilhørte den for⸗ 


376 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


nemſte Mand paa Stedet, var deres Dragt meget be— 
ſkeden. Deres Linned og deres vide Beenflæder vare 
af et tykt Stof, der kaldes piasi; et langt tykt Slor 
indhyllede dem fra Hoved til Fod; Anſigtet var bedek— 
ket med et Stykke grovt Lærred, der havde en Aabning 
for OSinene. Denne Dragts Simpelhed overraſkede de 
Reiſende ſaameget mere, ſom dette Sted netop er det 
rusſiſke Ariſtokraties egentlige Bugge; men Sæbderne i 
denne Egn have bevaret deres oprindelige Simpelhed. 

Colonnen rykkede forſt ind i Andi langt ud paa 
Aftenen, og Fangerne, baade Mænd og Oivinder, 
bleve indlogerede i en Lade, der ikke var ſtor nok til at 
rumme dem Alle. For at bode derpaa tillod man Fan⸗ 
gerne at gane op paa det flade Tag, der bedeekede 
Huſet. Faa Oieblikke efter bragte Gouverneurens Ko⸗ 
ner dem et velſmagende Aftensmaaltid, medens en af 
Soldaterne ſang georgiſke Nationalſange og accompag⸗ 
nerede fig [elv paa en Slags Luth, der i Folleſproget 
kaldes tschungura. 

Ved Afreiſen den folgende Dag gav en Mulla 
Prindſesſerne nogle Slor og ſagde til dem, at i det 
Land, ſom de nn ſkulde pasſere, vare Fruentimmerne af 
deres Rang nødte til at bære Slor. Man kom forbi 
Dargo, Schaniyls tidligere Reſidents, der i 1845 blev 
ødelagt af Rusſerne, og naaede endelig Dargui-Vedeno, 
hvor han nu boede. De bleve igjen lukkede ind i en 
ſtor Lade, men man underrettede dem om, at de kun 
ſtulde blive der fort og derfra føres lige hen til det 


Rusſiſte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 377 


Huus, ſom beboedes af Schamyl ſelv. — Det forſte 
Indtryk, ſom Synet af Dargui-Vedeno gjorde paa Fan⸗ 
gerne, var ingenlunde gledeligt. Man var forekom⸗ 
mende imod dem, men det var vienſyuligt, at der ven⸗ 
tede dem et langt Fangenſkab. Prindſesſe Anna var 
bleven fort ind i en ſtor Gaard, hvor Prindſesſe Ba⸗ 
ratof ſtrax efter fluttede fig til hende. Denne Gaard 
var opfyldt med Fruentimmer. Et eneſte Mandfolk, 
en hoi Skikkelſe i en hvid Dragt, betragtede Fangerne 
oppe fra en Balcon: det var Schamyl. Morket var 
allerede faldet paa, og de kunde derfor ikke ſtjelne haus 
Træf. Eu anden Dor aabnedes, og Fangerne førtes 
nu ind i en anden Gaard, omgiven af Bygninger med 
et bedeekket Galeri, der var nogle Fod fra Jorden. 
Flere Dore forte ud til dette Galeri. Endeel Qvinder 
hjalp de to Prindſesſer af deres Heſte, forte dem ind 
i et Verelſe og gave fig til at klede dem af. Lidt efter 
blev Prindſesſe Orbeliani fort ind i det ſamme Varelſe 
og behandlet med den ſamme 2Erbodighed. Fangerne 
vare i Schamyls Serail, og Hovdingens Huſtruer kom 
lidt efter for at beſoge dem. 

En Datter af Schamyl paa tretten Aar lod ſig 
forſt ſee. Hun havde et ſmukt og interesſant Anſigt, 
og alle Fruentimmerne vifte hende ſtor Wrbodighed. 
Strax efter kom to af Schamyls Koner, hvoraf den ene, 
Zaldete, der var fire og tyve Aar, ikke var meget til⸗ 
træffende. Hun var mager og tor, havde morke Sine, 
en lang, krum Neſe og altfor ſmalle Læber; men der 


378 Nusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


var dog udbredt en eiendommelig Ynde over hendes 
Perſon, ſom forſonede med disſe Ufuldkommenheder. 
Den anden af Imanens Koner var hoit frugtſommelig, 
hed Chuanete og var en Armenianerinde. Hun var hoi 
og ſterkt bygget, havde en hvid Hud og et ualmindeligt 
friſtt Üdſeende. J hendes Træf var der en Blidhed, 
ſom ſtrax indtog de qvindelige Fanger for hende. Prind— 
ſesſe Anna ſpurgte om fine Born; Chuanete fvarebe, 
at man ſtrax vilde fore dem hen til Seraillet, men at 
Schamyl vilde give Prindſesſerne Tid til at indlogere 
fig foͤrſt. Kort efter kom de to Ammer med Prindſesſe 
Annas Son og hendes Soſters, derpaa Tjeneſtepigen 
Vasſilisſa og Madame Drancey med Salome og Marie. 
De fatte fig Alle, ſom Skik og Brug er, paa Gulvet, 
og det varede ikke længe, førend Verelſet var heelt 
fuldt af Qvinder og Born i grovt, blaaſtribet Linned. 
Iblandt dem var ogſaa Schamyls tredie Kone Aminete; 
hun var i det hoieſte ſytten Aar og udmaerkede fig 
fremfor alle de Andre ved et ualmindeligt livligt og 
pikant Phyſionomi. Hendes Dragt var ogſaa mere 
pyntelig end de Andres, thi foruden en morkfarvet 
Blouſe var hun iført rode Pantalons, en broget Tunik 
og et fort Slor. Der blev ſtrax fat et Aftensmaaltid 
frem, ſom beſtod af Thee, Honning, Brod, Oſt og nogle 
udmerkede Kager og Bonbons, der for et Øiblif bragte 
Børnene til at glemme, hvad de havde udſtaaet. Da 
det var paatide at lade Fangerne komme til Hvile, ſom 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 379 


de nok kunde trænge til, blev Veeelſet efterhaanden 
tommere og tommere. 

Dette Serail, hvori Prindſesſerne vare fordømte 
til at tilbringe en længere Tid, beſtod af forffjellige 
Trœbygninger, der omgave en Gaardsplads af omtrent 
halvtredſindstyve Fods Lengde. En af disſe Bygnin⸗ 
ger, der beſtod af to Etager med et langt Galeri uden⸗ 
for, beboedes af Schamyl ſelv. J de andre Bygninger 
boede hans Koner. Et ſtort Verelſe, der vendte ud til 
Hovedindgangen, var Schamyls Audientsſal, og her holdt 
han Statsraad. Udenfor Seraillet var der en Pavillon, 
der beboedes af forſkjellige fornemme Perſoner. Fra et 
Vindue i denne Pavillon pleiede Schamyl at holde Taler 
til ſit Folk. Vinduerne ere ſjeldne i Seraillet, og der 
er kun eet i hvert Verelſe, ſom endda er uden Ruder. 
Den Sal, ſom var anviiſt Fangerne, fif fit Lys fra en 
ſnever Aabning: tykke, hvide Tepper bedeekkede Gulvet 
efter Landets Skik, og langsmed Veggen var der an⸗ 
bragt en Bænk, bedeekket med Matratſer, Tepper og 
Puder. Juſt ſom de vilde indrette deres Natteleie, fif 
de paany et Beſog af Sultaninden Zaldete, tilligemed 
Huſets Intendant, der bragte Prindſesſerne et Sukker⸗ 
brod, en Daaſe Thee og et Brev, ſom var ſkrevet paa 
Georgiſk og ſendt til Fangerne i Fyrſtinde Eriſtofs 
Navn af General Melikof, der commanderede en af de 
nœrmeſte rusſiſte Poſter. Idet Intendanten gik bort, 
underrettede han dem om, at det ikke mere var Fan⸗ 
gerne tilladt at modtage Breve, der vare ſkrevne paa 


380 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


Georgiſk, forbi man ikke havde nogen Tolk, der kunde 
leſe dette Sprog. Efter Schamyls Befaling maatte 
deres Correſpondance for Eftertiden kun fores paa 
Rusſiſk. N 

Neſte Morgen Klokken ni bragte man dem til Fro⸗ 
koſt Smør, Log, Olie, kogt Lammekjod og Brod. De 
fik Beſog af nogle af deres Medfanger, og henimod 
Aften kom Intendanten igjen og meldte Prindſesſerne, 
at Schamyl ſtrax vilde vere hos dem. Det varede 
heller ikke længe, for Hovdingen kom, men han gik ikke 
over Terſkelen; han fatte fig i Galeriet udenfor Døren 
paa en Skammel, ſom man bragte ham. Ved Siden 
af ham ſtod Intendanten og en Mand ved Navn 
Indris *), der blev brugt ſom Tolk i det Rusſiſke. En 
Samtale udſpandt fig nu mellem Schamyl og Prind⸗ 
ſesſerne, der holdt fig tilbage i det Indre af Verelſet. 

Hopdingen ſpurgte forſt artigt til deres Befindende. 
„Vi ere noget trætte,” ſvarede de, „men befinde os vel, 
Gud vare lovet.“ 

„Det har overraſket mig ſelv, at J lylkeligt ere 
komne hertil, og jeg feer deri et Beviis paa Forſynets 
Naade, thi nu kan jeg fane mit kjereſte Onſke opfyldt, 
at udvexrle Eder mod min Son *). Jeg er kommen 


) Sandſynligviis en fordreiet Udtale af Andreas. Denne 
Perſon var en rusſiſk Deſerteur. 

) Schamyls aldſte Son, Djemmal⸗Eddin, blev i 1838 givet 
Rusſerne ſom Gidſel, da de beleirede Akhulko. Efter Kei⸗ 
ſerens Befaling var han bleven opdraget ved Cadetſtolen i 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 381 


hid for at berolige Eder: Ingen ffal vove at gjøre 
Eder Fortrad, og J ville blive behandlede ſom Med—⸗ 
lemmer af min Familie, men paa det Vilkaar, at J 
ikke ſkrive noget Brev uden min Tilladelſe. Hvis J 
ſkulde falde paa at ville knytte hemmelige Forbindelſer 
med Eders Landsmend, eller de med Eder, ſaa kan jeg 
ikke fkaane Eder, ja jeg vil ikke engang ſkaane Eders 
Born, men tilintetgjore Eder Alle. Hufk pan, at jeg 
lod ti rusſiſke Officerer halshugge, fordi de lagde hem⸗ 
melige Planer til Flugt og modtoge et Brev, indlagt i 
et Brod.“ . 
Schamyl taug. Prindſesſe Anna var altfor be= 
væget til at ſvare; hendes Soſter tog derfor Ordet, 
idet hun nærmede fig til den Dor, hvor Schamyl fab. 
„Disſe Trusler ere overflødige,” ſagde hun. „Vi vilde 
adlyde uden dem, thi vi befatte os ikke med Logn, og 
Du kan ſtole fuldſtendig paa vore Løfter. Men for de 
Breve, der komme til os, kunne vi ikke bære An⸗ 
ſvaret.“ 

„Det er godt,“ fvarede Hovdingen, „men glemmer 
dog ikke, at J nu ere i min Magt.” 

Schamyl reiſte ſig og gik, fulgt af Khadjio og 
Tolken. — Prindſesſerne indſaae, at de ikke kunde være 
forſigtige nok, ſaameget mere ſom Seraillet, hvori de 


St. Petersborg, og da han nogle Aar derefter afgik fra 
Skolen, blev han anſat ſom Officeer i et rusſiſk Landſeneer⸗ 
regiment. 

25 


382 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 


opholdt fig, var overfyldt af fladderagtige Fruentimmer, 
thi foruden de tre Sultaninder, ſom vi allerede have 
omtalt, var der endnu mange Flere, ſom udførte de 
forſkjelligſte Beſtillinger, og ſom alle havde Opmerk⸗ 
ſomheden henvendt paa dem. J de forſte Uger foregik 
der forreſten ikke noget Merkeligt; det var tydeligt, at 
Schamyl var venligſindet imod dem; han lod neſten 
daglig deres Born hente til ſig, og de kom altid glade 
tilbage med Hænderne fulde af Sukkergodt og candi⸗ 
ſerede Frugter. Da den lille Alexander begyndte at 
ffrante; ſendte Imanen Bud, at han vilde ſkikke dem en 
legekyndig Kone, hvis Prindſesſe Anna maatte ønffe 
det. Prindſesſen modtog dette Tilbud, og Konen kom 
Dagen efter. Hun "lagde et Stykke Lærred med en 
Salve paa den lille Patients Mave og forlangte, at 
Drengen hver Nat fkulde lægges ind i Skindet af et 
nylig drebt Faar. Denne Behandling fortſattes i flere 
Dage, og Barnet kom ſig. Hver Morgen lod Scha— 
myl Drengen bringe til ſig og underſogte ham meget 
opmerkſomt. J de forſte Dage af Prindſesſernes Fan⸗ 
genſkab fik Schamyl talrige Beſog og gjorde pragtfulde 
Feſter for forſkjellige Høvdinger, iblandt Andre for Sul⸗ 
tan Daniel). Fangerne, der ikke deeltoge i disſe Feſter, 


) Daniel, Sultan af Eliſei, Havde forſt underkaſtet fig Rus⸗ 
ſerne og var bleven General i rusſiſk Tjeneſte; ſenere havde 
han forraadt dem og fluttet fig til Schamyl, der havde 
tilladt fin Son, Kazi⸗Machmet, at ægte hans Datter. 


Rusſiſte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 383 


begyndte allerede at kjede ſig, da der en Dag pludſelig 
kom en Mand til dem, i hvem de zgjenkjendte en af 
Fyrſt Davids Livegne ved Navn Nikolaus. En Mengde 
Bjergboere omgave ham, og han kom for at meddele 
dem, at hans Herre levede, og at de beſtandig vare i 
hans Tanker. Da han ſaae, i hvilken Tilſtand Prind⸗ 
ſesſerne befandt ſig, kunde han ikke tilbageholde ſine 
Taarer, og Bjergboerne forte ham ſtrax bort. Nico⸗ 
laus medbragte ikke noget ſkriftligt Tilbud til Schamyl 
betreffende Fangernes Losladelſe; men da han kom til- 
bage til ſin Herre, gav han en ſaa ſorgelig Skildring 
af Fangernes Skjœbne, at Fyrſten beſluttede at gjøre 
Alt for at loskjobe dem. En vis Mohammet, en tro 
og paalidelig Mand, og en af Prindſesſe Orbelianis 
Livegne ved Navn Sakhar paatoge ſig at bringe Imanen 
et Brev, hvori Fyrſten tilbød ham fyrgetyvetuſind Solv— 
rubler i Loſepenge for fin Familie. 

Imidlertid var Fangernes Lod bleven meer og 
meer piinlig. Et Brev, der var ſendt til Prindſesſerne 
fra en af deres Paarorende, Baronesſe Nikolal, og 
hvori der var et Punktum, ſom Schamyls Tolk, den 
ovenfor nævnte Indris, havde misforſtaaet, opirrede 
Imanen imod dem. Chuanete, den af Sultaninderne, 
der altid havde viiſt fig velvilligſt imod dem, formaaede 
heldigviis Schamyl til at lade det omtviſtede Punktum 
overſette af en anden Tolk, en Armenier ved Navn 
Schakh⸗Abbas. Dennes Overſcettelſe beroligede fuld⸗ 
ſteendig Propheten, og Indris tabte fra bette Sieblik 

25% 


384 Nusſiſte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


fuldſtcendig fin Herres Tillid; men han ſvoer at hævne 
ſig paa dem, der havde paadraget ham denne Unaade. 
Chuanete, der altid var? paa fine nye Veninders Bedſte, 
opnagede ogſaa den Begunſtigelſe for dem, at de fit 
Lov til at gane ud paa Galeriet udenfor deres Verelſe, 
hvor hun lod anbringe en Bænk til dem. Det blev 
imidlertid paalagt dem, at de ikke maatte benytte denne 
Tilladelſe, naar Schamyl var hjemme, og da Hovdin— 
gen neſten aldrig gik ud, var den Tid, de kunde til⸗ 
bringe pan Galeriet, meget indſkrenket. Fra Klokken 
fem om Morgenen til Klokken elleve om Aftenen forlod 
Schamyl næften aldrig Seraillet; Klokken fyv bragte 
Chuanete ham en tarvelig Frokoſt, der beſtod af Smaa⸗ 
fager og Melk; hele hans Dag var nu deelt imellem 
Arbeide og Bonner med Undtagelſe af det Par Timer, 
han anvendte til fine Maaltider: Klokken fem og Klok⸗ 
ken ni, og kun om Fredagen forlod han Seraillet for 
at begive fig til Moſkeen. Prindſesſerne havde derfor 
taget den Beſlutning, ikke at forlade deres Verelſe for 
efter hans Sengetid; Benken udenfor deres Verelſe blev 
da en Samlingsplads for alle Seraillets qvindelige 
Beboere, Den yngſte af Schamyls Koner, Aminete, 
kom kun ſjelden til disſe Aftenmoder, men de to andre 
Sultanerinder, Zaldete og Chuanete, kom ſaameget 
deſto tiere. 

„Hör“, ſagde en Aften Zaldete, „jeg har idag 
talt med en Kone, hvis Son var med, dengang Eders 


— — 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 385 


Slot blev indtaget. Han har ſagt, at de Rigdomme, 
han ſaae der, overgik Alt, hvad man kan foreſtille fig.” 

„Ja“, ſvarede Prindſesſe Anna, „men nu have vi 
miſtet Alt, og det ſkal ikke fortryde os, naar vi blot 
mage gjenſee vort Hjem.” — „Hvorledes?“ ſpurgte 
Zaidete ivrigt, „troe J virkelig, at man vil erſtatte 
Eder, hvad J har miſtet?“ — „Nei, men jeg vil 
glemme det, naar jeg er ſammen med min Mand og 
mine Born.“ — „Ja, J ere lykkelige, thi J ere 
ene . . .. men vi! ...“ — „Ja, det er nu engang 
vor Lod“, afbrød Chuanete hende; „men jeg beklager 
mig ikke derover. Vi have Intet at bebreide Schamhyl; 
han er jo altid god og kjerlig imod os og gjør ſlet⸗ 
ingen Forſkjel. Da jeg boede i Rusland, var jeg endnu 
meget ung, men jeg hußker godt, at jeg har kjendt 
mange Chriſtne, der ikke kunde maale ſig med ham.“ 

Chuanete var ikke ganſke erlig i dette Sieblik, og 
det vidſte hun meget godt, thi Schamyl foretrak hende, 
og det fortjente hun ogſaa baade paa Grund af ſin 
blide Charakteer, og fordi hun altid var omhyggelig med 
fir Perſon. Medens Zaidete lob omkring i Seraillet 
med et Nogleknippe i Haanden og i en Paakledning, 
ſom hun ſkulde ſkamme fig over, var Chuanete om⸗ 
hyggeligt paakledt fra den tidlige Morgen, og hendes 
pyntelige Dragt fremhævede endnu mere hendes blæn- 
dende Skjonhed. 

Zaidete var beſtandig vranten og ubehagelig, hvil⸗ 
ket for en Deel hidrorte fra en Sygdom, ſom hun 


1 


— — — — 
ER 


i 
00 
' 


386 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


længe havde lidt af. Prindſesſe Anna ſogte at vinde 
hende ved at tilbyde hende at ſkrive til en berømt rus— 
ſiſt Læge for at ſporge ham tilraads i denne Sygdom. 
Lægen ſparede oieblikkeligt, opgav Prindſesſen, hvorledes 
den Syge ſkulde behandles, og lod endeel Lægemidler 
folge med. Saalcenge denne hemmelige Cuur ſtod paa, 
vifte Zaldete fig meget opmeerkſom imod Fangerne; men 
ſaaſnart hun kom fig, flog hun om igjen og blev vran⸗ 
ten og ondſkabsfuld ligeſom tidligere. 

Imidlertid vare Fyrſt Davids to Sendebud, Mo- 
hammet og Sakhar, ankomne til Dargui-Vedeno, og 
Dagen efter bleve de qvindelige Fanger opfordrede til 
at komme ud i Galeriet, der ſtodte op til deres Bæ- 
relſe. Man preſenterede dem der Mohammet og hans 
Broder Hadji ſamt en vis Hasſan, hvem Schamyl 
havde valgt til at reprceſentere fig ved denne Forhand⸗ 
ling. Zaidete, Khadjio og nogle andre af Schamyls 
Fortrolige vare ligeledes tilſtede. Prindſesſerne erfoer 
nu, at Schamyl fordrede fem Millioner Solvrubler i 
Loſepenge for dem. De erklerede ſtrax, at de aldrig 
havde eiet en ſaa uhyre Sum, og at det var dem 
umuligt at bringe den tilveie. — „Hvormeget kan Deres 
Familie udrede?“ ſpurgte Sendebudene. — „Det veed 


vi ikke“, ſvarede de, „maaſkee flet Intet.” — Zaldete. 


og Khadjio fandt dette aldeles utroligt, og de vifte 
Prindſesſerne et Numer af „den rusſiſke Invalid“, 
hvori det hed, at Dronningen af England nylig havde 
ladet udbetale en Sum af flere Millioner til en Nego⸗ 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 387 


ciant. — „Der exiſterer altſaa ſaadanne Summer i 
Verden“, tilfoiede Kadjio; „ſkulde Keiſerinden af Rus⸗ 
land da være mindre rig end Dronningen af Eng— 
land?“ — „Keiſerinden eier viſtnok Millioner”, ſparede 
Prindſesſerne, „men det er ikke hende, der ffal loskjo⸗ 
bes.“ — Zaidete henvendte fig til Prindſesſe Orbe⸗ 
liani. „Man har fundet hos Dig“, ſagde hun, „Ob— 
ligationer, der lyde paa din afdode Mand — hvorfor 
bruger Du ikke dem?“ — „Det har jeg ikke Ret til“, 
ſvarede Prindſesſen; „disſe Obligationer tilhøre min 
Mands Arving, min umyndige Son.“ — „Hvis der 
ikke er Andet i Veien“, ſvarede Zaldete, „ſaa beholde 
vi din Son, til han er bleven myndig. Naa, græd 
nu ikke! Din lille Georg er et ſtoerkt Barn, der vil 
trives godt her imellem vore Bjerge.“ — Dermed var 
Samtalen forbi, thi Prindſesſerne gik ind i deres Voe⸗ 
relſe uden at ſvare et Ord. 

En ny Sammenkomſt, der fandt Sted om Aftenen, 
havde til Reſultat, at der ſkulde afgaae et Brev. til 
Fyrſt David fra de to Fanger, og at der dermed fkulde 
folge et andet Brev fra Schamyl ſelv, hvori han op⸗ 
ſtillede fine Vilkaar. Til Bytte for Prindſesſerne og 
de hundrede og tyve Fanger, der vare opfnappede paa 
Streiftoget i Kakhetien, fordrede han tilbage ſin Son 
Diemmal⸗Eddin, hundrede og ſexten tyrkiſke Fanger, 
flere Hovdinger og en Million Solorubler. Da Fyrſt 
David modtog disſe Breve af Mohammet, erkleerede 
han, at det var umuligt at efterkomme ſaadanne For⸗ 


388 Rusfiffe Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


bringer. Dette Svar ſkulde Mohammet bringe tilbage 
til Schamyl; ikke deſtomindre ſryndte Fyrſt David fig 
at meddele den rusſiſke Regjering Imanens Fordringer. 

Efter Mohammets Afreiſe maatte Fangerne udſtaae 
en ny Raekke af Provelſer. De vare ſtadigt udſatte for 
Forfølgelfer af Zaldete, og da Chuanete havde havt en 
for tidlig Nedkomſt, blev det forbudt dem at viſe fig 
paa Galeriet, fordi man troede, at de havde Gjenſtande 
paa fig, der afſtedkom Ulykker. Zaldetes Henſigt der⸗ 
med var at afholde dem fra at komme Schamyl for 
Die, thi han var nodt til at gage igjennem Galeriet 
for at komme til hende. Ankomſten af Kazi⸗Machmet, 
Schamyls næjtældfte Son, foranledigede, at der blev 
holdt et nyt Raad, hvori Fangernes Skjabne droftedes. 
Den unge Hovdings Tilbagekomſt feiredes med ſtor 
Feſt. Prindſesſerne havde kun et Sieblik feet Kazi⸗ 
Machmet i Taarnet ved Pokhalſki; nu vare de Vidner 
til hans hoitidelige Indtog. Han var omtrent tyve 
Aar gammel og havde noget Haardt i fine Anfigtstræf, 
men var udmerket velſkabt. Naar han talte, geſtiku⸗ 
lerede han ivrigt, ſom alle Mingreliere, men hans Ge- 
ſtus vare [multe og udtryksfulde. Saaſnart han havde 
beſogt ſin Bedſtefader og Chuanete, gik han med ſin 
Fader til Moſkeen for at holde Bon. Idet de fjernede 
fig, ſang Muriderne i Chor et Vers af Koranen Lia- 
illiah-il-Allah — den eneſte Sang, ſom det er Muriderne 
tilladt at ſynge. 

Til det Raad, der traadte ſammen faa Dage efter 


Rusſiſke Prindfesfer i Fangenſkab hos Schamyl. 389 


Kazi⸗Machmets Ankomſt, vare flere Nulbs og Sultan 
Daniel indbudne. Uagtet Sultanen udtalte ſig ivrigt 
til Gunſt for de Fangne i dette Raad, medforte det 
dog ikke noget afgjorende Reſultat. Fyrſt Davids Sende⸗ 
bud, der havde bragt Svar fra fin Herre, [fulde vende 
tilbage med det Budſkab, at Schamyl ikke vilde fra⸗ 
falde nogen af fine Fordringer. Fjendtlighederne 
mellem Rusſerne og Bjergboerne havde igjen faget deres 
Begyndelſe, og hvis ikke de Sidſte leve et eller andet 
foleligt Tab, kunde det ikke nytte at gjenoptage For⸗ 
handlingerne. Schamyl ſelv forlod Seraillet for per⸗ 
ſonlig at angribe Rusſerne, og hans Bortreiſe var ingen⸗ 
lunde heldig for de fangne Prindſesſer. Daarlige Lev⸗ 
netsmidler, Kulde og alle Slags Savn, godtgjorde til⸗ 
ſtrekkeligt, hvilket Sidelag Zardete nærede imod dem. 
Det var i Septembermaaned, og allerede bedakkedes 
Bjergene af tyk Snee. Fangernes Verelſe var utæt, 
og ſaaſnart der tændtes Ild i Kaminen, veltede der en 
ſaadan Rog ud af den, at det var umuligt at blive 
i Stuen. Medens Schamyl forte Krig med Rusſerne, 
lignede hans Palais en Skoleſtue, hvor Lærerne ere 
borte. Den Yngfte af Imanens Sonner gjorde alle⸗ 
haande gale Streger, lob omkring paa Tagene, brak 
Laaſene af Dørene og kaſtede Gloder og brendende 
Grene ud i Gaarden for at more ſig. Schamyl ſyntes 
denne Gang ikke at have havt Held med fig, thi da 
han vendte tilbage til ſit Serail, var han endnu mor⸗ 
kere end ſedvanligt. Drengens Uartigheder bleve ſtrengt 


390 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


ſtraffede, han blev forſt indefpærret i et Verelſe, der 
ſtodte op til Fangernes, og derpaa ſendt bort for at 
fætteg i en ordentlig Skole. Schamyl tog fig nu igjen 
af fine huuslige Anliggender; han befalede, at der ſkulde 
ſettes Glasruder i Fangernes Verelſe og gik ſelv ind 
og fane efter, om hans Befaling var bleven udført. 
Han tog Laaget af en Gryde, hvori de kogte deres 
Middagsmad, og da han ikke fandt Andet i Gryden 
end nogle Rodder, der ſvommede i Brakvand, tog han 
heftigt paa Bei mod Zaldete, der ſkulde ſorge for Fan⸗ 
gernes Beſpiisning. Et Qvarteerstid efter bragte man 
dem Thee, Sukker, Riis og Smør. Schamyl kunde 
imidlertid ikke længe beſkjcftige fig med disſe Anliggen⸗ 
der, thi der kom ſnart Efterretninger fra Tyrkiet, ſom 
gave ham Andet at tænke paa. 

Prindſesſerne lagde en Dag Meere til en uſed⸗ 
vanlig Glæde hos alle Medlemmerne af Schamyls Fa⸗ 
milie, og Khadjio lob omkring i Gaarden i en uſed⸗ 
vanlig Bevegelſe og talte til alle dem, han mødte. 
Det lod til, at han havde noget ſerdeles Vigtigt at 
meddele dem, og henne fra Landsbyen hørte man alle⸗ 
rede Geveerſkuddene knalde ſom Tegn paa almindelig 
Lyſtighed. Den Nyhed, der ſatte Alle i en ſaa glad 
Bevegelſe, var heller ikke uvigtig. Et Sendebud fra 
Sultanen var kommet til Vedeno for at meddele, at 
hans Herre havde flaget Rusſerne, erobret et halvthun⸗ 
drede Gouvernementer, og at han tilbod Schamyl Herre 
dommet over Georgien, hvis han vilde yde ham Bi— 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 391 


ſtand i den Krig, ſom han førte med Rusſerne. Neppe 
havde denne Overraſkelſe fat fig, for Schamyl fif 
en ny Anledning til at glæde fig: en Bjergboer under— 
rettede ham nemlig om, at hans Son, Djemmal-Eddin, 
endelig havde beſluttet fig til at vende tilbage til ham, 
og at han allerede var paa Reiſen. Bjergboeren fif en 
rigelig Belonning, men Schamyl tvivlede endnu beſtan⸗ 
dig. Han lod den armeniſke Tolk, Schakh-Abbas, kalde 
og ſpurgte ham, hvad han tenkte om denne Sag. Han 
ſvarede ſtrax, at han betragtede Efterretningen ſom ſand, 
og Schamyl forcerede ham i fin Glæde en prægtig Heſt. 
Denne Glede var dog kun af fort Varighed, thi Kri⸗ 
gen kaldte ham ſnart igjen bort fra Seraillet, og denne 
Gang var Valpladſen ſaa ner, at Fangerne kunde 
hore Kanonerne tordne. Den ſtakkels Chuanete var ude 
af fig ſelv af Sorg og Uro; hun bad og faſtede fra 
Morgen og til Aften. Rygtet gik, at Schamyl, der 
frygtede for Kampens ÜUdfald, havde givet den Befaling, 
at hvis Rusſerne trængte frem til Vedeno, ſkulde man 
oieblikkeligt ſoge at bringe hans Koner, Born og Fan⸗ 
gerne i Sikkerhed. J den Anledning ſagde Zaldete en 
Dag til Prindſesſerne: „Gled Jer ikke for tidligt, thi 
hvis Rusſerne komme her for at befrie Eder, ville de 
ikke finde Andet end Eders Lig.“ Prindſesſerne tvivlede 
ikke om, at det var hendes Alvor, og denne Tanke 
ængftede dem ubeſkriveligt. Bed et forunderligt Sam- 
menſtod indtraf der paa ſamme Tid et ſteerkt Jordſkjœlv i 


392 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


Vedeno, og en mørk Næbfel greb alle Beboerne af Se⸗ 
raillet. 

Schamyl blev denne Gang flere Uger fænger 
Dorte, end man havde ventet, Endelig ſyntes Sagerne 
at ville tage en gunſtig Vending. Den rusſiſke Regje⸗ 
ring havde virkelig befluttet, at Schamyls Son, Lieute⸗ 
nant Djemmal⸗Eddin, ufortsvet ſkulde ſendes tilbage 
til Faderen. Keiſerens Billie ſkulde meddeles Schamyl 
af Iſaak Gramof, en adelig Officeer, der var anſat 
ſom armeniſk Tolk i den rusſiſke Armee. Denne Offi⸗ 
ceer havde tillige det Hverv, at ſkulle hos Schamyl ud» 
virke Fangernes Losladelſe. 

Gramof afreiſte den anden December fra Lands— 
byen Andreievſk med Tartaren Mohammet. Foruden 
de officielle Breve til Schamyl medbragte han Kled⸗ 
ningsſtykker og forſkjellige andre Gjenſtande fra Fyrſt 
David til de qvindelige Fanger. De begave fig førft 
til Landsbyen Burtonnai, hvor Gouverneuren forelagde 
dem et Brev fra Schamyl, hvori der ſtod disſe Ord: 
„Jeg har i Drømme feet, at Fyrſt Orbelianis Tolk be- 
giver fig til mig med gode Efterretninger augagende min 
Son. Mine Dine folge ham.“ Gramof og hans 
Ledſagere førtes derpaa til Schamyls Leir i Dertet⸗ 
Otar. Efter fire Dages Reiſe naaede de dette Sted 
Klokken ti om Formiddagen. Inden Gramof indfandt 
fig hos Schamyl, ſkrev han et Brev til ham for at 
fane at vide, hvorledes han ſkulde fremſtille fig. „Som 
Rusſer“, ſvarede Schamyl. Gramof begav fig da hen 


r .. ˙˖jrb 7 ˙—.—.— —ÄÄ—˙ʃ˙Ü 7 “— 11 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 393 


til hans Telt, hvor man fratog ham hans Vaaben, 
inden han fif Lov til at træde ind. Han ſtod nu lige⸗ 
over for Schamyl, der ſad mellem Sultan Daniel paa 
fin hoire Side og Ker-Effendi paa den venſtre. Denne 
ſidſte var en halvblind Muride, der i Felten aldrig 
forlod Hovdingen og ſov i haus Varelſe. 

Gramof bukkede dybt og leverede Schamyl Brevet 
fra General Orbeliani, til hvis Stab han horte. Det 
var et Anbefalingsbrev, men Generalen benyttede Lei⸗ 
ligheden til at lykonſke Schamyl til Sønnens Tilbage⸗ 
komſt. Efterat en Tolk havde overſat Brevet, opfor⸗ 
brede Schamyl Gramof til at fætte fig ned og ſpurgte 
derpaa til Generalens og Fyrſt Davids Befindende. 

„De befinde fig godt, Gud være lovet, og de takke 
Dig for den Omhu og Godhed, Du viſer de qvinde⸗ 
lige Fanger. Vi ſkjonne Alleſammen paa, hvad der er 
godt, og Gud vil belonne Dig for det.“ Disſe Ord 
bragte Sultan Daniel til at ſmile, thi han betragtede 
dem ſom Jroni, men Schamyl optog dem i en god 
Mening. Han befalede ſin Livvagt at give Gramof 
hans Vaaben tilbage og bebreidede dem ſkarpt, at de 
kunde falde paa at anvende en ſaadan Forſigtighed lige⸗ 
over for en faa kjerkommen Gjeſt. Derpaa vendte 
han ſig til denne og ſagde: 

„Jeg er taknemmelig for den Opmerkſomhed, Kei⸗ 
ſeren viſer mig. Det er forſte Gang, at jeg ſeer en 
rusſiſk Officeer hos mig ſom Afſending, og jeg kan ikke 


394 Rusfiffe Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


andet end betragte det ſom et Tegn paa Agtelſe og 
Bevaagenhed.“ 

Gramof, der kjendte Landets Seeder og Skikke, 
beſvarede disſe Ord med en Compliment, og Samtalen 
fortſattes endnu i nogle Sieblikke i den ſamme ceremo— 
nielle Tone. 

„Vil min Son komme til mig?“ ſpurgte endelig 
Schamyl. 

„Uagtet han neſten er bleven en Rusſer,“ ſvarede 
Gramof, „vil han dog komme, thi han har arvet din 
hoiſindede Teenkemaade, og han vil hellere herſke over 
Krigere i Tuſindviis end commandere et Par hundrede 
rusſiſke Soldater.“ 

„Hvad mener Du om ham?“ ſpurgte Schamyl 
ſmilende, idet han henvendte ſig til Sultan Daniel; 
men han brød pludſelig af, traf et Repeteeruhr op af fin 
Tunik og lod det ſlaae: Klokken var halv tolv. „Det 
er pan Tide,“ ſagde han, „at jeg begynder paa mine 
Bonner.“ En Mulla gav fig til at iſtemme det ved 
denne Leilighed ſedvanlige Udraab, og ſaaledes endte 
Audientſen. Man forte Gramof hen i et andet Telt, 
og da Bedetimen var forbi, kom Ker-Effendi for at 
beſoge ham. Efter mange Complimenter henvendte han 
nogle Spørgsmaal til ham om Sebaſtopols Beleiring. 
Gramof [varede ham, at den fortſattes beſtandig, men. 
at den ſtrenge Vinter decimerede ſaavel de rusſiſke ſom 
de fjendtlige Rekker. 

Næfte Morgen tidligt ſendee Schamyl Bud til 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 395 


Gramof for at ſporge til hans Befindende, og henimod 
Klokken fem om Morgenen bragte nogle Murider ham 
Thee i en Sande, ber indeholdt omtrent et Duſin Kop⸗ 
per. Han var nodt til at drikke det Altſammen, thi 
hvis han havde ladet en Draabe blive tilbage, havde 
det været en Fornærmelfe imod hans Vert. Midt paa 
Dagen bragte de ſamme Tjenere ham hans Middags⸗ 
mad. Om Aftenen blev han indbudt til at begive fig 
til Schamyls Telt, og denne henvendte nu en Mengde 
Spørgsmaal til ham om de rusſiſke Generaler og for— 
ſtjellige andre Gjenſtande; men om Udvexlingen blev 
der Intet talt. Flere Dage forlob paa denne Maade, 
og Schamyl underrettede nu en Dag Gramof om, at 
han var nodt til ſtrax at vende tilbage til Vedeno, men 
at de kunde der endeligt afgjore deres Mellemverende. 
J bette Sieblik horte man Geverild og Kanonſkud ikke 
langt borte; det var et Sammenſtod, hvori Schamyls 
Hovedcorps blev ſlaaet pan Flugt af General Wrangel. 
Schamyl forandrede ikke en Mine, men idet han red 
ind imellem Bjergene, ſpogte han med Gramof, der 
fulgte ham tilheſt, og paa ſamme Tid iſtemte en af 
hans Officerer, Hasſan, der red foran, Verſet af Ko⸗ 
vanen: Lia — ilian — il — Allah,» font alle Muri— 
derne gjentoge i Chor. Saaledes tilbagelagde dene 
godt Stykke Bei, men Ilden tiltog beſtandig i Heftig⸗ 
hed. Schamyl holdt ſtille; men efter et Par Minuters 
Dverlæg red han igjen videre uden at forraade den 
mindſte Urolighed. Det var i det Hele charakteriſtiſf 


396 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenffab hos Schamyl. 


hos ham, at hans Koldblodighed aldrig forlod ham. J 
de meſt kritiſke Sieblikke ſpogte han eller fandt paa en 
eller anden lille Uſandhed, der kunde bortlede Opmeerk⸗ 
ſomheden fra det, ſom beſkjeftigede hans Sind. 

„Iſai-Beg,“ *) ſagde Schamylh til Tolken, „ſeer Du 
den Heſt der med de to Vadſekke?“ 

„Ja,“ ſvarede Gramof. 

„Saaledes ſkal man gane i Felten; det er hele 
min Bagage, og dog er jeg Iman og Anforer for en 
Mængde Tropper. Hos Eder er der neppe en Under⸗ 
lieutnant, der fører faa lidt med fig. Derfor ere og⸗ 
faa Eders Colonner jan lange, og Du maa indromme 
mig, at det er en ſtor Feil.“ 

Kort efter ſtandſedes Schamyl og hans Folge af 
flere Bjergboere, der dienſynligt havde taget Deel i 
Kampen. Man horte endnu Geveerſalverne, men med 
længere Mellemrum. En af disſe Folk leverede Scha— 
myl et lille Stykke Papir, hvorpaa Eski-Naib havde 
ſtrevet nogle Linier. Efterat Schamyl havde læft dem, 
gratulerede han de Omſtaaende og underrettede dem om, 
at Rusſerne nylig vare kaſtede tilbage. 

„Tak Eski⸗Nalb fra mig,“ tilfoiede han med høi 
Stemme, idet han tiltalte Bjergboerne, „og leveer ham 
denne Hue til Tegn paa min Tilfredshed.“ 

Gramof, der nu red bagefter Detachementet, horte 
ſnart efter endeel Folk, der kom fra Valpladſen tale 


*) En Aerestitel. 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 397 


i en ganſke anden Tone. Lidt efter ſtandſede Schamyl, 
vendte fig om til Gramof og ſagde til ham: „Du man 
begive Dig alene til Vedeno, Iſal-Beg! Jeg er nødt 
til at blive her tilbage hos mine Folk.“ 

„Tillad, at jeg bliver hos Dig?“ 

„Nei, her vilde Du ikke være paa din Plads. 
Du vil jo ikke ſlaaes med dine Landsmend, og mine 
Folk ville ikke lade fig ſlaae af dem. Desuden vilde 
jeg bebreide mig det, hvis Du blev ſaaret. Begiv Dig 
derfor til Vedeno og vent paa mig der.“ 

Med disſe Ord gjorde Schamyl omkring, og alle 
Muriderne fulgte hans Exempel. Gramof derimod drog 
videre til Vedeno, hvor han blev modtagen med alle 
Slags Wresbeviisninger af de Murider, der vare blevne 
tilbage. Det var lutter gamle Folk, thi alle de Unge 
vare med paa Expeditionen, dog manglede der ved Mod⸗ 
tagelſen hverken paa Geverſkud eller Hurraraab. Gra⸗ 
mof kunde nu i Ro fee fig om i Vedeno. Landsbyen, 
der beerer bette Navn, indtager et betydeligt Fladerum, 
og Huſene, der ligge meget ſpredte, ere alleſammen af 
Træ. Midt i denne Landsby ligger Schamyls Reſi⸗ 
dents; den indtager et betydeligt Terrain og er om— 
given af Palisſader og Grave. J den yderſte Gaard 
opholde fig de tohundrede Murider, der udgjore Scha⸗ 
myls Livvagt, og i Nerheden er der et lille Skuur, hvori 
Gramof fane en halv Snees Kanoner i en kummerlig 
Forfatning. Foruden Muriderne opholder der fig i 
Vedeno meer end trehundrede Fremmede, hvoraf de fleſte 

26 


398 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


ere Polakker. Naar Schamyl begiver fig til Mofkeen, 
danne Muriderne dobbelte Geledder ligefra Schamyls 
Dor og til Templet, og idet Schamyl pasſerer forbi 
dem, ſynge de, ſom vi allerede have hørt, Verſet af Ko⸗ 
ranen. Saalcenge Imanen holder Bon, ſtaae de tauſe 
udenfor Moſkeen, men han opholder fig aldrig længer 
derinde end et Qvarteer ad Gangen. Et yderligere Beviis 
pan, hvilken Wrbodighed de nære for ham, er, at det er 
Stil og Brug at fværge ved hans Navn. 

Den folgende Dag Klokken ſex ankom Schamyl. 
Et Par Timer efter lod han ſporge til Gramofs Be— 
findende, og Klokken ti lod han ham hente til ſig i ſit 
Cabinet. Gramof traf der en talrig Forſamling. J 
Baggrunden ſad Schamyl med Sultan David og Ker— 
Effendi. En Mængde Nalbs ſtode opſtillede langs med 
Muren. 

„Hvorledes har Du det?“ ſpurgte Schamyl i en 
velvillig Tone. 

„Godt! jeg takker Gud og Dig,“ ſvarede Gramof 
erbsdigt. 

„Set Dig,“ tilføjede Schamyl og pegede paa 
Teppet foran ſig. 

Tolken adlød; han fatte fig paa Teppet, og et Par 
Minuter efter henvendte Schamyl ſig igjen til ham: 
„Iſal⸗Beg,“ ſagde han ſmilende, „hvad ſynes Du ſaa 
om Dagheſtan?“ 

„Iman, hvorledes ſkal jeg forſtaae dit Sporgs⸗ 
maal?“ 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 399 


„Hvad mener Du om Veiene, om Landets Skikke 
og den Maade, hvorpaa Du er bleven modtaget?“ 

„Tillader Du, at jeg taler frit?“ 

„Naturligviis; ethvert Menneſke bor vere oprigtig 
imod Gud og ſine Lige.“ 

„Saa vil jeg ikke fordolge,“ ſvarede Gramof, „at 
Veiene i dit Land forekomme mig ſkrekkelige. Man 
har ondt ved at komme frem for lutter Skove, Vade— 
ſteder og Defileer. Jeg kunde fun tilbagelægge fer 
Verſter om Dagen og var dog træt. Hvad derimod 
Modtagelſen angager, da flaner den langt over min 
Roes.“ 

„Min Ven, det var netop det, jeg ventede at høre. 
Viid da, at den ſamme mægtige Souverain, der ikke 
vil underkaſte ſig tre ſtore Monarker, kan ikke gjore mig 
Noget, ſkjondt han nophorligt ſender fine Armeer imod 
mig. Jeg ſammenligner ikke mig med de ſtore Souve— 
rainer: jeg veed meget godt, at jeg ikke er andet end 
Schamyl, en Tartar; men mine ſlette, oploſte Veie, 
mine Skove og mine Defileer gjøre mig mægtigere end 
mange Monarker. Hvis jeg formaagede det, vilde jeg 
beſtryge ethvert Tre i mine Skove med ben hellige 
Olie og blande vellugtende Honning i Dyndet paa mine 
Veie, ſaameget holder jeg af dem. Disſe Træer og 
disſe Veie udgjore min Styrke.“ Med disſe Ord vendte 
Sdamyl fig ſmilende til de Omſtaaende. De ſmilede 
ogſaa; men Schamyls Anſigt antog pludſelig et ganffe 
andet Udtryk, idet han paany henvendte fig til den 

26* 


400 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


rusſiſke Afſending. „Iſai⸗Beg,“ ſagde han, „nu Spog 
tilſide og lad os tale om vore Forretninger!” 

„Befal, Iman,“ ſagde Gramof, „og jeg fkal ſvare 
Dig.” 

„Har Fyrſt Orbeliani og Fyrſt David iſinde at 
gjøre Mar af mig?“ ſpurgte Schamyl i en Tone, der 
var alt Andet end venlig. 

Gramof ſyntes yderſt forbauſet over dette Sporgs— 
maal, og alle de Andre lyttede med ſpeendt Opmeerk⸗ 
ſomhed. Schamyl vedblev: „Jeg forlangte forſt i Lo— 
ſepenge for deres Familier fem Millioner Rubler. Af 
Medlidenhed med dem indſkrenkede jeg min Fordring 
til een Million, hundrede og halvtredſindstyve Bjerg— 
boere og min eeldſte Son; men indtil dette Sieblik har 
jeg ikke hort Andet end ſmukke Lofter. Jeg forbauſes 
over det Antal Breve, ſom de fkrive; det var bedre, 
at de handlede mere og ſkrev mindre. J Serdeleshed 
er jeg Vred pan denne Fyrſt Orbeliani, og hvis jeg 
havde ham her ... men han ſiger ſagtens det Samme 
om mig, thi vi ere jo Fjender.“ 

Schamyl, der ellers plirer med Sinene, aab— 
nede dem vidt ved disſe Ord, og hans Blik blev pan 
eengang vildt og truende. Efter et Siebliks Taushed 
tog Gramof Ordet: „Iman,“ ſagde han i en ærbøbig 
Tone, „tillader Du mig at tale?“ 

„Tal! lad mig høre, hvad man har paalagt Dig 
at ſige mig.“ 

„Det kan være Fyrſterne aldeles ligegyldigt, om 


Rusſiſke Prindſesſer i Faungenffab hos Schamyl. 401 


Du forlanger fem Millioner eller een Million, thi det 
er kun Souverainer, der eie ſaadanne Summer; men 
jeg er bemyndiget til at byde Dig endnu engang fyrge— 
tyvetuſind Solvrubler, og Gud veed, at det har koſtet 
os nok at tilveiebringe den Sum.“ 

Schamyl taug. Gramof vedblev derfor: „Der ſid— 
der Sultan Daniel, ſom er bekjendt med de georgiſle 
Fyrſter. Spørg ham, om der en Eneſte, hvis ſamtlige 
Eiendomme ere en Million verd.“ 

Sultan Daniel erklærede, at Gramof havde Ret, 
og tilfoiede: „Jeg er endogſaa meget forundret over, at 
man har kunnet ſkaffe ſaamange Penge tilveie.“ 

De andre Naibs begyndte nu at tage Deel i Sam⸗ 
talen og ſyntes ikke tilbsielige til at give Sultanen Net. 
„Iſal-Beg,“ ſagde En af dem, „din Paaſtand er 
urigtig. Hvad er en Million for Eder? Ingenting. 
Hvis vor Iman forlangte det, vilde J kunne bringe 
ham en heel Vogn, lesſet med Guld.” 

„Forlang ligeſaa godt to,“ ſvarede Gramof med 
Varme. „Hvad vilde J gjøre med dem? J kunde ikke 
engang faae dem over Eders Bjerge. Jeg ſeer nok, at 
J ikke have rigtigt Begreb om det, J kalde en Million. 
Hvis man gav Eder ſaamange Bonner at telle, ſom 
der er Eenheder i en Million Solvrubler, og man lod 
Eder faſte, til J vare ferdige, vilde J Alle være dode 
af Sult, længe for J kom til Enden.“ 

Denne Methaphor ſyntes at overraſke Forſamlin⸗ 
gen, der virkelig ikke havde nogen Idee om Storrelſen 


402 Nusſiſte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


af den Sum, ſom de talte om, og Gramof gratulerede 
ſig allerede i ſit ſtille Sind til Seiren; men i det ſamme 
ſaae han, at hans Landsmand Schakh-Abbas vilde tage 
Ordet og uden Tvivl fordcerve det Hele. Gramof 
vendte ſig derfor ſtrax til Schamyl og ſagde til ham: 
„Iman, tilſtaaer Du mig en Naade?“ 

„Hvilken Naade?“ ſpurgte Schamyl tort. 

„Tjen mig i at paabyde Taushed; det er mig 
ellers umuligt at forklare mig.“ 

„Man ſkal ikke afbryde Dig tiere,“ ſvarede Scha— 
myl, idet han kaſtede et befalende Blik omkring ſig; 
„men hvad bliver Enden?“ 

„Fyrſterne kunne umuligt betale Dig mere end 
fyrgetyvetuſinde Rubler; Du fager desuden din Son 
og alle de Fanger, ſom man kan ſkaffe tilveie. J det 
Tilfælde, at din Son ikke vil benytte fig af Keiſerens 
Tilladelſe til at vende tilbage, maa Du ſende Folk til 
ham, der formage at overtale ham.“ 

„Kjcre Iſal⸗Beg,“ ſvarede Schamyl, „jeg fætter 
mindre Priis paa min Sons Tilbagekomſt end paa mit 
Folks Interesſer. Jeg har nu været ſkilt fra ham i 
ſexten Aar og har næften glemt ham. Nei, giv mig 
heller en Million. Fyrſt David har miſtet ſin Familie, 
idet han ſom tapper Mand forſvarede fit Land. Kei— 
ſeren ſkylder ham en Belonning, og den bor Fyrſten 
forlange.“ 

„Iman! Ingen vover hos os at henvende noget 
Forlangende til Keiſeren. Han har af egen fri Villie 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Sdjamyl. 403 


tilladt din Son at vende tilbage til Dig, og Fyrſten 
vilde aldrig have vovet at anholde om denne Gunſt. 
Hvad hans Tapperhed angaager, faa er der mange An⸗ 
dre, der ere ligeſaa tappre, og hvis han ſkulde give alle 
dem en Million . . .“ 

„Godt, godt! Det kan vi tale om en anden Gang, 
men nu maa jeg hen i Mofkeen.“ 

„Iman! jeg onſker en Samtale med Dig uden 
Vidner.“ 

„Ja det er godt; men gaa nu med Gud.” 

Gramof adlod og blev alene i fit Logis til om 
Aftenen. De Maaltider, man bragte ham, vare for— 
træffelige, og man bod ham endogſaa Salt, hvad der 
hos disſe Folkeſlag er et Beviis pan den hoieſte Ag⸗ 
telſe. Man bragte Prindſesſernes Born til ham, 
og om Aftenen fif han Beſog af Schakh-Abbas og flere 
af de Nalbs, der havde været tilſtede ved Audientſen. 
Gramof benyttede fig af Leiligheden til at tale fortro⸗ 
ligt med fin Landsmand, hvem han forærede et Uhr, 
to Guldſtykker og noget Thee, og Schamyls Fortrolige 
lovede at hjælpe ham, faa godt han kunde. Dagen 
efter lod Schamyl ham ikke kalde, men forſt den paa⸗ 
folgende Dag havde Gramof en ny Samtale med ham, 
ved hvilken Leilighed der ogſaa var andre Perſoner 
tilſtede. 

„Set Dig ned, Iſal-Beg,“ ſagde Schamyl til 
ham. 

„Tillad mig at blive ſtagende.“ 


— — 


404 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenftab hos Schamyl. 


„Som Du vil. Befinder Du Dig ellers vel?“ 

„Ja, Gud være lovet,” 

„Gud være med Dig fremdeles! Vil Du ikke 
glæde dit Sie ved at fee Prindſesſerne?“ 

„Det beroer paa Dig.“ 

„Seer Du, jeg har behandlet Prindſesſerne godt 
og ſorget for, at Ingen kan gjøre dem det Mindſte; 
men det har jeg ikke gjort for deres Skyld alene. 
Fyrſterne burde være mig taknemmelige for det og ikke 
prutte om Loſepengene. Jeg troer, at de træffe Sagen 
i Langdrag i det Haab, at det ffal lykkes dem at tage 
Vedeno og befrie Fangerne.“ 

„Det er mig umuligt, Iman, at ſpvare herpaa i 
ſaamange Vidners Nerveeelſe.“ 

„Det er godt, faa kan vi fortſcette en anden Gang“, 
ſagde Schamyl og lod Tolken gage. 

Aftenen efter blev der endelig tilſtaget ham denne 
fortrolige Audients, ſom han faa længe havde anſogt 
om, og ſom Schamyl ſyntes mere at frygte end at 
onſke. Efter de ſedvanlige Indledninger ſagde Gramof 
til Schamyl i en hemmelighedsfuld Tone: „Indſeer 
Du da ikke, at ſelv om Fyrſterne havde en Million 
Rubler, vilde de ikke give Dig den.“ 

„Hvorfor ikke?“ 

„Fordi Keiſeren ikke vilde tillade dem at forſyne 
Dig med ſaadanne Summer, ſom vilde gjore Dig det 
lettere at fore Krig imod ham. Desuden ere Fyrſterne 
ſelvb ſtolte og ville aldrig forandre en Toddel i det 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 405 


Tilbud, de eengang have gjort. Tillad mig ogſaa at 
ſige Dig, at Du burde være tilfreds med den Wre, at 
twinge Rusſerne til at tilbagegive Dig den Son, ſom 
de have frataget Dig med Vaabenmagt. Der vil blive 
talt derom i hele Europa, og man vil ffrive i Avi⸗ 
ſerne, at Du har ſeiret over Rusſerne.“ 

„Det er ſandt; men Penge er ogſaa en herlig 
Ting“, ſvarede Schamyl med et Smil. 

„Tro mig, Iman, at jeg taler ligeſaa meget i din 
Interesſe ſom i de to Fyrſters. Hvem kan vide, om 
jeg ikke felv engang falder i dine Hænder,” 

„Det er godt”, ſagde Schamyl efter en Pauſe, 
„jeg vil ſee endnu i Morgen at komme tilrette med mit 
Folk, thi Du veed, at jeg ikke kan foretage Noget uden 
dets Samtykke. J Overmorgen ffal Du komme til at 
afreiſe med et endeligt Svar.” — Gramof gik, men 
allerede næfte Morgen Klokken ni blev han igjen hentet 
til Schamyl, der fad omringet af fine Nalbs. Saafſnart 
han fane Gramof, vendte han fig til ham. 

„Jeg onſker Dig tillykke, Iſai-Beg“, ſagde han 
til ham. Han pegede pan eu Mand, der fad med 
nogle Papirer foran ſig. „Denne Mand er min Se— 
kretair, og jeg er netop ifærd med at ſkrive til Fyrſt 
Orbeliani. Penge ere ſom Gresſet, der visner. Vi 
tilbede ikte Penge, men Gud.“ 

Disſe Ord ſyntes alle de Tilſtedeverende at give 
deres Bifald. Schamyl vedblev i ſamme Tone: „Jeg 
vil ikke efterligne Eder i at ſkrive lange Breve. Mit 


406 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


Brev ffal ikke indeholde Andet end de Ord: Gud er 
barmhjertig. Giv mig min Son tilbage, faa giver jeg 
Eder Prindſesſerne.“ 

Gramof traf fig tilbage, men blev ſnart igjen 
hidkaldt for at modtage Schamyls Brev tilligemed en 
Skrivelſe fra Prindſesſerne til Fyrſt David. Han be— 
falede Gramof at lægge disſe to Breve i en Palke, 
ſom han fatte fit Segl pan; derpaa bad han ham om 
at bringe fig Djemmal⸗Eddin og tilfoiede tilſidſt: „Vaag 
over, at min Son ikke bliver omgiven af flette Raad⸗ 
givere, der forlede ham til ikke at vende tilbage! Gjor 
mig den Tjeneſte! Veer oprigtig imod mig, og jeg ſkal 
belønne Dig for det. Levvel!“ 

Det var de ſidſte Ord, ſom Schamyl henvendte 
til ham. En halv Time efter forlod Gramof Scha⸗ 
myls Reſidents med de ſeedvanlige Wresbeviisninger og 
begav fig til Khaſaf, det Sted, hvor han ffulde træffe 
ſammen med Fyrſterne, der ventede paa hans Tilbage— 
komſt med den meſt levende Utaalmodighed. 

Skjondt Prindſesſerne vidſte, at Gramof var kom— 
men, kjendte de dog ikke, hvad der var blevet forhandlet 
mellem Schamyl og ham; men de anede nok, at Imanen 
befandt ſig i en piinlig Forlegenhed. At Vaabenlykken 
i den ſidſte Tid ikke havde været ham gunſtig, det vidſte 
de, og det bekraftedes end mere ved den Sorg og Ned— 
ſlagenhed, der herſkede i Seraillet. En af Schamyls 
Koner havde desuden betroet dem, at Imanen ſelv havde 
været lige ved at blive fangen, at han havde maattet 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 407 


redde ſig ved Flugt, og at der ſtrax efter var blevet 
bragt Saarede til Seraillet. Under disſe piinlige For— 
hold ſyntes Tiden dem dobbelt lang, og de begyndte 
allerede at frygte for, at deres Fangenſkab aldrig vilde 
faae Ende. Pludſelig overraſkedes de af den gledelige 
Nyhed, at Schamyls Son var ankommen til Stavropol 
den trettende Februar, og at han var reiſt til Khaſaf 
med Gramof, der havde foreſtillet ham for Fyrſt Da— 
vid. Fyrſten havde ſtrax ſendt en Kureer til Schamyl 
for at opfordre ham til at afſende Folk, der kunde be⸗ 
krefte Sønnens Identitet. Hovpdingen afſendte en gam⸗ 
mel Muride, der havde i fin Tid bragt Djemmal⸗ 
Eddin til Rusſerne, Intendanten Khadjio og den arme⸗ 
nianſke Tolk. Disſe tre Mænd begave fig ſamme Dag 
paa Reiſen. 

Medens de ſkyndte fig at nage Khaſaf, begyndte 
man i Seraillet at forhandle om Loſepengene for de 
øvrige Fanger. Fra dette Sieblik blev de Fangnes 
Stilling endnu mere ubehagelig. Uden Tvivl meenke 
Bjergboerne, at jo mere de ulykkelige Fanger bellagede 
ſig, deſto flere Penge vilde man offre for at loskjsbe 
dem. Neſſten daglig hørte nu Prindſesſerne Murider⸗ 
nes hellige Sang, og man fortalte dem, at Schamyl 
havde ladet hente en from Eneboer, ſom han havde ind⸗ 
logeret hos ſig. Visſe Dage om Ugen ſamledes nu 
Bjergboerne i den yderſte Gaard, hvor Eremiten gjen⸗ 
nem et Vindue holdt Taler til dem. Naar han ikke 
var beſkjeftiget dermed, holdt han Bonner, og Schamyl 


408 Nusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


ſelv tilligemed Sonnen og nogle Fortrolige ſluttede fig 
da gjerne til ham. Prindſesſerne kunde ikke forklare 
fig, hvad der havde bevæget Schamyl til at falde denne 
Mand til fig fra Orkenen. 

De Mænd, [om Schamyl havde ſendt til Khaſaf, 
kom ſnart efter tilbage og vare ude af fig ſelv af Be— 
undring over Djemmal-Eddins udmeerkede Egenſkaber. 
Alt gik nu fortreffeligt, og Prindſesſerne begyndte alle⸗ 
rede at glæbe fig til Befrielſens Oieblik, da der ind⸗ 
traadte en Begivenhed, ſom igjen vakte hele deres Frygt. 
Schamyl havde paauy ſendt Geſandter til Fyrſt David 
og fordret en Million for Fangernes Losladelſe, og 
Generalen Havde i fin Forbittrelſe ſvaret i en Skri⸗ 
velſe, ſom Indris havde overſat for Schamyl, og hvis 
Udtryk vare i Overſettelſen fan noergaaende, at man 
begyndte alvorligt at tale om at ſende Prindſesſerne til 
en nærliggende Landsby og at dømme dem til det gro⸗ 
veſte Arbeide. Schamyls anden Son, Kazi-Machmet, 
kom endogſaa ſelv og befalede dem at forberede ſig 
til Reiſen. Prindſesſe Anna lod ſig foreviſe ſin Mands 
Brev, leſte det og erklærede, at der ikke var et Ord 
deri, ſom kunde fornærme Schamyl. „Lad blot Schakh⸗ 
Abbas overfætte det ordret, faa vil man give mig Ret“, 
ſagde hun. Schamyls Son indvendte, at om Brevet 
ikke indeholdt Fornermelſer, faa fremgik der dog tyde⸗ 
ligt af det, at man ikke vilde betale Millionen, „og 
dog veed vi“, ſagde han, „at Fyrſten har modtaget 
langt meer end fyrgetyvetuſinde Rubler af Regjeringen. 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 409 


Prindſesſen gjendrev paa det Kraftigſte denne Paa⸗ 
ſtand; den unge Hovding hørte opmerkſomt paa hende 
og ſagde tilſidſt, at naar Schamyl endnu beſtandig op⸗ 
ſatte deres Afreiſe, ſaa var det kun for at give dem 
Leilighed til forſt at ſtrive nogle gode Breve til deres 
Paarorende. Prindſesſerne ſkyndte fig da at ſkrive Alt, 
hvad man forlangte af dem, og Schamyl tilfoiede endnu 
nogle truende Pttringer. Fyrſten blev end yderligere 
forbittret ved at læfe disſe Breve og faſtſatte fort og 
godt en Friſt, inden hvilken Schamyl ſkulde beſtemme 
ſig, hvis ikke, maatte alle Forhandlinger betragtes ſom 
endte. Schamyls Sendebud bragte ham dette Svar, og 
han ſyntes flet ikke at blive misfornoiet derover. En 
Samtale, ſom Prindſesſerne havde med Eneboeren om 
dette Punkt, lod dem ſee klart, hvad der egentlig var 
hans Tanke dermed. Folket forlangte en Million, men 
Schamyl var mere noiſom end hans Underſaatter, og 
Eremiten fik tilſidſt det Hverv at bringe dem til at 
afſtaae fra deres Fordringer. Det lykkedes ham ogſaa, 
og Schamyls Kasſerer begyndte allerede at modtage 
Indbetalingerne. Dette lykkelige Reſultat meddeeltes 
Prindſesſerne af Schamyls Intendant, der tillige un⸗ 
derrettede dem om, at efter Schamyls Beſtemmelſe var 
Torsdagen den ſyttende Marts 1855 (rusſiſk Stil) 
den Dag, da Üdvexlingen ſkulde gage for fig. „Tors⸗ 
dagen“, tilfoiede han, „er Imanens Yndlingsdag, han 
vælger den altid, baade naar han begynder et Felttog, 
og naar han indlader fig paa en vigtig Forretning.“ — 


410 Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


Denne Tidende var naturligviis Fangerne ſerdeles kjer— 
kommen. Nogle Dage for Udvexlingen fkulde finde 
Sted, var der uſedvanligt Liv og Rore i Seraillet. 
Schamyls yngſte Son havde faaet fin Faders Tilgivelſe 
og var vendt tilbage; ſtrax efter kom Kazi-Machmet 
med ſin unge Kone, Sultan Daniels Datter, hvis præg» 
tige og koſtbare Dragt vakte almindelig Opmeerkſomhed. 
Hun blev: modtaget med ſtor Udmerkelſe, og kun Schamyl 
forholdt ſig ganſke taus og alvorlig, da han hilſte paa 
fin Svigerdatter. „Kjere Karimate“, ſagde han efter en 
Pauſe til hende, „jeg er glad over at ſee Dig, men jeg 
nodes til at gjøre Dig en Bebreidelſe. Jeg feer med Sorg, 
at min Sons Kone vedbliver at beere disſe rige og 
uſœedvanlige Dragter. Hvad ſkal alt det Guldbroderi til paa 
et Sted, hvor der herſker den ſtorſte Simpelhed?“ Dagen 
efter de unge Agtefolks Ankomſt bleve Prindſesſerne 
anmodede om at udvelge af det paa Slottet gjorte 
Bytte de Sager, ſom de kunde onſke at kjobe tilbage. 
Man ſamledes hos Sultaninden Zaldete; men Synet 
af alle disſe Ting gjorde et ſmerteligt Indtryk paa 
Fangerne. „Gjor med det, hvad J felo vil“, ſagde 
Prindſesſerne og vendte ſorgmodigt tilbage til deres 
Veerelſe. 

Endelig ſlog Frihedstimen. Der bragtes hen til 
Seraillet arbas eller Vogne paa fire Hjul, ſom man 
aldrig før havde feet der i Landet. Dagen efter toge 
Prindſesſerne endelig Afſked fra Sultaninderne, og 
Zaldete lod, ſom hun var ubeſkrivelig rørt over at 


10 


Rnsſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 411 


ſtulle ſkilles fra dem. Affkeden varede neſten en heel 
Time, og Prindſesſerne ſteg nu op i Vognene, der ikke 
bleve trukne af Oxer, ſom Landets Skik forer med ſig, 
men af Heſte. Det var sienſynligt et Galanteri af 
Schamyl. Ven Indgangen til Seraillet holdt en Rytter⸗ 
afdeling, der commanderedes af Kazi-Machmet. Fyrſt 
Ivan, der ogſaa var bleven loskjobt, uden at han vidſte 
af hvem, ventede ogſaa paa dem. Da Toget gik igjen⸗ 
nem Landsbyen, hörte Prindſesſerne Stemmer fra de 
neermeſte Huſe, der tilraabte dem: „J, ſom vide, hvad 
man lider paa dette Sted, glemmer os ikke.“ Da 
Escorten kom udenfor Landsbyen, gjorde den Holdt paa 
en Plaine for at vente paa Schamyl, der ſtodte til den 
med ſine Murider og med Sultan Daniel. Over 
Imanens Hoved bar man en umaadelig ſtor ſort Pa⸗ 
raſol. Den forſte Dagreiſe endte i den Landsby, der 
Ian nærmeft ved Grendſen af Schamyls Beſiddelſer, og 
Fangerne bleve indlogerede i et Huus, der ſtodte op til 
Schamyls Natteqvarteer. Samme Aften bad Schamyl 
dem om at ſkrive til Fyrſt David, der opholdt fig i 
det rusſiſke Fort Kurinſki, tyve Verſter fra Landsbyen, 
for at formaae ham til dieblikkelig at ſende fig Tolken 
Gramof. Prindſesſerne adlød, og en Rytter ſprengte 
ſtrax afſted med Depechen; han fandt ogſaa der Fyr⸗ 
ſten, ſom netop traf Anſtalter til neſte Morgen at gane 
Bjergboerne imode. Schamyls Begjering vverraſkede 
og foruroligede ham, og han bad Gramof indſtendig 
om dieblikkelig at begive fig til ham. Denne ſatte fig 


— snes AE 


—— —— — —— 


412 Nusſiſke Prindſesſer i Fangenftab hos Schamyl. 


tilheſt, og fkjondt Afſtanden ikke er betydelig, naaede han 
førft henimod Klokken fire om Morgenen Schamyls 
Qvarteer. Udenfor hans Huus holdt der en Vagt af 
Murider. Tolken gav fig tilkjende og blev ſtrax fort 
ind til Imanen, hvem han fandt liggende paa et Teppe, 
bedekket med Puder, og foran en Kamin, hvori Ilden 
brendte lyſtigt. Han havde en Roſenkrands i Haanden. 

„Hvorledes, Iman“, ſagde Gramof til ham, „Du 
ſover ikke?“ 

„Du har berovet mig min Natteſovn, thi jeg ven⸗ 
tede paa Dig.“ 

„Natten er mork; men hvorfor har Du ladet mig 
kalde? ere Prindſesſerne maaſkee ſyge?“ 

„Nei, men jeg er vred paa Dig. Vi hapde be⸗ 
gyndt at forhandle denne Sag mellem os To, og det 
var med Dig, at jeg vilde bringe den tilende. Hvor⸗ 
for har Du i tre Uger opholdt Dig i Khaſaf uden at 
komme til mig?“ 

Der blev bragt Thee, og Schamyl vedblev: „Hor 
nu, min Iſar⸗Beg, Hvorfor jeg har ladet Dig komme. 
Forſt og fremmeſt vil jeg takke Dig. Jeg veed, at Du 
reiſte min Son imode, at Du ikke har forladt ham 
ſiden, og at Du har opført Dig vel imod ham. Des⸗ 
uden vilde jeg ſige Dig, at det i Morgen er en ſtor 
Dag: i Morgen ffulle vi flutte, Fred med Rusſerne, og 
derfor mage Alt være i Orden. Naar jeg ſelv dra⸗ 
ger min Son imøbe, faa er det for at ledſage Prind⸗ 
ſesſerne og for at forhindre, at der kunde tilftøbe dem 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 413 


noget Übehageligt ved Udvexlingen. Saaſnart det bli⸗ 
ver Dag, vil jeg ſamle alle mine Nalbs og forbyde 
dem at overſkride Grendſen. Hvor hoie Perſoner ere 
tilſtede, bor der herſke Fred og Retfeerdighed. Kan Du 
ogſaa indeſtage mig for, at jeg for min Deel ikke har 
noget Forrœderi at befrygte af Rusſerne?“ 

„Det kan Du ſtole paa.“ 

„Og hvorledes har min Son det?“ ſpurgte Scha⸗ 
myl efter en Pauſe. 

„Gud være lovet, han er fund og raſk.“ 

„Man ſiger, at han kan ikke et tartariſk Ord." 

„Det er ſandt, men han har boet i Rusland ſaa⸗ 
mange Aar, at man ikke bor bebreide ham det. Han 
vil ſnart lære at tale dit Sprog ligeſom tidligere,” 

„Han ſkal fage Lov til at leve, ſom han ſelv vil; 
Alt, hvad jeg onſker, er, at han bliver hos mig.“ Scha⸗ 
myl yttrede endnu engang Frygt for, at Rusſerne kunde 
bedrage ham. Tolken beroligede ham paany, hvorpaa 
Imanen afbrød ham og ſpurgte ham om Nyt fra Se⸗ 
baſtopols Beleiring. 

„Man holder Stand paa begge Sider“, ſvarede 
Gramof, „og endnu er der Ingenting afgjort.“ 

„Svorledes!“ udbrød Schamyl. „Tre Czarer kunne 


ikke tage en Feſtning i otte Maaneder! Gaa har jeg 


Pet til at være ſtolt, thi jeg alene har nu i ſaamange Aar 

holdt Stand imod Rusſerne.“ Saaledes fortſattes 

Samtalen ligetil Klokken fer. Tolken bad Schamyl om 

Tilladelſe til at beſoge Prindſesſerne, hvilket denne og⸗ 
27 


414 Nusſiſte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


faa gav ham Lov til, men paa det Vilkaar, at han 
atter ſtulde komme til ham. Da Gramof havde bero— 
liget Prindſesſerne, der vare blevne forſkrekkede over 
haus Komme, gik han tilbage til Imanen, der forſik— 
krede, at Üdvexlingen ſkulde finde Sted ſtrax, og gav. 
en af fine Nalbs Ordre til at ledſage ham hen til det 
Punkt, hvor den ſkulde gage for ſig. Inden Gramof 
tog bort, bad han Schamyl om at forbyde ſine Folk at 
affyre Geveerſalver ſom Gledestegn. 

„Gjerne“, ſvarede Schamyl, „men ville J ogſaa 
være ligeſaa tilbageholdne?” 

„Siden Keiſerens Dod bære vi Sorg, og ſom 
Folge deraf ere alle Gleedesudbrud forbudne.“ 

„Hvordan? er Eders Keiſer død?” raabte Scha⸗ 
myl. „Saa gjøre J vel i at bære Sorg“, tilfoiede 
han efter en Pauſe. „Forreſten maa jo Sonnen af 
en ſaadan Mand ligne ſin Fader. Haus Efterfolger er 
vel den ſamme Alexander, der beſogte Kaukaſus for 
ikke længe ſiden.“ 

„Det er han“, ſvarede Gramof. 

Efter en kort Pauſe vedblev Schamyl: „Tiden 
iler; ffynd Dig derfor, min Son, tilbage til Kurinfki 
og lad dine Landsmænd komme. Vi fees ſnart igjen.” 

Tolken foer afſted i Galop for at bringe Fyrſten 
denne gledelige Efterretning; et Par Murider fulgte 
ham ſom Wresvagt. Detachementet brød ſtrax op, og 
da Rusſerne kom til det Sted, hvor Udverlingen ſkulde 
gaae for fig, toge de alle nødvendige Forholdsregler 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 415 


for ikke at blive overrumplede. Derpaa blev Gramof 
igjen ſendt til Schamyl, hvem han fandt liggende i 
Greœsſet paa en lille Hoi under fin forte Paraſol og 
i Selſkab med Sultan Daniel. Han reiſte fig engang 
imellem halvt op for at betragte igjennem en Kikkert de 
rusſiſke Tropper. Bag ved ham holdt femtuſinde Ryt-⸗ 
tere opſtillede i Taushed; længere henne tilhoire ſage 
man de Vogne, hvori Fangerne befandt ſig. 

„Hvad har Du at befale, Iman?“ ſpurgte Gra⸗ 
mof, idet han traadte hen til Schamyl. 

„Tag fem og tredive af mine Mend med Dig; 
begiv Dig med dem hen til Fangerne og for dem 
tilligemed mine to Sonner Kazi-Machmet og Machmet⸗ 
Chabi over paa den anden Bred af Mitchik“); lad faa 
et lignende Antal af Eders Folk begive ſig hen til det 
ſamme Punkt med min ældfte Son Djemmal-Eddin og 
med Pengene.“ 

Medens Gramof vexlede disſe Ord med Scha— 
myl, vare Prindſesſerne i en ſtor Spending. Nogle 
Sieblikke efter fatte Vognene fig i Bevegelſe, og med 
Kazi⸗Machmet og Gramof i Spidſen naaede de fnart 
henover Flodens udtørrede Leie til den modſatte Bred. 
Fyrſt David nærmede fig ogſaa. Kazi-Machmet hilſte 
pan ham i fin Faders Navn; en gammel Mulla bragte 
ham hans Son, deu lille Alexander, og næften i ſamme 
Sieblik kaſtede haus Kone ſig i hans Arme. Under 


*) En lille Flod, der dengang naſten var udtørret. 
27 


E 


— T—“ ——— —́ಠ—- 


416 Rusfifte Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 


dette rorende Gjenſyn vendte Gramof tilbage over den 
udtørrede Flod med Djemmal-Eddin, Vogne fulde af 
Pengeſcekke og et rusſiſk Detachement, commanderet af 
General Nikolal. En Meengde Bjergboere ſtrommede 
dieblikkelig til; de vilde Alle fee deres Imaus Son, og 
nogle af dem kysſede ham paa Haanden. Et lille 
Stykke Vei fra det Sted, hvor Schamyl opholdt ſig, 
kom Intendanten Khadjio Djemmal-Eddin imode, rakte 
ham en Pakke, der indeholdt en fuldſtendig kaukaſiſt 
Dragt, og betydede ham, at hans Fader ikke vilde gjen⸗ 
fee ham i rusſiſk Uniform. Det unge Menueſke ſtand— 
ſede da ved et Buſkads, og et Sieblik efter kom han 
frem igjen i fin nye Dragt. Man bragte ham fra 
Schamyl en prægtig Heſt; han foang fig let op i Sad⸗ 
len og red henimod fin Fader. Aldrig ſaaſnart ſaae 
han ham, for han igjen ſprang af Heſten og kaſtede ſig 
i hans Arme; Taarerne rullede ned over Schamyls 
Kinder; han vendte fig til de Omſtaaende og ſagde til 
dem: „Jeg takker Gud, der har bevaret min Son, 
Keiſeren, der har givet mig ham tilbage, Fyrſterne, der 
have hjulpet mig til at fee ham igjen, og Dig, Iſal⸗ 
Beg, for de gode Tjeneſter, Du har gjort mig.“ 

J ſamme Sieblik bemeerkede han nogle rusſiſke 
Officerer og Cadetter, der holdt fig i nogen Afſtand. 
Han ſpurgte, hvem de vare, og Gramof ſvarede ham, 
at det var General Nikolais Adjutanter, der havde 
ledſaget hans Son. „Jeg takker dem“, ſagde Schamyl. 


Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl. 417 


„Jeg havde en anden Mening om Rusſerne, men vil 
for Eftertiden domme dem bedre.“ 

De rusſiſke Officerer ſpurgte Djemmal-Eddin, om 
det maatte være dem tilladt at ſige ham Farvel. „Hvil⸗ 
ket Sporgsmaal!“ raabte det unge Menneſke og kaſtede 
fig i deres Arme. J bette Oieblik fyldtes Schamyls 
Oine igjen med Taarer, og for at udſlette det piinlige 
Indtryk af denne Scene ſagde han til Bjergboerne: 
„Disſe unge Menneſker ere uden Tvivl Kammerater.“ 
Derpaa hilſte han Officererne høfligt og befalede Kazi⸗ 
Machmet at fore dem ind i et Telt og beverte dem. 

Prindſesſerne toge nu Veien til Tiflis og modto— 
ges overalt med den meſt levende Sympathi. Scha⸗ 
myls Son, Djemmal-Eddin, gjorde ſtrax efter ſin An⸗ 
komſt en Rundreiſe for at beſoge ſin Faders Beſiddelſer 
og giftede ſig kort efter med en Datter af en af Lan⸗ 
dets beromteſte Hovpdinger. 


enen 


— — — ——ů — 


418 


Charanteriſtin af Karl den Tolvte. 


Af 
Bernh. v. Beſkow. 
(Efter Forfatterens Manuſcript). 


Man tenker fig ſedvanlig Løven fra Norden keem⸗ 
pende i Spidſen for fine agullgossar blå» og omgiven 
af fine verdensberømte Kæmper, der minde om Sagaer⸗ 
nes Foſtbrodre; eller vi ſee ham ſom Dreng ſtride med 
Skovkongen Bjørnen; eller han ligger i en gaadefuld 
Dvale paa fin Sofa i Tyrkiet og ſpiller Schach; eller han 
trodſer med en Haandfuld trofaſte Mend en heel Heer 
af Janitſcharer; eller han rider, efter at have ligget 
ſtille i et Aar, Nat og Dag — to hundrede og ſex og 
füirſindstyve Miil i fjorten Døgn, for efter Hjemkomſten 
til Fædrelandet at døe, ſom han havde levet, med Sveer⸗ 
det i Haanden. 

Paa den anden Side finder man, naar man om⸗ 
hyggeligt gjennemgaaer hans indre Hiſtorie, at han ligefra 


Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 419 


fit femtende Aar flere Gange om Ugen var tilſtede i 
Statsraadet; at han med Opmeerkſomhed horte paa 
lange, indviklede juridiſke Underſogelſer undertiden frem⸗ 
kom med ſkarpſindige Bemerkninger og uden Henſyn til 
fine Raadgiveres Meninger udtalte Beſlutninger, der 
ikke ſjeldent vidnede om et ualmindeligt Fremtidsblik, 
endogſaa i Lovgivningsvesnet; 

at han, ſom ungt Menneſke, elſkede al 2 og 
foredlende Tidsfordriv og fandt Fornoielſe i at bivaane 
Foreſtillingerne af Corneilles, Racines og Molières Skue⸗ 
ſpil; at han i den Henſigt lod indkalde en franſk Skue⸗ 
ſpillertrop, den forſte, der optraadte i Sverrig, og lod den 
i de forſte Krigsaar endogſaa ſtundom optræde i fit Vinter⸗ 
qvarteer; at han overdrog den geniale Nicodemus Tesſin 
at arrangere Hoffeſter, Concerter, Baller og Maſkerader og 
ſogte at kappes i Glands med Hoffet i Verſailles; at han 
gavmildt underſtottede Videnſkabsmend og Kunſtnere og 
lod indforſkrive ſjeldne fremmede Bærter til Prydelſe 
for de ſtore Haveanlæg, ſom ſenere fif Navn af „Konge⸗ 
haven“; 

endvidere: at han under ſine Felttog ſtadig vaa⸗ 
gede over Rigets indre Anliggender og aldrig lod noget 
vigtigt Regjeringsſporgsmaal gane fig forbi; at han i fit 
Vinterqvarteer, der ſtundom varede et halvt Aar eller 
længere, arbeidede i fit Cancelli fra Klokken to om Mor⸗ 
genen, indtil han red ud i Leiren, og at han ved fin 
Hjemkomſt modtog Referater lige til om Aftenen, ſaa at 


7 


420 Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 


hans Feltliv ſnarere lignede Frederik den Audens eller 
Napoleon den Forſtes end en raa Krigsmands; 

endvidere: at han deels under fine Felttog og un⸗ 
der ſit Ophold i Tyrkiet, deels efter ſin Hjemkomſt til 
Fedrelandet, lod udarbeide mangfoldige Forſlag til Re— 
former i Rigets indre Forvaltning, betreffende Embeds⸗ 
vœesnets Omdannelſe, Lovgivning, Armeens Organiſation, 
Finantsveſen, Handel og Haandveerrker, almindelige 
Bygningsforetagender, Hovedſtadens Forſkjonnelſe, Vi- 
denſkaber og Kunſter. Det er heller ikke jan lidt merke⸗ 
ligt, at ſaagodtſom alle disſe Reformer gik i frem— 
ſkridende Retning og have banet Overgang til en 
Mængde Forbedringer, der ſenere ere traadte i Kraft, 
f. Ex. Collegiernes Overgang til Miniſterier, en for— 
bedret Lovgivning, Formindſkelſen af Domſtolenes In⸗ 
ſtantſer, almindelig Vernepligt, Oppeborſelsmaadens 
Simplification, Grundſkattens retferdigere Fordeling 
og Naturalpreſtationernes Aflosning med Penge, en 
Slags Begyndelſe til Indforelſen af Communalveſen, 
henſigtsmœesſigere Brendeviinslovgivning, Indretning af 
Agepoſter oſv., hvilke Spørgsmaal neſten alle bortfaldt 
ved hans Dod, for at optages igjen af ſenere Regje⸗ 
ringer, uden at man ſynes at ville indromme, at Froet 
til alle disſe Forbedringer i Samfundsforholdene for— 
dum hjemſendtes fra Bender og Timurtaſch. 

Hvorledes lade faa grelle Modſigelſer fig forklare 
og forſone? hvorledes ſkal man forſtaae, at en ſaakaldet 
„forſildefodt Viking“ ſkulde være ikke blot Reformven i 


Charakteriſtik af Karl den Tofvte. 421 


fremſkridende Retning, men at han forſt af Alle paa 
Meelarens Strandbred har banet Veien for Galliens 
Sangmo? hvorledes ſkulde det kunne more en raa 
Bjoruejceger at lade Olympens Guddomme optræde ved 
ſtraalende Hoffeſter, eller at udffilfe kunſtforſtandige 
Mænd for fra Seinens Bredder at hente Monſtre til 
ſmagfulde Haveanlæg og aldrig ſeete Vandſpring, hjem⸗ 
bringe koſtbare Blomſter og viſe Norden det hidtil 
ukjendte Skue af blomſtrende Orangetrœer? 

Saaledes vare hans Erobringer beſkafne. Hvor 
ſkjulte fig da indtil hans attende Aar den umaadelige 
LErgjerrighed, ſom, det paaſtaaer man, har qvalt alle 
andre Folelſer hos ham? Det er dog i Ungdommen, 
at de naturlige Drifter helſt aabenbare fig uden det 
fremmede Prog, ſom Livets Skole faa ofte paatrykker 
dem. Det er ligeledes bekjendt, at een af Anleduingerne 
til hans Naboers Angreb paa ham var, at de troede 
det let at ſeire over en blodagtig Fyrſte, der henſloſede 
fin Tid i Leg og Forlyſtelſer*). De fik ſnart at merke, 
at de havde taget feil, og det var ikke den eneſte Gang, 
at Karls uudgrundelige Veſen vildledte hang Fjender. 
Paa den anden Side ſynes det ubeſtrideligt, at der i 
ham maa have boet noget. Andet end blot Krigerens 
Kraft og Mod; hans Sjelsretning, Opdragelſe, Sys⸗ 


*) Lagerbring ſiger derom: „Kong Karl Havde naſten faaet 
Verden til at troe, at han alene tenkte paa at more fig, 
uden at bekymre ſig om ſit Rige.“ 


429 Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 


ſelſcettelſer, Yndlingsbeſkjeftigelſer og Handlinger kunne 
ikke blot have været af den Natur — eller hovedſagelig 
af den Natur — ſom de almindelig fremſtilles; man 
ſynes ſnarere at kunne antage, ſom en Forklaring af 
disſe Modſigelſer, at medens nogle af hang Ung⸗ 
domseventyr anfores af Alle, og hans Heltemod priſes 
uafladelig, og medens vidunderlige Fortællinger paa⸗ 
digtes ham i begge Retninger, har man i Almindelighed 
ladet hans indre Udvikling, hans ſjeldne aandelige Egen⸗ 
ſkaber, hans Skarpſindighed, hans baade for en Konge 
og en Kriger ualmindelige Fordragelighed, Taalmod, 
Overbeerenhed og Mildhed ganſke træde i Skyggen. 
Betragter man hans Ungdom nærmere, faa ſynes 
han at være bleven Helt uden ſelv at ane denne fin 
Beſtemmelſe; thi man ſkulde have ondt ved at fremviſe 
en opvoxende Seierherre, der mindre ſyntes at bryde ſig 
om Bedrifter og Erobringer end han. De ſidſte for⸗ 
ſmaaede han, thi han erflærede reentud, at han ikke brod 
fig om at faae mere Land end det, han allerede eiede, 
men kun om at regjere det godt. Da han fif fin forſte 
Underviisning i Krigskunſten, lagde han fig fortrins⸗ 
viis efter den videnſkabelige Side, Befeſtningskunſten, 
hvori der allerede laa en hemmelig Antydning af, at 
hans Kamp i Grunden vilde blive en Forſparskrig; 
han har paa hele fin fremtidige Herſkerbane heller al⸗ 
drig ſelv udſtedt nogen Krigserklcering. Er det paa den 
Maade, at en ubetvingelig Krigslyſt aabenbarer ſig? 
Han blev, ſom man veed, under Venfkabsforſikkringer 


Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 423 


angreben af tre Magter, og to andre frarovede ham 
Beſiddelſer uden nogen foregagende Krigserklering. Efter⸗ 
at han havde flaaet fine Fiender, tilbode de ham Fred 
for at bryde den igjen, ſaaſnart det var dem beleiligt, 
og ni Aars frugtesloſe Fredsunderhandlinger viſe, at 
med ſaadanne Modſtandere var en paalidelig Fred let⸗ 
tere at ønffe end at opnaage. 

Med Henſyn til Fredsſporgsmaalet vare Kongens 
og Raadets Anfkuelſer ogſaa mindre forſkjellige i Sa⸗ 
gen end i Formen. Raadet vilde have en hurtig 
Fred, Kongen onſkede den fremfor Alt ſikker og ære= 
fuld. Begge kunde have Ret, hver fra ſit Standpunkt, 
og fra begge Sider anførtes veſentlige Grunde. Lee⸗ 
ſeren kan ſelb domme om, paa hvilfen af Siderne Hen⸗ 
ſynet til det fvenffe Navns Wre, Rigets Seloſteendighed 
ligeover for fremmed Magtindflydelſe og Haandhevelſen 
af Sverrigs Daværende Anſeelſe ſom europeiſk Stor⸗ 
magt er det meſt overveiende. 

Naar man taler om Karls Bedrifter, priſer man 
fornemmelig hans Heltemod. Alt føres hen til hans 
grændjeløfe Ergjerrighed. Og dog har der, os vitter⸗ 
ligt, aldrig været nogen Konge, ſom mindre onſkede at 
omtales; han gik af Veien for Berommelſe og foragtede 
Smiger. Mon der ikke var ſelve Faren, der for hans 
Natur havde en uimodſtagelig Fortryllelſe? var det ikke 
den Skjonhed, han vilde ſee beſeiret for ſine Fodder? 
Det var den ſamme Folelſe, der rev ham hen, naar han 
ſom Dreng — viſtnok uden at tenke paa at blive ver⸗ 


424 Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 


densberomt — vilde vaabenlos fange Bjorne med 
Haandſnarer og Treœgafler; det var Faren, han ſogte, 
da han forſt af Alle ſprang i Vandet ved Landgangen 
paa Sjelland, da han ved Thorn ſtillede ſig foran 
Liewen for at beſkytte ham mod de fjendtlige Kugler, 
da han overlod den ſaarede Gyllenſtjerna ſin Heſt for 
at redde ham og fortſatte Kampen tilfods — en Blan⸗ 
ding af Sjelsgodhed og Mod, ſom han mangfoldige 
Gange ſenere gav Beviis paa, naar han i Spidſen for 
fine agossar blå» ſtormede Fjendens Batterier eller [od 
fit Bord dekke og lagde fig til Hvile midt under Kugle— 
regnen. Da Greven af Sachſen — og det fortjener at 
bemeerkes, at Kong Auguſt's egen Son var en af Karl 
den Tolvtes varmeſte Beundrere — da den unge Helt 
ved Stralſunds Beleiring var nysgjerrig efter at ſee 
Loven fra Norden, begav han ſig derhen, hvor Striden 
var varmeſt, forvisſet om at han der vilde finde ſin 
berømte Modſtander, hvilket ogſaa lykkedes. Denne 
Fortryllelſe, ſom Synet af Faren udover, er forreſten 
ikke ualmindelig hos Krigens Sonner. Ney, Murat, 
Blücher o. Fl. ſyntes forſt ret at leve op, naar Livet 


ſtod paa Spil, og Adlercreutz holdt helſt fine Maaltider 


i den fjendtlige Kugleregn. 

Men hvorledes vil man med en ſlig Tilboielighed 
forene den Mildhed, der ligefra Ungdommen og flere 
Gange ogſaa under hans Felttog udmærkede Karl den 
Tolvte? Medens ben efterfølgende Frihedstids Mænd” 
ikke toge i Betenkning at anvende Tortur mod politiffe 


Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 425 


Modſtandere for at fremtvinge Tilſtaaelſer (ſelv den 
fiintdannede Tesſin var ikke bange for at gjøre det, og 
Tortur anvendtes dengang i Europas meſt civiliſerede 
Lande), forbød den unge Karl den Tolvpte ved fin 
Regjerings Tiltredelſe og imod Raadets eenſtemmige 
Beſlutninger, at der mod en Anklaget maatte anvendes 
legemlige Piinsler. Blot Landsforrœdere og Folk, der 
havde fort Avindſkjold imod Fædrelandet, havde efter 
Karls Mening intet Krav paa Medlidenhed. Under 
hans Efterfolger ſtraffedes Görtz, Lewenhaupt og Bud⸗ 
denbrock ſom Landsforrœdere, ffjøndt de ikke vare det, 
og man bebreidede Karl den Tolvte, at han ikke for⸗ 
mildede Lovens Strenghed mod Patkul, der ved ſine 
Renker vedblev at puſte til en Krig, ſom hergede hele 
Norden, og ſom forſt endte for hans Fedreland efter 
tyve Aars Ulykker. 

Man har faldt Karl den Tolvte Nordens Alex⸗ 
ander, ſkjondt disſe To, naar man undtager den Tap⸗ 
perhed og Hoiſindethed, der findes hos dem Begge, vare 
hoiſt ulige i Bæjen, Anſkuelfer og Dyder. Man 
antager, at Karl, ved at leſe Curtius' Beſkrivelſe, var 
bleven faa henreven af den ſtore Macedoniers Bedrifter, 
at han valgte ham til ſit Forbillede. Det kan dog 
være Tvivl underkaſtet, hvorvidt Karl endogſaa blot 
har læft Curtius, der ikke var optagen blandt de For⸗ 
fattere, ſom efter hans Faders Forſtrift fkulde benyttes 
ved Prindſens Underviisning, og det er ikke troligt, at 
Læreren har vovet at afvige fra Karl den Ellevtes In⸗ 


4.96 Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 


ſtrux, der forſt og fremmeſt lagde Bægt paa Religions- 
underviisningen. Derimod feer man af Drengens egen— 
heendige Optegnelſer, at han allerede i ti Aars Aldren 
havde fuldſtcendigt gjennemgaget Cornelius og begyndt 


paa Juſtinus. Atterbom bemeerker, at han kunde have 


læft Curtius ſenere for fin Forndielſe, og man har, ſom 
et Beviis for at Karl har lignet ſig ſelv ved Alexander, 
citeret de Ord: Memini mo esse Alexandrum, non 
mercatorem; men naar man huffer paa, at han brugte 
denne Yttring, da man tilbod ham et Stykke Land for 
at afſtaae fra det, ſom han anſaae for en hellig Pligt: 
at beſkytte Lutheranernes Religionsfrihed, ſaa kan der i 
disſe Ord fuldtſaa vel ligge, at han betragtede ſig ſom 
en Konge og ikke ſom en Kræmmer. Sagen kan ſynes 
ligegyldig, men bliver det ikke, naar man erindrer, at 
Voltaire, for at gjøre Heltenes Lighed fuldſteendig, har 
tillagt Karl den beſynderlige Henſigt at ville ligeſom 
Alexander erobre Aſien, og at han beretter, hvorledes 
han fra Bender udſendte ſpenſke Officerer for at optage 
Planer af oſterlandſke Steder, hvilket Eventyr ſenere er 
blevet gjentaget i utallige Skrifter. Oprindelig var det 
Karls i ni Aar uafbrudte Seierstog, der har forfkaffet 
ham Tilnavnet Nordens Alexander, et Tilnavn, der er 
blevet optaget af Voltaire ligeſom af Datidens Digtere 
og andre Forfattere, og ſom har forplantet ſig indtil 
vore Dage. 

Det man heller ikke lades ubemærket, at det ikke 
er efter nogen indenlandſk Kilde, men i en fremmed 


Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 427 


Skildring, at Karl forſt er bleven forvandlet til en even⸗ 
tyrlig Helt og ſom ſaadan endnu vandrer omkring i 
Europa. Ferney-Philoſophen falder ſelv fin Hiſtorie 
«amusante», og Ingen vil afdiſputere den denne Egen⸗ 
ſkab. Med Geniets fkarpe Blik har han unegtelig op— 
fattet mange treffende Træf hos Heltekongen, og han 
har givet den ſtore Skikkelſe mere Liv end maaſkee nogen 
Anden; men uheldigviis havde han for ſin Skildring 
af Opholdet i Tyrkiet ſaagodtſom ingen paalidelige Kil— 
der at tye til. Han var nodt til at holde ſig deels til 
de Oplysninger, han fik af Holſteneren Fabricius, (der 
i Bender varetog ſin Herres Anliggender og ikke var 
fri for at ftaae i hemmelig Underhandling med Kong 
Auguſt's forſte Miniſter), deels til Meddelelſer af den 
fra Frankrig til England flygtede Handelscommisſiouair 
de la Motraye (der fik en Penſion af Karls Fjende 
Georg den Forſte, hvem han tilegnede fine «travels o), 
deels til Peter den Forſtes ſaakaldte Dagbog, der for 
en veſentlig Deel er ſkreven af Andre og altid er et 
Vidne i egen Sag, deels til Anekdoter af den ſach⸗ 
ſiſte General Schulemburg, af den franſke Miniſter 
Fierville (ſom har ſeet Karl en eneſte Gang) og af 
Poniatowſky. Hertil komme endnu de Oplysninger, 
han erholdt fra Keiſerinde Katarina, efter hvis Opfor⸗ 
bring han ogſaa ſkrev Peter den Forſtes Hiſtorie, hvori 
der forekommer de ſtorſte Misgreb i Skildringen af 
Czarens ſtore Modſtander. Det kan da ikke forundre, 
at det, ſom Lagerbring udtrykker fig, undertiden bliver 


—ͤ—E4 ꝗꝛ q— — — — 
— 


428 Charakteriſtik af Karl den Tolvte. 


vanſkeligt nok at bringe Voltaire i Overeensſtemmelſe 
med fig ſelv, og at den ſidſte Halvdeel af haus Hiſtorie 
ſtaaer betydeligt under den forſte, hvor han iblandt 
Andre havde Adlerfeld at tye hen til. Viſtnok var han 
i Beſiddelſe af Nordbergs hiſtoriſke Skrifter, men ſom 
bekjendt laa han altid i aaben Krig med ale bon cha- 
pelainb», hvem hau ikke blot beſkyldte for „at forraade 
Sandheden,“ men for „at forraade Menneſkehedens Sag.“ 
Voltaire erkjendte dog ſelv, at hans Hiſtorie havde voe— 
ſentlige Mangler, og yttrede til Grev Scheffer i Paris, 
at han vilde omarbeide den, faa at den ſkulde blive „det 
ſmukkeſte Arbeide, der var udgaaet fra hans Pen.“ 
Desværre gik bette Løfte i Glemmebogen, og det er vel 
ogſaa et Spørgsmaal, hvorvidt Forfatteren af ala 
pucelle d' Orleans» har været den rette Mand til for⸗ 
domsfrit at bedomme „Dydshelten“ Karl den Tolvte. 
Imidlertid har hans „amuſante“ Bog været Hovedkilden 
for en Mængde efterfølgende Skildringer af Kongens 
Ophold i Tyrkiet og er det til en vis Grad endnu. 
Det beroer ogſaa paa en forkeert Opfattelſe af 
Karls Charakteer, at man i visſe Pttringer fra hans 
Ungdom har villet fee en uforanderlig Livsanſkuelſe, 
ſkjondt ſaavel hans Livsanſkuelſe ſom hans Omdomme 
iſer i politiffe Spørgsmaal vandt i Erfaringens og 
Modgangens Skole et Omfang og en Sirkerhed, ſom 
tidt vakte Forundring. Guſtav den Tredie har i fin 
Charakteriſtik af Heltekongen treffende ſkildret, hvor ſtor⸗ 


Karl den Tolute& Charakteriſtik. 429 


artet dette aabenbarede fig, jo længere Løven fra Norden 
ſkred frem paa ſin Bane. 

Naar man anfører Karl den Tolvtes Ord i deres 
eiendommelige Form, maa man heller ikke glemme, at 
der tidt i dem ligger en ſkjult Ironi. Det er bekjendt, 
at han var en ſtor Puder af Skjemt, og at han, ifær 
i de ſidſte Aar, da Modgang og Bekymringer væltede 
ind over ham, deri ſogte ſaagodtſom fin eneſte Adſpre⸗ 
delſe. Han indſkrenkede fig ikke til „Skjelmeri i mathesi 
og Gaader i Algebra,“ ſom Svedenborg beretter, men 
han tog ogſaa undertiden ſin Tilflugt til Skjemt i ſine 
krigeriſke Foretagender, hvad man mindſt ſkulde troe, og 
det tidt efter den omhyggeligſte Beregning. Som et 
Exempel minde vi om hans forſkjellige Samtaler med 
Gyllenkrook om Pultavas Beleiring, under hvilken alle 
Kongens krigerſke og politiſke Handlinger ſtode i aaben⸗ 
bar Strid med de Meninger og Anſkuelſer, han havde 
udtalt for Generalqvarteermeſteren. Naturligviis kan 
det ikke have været hans Mening, at ville i en faa al⸗ 
vorlig Sag holde den ſkikkelige Mand for Nar gjennem 
flere Uger. Der kan da vauſkeligt gives nogen anden 
Forklaring, end at Kongen har villet ved ham have 
fine Ord udſpredte — hvad der ogſaa lykkedes — 
for derved at vildlede Fjenden med Henſyn til haus 
virkelige Plan, ſom var ved en Skinbeleiring at ſkjule 
ſit hemmelige Forbund med Mazeppas Koſakker og lokke 
Czaren til et Slag i aaben Mark, en Plan, ſom de, 
der kunne domme om Strategi og Statskunſt, have fun⸗ 

28 


430 Karl den Tolvtes Charakteriſtik. 


det ypperligt udteenkt. Rhenſköld ſagde derfor ogſaa 
træffende til den bekymrede Gyllenkrook: „Hverken jeg 
eller J eller nogen Anden kan udgrunde Kongens Pla⸗ 
ner, thi naar vi ligge i god Ro og ſove, arbeide hans 
Tanker, og det langt meer end Nogen kan troe eller 
ane.“ Det er desuden intet Under, at det Bekjendtſkab, 
ſom Karl den Tolvte blev nødt til at gjøre med den 
lumpneſte og trolsſeſte Statskunſt i Europa, ſom han i 
atten Aar havde at kempe med, gjorde ham, der var 
tilbageholden af Naturen, i den Grud indeſluttet, at 
han ſelv for fine Allernermeſte blev uudforfkelig. 

Tilſidſt en almindelig Bemerkning. Hvad man 
har kaldet „Hiſtoriens Myſterier“ er ikke nogen blot 
poetiſk Talemaade. Selve Hiſtorien har Hemmeligheder, 
ſom vi ſeent eller maaſkee aldrig komme under Veir 
med. En aandrig Tenker har ſagt, at kun den kan 
opfatte Fortiden, der er iſtand til at fremmane dens 
Aand. Hvis det er Tilfeldet, hvor Faa er det da ikke 
givet? Og disſe Faa, ere de altid i Beſiddelſe af 
denne Magt til at mane Aander, eller kun i Forſknin⸗ 
gens lyſeſte Sieblikke? Og pan den anden Side: 
hvorledes kan man ſkildre en Tid, hvis Aand man ikke 
er iſtand til at opfatte? 


431 


Brillantringen. 


En Novelle 
af 
H. P. Holst. 


Det var i September 1856, at jeg anden Gang be⸗ 
ſogte Neapel, hvor jeg havde tilbragt min lykkeligſte 
Ungdomstid. Saavel dengang ſom tidligere førte min 
Fod mig uvilkaarligt hver Aften ned til Villa Reale, 
gjennem den lange Accacie-Allee og hen til den frem⸗ 
ſpringende, med ſneehvide Marmorbeenke beſatte Rotonde 
mede ved Golfen, ſom vil være i uforglemmelig Erin⸗ 
bring hos Enhver, der har beſogt bette Paradis. Sor⸗ 
rent, Veſuv og Capri kappes her om at fængsle det 
af Skjonhed beruſede Blik, men Capri beholder Priſen. 
Som en uhyre Sphinx ligger Øen og ſoler fig ude i 
den blanke Golf og ſkifter Farve i den vexlende Belys⸗ 
ning. Snart er den fan morkeblaa, faa kraftig i Far⸗ 
ver og Contourer og ſynes at ligge ſaa ner, at man 


troer at høre Tarantellen og Tambourinklangen ovre 
287 


432 Brillantringen. 


fra Vignerne; ſnart bliver den violet og blegrod og 
fjerner fig mange Miglier, og er Luften engang imel— 
lem diſig og tung, forſvinder den ganſke. 

Det er naturligt, at jeg længtes efter at fee den 
igjen, og jeg behøvede ikke Skippernes daglige Tilraab: 
aAndiam' a Crap'“), Isch' e Castellamares for at huffe 
pan den. En. Dag blev min Lengſel for ſterk, og 
da der netop ſamme Formiddag gik et Dampfkib der⸗ 
over, ſtoppede jeg min Randſel, og en halv Time 
efter var jeg ombord og paa Veien. 

Reiſeſelſkabet tiltalte mig ikke, og jeg glædede mig 
allerede til at gjøre mine Udflugter alene; men min 
Glede var af kort Varighed, thi jeg havde netop fat 
mig hen til Relingen for i Ro at qvæge mit Blik ved 
Synet af den deilige Golf, der tindrede i Sollyſet, da 
et ungt Menneſke traadte hen til mig og hilſte mig for⸗ 
bindtligt. Jeg havde en Dag i Puzzuoli havt Leilig⸗ 
hed til at udfrie ham af en piinlig Forlegenhed, og nu 
kom han for at takke mig. 

Situationen var dengang komiſk nok. Han var lige 
traadt ud af en Feluke fra Procida og havde betalt Mari⸗ 
narierne det Dobbelte af hvad der tilkom dem. Som en 
Folge deraf vilde de have det Tidobbelte. De ſprang 
iland efter ham og omringede ham: de tryglede og 
truede, gjorde de forfeerdeligſte Grimacer, fegtede med 


*) J det neapolitanſke Folkeſprog hedder Sen ikke Capri, meu 
Crap'. 


Brillantringen. 433 


Arme og Been, ſpoer paa, at de bleve mishandlede og 
ſkabte ſig ſom Afſindige. Paa ſamme Tid ſprang et 
halvt Duſin pjaltede Droſchkekudſke og Calesſarier til 
fra den anden Side og traf i ham for at faae ham 
ind i deres Vogn. Man man have feet den Slags 
Scener paa Stedet for at gjøre fig en Idee om dem. 
Det unge Menneſke ſkjcelvede over hele Legemet; han 
var bleg ſom et Lig og faae fortvivlet til alle Sider, 
om Ingen vilde komme ham til Hjælp. Han greb al⸗ 
lerede i Lommen for at give dem Alt, hvad de forlangte, 
da jeg netop kom tidsnok for at afværge det. „Hvem 
vil have Maccaroni?“ ſpurgte jeg og kaſtede nogle 
Kobberpenge i Grams til alle Sider. J et Sieblik 
var Pladſen tom. Under Hujen, Latter, Skraalen og 
Skrigen ſtyrtede de fig hen over Pengene og floges om 
dem i Sandet. Det unge Menneſke benyttede ſig deraf 
til at ſpringe op i en Vogn, hvis magre Klepperter 
foer afſted med ham i Galop. 

Nu lo hau af fit Eventyr, omtalte det faa pud⸗ 
ſeerligt og takkede mig ſaa hjerteligt, at jeg begyndte at 
forſone mig med ham. Hertil kom, at han havde et 
ſmukt, intelligent Anſigt, livlige forte Dine og udtrykte 
fig baade dannet og beſkedent. 

„Men,“ ſagde jeg til ham, „De taler jo flydende 
Italienſk, og jeg, ſom troede, at De ikke kunde et Ord! 
Hvorfor talte De da ikke det Pak ordentlig tilrette?“ 

Han blev rod over hele Anſigtet. „Jeg vil til⸗ 
ſtaae Dem ærligt,” ſagde han, „at jeg var bange.“ 


434 Brillantringen. 


„Bange?“ 

„Ja De taber viſt al Agtelſe for mig, men jeg 
var jaa betagen af Skrek, at jeg ikke kunde faae et 
Dvd frem.” 

„Det var da beſynderligt, naar man ſom De er 
ung, raſk og ſteerk — hvad Landsmand er De da 
egentlig?“ 

„Jeg er en Wiener.“ 

„Nu ja, Folk ere jo ikke altid lige modige. Det 
var en dieblikkelig Judispoſition, kan jeg tenke.“ 

Han fvarede ikke, men fane over paa Kyſten. Lidt 
efter førte han Samtalen hen paa de Steder, vi kom 
forbi, og de Oldtids-Erindringer, der knyttede ſig til 
dem. Han citerede Horats og Virgil ſom en gammel 
Philolog, og de Bemærkninger, hvormed han ledſagede 
disſe Citater, viſte, at han var hjemme baade i Oldtid 
og Nutid. Samtalen fik beſtandig mere Liv, og inden 
vi vidſte af det, lagde Dampfkibet bi paa den oſtlige 
Side af Sen ved den ſaakaldte „lille Marine.“ 

Ingen af os tenkte paa at vende tilbage med 
Dampfkibet. Vi gik derfor med vore Randsler i Haan⸗ 
den raſk op ad de plumpe og ujevne Trin, der fore op 
til Byen Capri. Jeg gjenkjendte Vindebroen og den 
lille Kirke San Coſtanzo, der ligeſom Kirkerne paa 
Procida har et forunderligt moſkeeagtigt ÜUdſeende, og 
ſtrax efter ſtode vi udenfor et nyt opbygget Hotel „alla 
ciltå di Londra,“ der var propfuldt af Reiſende, og 
hvor det forſt langt om længe lykkedes os at fane et 


Brillantringen. 435 


enefte Værelfe til os Begge. Byen har ingen Merke⸗ 
ligheder, det vidſte jeg. Vi lagde derfor vort Reiſetoi 
fra os og begave os ſtrax paa Vandring til Tibers 
Borg, der ligger hoit oppe pan det øftlige Forbjerg. 
En ſtenet og afſkyelig Vei forer derop gjennem de meſt 
romantiſke Omgivelſer. Overalt ſtreifer Siet henover 
Viinhaver; Mandel- og Morbeertrœer, Citron⸗ og Ap⸗ 
pelſintreer kappes i Fylde og Skjonhed; umaadelige 
Cactusplanter med ſtore, gule Blomſter og Knopper 
ſpeerre næften Veien; Kruſemynten og Baſilicaplanten 
udſende deres bedøvende Vellugt, og Palmen med fine 
brede Vifteblade tilbyder Skygge. Af de tolv Paladſer, 
ſom Tiber efter Sagnet opførte herovre, og ſom paa 
Senatets Befaling jevnedes med Jorden efter hans Dod, 
er der nu kun Muurſteensbrokker tilbage. Guld og 
Marmor ere forſvundne: imellem Steen⸗ og Gruus⸗ 
dynger kan man endnu finde en enkelt Moſaikſtump, et 
Fragment af en Sokkel eller Friſe, et Stykke Fresco⸗ 
maleri o. ſ. v.; men Alt, hvad der har Verdi, er 
bragt til Muſeerne i Rom og Neapel, og Tidens og 
Menneſkenes forenede Beſtrebelſer have ødelagt Reſten. 

Jeg havde nok af dette Syn og vendte mig om 
efter min Ledſager. Han ſtod henne paa en fremſprin⸗ 
gende Pynt af Klippen, det ſaakaldte „salto di Tiberio“ +) 
(Tiberſpringet) og havde travlt med at kaſte Stene ud⸗ 
over Klippen og boie fig hen over det murede Reek⸗ 


*) De Gamles: saltus Caprearum. 


436 Brillantringen. 


vært. for at folge dem i Faldet. Jeg gik hen til ham 
og lagde min Haand paa hans Skulder, idet jeg lige⸗ 
ledes boiede mig ud over Dybet. Han ubdſtsdte et 
forfærdeligt Skrig og foer tilbage. 

„Hvad fattes Dem?“ ſpurgte jeg og ilede bekym⸗ 
ret hen til ham i den Tanke, at han var bleven ſtukket 
af en Tarantel eller et andet giftigt Kryb i det for⸗ 
vittrede Muurveerk. 

Han ſkjelvede, og en forfærdelig Angſt ſtod malet 
i hans dodblege Anſigt. 

„Men ſaa kom dog til Dem ſelv,“ blev jeg ved, 
„og ſiig mig, hvad der er i Veien.“ 

Det varede en god Stund, inden han kunde faae 
et Ord over Leberne. „Det er Ingenting,” ſtammede 
han endelig. „Men De kom ſaa uventet bag paa mig 
. . . . denne pludſelige Berøring .. . . og faa det for⸗ 
færbelige Dyb under mine Fødder!” .... 

„Men for Pokker, De troede da vel ikke, at jeg 
vilde ſtyrte Dem derned?” ſpurgte jeg overraſket og 
traadte et Par Skridt tilbage. 

„Ver ikke vred!” udbrød han i en varm og hjertes 
lig Tone, idet han ſkyndte fig hen til mig og gav mig 
Haanden. „Jeg troede flet ingen Ting; men der kom 
en ſaa forfærdelig Angſt over mig, at jeg hverken veed, 
hvad” jeg tænkte eller gjorde. Hertil kom, at jeg var 
inde i en ganſke anden Tankegang, da De traadte hen 
til mig. Jeg har hos Suetonius læft en Bejfrivelje 
af dette Sted. Det var heroppe fra, ſiger han, at 


Brillantringen. 437 


Tiber lod ſine Offre kaſte i Havet. Han tilfoier, at 
der da altid laa Fiſkerbaade parate, og at Fiſkerne med 
deres Aarer og Baadshager maatte give de Ulykkelige 
deres Reſt, naar de ſtyrtede i Bølgerne. Dette fore 
kom mig utroligt, thi naar jeg med alle mine Kræfter 
herfra kaſter en Steen ud i Havet, ſaa drives den i 
Faldet ind imod Klippeſiden og vil aldrig naae Bandet, 
men maa blive liggende paa den fremſpringende Klippe⸗ 
fod; men jo tungere det Legeme er, der kaſtes ud, des 
meer vil det blive Tilfældet, og et ſaadant Legeme vilde 
være knuuſt og ſonderſlaaget, længe for det naaede Klippe⸗ 
foden. Det er altſaa en Roverhiſtorie af den gode 
Suetonius, og hvis han havde været her paa Stedet, 
vilde han let have overbeviiſt ſig derom. Er De ikke 
ogſaa af den Mening?“ 

„Jeg kan ikke negte, at Deres Argument er meget 
ſlaaende,“ ſvarede jeg; „det er desuden allerede gruſomt 
nok at ſkulle doe, naar det Sidſte, man ſeer i denne 
Verden, er ſaadant et Paradis!“ Jeg pegede hen paa 
det prægtige Rundmaleri, der omgav os: Iſchia, Pro⸗ 
cida, Cap Miſen, den neapolitanſke Kyſt og det dam⸗ 
pende Veſuv, der laa foran os i den meſt magiſke Be⸗ 
lysning. 

Jeg gik tankefuld ned ad Bjergſtien, og min Led⸗ 
fager havde uden Tvivl ogſaa Noget at tenke paa, thi 
vi gik et godt Stykke Vet uden at verle et Ord. Med 
eet ſtandſede han mig og ſpurgte, om det ikke gik mig 
ſom ham — han var baade torſtig og træt. Det 


438 Brillantringen. 


kunde jeg ikke negte, og det var heller intet Under, thi vi 
havde allerede flakket flere Timer om i den meſt bræn- 
dende Solhede. Han pegede ned, og vi ſage ligefor 
vore Fodder en lille Vigne med modne Druer og guld— 
gule Aprikoſer, der ligeſom ved et Trylleflag var flyttet 
hen mellem de graae, ſkaldede Klippeblokke. 

„Lad os forſoge vor Lykke!“ ſagde jeg. „Folkene 
her paa Sen ere tjenſtvillige og gjeſtfrie.“ 

Bjergſtien flyngede fig lige forbi det pyntelige lille 
Huus, ſom Viinhaven ſtodte op til. J Doren ſad der 
en ſmuk, ung Pige og flettede Maatter af Gyvelbark. 
Hun arbeidede flittigt og ſyntes flet ikke at lægge Merke 
til os. Jeg hilſte høfligt paa hende og ſpurgte, om vi 
kunde faae Lov til at hvile lidt ud inde i Huſet, og 
om hun kunde give os lidt Frugt fra hendes Have. 

„Naturligviis!“ ſvarede hun, „vi har Frugt her i 
Overflod.“ 

„Og en Flaſke Viin?“ ſpurgte jeg. 

Sicuro! Vi har den bedſte Viin paa hele Sen. 
Kongen drikker den ikke bedre.“ 

Hun fane op i det ſamme, og nu forſt opdagede 
jeg, at hendes. ſmukke, kulſorte Sine vare fulde af 
Taarer, Hun vendte fig hurtigt om, ſom for at ſkjule 
det, og lagde ſit Arbeide tilſide. „Vent et Sieblik!“ 
ſagde hun og nikkede venligt til os, idet hun gik ind i 
Huſet. 

Min Ledſager fane efter hende. „Skulde man ikke 
troe,“ ſagde han, „naar man ſeer ſaadan en Oaſe 


Brillantringen. 439 


midt i en Steenorken, at der her maatte boe lutter glade og 
lykkelige Menneſker, og faa finder den ſmukke lille Pige 
der og græder i Eenrum! Hvad troer De, hun græ- 
der for?“ 

„Ja, hvor kan jeg vide det? Naar en ſmuk lille 
Pige paa ſytten, atten Aar ſidder og græder, fan er 
Hjertet i Neglen med i Spillet, og faa har hun enten 
en Elſker, ſom hun ikke maa faae, eller en Elſker, ſom 
ikke maa faae hende!“ 

J det ſamme kom der en halvgammel Kone frem 
i Doren; hun var lille og vindtor, ſaae gnaven og 
vredladen ud og ſogte forgjeves at legge ſit Auſigt i 
behagelige Folder, idet hun bad 08. træde indenfor. 

„Eller ogſaa,“ ſagde min Ledſager, „har hun en 
gammel, galdeſyg Mama, der piner hende med Urime⸗ 
ligheder og gjor hende Livet ſuurt fra Morgen og 
til Aften.“ 

Jeg kunde ikke negte, at den ene Forklaring var 
ligeſaa rimelig ſom den anden, og vi fulgte leende efter 
den Gamle. 

Inde i Stuen havde den unge Pige allerede lagt 
en reen Dug paa Bordet og fat en indbydende Kur 
frem med Figner, Druer og Aprikoſer. Nu kom hun 
med Vinen, fatte Stole hen til os og fkjenkede i Glas⸗ 
ſene med en uforlignelig Gratie, og under alt dette 
ſtjcendte og gnavede den Gamle, fordi Dugen, ſom hun 
paaſtod, ikke laa lige. „Den ffal ligge ffjævt! Det 
er den hoieſte Grad af Unezza,“ ſagde Wieneren med 


440 Brillantringen. 


en Aplomb, der bragte den Gamle reent ud af Fat⸗ 
ning. For at formilde hende drak vi det forſte Glas 
af den funklende Capriviin paa hendes Sundhed, og vi 
kunde ikke tilbageholde et Üdbrud af Beundring over 
den prægtige Viin, ſom vi i bette Sieblik gjorde Be— 
kjendtſkab med. 

„Men hvorfra har De dog denne mageloſe Viin?“ 
ſpurgte jeg og fyldte Glasſene paany. 

Der gik ligeſom et Solglimt hen over den unge 
Piges Auſigt; men det forſvandt ſtrax, da den Gamle 
i en gnaven Tone bemerrkede: 

„Det kan Ingen ſige Dem bedre end Maria Ros' 
der. Det er forreſten en oploben Dogenigt, der forærer 
hende den. Han hedder Agoſtino, og jeg havde aldrig 
troet, at der kunde komme noget Godt fra den Kant.“ 

„Stakkel! han er fattig, men han giver, hvad han 
har,“ ſagde Maria Roſa og torrede Sinene. 

„Han er un pazzo a bandiera (en topmaalt 
Nar)!“ ſagde den Gamle ivrigt. „Hvis han ikke havde 
været faa dum, ſom han er, faa havde han nu veret 
en rig Mand og havt et palazzo ovre i Neapel lige⸗ 
ſom Paoluccio.“ *) 

„Men jan havde han været en Bedrager!“ ſagde 
Maria Roſa ivrigt. 

„Snak! hvem bryder fig derom? Han havde ve— 
ret hovedrig — det er det Vigtigſte.“ 


*) Lange Poul. 


Brillantringen. 441 


„Aa fy!“ ſagde min unge Ledſager og ſaae paa 
den Gamle med et Blik, der var alt andet end venligt; 
men hun meerkede det ikke, thi hun havde faaet fat pan 
fin Haandteen og havde travlt med at faae den til at 
ſnurre henad Steengulvet. 

„Hvem er Paoluccio?“ ſpurgte jeg for dog at 
ſige Noget. 

„Det er ogſaa en Vignerol her fra Sen, men ikke 
ſaadant et Tosſehoved ſom Agoſtino,“ ſvarede den 
Gamle, idet hun ſatte Tenen i Gang paa Laaret. „De 
havde begge en lille Vigne her paa Sen og ſolgte deres 
Viin for en halv Carlin Flaſken ovre i Neapel; men 
det var ikke meer end fra Haanden til Munden. Gaa 
fandt Paoluccio paa, at det var bedre at tage tolv 
Carlin for Flaſken end en halv Carlin. ...“ 

„Treogtyvehundrede Procent Avance! Det er en 
ſtor Mand, Deres Paoluccio!“ ſagde Wieneren. 

„Ikke ſandt! Saa ſatte han Noget til, jeg veed 
ikke hvad det var, og ſaa lavede han en god Flaſke Ca⸗ 
priviin om til en Flaſke udmerket vino di Sciampagna. 
Han ſendte en Prøve over til Neapel; den gjorde Lykke, 
og nu foreſlog han Agoſtino at gage i Compagni med 
ſig. Men troer De, at han vilde?“ 

„Hvad ſiger De? Han vilde ikke være Asſocié 
t en fan udmerket Forretning?” ſpurgte Wieneren. 

„Nei, ikke for nogen Priis, og nu er Paoluccio 
en Matador ovre i Neapel, har Heſte og Egvipager 
og holder conversazioni, og Agoſtino er den ſamme 


442 Brillantringen. 


fattige Pjalt, ſom han altid har været! ... Raa, 
Mari' Ros', flæb nu ikke igjen! Synes Du ikke, at vi 
havde Hiſtorier nok igaar? Begynder Du nu igjen 
paa det Samme?“ 

Hun fortalte nu med en overordentlig Tungefeer— 
dighed, at den rige Paoluccio havde friet til Maria 
Roſa og faaet Kurven, og at den fattige Agoſtino var 
den Lykkelige, men han havde flet ingen Üdſigter. „Han 
kan ikke engang vente, til jeg er død, med at fane de 
ſtakkels Skillinger, ſom jeg har ſparet ſammen. Igaar 
var han her og ffabte fig ſom en Forrykt for at faae 
mig til at laane fig halvtredſindstyve Piaſtre. De kan 
troe, her var et Huus! Han tiggede og tryglede, og hun 
ſkreg og hylede, faa man ikke kunde høre OSrenlyd. Men 
der blev Intet af! Pengene hos mig ſidde ikke faa 
føje, og jeg vil nok ſee mig ordentlig for forſt, inden 
jeg giver dem fra mig.“ 

„Du maa ſkamme Dig for at tale ſaaledes!“ 
ſagde Maria Roſa til Moderen; „Du veed meget gobt, 
at Agoſtino ikke vil narre Dig for dine Penge! 
Stakkels Fyr!” ſagde hun og henvendte Talen til os 
Andre. „Han er bleven udffreven til Soldat og ſkulde 
igaar modt ovre i Neapel. Det vil han ikke, thi han 
har to [man Sodſkende, ſom han maa ſorge for. Poveri 
Christiani! Skal han til Neapel, er der ikke En, font 
tager ſig af dem. En af hans Venner vilde gage iſtedet 
for ham for halvtredſindstyve Piaſtre, men Moder 
vilde ikke af med dem. Hun kunde ganffe rolig have 


Brillantringen. 443 


gjort det, thi her ffal De ſee!“ ... Hun traf en Skuffe 
id og tog en Ring frem, der funklede i Sollyſet. „Den 
vilde han givet hende i Pant, til han kunde betale 
Summen tilbage.“ 

„Jo nu lobe vi om!“ ſagde den Gamle vranten. 
„Hvad mine Piaſtre ere værd, det veed jeg, men ſaa— 
danne Snurrepiberier forſtaae vi os ikke paa herovre. 
Han troer gift, at det er en heel Skat, men naar det 
kommer til Stykke, er den maaſkee ikke ſaameget værd 
ſom en Bonne.“ 

Min unge Ledſager tog Ringen og ſaae paa den 
med et Kjenderblik. „Det er en Solitair af det reneſte 
Vand,“ ſagde han, idet han lod Sollyſet bryde ſig i 
dens Prismer. Den er jer Gange ſaameget værd, og 
der er ikke en Juveleer i Neapel, ſom jo med Fornsielſe 
giver trehundrede Piaſtre for den.“ 

„Trehundrede Piaſtre!“ raabte den Gamle og reiſte 
fig ganſke betuttet. Maria Roſa fane triumferende hen 
paa fin Moder. 

„Men for Pokker, hvorfor fælger han den ikke?“ 
ſagde Wieneren. „Det er jo dumt at gjemme paa 
Sligt, naar man trænger til Penge.” 

„Signore! Det er det Eneſte, han har arvet efter 
ſin Fader, der var en af de flinkeſte Folk her paa Sen. 
Han roede en Dag en forestiere (Fremmed) ud til den blaa 
Grotte. Det var en tydſk Baron eller principe, der var 
ligeſaa rig ſom Rothſchild derovre i Neapel. De vare 
endnu et godt Stykke fra Grotten, da der kom et Vindſtod, 


— 


444 Brillantringen. 


ſom kaſtede Baaden om. Den Fremmede kunde ikke 
ſvomme, og Klippen var ligeſaa ſteil ſom en Muur. 
Hvad var her at gjøre? Andrea — det var Agoſtinos 
Fader — tog den Fremmede i den ene Arm og ſvom— 
mede med den anden. Det lykkedes ham at nage hen 
til Grotten og at komme ind i den, og un vare de 
frelſte. Den Fremmede tog i ſin Taknemmelighed denne 
Ring af Fingeren og gav den til Andrea. „Han ſkulde 
pasſe godt paa den, ſagde han, og hvis han engang 
trængte til hans Hjælp, ſkulde han ſkrive ham til. Vi 
kan hverken læfe eller ſkrive, men der ſtager nok Nav⸗ 
net!“ Hun pegede paa en lille, udvendig Plade, ſom 
han flet ikke havde lagt Meerke til. 

Det unge Menneſke ſtudſede og fane endnu engang 
efter, ſom om han ikke vilde troe fine egne Sine; der⸗ 
paa gav han Maria Roſa Ringen tilbage og ſagde 
i en faa rolig Tone, ſom om der flet Intet var fore⸗ 
faldet: „Det er virkelig en ſmuk Ring! Gjem den 
endelig godt, thi den er mange Penge værd — fleer 
end De troer maaſkee . ..“ 

Taarerne lob Maria Roſa nedad Kinderne, idet 
hun igjen lagde Ringen i Skuffen. „Ak, Signore!“ 
ſagde hun, „nu er den til ingen Nytte! Gendarmerne 
ere uden Tvivl allerede paa Jagt efter den ſtakkels Ago⸗ 
ſtino, og han ſagde igaar, at han hellere vilde ſpringe 
i Søen end lade fig føre over til Neapel! Maaſkee 
ligger han allerede paa Havſens Bund.“ 

„Tro ikke det!“ ſagde han i en forunderlig alvor⸗ 


1— —————— 


Brillantringen. 445 


lig Tone, der paa eengang gjorde ham ti Aar eeldre. 
„Naar man er ſaa ung ſom han, naar man har to ſmaa 
Sodſkende at ernære, og naar man har en Kjereſte ſom 
Dem, ſaa tager man ikke Livet af ſig for Smaating!“ 

Med disſe Ord reiſte han ſig op, hilſte mildt paa 
Maria Roſa, ſtak den gamle Kone nogle Penge i Haan⸗ 
den og tog mig raſk under Armen. liden Tvivl havde 
han betalt meget rundeligt, thi den Gamle lo over hele 
Anſigtet, og hun ſtod endnu i Doren og hilſte med 
Haanden, da vi vare langt nede ad Klippeſtien. 

Under hele den efterfolgende Fodvandring var han 
beſynderlig indeſluttet og ordknap, og ſelv ved Mid⸗ 
dagsbordet i eitta de Londra vexlede vi kun for Hoflig⸗ 
heds Skyld nogle enkelte losrevne Phraſer, medens 
han forreſten ſyntes at hengive ſig til en Tankegang, 
hvori han kun nodig vilde forſtyrres. 

Henad Eftermiddagen gik vi ned til Marinen for 
at tage os en Baad til den blaae Grotte, la grolta blu, 
ſom den hedder i Folkeſproget. Det var blikſtille, Ha⸗ 
vet var blankt og blaat, Luften let og balſamiſk, og 
alle Omgivelſerne faa paradiſiſke, at det var umuligt 
at være kold og taus ligeoverfor al denne Skjonhed. Min 
unge Ven fik ogſaa pludſelig Munden paa Gang igjen. 
Han ſpogte og lo og fortalte den ene Hiſtorie efter den 
anden, medens Baaden piilſnart ſkjod fig frem gjennem 
Bølgerne. Alle disſe Hiſtorier havde for mig en ual⸗ 
mindelig Interesſe, thi de dreiede fig neſten udelukkende 
om berømte Samtidige, om politiſke, literaire og kunſt⸗ 

29 


—ů — 


—— 


446 Brillantringen. 


neriffe Celebriteter, fom han kjendte Alleſammen — ikke 
ſom vi Andre af Aviſer og Bøger, men af Samliv og Om⸗ 
gang. Hertil kom, at han havde et eiendommeligt Talent 
til — om jeg tor bruge bette Udtryk — at ſette dem 
ſtrax pan Piedeſtalen. Han kunde i faa og raſke Træf 
give en Portraitfigur, der ſtrax ſtod lyslevende for En. 

Det begyndte at lobe ſurr for mig. Var det en 
ung Lerd, en Literat, en Politiker, en Diplomat? Jeg 
begyndte at hælde til den ſidſte Tro, og dog var der 
noget Skjodesloſt i hans hele Veſen og noget Uforbe— 
holdent i hans Udtalelſer, ſom gjorde mig tvivlraadig 
og vaklende. Saameget er viſt, at han begyndte at 
interesſere mig meget, ja ſaameget, at det gik ud over 
den blaae Grotte og dens vidtberomte Herligheder. 
Maaffee laa det ogſaa deri, at jeg, ſiden jeg forſte 
Gang fane den, havde faa tidt ſeet den omſkrevet, om 
digtet og omkalfatret baade i Bøger, Billeder og pan 
Theatret, at Indtrykket var blevet fordærvet for mig — 
nok ſagt, jeg var ordentlig glad tilmode, da jeg fra 
denne blaalige Taageverden igjen kom ud i det klare, 
ſtraalende Daglys og fane Guds ſkjonne Sol i den 
meſt glimrende Farvepragt gage ned bag det fjerne 
Ischia, der ſom en uhyre Pyramide hævede fig maje⸗ 
ftætiff op over Bølgerne, Vi jublede begge To af 
Henrykkelſe over dette deilige Syn, og i det ſamme be- 
gyndte min Ledſager med en hoi, klangfuld Tenor at 
iſtemme en Barcarole. Den klang ypperligt henover 
Vandet, og han endte den med en Jodlen, der paa en 


Brillantringen. 447 


ſtuffende Maade gjentoges af Echoet fra de graalige 
Granitmasſer. 

Jeg pegede opad en af disſe Klippevegge, der 
løfte fig meer end tuſinde Fod lodret op over Vand— 
fladen. „Her er Terrainet for Maria Roſas Fortel⸗ 
ling,“ ſagde jeg. 

„Hvad mener De?“ ſpurgte han. 

„Jeg mener, at hvis vor Baad keentrede paa dette 
Sted, vare vi uden Redning fortabte.“ 

Det forekom mig, at hans Anſigt fortrak ſig, og 
jeg tilfoiede derfor hurtigt: „Lykkeligviis have vi idag 
Intet at frygte, thi Vandet er blankt ſom et Speil, og 
der rorer ſig ikke en Vind.“ 

Som for at gjøre mine Ord til Uſandhed kom 
der i det ſamme et af disſe korte, heftige Vindſtod, der 
pan Middelhavet ere fan almindelige, og ſom bragte 
vor lille Baad til at vippe ſom en Noddeſkal. Det 
efterfulgtes næften oieblikkeligt af et andet endnu ſter⸗ 
kere, ſom fik den gamle Marinaro, der roede os, til at 
ſee fly iveiret og gribe faſtere om Aarerne. 

„Er der Noget iveien?“ ſpurgte jeg den Gamle. 

„Nei, San Coſtanzo hjælper os nok!“ ſagde han 
og gav ſig ivrigt til at kysſe et lille Helgenbillede, ſom 
han bar om Halſen. Jeg raadede ham til at tage fat 


paa Aarerne iſtedet og ſagde nogle ſpogende Ord til 


min Ledſager, men han ſvarede mig ikke. Han fad og 

bed Leeberne ſammen, ſage ſtivt hen for fig og ſyntes 

beherſket af en fix Idee, der gjorde ham dov og blind 
29 


1 
1 


* 


448 Brillantringen. 


for alt Andet. Jeg gjorde endnu et Par Forſog paa 
at fane ham til at tale, men de mislykkedes ganſke, og 
forſt da Baaden landede nede ved Marinen, og vi 
igjen havde faſt Fod at ſtage paa, var det, ſom om 
der blev væltet en Steen fra hans Hjerte, og ſom om 
han igjen blev til Menneſke. Jeg var allerede bleven 
fan vant til hans Seerheder, at jeg ikke brod mig om 
nogen Forklaring. Der var desuden det Eiendommelige 
ved ham, at han efter ethvert ſaadant Anfald var dob⸗ 
belt elffværdig og forekommende. Han havde da ſaa⸗ 
meget at fortælle og fortalte det faa livligt og interes⸗ 
ſant og med en faa elffværdig Naturlighed og For⸗ 
dringsloshed, at man ſtrax følte fig afvæbnet. 

Idet vi ſteg iland, kom der en Procesſion af Præ- 
ſter og Fruentimmer forbi os. Den gik langsmed den 
yndige Havbugt og bevegede fig langſomt og pſalme⸗ 
ſyngende spad Bjergſtien, der fører til Byen. Vi fik 
derved Leilighed til at gjøre Bekjendtſfkab med San 
Coſtanzo, Byen Capris Helgen og Skytspatron, der 
under en pragtfuld Baldachin blev baaren foran Proces⸗ 
ſionen, omgiven af Faner, Blomſter og Voxlys. Denne 
Coſtanzo er forreſten merkelig, fordi han for den ſtak⸗ 
kels By er en ſand Sdeleeggelſe — ikke blot fra et 
proteſtantiſk Synspunkt, men fra et reent materielt og 
dekonomiſk. For nogle Aar ſiden kom nemlig Beboerne 
af Capri paa det Indfald, at de iſtedenfor det klodſede 


Traebillede, de hidtil havde havt, maatte have en ny 


San Coſtanzo; men denne Gang ſtulde han være af 


Brillantringen. 449 


masſivt Sølv — det kunde ikke være mindre. De 
ſkikkelige Beboere af Capri havde kun lidt Forſtand 
pan, hvad en ſaadan Solvhelgen kunde koſte, og da 
han omſider indfandt ſig efter Beſtilling, kunde de ikke 
betale ham. De ruinere ſig nu paa at betale Afdrag 
og Reuter, og deres forfængelige Lyſt til at fane en 
Helgen af masſivt Sølv vil endnu i mange Aar komme 
til at ſvie til deres Lommer. 

Vi lod San Coſtanzo ſeile fin egen So og gik 
henad Stranden til for at beſoge Tibers Fiſkedam, der 
med fine Muurbrokker ſtrekker fig heelt ud i Havet, og 
Tibers Ciſterner og Fontainer, thi Alt pan denne for= 
underlige Ø er Tibers og beſtemt til at minde om 
ham. For de uvidende Beboere af Capri er Tiber — 
eller „Timberio“, ſom de kalde ham — en myſtiſk Fi⸗ 
gur, med hvem de forbinde de forunderligſte Foreſtillin⸗ 
ger. Det gaaer med Tiber paa Capri ſom med Virgil 
i Neapel: for de Indviede er Virgil en ſtor Digter, men 
for Hoben er han en Troldmand og Hexemeſter, der 
har lært den forte Kunſt i la scuola di virgilio, ſom 
man endnu kan fee paa Sydſiden af Poſilippo. Den 
hiſtoriſfre Tiber fjender man paa Capri kun lidt til, 
men deſto meer til den colosſale og gigantiſke Skikkelſe, 
ſom Folkeovertroen har dannet ſig af ham. Ligeſom 
Heroerne ere Sonner af Jupiter, ſaaledes er Alt, hvad 
der er fremragende baade i flet og i god Retning Ti⸗ 
bers Afkom. afiglio di Timberios (Son af Tiber) er 
et af de allerverſte Skjeeldsord paa Sen, hvorimod 


450 Brillantringen. 


allglia di Timberio» (Datter af Tiber) er Navnet paa 
enhver ſmuk Pige i Almindelighed, men ifær paa 
dem, der udmerke fig ved en hoi Skikkelſe og ved 
ſterkt udviklede Former. 

Det var langt ud paa Aftenen, da vi trette vendte 
hjem til Hotellet og ſtrax gik op paa vort Varelſe. 
Min unge Ven var i et udmeerket Humeur: han lo, 
ſtoiede, rumſterede med Senge og Meubler, fortalte Hi— 
ſtorier og ſang Opera-Arier imellem hinanden. Jeg var 
flere Gange nødt til at tysſe paa ham og erindre ham 
om, at det var ſeent, og at Huſet var fuldt af Rei— 
ſende, der ikke vilde forſtyrres. Det nyttede kun lidt — 
det var, ſom om der var et uudtommeligt Fond af Ly— 
ſtighed i ham, der maatte have Luft, i hvad det end 
ſkulde koſte. 

Pludſelig var han henne ved Doren. „Der er jo 
ingen Nogle i Doren!“ raabte han. 

„Ja hvad gjor det?“ 

„Hvad det gjør! Jeg ſover aldrig i et Varelſe, 
ſom jeg ikke kan lukke af. Man er jo givet til Priis 
for alt Muligt . .. man fan blive overfaldet, plyndret, 
bræbt, uden at Nogen aner det Mindſte.“ 

„Viſt ikke,“ ſagde jeg leende. „Hvem fkulde over⸗ 
falde os? Ere vi da ikke To, der kunne ſlaae fra os? 
Og desuden — derſom det kan berolige Dem, faa har 
jeg her en udmeerket Dolk, ſom jeg ikke vil raade No⸗ 
gen til at gjore Bekjendtſkab med.“ Jeg tog en Perle—⸗ 
morsdolk frem, ſom jeg altid havde hos mig, og tryfs 


Brillantringen. 451 


fede pan en Fjeder, ſaa Staalklingen ſprang frem. 
„Vil De blot fee, hvad det er for et udmeerket Arbeide, 
og hvor den falder ypperligt i Haanden?“ 

Han horte uden Tvivl ikke, hvad jeg ſagde, thi 
han gik hen og fane ud af Vinduet. 

„Jeg lægger den her paa Bordet imellem os, faa 
vil jeg nok fee pan den, der ſkal krumme et Haar paa 
vore Hoveder.“ 

Han ſvarede ikke. Et Par Minuter efter laa jeg 
i min Seng. Jeg horte ham endnu i nogen Tid pusle 
omkring i Veeelſet, endelig blev der morkt i Stuen — 
han havde ſlukket Lampen og var gaaet til Hvile. 

Hvor træt jeg end var, kunde jeg ikke falde i 
Søvn. Dagens Begivenheder, Scenen oppe paa Klippe⸗ 
pynten, den blomſtrende Oaſe mint i Steenorknen, 
Maria Roſa og den ſtakkels Agoſtino, Brillantringen 
og Paoluccio ſpogte i Hovedet paa mig og forjog Sov⸗ 
nen, hvergang jeg begyndte at blunde. Hertil kom, at 
min unge Reiſekammerat ſyntes at vere et Bytte for 
den ſamme Sovnloshed ſom jeg ſelv. Jeg kunde høre, 
hvorledes han kaſtede ſig omkring paa Leiet. Et Par 
Gange folte jeg mig friſtet til at tale til ham, men jeg 
lod det være for ikke at gjøre Ondt verre. Jeg fane 
ham ogſaa engang imellem reiſe fig op i Sengen, ſtirre hen 
paa mig og lytte, ſom vilde han overbeviſe fig om, at 
jeg virkelig foo — men jeg blev liggende, Imidlertid 
gik den ene halve Time efter den anden, og Situatio⸗ 
nen blev uforandret den ſamme. Det var uden Tvivl 


452 Brillantringen. 


denne Ensformighed, der var Skyld i, at jeg tilſidſt 
virkelig faldt i Søvn. Hvorlenge jeg ſov, veed jeg ikke; 
men jeg vakkedes af en knirkende Lyd paa Gulvet, og 
da jeg flog Sinene op, faae jeg ved min Seng en 
lang, hvid Skikkelſe boie ſig hen over mig. Idet jeg 
foer op, veg den hurtigt tilbage — det var min Reiſe— 
kammerat! 

Jeg ſprang ud af Sengen. „Hvad ffal det ſige? 
Agerer De Spogelſe eller Sovngenger?“ ſpurgte jeg 
heftigt. Skikkelſen veg igjen et Par Skridt tilbage, 
men ſvarede ikke. „For Pokker, fan tal dog og gjør 
en Ende paa den Komedie!“ raabte jeg endnu heftigere. 
„Hvad har De iſinde? hvorfor bliver De ikke i Deres 
Seng? hvorfor liſter De Dem ind paa mig, naar jeg 
ſover, og forſtyrrer mig i min Søvn?” 

Pludſelig foer der mig en Tanke gjennem Hovedet. 
Har jeg taget feil af ham? Har jeg truffet paa en 
Bandit, der vilde bræbt mig i Sovne? Jeg greb hen 
paa Bordet efter Dolken — den laa der ikke lenger! 
Jet Nu var jeg henne hos ham, greb ham om Armen 
og vriſtede Kniven ud af hans Haand. Han gjorde ſaa⸗ 
godtſom ingen Modſtand, men ryſtede over hele Legemet. 
„For Guds Skyld!“ udbrod han med en Stemme, der 
zittrede af Angſt, ,,dræb mig ikke! Jeg har ikke kunnet 
falde i Søvn af Frygt .. .. jeg er rig, meget rig... 
forlang af mig Alt, hvad De vil, men gjør mig ingen 
Fortrœd! bræb mig ikke!“ 

nDræbe Dem! .... forlange hvad jeg vil! .... 


Brillantringen. 458 


Men hvad feer De mig an for?“ ſpurgte jeg over⸗ 
raſket. Jeg fandt Situationen fan komiſt, at jeg kaſtede 
Kniven hen paa Bordet og braſt i en hjertelig Latter. 
„De troer virkelig, at jeg har Ondt iſinde imod Dem? 
Jeg ſynes, at der er langt mere Grund til at troe, at 
det er Dem, der vil mig tillivs! .... Hvorfor blev 
De ikke i Deres Seng? hvorfor liſter De Dem hen 
til mig, naar jeg ſover? og hvad vilde De med 
Dolken?“ 

„Bliv ikke vred!“ ſagde han. „Det er denne 
Dolk, der er Skyld i det Hele. De gjor Dem ingen 
Idee om, hvad jeg har udftaaet i denne Nat. Denne 
blanke Dolk og Deres Pttringer igaar Aftes, der fore⸗ 
kom mig faa forblommede og faa truende, lob om i 
Hovedet paa mig. Det var mig ikke muligt at falde i 
Sovn. Jeg laa og lyttede og lyttede; hvert Sieblik 
troede jeg, at De vilde falde over mig, og alt hvad 
min Fornuft ſagde mig, at det var Galſkab, det nyt⸗ 
fede mig ikke det mindſte, thi min Frygt overdovede 
den beſtandig. Tilſidſt kunde jeg ikke holde det længere 
ud. Jeg gik hen til Deres Seng for at ſee, om De 
ſov, og tog Kniven“ .. b 

„For at gjemme den for mig!“ afbrod jeg ham 
og lo, ſaa Taarerne randt mig ned over Kindern. ra 

„Ja ganſke rigtigt!” ſvarede han lidt undſeelig; 
men det lod til, at det Komiſte i Situationen ogſaa 
begyndte at gane op for ham, eller min Latter n 
ham maaſkee, thi han ſtemte nu i med, og ſaaledes op⸗ 


454 Brillantringen. 


løfte denne natlige Scene fig i et Latterchor, der abfo- 
lut maatte vekke vore Naboer, hvis vi ikke havde vek⸗ 
ket dem i Forveien. 

Det begyndte allerede at grye ad Dag, og Ingen 
af os havde Lyſt til at gaae i Seng efter denne Scene. 
Vi tændte Lys, kledte os paa, ringede og forlangte 
Kaffe. En halv Time efter ſad vi i Sophaen, og 
Kaffen dampede foran os. „Uẽdſkyld,“ ſagde jeg til 
min Reiſekammerat, „undſkyld, at jeg nu taler reent ud 
af Poſen. De er et yderſt elffværbdigt, ualmindelig begavet 
Menneſke, men De maa jo være en forfærdelig Kujon.“ 

„Det er jeg,“ ſagde han, zog det har jeg været 
lige fra Fodſelen. Jeg kunde være det lykkeligſte Men⸗ 
neſke i Verden, thi Forſynet har givet mig alle de 
Goder, ſom man attrager her pan Jorden — men det 
har negtet mig Modet, og denne ulykkelige Feighed har 
forbittret mig mit Liv, ligefra jeg begyndte at tenke.“ 

„Det er en Sygdom, ſom De maa bekeempe, inden 
den fager Overhaand.“ 

„Det var ogſaa Henſigten med denne Reiſe. Der⸗ 
for gav jeg mig pan Vei ganſke ene; jeg vilde ſtyrte 
mig i alle mulige Eventyr og heerde mig mod enhver 
Fare; men desverre frygter jeg, at det fører til Intet. 
De har jo ſelv ſeet, at blot Skyggen af en Fare er 
nok til at bringe mig ud af mig ſelv.“ 

„Hvem kan vide,“ ſagde jeg ſmilende, „om ikke 
denne latterlige Scene har cureret Dem for be— 
ſtandig?“ 


Brillantringen. 455 


„Gid det var faa vel!“ ſagde han og rafte mig 
Haanden. 

„Apropos,“ foiede jeg til, „jeg er ikke nysgjerrig, 
men jeg ſynes, det er paatide, at vi gjøre lidt ner⸗ 
mere Bekjendtſkab.“ 

Jeg ſagde ham mit Navn og udbad mig hans. 
Han nævnte mig nu et af disſe Navne, der ogſaa uden 
Barontitlen klinge ſom Millioner. Det var et af disſe 
faa Navne, der paa Europas Borſer beſtemme Courſen 
og fore Sceptret i Monarkernes Cabinetter. 

„Og De er?“ ſpurgte jeg forbauſet. 

„Asſocié af Huſet. Jeg har rigtignok ſtuderet en 
heel Deel — multum et multa — men jeg er eneſte 
Son og maatte altſaa ind i Forretningen. Det er 
forreſten flet ikke uinteresſant, det kan jeg forſikkre 
Dem.“ 

„Ikke uinteresſant! at holde den Trylleſtav i ſin 
Haand, ſom Alting boier fig for — nei, det maa ikke 
være jan uinteresſant, det har De Ret i.“ Jeg reiſte 
mig leende op og tog min Hat. „Vi vilde jo idag 
til Anacapri,“ ſagde jeg, „lad os da ligeſaa godt 
ſtrax begive os paa Vandring! Den friſke, ſtyrkende 
Morgenluft vil gjøre os godt oven paa denne uhyg⸗ 
gelige Nat, og vi kunne være tilbage, inden det bliver 
varmt. 

Et Par Minuter efter vare vi allerede paa Van⸗ 
dring. Veien, der forer til Anacapri, er henrivende 
ſmuk. Den gaaer gjennem Viinhaver og Olivenſkove, 


11 11 


456 Brillantringen. 


og man vader næften gjennem blomſtrende Myrthebufke 
for at nage hen til denne gigantiſke Kalkklippe, der lof— 
ter ſig over femtenhundrede Fod over Vandfladen og 
ubgjør hele den veſtlige Deel af Øen. 

Langt om længe naaede vi Enden pan de 537 
Trappetrin, der i Zigzag fore op til Bjergſͤletten. 
Solen var lige ſtaaet op og kaſtede en [nende Glands 
henover det rige Plateau, hvorpaa vi befandt os. Ha— 
vet var blikſtille og vidunderlig blaat. Sage vi nedad, 
udbredte Øen fig for vore Fødder ſom den yudigſte 
Viinhave og vendte vi Blikket opad tilvenſtre, modte 
det ikke andet end nøgne, utilgængelige, hvidliggrage 
Klippemasſer. 

Vi ilede raff henad Veien, der forer til Byen. 
Det frugtbareſte og ſkjonneſte Landſkab udbredte fig for 
os. Treerne i Masſarierne bugnede af Frugt; Negli— 
ker og Lupiner ſpulmede fra Steengjerderne ud over 
Veien, og friſke, lyſegronne Gresplainer med ſtore, 
hoirode Blomſter udbredte fig til begge Sider. Gjen— 
nem en Slags Feſtningsmuur med Skydeſkaar forte 
Veien os over en Vindebro hen til den lille By, hvor 
Alt endnu laa begravet i den dybeſte Ro. Den venlige 
lille Kirke med fit brogetbemalte Fajancegulv var ſnart 
taget i Sieſyn, og den er Anacapris eneſte Merkelig⸗ 
hed. Vi gik igjen ud af Byen og brev omkring mel- 
lem Klipperne, der i barokke Former ſnart hoine ſig til 
alle Sider og ſnart igjen fænfe fig lodret ned mod 
Havet. 


Brillantringen. 457 


Pludſelig fif vi Øie paa en Grotte, der fane faa 
phantaſtiſk ud, at vi Begge fik Lyſt til nærmere at be- 
fee den. Nedſtigningen forekom mig imidlertid faa far— 
lig, at jeg betenkte mig paa at gaae videre; men min 
unge Ledſager var allerede paa Veien, og med hurtige 
og ſikkre Skridt ſteg han ned uden at bryde fig om 
mine Tilraab. Ved Indgangen til Grotten ſtandſede 
han et Sieblik og vinkede ad mig; derpaa forſvandt han 
inden i den. Et Sieblik efter horte jeg Raab og Skrig 
inde fra Grotten, Stemmer, der talte i Munden paa 
hinanden, og Lyden af et Vaaben, der faldt raslende 
til Jorden. Jeg betenkte mig ikke længer,. og da jeg 
naaede Grotten, blev jeg ikke lidt overraſket ved at fee 
min Reiſekammerat i alvorligt Haandgemceng med en 
Mand, hvem han i det ſamme kaſtede til Jorden, og 
ſom han endnu holdt under ſig, da jeg kom til. 

„Hjelp mig dog at bringe dette Menneſke til For⸗ 
nuft!“ raabte han ivrigt, da han fik Sie paa mig. 


„Han har fat fig i Hovedet, at jeg er kommen for at 


gjore ham Fortrœd, og det var lige paa Nippet, at 
han havde ſkudt mig med det Gevær der, ſom jeg var 
nodt til at rive fra ham. Kan De forſtaae ſaadan en 
Galſkab?“ 

Med disſe Ord ſprang han op, lod fin Modſtan⸗ 
der, der var ligeſaa forpuſtet ſom han felo, ogſaa komme 
paa Benene og gik ſorgloſt ud af Grotten, ſom om 
Intet var forefaldet. Jeg og hans Modſtander 
fulgte bag efter. Den Sidſte var en ung Bon⸗ 


458 Brillantringen. 


deknos paa nogle og tyve Aar med et godt og ſlik⸗ 
keligt Anſigt. 

„Siig mig,“ ſagde den unge Baron til ham, da 
vi igjen ſtod oppe imellem Klipperne, „ſiig mig nu, 
hvorfor De for abſolut vilde tage Livet af mig? hvad 
har jeg gjort Dem?“ 

„Undſkyld, Signor!“ ſtammede Knoſen, „men jeg 
laa og ſov, der var halvmorkt inde i Hulen, og jeg 
troede, De kom for at gribe mig.“ 

„Gribe Dem? hvad har De da gjort?“ 

„Ingenting, men jeg ſkal være Soldat, og jeg var 
bange for, at Gendarmerne vare efter mig.“ 

„Agoſtino!“ udbrød min Reiſekammerat og lo 
høit. 

„Agoſtino!“ gjentog jeg og ſtemmede i med. 

Han fane ganſke forſkreekket paa os og vilde ikke 
troe fine egne Oren. 

J det ſamme tog min Reiſekammerat mig ved Ar— 
men og trak mig et Par Skridt tilſide. 

„Seer De,“ ſagde han triumferende, „dengang var 
jeg dog ikke bange. Curen har allererede hjulpet!“ 

Jeg gratulerede ham og onfſkede, at den ogſaa vilde 
virke fremdeles. 

„Det vil den viſt,“ ſagde han glad, „thi det er 
forſte Gang i mit Liv, at jeg er gaaet lige los paa 
en Fare iſtedenfor at gane af Veien for den. Den Me⸗ 
thode vil jeg holde mig til for Fremtiden.“ 

„Bravo! og det vil da i Regelen viſe fig, at der 


Brillantringen. 459 


flet ingen Fare er, thi Faren flyer Den, der føger den, 
men forfolger Den, der vil undgaae den.“ 

„Det fkal jeg merke mig!“ ſagde han og gik ſyn⸗ 
gende hen til den unge Vignerol, der ſtod og ſaae 
ganſke forbløffet ud. 

„Agoſtino!“ ſagde han og klappede ham paa 
Skuldren. „Det havde været et Pokkers Uheld for 
Dig, hvis Du for havde ffubt mig. Jeg har nemlig 
ſiden igaar flere Gange alvorligt tenkt paa, hvorledes 
jeg ſkal faae Dig gift med din Maria Roſa.“ 

„De kjender ogſaa Maria Roſa!“ raabte Knoſen 
endnu mere forſkrekket. 

„Jeg har havt den Fornøielje at gjøre hendes Be⸗ 
kjendtſkab igaar og glæder mig over, at Du har en fan 
udmerket Smag. Du maa vide, at jeg er i en bety⸗ 
delig Gjeld til Dig.“ 

Agoſtino ſparede ikke, men ſatte et Anſigt op, ſom 
om han vilde ſige, at nu kunde det være nok, og at 
han ikke længer vilde gjores Nar af. Han vendte fig 
trodſig om og vilde gaae. 

„Stop! hvor vil Du hen?“ raabte den unge Ba⸗ 
ron. „Du fager ikke Lov til at gage, for jeg har be- 
talt Dig. Jeg er i din Gjeld paa min Faders Vegne, 
thi det var ham, der for tolv Aar ſiden var lige ved 
at drukne her ved Øen, og ſom gav Jer Brillantringen. 
See her!“ Han tog en Tegnebog frem, rev et Blad 
ud og ſkrev nogle Linier. „Naar Du bringer dette 
Blad over til Rothſchild i Neapel, fan udbetaler han 


460 Brillantringen. 


Dig ſtrax tre hundrede Piaſtre og fremdeles hundrede 
Piaſtre om Aaret, ſaalenge ſom Du lever.“ 

Agoſtino fane ganſke forvildet ud og vilde ikke tage 
imod Papiret. 

„Men ſaa tag det dog!“ raabte min Reiſekam⸗ 
merat utaalmodigt. „Min kjere Papa har vurderet fit 
Liv altfor lavt, og der er Ingen, der veed bedre end 
jeg, hvormeget det er værd. Tag derfor Bladet! — 
det er dit, det er din Eiendom — og gift Dig faa med 
din Maria Roſa! — Hun er nydelig,” foiede han 
til, „og hvis jeg ikke fulde reiſe imorgen, vilde jeg 
være med til hendes Bryllup. Hils hende imidlertid 
fra mig og ſiig, at om et Aars Tid kommer jeg igjen 
og ſtaaer Fadder.“ 

Den ſtakkels Agoſtino var ude af fig ſelv; han 
lo og gred og kysſede hans Haand den ene Gang 
efter den anden. Pludſelig kaſtede han fin rode Hue 
høit op i Luften, og med et Udbrud af Jubel, der ikke 
lader ſig gjengive, foer han afſted ſom en Piil med 
Bladet i Haanden. 


161 


Chorſang af Alesfandro Sanzoni D, 


Overſat fra Italienſk af 
S. Schandorph. 


Fra mosdekte Atrier, revnede Haller, 

Fra Skove, fra Smedier, hvor Hammerſlag gjalder, 
Fra Marken, ſom vandes af Slavernes Sved, 
En Folfefværm, vakt ſom ved Lyn, fig bortvender; 

Sit Hoved den reiſer, fit Øre den ſpender, 
Den dronende Krigslarm iblandt den flog ned. 


| 
| 
| 
| 


J uſikkre Blik og forfærdede Miner 
Et Glimt dog af Fedrenes Hoiſind fremtriner, 
Lig Straalen, der Bei gjennem Skydekkket fandt. 


+) Af Tragedien Adelchi. Til Forſtaaelſe af Situationen an⸗ 
fores: Karl den Store har flanet Longobarderne paa Flugt. 
Den oprindelige latinſte Befolkning i Norditalien feer i 
Frankerne Befriere fra det longobardiſke Aag. Choret ud⸗ 
taler, at der Intet er at haabe fra den Side, Frankerne 
ville lægge et nyt Aag pan Italien og forene fig med Lon⸗ 
gobarderne til Latinernes Undertrykkelſe. 

30 


462 Chorſang af Alesſandro Manzoni. 


J Sie, i Aaſyn — forvirret, fortrukket, 
Sig blander den Skendſel, hvorunder den ſukked, 
Med ynkelig Pukken pan Tider, ſom ſvandt. 


Den ſamler ſig ivrigt, den ſpreder ſig bange 
Med uvisſe Skridt ad de Vildſtier trange, 
Gager frem, gaaer tilbage i tvivlende Færd. 
Tyrannernes Hær feer den modlos at ile, 
Forfærdet og fprængt, uden Haft, uden Hvile, 
J vildſpredte Flugt fra de kaſtede Sværd. 


De ſtonne ſom jagede Vildt, og faa ſtive 
Af Reedſel de guldgule Lokker nu blive, 
Til velkjendte Hytter de ſoge ilon. 
Der Qvinden, den ſtolte, ei lengere truer, 
Med ligblege Aaſyn hun ſtaaer der og ſkuer 
Med tankefuldt Øie paa tankefuld Son. 


Og efter dem Fjender med graadige Klinge 
Lig losladte Jagthunde ſporende ſpringe 
Tilhoire, tilvenſtre i krigeriſk Jagt. 
Og Folket, af ſpendende Glæde forledet, 
Med Haabet er forud for Udfaldet ſkredet 
Og brømmer, at brudt alt er Traeldommens Magt. 


O hør dog! Hin Her, font paa Valen blev Herre, 
Som Eders Tyranner fra Flugten vil ſperre, 
Drog hid fra det Fjerne ad klippeſteil Gang. 


Chorſang af Alesſandro Manzoni. 463 


Fra ſtraalende Feſtlag de Kemper bortilte, 
Sprang op fra det Ly, hvor de ſodeligt hvilte, 
Üdkaldte til Striden ved Krigslurens Klang. 


Og da de fra fedrene Haller ſig vendte, 
Farvel deres ſorgfulde Qvinder dem ſendte 
Med Raad og med Bonner, ſom Graaden brod af; 
De Panden med Staalhjelme tunge bedakke, 
Paa Gangerne brune de Sadlerne lægge 
Og ride paa gungrende Bro over Grav. 


Saa vidt over Lande i Flokke de gange, 
Hoit runge de jublende, krigerſke Sange, 
Men Hjertet det higer mod Hjemmets Kaſtel. 
Paa Klippernes Aaſe, paa ſtenede Sletter 
De vaaged i Ruſtning de iiskolde Netter, 
Men dromte om Elſkovs fortrolige Kveeld! 


J grufulde Netter, paa farlige Leie, 

J anfirængte Marſch ad de ſporloſe Veie 
De led under Hunger og krigeriſk Lugt. 

Imod deres Bryſt [ane de Landſerne holde, 

Som fkrabed mod Hjelme, ſom torned mod Skjolde, 
De horte de Staalpiles hvislende Flugt. 


J Daarer! ſtig, troe J, de Franker fig tenke 
Som Lon blot at bryde den Treldommens Lenke, 
Som tynged en ubekjendt Folkehob ned? 


— — — 


464. Chorſang af Alesſandro Manzoni. 


Til Bolig igjen J Ruinerne vælge, 
Drag atter til Arbeid ved Smediens Belge, 
Til Marker, ſom vandes af Slavernes Sved! 


De Seirende med deres Fjender ſig ſamle, 
Og nye Tyranner fig flutte til gamle, 

To Folk vil Jer træde paa Nakken med Fod. 
Snart feer Du dem ſammen — Du navynloſe Horde! 
At dele imag dine Slaver og Hjorde 

Og bygge paa Marken, ſom rodmer af Blod. 


Hilden til „De Undfhillelige," 


En Notits 
af 
F. L. Hoedt. 


Heiberg fortæller i fin Polemik med Hauch (Proſaiſke 
Skrifter, 10de Bind, Pag. 106), at Stoffet til „De 
Uadſkillelige“ er ganſke taget af Scribes L'ami intime. 

Jen interesſant Kritik („Abſthetiſke Studier”, Pag. 
302) retter Hr. Brandes denne Angivelſe derhen, at 
Emnet til den ovennævnte Vaudeville er taget af et 
lille maadeligt Stykke af Théaulon og Seidl. „Naar 
Heiberg,” tilfoier han, „har nævnet Scribe ſom den, 
fra hvem han har laaut Sujettet, da er bette rimelig— 
viis ſkeet for at have fin, Morſkab af Andres forgjeves 
Sogen; thi Scribe har aldrig forfattet noget Stykke, 
ſom har Lighed med „De Uadfkillelige.“ 

Men denne Paaſtand er urigtig; og da Sagens 
Sammenhæng tilfeeldigviis er mig bekjendt, fal jeg med 
et Par Ord tillade mig at oplyſe den. 


466 Kilden til „De Uadſtillelige“. 


Scribe har virkelig, i Forening med Dupin, for- 
fattet en ſaadan Comédie-Vaudeville, ſom ovenikjobet 
hedder Les inséparables, og ſom blev opført førfte 
Gang den 2den Mai 1825 paa théatre de madame, 
hvor Ferville ſpillede Betjenten. Da Stykket behagede, 
blev Ideen — pan Pariſerviis — ſtrax behandlet for 
et andet Theater, eller i dette Tilfælde maaſkee rettere 
for en anden Skueſpiller, og den 23de November ſamme 
Aar opførtes paa Varietés: L' ami intime, comédic 
melèe de coupleis, af d'Hrr. Théaulon, Dartois og 
Ferd. Lalone, med den beromte Komiker Potier i Ho— 
vedrollen. Heiberg kjendte naturligviis begge Stykkerne, 
da han (1827) ffrev fine „Uadſkillelige“, og har kun 
ved en Glemſomhed tre Aar ſenere — Polemiken med 
Hauch fandt Sted 1830 — forvexlet Titlerne. Iſteden⸗ 
for Seribes L'ami intime ffal der ſtaae: Scribes 
Les inséparables. 

Naar Heiberg iøvrigt ſiger, at Stoffet „ganſke“ 
er taget af Scribes Sthykke, fan er bette heller ikke al⸗ 
deles correct. Det Eneſte nemlig, han har laant, er 
Retsbetjenten; alt det SØvrige tilhører ham ſelv. 


Literatur og LQunft. 


Der har i den ſidſte Tid viiſt fig faa lidt virkeligt Liv 
paa dette Omraade, og disſe ſparſomme Glimt betyde 
faa lidt ligeover for det uendelig Mere, font Doden har 
bortrykket, at vi denne Gang kun ville dvele ved Tabet. 


Bernhard von Beſkow, 
en af den nyere Tids meſt fremragende Forfattere og en 
af Sverrigs adleſte og elſkeligſte Perſonligheder, bøde Lo⸗ 
verdagen den 17de October. Hans egentlige Betydning 
ligger i den luttrende og dannende Judflydelſe, han har ud⸗ 
Øvet pan fine Landsmænd, thi han har havt den ſtjonne 
Misſion at renſe Smagen i fit Fædreland, at fremelſke det 
Skjonne, at fede de Yngre pan den rette Vei og holde 
dem Idealet for Sie, og denne Misſion har han udført 
med Selvpfornegtelſe og Troſkab lige til det Sidſte. Han 
var, ligeſom Rahbek hos os, Bindemidlet mellem det Gamle 
og det Nye, men han var det med laugt mere Smag og 
derfor ogſaa med langt ſtorre Virkning. Hvor høit eller 
lavt man vil ſette ham ſom Forfatter, viſt er det, at 
Sverrig har Ingen, der kan udfylde hans Plads. Der 
er Mauge, der ville tage Arv efter ham, nien der vil 
hengage lang Tid, inden Sverrig igjen fager en Forfat⸗ 


ter, der forbinder Klarhed og Sjelsſundhed, Ro og Har⸗ 
moni, Skjonhedsfolelſe og Formfuldendthed med en faa 
raſtlos Arbeidſomhed. „Jeg bliver aldrig træt af at ar- 
beide,“ ſagde han endnu for fan Uger ſiden til Den, der 
nedſkriver disſe Linier; „jeg foler mig kun træt, naar jeg 
ikke er iſtand til at arbeide.“ Han pegede hen paa et 
colosſalt gammeldags Uhr, der ſtod i hans Varelſe. 
„Dette Uhr,“ ſagde haun, „ſtod ſidſt hos Franzen. Det 
er givet af Guſtav den Tredie til det ſvenſke Academies 
Seeretair, maaſkee for at minde ham om at bruge Tiden. 
Hvis det har været Guſtavs Tanke, har jeg Intet at be⸗ 
breide mig, thi ſaalenge dette Uhr har været hos mig, 
har jeg kun folt mig lykkelig, naar jeg havde Pennen i 
Haanden; men i den ſidſte Tid,“ tilfoiede han lidt vemo⸗ 


dig, „falder den mig tidt ud af Haanden.“ 

Nu er den falden ham ud af Haanden for beſtandig; men 
Sverrig vil længe bevare Mindet om en Mand, der endun 
i fin høie Alderdom elſkede fit Fædreland med den ung⸗ 
dommeligſte Begeiſtring, og ſom kun brod ſig om at leve 
for at kunne arbeide for dets Hader! 


Sommerbilleder. 
Af 
Andreas Voeg. 


Morgen. 


Med Blomſter ſtaaer nu Tjornen fuld 
Til de ſmaa Biers Glede, 

Og Gyldenregnen ſpreder Guld 

Paa Grasſets Floielsklode; 

Det vifter i den ſvale Luft 

Med Veſtenvind og Blomſterduft, 

Og alle Fugle qvede. 


Der ligger Dug paa Bogeblad, 
Og alle fagre Blommer 

De pynte fig i Morgenbad, 

Til Solen atter kommer. 

Nu ſkinner den faa rod i Gry, 
Og Lærken ſtiger hoi mod Sky, 
Og Alting priſer Sommer. 

31 


469 


470 


Det lyder over Mark og Bang, 

Det lyder gjennem Skove, 

Det lyver gjennem Krat og Hang, 

Det lyder over Vove: 

„Flyv ud, flyv ud og ſpreng dit Buur! 
Vaagn op, vaagn op, gaa Morgentour! 
Nu maa flet Ingen ſove!“ 


Middag. 


Fugleſang og Leers Klang 

Lyder over Enge, 

Klovergres og Ho i Hes 

Dufter over Venge! 

Frøen midt i Blomſterduft 

Gisper doven efter Luft, 

Snogen midt i Roſenhegn 

Sukker efter Sommerregn: 

„Ak! Den Varme den varer for længe!” 


Meer og meer kun Solen leer: 
„Bryd Dig ei om Varmen!“ — 
Froens Qvek ſnart ſkylles væf 
Af Kildebolgens Larmen. 


471 


Hiſt i Skyggen af en Stak, 
Slumret ind ved Bolgens Snak, 
Drømmer der en ung Student, 
At han har Examen endt — 

Og en Kjærefte flot under Armen. 


Aften. 


Solen gaaer i Seng ſaa træt 
Af de mange Mile; 

Nu har Koen ſpiſt ſig met, 
Lægger fig til Hvile. 

Bien kommer brummende, 

Og Fluen dandſer ſummende 
Med Myggen Menuet. 


Axene paa Rug og Byg, 
Toppene paa Havre 
Nikle nu: „Godnat! Sov tryg! — 
Vi faae Dug til Davre!“ 
Beekken kommer pladſkende, 
Mens Anden ligger pjadſkende 
Og ſnapper efter Myg. 


472 


Nattergalen Triller ſlaaer 

For hver Blomſt i Haven; 
Espen kun, ſom enſom ſtager, 
Ryſter fig lidt gnaven. 
Fuglen ſidder gyngende, 

Og Malkepigen ſyngende 
Med Spanden hjemad gaaer. 


Nat. 
Natten kommer med Stjerneſtjcr 
Liſtende frem i Maaneſkin; 
Vinden ſukker i Skovens Træer, 
Blomſten bliver ſaa bleg om Kind. 
See, hvor i Maaneglands 
Skyggerne neie ſig! 
See hvor i Elverdands 
Taagerne ſpaie fig 
Frit for den flygtige Vind! | 


Stien gaaer gjennem Bogekrat, 
Løvet ffugger for Himlen blaa; 
Taus fig breder ben dybe Nat! — 
Taus, Maria, vi hjemad gaae! 


Lyt til den underlig 

Ensformig rislende 

Kilde, der bugter ſig 

Frem ſom den hvislende 

Suog mellem Blomſterne ſmaa! 


Selſomme Liv ved Nat i Skov; 
Smaafugl ſover, men ud med Liſt 
Sniger fig Maar og Rev pan Nov, 
Uglen tuber faa felt fra Qviſt. — 
Bange, Maria, Du 

Tæt til mig klynger Dig! 

Elſkede, Armen nu 

Tæt om Dig flynger jeg — 
Skimter Du Skophuſet hiſt? 


473 


474 


Patkuls Domfældelfe, 


Af 
Bernh. v. Veſkow. 
(Efter Forfatterens Manuſcript.) 


Af alle Karl den Tolvte& Handlinger er ingen bleven 
dadlet faa ſtrengt ſom Domfceeldelſen af Patkul. Vi 
ville gjenkalde os Hovedtrekkene i denne Begivenhed. 

J Aaret 1694 var den ſvenſke Capitain, Friherre 
Patkul, Formand for den Deputation af misforngiede 
Adelsmernd fra Lifland, der hos Karl den Ellevte bekla⸗ 
gede ſig over den foretagne Reduktion. Nordberg ſiger: 
„Han var Hovedmanden, og det var ham, der ophidſede 
alle de Andre.“ Som bekjendt blev han domt til Do⸗ 
den, flygtede, og efter en lang Omflakken i fremmede 
Lande gik han i ſachſiſk Tjeneſte, hvor han begyndte fin 
Virkſomhed med at forelægge Kong Auguſt en Plan til 
at ſtille Sverrig ved Lifland. Tanken derom havde 
allerede tidligere foreſvevet Kong Auguſt, men var bleven 
opgiven; nu bragte Patkul den igjen paa Bane og 
forelagde Planen. 


Patkuls Domfaldelſe. 475 


J det vidtløftige Memorandum af 2den Januar 
1698, hvori denne Plan udvikles, opfordrer Patkul til 
at indgaae et Forbund med Rusland og Danmark for 
fuldſtendigt at underkue Sverrig. Danmark ſkulde da 
tilbageerobre de til Sverrig afſtaaede Provindſer, Rus⸗ 
land ſkulde bemægtige fig Ingermanland og Karelen, 
Lifland og Eſtland ſkulde tilfalde Kong Auguſt. Paa 
ſamme Tid ſom den danſke Armee angreb Skaane, ſkulde 
Flaaden beffjæftige den ſpenſke Somagt for at forhindre 
alle Troppetransporter til Liflands og Eſtlands Forſvar. 
Til det danſke Hof, der havde mere «finesse og ruses» 
end det moſkovitiſke, ſkulde der ſendes en dygtig Under⸗ 
handler (det blev Patkul ſelv), og paa ſamme Tid ſkulde 
alle de mod Sverrig forbundne Magter gjenſidigt for⸗ 
pligte fig til ikke at flutte nogen Separatfred eller 
„noget ſeerſkilt accommodement“ med denne Magt. 

I et „Promemoria Nr. 2“ meddeler Patkul en 
fuldſteendig Plan til at overrumple Lifland, hvis Land⸗ 
befolkning burde reiſe ſig og forſynes med Vaaben. For 
paa ſamme Tid at bringe Kurland til Frafald, burde 
man true Landet med at lægge Armeen i Vinterqvar⸗ 
teer der. 

Hans „Promemoria Nr. 3“ dreier ſig om de 
„mesures, der bor tages ligeoverfor de fremmede Hof⸗ 
fer med Henſyn til den foreſtaaende Ruptur med Sver⸗ 
rig.“ Keiſeren burde erindres om al den Skade, Sver⸗ 
rig havde tilfviet ham i Tredivegarskrigen; Holland og 
England „kunde man give at forſtaae à Toreille,“ at 


476 Patkuls Domfældelje. 


hvis de vovede at optræde fjendtligt mod de Allierede, 
vilde man „til Glede for Frankrig“ igjen oppuſte Kri⸗ 
gen i Nederlandene. Samtidig ſkulde man «en parti 
culier» give Holland at forſtage, at hvis det underſtot⸗ 
tede Sverrig, vilde Riga og Danzig blive ſpeerrede, og 
det vilde komme til at miſte fin Handel paa Archangel. 
Frankrig derimod burde man foreſtille, hvor utaknem— 
meligt Sverrig havde opfort ſig til Trods for de ſtore 
Tjeneſter, Frankrig havde gjort det, og hvorledes det havde 
jvigtet denne fin Forbundsfelle og ikke taget Deel i de 
paafolgende Krigsbegivenheder. 

Under Overſkrift „Projekt til Entrepriſen“ fremlagde 
Patkul yderligere i Warſchau den 4de April 1699 en 
Plan til⸗Overgangen over Düna og Angrebet paa Riga, 
hvortil der endnu foiedes det Forſlag, at lade Masſer 
af Oprorsſkrifter mod Sverrig udſprede overalt. 

Patkul afgik derpaa ſom hemmelig Underhandler 
til Danmark og til Czaren med Fuldmagt til at af⸗ 
ſlutte et Angrebsforbund mod Sverrig. 

Af alt dette vil det ſees, at det var Patkul, der 
i egentlig Forſtand antændte den Krigslue, ſom i tyve 
Aar hjemſogte hans Fedreland, og at han i meer end to 
Aar hemmeligt puſtede iil Ilden for at faae den til 
at oplue. 

Da det var kommet jaa vidt, tilkjendegav han i 
Warſchau, at han havde modtaget de meſt anſeete Lif⸗ 
lenderes Fuldmagt til hos Kong Auguſt at virke for 
Liflands Befrielſe fra det ſvenſte Aag. J Modſetning 


Patkuls Domfaldelſe. 477 


hertil erklerede Adelen paa den liflandſke Rigsdag (i 
Mai 1700), at „Patkul og hans Tilhængere vare 
Erke⸗Calumnianter og Wreſkendere, ſaalcenge til de 
fremlagte deres Fuldmagt med Navn og Segl.“ En 
ſaadan Fremleggelſe har, os vitterligt, aldrig fundet 
Sten. 

Adelen erkleerede derhos, at den ogſaa fremtidigt 
vilde blive ſin underſaatlige Pligt tro og onſkede, at 
den med Born og Efterkommere indtil Verdens Ende 
maatte forblive under Kongen af Sverrigs chriſtelige, 
retviſe og naadige Regimente, ſamt forſikkrede, at „den 
aldrig hverken mundtlig eller ſkriftlig, med Raad eller 
Daad, ſelv eller ved Andre, havde givet fit Samtytte 
til Patkuls forrederſke Foretagender — anraabende Gud, 
at han ikke alene vil aabenbare ſaadanne ugudelige 
Paafund, ſkammelige Desſeins og nedrige Skjelmſtykker, 
men anſee dem med al ben retfærdige Straf, ſom de 
fortjene.“ Ovrigheden og Borgerſkabet erklerede lige⸗ 
ledes Patkul for en Wreſkœnder og Enhver, der holdt 
med ham, for „en ugudelig, utro og erelos Landsfor⸗ 
rœder,“ hvilken Erklæring underſkreves af Borgermeſter 
og Raad ſamt af Laugenes Oldermend og Medlemmer, 
920 i Tallet. Patkuls Forſparsſkrift, der fremkom 
under Titlen af „Grundig, men beſkeden Deduktion,“ 
blev af Skarpretteren brændt i Stockholm, og Regje⸗ 
ringen offentliggjorde en Gjendrivelſe af hans ſtatsfor⸗ 
bryderiſke Skrift. Patkul, der imidlertid var gaaet i 
rusſiſk Tjeneſte, formaaede omvendt Czaren til at lade 


478 Patkuls Domfældelfe. 


det fvenffe Regjeringsſkrift opbrænde paa Torvet i 
Moffou. 

Udnævnt til rusſiſk Generallieutnant deeltog Patkul 
med Iver i Krigen mod Sverrig paa ſamme Tid, ſom 
han opretholdt det politiſkte Forbund mod Kong Karl 
deels ſom Czarens Geſandt hos Kong Auguſt, deels 
ved at foretage en ny Reiſe til Danmark for at fane 
dette Rige til at bryde Freden til Travendal, deels ved 
at hemmeligholde et af den keiſerlige Miniſter v. Zin⸗ 
zendorff allerede i Februar 1705 udarbeidet Forſlag til 
Fred og Forſoning mellem Kongerne Karl og Auguſt, 
hvilken Sidſte allerede dengang erflærede fig villig til 
at afftane den polſke Krone, ſaaledes ſom det ſenere 
ſkete i Alt⸗Ranſtadt. 

Da Patkuls Forſog paa at formaae Preusſen til 
at deeltage i Alliancen mod Sverrig (Juni 1705) mis⸗ 
lykkedes, lod han fig forlyde med, at han vilde mægle 
Fred mellem Czaren og Kong Karl, en Fred, der vilde 
gage ud over Kong Auguſt, ſom fkulde fraſige fig; den 
polſke Throne. Efter Voltaires Sigende har Grunden 
til dette uventede Omſlag hos Patkul været den, at 
Kong Auguſt's fortroligſte Raadgiver, Flemming, om⸗ 
ſider havde opfordret fin Herre til at flutte Fred med 
Kong Karl ſom den ſidſte Frelſe. Denne Plan vilde 
Patkul nu modarbeide ved at mægle Fred Kiellem Cza— 
ren og Kongen af Sverrig. Adlerfeld beretter derimod, 
at Auguſt havde Patkul mistenkt for, at han hemme⸗ 
ligt vilde ſkaffe Czaren Leilighed til at bemegtige ſig 


Patkuls Domfælbelfe. 479 


Lithauen. At der paa den Tid har været en meget 
alvorlig Differents mellem Kong Auguſt og Patkul 
(hvortil Aarſagen angives forſkjelligt), kan ſees deraf, 
at da Czaren og Auguſt kort efter modtes i Grodno 
for yderligere at befæfte deres gjenſidige Forbund, „re⸗ 
ſolveredes“ — ſom Nordberg udtrykker ſig — „at han 
(Patkul) ſkulde overgives Kong Auguſt til fri Raadig⸗ 
hed at gjore og forfare med ham efter eget Tykke.“ 
Kong Auguſt lod da Patkul fængsler") og indeſperrede 
ham pan Feeſtningen Sonnenſtein og ſenere paa König— 
ſtein, hvor han i halvandet Aar henſad ſom ſachſiſk 
Statsfange, indtil Kong Karl ui Marts 1707 fordrede 
ham udleveret ſom ſvenſk Deſerteur og dodsdomt Maje⸗ 
ſtœtsforbryder. 

Voltaire og Flere efter ham have gjort den Be⸗ 
merkning, at Karl ved denne Leilighed blot tog Henſyn 
til, at Patkul var ſpenſk Underſaat, men glemte, at han 
var Czarens Geſandt, i hvilken Egenſkab han ſtod un⸗ 
der Statsrettens Beſkyttelſe. Denne Bemærkning er 
uden al Betydning. Da hverken Czaren, hvis Geſandt 
Patkul var, eller Kong Auguſt, ved hvis Hof han var 
accrediteret, fandt Geſandtſkabsretten kreenket ved, at han 
indeſperredes ſom Statsfange, hvorfor ſkulde da en tredie 


*) Han blev pludſelig arreſteret tilligemed atten of fine Benner. 
Umiddelbart i Forveien havde han forlovet fig med en ung 
Enke efter den danſke Geſandt i Dresden, Kai von Rumohr, 


efter Voltaires Angivelſe med en Fru v. Einſiedel. 
Udg.'s Anm. 


8 —-—„:[i . ¹ — ˙—— ——— ————̃ĩ⅛—ͤ;7—— 


480 Patkuls Domfeeldelſe. 


Magt, der var i Krig med dem Begge, bryde ſig om 
hans diplomatiſke Ukreenkelighed? J Karls Sine kunde 
den pan Königſtein indeſperrede Statsfange ikke være 
andet end en ſvenſk Overlober, der var dømt fra Livet 
af en ſvenſk Domſtol, en Forræder, hvis Udlevering 
Kongen af Sverrig havde Ret til at fordre, ligeſom man 
forlanger Deſerteurer udleverede i Almindelighed, og 
hvis Brode kun blev endnu ſtorre derved, at han ſiden 
den Tid havde baaret Vaaben mod fit Fædreland og 
uafbrudt ophidſet Fjender imod det. Det er fandt, at 
Czaren, efter Fangens Udlevering, gav fin Forbittrelſe 
Luft ved alle Europas Hoffer og beklagede fig over 
Kong Auguſt, ſom havde forgrebet fig pan Statsretten; 
men hvorfor henvendte Czaren ſig ikke ſtrax til ham, da 
den rusſiſke Geſandt blev arreſteret i ſin Bolig og ka— 
ſtet i Fengſel? hvorfor holdt han fig i Aar og Dag 
taus ligeover for dette Factum? Er det ſandſynligt, 
at Kong Auguſt ſkulde have tilladt fig en ſaadan For⸗ 
nermelſe mod fin Forbundsfelle og Beſkytter, der netop 
dengang, da hans Miniſter blev arreſteret, ſtod i Polen 
med en Her af 60,000 Mænd? er det teenkeligt, at 
det kunde ſkee uden Skytsherrens Samtykke? Og da 
Ingen af alle de Regenter, ſom efter Czarens Sigende 
vare blevne krenkede ved den haus Geſandt tilfoiede 
Overlaſt, og hvis Megling han paakaldte, da ikke een 
af dem heuvendte nogenſomhelſt Foreſtilling til Kong 
Karl, viſer det ikke tilſtrekkeligt, at de ikke betragtede 
ham ſom den, der havde krenket Folkeretten? — Hvem 


Patkuls Domfaldelſe. 481 


der i bette Sorgeſpil har den ſtorſte Skyld, Czaren 
eller Auguſt, er ikke faa let at ſige; men det er ſole⸗ 
klart, at Karl har havt Loven paa ſin Side. 

Man har til Forſvar for Patkul anført, at han 
kempede for Liflands Frihed, ſom om den ſkulde naaes 
ved at bringe Landet under Kong Auguſt's Scepter. 

Det var dengang, ligeſaa lidt ſom nu, nogen Hem⸗ 
melighed, at Kong Auguſt vilde indføre Enevælden i 
Polen, og Lifland vilde da kommet til at dele den 
ſamme Skjabne; men hvis Enevelde var det vel he— 
derligſt at boie ſig under: Kong Karls eller Kong Au— 
guſt's? Folket i Lifland vidſte desuden meget vel, at 
den polffe Bonde var Livegen, men den ſpenſke ikke, 
og kunde altſaa let indſee, paa hvilken af Siderne der 
var ſtorſt Seloſtendighed at vente. Af nogle liflandſke 
Adelsmends Misfornoielſe med Armeereduktionen kunde 
man umuligt flutte fig til Folkeſtemningen. Derfor 
modtoges ogſaa Karl ſom en Befrier, da han vendte 
tilbage fra Narva. Hvis Lifland havde været fjendtlig⸗ 
ſindet mod Karl, hvorfor holdt det fig da faa roligt, 
da han laa i Tyrkiet, og der ſaagodtſom ikke var noget 
Haab om hans Tilbagekomſt? Hvorfor maatte det 
tvinges med Vaabenmagt til at adſkilles fra den fvenffe 
Krone? Hvorfor lod Czaren det hærge og upplyndre, 
og hvorfor lod han dets Befolkning fore over til Rus⸗ 
land, da han frygtede for, at Karl fra Polen ſkulde gaae 
ind i Sſterſoprovindſerne? En imod Svenſkerne fjendt⸗ 
lig Befolkning vilde jo ſtrax have ſluttet fig til Czaren, 


482 Patkuls Domfaldelſe. 


og hvad nu Patkul ſelv angik, ſaa var han ingenlunde 
kjendt ſom en Ven af Folket, men ſom den, der paa 
det gruſomſte mishandlede ſine Undergivne og ofte uden 
Anledning pryglede ſine Soldater, ſaa at de maatte 
bæres halvdode til Legen, ligeſom han ogſaa beſkyldes 
for, at han af Egennytte og Gjerrighed afknappede deres 
Lonning og Bekledning. Det var Hevntorſt imod 
Sverrig, der lagde Frihedsſproget pan hans Læber. 
Man har endvidere fremhævet, at Patkul bad om 
Naade, at han anſogte om, at den Dom, der var fæl- 
det over ham, maatte blive ham eftergiven, og at det 
derfor var dobbelt gruſomt at lade Dommen exeqvere. 
Men i ethvert Land og til enhver Tid vilde dog Ef— 
tergivelſen af Dommen over en Landsforreeder og Freds— 
forſtyrrer være et Serſyn. Hans Frikjendelſe vilde kun 
givet ham en velkommen Leilighed til at vende tilbage 
til Lifland, og hele haus Færd godtgjor, at han blot 
kunde leve ſom Oprorsſtifter. At han i en ganſte ual- 
mindelig Grad var i Beſiddelſe af Mod, Kundſkaber 
og Skarpſindighed gjorde ham kun endnu mere farlig. 
At Karl fordrede Patkul udleveret var, ſiger man, 
en Folge af hans uundflukkelige Had til Kong Auguſt. 
Det var dog for at ſkaane denne for Synet af hans 
Henrettelſe, at Karl ikke lod Dommen fuldbyrde under 
fil Ophold i Sachſen, ikke heller i Schleſien, der til⸗ 
horte Keiſeren; det var forſt, da Patkul blev fort til 
det med Sverrig under Stanislaus allierede Polen, at 
Dommen blev fuldbyrdet. At Karl ikke benaadede ham 


Patkuls Domfaldelſe. 483 


har man tilſkrevet hans perſonlige Had til den Dods— 
domte. J et Brev til Ulrikke Eleonore, der gik i For⸗ 
bon for ham, ſiger Karl dog ſelv, at han gjerne vilde 
opfylde hendes Ouſke, men at Patkuls Forbrydelſe var 
faa himmelraabende, at han for Exemplets Skyld ikke 
turde give ham Naade — og Karl var ingen Hykler. 
At Straffen var gruſom, ) kan ikke negtes, og der 
er viſt Ingen af Karls Beundrere, der ikke havde onſket 
den formildet; men Tiden var ikke philantropiſt. Samme 
Straf anvendtes dengang mod langt ringere Forbrydelſer, 
og Tiden var opfindſon i at udfinde Torturer, der vare 
langt verre end denne. Selv i de meſt civiliſerede 


) Johan Reginald Patkul blev den 10de October 1707 ifølge 
Krigsretsdom levende radbrekket, halshugget og lagt paa 
Steile i Nærheden af Kloſteret Kaſimir, ti Mile fra Poſen. 
Denne Mand, der havde trodſet Døden i mangfoldige Slag, 
blev greben af den forfærdeligfte Angft, da han blev ført til 
Retterſtedet og fane de Marterredſkaber, der ventede paa ham. 
Han græd, tryglede om fit Liv og kaſtede fig fortvivlet i 
Armene paa den Geiſtlige, der ledſagede ham til Skaffottet. 
En fvenft Officeer oplæfte med hoi Roſt Folgende: „Efter 
Hans naadige Majeſtets Befaling ſkal denne Mand, der har 
forraadt fit Fædreland, radbrekkes og lægges paa Steilen 
til Straf for fine Forbrydelſer. Hans Exempel ſkal lere 
Enhver at vogte fig for Forrederi og at tjene fin Konge 
med Troſkab.“ Bed Ordene „der har forraadt fit Fedre⸗ 
land“, udbrod Patkul: „Ak, jeg har tjent det kun altfor vel!“ 
Endnu i 1713 lage hans Lemmer pan Steilen, og forſt da 
Auguſt igjen var kommen paa Polens Throne, fod han dem 
lægge i en Kasſe og fore til Warſchau. Udg. s Anm. 


484 Patkuls Domfaldelſe. 


Lande antændte man Baalet for Kjettere, og endnu halv⸗ 
tredſindstyve Aar derefter opbreendtes Folk levende i 
det frie Schweiz. Af Mazeppas Koſakker lod Czaren 
mange Hundreder radbrekke, og ſamme Sfjæbne havde 
ramt deres Hovding, hvis han var bleven udleveret af 
Sultauen. Dette anforer jeg ikke for at forſvare Karl 
den Tolvte, men for at forklare hans Strenghed i bette 
Tilfælde; den var i al Fald lovlig og berettiger derfor 
ikke en tydſk Beundrer af „den berømte Patkul“ til at 
kalde hans Dod „en uudſlettelig Plet pan Karl den 
Tolvtes Hiſtorie.“ Medlidenhed med en Ulykkelig er 
en naturlig Folelſe, men den kan ikke omſtyrte den 
hiſtoriſke Retfcerdighed, naar Talen er om en Forrader, 
der antændte en Krigslue, ſom i en faa lang Rake 
Aar ødelagde hans Fædreland. Man har ogſaa ſam— 
menlignet Patkuls Stjæbne med Hertugen af Enghiens; 
men et loyſtridigt Mord paa en uſfkyldig Fyrſte ſynes 
dog kun at frembyde ringe Lighed med den Dom, der 
overgager en Landsforreder. 


485 


Bjorneſkindet. 
En Novelle 
efter Theodore Papie ved 5. P. Holst. 


Canadierne ere utrœettelige Roerkarle; de ere trængte 
ind i de fjerneſte Dele af Amerika, overalt, hvor der 
er Floder eller Stromme, der ere iſtand til at bære en 
Baad. Deres kraftige Conſtitution ſatte dem iſtand til 
at trodſe de meſt modſatte Climaer, og de fandt ſig 
med ſamme Mod, eller rettere jagt med ſamme Lige⸗ 
gyldighed, i at tilbringe den ſtrengeſte Vinter ved Huron⸗ 
Søen og den meſt brændende Sommer i Nedre-Louiſiana. 
De fire Floder, ſom de hyppigſt ſogte hen til, vare 
Lorenzo, Ohio, Misſouri og Misſisſippi. Ny-⸗Orleans 
trak en ſtor Mengde af disſe nomadiſke Roerkarle til 
ſig; de droge derhen for at føge Hyre ſom Matroſer 
hos Kyſtfarerne — ſaaledes kaldte man de Kjsbmeend, 
der paa deres ſtore Skibe ſeilede op ad Floderne i 
Louiſiana for at fælge de Barer, ſom de forte ind fra 
Frankrig og England. Disſe Kyſtfarere vare for en 
ſtor Deel Europcere, i Seerdeleshed Franſkmeend, der 
32 


486 Bjorneſkindet. 


vare komne til Amerika for at berige ſig; Kyſthandelen 
var for dem et ſikkert Middel til at nage bette Maal 
Imidlertid havde denne Haandtering ogſaa fine mindre 
gode Sider og fine Farer. De maatte fæmpe med den 
gule Feber: undertiden udbrød der ogſaa Epidemier, 
f. Ex. Smaakopperne, der angreb Skibenes Beſetninger 
og tvang dem til at ſtandſe deres Route. Canadierne, 
der vare fanatiſke og uafhængige, vare heler ikke altid 
lige fremkommelige; der behøvedes blot en Reprimande 
i urette Tid for at opirre disſe Sofolk, der ellers vare 
ſaa rolige og beſindige. Til Trods for alle disſe Hin— 
bringer var Kyſtfareren taalmodig, thi han forſtod at 
holde fig ſkadeslos. J de Plantager, ſom han lagde 
ind til for at fælge fine Varer, vakte hans Komme i 
Regelen almindelig Glæde. Man modtog ham med 
Udmeerkelſe, thi de fleſte af de rige Plantere havde be— 
gyndt ligeſom han, hvad der ikke forhindrede baade dem 
og deres Familier i at lade ſig forlokke og narre af 
hans Veltalenhed. Han havde fin Plads ved Planterens 
gieſtfrie Bord. Naar han ved Middagsbordet havde 
moret Damerne. og Børnene med ſine Fortellinger, aab⸗ 
nede han ſine Pakker, men gjemte altid ſine ſmukkeſte 
Sager tilſidſt, ſaa at Planterens Familie, naar den forſt 
havde forſynet fig med Nodvendighedsartikler, ikke kunde 
modſtaae fin Lyſt til at kjobe en eller anden Luxus⸗ 
gienſtand foruden. Naar Kjobet var ſluttet, begyndte 
Kyſtfareren at pakke ind igjen, men ſaa langſomt ſom 
muligt og under alle Slags Fortellinger — thi dem 


Bjorneſkindet. 487 


havde han nok af! Den folgende Dag, juſt ſom han 
ſkulde afſted, huſkede han pludſelig paa, at han endnu 
havde nogle koſtbare og pragtfulde Smykker, der laae 
omhyggeligt ffjulte i hans Kahyt. Det var en ny Fri⸗ 
ſtelſe for de unge Piger! Kjobmanden var da jaa hof— 
lig at faae fit Mandſkab til at vente lidt, medens han 
i en Fart tingede om Priſen for disſe ſjeldne Artikler, 
og med den ene Fod paa Land og den anden ombord 
lykkedes det ham i Regelen at fane de Priſer, ſom han 
onſkede. Hvad Betalingen angik, ſaa var den altid den 
ſamme: enten den fulde Sum i Penge, eller det Dob— 
belte i Producter af næfte Mars Hoſt. Kyſtfareren an⸗ 
bragte ſaaledes med ſtor Fordeel langs med Floderne i 
Louiſiana en Mængde forliggede Barer, ſom i Europa 
havde tabt deres Priis. Naar han havde udſolgt, 
vendte han ſtrax tilbage og indtog paa Hjemveien en 
my Ladning af Bomuldsballer og Sukkerfade. Lidt 
efter lidt blev Skibet fuldt, og Misſisſippifloden bragte 
nu i al Ro og Mag Skibet til Quaierne i Ny-Orleans. 
Opfindelſen af Dampfkibene har tilintetgjort denne Han⸗ 
del, og Skibenes Eiere ere blevne Plantere og Kjob⸗ 
mænd. Jeg har allerede for mange Aar ſiden feet de 
ſidſte Kyſtfartoier ligge ſtrandede og forladte paa Flod⸗ 
bredderne. 

De af Roerfolkene, der havde veret ſaa forſigtige 
itide at lægge Penge tilſide, kjobte fig Jordeiendomme 
i Syd⸗ eller Veſtſtaterne. De, ſom Intet eiede, toge 
deres Ophold i Skovene, hvor de levede af Vildt og 

32˙ 


488 Bjørneffindet. 


dyrkede en lille Plet Mais, idet de fortrængte de Vilde, 
ſom overalt vege dem Pladſen. Nogle levede midt 
imellem Indianerne, ligeſom man undertiden finder Huus⸗ 
duer midt imellem Skovduer. Hvor disſe Folk end 
findes i de forenede Stater eller i de engelſke Beſid— 
delſer, i det nye eller det gamle Mexicos Provindſer, 
kalde de og deres Efterkommere ſig vedblivende Canadiere, 
hvad der efter deres Mening vil ſige det ſamme ſom 
Franſkmend, og de tale endnu for Storſtedelen det 
Lands Sprog, der fan gauſke har glemt dem. Hvad der 
adſkiller disſe Orkenens omvankende Riddere fra de 
amerikanſke Coloniſter, er det, at de, iſtedenfor ſom disſe 
at gage fremad i Masſer, kun viſe fig enkeltviis og 
med ſtor Forſigtighed. 

Da for omtrent nogle og fyrgetyve Aar ſiden Kyſt⸗ 
farerne opgave Seiladſen paa Floderne i Louiſiana, an⸗ 
kom der en Dag en ſtor Baad til den ſidſte Landsby, 
der ligger ved den rode Flod, naar man gaaer imod 
Veſt. Man ſaage ſtrax, at Roerfolkene vare vante til 
denne Flodſeilads, thi de roede i Takt og ſeilede be⸗ 
ſtandig i lige Retning fra eet. Punkt til et andet uden 
at folge Flodens lunefulde Dreininger. Solen var ny⸗ 
lig ſtaaet op; det var tidligt pan Foraaret, og Kyſterne 
bedekkedes med bette friſte Grønne, ſom Sommerſolen 
afſvier ſaa hurtigt. Denne Morgen var der mange 
Menneſker paa Quaien. Der uddeeltes Breve og Avi⸗ 
ſer, ſom Poſten havde bragt Aftenen iforveien, og Plan⸗ 
terne, der fade udenfor deres Magaziner i Skyggen af 


Bjørneftindet. 489 


de blomſtrende Accacier, pasſiarede gemytligt, idet de 
røg deres Cigarer. Negrene trillede med ſtor Stoi de 
Varer ned til Havnen, ſom paa tunge Vogne, forſpendte 
med tre eller fire Par Oxer, vare førte dertil fra det 
Indre af Mexico; det er forreſten charakteriſtiſk nok for 
Negrene, at de ikke kunne beſtille det Mindſte, uden at 
de ſkrige og hyle og ffabe fig ſom Beſatte. Hiſt og 
her jane man ogſaa mellem Mængden nogle Indianere, 
der vare komne til Byen for at fælge Udbyttet af deres 
Jagt. De havde Intet mere at beſtille, thi Torvetiden 
var forbi, og de havde ſolgt deres Vildt; men de ſade 
endnu tauſe og orkesloſe og med halvtlukkede Dine i 
Skyggen af et eller andet Huus, ligeſom Gribbe, der 
have fortæret deres Maaltid og udhvile derefter. De 
tilhørte Tribuer, der vare adſpredte fjernt Dorte i Ar⸗ 
kanſas, men de levede ikke med deres Familier. De 
luſkede om i Nærheden af Plantagerne og forfulgte 
Vildtet i Skovene ligeſom disſe Ropfugle, der ere vante 
til at bygge Rede i et gammelt Træ og ikke fjerne fig 
fra det, om ſaa hele Skoven omhugges omkring det. 
De ere ligeſom Efternolere til disſe vilde Horder, ſom 
Civiliſationen driver foran ſig. 

Der var altſaa denne Morgenſtund et ſtort Antal 
Hvide, Negre og Rodhuder forſamlede ved Flodbredden 
i den lille Landsby, og Alles Blik vendte ſig imod 
Baaden, der nærmede fig. Da den var landet, gik hele 
dens Befætning hen til et Vertshuus for at faae fyldt fine 
Krukker. Paa deres hoie Skikkelſer, blege Hud og 


| 
| 
| 
| 
i 
| 


490 Bjørneffindet. 


lange, forte Haar ſaae man ved førfte Siekaſt, at det 
var Canadiere. Man flokkedes omkring dem med en 
vis Interesſe, thi der var paa dette Sted ikke ſaa faa 
Kjobmend, der vare etablerede i Amerika i det ſidſte 
Par Aar, og ſom havde kaſtet Had paa Dampfkibene, 
fordi de endnu ikke vare Millionairer. Nogle af dem 
betragtede Canadierne ſom Offre for en ny Opfindelſe, 
der ogſaa var dem ubehagelig; Andre iblandt dem gjen⸗ 
fandt gamle Kammerater, ſom de tidligere mange Gange 
havde ſtodt ſammen med. Det Vertshuus, ſom Cana⸗ 
bierne toge ind i, var derfor ſnart opfyldt af orkesloſe 
Folk, ſom vare begjerlige efter at høre Nyheder. En⸗ 
deel af dem lyttede ved Doren, og fnart efter vidſte 
man ogſaa udenfor Veertshuſet, at de tre Reiſende vare 
en Fader og hans to Sonner, der havde været Ma⸗ 
troſer paa et Kyſtſartoi og nu, ſom ſaamange Andre, 
vare uden Hyre og vilde boſette fig der i Landet, men 
mange Miil borte fra den lille By og de Plantager, 
der omgave den. 

Medens disſe Nyheder circulerede mellem Meng⸗ 
den, klinkede Canadierne lyſtigt med alle dem, der ſkien⸗ 
kede det ene Glas Rom for dem efter det andet, og 
da de endelig beſluttede fig til at bryde op, blusſede 
deres Anſigter mere end almindeligt. 

„Lad os komme bort, Fader!“ ſagde den LeEldſte, 
idet han ſtrakte fine lange, muffelftærfe Arme ud ſom en 
Athlet, der trænger til at øve ſig. „Luften ude paa 
Floden bekommer os bedre end Luften her i Vertshuſet.“ 


Bjorneſtindet. 491 


„J vor Ungdom“, ſagde Faderen, idet han hen⸗ 
vendte ſig til et Par Creoler, der vare guulbrune af 
Solen og hvide af Alderdom, „kunde en Roerkarl her 
paa Floden holde anderledes ud!“ Med disſe Ord 
reiſte han ſig, rakte Haanden til dem, der ſtode ham 
nœermeſt og onſkede ham en lykkelig Reiſe, og gav fin 
yngſte Son et Vink, at han ſkulde gage forud. Troe 
imod den gamle Skik, ſom de have optaget efter de 
Vilde, at gage i Raekke, ſkraaede de majeſtetiſk hen 
over Pladſen, idet de fulgte efter hinanden i Gaaſegang. 

Juſt ſom de nermede fig deres Baad, betragtede 
en Indianer den med ſtor Opmerkſomhed. Canadierne 
havde nemlig ladet deres lange Karabiner, Sxer, Krudt⸗ 
horn og andre Jagtredſkaber blive tilbage i Baaden. 
Disſe Rigdomme blændede den Vilde, hvis Karabin 
var i en maadelig Forfatning. Boiet ud over Flod⸗ 
bredden, med Armene overkors og Halſen fremſtrakt be⸗ 
tragtede han disſe Herligheder med et Blik, ſom den 
Civiliſerede ikke kjender noget til. 

„Af Veien!“ raabte den Yngſte af de tre Cana⸗ 
diere, „og lad dog Folk komme ombord!“ J det ſamme 
gav han den Bilde et jaa ftærit Stod, at denne tabte 
Ligevegten, udſtodte et harmfuldt Skrig og faldt i 
Vandet; hans Hund ſprang ud efter ham ſom for at 
frelſe ham. Et Sieblik efter kom Indianeren op igjen 
forfcerdeligt tilſolet. De rode og blaae Farver, hvormed 
hans Anſigt var tatueret, trillede i ſtore Draaber fra 
Anſigtet ned paa det nøgne Bryſt. Ved bette ba⸗ 


— 
— 


492 Bjorneſkindet. 


rokke Syn braſt Lediggengerne rundtom i Latter og 
klappede i Hænderne; Negrene hylede af Glæde, og Bor— 
nene kaſtede Stene efter. den flygtende Indianer. Hundene 
i Landsbyen gave ſig til at forfolge den dyngvaade 
Hund, der ſaaledes ogſaa fik ſin Deel af ſin Herres 
Uheld. Indianeren ſogte at ſorſvare fig mod Hundenes 
Bid, gjorde Pirouetter, dreiede ſig omkring ſom en Top 
og ſparkede til de Hunde, der vare ham neermeſt. Da 
den Vilde naaede Toppen af en Hoi, hvorfra man 
kunde fee langt ud over den rode Flod, kjelede han for 
fin Hund og tørrede fig af med Gres og Lov. Me— 
dens han endnu varmede ſig i Solen, opdagede han de 
tre Canadieres Baad, der roede ind under de kempe⸗ 
mesſige Plataner, hvis lovrige Grene hænge ud over 
Vandet og kaſte brede Skygger hen over Floden. Han 
knyttede truende Haanden og kaſtede et hadefuldt Blik 
efter dem. 

Mange af de Omſtaaende havde leet af Indiane⸗ 
rens Uheld; dog var der flere end Een af de Tilſtede⸗ 
værende, der dadlede det unge Menneſkes Raahed, og 
de mere Fornuftige paaſtode, at en ſaadan Brutalitet 
vidnede om et ondt Hjerte. 


Andet Capitel. 


Efterat Canadierne; havde udhviilt fig i Verts⸗ 
huſet og drukket en Mengde Rom, gave de ſig atter 


— 


Bjørneftindet. 493 


paa Reiſen. Med deres forte Piber i Munden roede 
de, ſom om de flulde vinde Priſen ved en Regatta, og 
godtgjorde i Praxis, at man aldrig arbeider bedre, end 
naar man arbeider for fig ſelv. De ſeilede med Pilens 
Hurtighed forbi ſmukke Plantager omgivne af rige Ha— 
ver, bag hvilke de horte Oxernes Brol og Heſtenes 
Vrinſken. Negrene, der vare ifærd med at luge Bom— 
uldsmarkerne, ſtandſede et Sieblik for at ſtirre paa Ca⸗ 
nadiernes Baad, der ffar igjennem Bolgerne. Imid⸗ 
lertid begyndte de at blive ſultne, og da de fik Sie paa 
en ſkyggefuld lille OS, hvor de kunde ſtege det tørrede 
Kjod, de havde med fig, vilde de netop lægge til der, 
da en Stemme inde fra Flodbredden raabte dem an. 

Canadierne ſaae iveiret. 

„Er det Dig, gamle Fauſtin?“ gjentog den ſamme 
Stemme. 

Ved at høre fit eget Navn reiſte den gamle Ca- 
nadier fig halvt op i Baaden og ſtirrede mod Land. 
Hans to Sonner viſte ham en Planter, der ſad nede 
ved Vandet med en lang Kikkert i Haanden og viftede 
med fin bredſkyggede Straahat, for at faae dem til at 
nærme. fig. De ſtyrede hen til Flodbredden, men inden 
de endnu havde fat Foden i Land, zgjenkjendte Fauſtin 
i Planteren en gammel Kjobmand fra Nedre-Louiſiana, 
med hvem han havde gjort mangfoldige Reiſer. Dette 
Sammentref var ikke noget Ualmindeligt. Paa begge 
Sider af den rode Flod er nemlig Jordbunden over⸗ 
ordentlig frugtbar, og der findes endnu hift og her ſtore 


494 Bjorneſkindet. 


Skove, der traf en ſtor Mængde til fig af de Kyſt— 
handlere, ſom vare nodte til at opgive deres Handel. 
De etablerede ſig da gjerne i Nerheden af de Landsbyer, 
hvori der levede franſke Creoler, ſom i Mands Minde 
havde følt fig lykkelige paa disſe Steder. Det amerikanſke 
Element, der ſenere næften overſvommede den lille Co— 
loni, merkedes dengang ſaagodtſom flet ikke; det var 
en lille Verden for ſig ſelv, hvori de franſke Coloniſter 
bevarede deres oprindelige Naivitet og deres ſimple og 
gjæftfrie Sæder. — Planteren vexlede nogle hjertelige 
Haandtryk med Canadierne og indbød dem til at hvile 

ſin Plantage. Underveis fortalte de hinanden 
gienſidigt, hvad der var hendet dem, ſiden de ſkiltes ad. 
Planterens Beſiddelſer havde et betydeligt Omfang af 
Ploieland, Skov og So. Hiſt og her tydede en Træbul, 
ber endnu var kulſort af Rog, hen paa, at det ikke var 
ſaamange Aar ſiden, at disſe Urſkove vare blevne ryd— 
dede. J Midtpunktet af Eiendommen lan Familiens 
Bolig, et ſimpelt Trehuns, teekket med Cypresbark “) 
og omgivet af en rummelig Gaardsplads. Denne ſtod 
i Forbindelſe med Floden ved en ſtor Vandbeholdning, 
der dannede en Slags Havn, hvori nogle ffrøbelige 


*) Her er Talen om schubertia disticha, der voxer i Mengde 
paa Bredderne af Misſisſippi og de tilſtodende Floder. 
Dette Cyprestræ bedakkes med en fort Mosart, der kan 
blive flere Fod lang, og ſom Amerikanerne 555 „long moss“ 
og Creolerne „ſpanſk Skjcg“. 


Bjørneffindet. 495 


Piroguer og nogle ſtore, fladbundede Baade lage for— 
toiede. De ſidſte, der brugtes til at transportere Bom⸗ 
uldshoſten til Møllen, vare bedeekkede med Rorfletninger, 
der gjorde, at de ſaae ud font flydende Bure. Bag 
Gaarden forte en Allee ligeud i den aabne Skov; men 
ved Bredden af Vandet dannede Negerhuſene en lille 
Landsby, der neſten ſkjultes af Plataner og Sykomorer. 

„Hvilket lykkeligt Tilfælde, min kjere Fauſtin“, 
ſagde Planteren, idet han lod Canadierne trede inden⸗ 
for, „hvilket lykkeligt Tilfælde, at jeg fad der med min 
Kikkert for at pasſe paa mine dovne Sorte, der hakke 
og grave paa den anden Flodbred! Ellers kunde J let 
have taget lige forbi en gammel Vens Huus uden at 
vide det! Ja, min gode Fauſtin, dengang vi To far⸗ 
tede ſammen, da var der gode Penge at fortjene langs 
med Floderne.“ 

„Og i vore Dage kan den bedſte Roerkarl paa 
St. Lorentsfloden ikke fortjene det torre Brod“, ſvarede 
den Gamle og ſatte ſig hen til Bordet, hvor en Dyre⸗ 
ryg udbredte fin. appetitlige Lugt; derpaa traf han ud 
af Bæltet en lang Kniv i en Lederſkede og gav fig til at 
ſpiſe. Hans Sonner fulgte hans Exempel, og de tre 
Canadiere fordybede fig fan ganſke i Maaltidet, at de 
ikke engang loftede Sinene fra deres Tallerken. De 
ſmaa Negerdrenge, der vartede op ved Bordet, fane 
med Forbauſelſe paa disſe fæmpemæsfige Fremmede, der 
ſpiſte med Hatten paa Hovedet og ſyntes ikke at ville 
levne det Mindſte til dem. Henimod Maaltidets Slut⸗ 


496 Bjorneſtindet. 


ning traadte Planterens Datter ind i Stuen; paa et 
Vink af Faderen kom hun frem med en Flaſke Kirſebeer⸗ 
liqueur, og da hun ved forſte Siekaſt overbeviſte ſig 
om, at det var Gjeſter, der kun vare lidet vante til at 
komme mellem Folk, forſogte hun deels af Nysgjerrig⸗ 
hed, deels af Overgivenhed at faae nogle Ord ud af 
dem. Hun ſpurgte dem, om de fkulde langt? 

„Det veed vi ikke endnu“, ſvarede den Gamle; „vi 
ville opflaae vor Bolig i Skovene, men et godt Stykke 
fra de ſidſte Plantager.“ 

„Her lader til at være Raadyr“, ſagde Antoine, 
den ældfte af Sønnerne, idet han ſfjod fin Tallerken 
langt fra ſig. „Findes her ogſaa Bjorne?“ 

„Bjorne?“ ſvarede den unge Pige og lagde fine 
ſmaa Arme overkors, idet hun gav fine Ord en ironiſk' 
Betoning. „Bjorne? aa ja! her komme undertiden 
enkelte forbi.“ 

Bed bette Svar, hvori den kempemeesſige Canadier 
ikke fane den mindſte Ondſkab, kaſtede den yngre Broder 
et langt Blik paa den unge Pige, der fik hende til at 
rodme. Planteren henvendte fig nu til fine Gjeeſter og 
ſogte at gjøre dem begribeligt, at de, iſtedenfor at be⸗ 
grave fig i Skovene, hellere ſkulde forblive "+ hans Nabo⸗ 
lag. Han vilde da give dem nogle gode Maismarker 
at dyrke og hjælpe dem til at rydde et godt Sthykke 
Land, fan kunde de ſenere kjsbe Sorte og blive Plan⸗ 
tere ſom han felo. ; 

Ved dette Forſlag ryſtede den gamle Canadier 


Bjørneffindet. 497 


paa Hovedet, Antoine gjorde en Grimace, og Etienne 
ſlog Øinene ned. 

„Jeg feer: nok“, vedblev Planteren, „at J ere 
nogle uforbederlige Bilbmænd. Lad os derfor ikke tale 
mere derom! Skov ville J finde nok af faa Mile 
herfra, og den er faa vild, ſom J kunne forlange det. 
Lev der, ſom J ſelv vil, og hvis J fkulle blive kjede 
af det, faa huffer paa, at J altid ere velkomne hos 
mig og kunne faae Lov til at opflaae Eders Bolig paa 
min Eiendom.“ 

„Tak“, ſagde den gamle Fauſtin, „og naar Du 
trænger til et godt Stykke Vildt, behøver Du kun at 
ſige mig et Ord. Nu har vi hvilet ud, og nu ville 
vi igjen begive os paa Reiſen.“ 

Med disſe Ord toge de Affked. „Hr. Antoine!“ 
raabte den unge Creolerinde efter dem, „jeg glemte at 
ſige Dem, at der er Masſer af indianſke Høns paa 
Oerne i Floden og Skildpadder i Overflod paa de 
ſandede Flodbredder.“ 

Antoine vendte ſig om, nikkede med Hovedet og 
ſvarede: „Godt!“ Den unge Pige braſt i Latter. 

„Marie“, hviſkede Faderen til hende, „hvor kan Du 
finde nogen Fornsielſe i at gjøre Nar af disſe ſkikkelige 
Folk? De have arbeidet haardt hele deres Liv, og 
om de end ere en Smule raae, ere de dog baade brav 
og honnette.“ ' 

„Jeg gjør heller ikke Nar af dem“, ſvarede Marie, 


8ꝙ—»— —så 


— — . — 


498 Bjorneſtindet. 

8 
„men de har forlangt Underretning af mig, og den gi— 
ver jeg dem med Fornsielſe.“ 

Med disſe Ord tog hun Faderen under Armen og 
gik tilbage til Plautagen. Canadierne vare allerede 
langt borte. Da de havde roet lige til Aften, floge de 
Leir paa Flodbredden, og den folgende Morgen begyndte 
de at underſoge det Land, ſom de nu ffulbe tage i Be⸗ 
ſiddelſe. Bomuldsplantagerne vare ſaagodtſom ophørte, 
og de fane nu kun Maismarker for fig. Lidt efter fane 
de Krocodiller i ſtorre Antal ſole fig i Sandet; "Høns 
i Flokkeviis kom frem fra det høie Gres paa Savan⸗ 
nerne og ſyntes ſlet ikke at blive bange for dem; utal⸗ 
lige Skarer af Papagoier ſkreg i Trœtoppene, og af 
alle disſe Kjendetegn fluttede Canadierne, at de vare 
ved Maalet af deres Reiſe; de vendte Forſtavnen ind 
imod Flodbredden, ſprang iland og begave fig med 
Vaaben og Bagage op i Hoilandet — ſaaledes kaldes 
det bakkeformige Terrain i Modſetning til det lavere 
og det, der er dannet ved en Opfkylning fra Floderne. 
Her valgte de fig en Hoi, bedekket med Sasſafras. 
Hoien laa omtrent midt imellem den rode Flod og Sas 
binen, en lille Flod med hurtige og urolige Bande, ber 
banner Grændfeffjelet mellem Louiſiana og Texas. 
Bredderne af en af disſe Floder vilde have tilbudt dem 
en langt frugtbarere Jordbund og en mere maleriſk Be⸗ 
liggenhed; men de frygtede for Feberen paa disſe fug⸗ 
tige Steder, der jevnligt ere udſatte for Overſvommelſer. 


| 
| 
i 


Bjorneſtindet. 499 


Desuden agtede de jo hverken at ſaae Bomuld eller 
plante Sukkerror, og Poeſi var ikke deres Sag. 

Nei, de forſtod fig ikke paa Poeſi, men de elſkede 
inſtinktmesſigt denne mægtige og grandioſe Natur og 
dens enſomme Skjonhed. Da be havde taget Høien i 
Beſiddelſe, indaandede den gamle Canadier den friffe og 
gjennemtrengende Skovduft med fuldt Bryſt. „Nu, 
Drenge", ſagde han til fine Sonner, „fat paa Sxen! 
og lad os begynde at bygge!“ Selv begyndte han at 
renſe Jordbunden for alt det Krat, der ſkjod op af den, 
medens hans to Sonner begyndte med deres Srer at 
fælde de hundredaarige Træer. J flere, Dage gjenlod 
Echoet af deres Ørehug, et Arbeide, der, hvad man 
end ſiger, gjør Sjælen mismodig og bedrovet! Naar 
man feer disſe kempemesſige Træer — disſe Skovens 
Konger, ſom de hinduiſke Digtere kalde dem — falde 
til Jorden, faa tenker man imod fin Villie, at man 
aldrig fager at fee deres Lige. Trehuſet blev derfor 
ſnart opfort, og det kneiſede paa den eenſomme Hoi ſaa 
langt fra enhver Bolig, at Canadierne ikke kunde ſee 
Rogen fra deres Naboer; de glædede fig ved den Tanke, 
at de nu kunde hape Armene frie, naar de gik paa 
Jagt, thi Jægeren. er ligeſom Ropfuglen, der ikke taaler 
noget Individ af ſin Slags i ſin Nerhed. 


—y—— 


500 Bjorneſkindet. 


Tredie Capitel. 


Det vilde være en Vildfarelſe at troe, at den 
Kjærlighed til Orden og regelmesſigt Arbeide, der be- 
fjæler „Farmerne“ i den nordlige Deel af de forenede 
Stater, ogſaa fandtes hos vore Canadiere. Hvis der 
om deres Hytte voxede lidt Tobak, Mais eller Kartofler, 
ſtyldtes det langt mere Jordens Frugtbarhed og det 
milde Klima end Emigranternes Anſtrengelſer. Den 
gamle Fauſtin og hans Sonner gravede kun, naar de 
ikke havde Andet at beſtille. Udflugter i Skovene og 
langsmed Floderne, Jagt og Fiſkeri udfyldte hele deres 
Tid. De tenkte ikke paa at berige fig, men kun pan 
at leve frit og uafhængigt. Creolerne af den franſke 
Race, der ere udbredte over hele Amerika, ligefra St. 
Lorentsfloden til Texas, have beſtandig betragtet det 
ſom deres Opgave, at leve behageligt med ſaa ringe 
Anſtreugelſe ſom muligt. Disſe Folk, der ere ſtolte af 
deres hvide Farve, viſe med Foragt fra fig Alt, hvad 
der til en vis Grad kan ſette dem i Klasſe med Ne— 
grene, Til Gjengjaeld have de ikke tabt Smagen for 
Feſter og larmende Fornsielſer. Traditionen om det 
muntre Liv i Skovene har ingenſteds bevaret fig mere 
levende end i Opre-Louiſiana. Nogle Miil fra Cana⸗ 
diernes Bolig reiſte der fig et Duſin uregelmæsfige 
Hytter, ſom udgjorde Midtpunktet for en fattig, men 
ſorglos lille Coloni. Etienne, den yngſte af Canadierne, 
begav ſig hyppigt derhen, og da han forſtod at gnide 


Bjorneſkindet. 501 


en Dands ban en Violin, var han ſnart Sjælen i alle 
deres Feſter. Hans Inſtrument var ingen Stradivarius, 
men et ſtakkels Skrummel, ſom en Dandſelcerer i Mont⸗ 
real havde foræret ham. Saaſnart Etienne begyndte 
at røre fir Bue, var der ikke en Creol, uden at han 
forlod ſit Arbeide eller opoffrede ſin Sovn, for at lobe 
efter ham og høre paa ham. 

Disſe Fornoielſer havde Antoine ingen Smag for; 
han folte ſig kun tiltrukken af Skovene. Til Forbau⸗ 
ſelſe for de unge Piger i Nabolaget forlod han aldrig 
Skoven for at tage Deel i deres Munterhed. Nogle 
af de unge Piger meente derfor, at han var dum og 
indbildſk, Andre paaſtode, at han var jaloux over, at 
Broderen gjorde mere Lykke. 

„Min Son“, ſagde den Gamle undertiden til ham, 
„det er ikke rigtigt, at Du trekker Dig bort fra Alle. 
Naar den Tid kommer, da Du vil gifte Dig, vil Du 
fortryde det. See blot til Etienne, hvorledes alle 
Fruentimmerne hænge efter ham!“ Antoine ſvarede ikke 
og vedblev at gage paa Jagt. 

Nogle Dage efter at vore Canadiere havde nedſat 
fig i Skoven, nodtes de til at tage til Landsbyen for 
at forſyne fig med Et og Andet. Dagen for de toge 
bort, ffjøb Antoine en Raabuk og lagde den hen i fin 
Baad. „Den er til Planteren og hans Datter“, ſagde 
han med hoi Roſt, idet han lagde Latanblade omkring 
Dyret; „de toge venligt imod os, da vi kom, og vi 
kunne ikke pasſere forbi dem, uden at bringe dem vor Tak.“ 

33 


——— 


—————— • wTN—ũ——— 


502 Bjorneſkindet. 8 

„Det er rigtigt tcenkt, min Dreng!“ ſparede den 
Gamle. „Det er brave og ſkikkelige Folk, ſom finde 
deres Fornoielſe i at være gjeſtfrie. J gamle Dage 
blev man ſaaledes modtagen af Alle langs med Flo- 
derne, men i vore Dage er der Pankeer overalt, og de 
give ikke deres 2Eble bort, uden at faae en Bære igjen.” 

Juſt ſom de havde lagt deres Band ind til Plans 
terens Bolig, kom Marie, der havde ſeet dem langt 
Dorte, ned til dem. Da hun fif Øie paa den ſtore 
Canadier, der gik forreſt med lange Skridt og med 
Dyret pan Nakken, kunde hun ikke bare fig for at lee. 
„Men, Hr. Antoine!“ raabte hun til ham, „hvad har 
De der?“ 

„Et Stykke Vildt, ſom jeg har ffudt til Dem“, 
ſvarede Jægeren. 

„Et Stykke Vildt?“ gjentog den unge Pige. 
„Papa vil blive fornøiet over Deres Artighed, og det 
er virkelig ſmukt af Dem, at De har tenkt paa ham... 
men vent dog lidt og lad mig falde paa en Neger! jeg 
kan ikke tillade, at De gaaer og flæber paa ſaadan en 
Byrde.“ 

Negeren, ſom hun kaldte paa, ſkyndte fig ikke ſyn⸗ 
derligt, og Antoine havde allerede lagt Raabukken paa 
Bordet, inden han kom. De tre Canadiere vilde ſtrar 
fortſette deres Reiſe, thi de vare blevne enige om, at 
de dennegang ikke vilde tage mod Planterens Indbydelſe 
for at viſe ham, at deres Beſog var fuldkommen uin⸗ 
teresſeret. Planteren opfordrede dem derfor forgjæves 


Bjorneſkindet. 503 


til at blive der til den næfte Dag; men den gamle 
Fauſtin og hans yngſte Son vare allerede i Baaden. 

„Gjor ikke faa mange Omſtendigheder!“ ſagde 
Planteren til Fauſtin; „Du lover, at Du vil tage ind 
til mig paa Hjemtouren, men jeg troer Dig ikke og 
forlanger et Pant. Jeg beholder derfor din aldſte 
Son tilbage; Duerne, der komme fra Nord, begynde 
at genere mig, og her er formange Wender i Søerne. 
Antoine er en god Skytte, og jeg vil aabne Vinterjagten 
med ham. Reis derfor J Andre, og lad mig be— 
holde ham.“ 

„Som Du vil“, ſagde den gamle Fauſtin og ſtodte 
Baaden fra Land med ſin Baadshage. Antoine be— 
tragtede ſig ſom en fangen Fugl og kaſtede et langt 
Blik efter den lille Baad, der ſnart forſvandt bag en 
af de grønne Smaaoer. 

„Naa, Hr. Antoine!“ ſagde Marie, „nu er De 
vor Fange! Find Dem derfor ligeſaa godt i Deres 
Skjcbne og kom og ſpiis til Middag med os! Der 
er allerede anrettet.“ 

Den næfte Morgen var Planteren tidligt pan Be⸗ 
nene med alle fine Jagtredſkaber, og Antoine, der havde 
faaet et Boffelhorn med Krudt over Skulderen og et 
Par Gedeſkinds Gamacher paa Benene, lod ham ikke 
vente paa fig. De lagde netop en Plan for deres Ub- 
flugt, da Marie kom galoperende hen til dem paa en 
lille fort Heſt af mexikanſk Race. 


33% 


— — — 
— — — —— ͤ —ñ—4—— . — 


504 Bjurneffindet. 


„Papa!“ raabte hun. „Vent bog paa mig! 
Jeg vil folge med!“ 

„Saa Godnat, Jagt!“ mumlede Antoine og ſtot— 
tede ſig til ſin lange Karabin. 

„Generer jeg Dem maaſkee, Hr. Antoine?“ ſpurgte 
den unge Pige. 

„Det vil jeg ikke ſige“, ſvarede Canadieren; „vi 
kan jo deiligt gjore os en lille Spadſeretour omkring 
Bomuldsmarkerne, og maaſkee treffe vi ogſaa paa Veien 
pan nogle Spurve og Colibrier .. ..“ 

„Hvor kan det ogſaa falde Dig ind, Marie, at 
ville folge med os gjennem Krat og Tjorn?“ ſpurgte 
Planteren. „Det vil gage ud over dit Anſigt og dine 
Hender, og din lille Heſt kan ikke taale Skud, det veed 
Du. . .. vær derfor fornuftig og bliv hjemme.” 

„Ja, jag kun De, mine Herrer! jag De, faameget 
ſom De behager", ſvarede Marie og ſmeldede med Pid⸗ 
ſken; „maafkee tillade De mig dog at galopere lidt ind 
i Skoven?“ og med det ſamme forſvandt hun mellem 
Bufkene. 

Efteraaret nærmede fig fin Ende, og Regnfaldet i 
October havde fyldt Søer og Damme. Lianerne, der 
vare ſpedne af Sommerſolen, ſkjod nye Skud og ſnoede 
fig tættere og faſtere omkring de høie Træers knudrede 
Grene. Mellem det guulbrune Lov, der opfyldte Skov⸗ 
ſtierne, ſkiod lange og grønne Gresſtraae iveiret og 
vuggedes ſagte af Efteraarsvinden. Ahorntreet havde 
iført fig fin purpurrøde Pragt, og dets ſmalle Grene 


Bjorneſtindet. 505 


ſkinnede i Morgenſolen ſom Kobberklinger. Ikke en Sky 
vifte fig paa den morkeblaa Himmel: det var ligeſom 
et nyt Foraar, der var mindre ſmilende og mere me— 
laucholſk end det forſte. Krokodillen, der var lige ved at 
ſynke hen i ſin Vinterdvale, kom op paa Overfladen 
af de blanke Søer for at indaande den varme Luft 
paa de ſidſte ſmukke Dage. Store Ropfugle, nogle 
langſomme og tunge ſom Muſehogen, andre lette og 
hurtige ſom Falken, ſtreifede med deres Vinger Siv⸗ 
toppene og Grecsſtragene eller foer med Lynets Hurtig⸗ 
hed henover Treekronerne. Undertiden hørtes en forun⸗ 
derlig Klappren oppe i Luften: det var en Sperm 
Skovduer. der ikke vidſte, hvor de vilde ſlaae ned. Af 
farlige Dyr var der, idetmindſte om Dagen, Ingen i 
disſe eenſomme Skopſtrakninger, der ſtode op til Plan⸗ 
tagerne, og Marie kunde derfor uden Frygt vove. fig 
ind i dem. Hun galoperede driſtigt langsmed Soerne, 
der omgaves af Cypresſer, keempehoie Magnolier og 
hundredeaarige Plataner. Efterat hun i nogle Timer 
havde flakket omkring, meerkede hun, at Egnen blev mere 
vild, og hun tenkte pag at vende tilbage; men at finde 
Vei i Skoven er ikke nogen let Sag, og hun flakkede 
en god Tid omkring i denne Labyrinth af Buſkadſer, 
der i det forſte Sieblik forekom hende faa tiltrekkende, 
men ſom nu begyndte at forferde hende. 

J fin Stræf ſtandſede den unge Pige og lyttede 
ſkjælvende; derpaa lod hun Heſten gaae videre, forſt i 
Skridt og faa i fuldt Lob. Nogle Flinteſkud, ſom hun 


| 


— ERA DDRs 


506 Bjorneſkindet. 


horte langt borte, ſagde hende, at hun var i Nerheden 
af Jægerne. Nogle Minuter efter opdagede hun en 
ſtor So, omkrandſet af Tjorn og bedakket med Siv. 
Skarer af Ander nærmede fig fra alle Kanter i Hori— 
zonten, ſloge ned i Sivene, foer op igjen ved Gevær: 
ſkuddene og ſvirrede forfærdede omkring oppe over Siv⸗ 
toppene. De ſtore Træer, der omgave Søen til alle 
Sider, dannede en Kreds, ſom Fuglene ikke vovede ſig 
udover. De faldt derfor i Masſer, og Antoine, der 
ſtod i Band ligetil Kncene, ladede og fyrede uophor— 
ligt; han var rolig og kold, ſom en gammel Soldat 
ligeover for Fjenden. Der var i alle hans Bevegelſer 
en Sikkerhed og Præciſion, der gav dem en eiendom⸗ 
melig Skjonhed. Naar en Fugl, ramt af hans Kugle, 
ſtyrtede ned for hans Fødder, ſaae han paa den med 
den Foragt, ſom en Jæger viſer, der er vant til et 
ædlere Bytte, Den unge Creolerinde ſtod bag en Buff 
nogle Skridt fra ham og betragtede ham med et nys⸗ 
gierrigt Blik. Glad over at have fundet dem, hun 
ſogte, traf hun Veiret og ſogte at bekempe den Be⸗ 
vegelſe, hvori hun faalænge havde været. Hendes 
Hjerte bankede ftærft, og hun var neppe iftand til at 
løfte Stemmen, men den Tanke, at hun var alene i 
Nærheden af en Fremmed, beſtemte hende til at gjøre 
Alt for at beherſke fig. 

„Hr. Antoine!“ raabte hun, faa høit hun kunde, 
idet hun traadte ud af Bujfene, „hvor er min 
Fader?“ 


Bjorneſkindet. 507 


„Nede paa den anden Side af Søen! Hører De 
ikke hans dobbeltlobede Gevær?” 

Med disſe Ord indtog Canadieren ſin forrige 
Stilling og ſigtede paa et Duſin Vildgjces, der med 
fremrakt Hals og udſtrakte Vinger ſtyrede lige hen imod 
ham. 

„Jeg har forvildet mig, og jeg tor ikke længer 
være alene”, ſagde Marie. „Tjen mig i at fore mig 
hen til min Fader. Jeg er bange for denne Skov, og 
jeg vil hen til min Fader, hører De? .... Jeg er træt, 
meget træt, og jeg kan ikke gane et Skridt mere, hvis 
De ikke ledſager mig.“ 

Under disſe Ord havde hun drevet ſin Heſt heelt 
ud i Bandet, for at blive hort af den folesloſe Cana⸗ 
dier, der med fin Geveerpibe fulgte Vildgjesſenes Flugt. 
Forfcerdede ved Synet af den unge Pige og hendes 
Heſt, der gik midt ud i Rorene, udſtodte Fugleflokken 
et Skrig og tog en anden Retning. Antoine ſkjod Ge⸗ 
været af og kaſtede et forbittret Blik efter Vildtet, ſom 
han gik Glip af; derpaa gik han hen til Marie uden 
at ſige Andet end disſe tre Ord: „Denne Vei, Frs⸗ 
ken!“ Han gik hurtigt foran. 

„Vent et Oieblik“, ſagde Marie. „Gaa ikke faa 
hurtigt. Jeg er ganſke ſpimmel .... Min Gud! jeg 
kan flet ikke ſee“ .... Tommen faldt hende ud af 
Hænderne. 

„Stig af, Froken!“ raabte Antoine og hjalp 
hende ned af Heſten. „Set Dem i Skyggen af de 


| 
ö 
| 
| 


508 Bjorneſkindet. 


Træ der! Det er kun Virkninger af Deres Frygt og 
Deres anſtrengte Ridt. Hvad er ogſaa det for en Idee, 
at følge os lige til Bredden af denne So? Fruentim— 
merne blive altid fig ſelv lige; de ffjælve for en Edder⸗ 
kop og udſcette fig uden Nødvendighed for de oienſyn— 
ligſte Farer! Skoven har, ligeſom Havet, ſine Afgrunde, 
hvor den Driſtigſte kan omkomme.“ 

Med disſe Ord ſtenkede Canadieren Band paa den 
unge Piges Pande, hvad der igjen bragte hende til Be— 
vidſthed. Da hun ſlog Oinene op, jagte han: „Jeg 
kan ikke bede Dem om at drikke af min Flaſke, men 
hold Haanden frem, fan ſkal jeg helde nogle Draaber 
Rom i den... Ja, Rom! Det nytter ikke, at De 
rynker Neſen — tag det blot og ved dermed Deres 
Læber og Deres Tindinger!“ Hun gjorde mechanifk, 
hvad han forlangte. 

Overraſket over at fee hende folge hans Raad, 
betragtede han den unge Pige noiere. Han knelede 
foran hende med blottet Hoved, og hans lange, ſorte 
Haar faldt ned over hans broncefarvede Kinder; en Raa 
kunde i bette Siblik gaaet lige forbi ham, og han havde 
ikke merket det; men da Marie flog OSinene op, og de 
modte hans, ſprang han hurtigt op. „Nu tilheſt, Fro⸗ 
ken!“ ſagde han i en befalende Tone, „og lad os fee 
at treffe Deres Fader!“ 

Han gik foran hende og holdt det trætte Dyrs 
Tomme. Saaledes gik de langſomt omkring Soen. 
Canadieren nedtraadte Brombeerbuſkene og boiede Lia⸗ 


Bjorneſkindet. 509 


nerne tilſide med den ſamme Lethed, ſom om de gik 
gjennem en Kornmark. Engang imellem vendte han fig 
om til den unge Creolerinde og ſogte at opmuntre 
hende med fit Blik. J dette Sieblik ſyntes Marie, at 
han flet ikke lignede den unge Vildmand, over hvis be⸗ 
ſynderlige og fraſtodende Manerer hun tidligere havde 
gjort fig lyſtig. Hun følte fig tvertimod tryg og ſikker 
under hang Beſkyttelſe. Saaſnart de nærmede fig 
Planteren, gav Autoine hende Tommen og lod hende 
ride foran. 

„Hvad for noget, Marie? Er Du her?“ raabte 
han forbauſet. 

„Ja, ffjænd kun paa mig, Papa, jeg har ærligt 
fortjent det; men tak forſt Hr. Antoine, thi han har, 
for at folge mig til Dig, forladt den bedſte Plads, en 
Jæger kunde vælge fig.” Medens hun fortalte Faderen, 
hvad der var hendet, ſtod Canadieren forlegen og po- 
lerede Laaſen paa fin Bosſe. 

De indtoge nu alle Tre henne ved en Kilde et 
lille Maaltid, ſom de i lige Grad trængte til efter Da⸗ 
gens Beſverligheder. Da de ſtode i Begreb med igjen 
at vende tilbage til Plantagen, kaſtede Marie ſig om 
Faderens Hals og raabte forfærdet: „Hvad var der 
dog blevet af mig, hvis jeg ikke havde fundet Dig!“ 

„Det havde været ude med Dig“, ſagde Planteren. 
„Den, ſom forvilder fig i Skoven, gribes af Svim— 
melhed . . .. han flakker længe omkring, fan godt ſom 
uden at komme af Pletten, og hildes lidt efter lidt i 


510 Bjorneſkindet. 


en Labyrinth, ſom han ikke kan komme ud af. Trat⸗ 
heden overvelder ham, hans Hjerne ophidſes, Fortviv⸗ 
lelſen bemegtiger fig ham ....“ 

„Og faa Ulvene og Bjornene .... o min Gud! 
Lad os hurtig komme afſted! .... Hvor kan De dog 
holde ſaameget af disſe fæle Skove, Hr. Antoine?“ 

Med disſe Ord ſteg Marie tilheſt. Antoine gik i 
Spidſen; han bar i fit Bælte, ſom Jagttropheer fra 
Formiddagen, nogle og tredive Aender af forſtjellig 
Slags og lignede hine fabelagtige Vildmeend, der paa 
gamle Kobbere gjerne afbildes i et kort Skjort, ſom 
ſtrutter af Fjer i alle Slags Farver. Hans Skridt 
havde ikke tabt det Mindſte af deres ſedvanlige Elaſti⸗ 
citet. Planteren derimod flæbte Lemmerne efter fig og 
havde ondt ved at folge med Heſten, uagtet Datteren 
red faa langſomt ſom muligt. 

„Jeg ſkal aldrig tiere“, ſagde han, idet han tor⸗ 
rede Speden af Banden, „indlade mig paa ſaadanne 
Udflugter, uden at tage et Par Sorte med til at bære 
mit Gevær og mine Jagtredſkaber.“ 

Baaden kom førft et Par Dage efter tilbage med 
Fauſtin og hans Son. Antoine kjedede fig, meerkeligt 
nok, flet ikke og var heller ikke ſynderligt vred paa den 
unge Pige, der dog ved fin Uforſigtighed havde for⸗ 
ſpildt ham hans Andejagt. 


Bjørneffindet. 511 


Fjerde Capitel. 


Planteren kunde godt lide den ftore Canadier og 
vilde ikke opgive Haabet om engang at faae ham til at 
beſtyre hans Eiendom. „Antoine er en Mand for mig“, 
ſagde han til fin Datter; „jeg kunde aldrig onſke mig 
en Bedre til at holde mine Sorte i Ave og lede Ar— 
beidet paa mine Plantager; man behandler ham ſom en 
Vildmand, fordi han har nogle paafaldende og bydende 
Manerer; men jeg troer, at han kan langt bedre civili⸗ 
ſeres end Broderen, thi han er et Dovendyr og en 
Dagdriver, der kun tœenker paa at more fig. Uheldig⸗ 
viis kan jeg godt indſee, at han ikke er noget behageligt 
Selſkab for en ung Pige, og jeg tor derfor ikke ind— 
byde ham til at beſoge os fan tidt, ſom jeg gjerne 
vilde. Det er forreſten Skade, thi jeg er vis paa, at 
han hos os hurtigt vilde temmes.“ 

Marie ſparede blot, at Hr. Antoines Selſkab hver⸗ 
ken var hende behageligt eller ubehageligt, og at hendes 
Fader flet ikke for hendes Skyld behøvede at paalægge 
fig nogen Tvang. 

Antoine gjentog nu temmelig hyppigt fine Beſog 
hos Planteren, og for at faae ham til at komme ſnart 
… igjen, havde denne altid Et og Andet at bede ham om, 
enten et godt Stykke Vildt, en Raabuk, et Par Høns, 
eller noget Lignende. Marie, der holdt af at variere 
ſin Pynt, bad ham om at bringe ſig enten Vingerne af 
en Steer eller nogle Svanefjer, hvormed hun forſtod at 


— — 


512 Bjorneſkindet. 


lave fig den nydeligſte Hovedpynt og at udpynte fine 
Balkjoler. Det er overhovedet eiendommeligt for de 
unge Creolerinder, at de, tiltrods for at de ere ſaa langt 
Dorte fra Frankrig og de nye Moder, naſten Alle for— 
ſtaae at give deres Toilet et viſt originalt og tiltalende 
Preg. Skovenes Naboffab gjør dem ikke tungſindige. 
Planterne i Ovre-Louiſiana have flet ingen Lighed med 
disſe dedrovelige Emigranter, der bære Lengſelen efter 
Fædrelandet med fig overalt: boſatte i flere Genera⸗ 
tioner pan Bredderne af den rode Flod, føle de fig 
ypperligt tilpas der, og fraſtodes ikke af den vilde Na— 
tur, der omgiver dem. De ere lykkelige ved deres Til— 
verelſe og finde deres Glæde i at gage paa Jagt og 
giore Üdflugter i Skovene. Culturen griber hver Dag 
om fig; men det gaaer Skridt for Skridt og neſten 
unerkeligt. Civiliſation og Barbari ere Naboer, og 
nogle Mile fra en Plantage, hvor der herſfker hele det 
gamle Europas Luxus og Dannelſe, kan man treffe 
paa en nøgen, flet bevæbnet Indianer, der lifter fig 
langſomt gjennem Skoven og ffammer fig over at mode 
civiliſerede Folk. Er der den ene Dag Bal i et af 
disſe ſtore, ſmuktbeliggende Huſe ved Flodbredden, kan 
man Dagen efter treffe dem, man har dandſet med om 
Natten, leirede ved en eller anden So, indhyllede i et 
Uldteppe og med en Træbul til Hovedpude. Saaleenge 
derfor Canadieren Antoine opholdt fig i Planterens Fa⸗ 
milie, var han — under Indflydelſen af de hoflige 
Former og Vaner, der herſkede der — ikke at ſtjelne 


Bjorneſkindet. 513 


fra disſe ſkikkelige Forpagtere, der komme fra Nor⸗ 
mandiet og nedſette fig ved St. Lorentsflodens Bred⸗ 
der; men aldrig ſaaſnart vendte han tilbage til 
Skoven, for disſe Indtryk forſvandt, han fif hele fin 
Energi tilbage, og det fane ud, ſom han i Tilid til 
fin Kraft og Ungdom vilde beherſke denne mægtige Na— 
tur, ſom Menneſkets Haand endnu ikke havde kunnet 
tœmme. 

Neppe var Antoine kommen tilbage til ſin Hytte, 
for han gav fig ifcerd med at gjennemſtreife Landet; 
Bredderne af Sabinen gave ham ifær nok at beſtille 
ſom Jæger, De ſorte Bjørne ſoge jevnligt hen til 
dette lave og ſumpige Terrain, ſom den lille Flods 
Overſvommelſer næften gjorde utilgængeligt; der finde 
de udgagede Træer, ſom ere faa godt ſom ganſke ud⸗ 
hulede, og hvori de beqvemt kunne opholde fig i de 
folde Vintre. At overraſke disſe Dyr i deres Tilflugts⸗ 
ſteder, drive dem ud deraf ved at antænde Straa og 
drœebe dem, idet de lade fig glide ned af Stammen, var 
eet af disſe Foretagender, der nok kunde friſte en Jæger 
ſom Antoine. Forreſten lagde han Merke til, at Jag⸗ 
ten i den ſidſte Tid tog merkeligt af i Nærheden af 
hans Bolig, og det var, ſom om en uſynlig Haand 
gjorde Indgreb i hans Neringsvei. Alligevel mødte de 
tre Canadiere aldrig Nogen pan deres ÜUdflugter, og det 
var hoiſt ſjeldent, at de paa Stien fane et menneſkeligt 
Fodtrin; men det var udenfor al Tvivl, at der var 
Nogen, der jagede paa deres Vildtbane. 


514 Bjorneſkindet. 


„Der maa luffe en eller anden Indianer omkring 
her“, ſagde den gamle Fauſtin; „men Indianeren er 
ligeſom Reven, og man ffal ikke ſoge ham i Nærheden 
af Honſehuſet.“ 

„Jeg ffal finde ham, hvad det end fkal koſte“, 
ſvarede Antoine; „jeg ffal finde ham, inden Vinteren er 
forbi, og vi fkal da fane at ſee, om det bliver ham 
eller mig, der ſkal fortrœkke.“ 

En Dag gik Antoine, ledſaget af fin yngre Bro— 
der, ned til Sabinen. Han havde opdaget Sporet af 
en ſtor Bjorn, og da bet allerede var Vinter, havde 
Dyret uden Tvivl udſogt fig fin Hi. Solen flod op; 
der laa hiſt og her Jis paa Vandpytterne, og Gresſet 
og Træernes Qviſte vare bedakkede med Riimfroſt. 
Begge Brodrene trængte fan langt ſom muligt ind i 
det ſumpige Terrain, igjennem Ror og Leerjord og 
ſprang fra den ene Trebul over paa den anden. Saa⸗ 
ledes kom de efter ſtore Anſtrengelſer til en lille Hoi, 
der løftede fig ligeſom en O op i det overſpommede 
Terrain; de nærmede fig forſigtigt, og Etienne, der gik 
foran, ladede fin Bosſe. Antoine ſkyndte fig hen til 
ham; han bukkede fig ned, lagde fig paa Knæ og krob 
ſaaledes fremad, idet han gjorde Tegn til Etienne, at 
han ikke ſkulde røre fig af Pletten. Pludſelig reiſte han 
ſig op: „Her er ſkeet en Ulykke“, ſagde han med ſagte 
Stemme. „Der ligger en dod Mand derhenne.“ 

„Det er vel en bortloben Neger, der er omkommen 
her“, ſagde Etienne. 


Bjorneftindet. 515 


„Nei! Der lufkede en guulbruun Hund bort fra 
ham uden at gjoe — det er et Tegn paa, at den til⸗ 
hører en Bild. Disſe Dyr ere ligeſaa ſnue ſom deres 
Herrer; de gjøre ingen Støt, men de bide.“ 

Brodrene ſtode nu henne ved denne menneſkelige 
Skikkelſe, der indjog dem en vis Frygt. netop ved fin 
Übevegelighed. Idet Etienne boiede Grenene tilſide, 
opdagede han ved Skikkelſens Fodder en Flaſke, hvori 
der var nogle Draaber Rom; han viſte Broderen den. 

„Saa forftaaer jeg det Hele”, ſagde Antoine; „det 
er en Bild, ſom har ffjult fig for at drikke fig fuld i 
Ro. Han har ſat Flaſken til Munden og har drukket, 
ſaalcenge han orkede. Med ſaadan en Doſis kan man 
nok falde i Sovn.“ 

Etienne loftede Bjorneſkindet tilſide, hvori India⸗ 
neren havde indhyllet fig. 

„Nu kan vi ſpare vor Jagt”, ſagde han til Bro⸗ 
deren, „thi et bedre Skind faae vi dog neppe. Det er 
desuden vor lovlige Eiendom, thi vi kan betragte det 
ſom et Afdrag paa alt det Vildt, ſom denne Landlober 
har berøvet os. Hor blot, hvor han fnorfer! Det 
vil ikke vare længe, jaa vil Kulden nok vekke ham. 
Men hvad er det? nu kjender jeg ham jo! Seer Du 
de to blaae Streger, der krydſe hinanden paa hans 
Hage! Det er ham, ſom jeg gav en Dukkert, da vi 
kom til Landsbyen. Jeg vil vedde paa, at hans Hund 
har kjendt os, og at det var derfor, den ſmurte 


Haſer.“ 


516 Bjorneſkindet. 


Begge Brodrene loftede Indianeren varligt tilſide 
og bemegtigede ſig Bjorneſkindet. 

„Nu maae vi ſee til at gjøre ham uffadelig”, 
ſagde Etienne. „Der er endnu noget Rom i Flaſken — 
det vil jeg hælde pan hans Krudt.” 

„Og jeg vil fornagle Geværet”, ſagde Antoine. 

Han tog den Vildes Karabin og ſtak en ſterk 
Tjorn i Fenghullet, ſom han derpaa brak over, ſaa det 
var umuligt at faae den op igjen. Da bet var ffeet, 
toge begge Jægerne Veien hjemad i den fulde Overbe— 
viisning, at Indianeren efter denne Behandling vilde 
bortfjerne fig fra deres Nabolag. Saaſnart de kom 
hjem, gave de deres Fader Bjorneſkindet og tenkte ikke 
mere paa dette Mode. 

Nogle Dage efter gik Etienne hurtigt henad Veien, 
der forer til Plantagerne; han var i ſin bedſte Stads, 
med Troien paa Armen og en graa Hat pan Hovedet, 
Hans Fader og Antoine fulgte med ham. Der var et 
Bryllupsgilde i Nærheden, hvortil hele Omegnen var 
indbudt. Rige Plantere og Creoler begave fig derhen 

fra alle Kanter, nogle tilfods, andre tilheſt og tilſoes. 
Hvilke Anſtrengelſer udſtod man ikke, for at komme til 
at dandſe en Nat! Etienne var henrykt ved Tanken 
om den Fornsielſe, der ventede ham, og han gik faa 
hurtigt, at den gamle Fauſtin havde ondt ved at. følge 
ham. Antoine gik et godt Stykke bag efter og ſpurgte 
fig ſelb, om det ogſaa var værd at gage videre. Denne 
ſtoiende Mængde var ham imod. „Bah!“ ſagde han 


Bjorneſkindet 517 


til fig ſelb, „jeg har aldrig før været med til ſaadan 
en Feſt, og Alle ville ſee paa mig. Planteren er der 
ſagtens ogſaa med ſin Datter. Mon de ville tale til 
mig, og hvis hun taler til mig, hvad ffal jeg fan ſpare 
hende? Etienne er lykkelig, thi han er driſtig og 
kan dandſe.“ 

Under disſe Betragtninger ſagtnede han fine Skridt 
og vendte om. Marie og hendes Fader, der ſkulde 
ſamme Vei, opdagede ham langtborte. Hun fatte fin 
lille Heſt i Galop og raabte til Canadieren: 

„Skynd Dem, Hr. Antoine! ſkynd Dem, hvis 
De ikke vil komme bag efter til Bryllupet.“ 

„Alt vel overveiet vil jeg flet ikke derhen, thi jeg 
veed ikke, hvad jeg ſkal gjore der.“ 

„Det Samme, ſom de Andre!“ 

„Nei, nei!“ ſagde Antoine og ryſtede paa Hovedet; 
„man vil pege Fingre af mig og ſige: „Der er den 
ſtore Canadier, der aldrig kommer til vore Feſter.“ 

„Ja, hvad gjør jaa det?“ ſvarede Marie, „er De 
bange for det? har De flet ingen Lyſt til at fee, hvor⸗ 
ledes de deilige Fjer, ſom De har givet mig, tage ſig 
ud paa min Baldragt?“ 

„Der er Nok, der ville beundre Dem foruden,“ 
ſagde Antoine med halv Stemme. 

„Farvel!“ raabte Marie heftigt: „jeg ſpilder kun 
min Tid med at predike for Dem, og vore Naboer 
have dog Ret, naar de paaſtaae, at De er og bliver 
en Vildmand! Jeg begriber ikke, hvor min Fader kan 

34 


518 Bjorneſkindet. 


falde paa at ſige, at De med hver Dag bliver mere 
civiliſeret .... Gaa De bare ind i Deres Skove, og 
naar De næfte Gang beſoger os, lad mig fan fee, at 
De har nogle ſmukke Crocodilletceender i Orene, Glas⸗ 
perler om Halſen, og at De er godt tatueret.“ 

Medens hun forſvandt i Galop, ſtod Antoine ube— 
vægelig pan den ſamme Plet og ſaae ligeſaa flau ud 
ſom en Jæger, hvem en Agerhone har givet pan Øret 
med begge ſine Vinger. 

„Nu er hun vred tilgavns“, tænfte han, „og det 
fordi jeg ikke vil tage hen, hvor jeg har Intet at gjore. 
Hvis Talen var om at gane alene med hende igjennem 
Skovene eller fore hende lige til Ny-Mexico, ſaa veed 
hun meget godt, at hun ikke behovede at bede mig 
længe. Jeg vilde gage i Ilden baade for hende og 
hendes Fader. Hun vil ſagtens blive meget ſmuk paa 
bette Bal, dog ikke nær faa ſmuk ſom nede ved Søen, 
da hun ſagde til fin Fader: „Skjcend kun paa mig, 
thi jeg har fortjent det, men tak forſt Hr. Antoine ....“ 

Tanken om denne lille Begivenhed oplivede paanh 
Canadieren, der var bleven ganfke forknyt over den unge 
Piges Bebreidelſer. Han vendte igjen om, og Natten 
faldt allerede paa, da han naaede hen til det Sted, 
hvorfra Dandſemuſiken ſtrommede ham imode. Dette 
Gamachos Bryllup gav en Mængde Negere nok at be⸗ 
ſtille: nogle vartede op ved Feſten, andre dreiede Stege— 
ſpiddene, og atter andre pasſede paa de Indbudnes Heſte. 
En Flok Indianere laa med deres Hunde ude i Gaar⸗ 


Bjorneſtindet. 217 


den og ventede ſom andre Tiggere paa at faae Nee. 
af Maaltidet. Vinduerne til Balſalen ſtode gabe, 2 
der vrimlede derinde af pyntede Gjeſter. 

Skjult af en Treſtamme betragtede Ante? bens 
livlige Skueſpil, der pan eengang fengſlede eg 82 
ham. Undertiden kom Marie hen til det azkre Z 
for at træffe friſk Luft, og han kjendte hende firer ns 
lem Alle; han kunde høre hendes Latter og firskmz ber 
des Stemme fra de Andres, der flet ikke erz 
ham. Naar hun ſaae ud af Vinduet, frygtede 5 ir 
at hun kunde gjenkjende ham, og traf fig ende e 


tilbage. Da de eeldre Plantere havre roger des zZ= 
garer i Verandaen, begyndte de faa jmz= = = 
hjemad. Antoine fjernede fig da ogſaa Bere . 
fugl, der frygter for at blive overraſket af D 
Indianer, der havde leiret fig ude i Sede 7= 2 
Andre, ſaae ham gage forbi, ſendte et Sr S 
efter ham og opflog en forunderligt far: S 


Femte Capitel. 


Et halvt Aar efter begave de de Sede 
ved Sommerens Begyndelſe til Lands den. De 


ventede Planteren ikke pan dem nede dd KR 
for at undflye en voldſom Feber, der den ds 
Foraarstid paa en Mængde Steder, dan de 


520 Bjorneftindet. 


Datter flyttet hen til et mere høitliggende Punkt. En 
Mængde Familier havde fulgt deres Exempel og vare 
flyttede til de hoitliggende Skove for at undgaae den 
Sot, der hjemſogte Plantagerne. Det var en forte— 
rende Hebe, og Canadierne roede fan næv Flodbredden 
ſom muligt for at holde ſig i Skyggen af de ſtore 
Træer. Da de naaede Landsbyens Quai, faſtgjorde de 
deres „Vogn“ *) — ſaaledes kalder man Baadene i 
dette Land, hvor der ikke er andre banede Veie end 
Floderne — og de ſogte nu ſaa hurtigt ſom muligt at 
afgjore deres Forretninger. De vilde gjerne jo for 
jo heller vende tilbage til deres Hjem; men det var 
ikke nogen let Sag at flippe bort fra Magazinerne, hvor 
der findes Alt, hvad man kan ønffe fig, Speile, Krudt, 
Støvler, Violinſtrenge, Silketoier, Boffelſkind, Glas⸗ 
fager, Hatte o. ſ. v., og hvor der ffjænfes Grog for 
Kjoberne og ſettes gode Cigarer frem for dem til be- 
hageligt Udvalg. Man fkulde jo desuden pasſiare lidt 
med fine Naboer. Solen var allerede gaaet ned, for 
Canadierne havde gjort deres Indkjob, og jo lengere 
de bleve, desmindre kunde de beſtemme ſig til, hvad de 
vilde kjobe. 

Antoine talte kun lidt, thi alle disſe Narreſtreger 


+) Ogſaa paa Sicilien, Hvor der er Mangel pan banede Veie, 

og hvor Aeflet er det almindelige Befordringsmiddel, er 

una vettura, en Vogn, den gengſe Bencvnelſe for flet. 
Udg.“s Anm. 


Bjørneffindet. 521 


morede ham ikke. Han havde flere Gange opfordret 
Faderen til at bryde op, da der pludſelig reiſte fig en 
Støvffy i Horizonten, og Larmen af rumlende Vogne 
tiltrak fig Alles Opmeerkſomhed. Man gik ud af Verts⸗ 
huſene og Magazinerne for at betragte det Varetog, der 
kom fra Mexico; ſtonnende Dyer havde ondt ved at 
træffe de tungt belcesſede Vogne, der lidt efter lidt i 
lange Rekker holdt ſtille nede ved Floden. Medens 
Togets Befalingsmand udſogte fig den gunſtigſte Plads 
til at losſe fine Bomuldsballer og Skindpakker, blev 
han omringet af Kjobmendene, der vifte ham den ſtorſte 
Forekommenhed og ſyntes utaalmodige efter at komme 
til at kjobſlaze med ham. „Driverne“ ſtode og ſtottede 
fig med den ene Haand til Oxernes Horn og med den 
anden til deres lange, tilſpidſede Stokke og ventede paa, 
at de ſkulde fane Ordre til at ſpende fra. Det var 
høie, ſolbrendte, Folk, kledte i Skind fra Top til Taa. 
De talte en Smule Spanſk, daarligt Engelſk og endnu 
daarligere Franſk, men det forhindrede ikke Creolerne fra 
at forſtaage dem. Snart efter vidſte man fra denne 
Kilde, at Comancherne, de meſt frygtede af Indianerne 
i Prairiet, havde overfaldet Sletterne i Texas, imellem 
Nagodoches og Santa-Fé, og at de ſyntes at ville 
fortſette deres Marche lige til Sabinen. 

Da Grendſen kun var daarlig bevogtet, undlod 
denne Nyhed ikke at fremkalde ſtor Uro iblandt Coloni⸗ 
ſterne. De Yngre loe af denne Frygt, ſom de anſaae 
for indbildt; men de Leeldre, der ſtottede fig til Erfa⸗ 


— — — 


—— me 


522 Bjorneſkindet. 


ringer fra Fortiden, tvivlede ikke om, at Indianerne 
paatcnkte et Overfald. Uagtet den gamle Fauſtins Son⸗ 
ner lode haant om disſe Rygter, var han dog ſelv af 
ſamme Mening ſom de LeEldre, og han tog bort i en 
heftig Bevegelſe, ſom nogle feberagtige Symptomer 
gjorde endnu mere betenkelig. Lidt efter lidt beroligede 
Synet af Skovene ham dog, og da han traadte ind i 
fin Hytte, ledſaget af fine to unge og ftærfe Sonner, 
udbrød han uvilkaarligt, idet han fane fig omkring med 
Tilfredshed: „Det er noget Andet, Born! Hvor vi 
dog har det godt her!“ 

Nogle Dage gik hen, uden at der kom den mindſte 
Bekreftelſe paa den Nyhed, ſom Mexicanerne havde 
bragt; men pludſelig bleve en Morgenſtund Beboerne i 
Landsbyen revne op af deres rolige Sovn ved en hef— 
tig Geverild. J et Sieblik ſamlede Militſen fig, vel 
bevæbnet og under fine Officerers Commando, for at 
modtage Fjenden. Redſelen udbredte fig overalt, og 
man lob fra Huus til Huus for at advare fine Naboer. 
Alle ſogte at flye; Nogle raadede til at begive ſig op 
paa Hoiderne, og Andre forefloge at gage ned til Lands 
Byen for at beſkytte de truede Beboere. Planterne 
frygtede for Oprør blandt deres Sorte; Creolerne fane 
i Aanden deres Mais oprevet og deres Tobak nedtraadt, 
og de Syge, hvoraf der var mange, tiggede med Skrig 
og Taarer om, at man dog ikke maatte overgive dem 
til de Vildes Raſeri. Grunden til denne Panik var 
Ankomſten af en Flok Rodhuder, hvis fredelige Biemed 


DDr 


Bjorneſkindet. 523 i 


var at indlede Forhandlinger med en Slags Diplomat, 
ſaaledes falder man den inbianffe Agent, om Salget af 
deres Beſiddelſer. Denne Agents egentlige Hverv var, 
aarlig at uddele til Hovdingerne for de neermeſte Tri— 
buer de temmelig ſimple Preſenter, ſom Regjeringen i 
Waſhington ſendte dem, og ſom i Regelen beſtod i 
daarlige Uldtepper og Snurrepiberier. Denne Gang 
dreiede det fig om at afſtage deres hele Territorium, og 
paa Grund af denne høitidelige Akt kom de i et fan 
ſtort Antal og udſtafferede paa den meſt extravagante 
Maade. Gevaerſkuddene, der havde fat hele Befolknin⸗ 
gen i Bevægelfe, havde be affyret, for at vekke en Fore⸗ 
ftiling om deres Magt, og de vilde Hyl, der af og til 
udſtodtes af et Par hundrede Krigere, bedekkede med 
Dyrehuder og udpyntede med lange Fjer, lignede langt 
mere et Angreb end Indledningen til en Fredstraktat. 
Enhver, der har feet et af disſe indianſke Triumftog, 
hvor Oxer, Knive og Landſer glimre i Solen, og hvor 
de Overvundnes Skalper ere Seierherrernes Trophæer, 
vil vide, at en Indianer, der fuldt bevæbnet kommer 
ud af fin Skov, er en Slags Fugleſkrœmſel, der er 
iſtand til at indjage Skreek, ikke blot i Born, men og⸗ 
faa i Borne. 

Militſen blev under Vaaben, men der var Ingen, 
ſom faldt paa at ſende Folk omkring for at berolige de 
forfcerdede Coloniſter. Ved den forſte Alarmering havde 
den gamle Fauſtin, hvem et nyt Feberanfald gjorde al⸗ 
deles modlos, taget Flugten og nodt fine to Sonner 


—— — — — 


524 Bjørneffiudet. 


til at følge fig. Disſe, der faae, at deres Fader var 
ſyg, adlode uden at ſporge, om hans Frygt var grundet 
eller ikke. De hyllede ham ind i Bjorneſkindet, ſom de 
havde taget med fig fra deres Udflugt til Sumpene ved 
Sabinen, lukkede Doren til og toge bort med ham. 

Den Gamle gik og ſtottede fig til Etienne; An— 
toine gik foran for at udſpeide Terrainet. Da de havde 
gaget omtrent en Time, ſagde den LeEldſte: „Skjul 
Dig, Fader, pan den lille Ø i den rode Flod ligeover 
for det Sted, hvor vi ſkjule vor Baad; der vil Ingen 
kunne finde Dig.“ 

Oldingen nikkede, thi han var ganſke forpuſtet og 
kunde ikke ſvare. Da de naaede Flodbredden, ſagde 
Antoine til Faderen, at han vilde opſoge Planteren eller 
idetmindſte forhøre fig i de nermeſte Plantager om, 
hvad der var blevet af ham. „Et Par Aaretag“, 
foiede han til, „og Du er udenfor al Fare! men vor 
Ven er langt borte fra fin Plantage og alene med fin 
Datter midt i Skovene; hvor let kan der ikke tilſtode 
ham en Ulykke!“ 

Neppe havde den ſtore Canadier fjernet fig nogle 
Skridt fra Flodbredden, førend han troede at høre et 
uheldſpaaende Skrig. Han ſtandſede for at lytte. Det 
ſamme Skrig gjentog ſig flere Gange. Med Karabinen 
i Haanden ſtyrtede han igjen ind i Skoven i den Ret⸗ 
ning, hvor han havde forladt den Gamle; lidt efter 
kom han dog til den Erkjendelſe, at baade den Gamle 
og hans Broder allerede maatte være ovre pan den 


Bjerneſtindet. 525 


lille O, hvor de vare fuldkommen ſikkre, da den aldrig 
blev betraadt af Nogen. Han vendte da om igjen, og 
efter en lang og anſtrengende Vandring naaede han 
Planterens Sommerbolig. Denne var netop i Begreb 
med at vende tilbage til ſine Bomuldsmarker. Marie, 
der var kommen fig af fin Skrek, var i et udmeerket 
Humeur. Hun gjorde Loier med Canadierens Frygt, 
og for at berolige ham fuldkommen, læfte hun et Brev 
for ham, hvori en Ven af hendes Fader fortalte dem 
Alt, hvad der var foregaaget i Landsbyen. 

„Jeg veed ikke, om Alt er roligt dernede ved Flos 
den“, ſvarede Antoine, „men jeg er vis paa, at jeg i 
denne Morgenſtund har hort Skriget af en Bild.” 

„Eller af en Ugle”, ſvarede den unge Pige. „De 
har nu fat Dem i Hovedet, at De vil være bange, og 
det faner man Dem ikke fra for det Föͤrſte. Følg 
imidlertid med os til Plantagen og lad mig ikke en 
anden Gang, naar der er Bryllup, ſee Dem flakke om⸗ 
kring alene ſom en Gjenganger! Jo, De var i et 
deiligt Humeur den Aften! men jeg tilgiver Dem, fordi 
De har opſogt os idag og derved beviiſt, at De har et 
godt Hjerte. Lad os nu komme afſted!“ 

„Nei“, ſvarede Antoine alvorligt, „De og Deres 
Fader ere lykkeligviis i Sikkerhed, men min Fader ſpee⸗ 
ver i Fare, idetmindſte troer jeg det, og i ethvert Til⸗ 
felde er han ſyg. Jeg er nødt til at forlade Dem.“ 

Planteren rakte ham Haanden, og Antoine fjernede 
fig efter at have lovet dem, at han ſnart vilde komme 


526 Bjorneſkindet. 


tilbage til Plantagen og bringe dem Efterretning om 
ſin Fader. 

Antoine ilede hurtigt tilbage til den Plet, hvor 
han havde forladt ſin Fader. Det var Nat, og der 
herſkede den fuldkomneſte Taushed i Skoven. Canadieren 
gik ned til Flodbredden og gav et Tegn, ſom maatte 
kunne høres af dem, der vare ſkjulte paa Sen, men 
Ingen ſvarede. Overraſket og urolig føgte han om 
Baaden imellem Rorene, men fandt den ikke. Maaſkee 
havde Etienne bragt ſin Fader tilbage til Hytten. Han 
ſkyndte fig derhen faa hurtigt ſom muligt; Tretheden 
overvældede ham, men han vilde for enhver Priis have 
Lys i dette Morke, der begyndte at forfærde ham. 
Hytten var afbrendt, og der var ikke Andet tilbage end 
nogle forkullede Bjeelker. Ved Synet af denne Ulhkke 
blev den ſtore Canadier greben af en dodelig Angſt og 
gav fig til at græde ſom et Barn. Hvad var der ble— 
vet af dem, ſom han ſogte efter? Levede de endnu? 


At ſtyrte fig ind i Skoven, der ſkjulte en uſynlig Fjender. 


vilde kun fore til hans egen Undergang. Det forekom 
ham klogere at vende tilbage til Planteren og bede ham 
om Hjælp og Undſetning. 

Da han igjen ſtod i Doren, udmattet af den an⸗ 
ſtrengende Gang og nærved at omkomme af Sult, Uro 
og Træthed, blev Marie fan forffræffet, at hun nær 
var beſvimet. Ogſaa Planteren var reent ude af ſig 
ſelv, da han fane bette ſtore Menneſke fan aldeles til⸗ 
intetgjort. Hverken han eller hans Datter kunde for⸗ 


rer 


Bjorneſkindet. 527 


klare fig de to Canadieres Forſvinden, men de indſaae 
Begge, at der var hendet en ſtor Ulykke. Iſtedenfor 
at ſpilde Tiden med tomme Troſtegrunde, formaagede 
Planteren Antoine til at tage nogen Nering til ſig, ſom 
han trængte til, og til at hvile ud nogle Sieblikke. 
„Om tre Timer“, ſagde han til ham, „ſette vi os til⸗ 
heſt begge To; jeg tager nogle Sorte med mig, ſom 
jeg kan ſtole paa, og, hvis Gud vil, finde vi dem nok.“ 

Saaſnart Dagen brød frem, vare de paa Benene. 
De ſogte førft hen til den afbrændte Hytte og begyndte 
at underſoge Terrainet i Omegnen. De Folk, ſom de 
modte paa Veien og udſpurgte, havde hverken feet eller 
hort Noget. De forſikkrede, at de Bilde ligeſaa lidt 
havde viiſt ſig der ſom noget andet Sted, og at man 
var fuldkommen beroliget i den Retning. 

„Jeg har dog hort deres Hyl“, ſvarede Antoine; 
„de har brændt vort Huus, og de har ſagtens ogſaa 
myrdet min Fader.“ 

Da Antoine, Planteren og de Sorte begyndte at 
giennemſoge Skovene, havde den gamle Fauſtin og hans 
Son, Etienne, allerede flakket om i et heelt Døgn uden 
at vide, hvor de vare, beſtandig forfulgte af disſe ulykke⸗ 
varslende Skrig, der af Indianeren udſtodes ligeſom et 
Dodsbud. Ligefra den rode Flods Bredder, ſom de 
hurtigt havde forladt, da de ikke fandt deres Baad Faa 
det gamle Sted, horte de, ſnart tilhøire og ſnart til⸗ 
venſtre, ſnart foran og ſnart bag fig, denne uforſonlige 
Stemme. J den dodeligſte Skrek flygtede de igjennem 


528 Bjorneſkindet. 


det tykke Buſkads uden engang at lægge Mærke til 
Veien. Det var, ſom om de havde i Helene en blod— 
gierrig Fjende, der fulgte deres Spor og jog dem be— 
ſtandig fremad, ligeſom Vinden, der jager det visne 
Lov foran ſig. Fauſtin, der havde det ene Feberanfald 
efter det andet, ffjælvede under det tunge Bjorneſkind. 
Etienne havde ondt ved at holde Faderen opreiſt, og de 
flygtede beſtandig videre uden at vove at gjore Holdt 
eller trætte Veiret. Den Gamle fnublede over enhver 
Treerod, og Etienne, der var nærved at doe af Sult, 
kunde ikke ſkjelne mellem Grenene og de modne Frugter, 
der hang lige foran ham. 

„Seer Du dem, min Dreng?“ ſpurgte den gamle 
Fauſtin med qvalt Stemme. 

„Nei, Fader, men jeg hører dem beſtandig!“ 

„De ere viſt Mange i Tallet? hvis vi blot havde 
Antoine med os, kunde vi dog fætte Ryggen mod et 
Træ og vente deres Angreb.” 

„Ja, der er viſt ikke Faa, thi deres Skrig gjen⸗ 
lyde fra alle Sider.“ 

Det faldt dem ikke ind at vente nogen Hjælp fra 
Plantagerne, thi de troede, at Indianerne førft havde 
overfaldet og udplyndret dem. Imidlertid havde An⸗ 
toine og Planteren gjort overmenneſkelige Anſtrengelſer 
for at opdage et eller andet Spor af dem. De tabte 
ikte Modet, og Antoine havde faft beſluttet, at han 
ikke vilde hvile, for han havde naaget Maalet. Efter 
hans Opfordring begave de ſig hen til Bredderne af 


Bjorneſkindet. * 529 


Sabinen, thi han havde en dunkel Anelſe om, at 
Etienne kunde have ſogt et Tilflugtsſted paa det ſamme 
Sten, hvor de for nogle Maaneder ſiden havde fundet 
den ſovende Indianer. Det var beſpeerligt nok at 
komme frem her, og i det ſumpige Terrain vare de 
nødte til at flige af Heſtene og overgive dem til Ne— 
grene. Antoine ſpeidede efter ethvert Spor; ſnart var 


han tilhsire og ſuart tilvenſtre; ſnart underſogte han. 


Sivene og ſnart den opblødte Leerjord. Pludſelig 
ſtandſede han: „Horte De det?“ ſagde han med ſagte 
Stemme til Planteren, der fulgte med ham. 

Denne lyttede. „Det er Skriget af en Indianer“, 
ſvarede han. „Lad os faae Negrene med os!“ 

Hylet vedblev med forte Mellemrum, og det klang 
hæft og modbydeligt font Skriget af en Schakal. „Vi 
mage denne Bei!” raabte Antoine, „men hurtigt, hur⸗ 
tigt! de ere foran os! jeg har fundet deres Spor.“ 

De nærmede fig raſk det Sted, hvorfra det ulylkke⸗ 
varslende Skrig kom; det lød beſtandig nærmere og 
mere ſkerende. Juſt ſom Antoine vilde affyre fit Ge⸗ 
vær mod det Sted, hvor den uſynlige Fjende opholdt 
fig, taug Stemmen, og de hørte en Raslen i Lovet, 
ſom naar en Fugl flyver op. Antoine liſtede ſig ſagte 
hen til den lille Hoi, ſom han tidligere havde beſogt. 
Geværet faldt ud af hans Hender, og han ſtyrtede 
derhen ſom en Fortvivlet, thi der laa igjen et Legeme 
fuldkommen ubevegeligt. Denne Gang var det en vir⸗ 
kelig ded Mand, og denne Mand var hans Faber. 


530 Bjorneſkindet. 


Lidt fra ham laa Etienne, hvis Hænder havde boret fig 
krampagtigt ned imellem Rodderne af et Træ, efter at 
han hapde ſogt at ſkjule fig i et Buſkads, ligeſom Has 
ren, der helſt vil doe paa et Sted, hvor den ikke kan 
ſees af Jægeren. Han aandede neppe, og hans for» 
vildede Blik fæftede fig med Redſel paa Broderen, hvem 
han ikke mere kjendte. 

„Det er mig, det er Antoine!“ ſagde denne hvis 
ſkende; „ver ikke bange! Hvor er de?“ 

„Her!“ ſvarede Etienne og pegede omkring fig, 
„og der! og overalt! Vor ſtakkels Fader er dod af 
Træthed, Gult og Frygt; jeg ſelv holder det ikke ud 
længer.” Han knugede krampagtigt Broderens Arm. 

„Er Du ikke ſaaret, Etienne? har de ikke ſkudt?“ 

„Nei, nei! Jeg har baade min og Faders Kara— 
bin med mig .. .. de ligge derhenne i Gresſet! .... 
Jeg har kun ſeet En, en Eneſte, ham, Du veed nok, 
Antoine! Han kom nylig herhen, men jeg kunde ikke 
rere mig! Han ſparkede med Foden til vor Fader, og 
han tog fit Bjorneſkind med fig!” — — 

Den unge Canadier overlevede kun faa Dage 
denne Kataſtrophe. Han dode i den Overbeviisning, at 
Indianerne havde gjort Indfald i Landet, og lige til 
det ſidſte Sieblik troede han at høre denne frygtelige 
Stemme, der i faa mange Timer havde indjaget ham 
Ræbfel. Saaledes omkom den gamle Kyſtfarer og hans 
yngſte Son ſom Offre for en Skrek, de ikke havde 
kunnet befæmpe. Efterat Antoine havde begravet fin 


Bjorneſkindet. 531 


Fader og feet fin Broder udaande i fine Arme, ſogte 
han et Tilflugtſted hos Planteren. Hans Hytte var 
jo sdelagt, og i de forſte Dage vakte Skoven altfor 
ſorgelige Erindringer hos ham. Han gik ikke mere paa 
Jagt og tilbragte en heel Maaned i den fuldſtendigſte 
Uvirkſomhed. Marie og hendes Fader havde Agtelſe 
for hans Sorg og talte kun til ham, naar han ſyntes 
at ønffe det. Hvad tænkte han paa at foretage fig? 
det vidſte Ingen. 

„Min Ven“, ſagde endelig Planteren en Dag til 
ham; „da De kom hertil, tilbod jeg Dem et Huus paa 
min Eiendom. Det har kun altfor ſorgeligt viiſt ſig, 
at mit Raad var godt, og at De fkulde have fulgt det. 
Nu er De ene t Verden — bliv her hos os!“ 

Antoine ryſtede paa Hovedet. 

„Men hvor vil De da hen?“ ſpurgte Planteren, 

„Imod Veſt“, ſvarede Antoine. „Jeg kan ikke 
undvere Skovene — her vilde jeg doe.“ 

„Nei, De maa ikke forlade os“, ſagde Marie iv⸗ 
rigt. „Det vilde være utaknemmeligt af Dem, thi min 
Fader holder oprigtigt af Dem — og det gjor der 
Flere end han“, føjede hun til og ſfjulte fit blusſende 
Anſigt ved Faderens Skulder. 

Antoine ſaae alvorligt paa hende og ſagde: „Saa 
bliver jeg. De kan fane mig til Alt, hvad De vil, 
det veed De; men glem ſaa heller aldrig, at det var 
Dem ſelo, der opfordrede mig til at blive.” 


532 


Stropher ti! Mufik. 
Af 
Henrik Hertz. 


(De efterfølgende Digte ere et Udvalg af Sangnummerne i 
„Paſchaens Datter“, Syngeſtykke i tre Acter, ſat i Muſik af P. 
Heiſe. Udvalget, der er os venſkabeligt meddeelt af Forf., ind⸗ 
ſtrenker fig naturligviis til de Nummere, der ere forſtaaelige, 
uden at man behøver at fjende Stykket.) 


Perſonerne, der forekomme i det Efterfolgende, ere: 
Selim, Laſtdrager. Leila, Datter af Osman Paſcha. Chor. 
A. 

Selims Sang til Leila i Iſte Act. 


Herſterinde! End jeg ikke veed, 
Om Du kom fra Lyſets Rige, 
Om fra Dſchinniſtan Du daled' ned, 
Alle gode Engles Lige. 
Men en Lov er mig dit Bud, din Tale, 
Ingen uden Du ffal her befale. 


Eet kun veed jeg: denne morke Vraa 
Vinder Klarhed af dit Sie. 
J min Ringhed kan jeg let forſtaae, 
At for Dig jeg maa mig bøie. 
Tal kun! Naar din Floiteſtemme byder, 
Selim gjerne, Selim henrykt lyder, 


Stropher til Muſik. 


B. 
Leilas Nomaucer i 1fte, Wen og zdie Act. 
Alo 
J, ſkjonne, lyſe Dage 
J min Faders Borg! 
Forbi min Erindring J drage 
Og volde mig Sorg. 
Ak, ſom en Plante blev jeg rykket 
Fra min Rod af en gruſom Haand. 
Mit unge Liv er overſkygget 
Af en uſalig Aand. 


Min Lengſel Eder føger, 

Mine Soſtres Chor! 

Men Savnet min Oval forøger! 
Hvor er Eders Spor? 

Nu, da fra Eder jeg er ſkillet, 

Er mit Liv [om en engſt'lig Drøm; 
Kun der ſig ſpeiler Eders Billed 

J mine Taarers Strom. 


2. 

J ſporge mig, Veninder! 
Hvorfor jeg er bedrovet, 
Hvorfor med mine Taarer 
Jeg ſtandſer Eders Lyſt; 

Om hemmelige Fjender 

Mig har min Ro berovet, 

35 


533 


534 


Stropher til Muſik. 


Om Hadets Piil mig ſaarer 
Og ſkjelver i dette Bryſt. 


Ak, elſkede Veninder! 

Hvor kunde jeg forklare 
Den lengſelsfulde Smerte, 
Der ſukker i mit Bryſt! 
Af alle mine Fjender 

Kun een mig bringer Fare; 
Han ſidder i mit Hjerte 
Og taler med ſagte Roſt. 


J, Toner, der bevinge 

Mit Savn, mit Suk, min Klage, 
Mens hid og did J ſpaie, 

Sog J min tauſe Ven! 

De Suk, jeg ei kan tvinge, 

J Karavaner drage 

Paa ubekjendte Veie, 

Og ikke jeg veed, hvorhen! 


3. 
Jeg veed, at J mig dadle, 
J lure og J ſpeide, 
For hvem mit Hjerte banker. 
Kan ikke Kjokhed able? 
Hvi vil J da bebreide 
Mig Arme mine lengſelsfulde Tanker? 


Stropher til Muſik. 


Ak, lad mig eenſom klage! 

Lad mig med Taarer lette 

Mit Hjerte, naar jeg lider! 

Med Uret J mig plage, 

Min Sorg J ei kan gjette, 

Og Ingen vide kan, hvor haardt jeg ſtrider. 


C. 
Selims og Leilas Afſked; Zdie Act. 
Selim. 
O, Leila! Din Hulbdſalighed, der hidtil 
Var mig en Lykke, nu, da vi maae ſtilles, 
Er den for mig en Kilde til min Smerte. 


Dit Smiil, din Tale, 
Din liflige Stemme, 
Dit Aaſyns Mildhed bliver min Oval. 
Det Syn, jeg ſkued, 
Jeg kan ikke glemme, 
Det Syn, der al min Rolighed ſtjal. 


Leila (afſdes). 
Ak, disſe Ord! Min Sjel ved dem 
Er Sorgens Bytte! 
Men til hans Klager tor jeg ikke lytte. 
Min Pligt mig kalder til mit Hjem. 
(Til Selim). 

Min Ven! ved Taalmod Smerterne formildes. 
Endnu Dig venter mangt et Held. 

35% 


535 


mwun msn mn mmm 


536 Stropher til Muſik. 


Med gode Onſker, nu, vi fkilles, 
Dig giver Leila ſit Farvel. 


Selim. 
Farvel! Ver takket for den Tid, 
Vi paa vor Vandring fulgtes ad herhid; 
For hver en Morgenhilſen, mildt mig bragt, 
For hvert et Blik, hvori din Sjæl var lagt, 


For hvert et venligt Ord, Du har mig ſagt. 


Eiheller Du forſmaage, med mit Farvel 
Den ringe Selims Onſker for dit Held. 


D. 
De indiſte Daudſere. 
(Chor af de Omſtaaende; ifte Act.) 


Det er Dandſerne, de berømte, 
Der fra Indien drog herhen, 
Skjonne Qvinder og unge Mend. 
Naar i Dandſen de ſpeve hen, 
Det er et Syn, ſom om man dromte! 
See, hvor. hurtige, fee, hvor lette 
Hen de fare, et flygtigt Lyn! 
Nei, vi kan aldrig blive trætte 
Af et fan ſkjont og faa ædelt Syn! 
Bag det tynde, 
Bolgende Slør 
Vugger fig ſom et viftende Rør 


. 


Stropher til Mufit. 537 


Det ſmeekkre Liv, o faa fuldt af Ynde! 
Naar tilbage de Legemet boie, 
Naar de ſtandſe og atter ile, 
Da ſender det dunkle, ſmegtende Sie 
Til vore Hjerter brændende Pile. 
See, hoor hurtige, fee, hvor lette 
Hen de fare, et flygtigt Lyn! 
Nei, vi kan aldrig blive trætte 
Af et faa ſkjont og fan ædelt Syn! 


E. 
Chor af paſchaens Slavinder i 3dte Ack. 
(Medens der dandſes.) 

Under Klokkeſpillets Klang 

Til de muntre Tambouriner, 
Og ved mine Soſtres Sang 
Ind i denne Dands jeg triner. 
J min Sjæl med Vellyſt trænge 
Tonerne fra Cithrens Strenge. 
Fleitens Roſt 

Gyder Attraa i mit Bryſt. 


Svinger Eder rundt i Dandſen! 
Den, ſom ſpaver let og fri 
Os forbi, 
Reekke til Belonning vi 
Blomſterkrandſen. 


538 


Den danfke Skueplads 


08 
bd 0 
Commisſionen. 
Af 
F. L. Hoedt. 
Ulrichſen. 

Men det ffal Du min Sjæl 
ikke lade ſidde paa Dig. Du 
ſtal fvare ham. 

Mad. Tommerup. 

Aa, hvad kommer der ud af? 
Er det verdt? 

H. Hertz: Debatten i 
Politlvennen. u 
I. 


Tiltrods for det gamle Ordſprog, at om Smagen kan 
der ikke disputeres, er det, ſom bekjendt, netop Smagen, 
og fornemmelig i Theaterſager, hvorom der disputeres 
meſt. Eet er der imidlertid, hvorom der ikke kan dis⸗ 
puteres, og det er: Theatrets Ydre; om bette kan 
der faktiſk ikke reiſes nogen Disput, fordi alle Menne⸗ 
ſker nemlig ere enige, Denne ſtore Bagdeel, ſom nu i 
en halv Snees Aar har ſtaaet der midt pan Kongens Ny⸗ 


Den danfte Skueplads og Commisſionen. 539 


torv og ſeet ſig om efter ſin Fordeel, maa abſolut gjore 
et ufordeelagtigt Indtryk, ſelb paa den meſt bagvendte 
Smag; og derſom man kan troe et Rygte, for hvis 
Sandhed jeg iovrigt ikke vil indeſtage, ſkulle de nyeſte 
Reiſeboger endogſaa anføre Theatret herhjemme ſom en 
monumental Merkveerdighed, hvis Lige ikke findes i det 
hele ovrige Europa, og for hvis Skyld alene det maa 
anbefales ſaadanne Folk, ſom reiſe for deres Morſlab, 
endelig ikke at forſomme Kjobenhavn. 

Og dog er dette bedrovelige Ydre kun det correcte 
Udtryk for et tilfoarende Indre. Baade forinden og 
foruden er Tilſtanden eens, lige ſygelig, en aſthmatiſt 
Hiven, ſom hverken er Liv eller Dod. Medens Byg⸗ 
ningen ſtager henſunken i hypochondre Betragtninger, 
om den fkal reiſes eller rives ned, og alt imellem taber 
ſaa et Stykke Geſims og fan lidt Tagverk, ligeſom 
andre Melancholikere tabe Haarene: gaaer Kunſten in⸗ 
denfor omkring i feberagtig Spænding og declamerer 
uophørlig, Aar ud og Aar ind, Tungſindets berømte 
Monolog: 

„At være eller ei, det er Sporgsmaalet.“ 

Lige ſiden Rigsdagen blev Kasſemeſter her i Lan⸗ 
det, har Theatret ſtaaet paa det forte Breedt. Den 
danſke Folkerepręeſentation har, ſom Heel— 
hed betragtet, aldrig havt, hvad ingen franſk 
Reprœſentation nogenſinde har ſavnet: en klar 
Erkjendelſe af Theatrets Betydning. — De 
glimrende Coſtumer — „Kludene“, ſom Hr. Tſcherning 


540 Den danſke Skueplads og Commisſionen. 


faa ſmagfuldt udtrykte fig — vare Kofterne “) for dyre; 
hverken Regjeringen eller Intelligentſen (Kjolerne) udvik⸗ 
lede en tilſtrekkelig Modſtand, maaſkee fordi man anſaae 
enhver Modſtand for ſpildt; og derſom Thingene havde 
havt deres Sæde i en eller anden Provindsſtad, tor 
man viſtnok antage, at Theatrets Skjebne forlengſt 
havde været afgjort. Men heri Byen var der dog, til- 
trods for Kjobenhavnernes ualmindelig flette Hukom⸗ 
melſe, altfor Mange, ſom med Glæde erindrede fig 
Theatrets ffjønne Sommertid; altfor Mange, ſom vidſte, 
hvad der er ſkjult for de Umyndige, at den danffe 
Comedie er en Nationalſkat, ſom mange ftørre 
Nationer kunne mis unde os, og en af de faa, vi 
endnu have tilbage; alt for Mange endelig, ſom baade 
forudſaae og forudſagde, at vi ved Theatrets Odeleg⸗ 
gelſe meget ſnart vilde komme til at ſtaae 
— „i Nationers Ring, 
J Kunſten jaa graa, ſom i andre Ting.“ **) 

Jen ſaadan Luft og under ſaadanne Omgivelſer, kunde 
det let have koſtet Rigsdagen altfor meget — dens Po⸗ 
pularitet, for ikke at tale om Penſionerne — derſom 
den med eet Slag havde tilintetgjort Gjenſtanden for 
Saamanges Kjærlighed. Den foretrak derfor klogelig 


) Ved Kofter forſtaaer jeg naturligviis ikke Bønderne, men 
kun Repraſentanterne for den raae Materialisme. Der 
gives Kofter iblandt Herremendene ligeſaa vel ſom Kjoler 
iblandt "Bønderne. 

**) J. L. Heiberg. 


Den danſke Skueplads og Commisſtonen. 541 


at opſœtte Dodsdommen indtil videre, men ffjænfebe nu 
Theatret en Behandling, ſom abſolut maatte ſynes be⸗ 
regnet paa: lidt efter lidt at ſulte det ihjel, 
ved at berøve det den nødvendige Mæring. Jeg 
vil ikke tale om, at Theatret ſelv maatte bekoſte fin Om⸗ 
bygning og i den Anledning blev nødt til at contra— 
here et Laan, hvis Forrentning og Amortiſation androg 
c. 13,000 Rdlr., hvorved det aarlige Tilſkud af 50,000 
Rdlr. altſaa i Realiteten ſank ned til 37,000 Ndlr. 
Hellerikke vil jeg dvæle ved, at man paa ſamme Tid, 
ſom man naturligviis maatte erkjende Perſonalets Ret 
til, i Lighed med de andre kongelige Embedsmænd, at 
erholde Dyrtidstillceg, kun bevilgede en fan utilſtrekkelig 
Sum, at Theatret maatte ſupplere det Manglende med e. 
6,000 Rölr. af dets egne Midler, hvorved det effective Til⸗ 
ffud yderligere ſank ned til c. 31,000 Rolr., hvad Orcheſtret 
alene koſter. Men, hvad der nærmeft angik Kunſten og derfor 
interesſerer mig meſt, den faſte Gageconto — Thea— 
trets Hovedſtotte og Hovedbetingelſen for al Faſthed 
baade i kunſtneriſk og moralſk Henſeende — beklippedes 
aarlig forſt med Ya, faa med ½, faa med ½ igjen og 
endelig med 2½ af ethvert ledigblevet Belob; og af 
yderligere Forſynlighed indeholdt de ſeneſte Finantslove 
hvert Aar det Tillæg, at der i dette Aar ikke maatte 
finde nogen kongelig Anſeœttelſe Sted. Da man nu kun 
undtagelſesviis turde gjøre Regning paa Skueſpillere, 
ſom vare „Patriciere von Geburt“ og i den Anledning 


542 Den danfte Skueplads og Commisſioneu. 


vilde tjene „für die bloſſe Koſt“ *), indforte man en 
Skin⸗Gage, en ſaakaldet „ureglementeret Lonning,“ 
ſom rigtignok er i den Grad udenfor alle Regler, at 
den endogſaa ſtaaer tilbage for Feu og „Uvisſe Ind⸗ 
tegter,“ ſom dog berettige til en partiel Penſion; og 
denne illuſoriſke Theatergage (ad modum Theaterguld 
o. |. v.) har i Tidernes Lob antaget et faa foruroli⸗ 
gende Omfang, at der af Theatrets ſamtlige 86 Kunſt⸗ 
nere kun er 2, ſiger og ſkriver to, hvis hele Gage er 
penſionsberettiget, hvorimod de 41 ſletingen kongelig 
Gage have, og Reſten har en Blandingsgage, deels 
ægte og deels uægte, og hvor Blandingen er i ſamme 
Grad ufordeelagtig, ſom Anſettelſen er af en yngre 
Datum. Til Exempel vil jeg kun anføre vore to forſte 
Tenoriſter, Dhrr. Nyrop og Jaſtrau, hvis Gage er 
1500 Rdlr., men hvoraf kun de 700 ere faſte, og 
Ballettens nuverende Primadonna, Frk. Schnell, ſom 
ſletingen reglementeret Lonning har, men kun 400 Rdlr. 
af den ovennævnte Theatergage. 

Men en ſtadig Pengetrang virker altid demorali⸗ 
ſerende paa Inſtitutioner ſom paa den Enkelte, og Fol⸗ 
gen har for Theatrets Vedkommende været den: at 
Oekonomien for Sieblikket er bleven vigti— 
gere end Kunſten. Ingen Sagkyndig vil kunne 
negte, at man i det ſidſte Decennium har ſeet mere paa 
Qvantiteten end paa Qvaliteten, at Kunſten derved er 


*) Oldfux i „Den Stundesloſe.“ 


Den danffe Skueplads og Commisſioneu. 543 


bleven altfor meget Induſtrie, og at Theatret ſaaledes 
har fjernet ſig fra det ideelle Maal, for hvis Skyld 
det kun fortjener nogen offentlig Beſkyttelſe. Hvis en 
Directeur imidlertid havde ſogt efter Evne at fyldeſtgjore 
de kunſtnerifke Fordringer, uden at ændfe en ſandſynlig 
Underbalance, vilde han ganſke viſt have handlet ideelt 
rigtigt, men det kan gjerne være, at denne Fremgangs⸗ 
maade temporum injuria havde været mindre praktiſk. 
Thi havde Theatret, ſom Prysſing, maattet true med 
en Fallit, vilde Thinget ſikkert nok have ſvaret, ſom 
Dhrr. Klatterup og Ledermann: 
„Ja, vær fan god, geneer Dem ei, 
Juſt derpaa lu lulu lurer jeg;“ 

og Beſtyrelſen havde derfor kun Valget imellem, enten 
at træde af, naar det finantſielle Tryk laa for haardt 
paa dens eſthetiſke Samvittighed, eller at ſoge at af⸗ 
parere Dodshugget med en ſtoppet Pengepoſe, uden alt⸗ 
for eengſtligt Henſyn til, om Kasſen blev noget fyldt 
paa Kunſtens Bekoſtning. At Perſonalet maatte blive 
ſteerkt interesſeret i „hvad der er i Huſet“, følger af 
fig ſelb. Naar et Huus er fan vaklende, kan Ingen 
være tjent med dets uvisſe Verler, men Enhver maa 
være betenkt paa at redde de fleſt mulige Contanter. 
Ja ſelv Publikum blev ſmittet af al denne Nerringsſorg 
og ſporger ved ethvert ſtorre Stykkes Fremkomſt i Reg⸗ 
len forſt, hvad bette nu har koſtet. Medens man, og 
det med Rette, roſer den private Theaterdirecteur, naar 
han offrer Tuſinder paa den bedſt mulige Udſtyrelſe af 


544 Den banffe Skueplads og Commisfionen. 


et eller andet ephemert Arbeide, ryfter man betenkelig 
paa Hovedet, naar det kongelige Theater anvender en 
lignende Sum paa et Verk af en langt mere blivende 
Natur; og da Kjobenhavnerne vel holde meget af Thea— 
tret, men dog endnu mere af at være alle Sorger qvit, 
er man nærved at fige, ſom vi jo pleie, naar en fjær 
Vens Sygdom varer os lidt for længe: „Nu vilde jeg 
virkelig onſke, at Vorherre ſnart vilde loſe op for ham 
og ſaaledes befrie baade ham — og mig for alle yder— 
ligere Lidelſer.“ 


II. 


Under ſaadanne Omſtendigheder man man være 
Cultusminiſteriet meget forbunden for, at det omſider 
har villet gjøre en Ende pan denne Miſere, faa at 
Theatret dog engang kunde fane at vide, om det var 
kjobt eller ſolgt. Den Commisſion, ſom i bette Sie⸗ 
med blev nedſat, har nu endt fine Arbeider og udgivet 
en Betenkning, ſom med Henſyn til de finantſtelle Bi⸗ 
lag Intet lader tilbage at onſfe. Desværre kan man 
ikke ſige det Samme om Betenkningen ſelv. Allerede 
Commisſionens Sammenſetning lod befrygte, at den 
trængende Kunſt neppe vilde finde nogen begeiſtret Tals⸗ 
mand; og Üdfaldet har fuldſteendig bekreftet denne 
Frygt. Dhrr. Berg og Carlſen have dog fundet ſig 
foranledigede til at afgive et Par Separatvota. Men 


fan lærerigt det end kan være, at gjøre Bekjendtſkab 


Den danſke Skueplads og Commisſionen. 545 


med disſe Herrers ſeparate Meninger, vilde det dog 
viſtnok have været mere henſigtsmesſigt, om Theatrets 
beſkikkede Vorger, Dhrr. Linde og Berner, udtrykkelig 
havde angivet idetmindſte nogle af de Punkter hvori 
de umulig kunne dele Majoritetens Anſkuelſer. Jo 
mere man maa anerkjende den Flid, der ſynes anvendt 
paa de forſkjellige Beregninger, og den tempererede, men 
dog hos Okonomer ualmindelige Varme for Kunſt, ſom 
Betenkningen aander, deſto mere maa man beklage, at 
det hele Arbeide alligevel maa kaldes forfei— 
let, fordi det favner den Idealitet, hvorpaa 
Forhandlingernes Gjenſtand har et uafviſe- 
ligt Krav, fordi Commisſionen med andre Ord ikke 
har villet Eet, men ſtillet ſig ſin Opgave ſom et 
Baade⸗Og, iſtedenfor ſom et Enten» Eller. Jeg 
ffal tillade mig noget nærmere at begrunde denne Dom. 

Hovedſporgsmaalet i den hele Sag er aabenbart 
bette: Er Kunſten og Theatret, ſom dens fyl— 
digſte Udtryk, et nødvendigt Led i den hele 
Statsorganisme, eller idetmindſte et faa be⸗ 
tydeligt Folkedannelſesmiddel, at Staten af 
Culturhenſyn maa fole ſig forpligtet til at 
opretholde det? — Herpaa maa Commisſionen an⸗ 
ſees for at have ſvaret Ja. „Commisſionen“, hedder 
det i Motiverne Pag. 20, „fkal ikke her ſoge nœermere 
at paaviſe det kongelige Theaters Vigtighed for hele 
den nationale Udvikling eller indlade fig paa at godt⸗ 


546 Den danſke Skueplads og Commisſionen. 


giore, hvorledes dette formeentlig kun kan ventes at 
ville komme til at udøve nogen betydningsfuld Virkſom— 
hed i denne Retning, naar det opretholdes ſom Stats— 
inſtitut.“ Denne Erkjendelſe er altſaa den Forudſet⸗ 
ning, hvorpaa den hele Betenkning hviler. Commis⸗ 
ſionen maatte abſolut i modſat Fald have fraraadet 
ethvert Tilſkud og foreſlaaet en almindelig Theaterfri⸗ 
hed, ſaa at Enhver kunde opfore og ſpille Comedie, 
hvor og hvordan det convenerede ham bedſt. 
Anerkjender man nu Theatrets ideelle Betydning, 
bliver det næfte Spørgsmaal: Hvad vil et ſaadant 
kunfſtneriſk Theater koſte? — Men ſaaledes har 
Commisſionen ikke ſpurgt. Thi vel hedder det fremdeles 
paa det ovenanforte Sted: „Derimod have vi anſeet 
det for vor Hovedopgave at bringe det til Klarhed, 
hvilket Tilſkud der er nødvendigt, derſom National- 
theatret ſkal kunne opretholdes. paa en til dens Henſigt 
og Formaal ſvarende Maade;“ men det fremgaager tyde⸗ 
lig af den hele Beteenkning, at Commisſionen, 
førend den begyndte fin Beregning, har havt 
Facitet in mente, nemlig 50,000 Rd., og alt⸗ 
ſaa ikke i Sandhed ſpurgt, hvad et kunſtneriſk Theater 
vilde koſte, men hvorledes man kan lave et Slags Na— 
tionaltheater for 50,000 Rd. Commisſionen har ſaa⸗ 
ledes baade villet have et kunſtneriſk Theater og et 
formindſket Statstilſkud, iſtedenfor enten at betale, hvad 
et kunſtneriſt Theater koſter, eller tilraade dels Ned⸗ 


Den danſke Skueplads og Commisſionen. 547 


læggelfe. Men herved er deus Arbeide, ſom ſagt, ble— 
vet forfeilet i ſin Rod, vildledende for Rigsdagen og 
en Ulykke for Theatret og Landet, ſaafremt Regjeringen 
og Rigsdagen ſkulde blive enige om at ophoie det 
til Lov. 

Hvis det var nødvendigt, at Kongerne i Virkelig⸗ 
heden, ligeſom i Eventyrene, gik med Guldkroner paa, 
at vor Konge følgelig ogſaa maatte have en, og Rigs⸗ 
dagen nu ſkulde votere Summen, kunde det ikke nytte, 
at den raiſonnerede ſaaledes: Deu franſke Krone har 
koſtet ſaa og ſaa Meget, men da Frankrig er 10 Gange 
ſaa ſtort ſom Danmark, maa den danſke Krone ikkun 
koſte 10 Gange faa lidt. Thi da Guldet er ligeſaa 
dyrt her ſom i Frankrig, vilde Folgen blive, at Hans 
Majeſtet ikke fik nogen Krone af Guld, men kun 
af Guldpapir, og at Rigsdagen følgelig havde ſpildt 
Landets Penge. Saaledes ogſaa med Theatret. Naar 
man vil have en Kunſtanſtalt — og i andet Fald kan 
man jo ſpare fig alle Udgifter — nytter det ikke at tale 
om, hvor lille Danmark er, men hvor ſtort Tilſkuddet 
mad være, for at Maalet kan nages; og naar man 
ikke vil votere det Tilſtrœkkelige, er det aldeles ligegyl⸗ 
digt, om man giver 10, 10,000 eller 50,000 Rd., 
man fager dog kun Guldpapir iſtedenfor Guld og oder 
fine Penge, daarligere endnu end om man kjobte en Papirs 
Krone; thi naar et Theater ikke er Kunſt, kan 
det for mig være, hvad det vil, det har da iffe den 


548 Den danſte Skueplads og Commisſionen. 


mindſte Betydning for Staten og fortjener 
ikke, at man offrer det 50 Skilling, endſige 
50,000 Rdlr. 

„Men“, ſporger man, „hvad koſter da den Guld— 
kroue? Kan man da ikke faae et ordenligt Theater for 
de 50,000 Rdlr., ſom Commisſionen har foreſlaaet?“ — 
Commisſionens Bog giver ſelv det bedſte Svar. Thi 
medens Betenkningen nævner 50,000 Rdlr., ſom det 
nodvendige Minimum, oplyſe Bilagene, disſe fortreffe⸗ 
lige Bilag, at Theatret ſtadig har koſtet omtrent det 
Dobbelte (i Tilſkud, Sedtilleg, Penſioner oſv.); og 
naar man nu veed, hvad der jo er velbekjendt for det 
hele Folkeferd, at Theatrets SØfonomie allerede er dre⸗ 
ven faa yderlig ſom muligt, paa visſe Puncter endog— 
fan altfor yderlig"), vil Enhver kunne ſige ſig ſelv, 
at det for Eftertiden umulig kan noies med den halve 
Sum. Det er muligt, at man herefter tor calculere 
en noget ſtorre Indteegt — det er muligt, men paa 
ingen Maade viſt, og kan i kunſtneriſk Henſeende let 
blive meget misligt; det er ogſaa muligt, at man kan 
være noget forſigtigere i fine Engagementer og lidt min⸗ 
dre rundhaandet med fine Penſioner, end i Souveraini⸗ 
tetens Tid, da Alting gik paa Peymans Regning; men 
derom kan man være fuldkommen overbeviiſt, at for 
50,000 Rd lr. faaer man intet Theater, ſom 


*) See: Det yngre Balletperſonales Gage.) 


Den danffe Skueplads og Commisſionen. 549 


er Underſtottelſen verd, dertil kreves betydelig 
Mere.) 

Grundbetingelſen for Theatrets Exiſtents, baade i 
kunſtneriſk og moralſk Henſeende, er, ſom allerede tidli— 
gere bemeerket, det ſikkre Üdkomme for Perſonalet. 
Det var denne Sikkerhed med Henſyn til de materielle 
Livsbetingelſer, ſom for en ſtor Deel har været Aarſag 
i det dauſke Theaters Flor og hævet det til Raug med 
de to bedſte Theatre i Verden: Théåtre frangais og 
Burgtheatret i Wien. Det var den, ſom gjorde det 
muligt, at ſaadanne Folk, ſom Theatret helſt maa onſke, 
Folk med Talent og virkelig Dannelſe, kunde folge deres 
Kald og betræde en Vet, ſom navnlig hertillands har 
ſaa faa Roſer og ſaa mange Tidsler. Det var denne 
faſte Stilling, ſom befriede de danſke Theaterkunſtnere 
for det Zigeunermeerke, man har paatrykt denne Stand 
neſten alle andre Steder, hvor man forguder Kunſtne— 
ren og foragter Menneſket, medens man her ffjænfede 


*) Beſtemt at angive denne Sum tilkommer ikke mig, men 
vilde være Opgaven for en ny og bedre Commisſionsbe⸗ 
tenkning. Skulde Nogen onfke at vide min private Me⸗ 
ning, da tenker jeg mig en 75 80,000 Rdlr. Men det er 
ſom ſagt kun et privat Skjon, for hyilket jeg ikke fræver 
nogen Opmerkſomhed, ligeſom det naturligviis ikke heller 
er muligt at fore noget afgjorende Beviis for ſamme. Det 
kan kun Erfaringen; og det maa derfor indtil videre ſtaae 
hen ſom en ſubjectiv Anſkuelſe, hvis Sandſynlighed dog be⸗ 
kreftes baade af andre Theatres Exempel og vort egets Hi⸗ 
ſtorie. 

36 


550 Den danffe Skueplads og Commisſionen. 


ham en Medborgers Rettigheder og aabnede ham Ad— 
gang til det gode Selſkab, hvor han befeſtedes i den 
Cultur, ſom har givet det kongelige Theaters Preſta— 
tioner et eiendommeligt Preeg, og ſom fra Theatret 
igjen ſtrommede ud i Publicum. Det var endelig den, 
ſom hævede Theatrets Moralitet, hvis Indflydelſe 
paa bets Kunſt ikke har været ringere end Culturens, 
ſaaledes at de danſke Kunſtnere kun ganſle undtagelſes⸗ 
viis have flette Seder, og de danſke Kunſtnerinder fore— 
træffe rens Huusdragt for Skjendſelens Diamanter. 

Men det forftaaer fig, det er ikke nok, at Lonnen 
er ſikker, den maa ogſaa være ſikker i den Forſtand, 
at man med Sikkerhed kan leve deraf — nemlig et an- 
ſteendigt Vederlag, medens man virker, og et tarveligt 
Underhold, naar Krefterne ſvigte. Det paatæenkte Com- 
mis⸗ eller, om man hellere vil, Commisſionsbrod er 
vel ogſaa paa en Maade ſikkert, men det er ligeſaa fils 
kert, at man har ſkaaret det meget for tyndt. Man 
behage blot at kaſte et Sie paa det Lonnings- og Pen⸗ 
ſions⸗Schema, ſom findes aftrykt i Betenkningen Pag. 
37-38, og hvorefter en Skueſpiller, en Sanger 
og en Dandſer (d. e. Solodandſer) med en yderſt 
tarvelig Gage og efter nogle og tyve Aars Tje— 
neſte, i Gjennemſnit ville have erhvervet fig 
en Livrente af reſpective 418, 460, 277 Rölr.; 
medens en Skueſpillerinde, en Sangerinde 
og en Dandſerinde (d. e. Solodandſerinde), 


Den danffe Skueplads og Commisſionen. 551 


med en ligeſaa tarvelig Gage og efter en lige— 
faa lang Tjeneſtetid, kunne gjøre temmelig 
ſikker Regning paa at gane af med reſpective 
328, 336 og 279 Rolr. — Ikke fandt, det 
Brod kau ikke mætte? — Og man maa tilſtaae Com⸗ 
misſionen: den har i faa Henſeende ikke gjort nogen 
Roverkule af fit Hjerte, men vedgaaer det med en agt« 
værdig Oprigtighed. „Det vil derfor ikke kunne 
undgaaes“, hedder det i Motiverne Pag. 36, „at det 
opſparede Beløb meget hyppigt vil vere util- 
ſtrækkeligt til at ſkaffe dem deres fulde Livs⸗ 
ophold i Reſten af deres Levetid“), og navn⸗ 
lig vil dette naturligviis hyppigſt ) gjøre fig 
gjeldende med Henſyn til de Clasſer af Per- 
ſonalet, ſom i det Hele have Üdſigt til at 
blive korteſt i Theatrets Tjeneſte og til at 
afgaae i en yngre Alder, ſaaledes navnlig“ “) 
Balletperſonalet, men dette er ligefrem be- 
grundet i Sagens Natur, og, ligeſom det tal- 
fald ikke vil kunne nægtes, at Theatret vil 
have draget ſamme Omſorg for disſe Perſo⸗ 
ner i Forhold til deres Tjeneſtetid ſom for 


*) Hor! 
xx) Hyppigere end meget hyppig d. v. ſ. ſaagodtſom altid. 
er) Dobbelt navnlig, altſaa endnu hyppigere d. v. ſ. be⸗ 
ſtandig. 
36 * 


etuder ennen 


ELL SE 


— 


552 Den danſke Skueplads og Commisſionen. 


alle Andres), ſaaledes gives der formeentlig 
intet Middel til at afhjælpe det, naar Thea— 
tret ikke ſkal blive overbebyrdet.* *) Det bor 
iøvrigt erindres, at disſe Perſoner dog og— 
ſaa efter de nugjeldende Regler ſom ofteſt 
vilde have faaet mindre Penſioner end An- 
dre ved Theatret og ikke ſjeldent Penſioner, 
ſom vare utilſtrekkelige til deres Under 


*) Ja, det er fandt! Der er ſorget lige godt for dem Alle— 
ſammen. 

**) Man feer, at Commisſionen, ſom jeg paaſtod, har havt fit 
Facit in mente. Den ſporger ikke, ſom det hedder, „hvil— 
ket Tilſkud der er nodvendigt, derſom Nationaltheatret ſkal 
kunne opretholdes paa en til dets Henſigt og Formaal ſva⸗ 
rende Maade”, men Hvorledes Kunſtnerne mage lonnes, 
naar Theatret ikke ſkal blive overbebyrdet d. v. ſ. naar man 
ſkal komme ud af det med de 50,000 Ndlr.; og naar der 
faa viſer fig den Mislighed ved Beregningen, at „det op— 
ſparede Beløb meget hyppigt vil være utilſtrakkeligt til at 
ſkaffe dem deres fulde Livsophold i Reſten af deres Levetid,” 
faa ſtaaer Commisſionens Forſtand ſtille, og man qpitterer 
med den Falliterklering, „at der formeentlig ikke gives no⸗ 
get Middel til at afhjælpe det.“ Men det er virkelig meget 
ſlemt; thi derſom denne Mangel ikke kan afhjalpes, fage vi 
intet Theater, og Commisſionen har da gjort Regning uden 
Vert. Den kunde naſten ligeſaa gjerne have ſagt: Det vil 
ikke kunne undgaaes, at de fleſte Kunſtnere herefter ville fane 
en utilftvælfelig Lonning; paa den Maade fane vi rigtignok 
ingen Kunſtnere, men det er en Mangel, ſom formeentlig 
ikke kan afhjælpes, naar Theatret ikke ſkal blive overbe⸗ 
byrdet. 


Den danſke Skueplads og Commisſionen. 553 


holdt), ſamt at netop disſe Klasſer af Per- 
ſoner ofte ved den Üddannelſe, ſom de have 
modtaget i Theatrets Tjeneſte, ville have 
faaet forøget Adgang til at ſkaffe fig anden 
Fortjeneſte (ved Dandſe- eller Sang-Under⸗ 
viisning, Capelmedlemmerne ved Muſikun— 
derviisning. Ft) 

Det ſtager da faſt, at Theatret herefter ikke vil 
kunne ſikkre fit Perſonale et tilftræffeligt Livsophold, 
hverken ved faa ſtore Gager, at de ſelv kunne ſorge for 
deres Fremtid, eller ved en anftændig Penſion. Men 
derved er dets Grundpille omſtyrtet, og Kunſten, Dan⸗ 
nelſen og Moraliteten rokkede i deres Grund. Naar 
Theatret i en altfor hoi Grad trænger til Publicum, 


+) Denne Logik, maa jeg bekjende, forftaaer jeg ikle. Naar 
Commisſionen erkjender, at de nuvarende Penſioner ere 
utilftvæffelige, fulde man troe, at den maatte have folt ſig 
opfordret til at foroge disſe; men i det Sted raiſonnerer 
den ſaaledes: Da Vedkommende ogſaa efter de uugjeldende 
Regler have Vanſtelighed ved at leve, gjør det ikke Noget til 
Sagen, om man ſlager dem aldeles ihjel. 

*) Hvad er det for en Uddannelſe, ſom Capelmedlemmerne have 
faget i Theatrets Tjeneſte? — Det folger forreſten af fig 
felv, Hvad Commisſionen neppe har betankt, at Theatret 
herefter ikke kan indlade fig pan ſelv at uddanne fit Perſo⸗ 
nale, men maa, ſom andre Privattheatre, overlade dette til 
Vedkommende ſelv; og det bliver iſaafald ligeſaa vanffeligt 
at leve af den Uddannelſe, man har faaet i Theatrets Tje⸗ 
neſte, ſom for Trop at leve af de 2 Ndlr., ſom han ikke 
fager. 


554 Den danſke Skueplads og Commisſionen. 


iſtedenfor at det er Publicum, ſom ffal trænge til Thea⸗ 
tret; naar det, ſom Ordſproget ſiger, er Mengden, 
der ſkal gjøre det, vil Beſtyrelſen ufeilbarlig blive nødt 
til at imodekomme Mængdens Smag, og den vil da 
vauſkelig kunne forſmage en Asſiſtance, der betaler fig 
faa godt, ſom Melodramet og Farcen, Offen- 
bach og Cancanen. — For at ſikkre fig de 2 à 3 
meſt fremragende Talenter, ſom til den givne Tid fore— 
findes, bliver Statstheatret nødt til at overbyde de pri— 
vate Directeurer, men maa da til Øjengjæld være ſaa⸗ 
meget knappere ved de øvrige Engagementer — allerede 
nu maa det kongelige Theater jo undvære Secondthea— 
trenes bedſte Kræfter, ene og alene fordi det ikke har 
Raad til at betale dem; og det vil da gaae her ſom 
paa de fleſte udenlandſke Theatre: man vil ſee et Par 
dygtige Folk omgivne af en heel Skare Stympere, og 
Enſemblet, hvorpaa den kunſtneriſke Virkning ve— 
ſentlig beroer, vil ſelvfolgelig gaae tabt. Og hvad 
endelig Perſonalet angaaer, da ville de Folk, font 
vove ſig ind paa en ſaa uſikker Bane, naturligviis i 
Reglen være ſaadanne, ſom vanſkelig kunne gage nogen 
bedre Vei; Theaterſtanden vil da igjen blive ſtemplet 
med fit gamle Zigeunermeerke, det gode Selſkab paany 
[uffe fine Dore, Preſtationerne ſom en Folge heraf 
tabe deres cultiverede Preg, og, ſom i alle Samfund, 
der ikke fuldſteendig reſpecteres, vil Moralfolelſen ſlap⸗ 
pes, og Medlemmerne drukne deres Bekymringer i fyldte 
Glas og loſe Elſkovshandler. Men for et ſaadant 


Den danffe Skueplads og Commisſionen. 555 


Theater behøver Staten ikke at offre Tuſinder; det kan 
den fane gratis. 

Og hvem har man ſaa tankt ſig til at ſtyre 
dette Theater? „Theaterſtyrelſen“, hedder det i § 3, 
„antages og afſkediges ved kongelig Reſolution paa de 
i ethvert enkelt Tilfcelde nærmere anſatte Vilkaar. Der 
kan ikke tillægges den eller de Perſoner, af hvilke den 
til enhver Tid beſtager, hoiere Aarslonning end ialt 
3000 Rd.“ — NB. uden Penſion. Det maa altſaa 
være rige Folk, eller Folk, for Hvis Fremtid der paa 
anden Maade er ſorget, penſionerede Embedsmænd, af— 
gaaede Miniſtre f. Ex.; thi hvem Andre, ſom da for— 
øvrigt due til Noget, ville overtage en Poſt, hvorfra 
de efter et Par Aars Forløb kunne vente at blive fjer⸗ 
nede — Theaterdirecteurer ere, ſom bekjendt, meget 
exponerede for Vindens Indflydelſe — uden nogenſom— 
helſt Garantie for Fremtiden? Det Vigtigſte bliver 
altſaa ikte, hvem der duer til denne Poſt, ſom under 
den paatenkte Ordning vil blive dobbelt vanſkelig, men 
hvem der har Raad til at modtage den. Her ſom over— 
alt ſeer man, at Commisſionen ikke har ſpurgt, hvad 
Kunſten loſter, men hvorledes Kunſten maa tages, naar 
den ſkal faaes for de 50,000. Men ligeſom 50,000 
er meget for lidt til et kunſtneriſk Theater, hvorimod 
det er meget for meget til et Forlyſtelſes-Etablisſement, 
ſaaledes er 3,000 Rolr. ureglementeret Lonning meget 
for lidt til en virkelig Theaterdirecteur, hvorimod det 
er meget for meget til en, ſom kun ffal figurere ved 


ag - 
ri SE (—k— 


556 Den danffe Skueplads og Commisſionen. 


hoitidelige Leiligheder. Skal Directeuren ikke være An⸗ 
det, burde man ſnarere have forlangt 3,000 Rdlr. i 
Betaling for denne Poſt; thi der er viſtnok Mange, 
ſom med Fornøielje gav ſaameget, for at kunne til— 
fredsſtille dette ubegribelige, men ikke deſto mindre færdele8 
udbredte Liebhaverie. a 

Som et Træf, der ſynes mig fortrinlig ſkikket til 
at belyſe den Tilſtand, hvori Kunſten vil komme, ſaa— 
fremt Commisſionens Forflag ophoies til Lov, vil jeg 
endnu gjøre opmerkſom paa, hvad jeg i en tidligere 
Anmeerkning flygtig berørte, at Theatret for Frem— 
tiden fornuftigviis maa nedlægge alle fine 
Skoler og ligeſom be private Etablisſementer overlade 
det til Vedkommende ſelv, at forffaffe fig den kunſtne⸗ 
riſke Uddannelſe. Naar en Stat betragter Kunſten ſom 
noget abſolut Gyldigt og i den Anledning doterer ſine 
Theatre fan rigelig, at de med Lethed finne overbyde 
alle private Concurrenter, er det fuldkommen i fin Or- 
den, at den ogſaa opretter Kunſtſkoler og Conſervatorier. 
Thi det gjelder da kun om at fremme Kunſten, uden 
Henſyn til Bekoſtningen, og vedkommende Inſtitut har 
da Midler nok til at ſikkre fig de Kræfter, ſom det ſelv 
har dannet. Men naar et Statstheater maa gane ud 
paa at faae fine Kunſtnere faa billig ſom muligt, vilde 
det jo være afſindigt, om det ſelv hjalp til at forøge 
deres Fordringer ved at uddanne deres Evner, og ſaa— 
ledes enten ſpolerede fig ſelv Markedet, eller gav fig 
af med at uddanne Artiſter til Brug for dets egne 


Den danſke Skueplads og Commisſionen. 557 


Concurrenter. Skolerne ville da gage ind, men Kun— 
ſten derved lide et betydeligt Tab. Thi vel er Talentet 
det Primaire, og Skolen det Secundaire, det er Noget, 
Enhver veed; men naar Talentet ikke har havt nogen 
Skolegang, bliver det meget let uvornt, og tiltrods for 
Alt, hvad det i den ſenere Tid er blevet Mode at ind— 
vende imod Skolen, er det dog alene den, ſom vedlige— 
holder den gode Tradition, naar der er Misvært paa 
Talenter, Der flages jo faa jævnlig over det konge- 
lige Theaters nuværende Preſtationer i Sammenligning 
med Fortidens; men det tor jeg forſikkre, at havde det 
kongelige Theater i de ſenere Aaringer ikke havt Skoler, 
vilde det have ſeet adſkilligt verre ud. — Een Skole 
er der, hvis Nedleggelſe man i den offentlige Velan⸗ 
ſtendigheds Navn ligefrem maa fordre, og det er Bal 
letfkolen. Man modtager her de Sniaa fra deres 
7de til 10de Aar, og Ovelſerne, i Forbindelſelſe med 
Bornenes Deeltagelſe i Balletterne og deres ovrige 
Theatertjeneſte, tage ſaamegen Tid, at de vanſkelig 
vilde kunne erhverve fig de nødvendige Skolekundſkaber, 
derſom Theatret ikke, ved Bournonvilles menneſkekjerlige 
Omſorg, havde beſluttet fig til at holde en Lærer og 
en Lærerinde, af hvem nu Børnene modtage en i alle 
Henſeender tilfredsſtillende Underviisning. Men naar 
disſe nu have naget deres 18 til 20 Aar, vil det aldeles 
overveiende Fleertal ifølge det nye Lovudkaſt ikke kunne 
erhverve fig mere end 2 til 400 Rdlr. aarlig Lonning, 
uden en eneſte Skillings Penſion, og ere altſaa ligefrem 


558 Den danſke Skueplads og Commisſionen. 


heuviſte til Nod eller Proſtitution. Naar en privat 
Theaterdirecteur i Paris onſker en Flot unge Piger til 
at figurere i et eller andet ſtort Stykke, efterlyſer han 
dem i Aviſen. Der ſees da kun paa deres Ydre, men 
ſtilles ingen Fordringer til deres Kunſt eller Sedelighed. 
Han ønffer kun nogle Qvinder, ſom ville preſentere fig 
mere eller mindre blottede, og vedkommende Damer onſke 
ſig paa deres Side kun en Leilighed til at preſentere 
deres Yndigheder for et ſtorre Publicum og en Slags 
Adkomſt til at kunne træde op paa Bal Mabille under 
Titel af Skueſpillerinder. Her er folgelig Alt i den 
ffjønnefte Orden. Men at friſte fattige og uvidende 
Forceldre til at give Slip paa deres Born, for at 
flippe for deres Underviisning, og faa benytte disſes 
Kræfter mod en Lon, ſom neſten tvinger dem til Ar⸗ 
mod eller Skjendſel — nei! en ſaadan Menneſkefelde 
kan ingen Stat være bekjendt at opſtille. Allerede un⸗ 
der de nuværende Gageforhold burde Balletſkolen for— 
længefiben have været forſynet med den ſamme Ind⸗ 
ſkrift ſom Dantes Helvede: 
„JI, ſom indtræde, lader Haabet fare!“ 


III. 


Negjeringen har nu adopteret Forſlaget, og medens 
disſe Linier trykkes, er det ſandſynligviis forelagt Rigs⸗ 
dagen. 

Antages det, har man, efter hvad jeg i det Fore⸗ 


Den danſke Skueplads og Commisſionen. 559 


gaaende har ſogt at udvikle, med det ſamme bræbt 
vort kongelige Theater, uagtet dette i Virkeligheden her— 
efter kan befinde fig tilſyneladende ganſke vel; thi ſom 
man kan være virkelig dod og dog i Sandhed leve, er 
der jo, ſelv i Rigsdagen, adfkillige Exempler paa, at 
man kan være i Sandhed bød og dog i Virkeligheden 
trives udmerket. Derſom den nøgne Sandhed endda 
vifte fig ſtrax, vilde Faren være betydelig mindre. 
Dommerne kunde iſaafald, efter Jeppes Anviisning, 
forandre Dommen og ſige, at de domte feil den forſte 
Gang, og da „den ſamme Pet, ſom dommer fra Livet, 
ogſaa kan domme til Livet igjen“, var det vel muligt, 
at Theatret, ligeſom Jeppe, kunde leve op igjen, ſaa⸗ 
meget mere ſom det jo allerede een Gang tidligere har: 
beſorget fin egen Liigbegengelſe “n) og dog levet godt 
adſkillige Aar derefter. Men det er atter en af Ulyk⸗ 
kerne ved Commisſionens Forſlag, at Dodstegnene forſt 
ville indtræde meget langſomt; og medens en Skindod 
feer ud ſom død, endſkjondt han er levende, vil Thea— 
tret i en Rekke af Aar kunne fee ud ſom levende, 
endſkjondt det i Sandhed er dødt. J de nermeſte fem 
Aar vil det jo for det Forſte faae de 50,000 Rdlr.; 
det vil dernceſt være fritaget for Afdragene til Sorø 
og ſaaledes indvinde c. 13,000 Rd. til, og endelig vil 


) „Den danſke Comoedies Liigbegjengelſe. Med Thalic Af⸗ 
ſteeds Tale. Fremftillet til allerſidſte Slutning af De Danſke 
Acteurs. D. 25. Februarii 1727.“ 


560 Den danſke Skueplads og Commisſionen. 


Staten udbrede Penſionerne, hvad der er det Samme 
ſom en yderligere Indtegt af c. 30,000, fort ſagt, det 
vil fane aldeles det ſamme Tilſkud ſom hidtil. Senere 
vil dette naturligviis blive mindre Aar for Aar, indtil 
det omſider ganſke indſkrenker fig til de meget omtalte 
50,000 Nolr.; men faalænge de nulevende faſt an— 
ſatte Kunſtnere virke, og Staten fremdeles maa beere 
en ſtor Deel af Penſionsbyrden, vil man dog endnu 
kunne redde Skinnet. Hertil kommer, at det altid varer 
noget, førend Folk komme rigtig paa det Rene med, 
at en gammel Inſtitution har ffiftet Characteer, der er 
jo endnu dem, ſom troe, at Kongen er Souverain; de 
ikke faſt anſatte Kunſtnere ville i de forſte Aar ikke ret 
begribe deres Stilling og i nogle Tilfælde have van— 
ſkeligt ved at forandre den, i andre endnn ikke have 
faaet det rette Greb paa at formulere deres Fordrin— 
ger; og man tor ſaaledes vel antage, at det vil vare 
adſkillige Aar, førend det er Publicum aldeles klart, 
hvilken Blomſt der imidlertid har udviklet fig af Com⸗ 
misſionsbetenkningens Svob. Men faa er jeg bange 
for, at den anden Liigbegengelſe har varet altfor 
længe, og at det vil være ligeſaa unyttigt at domme 
om igjen, ſom at kaſte Brønden til, naar Barnet er 
druknet. 

Man maa da haabe, at Thinget vil forkaſte For⸗ 
flaget, og jeg ſtoler i den Henſeende meget paa Bonde— 
vennerne; ikke fordi jeg troer, at de ville finde Tilſkuddet 
for ringe, men fordi det tvertimod er min Overbeviis⸗ 


Den danſke Skueplads og Commisfionen. 561 


ning, at de, af naturligt Inſtinet og Henſyn til den 
ſidſte Saiſons gode Hoſt, endnu beſtandig ville finde 
det lovlig ſtort. 

Hvad jeg meſt befrygter er, at Theatrets Venner 
ville modtage Forſlaget, ikke ſom noget i og for fig 
Godt, men ſom „det Bedſte, man efter Omſtendig— 
hederne kan opnaae.“ Der er ingen Ting, der i den 
Grad har fordærvet eler plettet neſten alle ſtorre Fore⸗ 
tagender hertillands, ſom denne Accorderen med Om— 
ſtendighederne. Det var den, ſom ſkaffede os det ufuld— 
baarne Foſter, den nuværende Theaterbygning, og det 
uagtet vi aldrig have havt en Cultusminiſter med ſtorre 
Kjendſkab til Theatret og ſtorre Kjerlighed til Kunſten, 
end netop Geheimeraad Hall. Det var den, ſom lagde 
Thorvaldſens Muſeum, hvor det nu ligger, og det er 
den, ſom for Sieblikket er ifcerd med at lukke Ubfigten 
til den nye Kuippelsbro med et Treetages-Pakhuus. Men 
hvor megen Priis man end fætter paa Skjonheden, maa 
man dog indrømme, at den ikke er Hovedſagen ved en 
Bro. Selv med Theaterbygningen fik det at gaae og 
komme, den fandt vel ogſaa engang fin bedre Halvdeel. 
Men Kunſten er Idee, og Ideen taaler ingen Accord. 
Den fordrev ubetinget Reſpect eller ligefrem, Modſtand, 
Varme eller Kulde, men med det Lunkne gjor den, ſom 
Vorherre med Menigheden i Laodicea: den „udſpyer 
det af ſin Mund.“ 

Bil man derfor ikke votere det tilſtrekkelige Beløb, 
fan nægte man det heelt! — Man vil derved fordeerve 


562 Den danſke Skueplads og Commisſionen. 


den theatralſke Fremſtilliugskunſt og ſpoekke den drama⸗ 
tiffe Digtekunſt, der vil blive ſom et Billedvoerk med 
maadelige Illuſtrationer“). Og man vil derhos begaae 
et ſtort politiſk Misgreb, der vil berøre baade 
Folket og Landet, indadtil ved at fremme Ariſto— 
kratiet og udadtil ved at ſpekke Landets Re— 
nommee. Selv om det kongelige Theater odelegges, 
vil Kjøbenhavn nemlig paa ingen Maade komme til at 
favne Theatre. Tvertimod. Jo ſlettere den indenlaudſke 
Scene er, deſto flere fremmede ville vi fane importe— 
rede: italienſk Opera, franſk Comedie og hele Bure 
fulde af Canarifugle og Trœpikkere. Men den Slags 
Foreſtillinger ere kun for de Rige. Theatret bliver ſaa— 
ledes en privilegeret Nydelſe, Folket kommer til at ſtaae 
udenfor, og Nationalfolelſen ſynker. Og det Samme 
gjør Landet, baade i det ſtore europeiſke Samfund og 
i den ſnevrere ſkandinaviſke Forbindelſe. Vi kunne offre 
ſaamange Millioner, vi ville, paa vor Her og Flaade, 
det er ganſke i ſin Orden, og Ingen ffal være villigere 
end jeg til at bidrage Mit dertil; men paa den euro— 
pæiffe Vægtffaal vil det danſke Sværd dog aldrig veie 


) At den dramatiſke Digtekunſt, ſom Kunſten overhovedet, for 
Tiden er i Tilbagegang, indrommes vel af Alle. Men det 
er da dobbelt Pligt at underſtotte Theatret, ſom dæffer 
Fattigdommen ved at ffjænfe den ſvundne Tids Meſterver⸗ 
ker Sieblikkets Liv igjennem en ny Udforelſe, og ſom ſaaledes 
danner en levende Bro imellem Fortidens og Fremtidens 
Kunſt. 


Den danffe Skueplads og Commisfionen. 563 


ſtort. Skal Danmark for Sieblikket vinde Seire, maa 
det nermeſt være ved en national Kunſt og en national 
Videnſkab; det er disſe Genier, ſom ville være vor 
bedſte Grendſevagt og bedſt beſkjerme os imod rovbe— 
gjerlige Orne. Dresden til Exempel eier kun fit Bil— 
ledgalerie og ſit Theater, men kjendes og beſoges dog 
i den Anledning af det hele Europa. Kjobenhavn har 
Thorvaldſens Muſeum — ſom Intet har koſtet — og 
et Theater med et nationalt Skueſpil og en national 
Ballet, hvortil det hele Tydſkland aldrig har eiet Ma— 
gen. Men tilintetgjor man det kongelige Theater, ri— 
ver man den ene Vinge af vort europeiſke Ry og 
gjør os endnu fattigere ligeover for vore nordiſke 
Brodre. 

Men vil man, ſom ſagt, ikke bevare Theatret, ſaa 
nedlegge man det heelt og loſe de Baand, hvormed det 
kongelige Theaters Privilegier tvinge ethvert betydeligt 
Talent heri Landet til enten at ſpigte Kunſten eller at 
optræde paa Kongens Nytorv og fane den Gage, man 
der behager at beſtemme. Lad Kunſtnerne da engang 
forſoge, hvad de kunne udrette med deres egne Kræfter, 
og ſkaan dem omſider for den modbydelige Folelſe, at 
behandles ſom Almisſelemmer, endſkjondt de, reent pe— 
cuniairt taget, bidrage mere end nogen Anden til Thea— 
trets Underhold !). 


2) Til Oplysning flal jeg tillade mig at anføre, at i Sai⸗ 
ſonen pan Hoftheatret var min Indtegt ce. 4,000 Rdlr., 


564 Den danſke Skueplads og Commisſionen. 


Jeg for min Deel venter Intet af Theatret og on— 
fer Intet; men min Kjerlighed til det er gammel og 
ruſter ſaaledes ikke, uagtet den har været meget udſat. Jeg 
har derfor ſogt at lægge et godt Ord ind for min gamle 
Flamme, endſkjondt jeg rigtignok frygter for, at dette 
Ord er talt hen i Vinden. Vinden tager, ſom man 
veed, ikke imod Raiſon, og Theatret har for Oieblikket 
Modvind. 

Antager man imidlertid Forſlaget, og tilintetgjor 
man ſaaledes Holbergs Huus, vil jeg dog endnu til— 
lade mig at ſtille eet eneſte 2Endringsforſlag, og det er: 
at udſtemme den Paragraph, ſom handler om det nye 
Theater. Thi det var dog altfor ſtor en Synd imod 
Holberg i hans Grav, om man foruden de 200,000 
Adlr., ſom man allerede har ſpildt, eudnu vilde ode 
100,000 Rdlr. af hans efterladte Midler pan Noget 
ſom Commisſionens Anſtalt. Den nye Kunſt kan meget 
godt noies med den gamle Bygning. Denne vil da 
pasſende kunne ſtaae hen ſom et Gravmonument over 
den danſke Skueplads. Saafremt man fager Raad der⸗ 
til, kan man jo engang i Tiden ſmykke det med et Jern⸗ 


hvorimod jeg ved min Tilbagekomſt til det kgl. Theater fit 
800 Rdlr. (faſt) og Udſigt til 6 å 800 Rdlr. i Feu. Ti⸗ 
voli betaler ſine Dandſerinder for 3 Maaneder Mere, end 
det kongelige Theater fine for det hele Aar; og en Pavillon⸗ 
Sangerinde fortjener med Lethed 100 bliv. om Maaneden 
alene ved ſin Sang. 


Den danſke Skueplads og Commisſionen. 565 


gitter og et Par Taarepile og ſtrive paa den ſtore 
Gavl: 


37 


Herunder hviler 
Det kongelige Theater. 
Fodt 1722, dod 1869. 
Dette ringe Minde ſattes den Henſovede 
af 
Regjering og Rigsdag. 


37 


566 


Om Operuen „anz Heiling.“ 
Af 
P. H. Warming. 


Efterat det kongelige Theater havde debuteret med de hurtigt 
ſtriinlagte Kronjuveler ſom den forſte muſikalſke Nyhed i 
denne Saiſon, har det nu opfort Marſchners Hans Hei⸗ 
ling med en for ftørfte Delen ny Rollebeſcetning. Uagtet 
Stykket er faa godt ſom udſpillet, har det dog ved 
wende Debutanters Optræden i et Par af Hovedrol⸗ 
lerne vundet faa megen Interesſe, at man maa glæde 
fig ved dets Gjenoptagelſe. 

Texten til denne romantiſke Opera er ffreven af 
en Skueſpiller og Sanger i Berlin, Ed. Devrient, ſom 
ſelb kom til at udføre Hans Heilings Parti ved den 
förſte Opforelſe. 

J Grimms Sagnſamling findes Heiling-Sagnet 
omtalt paa tvende Steder, bundet til nogle Klippepartier 
i Bohmen, men Operaens Indhold har fun lidet til⸗ 


Om Operaen „Hans Heiling.“ 567 


felles hermed, ſaa at Texten ſandſynligviis for ſtorſte 
Delen er frit digtet eller maaſkee combineret af forſtjel⸗ 
lige andre Sagn. 

J Operaen er Hans Heiling en Son af en un⸗ 
derjordiſt Dronning og en Dodelig, og ſom hans Her— 
komſt er blandet, er han ſelv en Blanding af modſtri— 
dende Egenſkaber, halvt Menneſke og halvt Trold. Paa 
ſine Beſog i Oververdnen har han ſeet en ſmuk, ung 
Pige, ſom han har fattet Kjerlighed til, og hverken 
hans Moders ømme Bonner eller de oprorſke Troldes 
vrede Trusler kunne holde ham tilbage fra at nedlægge 
fin underjordiſke Krone, for ſom Beiler til ſtion Annas 
blode Haand at ſtige op paa Jorden. Efterat man i 
Forſpillet er bleven ſat ind i denne Situation, og efter⸗ 
at den fortræffelige Ouverture derneſt har lydt, ſeer 
man Heiling ſtige op i Oververdnen i et uhyggeligt 
Verelſe, med Globus, Digler og forſtjellige videnſka⸗ 
belige Apparater malede pan Bagteppet. Strax efter 
Heiling indfinder hans Elſkede fig med fin Moder for 
at beſoge ham, og Heiling, ſom naturligviis bliver 
overraſket og glad, gaaer ind for at ordne lidt paa det 
Verelſe, ſom om nogle Dage er beſtemt til at modtage 
hans unge Brud, og ſom han nu vil viſe hende; Mo⸗ 
deren følger efter ham. Skjon Anna benytter Leilig⸗ 
heden, mens hun er ene, til at ſee i en Bog, ſom 
Heiling har forſomt at gjemme, da han endnu ikke har 
lært en jordiſk Qvindes Nyfigenhed at kjende. Hun venter 
at ſee Helgenbilleder deri, ſom hun holder faa meget af, 

37* 


568 Om Operaen „Hans Heiling.“ 


og tenk hendes Redſel, da hun ffuer fælfomme Tegn, 
ſom gniſtre og lue! Hun er lige ved at bejvime, da 
Heiling idetſamme kommer ind og raſende ſtoder hende 
tilſide; hun giver imidlertid ikke faa let tabt, men 
tvinger ham til at kaſte Bogen, Bindeleddet mellem 
ham og Underverdnen, i Ilden, og der ſtaaer han da 
uden Magt, berøvet alle fine Herligheder, ene med fin 
lidenſkabelige Kjærlighed ligeoverfor en letſindig Pige, 
ſom ikke elffer ham, men kun ved Synet af hans Guld 
og paa Grund af Moderens Overtalelſer har lovet at 
ægte ham. Hun forftaaer, at han ved denne Handling 
har givet hende et Beviis paa fin Kjerlighed og ſiger 
ham det, men fager i det ſamme Sie paa en ſmuk 
Guldkjcde, han har om Halſen, og ſom han ſkjenker hende 
ſtrax. Hans lidenſkabelige Stemning fremkalder et ly 
riſk Udbrud, Hvori han tolker hende fin grændfeløfe, 
flammende Kjærlighed og beſperger hende at være fig 
tro; hun ſvarer ham med en Bon om at faae Lov til 
at komme med til Dands i Kroen, for at de Andre 
kunne misunde hende den koſtbare Gave, ffjøndt han 
alt tidligere har ſagt hende, hvor nødigt han ſeer hende 
hvirvle ſig rundt ved en Andens Arm. Han er god— 
modig nok til at ſige Ja: hun ffal faae Lov til at 
komme med til den hellige Florians Feſt pan den Be⸗ 
tingelſe, at hun ikke vil dandſe; men da det kommer til 
Stykke, dandſer hun naturligviis ligefuldt og løber 
bort med en ung Jæger, der gaaer og gjør Cour til 
hende, ſkjondt han veed, at hun er Heilings Brud. 


U 


Om Operaen „Hans Heiling.“ 569 


Efterat Heiling ſaaledes har brudt med ſin Fortid, 
ſkulde man vente, at hans Kjerlighed maatte gaae 
ſeierrig ud af Kampen, tvinge hendes Letſind, vekke 
hendes Gjenkjcerlighed, og at hans Sjæl med det ſamme 
maatte blive mildnet og renſet for den underjordiſke 
Lidenſkabelighed og Vildhed; men det gaaer langt an⸗ 
derledes. Hun fager uheldigviis et Paaſkud til at blive 
ham qvit, idet hun fager at vide, at han ftaner i For⸗ 
bindelſe med underjodiſke Magter, og hun kaſter ſig for 
Heilings Sine i Jægereng Arme. Den ſtakkels Heiling 
gjør et Forſog pan at hævne fig for den Uret, han har 
lidt, ved at ſtode en Dolk i Jægeren, men han har 
miſtet fin fordums Kraft ved at brænde fin Bog, og 
da han nu vender tilbage til ſit tidligere Rige, bliver 
han endogſaa haanet og ubleet af ſine Underſaatter, der 
fortælle ham, at imorgen fører hans Medbeiler, ſom 
han troer Dræbt, hans Brud til Altret. De raekke 
ham derpaa en Trylleſtav, der giver ham hans gamle 
Magt tilbage, og love at hevne ham. Den neſte Dag 
holde Jægeren og Anna Bryllup i Herlighed og Glede, 
og kun en Übetydelighed forſtyrrer den, idet Heiling 
under Bryllupslegene treder frem font Hævner, for⸗ 
ſtrekker Anna, lader Jegerens Jagtkniv ſpringe iſtykker, 
da han vil ſtode den i hans Bryſt, og forfeerder 
Bryllupsgjcœſterne ved at fremkalde fine Gnomer og 
Bjergtrolde, der komme trippende med Brande og 
Fakler. Synderlig angſt blive Bonderne ikke; de 
falde ikke engang til Jorden, men ſtaae opreiſt, ſand⸗ 


—- 


570 Om Operaen „Hans Heiling.“ 


ſynligviis i Forventning om, at den menneſkekjerlige 
underjordiſke Dronning ſkal viſe fig og raade Bod paa 
det Hele; det gjør hun da virkelig ogſaa, Fjeldveggen 
aabner fig, og Bjergaandernes Herſkerinde byder fin 
Son at holde inde og ikke hævne den Uret, han har 
lidt; Sonnen lyder ſin Moder, og vender reſigneret 
tilbage til ſin Plads ved Moderens Side, hvor han 
viſt maa kjede fig redſomt efterat have ſmagt paa Jord⸗ 
livets Glæder, da hans Hovedbeſtilling tilſyneladende 
beſtager i at pasſe paa, at Bjergfolkene uafbrudt ſmede, 
hamre og polere. De tvende høie Bjergboere ere alt= 
jaa egentlig de ſtikkeligſte Menneſker i Stykket, uagtet 
de ſkulde være Reprœſentanter — den ene heelt, den anden 
halvt — for de lidenſkabelige, vilde, ubceendige, demoniſke 
Naturmagter. 

Af Indholdet, ſom vi her have gjengivet ſaa flyg⸗ 
tigt ſom muligt, vil man fee, at der ikke findes Spor 
af eſthetiſk Retfeerdighed i Stykket, hvilket er i høi 
Grad utilfredsſtillende for Folelſen. Anna er utilgive⸗ 
lig letſindig, og det Eneſte, man kan troſte ſig med, er, 
at der neppe er ſtort ved den Perſon, ſom hun egter. 
Skulde man forſones lidt med hendes Rolle, da maatte 
ſtor Ungdom, Overgivenhed og Skjonhed kaſte et Slor 
over hendes Charakteerloshed. Heilings ſorgelige Skjebne 
maa vekke vor Medlidenhed, ſaaſandt vi da kunne 
komme til at troe, at hans Forhold maa dømmes efter 
menneſkelig Maaleſtok. Der findes i Stykket ingen 
Symbolik, hvad man vel var berettiget til at vente i 


Om Operaen „Hans Heiling.“ 571 


en romantiſt Opera; en ſaadan vilde kunne have bsdet 
noget paa Nemeſis's Fraverelſe. Hvad Behandlingen 
af Sujettet i Detaillen angaaer, da kunne vi ikke ind⸗ 
lade os paa denne her, vi fkulle kun i Almindelighed 
anføre, at Motiverne ere maadeligt benyttede og be— 
handlede uden Poeſi og uden ſynderlig Interesſe. Det 
er derfor merkeligt, at Marſchner har kunnet fkrive 
en faa fortræffelig Muſik dertil, at den trods Textens 
ſtore Middelmaadighed har modſtaaet Tidens Tand og 
ſtaaer ſom en af de bedſte Operaer, den nyere Tid 
har frembragt. Sagen er imidlertid den, at Sujettet 
indeholder fortræffelige, muſikalſke Elementer, og om 
end Forfatteren ikke har benyttet og behandlet dem, ſom 
han burde, faa er der dog paa en vis praktiſk Maade 
ſtillet en heel Deel frem for Componiſten, og dette har 
Marſchner benyttet med Genialitet. Med en rig Phan⸗ 
taſi tegner han paa en ſtorartet Maade det Deemoniſke 
og Menneſkelige i deres Modſetning til hinanden hele 
Operaen igjennem, medens det hos Heiling fremtræder 
ſom en interesſant Blanding, der ikke er og ikke kan 
komme til Ro. Med Poeſi fkildrer han de forſtjelligſte 
Folelſer og Stemninger, og i Alt føler man, at han 
kan, hvad han vil. Melodi, Harmoni, Form, Inſtru⸗ 
mentation mage hver iſer lyde hans Trylleſtav og ſnart 
bringe os til at gyſe for den vilde, flammende Liden⸗ 
ſktab, de mægtige, gigantiſke Naturkrefter, Stormens 
uhyggelige Suſen hen over den ode, morke Hede, hvor 
Varulve og Hexe tumle fig mellem de flagrende Lygte⸗ 


572 Om Operaen „Hans Heiling.“ 


mænd, fnart glæde vort Sind ved en romantiſk Kjær- 
lighedsſang, et muntert Bondechor eller en lyſtig Jæger= 
viſe. Operaen Hans Heiling er udelukkende romantiſk 
og Marſchner en ægte romantiſk Componiſt, idet han 
fulgte ſin Samtids poetiſke Retning og blev paavirket 
af Carl Maria Weber, ſom hvis Efterfolger og Arv⸗ 
tager man maa betragte ham. Uden egentlig at være 
hans Lærer havde Weber, hvem Marſchner havde dyb 
Beundring og Agtelſe for, og ſom han i længere Tid 
levede ſammen med, ſtor Indflydelſe paa fin yngre Ven, 
og man kan ikke undgage hiſt og her i Hans Heiling 
at komme til at tenke paa Jeœgerbruden og tildeels og⸗ 
jaa paa Oberon; men Marſchner er ingen ſlaviſk Efterlig⸗ 
ner, han bygger kun videre paa Webers Skuldre, og 
uden at beſidde dennes overordentlig ſkjonne Melodio⸗ 
ſitet frembringer han paa andre Maader Virkninger, 
ſom ikke fane tilbage for det Bedſte af Weber. Det 
er iſer i Chorene, at Marſchner har bragt den rontan= 
tiffe Muſik et Skridt videre frem, og naar han bygger 
ſine demoniſke Chor med ſin yppige Modulation, ſin 
ſtore Form og fine mærkværdige, interesſante Rythmer, 
og han lader dem ledſage af ſit glimrende inſtrumenteerte 
Orcheſter, da frembringer han Reſultater, ſom enhver 
Componiſt maa misunde ham. J Overeensſtemmelſe 
hermed mage vi ifær fremhæve de Partier i Hans Hei— 
ling, hvor de Underjordiſke træde op. Hele Introduc⸗ 
tionen i Forening med den prægtige Ouverture banner 
en faa mægtig og impoſant dramatiſk muſikalſk Heelhed, 


—— 2 — — 


Om Operaen „Hans Heiling.“ 573 


at den vel neſten er eneſtagende i fin Storhed og Virk— 
ning. Samme ſtorflaaede Kraft treffe vi, maaſkee 
endog potentſeret, paa det Sted, hvor ZBjergfolkene 
aabenbare fig for Anna. Men vi maae iklke for disſe 
Partier glemme Heilings charakteriſtiſke, dramatiſke Phra⸗ 
jer og Arie, de lyſtige Viſer med Choromqvedene og 
de mange andre Stkjonheder, ſom det vilde blive altfor 
vidtloftigt blot at nævne. De forfſkjellige Numre ud⸗ 
merke fig alle ved en ypperlig dramatiſk Charakteer, ved 
Afrundethed og Affluttethed og ved den meſt flydende 
Form, ſelb om Stemningen og det dramatiſke Udtryk 
er nok faa afvexlende og forſkjelligt. Et Moment, vi 
endnu ſerlig ville fremhæve, ſom ſteerkt viſer Compo⸗ 
niſtens dramatiſte Sands, er den Maade, hvorpaa 
Muſiken afloſer Dialogen, uden noget forſtyrrende For⸗ 
ſpil og faa naturligt og let, at man næften ikke mer⸗ 
ker Overgangen. At der findes mindre vellykkede Ste⸗ 
der i et faa ſtort Værk er en Selvpfolge, og vi ſkulle ſom 
et ſaadant kun nævne Annas Arie, der baade er vel 
lang og ikke videre interesſant; men at Componiſten 
har behandlet hende lidt ſtedmoderligt, kunne vi ikke for⸗ 
tænke ham i. Til Slutning mage vi dog endnu frem⸗ 
hæve den meſterligt udførte Scene, hvor Moer Gjer⸗ 
trud ſidder og ſpinder og nynner, mens hun venter 
paa Annas Komme; rigtignok er den vel uhygge⸗ 
lig og ildeſpaaende i Forhold til Handlingens Ud⸗ 
fald, men lige interesſant bliver den dog ſom et Muſik⸗ 
maleri af den gode Slags. 


574 Om Operaen „Hans Heiling.“ 


J 1835, et Par Aar efter Operaens forſte Op- 
førelfe i Berlin, blev den for forſte Gang ſpillet paa 
det kongelige Theater i Kjobenhavn, og Marſchner, der 
havde givet nogle Concerter her med ſtort Bifald, fore 
ſtod ſelvb Indſtuderingen og dirigerede ved dens Opfs— 
relſe. Den blev ſtrax hilſet med Jubel, og den har 
vedligeholdt fin Yndeſt hos Publicum uſveekket lige til 
den Dag i Dag, fkjondt den er gaaet 51 Gange over 
Scenen. Det Samme kau man ſige om den Kunſtner, 
der fra den forſte Aften har udført Meſter Heilings 
Parti med ſamme dramatiſke Liv og ſamme ſmukke, 
ſympathetiſkte Stemme lige til den 48de Foreſtilling. 
Kammerſanger Hanſen var dengang endnu ikke optraadt 
i nogen ſtorre Rolle; men da man manglede en Bary— 
ton til Heilings Rolle, valgte Marſchner Hanſen, og 
man fil at fee, at hans Valg ikke havde været uheldigt. 

De tre ſidſte Gange har Hr. N. Simonſen, en 
Son af den bekjendte Sangerinde Madame Simonſen, 
ſom Debutant udførte H. Heilings Parti. Han har 
en fortræffelig, decideret Baryton, fyldig og klangfuld 
baade i Dybden og Hoiden og med en eiendommelig, 
ſympathetiſk Charakteer, — vel en Arv efter Moderen. 
Hans Intonation er fortrinlig, — en Omſtendighed, 
der desværre er Grund til at fremhæve. Hans Tale⸗ 
ſtemme er ligeſaa ſmuk ſom hans Sangſtemme og ligner 
den aldeles; hans Diction er beſtemt og tydelig, og 
naar man nu hertil fsier, at han har et heldigt, man⸗ 
digt Ydre, feer man, at han har alle de Betingelſer, 


Om Operaen „Hans Heiling.“ 575 


ſom en Kunſtnerſjel foreløbig kan forlange for at give 
fig tilkjende i et Syngeſtykke. Heldigviis tydede hans 
Udforelſe af Heiling paa, at han ikke er blottet for 
dette ſidſte, vigtigſte Moment. Man fil en Folelſe af, 
at han virkelig maa vere i Beſiddelſe af dramatiſk 
Talent. Hans Fremſtilling var naturlig og ſand og 
fulgte heldigt hans ſmukke, bramatiffe Sang. Det 
Sympathetiſke lykkes ham bedſt, men det Lidenſkabelige 
er heller ikke uden Charakteer og Kraft. Hans Debut 
er i hoi Grad lovende, og dobbelt naar man fager at 
vide, at han kun er 23 Aar gammel; man behøver da 
ikke at frygte for, at der ikke ſkulde være Tid til at 
bode paa en og anden Übetydelighed og navnlig til at 
bortkaſte en mindre heldig Gliden op paa de hoiere 
Toner og fætte en faſt Anſetning iſtedet. Han blev 
lønnet med ſteerkt og fortjent Bifald af Publicum. 
Froken Pheil, der for halvandet Aar ſiden debu— 
terede ſom Donna Anna i Don Juan, har indtil nu 
opholdt fig i Paris for at uddanne fin Sang videre; 
men denne Stad ſynes ikke at være ſerdeles heldig for 
vore Sangere. J Dronningens Parti i Hans Heiling 
fik man vel at høre, at hendes Stemme ikke havde lidt 
i Kraft og Klang, men det ſyntes ogſaa at være det 
Hele; hendes Technik lod ikke til at være forbedret, ſna⸗ 
rere det Modſatte, og hendes Udtale var navnlig den 
forſte Aften neſten aldeles uforſtaaelig; de folgende 
Aftener har den forbedret ſig for hver Gang, og man 
tor vel derfor haabe, at det maa lykkes hende fuldſten⸗ 


576 Om Operaen „Hans Heiling.“ 


dig at overvinde den organiſke Vanſkelighed, hun har 
at kempe med. At hendes ſmukke, kraftige Stemme 
og hendes Plaſtik ikke var uden Virkning i dette Parti, 
behøve vi næppe at tilfoie. Forøvrigt tor man ikke 
fælde nogen Dom, førend man har havt Leilighed til 
at ſee hende i en ſtorre Rolle. 

Af de ovrige Spillende har Fru Zinck overtaget 
Gjertruds Rolle efter Fru Sahlgreen, og den muſikalſke 
Moer Gjertrud kommer ſelvfolgelig ganſke til fin Net, 
— i den ene Terzet maafkee endog vel meget — 
men den dramatiſke lader meget tilbage at onſke. De 
andre Rollehavende have ſpillet i Operaen fra tidligere 
Tid. Fru Liebe ſynger og ſpiller med Smag, og Hr. 
Steenberg har ſom Conrad et af ſine bedſte Partier. 


577 


Den unge Fange. 


Af 
Andre Chenier. “) 


See! Kornet meies forſt i Hoſtens Tid, 
Og Druen venter Sommervarmen blid, 
Den veed, at ſeent den forſt fkal plukkes; 
Og jeg, der er faa ung og friſk ſom den, 
Skjondt Sieblikket ſniger tungt ſig hen, 
Jeg vil ei, at mit Liv ffal brat udſlukkes. 


Jeg lytter glad til Phantaſiens Roſt. 

Forgjæves Fængflet tynger paa mit Bryſt, 
Thi end jeg eier Haabets Vinger. 

Naar Nattergalen undgaaer Jeg'rens Net, 

Den ſynger dobbelt glad, og dobbelt let 
Den opad imod Himlens Blaa ſig ſpinger. 


*) Fodt 1762, henrettet den 25de Juli 1794. Dette Digt ſkrev 
han i Fangſlet, umiddelbart fer fin Henrettelſe. 
38 


578 Den unge Fange. 


Jeg doe! Hver Aften flumrer trygt jeg ind 
Og vaagner atter med et livsglad Sind; 
Jeg kjender ei til Angrens Ovaler. 
Velkommen! hvert et Sie til mig leer, 
Og naar jeg nærmer mig, jeg ofte ſeer, 
At Gleden i et ſorgfuldt Blik ſig maler. 


Jeg vandret har faa fort pan Livets Sti; 
De forſte Elmetræer jeg kom forbi, 

Men fjernt, ja fjernt forſt Veien ender. 
Det Bæger, fom ved Livets Bord jeg fun 
Et Sieblik har trykket til min Mund, 

Jeg holder druefyldt i mine Hender. 


Det er ei nok at kjende Dig, o Vaar! 
Jeg vil fuldende mine Vandreaar — 
De bringe Malurt eller Sodme! 
Jeg ſom en Blomſt iblandt de andre fik 
Endnu kun tomme Morgenſolens Drik — 
Dig vil jeg ffue, gyldne Aftenrxodme! 


O, fjern Dig, Dod! gaa bort og bring dem Troſt, 
Som kalde paa Dig med fortvivlet Roſt, 
Naar evigt Haabets Porte lukkes. 
Mig vinker huldt de grønne Skoves Hang, 
Mig vinker Amors Kys og Muſers Sang, 
Jeg vil ei, at mit Liv ffal brat udſlukkes. 


Den unge Fange. 579 


See, disſe Toner fra min Lyra brøb, 
Dengang den unge Piges Klager lød 
Bag Fængflets Muur og dybt mig rørte, 
Jeg glemte Sorg og Savn, og til en Sang 
Jeg formede de Ord, ſom yndigt klang, 
Da hendes føde Leber dem fremførte. 


Men dette Digt, maaſkee det vekke vil | 
Hos en og anden Fremmed Lyſten til | 
At vide, hvem var denne Pige. 
Hvert Ord, hvert Blik et Skjonheds⸗Stempel bar, 
Og hver, der blot i hendes Nerhed var, 
En Raddſſel fik for Dødens morke Pige. 


38* 


580 


Antteſtemning. 


Af 
Andreas Boeg. 


Andige Nat! Du, ſom ſvevende kommer, 
Luftig og let ſom det fineſte Fnug! 

Yudige Nat, til hver Blomſt i Skjerſommer 
Sender Du Dromme paa Perler af Dug! 


Megtige Nat! Som et Slor Du dig ſanker, 
Baaret af Vindenes viftende Dands! 

Luftige Slor, hvorpaa luende Tanker 

Skreves af Herren i Stjernernes Glands! 


Hellige Nat! ſom en favnende Skygge, 
Kaſtet af Dodsenglens Vinger om Jord! 
Hellige Nat, i din ſalige Hygge 

Lytter jeg ſtille til Guddommens Ord. 


581 


Gunlog Ormetunge. 
Efter „Gunnlaugs saga Ormstungu- ved Georg H. Madſen. 


For omtrent nihundrede Aar ſiden boede der paa Borg 
paa Island en Mand, ſom hed Thorſtein. Det var en 
forſtandig Mand af en ſagtmodig og ſindig Charakter, 
med et ſmukt, lyſt Ydre. Han horte til en af Sens 
megtigſte Familier, var en anſeet Hopding og af— 
holdt af alle Folk. Hans Huſtru, Jofred, var en dyg⸗ 
tig og virkſom Qvinde, der havde været gift en Gang 
tidligere; fra dette 2Egteſkab havde hun en Datter, Hun⸗ 
gerd, der opfoſtredes paa Borg. Med Thorſtein havde 
hun flere Born. 

Det var pan den Tin Skik, naar der kom Skibe 
til Island, at de medbragte Varer forhandledes paa 


Landingsſtedet; ved ſaadanne Leiligheder var da Thor⸗ 


ſtein altid den raadende. Da der derfor en Sommer 
blev meldt ham, at et Skib fra Norge var kommet ind 
til Gufaros, red han ſtrax derhen. Skibets Styresmand 


582 Gunlog Ormetunge. 


var en rig Nordmand, der hen Bergſin. Han bad Thor— 
ſtein om Tilladelſe til at maatte opholde ſig Vinteren 
over pan Borg, medens det øvrige Mandſkab blev i 
Nærheden af det Sted, hvor Skibet var fat paa Land. 
Hertil var Thorſtein meget villig, og ſaalenge Opholdet 
varede, behandlede han fin Gjeſt med ſtor Forekommen⸗ 
hed. Alligevel var Bergfin taus og indeſluttet. 

Ud paa Vaaren fik Thorſtein en Dag Underretning 
om, at hans Huus paa Thingſtedet Valfal var ſtyrtet 
ſammen. Vaarthinget var ner foreſtaaende, faa Thor⸗ 
ſtein maatte ſnart fee at fane Huſet iſtand. Han ſpurgte 
derfor en Dag Bergfin, om han vilde tage med derhen 
og hjælpe til ved dette Arbeide. Det var han ſtrax 
villig til, og de red da op til Valfal ſammen. Det 
var en varm Solſkinsdag, ſaa de ſnart bleve trætte af 
Anſtrengelſe, hvorfor de ſatte fig til Hvile, da Tomten 
var ryddet. Thorſtein faldt i Sovn og lod til at blive 
plaget af ſtygge Drømme, idet han kaſtede fig uroligt 
frem og tilbage. Bergfin, der fandt ſtor Fornøielfe i 
at tyde Drømme, fad ved Siden af ham og betragtede 
ham opmerkſomt uden at forſtyrre hans Søvn. Da 
Thorſtein endelig vaagnede, var han aldeles udmattet 
af den Sindsbevegelſe, han havde været i. Bergfin 
ſpurgte ham da, hvad det var, der havde foraarſaget 
ham ſaa ſtor Uro. 

— Aa, ſvarede Thorſtein, det er ikke værd at agte 
paa Dremme. 

Bergfin vilde imidlertid ikke ſaa let lade ſig afviſe, 


Gunlog Ormetunge. 583 


han kom derfor igjen med ſit Sporgsmaal, da de red 
hjem om Aftenen. 

— Nuvel da, ſvarede Thorſtein, jeg vil fortælle 
Dig Drømmen, men faa ffal Du ogſaa tyde den for 
mig. 

Bergfin meente, at han gjerne kunde prove paa det. 

— Jeg dromte, at jeg var hjemme paa Borg, 
hvor jeg ſtod udenfor Hoveddoren og ſaae op ad Huſet. 
Paa Tagryggen fad der en deilig Spvane, ſom jeg ſyn⸗ 
tes, at jeg eiede. Derefter fane jeg en Ørn komme 
flyvende fra Fjeldene; den ſage glubſk ud, havde forte 
Dine og Jernkloer. Den fatte fig ved Siden af Sva- 
nen og kjeœlede for den, hvad denne ikke ſyntes at tage 
den ilde op. Men ſom de ſad der, kom der en anden 
ſtor Orn ſondenfra; den ſatte ſig ogſaa ved Siden af 
Svanen og vilde indſmigre ſig hos den. Dette ſyntes 
den forſte ikke om, den angreb den anden, og de floges 
nu ſkarpt og længe; tilſidſt faldt de ned hver paa fin 
Side af Huſet og vare begge dode. Men Svanen ſad 
ſorgmodig tilbage. Nu kom der en Falk flyvende fra 
Veſt; ogſaa den fatte fig hos Svanen og vifte fig ven⸗ 
lig mod den, og tilſidſt fløt de begge bort ad ſamme Kant. 
Da vaagnede jeg. Imidlertid er det ikke værd at bryde 
fig om den Drøm, maaſkee den blot varsler Storme, 
der ſkulle modes i Luften fra de Kanter, hvorfra jeg 
fane Fuglene komme. 

— Det er nu ikke min Mening, at det ſkulde for⸗ 
holde ſig ſaaledes. 


584 Gunlsg Ormetunge. 

— Lad os da høre, hvad Du mener, den har at 
betyde. 

— De Fugle, Du fane, mane være Menneſkers 
Fylgier.) Din Huſtru føder Dig en ſmuk og vakker 
Datter, ſom Du vil holde meget af. Naar hun er 
voxet til, kommer der to Beilere fra de Verdenshjorner, 
hvorfra Ornene kom; de ville fatte ſtor Kjerlighed til 
hende, fæmpe med hinanden og doe begge. Derpaa 
kommer der en tredie Beiler fra den Kant, hvorfra 
Falken kom, og med ham bliver hun gift. Saaledes 
mener jeg nu, din Drom vil gage i Opfyldelſe. 

— Du maa fun flet forſtaae at tyde Drømme, 
faa ilde og uvenligt ſom Du har tydet denne. 

Siden den Tid nærede Thorſtein en heftig Uvillie 
mod Bergfin; denne reiſte bort igjen, ſaaſnart Som— 
meren var begyndt. 

J Begyndelſen af ſamme Sommer ſkulde Thorſtein 
til Althinget. Forend han reiſte, befalede han Jofred, 


at hun, hvis hun fødte et Pigebarn, ſkulde udfætte det. 


Island var dengang endnu ikke chriſtnet; det var derfor 
ikke ualmindeligt der, ſom i det øvrige Norden, at for— 
nemmelig fattige Folk, naar de tilmed i Forveien havde 
en ſtor Borneflok at forſorge, lagde de nyfodte Born, 
ſom de ikke vilde opfoſtre, ud pan Marken eller ved 
Veien, hvor de da maatte omkomme, hvis ikke Andre 
kom til og toge fig af dem. — Jofred blev forfærdet 


) Skytsaander. 


Gunlog Ormetunge. 585 


over denne gruſomme Befaling af hendes Husbond; 
forgjeves ſogte hun at modſette fig den og gjorde ham 
opmeerkſom paa, hvor liden Grund han, ſom var en af 
Øens megtigſte Mænd, havde til at gjøre dette, og 
hvad vel andre Folk vilde ſige om ham, naar det blev 
bekjendt. Thorſtein var urokkelig; han gjentog fin Be— 
faling, idet han tilfoiede: 

— Du veed, hvorledes mit Sind er; det vil ikke 
gage godt, naar det ikke ſkeer, ſom jeg har jagt. 

Thorſtein red nu bort, og under hans Fravarelſe 
fødte Jofred en Pige. Barnet var jan ſmukt og vak— 
kert, at Jofred tenkte pan at unddrage det den haarde 
Skjœbne, ſom var tiltenkt det. Hun lod derfor Faare⸗ 
hyrden Thorvard kalde til ſig, gav ham ſin Heſt og 
nogle Penge og lod ham ride med Barnet til Thor— 
ſteins Soſter Thorgerde Egilsdatter, ſom boede i Hjar⸗ 
darholt, og bede hende om at opfoſtre det, uden at Thor— 
ſtein fik Noget at vide derom. Thorgerde tog ogſaa 
imod den lille Pige og lod hende bringe til en Feſte— 
bonde pan Leyſingjaſtad. Hyrden ſkaffede hun Leilighed 
til at komme bort fra Island. — Da Thorſtein kom 
hjem fra Thinget, ſagde Jofred, at hun nu havde gjort, 
ſom han onſkede, og fortalte ham tillige, at Faarehyrden 
var lobet bort og havde taget hendes Heſt. Thorſtein 
takkede hende for hvad hun havde gjort og fif fig en 
anden Hyrde. 

Der hengik nu ſex Aar, uden at Jofreds Liſt i 
den Tid blev røbet. Da blev Thorſtein engang buden 


586 Gunlog Ormetunge. 


til Gilde hos fin Svoger Oluf Paa i Hjardarholt, den 
meſt anſeete Hovding i Veſtlandet. En af Gildesdagene 
ſad han og talte med ſin Soſter Thorgerde; ligeoverfor 
dem, ved den anden Side af Salen, var der flere Smaa— 
piger ſamlede. 

— Hvad ſynes Du, Broder, om de Smaa her 
ligeoverfor os? ſpurgte Thorgerde. 

— Godt; den ſmukkeſte af dem har Oluf Paas 
Skjonhed, men er dog lys ſom vor Net. 

— Det er ſandt, at hun er lys ſom vi, men 
hendes Skjonhed er ikke Oluf Paas, thi han er ikke 
hendes Fader. 

— Hvorledes ffal jeg forſtaae det, er hun maaſkee 
din Datter? 

— Ikke heller; men for at ſige Dig Sandheden, 
Broder, ſaa er hun din Datter. 

Hun fortalte ham da, hvorledes hun og Jofred 
havde reddet Barnets Liv, og bad ham om Tilgivelſe, 
fordi de havde handlet mod hans Villie. 

— J have heldigt oprettet min Feil, ſvarede han, 
thi ſaa godt ſynes jeg nu om dette Barn, at jeg ikke 
kan bebreide Eder, hvad J have gjort; det maa dog gaae 
med os, ſom Skjebnen har beſtemt det. — Men hvad 
hedder hun? 

— Helga. 

— Helga — Helga hin fagre! — Nu, gjor hende 
da iſtand til at reiſe hjem med mig. 

Saaledes kom da Helga tilbage til fine Foreldres 


Gunlog Ormetunge. 587 


Huus og opvoxede der, afholdt af dem og af Alle, med 
hvem hun kom i Beroring. Hendes Skjonhed var ſaa 
ſtor, at Ingen kunde mindes at have feet nogen ffjøn= 
nere Pige paa Island. Da hun nu tilmed var af en 
rig At, fan kan det ikke undre, at hun blev betragtet 
ſom det bedſte Parti paa hele Sen. 

Neſt Thorſtein var Illuge Svarte, ſom boede paa 
Gilsbakke, den rigeſte og meſt anſeete Hovding ved 
Borgefjord. Hans Huſtru hed Ingeborg, og med hende 
havde han flere Born. En af deres Sonner hed Gun— 
log. Han havde et tæffeligt Anſigt, Sinene vare forte 
og Haaret morkebrunt. Forreſten var hau ſterk og vel⸗ 
voxen, ſmækker om Midien og bred over Skuldrene. 
Han havde et trodſigt, haardt og uroligt Sind og en 
ſtor Mergjerrighed. Han var en udmeerket Skjald, men 
ſom ofteſt hvas og bidende i fine Vers, derfor blev 
han ſenere kaldet Gunlog Ormetunge. En af hans 
Brodre hed Hermund; han var mere afholdt end Gun— 
log og fane i det Hele mere ud ſom en Hovding. 

Gunlog var ikke mere end tolv Aar gammel, da 
hans urolige Sind gjorde ham kjed af Opholdet hjemme 
og lengſelsfuld efter at komme ud i Verden og fee an⸗ 
dre Folks Maade at leve paa. Han kom da frem med 
dette Ønffe for fin Fader, men denne vilde Intet høre 
derom. 

— Det er kun med Nod og neppe, vi her hjemme 
kan ſtyre dit urolige Sind, hvorledes mon det da ſkulde 
gaae Dig blandt Fremmede? ſagde han. 


— — 


3 


588 Gunlog Ormetunge. 


Gunlosg befſluttede da at handle paa egen Haand. 
— En Morgen var hans Fader ſtaget tidlig op og gik 
udenfor Huſet. Da ſaae han, at hans Forraadshuus 
ſtod aabent, og endeel fyldte Seekke og Heftedæffener 
vare lagte ud pan Ladet“). Medens hau ſtod og un⸗ 
drede ſig over dette, kom der En henimod ham med 
fire Heſte. Det var Gunlog. 

— Jeg har lagt disſe Sekke ud, ſiger han. 

— Gaa? af hvilken Grund har Du gjort det? 

— Den ffal jeg have med paa Reiſen. 

— Da ffal Du ingen Hjælp vente at fane hos 
mig dertil, førend jeg finder for godt. 

Dermed tog Faderen Sæffene og fried dem ind 
igjen; men Gunlog red ſtrax bort. Om Aftenen naaede 
han Borg og fortalte, hvad der var fkeet. Thorſtein 
tilbød ham da at blive hos ham, faalænge han vilde, 
og Gunlog tog med Tak imod Tilbudet. Han blev nu 
der et halvt Aar og lærte i den Tid Lov og Ret af 
Thorſtein og opførte fig i det Hele fan vel, at han blev 
agtet af alle Folk i den Egn. Han og Helga morede 
fig jævnlig med at ſpille Bredtſpil, og, ſom det var at 
forudſee, gjorde hendes Skjonhed et ſaa ſteerkt Indtryk 
paa den heftige Gunlog, at han fnart kom til at 
nære en dyb Kjærlighed, der ikke forblev ubeſparet fra 
Helgas Side. — En Dag, da der var flere Folk ſam— 
leve i Stuen pan Borg, ſagde Gunlog til Thorſtein: 


*) En ſteenlagt Plads udenfor Huſet. 


Guulog Ormetunge. 589 


— Du har nu lært mig, hvad Lov og Ret byder, 
Thorſtein, men een Ting er der dog i Lovene, ſom Du 
har glemt, det er, hvorledes man feſter ſig en Huſtru. 

Thorſtein meente, at det var en let Sag, og ſagde 
ham da, hvorledes han ſkulde bære fig ad, for at Wgte— 
ſkabet kunde betragtes ſom gyldigt. — Da han var 
færdig, ſagde Gunlog: 

— Nu fſkal Du fee, om jeg har forſtaget Dig 
rigtig; jeg vil lade, ſom om jeg feſter din Datter Helga. 
— Det auſeer jeg dog for ganſke overflodigt. 

— Gjør mig nu alligevel den Tjeneſte, vedblev 
Gunlog og trængte faa ftærft ind paa Thorſtein, at 
denne ſamtykkede tilſidſt. 

— Som Du vil da, ſagde han; men J, der ere 
her tilſtede, ſtulle vidne, at det Hele er uden Betydning 
og ſkal være ſom uſagt, for at ingen Srig ffal folge 
dermed. 

Derefter krævede Gunlog Vidner og feſtede Helga 
til ſtor Morſkab for de Tilſtedeveerende. 

Efter det halve Aars Forløb var Gunlog i de føl- 
gende ſex Aar deels hos Thorſtein og deels hjemme hos 
fin Fader, med hvem Forholdet imidlertid var blevet 
bedre. Da tilfaldt der Thorkel Svarte, en Slegtning 
af Illuge og opfoſtret hos ham, en Arvo i Nordlandet. 
Han bad Gunlog reiſe med fig derop og faae den ud— 
betalt. Det fkete, og Thorkel fif fin Arv iſer ved Gun⸗ 
logs Hjælp. De bleve nu enige om at reiſe udenlands 
ſammen. Derfor henvendte Gunlog fig for anden Gang 


EDER ˙*sÄ i.e 


us mn Pr LN 


590 Gunlog Ormetunge. 


til fin Fader og bad om Midler til Reiſen. Denne⸗ 
gang gik Illuge ind derpaa og kjobte ham en Andeel i 
et Skib, der laa ved Gufaros og tilhørte Audun Feſtar— 
gram. Thorkel Svarte fulde med, og de fif nu travit 
med at bringe Barer ombord og med den øvrige Üd— 
ruſtning til Reiſen. Gunlog tog dog ikke ſelv megen 
Deel heri, men lod de Andre raade for det; derimod 
fandt han mere Behag i at beſoge Borg og komme 
ſammen med Helga. En Dag medens han ſaaledes var 
paa Borg, red han med Thorſtein til dennes Seter for 
at hente Heſte. Der var mange prægtige Dyr, nogle 
af de bedſte i hele Egnen; gjentagne Gange bod Thor— 
ſtein ham nogle af dem til Forcring, men Gunlog af— 
ſlog beſtandig at modtage dem. 

— Jeg har ingen Brug for dem naar jeg ffal 
reiſe, ſagde han. Men hvorfor byder Du mig ikke det, 
ſom jeg vil tage imod ? 

— Hvad ffal det da være? 

— Din Datter, Helga hin fagre. 

— Den Sag lader fig ikke afgjore ſaa haſtigt, 
ſparede Thorſtein og gav fig til at tale om andre Ting, 
medens de rede hjemad. Men Gunlog havde nu en— 
gang begyndt og vilde ikke lade fig noie med en faa 
brat Afvisning; han henvendte fig derfor igjen til Thor⸗ 
ſtein: 

— Jeg vil dog vide, hvorledes Du optager min 
Beilen. 

— Jeg vil ikke tage Henſyn til dine Narreſtreger. 


Gunlog Ormetunge. 591 


— Det er ikke Narreſtreger, men mit fulde Alvor. 

— Du fkulde hellere forſt fee at komme paa det 
Rene med, hvad Du egentlig vil; ſtaaer Du ikke nu i 
Begreb med at reiſe udenlands og lader dog, ſom om 
Du vil gifte Dig? Naar Du har et fan ubeſtemt 
Sind, ſaa pasſer Du ikke for Helga; der kan derfor 
ikke tages noget Henſyn til din Snak. 

— Hvoad for et Parti har Du da beſtemt for din 
Datter, naar Du ikke vil lade hende ægte en Son af 
Illuge Sparte? Findes der maaſkee nogen Mand i 
Borgefjord, ſom er mægtigere end min Fader? 

— Det er ikke nu Tid at tale om, hvem der er 
den megtigſte; var Du en ſaadan Mand ſom din Fa⸗ 
der, faa blev Du ſikkert ikke viiſt tilbage. Forovrigt 
er her mange andre brave Mænd at vælge imellem; 
Thorfin paa Rodemel har ſaaledes ſyv Sonner, der 
alle ere meget anſeete. 

— Ikke blot Thorfin, men endogſaa Du, Thor⸗ 
ſtein, ſtaae tilbage for min Fader. Kan Du maaſkee 
fremføre et Sideſtykke til, at han forte Strib med Thor⸗ 
grim Kjallaksſen og hans Sonner og dog fik det, der 
blev ſtridt om? 

— Jeg jog Steiner, Onund Sjones Son, bort — 
den Gjerning anſaae man dog for at være nok faa 
mandig. 

— Ja, men dertil hjalp din Fader, Egil, Dig. 
Forøvrigt ſkal kun faa Folk flippe godt fra at negte 
mig Svogerſkab. 


592 Gunlog Ormetunge. 


— Spar dine Trusler, Gunløg, til Du kommer 
hjem; her hjælpe de Dig ikke Noget 

Den næfte Morgen red Gunlog hjem til Gilsbakke 
og bad ſin Fader ride til Borg og frie for ham. 

— Du er ikke meget beſtemt af Dig, ſagde Illuge, 
naar Du vil give Dig af med at frie paa ſamme Tid, 
ſom Du ffal reiſe bort; jeg kan ſige Dig forud, at 
dette ikke ſtemmer med Thorſteins Sind. 

— Jeg agter mig pan Reiſe alligevel, ſparede 
Gunlog, men jeg giver mig ikke tilfreds, førend Du 
gjør bette for mig. 

Illuge maatte da foie ham heri og red derpaa ſelv 
Tolvte ned til Borg, hvor han blev godt modtagen. 
Tidligt den næfte Morgen bad han Thorſtein om en 
Samtale. 

— Lad os da gage udenfor paa Bakken og tales 
ved der, ſvarede han. 

Da de vare komne derop, ſagde Illuge: 

— Gunlog ſiger, at han har friet hos Dig til 
din Datter Helga; uu vil jeg nok vide, hvorledes det 
faa ſkal være mellem os. Du fjender hans Wt og 
vore Midler, og hvis det kan hjælpe noget, ffal der 
fra min Side Intet ſpares for at ffaffe ham en faſt 
Eiendom og en anſeet Stilling. 

— Jeg har kun det imod Gunlog, at han ſynes 
mig at have en altfor uͤbeſtemt Charakteer; havde han 
et ſaadant Sind ſom dit, faa fkulde jeg ſikkert ikke be⸗ 
tænfe mig længe. 


Gunlog Ormetunge. 593 


— Derſom Du nægter mig og Gunlog at bringe 
dette Parti iſtand, der for Begges Vedkommende er lige, 
faa vil det være forbi med vort Venſkab. 

— Nu da, for dit Ords og vort Venſkabs Skyld, 
ffal Helga være Gunlogs Forlovede, men ikke hans 
Feſtemo. Hun ffal vente paa ham i tre Aar, medens 
han brager til fremmede Lande for at' danne fig efter 
gode Mænds Seeder; men hvis hans Sind ikke huer 
mig, naar han kommer hjem, ffal jeg være løft fra mit 
Ord. 

Dermed ſkiltes de. Illuge red hjem, og Gunlog 
tog ned til ſit Skib. Da de fik Medbor, ſeilede han 
bort og kom til Trondhjem, hvor han gik i Havn og 
losſede ſin Ladning. — 

Paa denne Tid raadede Hakon Jarls Sonner, Erik 
og Svend, for Norge. Erik Jarl boede paa fin Fedrene⸗ 
arv Hlade og var en anſeet Hovding. Islenderen 
Skule Thorſteinsſon, Helgas Broder, var dengang Hird— 
mand hos Jarlen og var høit agtet. Da Gunlog an— 
kom, gik han med Audun Feſtargram og ſit Folge, ſyv 
tilſammen, ind paa Hlade. Han var kledt i en graa 
Kjortel og hvide Fodbroge “); paa Foden, ovenpaa Vri⸗ 
ſten, havde han en ſtor Byld, hvoraf der flod Blod og 
Materie, naar han gik. De kom nu ind og hilſte paa 
Jarlen; denne kjendte Audun og ſpurgte om Tidender 
fra Island. Audun fortalte da, hvad han vidſte. Der⸗ 


) Beenkleder og Hoſer i eet Stykke. 
39 


r 


594 Gunlog Ormetunge. 


efter ſpurgte Jarlen Gunlog, hvem han var. Gunlog 
ſagde ham fit Navn og fin Et. 

— Skule Thorſteinsſon, ſagde Jarlen henvendt til 
denne, hvad er han for en Mand paa Island? 

— Tag vel imod ham, Herre, ſvarede Skule, han 
er min Foſtbroder og er Son af Illuge Svarte paa 
Gilsbakke, en af Islands bedſte Mænd. 

— Hoad feiler din Fod, Islender? ſpurgte Jarlen. 

— Der er en Byld pan den, Herre, ſparede 
Gunlog. 

— Og Du haltede dog ikke? 

— Hvorfor ſrulde man halte, naar begge Been 
ere lige lange? 

— Han praler ſteerkt den Islender, ſagde Thorer, 
en af Jarlens Hirdmend; det var vel, om vi prøvede 
ham lidt. 

Gunlog ſaae hen paa Thorer og advarede i et Vers 
de Tilſtedeveerende mod ham, „thi han er fort og farlig.” 

Thorer vilde da gribe til Sxen, men Jarlen hin— 
drede det. 

— Lad her være roligt, ſagde han; det pasſer fig 
ikke for Mænd at bryde fig om Sligt. Men, Islender, 
hvor gammel er Du? : 

— Jeg er nu atten Aar. 

— Da ſpaaer jeg Dig, at Du ikke lever atten 
Aar til. 

— Bed ikke ondt for mig, mumlede Gunlog hen 
for ſig, men bed hellere for Dig ſelv. 


Gunlog Ormetunge. 595 


— Hvad ſagde Du nu? ſpurgte Jarlen. 

— Det, ſom ſyntes mig meſt pasſende, at Du 
ikke ffal bede nogen ond Bon for mig, men en bedre 
for Dig ſelv. 

— Hvad fulde det være for en? 

— At Du ikke fager den ſamme Dod ſom din 
Fader, Hakon Jarl. 

Jarlen blev rod i Hovedet af Harme og befalede 
ſine Folk hurtigt at gribe denne Galning. Skule gik 
hen for Jarlen og ſagde: 

— For min Skyld, Herre, giv Manden Fred og 
lad ham ſkyndſomſt komme bort. 

— Lad ham da ſkynde fig herfra og aldrig mere 
komme i mit Rige, hvis han vil have Fred. 

Skule gik da ud med Gunlog og ned til Skibs— 
broen. Der lan en Englandsfarer, heelt udruſtet til 
Afſeiling; med den ſkaffede Skule Gunlog og hans 
grænde Thorkel Svarte Overfart til England. Gunløg 
bad Audun pasſe paa hans Skib og den Deel af God— 
ſet, ſom han ikke tog med fig. De ſeilede uu bort og 
kom om Hoſten til London, hvor de trak Skibet paa 
Land. 

Kong Ethelred, Edgars Son, regjerede dengang i 
England. Han opholdt ſig den Vinter i London. Strax 
efter ſin Ankomſt gik Gunlog for Kongen, hilſte ham, 
ſagde, hvem han var, og at han havde digtet et Drapa 
om ham, ſom han vilde fremſige. Kongen gav ham 
Tilladelſe dertil, og da han havde hørt det, gav han 

39 * 


596 Gunlog Ormetunge. 


ham i Skjaldelsn en Skarlagenskappe, foret med det 
bedſte Skind og prydet med Guld lige til Kucene, og 
gjorde ham til fin Hirdmand. 

Gunløg var nu den Vinter hos Kong Ethelred og 
var vel anſeet. Da hændte det engang tidligt om Mor⸗ 
genen, at han i et Stræde mødte tre Mænd; den an⸗ 
ſeeligſte iblandt dem, en ſtor, ſteerk og trættefjær Mand, 
hed Thororm. Han gik imod Gunlog og ſagde: 

— Nordmand, laan mig nogle Penge. 

— Det er juſt ikke raadeligt at laane ubekjendte 
Folk ſine Penge. 

— Jeg fkal betale Dig til en beſtemt Tid. 

— Ja, ſaa vil jeg vove det, ſagde Gunlog og 
gav ham Pengene. 

Nogen Tid efter fortalte han Kongen det. 

— Der har Du ikke handlet meget klogt, ſagde 
Kongen; den Mand er en ſtor Rover og Viking, giv 
Dig ikke af med ham. 

— Da ere vi ilde farne overfor dine Hirdmend, 
naar de ſkulle have Lov til at anfalde ſagesloſe Folk; 
det ſkal dog aldrig ſkee, at de ffulle have vor Eiendom 
at raade over. 

Han ſogte da Thororm op og forlangte ſine Penge 
tilbage. Det vilde Vikingen ikke indlade ſig paa. Gun⸗ 
log qvad da en Viſe, hvori hau truede ham og lod 
ham vide, at han ikke hed Ormetunge for Intet. Han til⸗ 
foiede: 

— Nu vil jeg ſige Dig, at Du enten fkal be⸗ 


Gunføg Ormetunge. 597 


tale mig eller gage til Holmgang med mig inden tre 
Netters Friſt. 

Da lo Vikingen og ſagde: 

— Saavidt er Ingen gaaet for Du, at byde mig 
Holmgang, da der er Saamange, ſom ere komne tilkort 
med mig. Jeg ffal imidlertid gjerne være rede. 

Gunlog fortalte nu Kongen, hvorledes det var 
gaaet til. 

— Nu er Du ilde faren, ſagde Kongen, thi den 
Mand dover hvert Vaaben med ſin Trolddom; tag dog 
her et Sværd, ſom jeg vil give Dig; det ffal Du 
kcempe med, men viſe ham et andet. 

Da den faſtſatte Tid var kommen, og de vare fer— 
dige til Kampen, ſpurgte Thororm, hvad det var for 
et Sværd, han havde, og forlangte at fee det. Gunlog 
viſte ham det, men trak i det ſamme Kongens Gave. 
om hvis Fæfte han havde bundet en Lokke, til fig, 
Berſorken faae imedens paa det andet Speerd og ſagde: 

— Det Sværd frygter jeg i Sandhed ikke for, 
og huggede ſaa neſten hele Skjoldet fra Gunlog. Denne 
huggede ſtrax til ſin Modſtander, ſom ſtod uden 
Doekke, da han troede, at Gunlsg endnu havde det 
ſamme Sværd, ſom han for ſaae. Det Hug blev Ber⸗ 
ſœrkens Bane. — Kongen takkede nu Gunlog meget for 
denne Daab, der gjorde ham berømt over hele England 
og vide andenſteds. 

Om Vaaren, da Skibsfarten begyndte, bad Gun⸗ 
log Kong Ethelred om Orlov til at reiſe bort. Kongen 


598 Gunlog Ormetunge. 


ſpurgte ham, hvad han meente dermed. Gunlog ſparede 
med en Viſe, hvori han ſagde, at han havde lovet at 
gjæfte tre Konger og to Jarler, det vilde han ogſaa 
udføre; han ſkulde dog ſikkert komme tilbage til den Tid, 
Kongen vilde beſtemme. 

— Saaledes ffal det da være, Sfjald, ſagde 
Kongen og gav ham en koſtbar Guldring; men det ſkal 
Du love mig, at Du viſt kommer tilbage til mig næfte 
Hoſt, thi jeg vil ikke lade Dig fare for dine Idretters 
Skyld. 

Dette lovede Gunlog og ſeilede derpaa bort fra 
England med nogle Kjobmeend. Han beſogte nu i Lo— 
bet af Aaret Kong Sigtryg Silkeſkjceg i Dublin og 
Sigurd Lodversſon Jarl paa Orknoerne. Overalt blev 
han godt modtagen og fif koſtbare Gaver til Lon for 
fine Qvad. Paa Srknoerne tilbød Jarlen ham at tage 
Ophold ved hans Hird, men det vilde han ikke; han 
reiſte videre tilligemed fin Freende Thorkel Svarte, der 
fulgte ham beſtandig. 

Om Hoſten kom Gunlog med nogle Kjobmend til 
Kongshalle, hvorfra han fil Folgeſkab paa Reiſen op i 
Veſtgsteland, til de naaede Kjobſtaden Skara. Der raa⸗ 
dede en gammel Jarl, ſom hed Sigurd. Ham beſogte 
Gunlog og qpad et lille Drapa til Wre for ham, ſom 
behagede Jarlen ſaa vel, at han indbod ham til at blive 
der om Vinteren. Dette Tilbud modtog han. J Sulen 
ſkulde der holdes et ſtort Hoitidsgilde hos Jarlen, hvor⸗ 
til der kom Gjeſter fjernt og nær fra. Saaledes kom 


— —„—% — — 


Gunlog Ormetunge. 599 


der Juleaftensdag tolo Sendebud fra Norge med Gaver 
fra Erik Jarl til Sigurd. De bleve godt modtagne og 
fik under Gildet deres Pladſer ved Gunlog. Under 
Drikkelaget herſkede der ſtor Munterhed. Goterne roſte 
deres Jarl i hoie Toner og udtalte, at ber ikke fandtes 
nogen mere udmærket og berømt Mand end Sigurd 
Jarl. Det fandt Nordmendene dog for ſterkt, de 
meente, at deres Jarl Erik var ikke mindre berømt, men 
ſnarere mere og dertil langt mandigere. J den Trætte, 
ſom opſtod i denne Anledning, kaldte begge Partier 
Gunlog til Dommer. Denne qvad da en Viſe, hvori 
han ſogte paa bedſte Maade at give begge Parter Ret, 
idet han ſagde, at Sigurd var en brav Kempe, medens 
Erik dog havde ploiet Havet mere med Havheſten, d. e. 
Skibet. Hermed vare Alle tilfredſe, iſer ſyntes Nord⸗ 
mendene gott om den Udtalelſe. Disſe droge nu bort, 
da Julen var forbi, og fik ſtore Pengegaver med fra 
Sigurd til Erik Jarl. Da de kom hjem, fortalte de 


Erik om Gunlogs Dom. Han ſyntes godt om den og 


fandt, at Gunlog havde viiſt Oprigtighed og fandt Ven 
ffab imod ham, tilgav ham derfor den tidligere For⸗ 
ſeelſe og gav. ham atter frit Lov til at komme til ham. 
Gunlsg drog imidlertid videre for at beſoge den tredie 
Konge, og Sigurd Jarl ſtaffede ham Folgeſkab til 
Tiundaland i Sverrig. — 

Kongen i Sverrig var dengang den mægtige og 
overmodige Olaf Svenſke, en Son af Erik Seierſcel og 
Sigrid Storraade. Gunlog kom til Upfal netop paa 


— st 


600 Gunlog Ormetunge. 


den Tid, da Svenſkernes Vaarthing holdtes. Da han 
kom for Kongen og paa dennes Sporgsmaal om hvo 
han var, havde ſparet, at han var en Islender, ſpurgte 
Kongen en af fine Mænd: 

— Rafn, hvad Slags Mand er han pan Island? 

En hoi Mand med et fjælt Ydre reiſte fig ved 
denne Tiltale fra fit Sæde paa den lavere Beenk, gik 
hen til Kongen og ſvarede: 

— Herre, han er af Sens bedſte Wt og er ſelv 
den kjækkeſte Wand. 

— Lad ham da tage Sede hos Dig, ſagde 
Kongen. 

— Jeg har dog forſt et Qvad om Eder, ſom jeg 
onſker, at J ffal høre paa, ſagde Gunlog. 

— Gan førft hen og ſet Dig; nu er her ikke 
Leilighed til at hore Qvad. 

Gunlog og Rafn talte nu med hinanden og for- 
talte om deres Reiſer. Rafn ſagde, at han om Som- 
meren var reiſt fra Island til Norge og i Begyndelſen 
af Vinteren fra Norge og sſtpaa til Sverrig. Der gik 
ikke lang Tid, for de havde fattet Venſkab for hinanden. 

Da Vaarthinget var forbi, kom de begge en Dag 
frem for Kongen. Da ſagde Rafn: 

— Nu beder jeg Eder, Herre, om at høre mit 
Qvad. 

— Ja, lad det ſkee nu, ſvarede Kongen. 

— Nei, forſt vil jeg fremſige mit Qvad, Herre, 
om J ſaa ſynes, ſagde Gunlog. 


Gunlog Ormetunge. 601 


— Det tilkommer mig at tale forſt, bemerkede 
Rafn, da jeg var den, der forſt kom til Eder. 

— Har min Fader da vel nogenſteds ſtaaet tilbage 
for din i Anſeelſed udbrød Gunlog, og ſom det har 
været mellem vore Fædre, ſkal det ogſaa være mellem os. 

— Lad os nu dog viſe os faa høviffe paa bette 
Sted, at vi ikke komme i Trætte derover, men lade 
Kongen raade, ſagde Rafn. 

— Gunlog fkal tale forſt, ſagde faa Kongen, thi 
han bliver ikke til at ſtille tilfreds, hvis han ikke fager 
ſin Villie. 

Gunlog fremſagde da fit Drapa; da han var fær= 
dig, ſpurgte Kongen: 

— Rafn, ſiig os din Mening om dette Digt. 

— Jeg ſynes godt om det, det er ſtolt digtet, 
men det er ikke ſmukt og noget klodſet, ſom Gunlogs 
eget Sind er. 

— Lad os da nu høre dit Qvad, RNafn. 

Da Rafn var færdig, ſpurgte Kongen Gunlog om 
hans Mening om dette Qvad. 

— Vel, Herre, ſparede han, det er fagert, men 
uanſeeligt, ſaaledes ſom Rafn ſelv er at ſee til. Men 
hvorfor digter Du en Flok*) om Kongen, Rafn; ſynes 
Du ikke, han er et Drapa værd? 

— Det kan der altid blive Leilighed til ſenere, 


+) Et lille Drapa, ſom kun henvendtes til Jarler. 


602 Gunlog Ormetunge. 


ſvarede Rafn, nu er det ikke værd at tale længere 
derom. 

Nogen Tid efter gjorde Kongen Rafn til fin Hird⸗ 
mand. Denne bad ſaa om Orlov til at reiſe og fil 
den. Da han var færdig til Afreiſen, ſagde han til 
Gunlog: 

— Nu fkal det være forbi med vort Venfkab, ſiden 
Du vilde bringe mig i ondt Rygte hos Hovdingerne; 
jeg ſkal vel engang tilfsie Dig ikke mindre Skam, end 
Du vilde tilfsie mig her. 

— Dine Trusler ængfte mig ikke, ſvarede Gun— 
løg; vi kunne ikke komme nogenſteds hen, hvor jeg ſkulde 
være mindre anſeet end Du. 

Det var om Vaaren, at Rafn, efter at have faget 
rige Gaver af Kong Olaf, reiſte fra Sverrig op til 
Trondhjem. Her udruſtede han ſit Skib og ſeilede om 
Sommeren til Island. Der blev ſtor Glæde blandt 
hans Frænbder og Venner ved hans Ankomſt. Den paa⸗ 
folgende Vinter opholdt han ſig hjemme hos ſin Fader. 
Om Sommeren traf han paa Thinget ſin Fetter Skapte, 
der da var Lopſigemand eller Lagmand. 

— Bil Du, ſpurgte Rafn ham, yde mig din Hjælp 
til at frie hos Thorſtein Egilsſon til hans Datter Helga? 

— Men er hun da ikke i Forveien Gunløg Orme⸗ 
tunges Forlovede? ſpurgte Skapte. 

— Jo; men den Friſt, ſom var aftalt mellem dem, 
er jo un forloben. Desuden er Gunlogs Overmod nu 
for ſtort, til at han ſkulde tenke paa den Sag længere. 


Gunlog Ormetunge. 603 


— Ja, lad os da gjore ſom Dig ſynes. 

Derefter gik de med Folge til Thorſtein Egilsſons 
Bod. Efter at Thorſtein havde modtaget dem med al 
Forekommenhed, ſagde Skapte: 

— Min Fraende, Rafn, vil beile til din Datter 
Helga. Hans Wt, hans Rigdom og Dygtighed ſamt 
hans Frenders Magt er Dig bekjendt. 

— Helga er Gunlogs Forlovede, ſvarede Thor⸗ 
ſtein, og jeg vil fra min Side holde hele den Aftale, 
ſom blev truffen. 

— Men er da ikke nu de tre Vintre gaaet, ſom 
blev aftalt imellem Eder? 

— Jo, men Sommeren er ikke gaaet, jaa Sunløg 
fon komme endnu. 

— Hvis han nu ikke kommer i Sommer, hvad 
Üdfald kunne vi da vente paa denne Sag? 

— Vi kunne jo komme ſammen her igjen næfte 
Sommer, ſvarede Thorſtein, og jaa fee til, hvad der 
er at gjore. For denne Gang nytter det ikke at tale 
mere derom. 

Dermed ſkiltes de, og Folk drog nu hjem fra Thinge. 
Rafns Frieri til Helga rygtedes ſnart rundt omkring. — 
Gunlog kom ikke hjem den Sommer. — Neſte Som⸗ 
mer, da man var kommen ſammen paa Althinget, trængte 
Skapte og Rafn ftærkt ind paa Thorſtein, for at fane 
hans Samtykke; nu maatte han da være løft fra enhver 
Forpligtelſe, meente de. 

— Jeg har kun faa Dottre at ſorge for, ſvarede 


— — 


— ., —⏑⏑— ꝓũiꝛ p 


— 


604 Gunføg Ormetunge. 


Thorſtein dem, og jeg vil nødig, at nogen af dem ffulbe 
komme i Folkeſnak; derfor vil jeg nu forſt tale med Il⸗ 
luge Svarte. 

Det gjorde han. Da han fandt Illuge, ſagde han: 

— Synes Du ikke, at jeg nu er løft fra enhver 
Forpligtelſe ligeoverfor din Son Gunlog? 

— Det er visſelig ſaaledes, ſvarede Illuge, naar 
Du endelig vil. Jeg kan ikke ſige Noget dertil, da jeg 
ikke ſaa noie veed, hvorledes min Son nu er til Sinds. 

Thorſtein traf nu den Aftale med Skapte, at hvis 
Gunlog heller ikke kom den Sommer, ſkulde Bryllupet 
finde Sted paa Borg i Begyndelſen af Vinteren; men 
hvis Gunlog ſkulde komme forinden for at fuldbyrde 
det forſt aftalte 2gteſkab, da ſkulde denne Aftale være 
uden Betydning. Da denne Forhandling var bleven 
bekjendt blandt Folk, imodeſaae man Gunlogs Hjem⸗ 
komſt med fpændt Forventning. — Helga, hvis Kjer— 
lighed til Gunlog ikke var fvæffet i den lange Tid, blev 
inderlig bedrovet over det, ſom nu foreſtod. — 

Samme Sommer, ſom Rafn ſeilede til Island, 
tog Gunlog Afſked med Kong Olaf, af hvem han fif 
koſtbare Gaver, og reiſte tilbage til Kong Ethelred, der 
tog ſeerdeles godt imod ham. Hos ham blev han nu 
om Vinteren og nod ſtor Anſeelſe. 

Det var dengang en urolig Tid for England, thi 
de Danſke havde ſtore Dele af Landet i Beſiddelſe, og 
Knud den Store, ſom nylig havde overtaget Regjeringen 
i Danmark, var ingenlunde til Sinds at ſtandſe Erobrin⸗ 


Gunløg Ormetunge. 605 


gerne. J nogen Tid havde Englænderne været frie for 
nye Angreb, men det var bekjendt, at Knud ruſtede fig. 
Under disſe Forhold henvendte Gunlsg fig allerede Vaa⸗ 
ren efter fin Ankomſt til Kongen og bad om Orlov til 
at reiſe. Denne Bøn blev meget ilde optagen. 

— Sømmer bet fig Dig, min Hirdmand, at reiſe 
bort uu paa en Tid, da England trues med Ufred? 

— J fager raade for min Reiſe, Herre, men hvis 
de Dauſke ikke komme, giv mig da Orlov næfte Sommer. 

— Vi faae at ſee, ſvarede Kongen. 

De Danffe kom ikke, og neſte Aar, efter Mid⸗ 
ſommer, fil Gunlog Lov at reiſe. Han drog da til 
Norge til Erik Jarl, ſom tog vel imod ham og tilbod 
ham Ophold ved Hirden. Gunlog takkede for Tilbudet, 
men han onſtede dog førft at beſoge fin Fæftemø paa 
Island. 

— Men nu ere alle de Skibe ſeilede, ſagde Jarlen, 
ſom vare beſtemte til Island. 

— Da laa Halfred Vandraadeſkjald igaar herude 
ved Agdences, bemeerkede en af Hirdmendene. 

— Det er fandt, ſvarede Erik; han kan heller ikke 
være langt herfra, da han forſt ſeilede for fem Dage 
ſiden. i 

Erik Jarl ſorgede nu for, at Gunløg ſtrax kunde 
blive fort ud til Halfreds Skib. Her blev han med 
Gloede modtagen. De fif ſtrax Medbor og benyttede fig 
flyndfomft heraf, da det nu var blevet ſeent ud paa Som- 
meren. Under Reiſen fik Gunløg Nyt at vide fra Island. 


606 Gunlog Ormetunge. 


— Har Du hort om Rafn Onundſens Frieri til 
Helga hin fagre? ſpurgte Halfred. 

Gunlog ſagde, at han havde nok hørt Noget derom. 
Halfred fortalte ham da, hvad han vidſte og tillige, at 
mange Folk anſaae Rafn for nok fan kjek en Mand 
ſom Gunlog. Dette Sidſte gik iſcer Gunlog til Hjerte, 
og han harmedes langt mere over, at Nogen og aller 
meſt at Rafn ſkulde anſees for hans Overmand eller 
endog blot hans Lige. 

— Det var ønffeligt, ſagde Halfred, at I maa 
have bedre Held med Jer imod Rafn, end jeg har havt. 
Jeg ſkyldte hans Huuskarl en halv Mark Sølv og havde 
ikke betalt ham den. Da jeg ſaa for et Par Aar ſiden 
havde lagt til med mit Skib i Leirvaag, kom Rafn med 
60 Mand derud og huggede Skibstouget over, fan 
Skibet drev paa Grund og tog Skade. Jeg maatte da 
lægge Sagen i hans Hænder og lade ham ſelv domme 
og derefter bode en heel Mark Solv. Det er hvad jeg 
har at ſige om Rafn. 

Samtalen dreiede fig ogſaa om Helga, hvis Skjon⸗ 
hed Halfred ikke nokſom kunde roſe. Fra hendes Side 
frygtede Gunlog Intet og udtalte ſin Fortroſtning om, 
at Rafn aldrig vilde kunne vinde hendes Kjærlighed. 

En halv Maaned for Vinteren landede de paa 
Melrakkeſletten, hvor de fatte Skibet paa Land. Der 
paa Sletten boede en Mand, ſom hed Thord; han føgte 
beſtandig Leilighed til Klammeri med de ankommende 
Kjobmend, og da han var ſteerk og dertil vel øvet i 


Gunlog Ormetunge. 607 


Brydning, ſaa havde han altid Overmagten. Det blev 
da ogſaa til Slagsmaal mellem ham og Gunlog, hvem 
det lykkedes at kaſte Thord, men idetſamme gik hans 
Fod af Led, faa han faldt tilligemed fin Modſtander. 

— Det kan være, at den anden Sag ikke fager 
bedre ÜUdfald for Dig, ſagde Thord. 

— Hvilfaf Sag mener Du? 

— Den med Rafn, naar han nu egter den ſmukke 
Helga. Jeg var tilſtede paa Althinget i Sommer, da 
det blev aftalt. 

Gunlog taug. Foden blev ſat i Led og forbunden; 
den ſvulmede ftærtt. Han red nu med Halfred og Folge 
til fin Fader paa Gilsbakke, hvor der blev ſtor Gleede 
over hans Komme. Det var den ſamme Loverdagaften, 
ſom Rafn holdt Bryllup paa Borg. Da Gunløg er- 
farede det, vilde han ſtrax ride derned. Hans Fader og 
alle de Tilſtedevcerende raadede ham derfra, men Gun⸗ 
log vilde ikke opgive fit Forfæt; han blev dog nodſaget 
dertil for Fodens Skyld, ſkjondt han ſogte at ffjule 
den Smerte, den forvoldte ham. 

Bryllupet paa Borg gik da uforſtyrret ſin Gang 
til flor Sorg for Helga, hvis Tanker vare hos Gun⸗ 
log. Under Gildet friede en anſeet Mand ved Navn 
Sverting til Helgas Halvſoſter Hungerd. Deres Bryl— 
lup ffulbde feires efter Juul paa Skaand hos Hungerds 
Freende Thorkel. 

Da Hoitiden var endt paa Borg, drog Rafn hjen 
til Mosfel med fin Kone Helga. Der fkete det fort 


— ——A—EL— 22 må 


608 Gunlog Ormetunge. 


Tid efter, at Helga vaagnede en Morgenſtund og ſaae 
Rafn lade ilde i Sovne. Da han vaagnede, ſpurgte 
hun, hvad det var, han havde dromt. Rafn qvad da 
et Vers om, at han dromte, at han laa i Sengen, 
ſvommende i fit Blod, og at Helga ikke kunde komme 
til at forbinde hans Saar. 

— Det ſkal jeg aldrig græde for, ſagde hun, thi 
J har handlet ilde imod mig; nu maa Gunlog være 
kommen hjem. — 

Kort efter fif hun Budſkab om Gunlogs Hjem⸗ 
komſt; hun blev. da faa harmfuld og trodſig mod Rafn, 
at han ikke formagede at holde hende hjemme, men maatte 
reiſe tilbage med hende til Borg. — Imidlertid gjordes 
der Anſtalter til Svertings og Hungerds Bryllup hos 
Thorkel pan Skaano. Illuge og hans Sønner vare 
indbudne. Da Illuge gjorde fig iſtand til at tage af⸗ 
ſted, ſad Gunlog i Stuen uden at gjøre Miner til at 
tage med. Illuge gaaer da hen til ham og ſporger: 

— Hvorfor bereder Du Dig ikke til Reiſen, Son? 

— Jeg agter ikke at reiſe med, ſvarer han. 

— Du maa reiſe med; giv ikke onde Tunger Lei⸗ 
lighed til at ſige om Dig, at Du teres hen af Lengſel 
efter denne Qvinde; lad ſom det ikke angager Dig, Du 
vil aldrig komme til at mangle en Kone. 

Gunlog gjorde da, ſom hans Fader bad. Da de 
kom til Gildet, fik Illuge og hans Sonner Plads paa 
det ene Hoiſcede, og Thorſtein Egilsſon, Rafn og Brud⸗ 
gommens Folge paa det andet ligeoverfor. Qvinderne 


Gunlog Ormetunge. 609 


fave paa Tveerbenken, Helga hin fagre ved Siden af 
Bruden. Hendes Sine vare ſtadig fæftebe paa Gunlog. 
Det gik her, ſom et gammelt Ord ſiger: ei formager 
Siet at dolge det, naar en Ovinde elſker en Mand. — 
Gunlog var iført en prægtig Kloedning, ſom han havde 
faaet af Sigtryg Silkeſkjceg, Kongen i Dublin. Ingen 
kunde maale ſig med ham enten i Styrke, Skjonhed 
eller Vext. — Der var kun liden Glæde ved bette Gilde. 
Da Ovinderne beredte fig til Hjemreiſen, gik Gunlog 
hen til Helga. J et Digt fortalte han hende om fin 
ſtore Sorg, hvorledes han ikke havde havt en glad Time, 
ſiden Helga var bleven Rafns Kone. Han udtrykte ſin 
Brede mod hendes Fader, der havde givet fin unge, 
ſkionne Datter hen for Pengenes Skyld. Til Afffed 
forærede han hende hin koſtbare Kappe, han havde faaet 
af Kong Ethelred. Derefter gik han udenfor Huſet; ude 
pan Ladet ſtode flere opſadlede Heſte; Gunlog ſprang 
op paa en af dem og red hen imod Nafn, der ſtod 
noget borte; da denne ſaae Gunlog komme ridende, 
traadte han tilbage. 

— Du har ikke nødig at vige, Rafn, raabte Gun⸗ 
log til ham; for denne Gang: behøver Du ikke at frygte, 
men huſk vel, hvad Du har udrettet. 

— Det pasſer ſig kun ſlet for os to, meente Rafn, 
at trœttes om en Qvinde, hvis Lige findes mange Steder. 

— Maaſkee er der mange, men mig ihkkes det 
ikke ſaa. 

J det Samme kom Illuge og Thorſtein til og 

40 


610 Gunlog Ormetunge. 


ſkilte dem. De rede da hver til Sit og forholdt fig 
rolige hele Vinteren. Men fra den Tid, da Helga havde 
talt med Gunlog, fif Rafn ingen Glede af fit Wgte— 
ſtab. 

Om Sommeren modtes Illuge Svarte og hans 
Sonner Gunlog og Hermund, Thorſtein Egilsſon og 
hans Son Kolſvein, Onund fra Mosfel med fine Son— 
ner, hvoriblandt Rafn, og Sverting, der var bleven gift 
med Hungerd, alle paa Althinget. Skapte var dengang 
Lovſigemand. — En Dag, da der var en ſtor Forſam— 
ling om Lovbjerget, traadte Gunlog frem, da Forhand⸗ 
lingerne vare fluttede, og bad de Tilſtedeveerende høre 
ham. 

— Er Rafn Onundsſon her? ſpurgte han. 

Rafn gap ſig tilkjende. 

— Du ved, at Du har ægtet min Feeſtemo og 
næret Fjendſkab imod mig; derfor vil jeg nu her paa 
Thinget udeſke Dig til Holmgang pan Øraaholm inden 
tre Dage. 

— Det er, hvad jeg ventede af Dig, ſparede Rafn. 
Jeg er beredt, naar Du vil. 

Denne Udfordring ſyntes begges Frender meget 
ilde om, men det kunde ikke forbydes de to Modſtandere 
at afgjøre Sagen paa denne Maade, der, ſkjondt Chri⸗ 
ſtendommen faa Aar iforveien var bleven lovplig indført 
paa Sen, dog var i Overeensſtemmelſe med Lovene. — 
Tre Dage efter var Alt beredt til Kampen. Illuge 
Svarte og et ſtort Folge fulgte Gunlog; Rafn blev 


Gunlog Ormetunge. 611 


ledſaget af ſin Fader, Skapte Lagmand og flere af hans 
Frender. Hermund holdt Skjoldet for Guulog og Sver— 
ting for Rafn. Den, der blev ſaaret, fkulde loſe fig 
fra Holmgangen med tre Mark Sølv. Som den Ud- 
fordrede havde Rafn det forſte Hug; han huggede af 
al fin Magt i Gunlogs Skjold, og Hugget var fan 
ſterkt, at Sværdet braſt ſonder ved Hjaltet, og Odden 
ſprang fra Skjoldet op mod Gunlogs Kind og tilfoiede 
ham en ubetydelig Rift i Huden. Deres Fedre lagde 
ſig da imellem tilligemed flere Andre. Gunlog paaſtod, 
at Rafn var overvunden, da han var bleven vaabenlos, 
medens Rafn paaſtod, at Gunløg var den Overvundne, 
da han var bleven ſaaret. Gunlog blev hidſig og paa— 
flod, at denne Kamp ſkulde være ugyldig. Hans Fader 
meente, at de for denne Gang ikke fkulde kempe mere. 

— Da vil jeg onſke, ſvarede Gunlog, at naar jeg 
og Rafn modes næfte Gang, Du da maa være fan 
langt borte, Fader, at Du ikke kan adſkille os. 

De ſkiltes nu og gik hver til Sit. Næfte Dag 
vedtog man paa Thinget, at Holmgang for Fremtiden 
ſkulde være forbudt. 

Nogen Tid herefter gik Gunlog og hans Broder 
Hermund en Morgen til Sxaa for at bade fig. Pan 
den modſatte Bred gik flere Qvinder, blandt dem var 
Helga. 

— Kan Du ſee din Frenke Helga paa den anden 
Side af Aaen? ſpurgte Hermund. 

Gunlog qvad til Svar i et Digt, at Qvinden 

40% 


612 Gunlog Ormetunge. 


var født til at vælfe Strid blandt Mændene; han havde 
havt Lyſt til at eie hende, men nu bagefter nyttede det 
kun lidet at ſee hende. 

De gik dog over Aaen, og Helga og Gunlog talede 
i lang Tid ſammen. Da han gik tilbage, ſtod Helga 
lenge og ſtirrede efter ham; han vendte ſig da om, idet 
han ſagde, at hendes Sine havde ſeet paa ham — det 
vilde blive begges Ulykke. 

Imidlertid var Rafn ligeſaa ivrig efter at faae 
kempet for Alvor ſom Gunlog; han red derfor en 
Morgenſtund til Gilsbakke. Gunlog var endnu ikke 
ſtaaet op, da han faae Rafn med tolv Mænd træde 
ind i Stuen. Han ſpringer hurtig op og griber til fit 
Sværd; da ſiger Rafn: 

— Der ffal ingen Fare true Dig; mit Wrinde 
her er folgende: J Sommer eſkede Du mig til Holm— 
gang paa Althinget, men Du var ikke tilfreds med Ud⸗ 
faldet; nu foreſlaaer jeg Dig, at vi begge reife bort 
fra Island i Sommer og i Norge fortſette vor Kamp; 
der kunne vore Frender ikke hindre os. 

— Du taler der, ſom det ſommer fig en brav 
Mand, udbrød Gunlog med Glæde; det Tilbud tager 
jeg gjerne imod. Nu ſkal Du her nyde ſaamegen Gjæft- 
frihed, ſom Du vil. 

— Det er ſmukt budet, Gunlog; denne Gang 
ville vi dog ſtrax tage bort igjen. 

Dermed ſkiltes de. Denne Aftale blev ikke længe 
ſkjult for deres Frender, ſom toge den meget ilde op. 


Gunlog Ormetunge. 613 


For de ſtridende Parters ſtore Hidſigheds Skyld var der 
imidlertid Intet mere at gjore derved; Sagen maatte 
nu have ſin Gang. 

Om Sommeren reiſte Rafn efter Aftale; Grim og 
Oluf, hans Faders Soſterſonner og begge tappre Mend, 
ledſagede ham. Alle Rafus Frender beklagede hans 


Bortreiſe; de havde ſogt at holde ham tilbage, men 


forgjaves; han ſagde, at han havde udeſket Gunlsg til 
en ny Kamp, fordi han kun havde Sorg af fit Agte⸗ 
ſkab med Helga; een af dem maatte nu doe. — Han 
kom da til Trondhjem og blev der hele Vinteren og den 
næfte Sommer, men horte Intet til Gunlog; den anden 
Vinter opholdt han ſig i Levanger, en Handelsplads ved 
Trondhjemsfjord. 

Gunlog var reiſt fra Island tilligemed Halfred 
Vandraadeſkjald ſamme Sommer ſom Rafn, men var 
bleven forſinket med Udruſtningen til Reiſen. Da han 
derfor nagede Orknoerne fort for Vinter, gik han i 
Land der og beſogte Jarlen, Sigurd Lodverſen. Der 
opholdt han fig nu i ſtor Anſeelſe hele Vinteren. Om 
Vaaren ruſtede Jarlen ſig til et Krigstog, og Gunlog 
drog med ham. De heerjede paa Sydergerne og Skot⸗ 
land, og overalt hvor de kom hen, udmeerkede Gunlog 
fig ſom den mandigſte, kjekkeſte og tappreſte af Alle. 
J Begyndelſen af Sommeren vendte Jarlen hjem; for⸗ 
inden havde Gunlgg taget Afſked med ham og var reiſt 
med et Kjsbmandsſkib til Trondhjem. Han bejøgte nu 
Erik Jarl paa Hlade og opholdt ſig hos ham Vinteren 


614 Gunlog Ormetunge. 


over. Jarlen havde hort, hvad der var foregaaet mel- 
lem ham og Rafn, og forbød da Gunlog paa det 
ſtrengeſte at keempe i hans Rige. Gunlog var taus 
og indeſluttet i al den Tid, han var hos Jarlen. — 
En Dag i den folgende Vaar gik han med fin Frende 
Thorkel udenfor Byen. Paa en Slette ſaae de en Kreds 
af Mænd. Inde i Kredſen ſtode to Mænd med Vaa⸗ 
ben og ſloges paa Skromt. Den Ene kaldte de Gun— 
log og den Anden Rafn. De Folk, der ſtode hos, talte 
om, at Islenderne tenkte langſomt og vare ſene til at 
hufke. Gunlog, der fane deres Haan og Spot, gik 
taus bort. Kort efter ſagde han til Jarlen, at han ikke 
længere vilde taale hans Hirdmaends Haan angaagende 
Sagen mellem ham og Rafn, og han bad Jarlen om 
en Folgeſvend til Levanger. Da Jarlen havde hort, 
at Rafn ikke længer var der, men var reiſt til Sverrig, 
gav han Gunlog Lov at reiſe og to Folgeſvende med. 

Da Gunlog om Aftenen kom med fine Mænd til 
Levanger, var Rafn felv Femte ſamme Dags Morgen 
reiſt derfra. Gunlog drog faa ad Sverrig til; da han 
kom op gjennem Verdalen traf det ſtadig faa, at han 
om Aftenen kom, hvor Rafn havde været den foregaa— 
ende Nat. Da han naaede den yderſte Gaard i Dalen, 
var Rafn draget derfra om Morgenen. Gunlog dve— 
lede da ikke et Sieblik, men reiſte videre i Lobet af 
Natten, og om Morgenen ved Solopgang ſaae de ende— 
lig hinanden. ' 

Det Sted, hvor de modtes, hed Gleipnisvolde; 


Gunlog Ormetunge. 615 


der var en Slette mellem to Søer, og et lille Næs, Dinge⸗ 
nes, ragede ud i den ene af dem. Rafn var ſelv Femte, 
Grim og Oluf vare hos ham. 

— Vel er det, ſagde Gunlog, at vi nu modes. 

— Ja, jeg er ikke den, der vil laſte det. Nu kan 
Du vælge, om vi To alene fkulle ſlaaes, eller vi Alle⸗ 
ſammen, lige mange paa hver Side. 

Gunlog ſagde, at det var ham ligegyldigt, hvad de 
gjorde. Grim og Oluf vilde ikke ſtaae ledige og fee 
paa Kampen; det vilde Thorkel Svarte, ſom var med 
Gunlog, heller ikke; de bleve da enige om at kempe 
alle tilſammen. 

— J ſtulle fee til og ſenere fortælle om vort 
Mode, ſagde Gunlog til Folgeſvendene. 

Kampen begyndte da, og Alle ſloges tappert. Grim 
og Oluf angrebe Gunlog, ſom dræbte dem begge, uden 
felv at blive ſaaret. Thorkel ſloges med Rafn og faldt 
for hans Haand. Tilſidſt var da kun Gunlog og Rafn 
tilbage. Kampen førtes nu med ſtor Heftighed, og der faldt 
tunge Hug. Gunlog havde det udmerkede Sveerd, ſom 
han havde faaet af Kong Ethelred. Med det huggede 
han tilſidſt den ene Fod af Rafn. Denne faldt dog 
ikke, men humpede hen til en Stub, hvortil han ſtot⸗ 
tede ſig. 

— Mu duer Du ei til Kamp; jeg vil ikke fegte 
mod en lemlæftet Mand, ſagde Gunlog. 

— GStjæbnen har været mig ugunſtig, ſvarede 


616 Gunlog Ormetunge. 


Raſn, men hvis jeg fil Noget at flukke min Torſt paa, 
kunde jeg maaſkee faae bedre Held med mig. 

— Svig mig ikke, faa ſkal jeg hente Band til Dig 
i min Hjelm. 

Gunlog gik da til Søen og hentede Band til Rafn, 
der tog imod Hjelmen med den venſtre Haand; medens 
han med Sværdet i den hoire hug Gunlog et ſtort Saar 
i Hovedet. 

— Det var umandigt af Dig, Rafn, at ſpige den, 
der troer Dig vel. 

— Det er ſandt, men jeg kunde ikke unde Dig 

Helgas Favn. 
É Dermed gik de atter løs paa hinanden, og Kampen 
endte med Rafns Dod. 

Jarlens Svende gik da til, forbandt Gunlogs Saar, 
begravede de Faldne og forte Gunlog paa hans Heſt 
tilbage til Levanger. Der laa han tre Dage og fit 
den ſidſte Olie. Da han dode, blev han jordet ved 
Kirken. 

Om Sommeren, for Efterretningen om Kampens 
Udfald kom til Island, dromte Illuge Svarte, at Gun⸗ 
log kom blodende til ham og i et Qvad berettede ham 
Kampens ÜUdfald. Samme Nat havde Snund en lig⸗ 
nende Drom om Rafn. 

Neſte Sommer, da Illuge og Onund traf ſammen 
paa Thinget, ſpurgte Illuge: 

— Hvad Bod vil Du give, fordi din Son Nafn 
Dræbte min Son med Svig? 


Gunløg Ormetunge. 617 


— Jeg ſeer ikke, at Du har Ret til at [ræve Bod 
herfor. Jeg ſatte mig imod deres Strid og vil heller 
ikke forlange Boder af Dig for min Son. 

— Da fkulle dine Frender faae det at føle, ſva⸗ 
rede Illuge. 

Om Hoſten red Illuge en Morgen tidlig til Mos— 
fel med tredive Mænd. Onund og hans Sonner und⸗ 
kom til Kirken, men Illuge tog to af hans Frender, 
Bjorn og Thorgrim; den Forſte dræbte han og huggede 
Fodderne af den Anden. Hermund, der ſorgede meget 
over ſin Broder Gunlogs Dod, fandt at dette ikke var 
Nok til Hævn. Onund havde en Broderſon, Rafn, 
der var en anſeet Kjobmand og eiede et Skib, ſom laa 
i Rutsfjord. Om Vaaren red da Hermund en Dag 
alene hjemmefra op til Rutsfjord. Da han kom hen 
til Skibene, var Wafn i Land og var omgiven af flere 
Kjobmeend. Hermund ilede til, gjennemborede ham med 
ſit Spyd og red ſtrax bort. De andre Kjobmend ſtode 
aldeles raadvilde ved denne Hermunds uventede Frem⸗ 
færd. — Der blev ingen Boder kravede eller betalte 
for disſe Drab. 

Helga blev gift med Thorkel Halkelsſon paa Ron⸗ 
dal. Men ffjøndt det var en udmeerket Mand, kom 
hun dog aldrig til at holde af ham, thi Gunlog var 
beſtandig i hendes Tanker; det var ſaaledes hendes ſtorſte 
Glæde at fee paa den Kappe, hun hapde faaet af Gun⸗ 
log. Engang kom der Sygdom i Thorkels Huus; og⸗ 
faa Helga blev ſyg, men laa dog ikke tilſengs. En 


618 Gunlog Ormetunge. 


Loverdagaften fad hun i Stuen og hvilede fit Hoved i 
ſin Mands Skjod; da ſendte hun Bud efter Gunlogs 
Kappe, og da hun fil den, hævede hun Hovedet, bredte 
den ud for fig og ſaage længe paa den; hendes Hoved 
faldt derpaa tilbage i Thorkels Skjod — hun var dod. 
Hun blev begraven i Kirken, og der blev almindelig 
Sorg ved hendes ſaavelſom ved Gunlogs Dod. 


619 


Benvenuto Cellini. 


Et Charakteerbillede 
af 


H. P. Holst. 


Medens de italiente Steder og Republiker i den 
tidlige Middelalder ligge i uafbrudt Krig med hinanden 
og frembyde et forvirret og uhyggeligt Billede af Par⸗ 
tihad, Fattigdom og Lovloshed, hæver Florents fig he— 
derligt frem imellem dem alle ved ſine kloge Regenter, 
fin rige Borgerſtand, fin Handelsaand og fine dygtige 
Haandværkere. J denne rige og ſkjonne By fee vi 
ogſaa det Særfyn, at ſtore og udmerkede Kunſtnere 
udgage af Haandveerkernes Clasſe, og at Haandværk 
og Kunſt i en lang Blomſtringstid ſmelte ſammen lige⸗ 
ſom i Oldtiden. Blandt Haandverkerne havde Guld⸗ 
ſmedene den forſte Rang, og til dem hører ogſaa den 
Mand, hvis Liv jeg her vil fortælle. Hvis bet lykkes 
mig at give et tro og fyldigt Livsbillede af en Kunſtner, 
hos hvem den reneſte Skjonhedsfslelſe og den fineſte 


620 Benvenuto Cellini. 


Udforelſe i Kunſten forene fig med vild, toileslos og 
ubeendig Heftighed i det daglige Liv, og hos hvem den 
naiveſte Kunſtnerſjeel er parret med et mageloſt Kunſt⸗ 
nerhovmod, fan har han ſelv leveret Materialet “). 
Benvenuto Cellini nedſtammer fra en gammel flo— 
rentinſk Familie. Hans Fader hed Andrea, og Moderen, 
der var udmeerket ſmuk, Madonna Eliſabetta. Efter 
Benvenutos Sigende var Faderen en Mand «di mara- 
viglioso ingeniob; han var pan eengang Tegnemeſter, 
muſikalſk Inſtrumentmager og Floitebleſer; han gjorde 
fortræffelige Modeller, arbeidede meſterligt i Elfenbeen 
og ffrev udmerket gude Vers. Hans Egteffab med 
Madonna Eliſabetta var i atten Aar barnloſt, og forſt 
efter faa lang Tids Forløb bragte hun to dobdfodte 
Drengeborn til Verden. Aaret efter fødte hun en Dat— 
ter, der hed Roſa, og da hun igjen blev ſvanger og 
havde de ſamme Lyſter (vizii) ſom forrige Gang, ven— 
tede man, at det igjen fulde blive en Pige. Deri 
bedrog man ſig, thi Natten til Allehelgensdag fodte 
hun en Son. Fodſelshjelperſken, der vidſte, at man 
ventede en lille Pige, ſvobte Drengen i de fineſte Liin 
og bragte ham ſtille til Meſter Andrea med de Ord: „Her 
bringer jeg Eder en ſmuk Forcring, ſom J ikke havde 
*) Vita di Benvenuto Cellini, orefice e scultore ſiorentino, 
scritta da lui medesimo, restituita alla lezione originale 
sul manuseritto Poirot ora Laurenziano dal dottore 
Tassi. II. vol., Firenze 1829. Avertimento LXVII. 
1065 pag. 


Benvenuto Cellini. 621 


ventet Jer.“ Meſter Andrea gik netop urolig op og 
ned ad Gulvet og ſagde: „Hvad Gud. beffærer mig er 
mig altid kjcert.“ Men da han ſaae, at det var en 
Son, flog han Henderne ſammen og raabte overraſket: 
„Herre, jeg takker Dig af mit ganſke Hjerte! Han ffal 
være mig dobbelt kjer! han ſkal være mig velkommen 
(sia benvenuto)!“ Da man ſpurgte ham, hvad Dren⸗ 
gen ſkulde hedde, ſvarede han glededrukken: „Benvenuto!“ 

Faderens Geni gik i Arv til Drengen. Allerede 
ſom Lille forraadte han Lyſt til at tegne og blive 
Guldſmed; men Faderen havde fat fig i Hovedet, at 
han ffulbde blaeſe Fløite, og for at føle ham øvede 
Drengen fig ogſaa flere Timer daglig. Med hvert Aar 
blev Floiten ham dog mere forhadt, og da han var 
femten Aar gammel, gav han ſig imod Faderens Villie 
i Lære hos en dygtig Guldſmed, der hed Antonio San— 
dro. Her udmerkede han fig i den Grad, at han i 
Løbet af fan Maaneder var den bedſte Arbeider i Verk— 
ſtedet, og paa ſamme Tid tegnede han flittigt efter 
Michel Angelos Cartoner. 

En italienſk Billedhugger ved Navn Torreggiani 
kom paa den Tid til Florents. Han havde opholdt fig 
længe i London og var vendt tilbage til Italien for at 
opſoge unge, talentfulde Folk, der kunde være ham be⸗ 
hjælpelig med de ſtore Arbeider, han havde at udfore 
for Kongen af England. Ved et Tilfælde fil han Ben⸗ 
venuto Cellinis Tegninger at ſee og gjorde ſig al 
Umage for at vinde ham. Det var ogſaa lykkedes, 


bn 


622 Benvenuto Cellini. 


hvis Benvenuto ikke en Dag havde hort ham tale ondt 
og ueerbodigt om Michel Angelo, hvem Benvenuto al- 
drig omtaler, uden at han kalder ham „den guddom⸗ 
melige“ eller „den vidunderlige.“ Fra det Sieblik kunde 
Benvenuto ikke taale at ſee ham. 

Cellinis voldſomme og ufordragelige Charakteer 
gjorde imidlertid, at han ikke kunde forliges med fine 
Meſtere, ſelv om disſe ſatte nok ſaamegen Priis paa 
hans Dygtighed, og hans urolige Sind jog ham uop— 
horligt fra den ene By til den anden. Hvor han kom 
hen, var han i Strid paa Sieblikket. Hans Hovmod 
giorde, at han ikke kunde taale Nogen ved Siden af 
fig; han jane Fjender i Alle, ſelv i dem, der kjsbte 
hans Arbeider; et Blik, en Mine var nok til at bringe 
Blodet i Kog hos ham; Dolken foer da ſtrax ud af 
Skeden, han talte ikke ſine Modſtandere, men ſtak og 
ſlog i blindt Raſeri, jaalænge til han var ene paa Val⸗ 
pladſen, og det endte da gjerne med, at han enten føgte 
Friſted i et Kloſter, hvorfra han forkledt maatte und⸗ 
vige, eller at Svrigheden vifte ham ud af Byen. Men 
midt under alt dette forſomte han ikke nogen Leilighed 
til at uddanne fig i fin Kunſt, og ikke blot i fin egen, 
men i Alt, hvad der grendſede til den. Der behovedes 
blot, at en Mand kom i udmerket Ry for at ffære 
Stempler i Staal, gjøre Crucifixer af Guldblik eller 
ſtikke Signeter til Cardinalerne, faa havde Benvenuto 
hverken Rift eller Ro, for han ogſaa deri var deres 
Meſter. 


Benvenuto Cellini. 623 


Disſe Arbeider bleve i Rom udmerket betalte, og 
han glemte da aldrig at ſende ſin Fader en Deel af 
Fortjeneſten, ligeſom han ogſaa af Pietet imod ham 
aldrig ganſke lagde Floiten paa Hylden. Hans Be⸗ 
rommelſe vorte med hver Dag, og naar man huſker 
paa, at Benvenuto Cellinis Kunſtnervirkſomhed falder 
ſammen med Renaisſancen, da navnlig i Rom Beun— 
dringen for den antike Kunſt og dem, der reproducerede 
den, ſteg til en Begeiſtring, ſom i Kunſtens Hiſtorie 
ikke har havt fin Mage, faa vil man forſtaae, hvorledes 
man i Rom maatte kappes om at fane Arbeider af 
Cellini, og ſaa bliver det heller ikke uforklarligt, at han 
ſaa uſtraffet har kunnet give fit ubendige Sind Toilen, 
og at man, i naiv Beundring af hans Geni, faa ro— 
ligt fandt fig i haus Galſkaber. 

Biſkoppen af Salamanca havde beſtilt en Vaſe 
hos ham. Vi lade Benvenuto ſelv fortælle, hvorledes 
han opforte ſig imod ham. 

„Biſkoppen var en fortræffelig Mand, meget rig, 
men vanſkelig at tilfredsſtille; han ſendte daglig Bud 
til mig for at erfare, om jeg beſtilte noget, og naar 
hans Bud ikke traf mig ved Arbeidet, blev han raſende 
og ſvoer paa, at han vilde tage Arbeidet fra mig og 
lade en Anden gjøre Reſten. Deri var den fordømte 
Floite Skyld, thi forreſten arbeidede jeg Dag og Nat 
og med den ſtorſte Flid paa Vaſen, jaa at jeg ſnart 
kunde viſe Biſkoppen den. Men dermed blev det ikke 
bedre, thi hans Utaalmodighed efter at fane den blev 


624 Benvenuto Cellini. 


nu kun ſtorre. Tre Maaneder efter ſtod Vaſen ferdig 
og forziret med ſaamange Dyr, Planter og Maſker, 
ſom man kan tenke fig. Strax efter ſendte jeg den 
med Paulin til Lucagnolo, der tog den i Haanden, be— 
tragtede den lenge og ſagde til Drengen: Siig til din 
Herre, at han er en fortræffelig Mand, at han ffal 
være min Ven og overlade det Øvrige til mig.“ 
Drengen bragte mig glad dette Budſkab, og Vaſen blev nu 
overrakt Biſkoppen, der forlangte af Lucagnolo, at han 
ſkulde vurdere den. Denne fatte en hoi Priis paa den 
og roſte den langt mere, end den fortjente. Biſkoppen 
af Salamanca tog da mod Vaſen og ſagde paa ſin 
fpanffe Maneer: „Ved Gud, han fkal fane Lov til at 
vente ligeſaa længe paa fin Betaling, ſom jeg har 
ventet pan hans Arbeide.” Herover blev jeg poerſt 
fortrydelig og gav mig til at forbande Spanien og 
onſke det alt muligt Ondt.“ 

Benvenuto fortæler nu, hvorledes en Adelsmand 
en Dag, da Biſkoppen ikke var i Stuen, kom til at 
bryde Hanken af denne Vaſe, og at Mundſtjenken ſtrax 
ilede hen til ham for at faae den iſtandſat. Det gjorde 
han ogſaa; men nu, da han igjen havde Vaſen i fine 
Hænder, vilde han ikke levere den tilbage. 

„Herover“, ſiger han, „kom Mundſtjenken i et 
ſaadant Raſeri, at han greb til Kaarden og med Magt 
vilde trænge ind i mit Verkſted. Jeg fatte mig der⸗ 
imod med væbnet Haand og lod det ikke mangle paa 
heftige Ord. „Jeg giver den ikke fra mig!“ raabte jeg. 


Benvenuto Cellini. 625 


„Gaa og ſiig til din Herre, at jeg vil have mine Penge 
forſt, inden den igjen kommer ud af mit Bærlited.” 
Da Mundſkjœnken fane, at hans Trusler intet hjalp, 
begyndte han at trygle og bede og lovede, at han vilde 
hjælpe mig til mine Penge, naar jeg gav ham den. 
Jeg forandrede ikke min Beſlutning, men vedblev at 
ſvare det Samme; tilſidſt opgav han det og lob bort, 
idet han truede med at komme tilbage med en Mengde 
Spaniere, der ſkulde hugge mig i Stumper og Stiykker. 
Jeg troede ham nok iſtand til at begaae en ſaadan Ne⸗ 
derdregtighed, greb derfor min Jagtbosſe og beſluttede 
at forſvare mig og min Eiendom til det Pderſte. Kort 
efter kom Mundſkjcenken tilbage med en Mængde veb— 
nede Folk og befalede dem at trænge ind til mig. Jeg 
ſpendte Hanen og raabte ud til dem: „Lumpue Rovere 
og Mordere, ſtormer man ſaaledes Huſe og Boutiker i 
Rom? Enhver af Jer Kjeltringer, der vover at nærme 
fig min Dor, fkal ligge paa fine Gjerninger.“ Jeg 
ſigtede i det ſamme paa Mundfkjcenken og raabte: „Og 
Du, Erkegavtyv, der er Anſtifter af det Hele, Du ſkal 
være den Forſte!“ Han gav fin Heſt Sporerne og 
fprængte afſted. Ved denne Larm kom Naboerne ud af 
deres Huſe, og nogle romerſke Adelsmænd, der netop 
kom forbi, raabte til mig: „Slaa de Hunde ihjel! vi 
ſtulle nok hjælpe Dig.“ Disſe kraftige Ord indjog 
mine Modſtandere ſaadan en Frygt, at de flygtede over 


Hals og Hoved og fortalte deres Herre Sagen med 
41 


626 Benvenuto Cellini. 


alle Omſtendigheder. Francesco Penni“) kom nu til 
for at mægle os imellem, og Monſignoren ſagde til 
ham, at hvis jeg ikke ſtrax bragte ham Vaſen, fulde 
der ikke blive andet end rene tilbage af mig — «che 
di me il maggior pezzo sariene gli orecchi» — men 
hvis jeg kom med den, ſkulde jeg faae min Betaling. 
Jeg blev dog ikke bange, men lod ham vide, at jeg 
ſtrax vilde underrette Paven om det Hele. Imidlertid 
vare vi begge blevne mere rolige, og nogle romerſke 
Adelsmend indeſtode mig for, at han iffe vilde tilføte 
mig nogen Overlaſt, men betale mig mit Arbeide. Jeg 
begav mig da hen til ham i Paudſerſkjorte og med en 
lang Dolk. Hele hans Tjenerſkab ventede paa mig. 
Jeg havde Paulin med mig, der bar Solvkarret, og 
det var, ſom om jeg ſkulde igjennem den hele Dyrekreds, 
thi den Ene fane ud ſom en Love, den Anden ſom en 
Skorpion, den Tredie ſom en Krebs, indtil jeg endelig 
kom til Biſkoppen ſelv, der vveroſte mig med Grovhe— 
der. Jeg fane flet ikke op og ſvarede ikke. Herover 
blev han endnu giftigere, lod hente et Skrivetoi og be— 
falede mig at underſkrive, at han havde betalt mig. 
„Det vil jeg gjerne gjore,“ ſagde jeg til ham, „naar 
jeg forſt har mine Penge!” Biſkoppen blev da endnu 
heftigere og vedblev at true og ſtoie; endelig betalte 
han mig Pengene; jeg ſkrev under og gik fornøiet 
fra ham. 


*) En berømt Maler og Diſcipel af Raſael. 


Beuvenuto Cellini. 627 


Paven lo, da han horte denne Hiſtorie, og udtalte 
ſig ſaa venligt om Benvenuto Cellini, at Biſkoppen af 
Salamanca angrede ſin Opforſel og lod ham ſige, at 
han havde flere Arbeider endnu at overdrage ham, hvor— 
til Benvenuto ſvarede, at han gjerne vilde modtage 
dem, naar han fif fin Betaling forud. Ogſaa dette 
Svar kom Paven for Øre, og han lo hjerteligt af det. 
Men fra bette Sieblik voxede Benvenutos Berommelſe 
endnu mere, og flere af Cardinalerne kaſtede deres Gunſt 
paa ham og beſtilte koſtbare Arbeider hos ham. 

Kort efter forplantede Krigen mellem Karl den 
Femte og Frants den Forſte fig til Italien. Ved Ef⸗ 
terretningen om, at Connetablen af Bourbon rykkede 
mod Rom greb Alle til Vaaben og iblandt dem ogſaa 
Benvenuto. Connetablen ſtod netop i Begreb med at 
ſtorme Byen, da han blev dræbt af et Geverſkud, og 
dette Skud affyredes af Benvenuto. Efter denne Be⸗ 
drift fik han ſin Poſt paa Engelsborg, paa hvis overſte 
Platform der var opplantet fem Kanoner, med hvilfe 
han tilfoiede Fjenden jan ſtor Skade, at Pave Clemens 
den Syvende flere Gange perſonlig takkede ham for 
hans gode Tjeneſte. Ved et velrettet Skid ſaarede han 
heroppefra Prindſen af Oranien, hvad der bragte ſtor 
Forvirring mellem de fjendtlige Tropper. 

En Dag lod Paven, der dog var bleven urolig for 
Kampens Udfald, ham hente til fig. Den hellige Fader 
leverede ham ba egenhændig den tredobbelte Krone og 


alle de Juveler, der fandtes i det apoſtoliſke Skatkam⸗ 
41* 


628 Benvenuto Cellini. 


mer, og forlangte, at han i hans Nerrvarelſe ſkulde 
tage Stenene ud af deres Indfatning. Det gjorde han, 
lagde hver Steen for ſig i et Papir og ſyede dem ind 
i Pavens Kleeder. Guldet, der omtrent veiede to hun— 
brede Bund, tog han med fig og bragte det ſmeltet til— 
bage til Paven. 

Efter Capitulationen i 1527 gik han ſom capitano 
til Florents, men her raſede Peſten, og iblandt de 
utallige Offre, den havde bortrevet, var ogſaa hans 
Fader. Han vendte da bedrøvet tilbage til Rom, hvor 
Paven, der var fyg, modtog ham paa Sengen, talte 
længe og venligt med ham, gav ham nye Arbeider og 
udnævnte ham til fin Montmeſter (maestro delle stampe 
della Zecca), hvad der vakte ſtor Misfornøielfe blandt 
hans Fjender og Misundere. 

Paa denne Tid blev en Broder af ham, Fran⸗ 
cesco Cellini, der var Krigsmand og knyttet til Johan 
af Medici's Huus, dræbt i Rom i et Slagsmaal med 
de pavelige Sbirrer. Benvenuto elſkede denne Broder 
høit og tog fig hans Dod ubeſtkriveligt nær. Han lod 
reiſe et koſtbart Gravmcele over ham, og Billedet af 
ham ſtod beſtandig for hans Tanker. Han blev paa 
eengang ordknap og alvorlig, og ſelv Paven bebreidede 
ham oftere, at han ſaaledes fortabte ſig i ſin Sorg. 
Hans eneſte Fornoielſe var daglig at holde Sie med 
fin Broders Banemand og udſpeide ethvert af hans 
Skridt med en Elſkers Iver og ÜUdholdenhed. „Jeg 
meœrkede tydeligt,” ſiger han, „at denne Begjerlighed 


Benvenuto Cellini. 629 


efter at ſee ham ſaa tidt berovede mig baade Sovn og 
Appetit og forte mig til Graven (per il mal cammino); 
jeg fattede altſaa min Beflutning, thi jeg maatte have 
en Ende paa denne Tilſtand.“ Samme Aften pasſede 
han ſin Broders Drabsmand op, juſt ſom denne gik til 
et Stevnemode, og med en lang Dolk ſtak han ham 
efter Halſen, men traf ham i Skuldren. Han flygtede, 
men kun et Par Skridt, thi Benvenuto indhentede ham 
og gav ham et nyt Stod, der var fort med en ſaadan 
Kraft, at Dolken blev ſiddende i Nakkebenet. Der kom 
Folk til, og Benvenuto flygtede nu hen til Hertug Ales— 
ſandro, hvem han fortalte, hvad der var forefaldet. 
Hertugen ſagde, at han ſkulde gage rolig hjem, arbeide 
flittigt og ikke i de forſte Dage forlade ſin Bolig. 

Han arbeidede nu ivrigt pan et Verk, han udførte 
for Paven, og undrede fig over, at Hs. Hellighed, der 
ellers neppe lod en Dag gage hen, uden at han vilde 
fee, hvorvidt han var kommen, flat ikke ſendte Bud efter 
ham. Endelig kom dog en bologneſiſk Kammerherre for 
at afhente ham, og af ham erfoer han, at Paven vidſte, 
hvad der var ſkeet. Da han kon ind til den hellige 
Fader, ſaae denne vredt og fortørnet paa ham, men 
det var ogſaa det Hele. Alt ſom han betragtede haus 
Arbeide, opklaredes hans Anſigt; han roſte ham, fordi 
han havde været faa flittig, og ſagde: „Siden Du nu 
er helbredet, ſaa gaa hjem og ver fornuftig.“ 

Kort efter havde et Uheld imidlertid ner berøvet 
ham Pavens Gunſt. Denne havde ſendt ham alle de 


—ö—ä— [b; — — —ä—ääꝓũr7 — 


— > 


630 Benvenuto Cellini. 


koſtbare 2Wdelſtene, der ſkulde indlægges i Arbeidet. En 
Nat brød der en Tyv ind i hans Veerkſted, ranede en 
Mængde Guld- og Solvarbeider og begyndte at op— 
bryde Skabene, men blev forſtyrret af en vagtſom Hund, 
ſom Hertug Alesſandro havde foræret ham. Hunden 
foer ſom raſende omkring i Huſet for at vekke Arbei— 
derne, men Ingen vilde ſtaae op, og Tyven fif imid— 
lertid Leilighed til at undkomme med fit Bytte. Næfte 
Morgen var Benvenuto ude af fig ſelv, da han mer— 
kede, at han var beſtjaalen; men hans Fortvivlelſe gik 
hurtigt over, da han opdagede, at Tyven ikke havde faaet 
Fingre i de pavelige Juveler. Han beroligede Arbei- 
derne, kledte fig paa, tog Juvelerne med fig og gik 
ſtrax til Paven, der allerede havde faaet Nys om hvad 
der var foregaget. 

„Paven, fortæller hau, tilkaſtede mig et frygteligt 
Blik og ſpurgte i en heftig Tone: „Hvad er der i 
Veien? hvad vil Du?“ — „Viſe Eder Eders Juveler,“ 
ſagde jeg; „der fattes ikke en eneſte!“ — Paven blev 
nu ſtrax mildere og ſagde: „Saa vær mig velkommen!“ 
— og medens han betragtede mit Arbeide, fortalte jeg 
ham, hvilken Angſt jeg havde gjennemgaget. Han vendte 
fig et Par Gange om og ſaae paa mig, og tilſidſt lo 
han og ſagde: „Gaa og bliv ved at være en ærlig 
Mand ligeſom hidtil.” — Faa Dage efter opdagede 
Benvenuto ved fin Hunds Hjælp Tyven, der gav ham 
Alt tilbage, hvad han havde frarøvet ham. 

Han fuldendte nu fit Arbeide til Paven og hoſtede 


Benvenuto Cellini. 631 


ſtor Berommelſe for det, thi det blev anſeet, ſiger han 
ſelv, for „det ſkjonneſte Arbeide, der var blevet feet i 
Rom.“ Paven overvældede ham med Godhed og 
ſagde: „Min Benvenuto! hvis jeg var rig, vilde jeg 
give Dig ſaameget Land, ſom Du kan overſee med dine 
Sine; men jeg er for Sieblikket kun en fallit Staffel 
(siamo poveri imperalori falliti), dog ffal Du fane Alt, 
hvad Du behover.“ 

Paven ſyntes imidlertid ikke meget tilboielig til at 
holde ſine Lofter, thi da der kort efter blev et Embede 
ledigt ſom «frate del piombon ), bad Benvenuto Pa⸗ 
ven om denne Poſt, der aarlig indbragte 800 Scudi. 
Paven beſtilte en Guldkalk hos ham, men meente for— 
reſten, at han vilde forſomme fin Kunſt, naar han fil 
et ſaa fedt og mageligt Embede. Benvenuto var af 
den modſatte Mening, og de fkiltes meget utilfredſe 
fra hinanden. 

Da Paven kort efter maatte gjore en Reiſe til 
Bologna, lod han Benvenuto igjen komme til fig og 
opfordrede ham til at ſkynde fig med den Kalk, han 
havde i Arbeide for ham. Benvenuto forlangte Penge 
til fine Udlæg, men Paven vilde ingen give ham; bev= 
imod paalagde han Cardinal Salviati inden ſin Afreiſe 
*) J den romerſke Curie er Puffizio del piombo den Myn⸗ 

dighed, der hefter il piombo eller det pavelige Segl til den 

hellige Faders Buller. Ciſtercienſerne havde denne Beſtilling 

i lang Tid; men den gik undertiden ogſaa over til Legfolk, 

der da maatte anlægge Munkekutten. 


— . — 


632 Benvenuto Cellini. 


at have Tilſyn med Benvenuto og hans Arbeide. Car⸗ 
dinalen („questo Cardinal bestiab) ſendte da Bud efter 
ham og ſpurgte ham i en hoffærdig Tone: „Hvorledes 
gaaer det? Er Du faa færdig med din «cipollata?» 7) 
Benvenuto, der blev fornærmet over bette Udtryk, ſva⸗ 
rede ham i ſamme Tone. Cardinalen, „der liguede 
meer et Dyr end et Menneſke“, blev raſende og truede 
ham med Galeierne. Benvenuto meente, at der var 
andre hoitſtagende Folk, der vare nærmere til Galeierue 
end han; forreſten, tilfsiede han, kunde det ikke nytte, 
at Cardinalen tiere ſendte Bud efter ham, thi han kom 
ikke, uden at han blev hentet med Magt. 

Aldrig ſaaſnart kom Paven tilbage, for han lod 
Benvenuto kalde til ſig. Salviati havde da allerede 
givet ham hans Skudsmaal, og Paven var raſende. 
Han foer hen imod ham og truede med at lade ham og 
hans Arbeide kaſte ud af Vinduet. Da Benvenuto ſage, 
at Paven med eet var bleven „ſaadant et flemt Beſtie“ 
— cosi pessima bestia —, blev han ham Intet fkyldig. 
De fkjendtes nu dygtigt, og det endte med, at Pa⸗ 
ven maatte give gode Ord, inden Benvenuto gik — 
men Arbeidet blev ufuldendt. Da hverken Bonner eller 
Trusler kunde formaae ham til at lægge den ſidſte Haand 
paa det, lod Gouverneuren i Rom ham efter Pavens 


) Cipollata er en Slags Ragout af Log, Sukker og andre 
Ingredientſer; her betyder det: Sammenſurium, Mak⸗ 
verk. 


Benvenuto Cellini. 633 


Befaling kalde til ſig. Denne meddeelte ham, at det 
var forbi med Pavens Taalmodighed, og at han ſtrax 
ffulde udlevere Arbeidet, ſaaledes ſom det var. Det 
vilde Benvenuto ikke, thi Arbeidet, ſagde han, var hans 
Eiendom, og det var ikke blevet færdigt, fordi Paven 
ikke havde givet ham Penge til at fuldende det. Der⸗ 
imod var han villig til ſtrax at tilbagebetale de fem⸗ 
hundrede Scudi, ſom Paven havde givet ham i For⸗ 
ſkud, da han beſtilte det. Gouverneuren faae nok, at 
han ikke kunde komme videre. Han meddeelte ham da, 
at det var Pavens endelige Beſlutning, at Benvenuto, 
i Gouverneurens Paaſyn, ſkulde lægge "fit Arbeide i en 
Kasſe, forſegle den og ſende den til Paven, der da „paa 
Tro og Love“ forpligtede ſig til ikke at aabne den, 
men ſtrax ſende den tilbage. Hertil var Benvenuto 
villig, „thi“, ſagde han, „jeg vil dog ſee, hvorledes en 
Paves Tro og Love er beſkaffen“. Gouverneuren 
bragte da ſelv Kasſen til Paven, der ſtrax ſpurgte ham, 
om han med egne Sine havde feet, at Arbeidet var der. 
Gouverneuren bekreftede det og roſte Arbeidet meget. 
Paven tog da Kasſen, rev Seglgarnet over, aabnede 
den og ſagde: „Siig til Benvenuto, at Paven har Magt 
til at loſe og binde ganſke andre Ting end disſe.“ Ef⸗ 
terat hau længe havde beundret Arbeidet, gav han det 
tilbage til Gouverneuren og opfordrede ham til at gjore 
Alt for at komme til Rette med Benvenuto, betale ham 
hans Arbeide rundelig, men forlange det ferdigt til 
en beſtemt Termin. Da Gouverneuren bragte Benve⸗ 


. 
em — M mm 0 


634 Benvenuto Cellini. 


nuto Kasſen aaben tilbage, lo han høit og ſagde: „Nu 
veed jeg da, hvorledes en Paves Tro og Love er be— 
ſkaffen.“ Gouverneuren ſogte at faae ham til at gane 
ind paa Pavens Forlangende, men Benvenuto var ube— 
vægelig. Han tog fin Kasſe under Armen, gik lige 
hen til Pavens Slatkammer og betalte de femhundrede 
Scudi tilbage. Dermed var Sagen afgjort, men til 
ſtor Misfornsielſe for Paven, der brød fig kun lidt om 
de femhundrede Scudi, men eergrede ſig over, at han 
igjen havde trukket det kortere Straa. 

Benvenuto Cellini gik nu til Neapel, hvor man 
øverøfte ham med Wresbeviisninger, og hvor Vicekon— 
gen ſogte at knytte ham til fig. Det lykkedes dog ikke, 
thi et Brev fra Cardinalen af Medici kaldte ham igjen 
tilbage til Rom og til Paven. Benvenuto havde i 
tidligere Dage til Wre for Paven fkaaret en Medaille 
med den hellige Fabers Bryſtbillede paa den ene Side og 
Fredsgudinden paa den anden. Paven var bleven faa glad 
og rort, da Cardinalen viſte ham den, at han ikke havde 
Ro, for han havde Benvenuto tilbage. Han bad ham 
nu om at anbringe paa Reverſen, iſtedenfor Fredsgud— 
inden, Moſes, der flaaer Band ud af Klippen, med 
Omſkriften: ul populus bibat *). Benvenuto lovede det, 
og Paven bad ham endnu om at bringe den ſelv, naar 
han var færbig. Dermed ffiltes de venligt fra hinan⸗ 
den. Da Benvenuto kort efter bragte Medaillen til 


*) For at Folket kan drikke. 


Benvenuto Cellini. 635 


den hellige Fader, laa denne paa Dodsleiet. Ikke deſto⸗ 
mindre lod han Benvenuto komme, talte længe og ven— 
ligt med ham, og da han horte, hvad han bragte, lod 
han tænde Lys og forlangte fine Briller; men hans 
Blik var allerede omtaaget, og han kunde Intet ſee. 
Alligevel flap han ikke Medaillen, men blev ved at 
famle paa Stemplet med Fingerſpidſerne, idet han ud⸗ 
ſtodte et dybt Suk. Tre Dage efter var han dod, og 
aldrig ſaaſnart havde han lukket fine Sine, for Ben- 
venuto dræbte paa aaben Gade en Mand, ſom hed 
Pompeo, der ſtadigt havde ophidſet Pave Clemens 
imod ham. 2 
Hans Cfterfølger, Paul den Tredie af Huſet Far⸗ 
neſe, lod ſtrax Benvenuto falde til fig, gav ham Arbeide 
og befalede, at der ſkulde udſtedes et Fribrev for ham. 
Da en af hans Omgivelſer bemeerkede, at det neppe var 
klogt i de forſte Regjeringsdage at omgaage Loven pan 
den Maade, reiſte Paven ſig i Vrede og ſagde: „Hvad 
forſtaaer Du Dig derpaa? Loven er ikke for ſaadanne 
Folk ſom Benvenuto, der ere eneſte i deres Slags.“ 
Alligevel var Benvenuto ingenlunde ſikker, thi 
Pompeos Slægt og Venner havde ſpvoret at hævne fig 
paa ham, og for at undgaae deres Efterſtrebelſer blev 
han nodt til hemmeligt at forlade Rom ved Nattetid 
og flygte over fin Fedreneby Florents til Venedig. Paa 
Tilbagereiſen fra Venedig modtog han den pavelige 
Bulle, der meddeelte ham fuldſtendig Benaadning og 
fritog ham for al Straf med Henſyn til Mordet paa 


FF re Bess zr 


636 Benvenuto Cellini. 


Pompeo. Han vendte da ufßortovet tilbage til Rom, 
men faldt ſtrax ved fin Ankomſt i en haard Sygdom 
og var allerede halvdod, da hans ſteerke Natur ſeirede, 
juſt ſom hans Slægt og Venner ved Sygeſengen vare 
ifcerd med at dele hans Sager imellem fig. Cardinal 
Cornaro lod ham nu i en Baereſtol bringe op til fin 
Villa paa Monte Cavallo, hvor han i den ſunde Luft 
kom ſig aldeles. 

Rygtet gik un, at Keiſer Karl den Femte pan 
Hjemreiſen fra Tunis vilde gjæfte Rom, og aldrig ſaa— 
ſnart bekreftede Rygtet ſig, for Paven lod Benvenuto 
falde til fig for at raadfore fig med ham om en For- 
ering, han agtede at give Keiſeren. Omſider kom man 
overeens om et Breviar i Miniatur med udmerket 
ſmukke Billeder, ſom Cardinalen af Medici havde be— 
talt med totuſinde Scudi; Benvenuto ſkulde forarbeide 
Bindet af masſivt Guld med indlagte 28 Tdelſtene og 
mange Forziringer til en Verdi af ſextuſinde Seudi. 

Strax ved fin Ankomſt til Rom forærede Keiſer 
Karl Paven en ſjelden Brillant, ſom han havde Fjøbt 
for tolvtuſinde Seudi. Paven leverede den ſtrax til 
Benvenuto, for at han ſkulde indfatte den i en Ring. 
Til Gjengjeld tog Keiſeren meget naadig imod Breviaret 
og ſagde Benvenuto i den Anledning en Mængde Be— 
hageligheder. Anden Belonning fik han ikke heller og 
var derover meget misfornoiet; men for at glemme fin 
Aergrelſe gav han ſig til at arbeide ivrigt paa at ind⸗ 
fatte Brillanten. Han lavede forſtjellige Folier og der 


Benvenuto Cellini. 637 


iblandt een, der var faa udmerket, at den vakte alle 
Kjenderes Beundring. Han bragte den ſelv til Paven, 
der var faa heurykt over den, at han overveldede Ben⸗ 
venuto med Kjertegn og lovede ham Guld og grønne 
Skove. Derved blev det ogſaa, thi den Betaling, han 
omſider fif, var fan ringe, at han i ſin forſte Forbit— 
trelſe beſluttede at forlade Rom og aldrig komme til— 
bage. Han traf ogſaa ſtrax alle Foranſtaltninger til 
Afreiſen og gik over Florents, Bologna, Padua, Vene⸗ 
dig, gjennem Graubünden og Schweitz ind i Frankrig 
og ankom efter mange Eventyr til Paris i Forſomme— 
ren 1537. 

Hans Ophold i Frankrig blev denne Gang meget 
kort. Han blev i Fontainebleau preſenteret for Frants 
den Forſte, og denne talte længe og huldſaligt med 
ham; men han var endnu beſtandig indviklet i Krig 
med Keiſer Karl og ſtod netop i Begreb med at tage 
til Hæren. Benvenuto, hvis urolige Aand kun fandt 
Hvile i at arbeide, drog derfor ufortovet tilbage til 


Rom, hvor en Mængde nye Beſtillinger ventede paa 


ham. Han gav ſig ſtrax til at arbeide med flor 
Iver og Üdholdenhed, men blev afbrudt ved en uventet 
Begivenhed. En Morgen, da han gik nedad Strada 
Julia for at gane fig en Tour, blev han pludſelig an⸗ 
holdt af Hovedsmanden for de pavelige Sbirrer, der 
arreſterede ham i Paveus Navn. „Du tager feil af 
Perſonen, Criſpino,“ ſagde Benvenuto til ham. „Nei,“ 
ſvarede denne, „Du er den brave Benvenuto. Jeg 


638 Benvenuto Cellini. 


kjender Dig meget godt, og jeg har Ordre til at fore 
Dig til Engelsborg, hvor man henſetter udmeerkede 
Folk ſom Dig og dine Lige.“. Sbirrerne vilde falde 
over ham, men Hovedsmanden forbod dem at røre ved 
ham og bad ham høfligt om at afgive fine Vaaben. 
Aarſagen til denne Ferngsling ſkulde han ſnart lære 
at kjende. En Arbeider, der var lobet fra ham, havde 
af Heyngjerrighed falſkelig anklaget ham for at have 
tilvendt fig en Mengde af Pavens Juveler, dengang 
det pan Engelsborg blev overdraget ham at ſye dem 
ind i Hs. Helligheds Kloeder. Angiveren forſikkrede, at 
Cellini beſad en Formue af füirſindstyve tuſinde Duka— 
ter, der veſentlig beſtod i Juveler, ſom han havde 
fraſtjaalet Paven. Cellini lo høit, da han hørte, hvad 
han var anklaget for, henviſte til Fortegnelſerne over de 
pavelige Juveler og opfordrede til forſt at efterſee, om 
der manglede en eneſte; han ſkammede fine Dommere 
ud, at de ſaaledes kunde behandle ham, der meer end 
nogen Anden havde arbeidet for Paveſtolens Hæder, og 
ſpurgte, om det fkulde være Lonnen for al hans Ud— 
holdenhed og Troſkab? — Alt dette forebragtes Paven, 
der ſtrax lod anſtille Underſogelſer, og det viſte ſig nu, 
at alle Juvelerne fandtes — ikke deſtomindre lod han 
Benvenuto blive ſiddende i fit Fengſel. Commandanten 
paa Engelsborg var en brav Mand, der ſatte ſtor Priis 
paa Benvenuto og vidſte, at han var uſkyldig. Han 
lod ham give ſit Wresord paa, at han ikke vilde flygte, 
og lod ham nu gaae frit omkring overalt og beffjæftige 


Benvenuto Cellini. 639 


1 ing eget Tykke. Flere af hans Venner og ſelv de 
agthavende Soldater raadede ham til flygte, men han 
vilde ikke ſpigte fit Ord til Commandanten. Dette 
Forhold forandrede fig ſuart, thi Commandanten faldt 
i en heftig Sygdom, og i ſine Feberaufald forfulgtes 
han uophorligt af den Tanke, at Benvenuto vilde flygte, 
og han gav nu de ſtrengeſte Ordrer til at fpærre ham 
inde og holde ham under Opſigt. Hans Tilſtand blev 
med hver Dag mere utaalelig, og han tenkte nu kun 
paa at undvige. Af fit Linned og af Lerredet paa en 
Straamatrats, ſom han ffar i Stykker, havde han ſkaf⸗ 
fet fig lange Strimler, ſom han fnoede og bandt ſam— 
men, for ved Hjælp af dem at fire fig ned fra fit Taarn⸗ 
kammer. Aldrig ſaaſnart var hans Plan fattet, for 
han udforte den. Efter en varm og inderlig Bon lod 
han fig ved Nattetid glide ned fra denne ſpimlende 
Hoide og naaede lykkeligt ned i Gaarden. Nu troede 
han fig frelſt, men der var endnu en Pdermuur at 
overſtige. Ved Hjælp af en lang Staug lykkedes det 
ham at komme op paa Muren, men da han vilde ned 
paa den anden Side, braſt Touget, og han ſtyrtede 
ned paa Steenbroen, forſlog Hovedet og blev i et Par 
Timer liggende bevidſtles. Da han kom til fig jelo, 
blodte han ſteerkt, og det ene Been var brekket ovenfor 
Ankelen. Det gryede allerede ad Dag, og da han ikke 
kunde ſtotte paa Benet, krob han videre paa alle Fire. 
„Tillykke kom en 26ſeldriver forbi i det ſamme. Benve⸗ 
nuto gav ham en Guldgylden for at bære fig hen til 


640 Benvenuto Cellini. 


Trappen af Peterskirken, hvor han vilde ſoge et Aſyl. 
En af Cardinal Cornaros Tjenere kom forbi og kjendte 
ham; han ilede hurtigt tilbage til fin Herre og fortalte 
ham, at han havde ſeet Benvenuto Cellini blodig og 
med et brekket Been paa Peterskirkens Trapper. Car- 
dinalen ſendte da ſtrax en Bareſtol efter ham, lod ham 
bringe ind i et hemmeligt Gemak og pleie af den be— 
romte Lege Meſter Jacob fra Perugia, der ogſaa ſnart 
ſkaffede ham hans Forlighed tilbage. 

Da det rygtedes, pan hvilken dumdriſtig Maade 
Cellini havde frelſt fit Liv, var hele Rom i Forbau— 
ſelſe. Cardinal Cornaro gik til Paven og bad om 
Naade for ham, og denne, der følte, at han var gaaet 
meget for vidt, lovede, at der ikke ſkulde tilfoies ham 
nogen Overlaſt, og at han vilde ſelv tage ham under 
fin Beſkyttelſe. Desvære vare disſe Løfter ikke at ſtole 
paa, thi da Benvenutos Fjender foreſtillede Paven, at 
han var en vild, uſtyrlig og hevngjerrig Perſon, der 
godt kunde falde paa at forgribe fig pan Hs. Hellighed 
ſelv, fordi denne efter hans Mening havde holdt ham 
uretfœrdigt i Fengſel, blev Paven bange og lod ham 
igjen fore til Engelsborg; men denne Gang blev han 
kaſtet hen paa en halvvaad Matrats i et fugtigt, under⸗ 
jordiff Hul, ſom ikke en Lysſtraale kunde trænge ind i. 
Her tilbragte han mange Maaneder. Hans kraftige Con— 
ſtitution begyndte omſider at bukke under, og Feberen 
raſede i hans Aarer; Dag og Nat plagedes han af 
Drømme og Viſioner, og hans eneſte Ønffe var, at 


Benvenuto Cellini. 641 


Doden ſnart vilde gjøre en Ende paa denne elendige 
Tilveerelſe. 

Til hans Lykke kom Cardinal Ferrara tilbage til 
Nom fra Frankrig og blev modtagen med ſtor Üdmeer⸗ 
kelſe af Paven. Denne, der eengang om Ugen „drak 
fig en ordentlig Pidſk“ (usava una volta la settimana 
di fare una crapula assai gagliarda), indbød ſtrax Car⸗ 
dinalen til et Aftengilde, hvor han begyndte at drikke 
for To og kom i et udmærket Humeur. Deraf be⸗ 
nyttede Cardinalen fig til at bede ham om at ſette 
Benvenuto i Frihed. Paven udbrød da med hoi Lat⸗ 
ter: „Lad gaae! Du ffal faae Lov til ſtrax at tage 
ham med Dig!“ Han reiſte ſig fra Bordet og gav 
Ordre til at hente Benvenuto. Det var allerede ud 
paa Natten, da denne efter Pavens Befaling blev ført 
ud af fit Feengſel og hen til Cardinalen, der modtog 
ham ſom en Ven og ſorgede for ham paa det bedſte. 
Han var endnu ſaa betagen af Alt, hvad han havde 
gjennemgaaget, at han fortalte Cardinalen lange Hiſto⸗ 
rier om alle de himmelſke Syner, han havde havt i fit 
Fengſel, og hvorpaa han troede ſom paa et Evange⸗ 
lium, ligeſom han ogſaa fra ſit langvarige Fengſelsliv 
beholdt den fixe Idee, at han fra den Tid havde et 
Lysſkjcer om Hovedet (mi resté uno isplendore sopra 
il capo mio). Hvor faſt han troede paa denne Glorie, 
ſees deraf, at han endnu i ſin Alderdom, da han 
nedſkrev fit Levnet, fortæller, at bette Lysſkjer ſaaes 

42 


642 Benvenuto Cellini. 


bedſt Morgen og Aften og allertydeligſt under hans 
paafolgende Ophold i Frankrig, hvor Luften var klarere. 

Han begyndte nu ſtrax paa at arbeide. Cardinalen 
kom daglig to Gange til ham, underholdt ſig med ham og 
lod ham ffære fit Segl, der lykkedes fan godt, fkriver 
han ſelv, „at han overgik den berømte Lantitio, der 
paa hans Tid var den ſtorſte Meſter i denne Kunſt.“ 
Andre nye Arbeider beſkeeftigede netop hans Phantaſi, 
da Cardinalen en Dag kom til ham og ſagde, at han 
ſtrax maatte gjøre fig færdig til at reiſe, thi Frants 
den Forſte havde tilſkrevet Cardinalen, at han uforto— 
vet maatte komme til Paris og bringe Benvenuto med ſig. 

J Ferrara opholdt Benvenuto fig endnu i nogen 
Tid, efterat Cardinalen var gaaet til Paris. Han ud⸗ 
forte adſkillige Arbeider for Hertugen, der overoſte ham 
med Hoflighed. Men juſt ſom Arbeidet gik allerbedſt 
fra Haanden, kom en af Hertugens Hofmend, Signor 
Bendidio, og meddeelte ham fra Cardinalen, at han 
dieblikkelig med Poſten maatte begive fig til Frankrig, 
thi Kongen havde udtalt fin Lengſel efter at fee ham. 
Benvenuto ſvarede ſtrax, at hans Arbeider ikke kunde 
fores med Poſten, og at han forlangte Heſte til ſig og 


ſine Tjenere for at kunne reiſe, ſom han var vant til. 


Signor Bendidio [varede i en hovmodig Tone, at ſaa— 
ledes reiſte kun en Hertugs Sonner. „Jeg veed ikke, 
hvorledes en Hertugs Sonner reiſe, ſvarede Benvenuto 
ſtolt, men Kunſtens Sonner reiſe ikke anderledes, naar 
de ere Folk ſom jeg.“ Endelig fik han ſin Villie og 


mmm 


Benvenuto Cellini. 643 


reiſte efter forſt at have fornærmet Hertugen, med hvis 
Betaling han ikke var fornsoiet. 

Ogſaa denne Gang traf han Kongen i Fontainebleau. 
Han bragte ham en Pokal og et Beger, hvorom Kongen 
bemerkede, at han ikke engang blandt Antikerne havde 
ſeet noget faa Udmærket. Han udtalte fig derpaa med 
den ſtorſte Barme om ham til Cardinal Ferrara og de 
Omſtaaende og lovede, at han vilde give ham Leilighed 
til at frembringe endnu mange andre ſaadanne Me— 
ſterveerker. 

Det var dog nær blevet til Intet, thi da Cardi⸗ 
nalen ſenere paa Kongens Vegne tilbod Benvenuto tre— 
hundrede Scudi i aarlig Lon, blev denne faa opbragt, 
at han befluttede ganffe hemmeligt at reiſe bort og gjøre 
en Pillegrimsreiſe til det hellige Land, ſom han tidt i 
fin Fengſelstid havde tænkt paa. Han betroede fig kun 
til Paolo og Ascanio, de to unge Arbeidere, han havde 
bragt med ſig, deelte Alt, hvad han havde, med dem 
og begav ſig, til Trods for deres Taarer og Bonner, 
alene paa Reiſen. Han havde allerede tilbagelagt mange 
Miil, da han pludſelig blev omringet af en Mengde 
Ryttere, der i Kongens Navn befalede ham at vende 
om og følge med fig. Han indſaae ſtrax, at det var 
til ingen Nytte at gjøre Modſtand. 

Da de paa Tilbageveien kom forbi Cardinal Fer⸗ 
raras Bolig, ſtod denne i Doren. Han kaldte ham 
hen til fig og ſagde: „Hs. Majeſteet den allerchriſteligſt 
Konge giver Dig for Eftertiden den ſamme Lon, ſom 

AGE 


ns 


„ 


644 Venvenuto Cellini. 


han gav Maleren Lionardo da Vinci, ſyphundrede 
Scudi; han betaler Dig færffilt, hvad Du udfører for 
ham, og giver Dig ſtrax femhundrede Guldgylden.“ — 
„Det er et Tilbud, der er en ſtor Konge veerdigt,“ 
ſvarede Cellini og gik neeſte Dag til Kongen for at 
takke ham. Denne tog kjerligt imod ham og befalede 
ham at gjøre Modeller til tolv Solvcandelabre, fer 
Guder og fer Gudinder af tre Alens Hoide. Han ind⸗ 
rømmede ham tillige Slottet Nello F) til Bolig og Atelier. 
Dette Slot var oprindelig af Kongen givet til Bolig 
for ail provostos, Commandanten i Paris, men ſtod 
ledigt, fordi Commandanten ikke vilde boe der. Han 
blev imidlertid meget opbragt, da Benvenuto flyttede 
ind i det, og lagde ham alle mulige Hindringer i Veien, 
jaa Benvenuto tilſidſt var nødt til med Vaaben i Haan⸗ 
den at ſkaffe fig Huusfred. 

Han arbeidede nu raſk paa Kongens Beſtilling, og 
ſnart ſtode Modeller af Jupiter, Vulkan og Mars i 
Leer opſtillede i hans Atelier. Kongen lod ham ſende 
trehundrede Pund Solv til Arbeidets Fuldendelſe, og 
Alle vare forbauſede over den ſtore Naade, Kongen ved 
enhver Leilighed viſte ham. 

En Dag fik Kongen efter Taflet Lyſt til at beſoge 
ham og begav ſig ſtrax med Kongen og Dronningen af 


*) Dermed menes Slottet Nesle paa den venſtre Seinebred, 
hvis Tour de Nesle fif en faa førgelig Navnkundighed ved 
Philip den Femtes Gemalinde Johanne. 


Benvenuto Cellini. 645 


Navarra, Madame d' Estampes, Hertugen af Lothringen 
og hele Hoffet hen til Slottet Nello. Da han holdt 
udenfor og horte, hvorledes der hamredes derinde, be— 
falede han, at Alle ſkulde være ſtille — han vilde over⸗ 
raſke ham ved Arbeidet. Benvenuto Cellini ſtod med en 
ſtor Solvplade i Haanden; en af hans Folk arbeidede 
paa Jupiters Hoved, en Anden paa Fodderne, og idet 
Kongen traadte ind af Doren, gav Benvenuto netop en 
ubeheendig Arbeider et Spark, faa han floi henimod 
Doren lige i Armene paa Kongen. Denne fkoggerlo 
og ſagde til Benvenuto, at han arbeidede altfor ivrigt, 
og at han ſlulde tage flere Medhjelpere, for at han 
ſelv kunde holde fig raſk og ſaameget længere arbeide 
for ham. Kongen gav fig nu til i Ro at beſee hans 
Arbeider og overoſte ham med ſaamegen Roes, at Benz 
venuto, der ellers ikke er bange for at roſe ſig ſelv, 
ikke engang kan fortælle det. Han beſtilte yderligere et 
Guldſaltkar hos ham til tuſinde Guldgylden og befalede 
ham ſtrax at hente Pengene hos ſin Skatmeſter. 
Denne opholdt ham imidlertid til langt ud paa 
Aftenen, hvorfor Benvenuto, der frygtede for Overfald, 
ſendte Bud efter ſine Folk. De kom ikke, og han 
maatte da tilſidſt beſtemme ſig til at gaae alene. Han 
var imidlertid velbevæbnet med Sværd og Dolk og en 
tyk Pandſerſkjorte paa Kroppen; Guldpengene havde 
han i en veltildekket Kurv under den venſtre Arm. 
Da han kom over Broen !), der fører til Auguſtiner⸗ 


*) Pont au change i Üdkanten af Paris. 


646 É Benvenuto Cellini. 


kloſtret, blev han overfalden af fire Banditter; men han 
gik ſaa tappert los paa dem med Stod og Stik, at de 
hurtigt trak ſig tilbage. 

Han tog nu flere Arbeidere i fin Tjeneſte, og Ju⸗ 
piterſtatuen ſkred hurtigt fremad. Kongen, der kun 
tenkte paa at beholde ham, gav ham fort efter Ind— 
fodsret og forlenede ham med Slottet Nello til Arv og 
Eie. Da Kongen nogen Tid efter igjen beſogte hans 
Veerkſted i Selſfkab med Madame d'Estampes, var Ju- 
piter fuldendt, et Fodſtykke til Statuen var ligeledes 
færdigt tilligemed det gyldne Saltkar og adſtillige Bu— 
ſter. Kongen udtalte fin levende Beundring og opfor— 
drede ham, efter Madame d'Estampes Anmodning, til 
at gjøre en Model til Prydelſe for Kilden i Fontaine⸗ 
bleau, hvilket Sted Kongen elſkede over Alting. Da 
Cellini ſex Uger efter foreviſte Kongen Modellen, blev 
denne ſaa glad derover, at han befalede ſin Skatmeſter 
at udbetale ham Alt, hvad han forlangte til Udforelſen 
af bette Vork, hvorpaa der Intet maatte ſpares. Om 
Aftenen fortalte Kongen Madame d' Estampes, hvad han 
havde ſeet, og fra det Sieblik kaſtede denne Dame 
et uforſonligt Had paa Benvenuto, fordi han ikke forſt 
havde raadfort ſig med hende og viiſt hende ſit Arbeide. 

Da Benvenuto meerkede det, bragte han hende en 
Dag et ſmukt udarbeidet Saltkar for at formilde hende. 
Hun lod ham ſige, at han maatte vente; men den ene 
lange Time gik efter den anden, og hun kom ikke. Tilſidſt 
blev det ham dog for længe, og fin Charakteer tro lob 


Benvenuto Cellini. 647 


han ſom en Raſende derfra og lige hen til Cardinalen 
af Lothringen, hvem han forærede Saltkarret. Det gjorde 
naturligviis Forholdet endnu værre, og Madame d'Es⸗ 
tampes ſogte nu paa enhver Maade at ffade ham og 
opbringe Kongen imod ham. Hun lod en beljendt 
Kunſtner, Primaticcio fra Bologna, komme til Paris og 
ſogte at formaage Kongen til at give ham de Arbeider, 
han havde overdraget Benvenuto, og ved hendes hem— 
melige Medvirkning paafortes der Cellini den ene Pro⸗ 
ces og den ene Krenkelſe efter den anden. Alt det i 
Forening gjorde ham tilſidſt fan kjed af Paris, at han 
kun tænkte paa at komme bort jo for jo heller. Imid⸗ 
lertid gik han dog til Primaticcio, hvem han ſogte at 
tale til Fornuft; men da denne vedblev ſin Paaſtand, 
at han havde Ret til at udføre, hvad Kongen havde 
overdraget ham, blev Benvenuto raſende og truede 
ned at flaae ham ihjel ſom en Hund, hvorſomhelſt han 
taf ham, enten det faa var i Paris, Rom, Florents 
eler Bologna. Primaticcio opgav da en ſaa farlig 
Vaddekamp og drog med Kongens Tilladelſe til Rom 
for at kjobe Ertsafſtobninger af Laokoonsgruppen, Ve⸗ 
nus, Apollo og flere andre beromte Antiker. Kongen, 
der vrkelig holdt af Cellini og forſtod at vurdere ham, 
ftræbte at gjøre Alt godt igjen, beſogte ham jevnlig og 
befalede, at han ſkulde have Indtegterne af det forſte 
Abbedi jaa totuſinde Scudi, der blev ledigt. Benve⸗ 
nuto tafføe Kongen fan varmt, ſom om han allerede 
havde faadt Abbediet, og erklærede, at naar Kongen 


648 Benvenuto Cellini. 


belonnede ham faa rigeligt, vilde han uden anden Lon 
eller Penſion arbeide for ham, faalænge han levede. 
„Derved ſkal det blive!” ſagde Kongen og gik tilfreds 
fra ham. 

Denne Sammenkomſt kom Grevinde d'Estampes 
for Øre, og hun helmede nu ikke med at tale ondt om 
Benvenuto og benytte fig af Kongens ſvage Sieblikke 
— og af dem havde han mange — til at opbringe 
ham imod Kunſtneren. Det lykkedes hende tilſidſt at 
bringe det dertil, at Kongen en Dag i haarde Udtryk 


bebreidede Benvenuto, at han ſpildte ſin Tid med at 


udfore Saltkar og Vaſer, iſtedenfor at holde fig til de 
ſtore Beſtillinger, Kongen havde gjort hos ham. Ben— 
venuto ſvarede med ſtor Beſkedenhed, at han kun havde 
udført, hvad Kongen havde forlangt af ham; hvis han 
havde begyndt paa formeget paa eengang, faa var det 
kun af Taknemmelighed for den ſtore Naade, Kongen havde 
viiſt ham. Nu maatte han frygte, at han ikke var ſao⸗ 
megen Naade værd, og bad derfor Kongen om Tilb= 
delſe til at vende tilbage til Italien — han vilde da, 
tilfbiede han fnælende, hele. fit Liv igjennem takke Gud 
for de lykkelige Timer, han havde tilbragt i gans 
Tjeneſte. 

Kongen løftede ham op og forſikkrede han gien— 
fagne Gange om fin Naade og Bevaagenhed. Benve⸗ 
nuto vedblev imidlertid at forlange Orlov, men den 
vilde Kongen ikke give ham. Han blev heftig og ſagde 
i en vred Tone, at derom vilde han Inte høre, og 


Benvenuto Cellini. 649 


hvis Benvenuto vedblev dermed, fkulde det komme til 
at angre ham. Han tilfoiede derpaa mildere, at nu 
ſkulde han flaae fig til Ro, at Alt, hvad han havde 
gjort, var godt gjort, og at han kunde fade til fine 
Arbeider Alt, hvad han forlangte; derpaa rakte han 
ham Haanden og og ſagde: Farvel, min Ven — 
Ord, ſom Kongen aldrig for havde brugt til en Under— 
ſaat, og ſom forbauſede alle haus Omgivelſer. 

Kongen var imidlertid dengang i Krig med Eng— 
lenderne, og „disſe Sataner“ (questi diavoli) gave ham 
ſaameget at beſtille, at han ikke fik Leilighed til at 
tænfe paa Kunſten. Benvenuto aftalte da med Cardinal 
Ferrara, at han vilde gjøre en Udflugt til Italien, og at 
Cardinalen ved Leilighed ſkulde forebringe Kongen bet. 

Benvenuto pakkede da alle ſine Sager ind og reiſte 
med et tungt Hjerte tilbage til Italien. Hertugen af 
Ferrara bad ham blive hos fig, men Benvenuto und- 
ſlog fig paa Grund af alle de Arbeider, han havde 
efterladt ufuldendte i Frankrig. J Cojano, en halv 
Snees Miil fra Florents, traf han Hertug Cosmus af 
Medici, der gjorde ham det ſamme Tilbud og ikke vilde 
lade ham drage videre, for han havde udført et ſtorre 
Arbeide for ham. Han beſtilte nu en Perſeus hos ham, 
den ſamme, der endnu ſmykker piazza del Granduca tillige 
med Meſterverkerne af Michel Angelo, Donatello og 
Giovanni da Bologna. 

Benvenuto, der havde Lyſt til at gjøre et ſaadant 


— — 


fi 
| 
| 
; 
i 


650 Benvenuto Cellini. 


Arbeide, indvilgede da, og i fin Glede lovede Hertugen, 
at Alt fulde ſtaae til hans Raadighed. 

Det gik dog ikke faa glat, ſom Benvenuto havde 
tænkt, thi allerede da han ſkulde til at bygge fit Atelier, 
blev han uenig med Hertugens majordomo, Francesco 
di Riccio, en opblæft og hovmodig Hofmand, der iblandt 
Andet ſpurgte ham, hvad han var for En, at han turde 
vove at tale ſaaledes til ham? „Det fkal jeg ſige 
Jer,“ ſvarede Benvenuto i en ſtolt Tone, „jeg er en 
Mand, der omgaaes Paver, Keiſere og Konger. Af 
Folk ſom mig er der maaſkee kun een i hele Verden, 
men af Folk ſom Jer er der en Snees i ethvert Huus.“ 

Dermed var det ikke forbi, thi paa den Tid levede 
den berømte Billedhugger Bandinelli i Florents. Denne, 
der var misforngiet med, at Benvenuto havde faaet 
ſaadant et Arbeide, gjorde Alt for at forhindre det 
og forbød de yngre Billedhuggere at tage Tjeneſte hos 
ham og at hjælpe ham i haus Arbeide. Benvenuto 
var da nødt til at gjøre Alting alene. Det gik her 
ſom i Paris. Uagtet Hertugen havde beundret Benve— 
nutos Model, og uagtet Stobningen af Meduſa, der 
vrider fig under Fødderne af Perſeus, lykkedes fortref⸗ 
feligt, vidſte dog Bandinelli, ligeſom Madame d' Estam⸗ 
pes i Paris, at bearbeide Hertugen i den Grad, at 
denne ſaagodtſom ganſke tabte Tilliden til Benvenuto og 
unddrog ham enhver Underſtsttelſe. Ikke deſto mindre 
arbeidede han Dag og Nat, thi det var nu blevet ham 
en Wresſag at viſe Verden, at han ikke blot var Guld⸗ 


Benvenuto Cellini. 651 


ſmed, men ogſaa Billedhugger. En Dag modte han 
Bandinelli, og i ſamme Sieblik foer den Tanke ham 
gjennem Hovedet at myrde ham og ſaaledes hevne fig 
for alt det Onde, han havde paafort ham. Han gik 
truende hen imod ham, men da han ſaae, at Bandinelli 
var vaabenlos, at han blev bleg, ſtjelvede over hele 
Kroppen og flog Sinene ned, vendte han ſig foragtelig 
fra ham og takkede Gud, at han havde beherffet fig. 
Han udforte nu Perſeusfiguren i Vox, og den 
lykkedes ham faa godt, at den vandt Alles Bifald. 
Hertugen, ſom jevnlig beſogte ham, ryſtede imidlertid 
paa Hovedet og meente, at denne Figur ikke lod ſig 
ſtobe i Erts, og at alt hans Arbeide ſaaledes var til 
ingen Nytte. Benvenuto ſparede blot, at Hertugen 
talte ſaaledes, enten fordi han ikke havde Tillid til ham, 
eller fordi han ikke forſtod ſig paa det; han haabede 
imidlertid ſnart at give ham Troen i Hænderne. 
Endelig kom den ſtore Dag, da Stobningen fandt 
Sted, og det fkulde viſe fig for Alle, om Benvenuto 
var en Stymper eller en ſtor Mand. Han har beſkre⸗ 
vet denne Scene med et mageloſt Liv. Man folger 
aandelos med ham; man horer det fortvivlede Skrig, 
han udſtoder, da han paa eengang merker, at han er 
kommen tilkort med Metallet; man ſeer ham kaſte Fade, 
Tallerkner, Alt, hvad han har i Huſet af Tin og Me⸗ 
tal, i Formen, og man forſtager hans Henrykkelſe, da 
han to Dage efter begynder at afdekke Figuren Stykke 
for Stykke, og den hele Gruppe i fin ophoiede Skjon⸗ 


i 
| 
| 
| 

(| 

4 
! 


652 Benvenuto Cellini. 


hed ſtaaer for hans Sine. Hertugen var i Piſa, da 
Stobningen foregik, og Benvenuto underrettede ham ſtrax 
ſkriftligt om Udfaldet. 

Samtidig filt han et Brev fra Michel Angelo i 
Rom, der hos Bindo Altroviti havde feet en Portrait⸗ 
buſte af Benvenuto, ſom i hoi Grad havde tiltalt ham. 
Michel Angelo ffriver: 

„Min Benvenuto! Jeg har i mange Mar fjendt 
Eder ſom den fortreffeligſte Guldſmed, der findes i 
Verden, og nu feer jeg, at J er en ligeſaa ſtor Billed— 
hugger. Bindo Altroviti har viiſt mig ſin Buſte i 
Erts og jagt mig, at den er af Eder. Jeg har gle— 
det mig meget over den og beklager kun, at den ſtaaer 
i et flet Lys. Hvis den blev fornuftigt belyſt, vilde 
Enhver fee, hvad det er for et udmerket Arbeide,” 

Efter Hertugens Tilbagekomſt viſte Benvenuto ham 
Brevet og bad ham om Orlov til at gaae til Rom 
paa ganſke fort Tid. Hertugen tillod det og bad ham 
med det ſamme at opfordre Michel Angelo til at vende 
tilbage til Florents. Hertugen vilde tage imod ham 
med aabne Arme og gjøre ham til en af de Otteog⸗ 
fyrgetyve *). 

Benvenutos Ophold i Rom indſkrenkede fig kun 
til nogle Dage. Michel Angelo tog kjerligt imod 
ham, men afflog reentud at modtage Hertugens Ind⸗ 
bydelſe, og Benvenuto, der lengtes efter at lægge den 


*) Medlem af Senatet. 


Benvenuto Cellini⸗ 653 


ſidſte Haand paa ſin Perſeus, vendte med uforrettet Sag 
tilbage til Florents. 

Endelig — den 27de April 1554 ſtod Perſeus 
med Meduſahovedet fuldtfoerdig og afdekket paa piazza 
del Granduca. Ligefra den tidlige Morgenſtund var 
Pladſen bedeekket af en utallig Menneſkemasſe, der 
jublede ved Synet af bette Kunſtvcrk; Benvenuto Cel⸗ 
linis Navn var paa Alles Leber, og endnu langt ud 
paa Natten gjenlod Torvet af hans Roes. Hertugen, 
der fra fit Vindue havde været Vidne til disſe Scener, 
var fuld af Henrykkelſe over Benvenuto og hans Værk, 
og da Kunſtneren et Par Dage efter beſogte ham, om⸗ 
favnede Hertugen ham og ſagde, at ligeſom det Verk, 
han havde udført, overgik alle andre, ſaaledes fulde 
hans Taknemmelighed heller ikke fjende nogen Grendſe. 
Ogſaa Benvenuto var ude af fig ſelv; han takkede 
Hertugen med Taarer, og da han gik, bad han om 
Orlov paa otte Dage: han trængte til at takke Gud 
for den ftore Maade, der var viiſt ham, og vilde gjøre 
en Pillegrimsvandring til Vallombroſa og Camaldoli. 
Det var den ſtolteſte og lykkeligſte Dag i Cellinis Liv, 
men ogſaa den ſidſte af den Slags. 

Ved hans Tilbagekomſt havde Hertugen ſkiftet Sind 
og lod ham ved fin Secretair ſporge om Priſen for 
Perſeus. Benvenuto blev opbragt over denne Frem⸗ 
gangsmaade og ſparede, at han ikke var vant til ſelv 
at vurdere fine Arbeider. Seecretairen forlangte det 
imidlertid i en ubehsvlet Tone. Benvenuto [varede da, 


654 Benvenuto Cellini. 


at naar Hertugen gav ham tituſinde Scudi, ſaa var 
Statuen ikke betalt dermed; men havde han vidſt, at 
man vilde behandle ham paa den Maade, faa var han 
ſlet ikke bleven. 

Næfte Dag gik han ſelv til Hertugen. Denne 
ſaae meget vred ud og ſagde i en fortørnet Tone: „Det 
er Slotte og Kongepaladſer, man bygger for tituſinde 
Scudi.“ Benvenuto ſvarede blot: „Der er Folk nok, 
ſom kan bygge Slotte og Kongepaladſer, men der er 
maaſkee Ingen, ſom kan gjøre en Perſeus.“ Dermed 
gik han. 

Hertugen forlangte nu af Bandinelli, at han ſkulde 
vurdere Statuen, og den Priis, han angav, ſkulde ud— 
betales. Bandinelli udtalte fig da meget roſende om 
Arbeidet og anflog dets Verdi til ſexten tuſinde Guld— 
gylden eller endnu mere. Hertugen lo af denne Priis, 
og forſt langt om længe lykkedes det Benvenuto at 
fane udbetalt en Fjerdedeel. Han vilde nu ryſte Sto⸗ 
vet af ſine Skoe og ſige Florents Farvel for beſtandig; 
men hans Venner bade ham om at blive, og for at 
forflaae fine Griller gav han fig ſom ſedvanligt til at 
arbeide og det med en feberagtig Heftighed. 

De to ſidſte Arbeider, ſom han ſelv omtaler, ere 
et legemsſtort Chriſtusbillede af hvidt Marmor paa et fort 
Marmorkors og Modellen til en colosſal Neptun, ſom han 
haabede at udføre i Marmor. Neptunſtatuen blev 
ufuldendt, men Crucifixet forærede han Hertugen, og 
denne ſtjenkede det igjen flere Aar efter til Philip den 


Benvenuto Cellini. 655 


Anden af Spanien. Det findes endnu paa et Altar i 
Escorial og bærer Kunſtnerens Navn og Aarsctallet 
1562. Flere af hans Værker findes ſpredte i Samlin⸗ 
ger og Muſeer og vakke endun alle Kunſtforſtandiges 
Beundring. Han dode i Florents halofjerdſindstyve Aar 
gammel, og hans Begravelſe feiredes med en uhørt 
Pomp. Som en Curioſitet fortjener det at anføres, at 
han i en Alder af nogle og tredſindstyve Aar tog 
Tonſuren for at henleve fin ſidſte Tid i Ro og ſtille 
Betragtninger; men han blev hurtigt kjed deraf, opgav 
med Pavens Tilladelſe den geiſtlige Stand, giftede fig 
og fif i fit 2Egteſkab to Dottre og en Son, om hvem 
vi forreſten favne enhver Efterretning. 

Jeg har endnu kun et Par Ord at tilfsie om den 
Kunſt, ſom han ſfylder fin egentlige Berommelſe. Kunſten 
at forme og ſtobe i Bronze var allerede i Oldtiden bragt 
til den hoieſte Grad af Fuldendthed, ligeſom den dengang 
var den alleralmindeligſte. Paa Perikles's Tid og i 
det efterfølgende Aarhundrede naaede den fit Hoidepunkt, 
og Lyſippos, hvem man tilſkriver Laokoonsgruppen, havde 
bragt Stobningen faa vidt, at man kunde indlade fig 
paa de meſt gigantiſke Foretagender. Sen Rhodos alene 
talte ikke ferre end hundrede kolosſale Statuer, hvoraf 
hver enkelt, ſiger Plinius, vilde være tilſtrekkelig til at 
giore en By navnkundig for beſtandig; Samos, Wgina 
og Korinth kappedes med Rhodos om at beſidde de 
verdifuldeſte Bronzer; Athen havde paa den Tid, da 


656 Benvenuto Cellini. 


Romernes Indfald begyndte, tretuſinde Bronzeſtatuer, 
og Olympia og Delphi talte tilſammen ligeſaa mange. 

Romernes Indfald gav Signalet til Odeleggelſen 
af al denne Herlighed, thi Statuerne bortfortes ſom 
Bytte, og Italien blev nu ſaameget mere Sædet for 
den greſke Kunſt, ſom de beromteſte greſke Billedhuggere 
fulgte efter deres Arbeider; men ikke enhver Plante 
trives i enhver Jordbund, og den græffe Kunſt vilde 
aldrig ret ſlaae Rod i Italien. Tilbagegangen blev 
med hvert Aar ſtorre og ſtorre, og da omſider Barba— 
rerne faldt ind i Italien og udøvede Gjengjeldelſens 
Ret, gik det igjen ud over Bronzeſtatuerne, der ſmede⸗ 
des om til Vaaben eller udmontedes i Penge. Saaledes 
gik det den beromte Juno fra Samos, Herkuleskolosſen 
og mangfoldige andre. Reſten bortfortes til Syracus, 
Conſtantinopel og andre Steder, hvor de i Tidernes 
Lob ramtes af den ſamme Sfjæbue. 

Bronzeſtatuerne forſvandt altſaa af Verden, og 
forſt mange Aarhundreder efter dukkede Kunſten frem 
igjen i Florents med Andrea Piſani, Robbia, Ghiberti, 
Donatello og Benvenuto Cellini. Ghibertis Bronzedore, 
ſom Michel Angelo kaldte „Indgangen til Paradiſet,“ 
Donatellos Judith og Holofernes og Benvenuto Cel- 
linis Perſeus med Meduſahovedet høre til de meſt frem⸗ 
ragende Verker fra denne Gjenfodelſens Tid, og til 
disſe flutter fig endnu en ſtor Mengde mindre Arbeider, 
der under Feellesbenevnelſen: „florentinſke Bronzer“ ere 
blevne verdensbersmte. 


Benvenuto Cellini. 657 


Af de Millioner Reiſende, der i de ſidſte Aarhun⸗ 
dreder have beſogt Florents, er der neppe Nogen, der 
ikke ſtrax er ilet hen til Battiſteriet for at ſee Bronze⸗ 
dorene og til den ſmukke piazza del Granduca for at fee 
Perſeus. Hvor beundringsverdige end disſe to Arbeider 
ere, blev det dog forbeholdt den nyere Tid tilfulde at 
vurdere dem. Et Par hundrede Aar efter Cellini paabe— 
gyndtes nemlig Udgravningerne af Herculanum, Pom- 
peji og Stabiæ. Masſer af antike Bronzeſtatuer kom 
Derved atter frem for Lyſet og deriblandt nogle af de 
beromteſte. De findes nu ſaagodtſom alle i Neapel, i 
Museo borbonico, det righoldigſte af alle Muſeer i 
Verden, thi det omfatter i den Retning flere Meſter⸗ 
veerker end alle de andre tilſammen. Den hvilende 
Mercur, den drukne Faun, de to Brydere, den ſovende 
Satyr og endnu flere andre høre til den greſke Sculp— 
turs Blomſtringstid, og der kan ikke ſiges noget Bedre 
om Benvenuto Cellini, end at hans Perſeus ſlutter ſig 
til disſe Meſterverker og kan taale at ſammenlignes 
med dem. 

Fra Benvenutos Tid gaaer Kunſten igjen gradviis 
tilbage; men i ſamme Forhold ſom Kunſten taber i 
Reenhed og Adel, tiltager Fabrikationen. J vore Dage 
er Kunſten at ſtobe i Bronze bleven en fuldſtendig In⸗ 
duſtri, der har fit Hovedjæde i Paris, ſom i den Ret⸗ 
ning beſkeftiger ikke færre end tituſinde Arbeidere. Der⸗ 
fra forſynes for Sieblikket hele Europa med disſe Co⸗ 
pier i formindſket Maaleſtok af berømte Meſterverker, 

43 


658 Beuvenuto Cellini. 


[om paa den Maade gjøres tilgængelige for Mængden. 
Vel ere disſe Copier ligeoverfor Originalerne kun at be⸗ 
tragte ſom daarlige Eftertryksudgaver af en clasſiſk For⸗ 
fatter; men de gjore dog for ſaavidt nogen Nytte, ſom 
de hos Den, der kjender Originalerne, opfriſke og leven— 
degjore Erindringen, og hos Den, der ikke fjender dem, 
vælfe Anelſen om noget af det Storſte og meſt Op: 
hoiede, Menneſkeaanden har fuldbragt. 

Men medens der her er Tilbagegang, er der i en 
anden Retning en deſto glædeligere Fremgang. Haand— 
værk og Kunſt nærme fig i vore Dage igjen føfterligt 
til hinanden, og den chineſiſke Muur, der jaalænge ffilte 
dem ad, er pludſelig falden. Kunſtneren finder det ikke 
længer under fin Værdighed at arbeide ſammen med 
Haandverkeren, og det falder ikke fænger Haandverkeren 
ind, at hans Arbeide kan undvære Skjonhed. Af denne 
lykkelige Samvirken er der allerede fremkommet ſtore og 
ſmukke Reſultater, og om end Cellinis Tid endnu ikke 
er vendt tilbage, ſaa vil dog maaſkee Skildringen af 
hans Liv netop nu vælfe en forøget Interesſe. 


659 


Mandeln. 


En Fortælling fra de azoriſke Ser. 
Eſter Théodore Pabie 
ved 


H. P. Holst. 


1. 
Veſt for den azoriſke Ogruppe, der har et fan male⸗ 
riff Üdſeende og en jan yppig Vegetation, ligger der to 
fattige Smaaper ligeſom forglemte midt ude i det at⸗ 
lantiſte Ocean: de hedde Flores og Corvo. Adſkilte 
fra hinanden ved en ſnever Kanal ſynes de kun at ud⸗ 
giøre et eneſte Øland. De ſtore Bølger fra Havet vælte 
fig uophorligt ind imod disſe Ser, medens Sovinden 
ſtormer omkring deres ſkarpe Klippeſider. Oppe paa det 
hoieſte Plateau opdager man teglhængte Huſe, Korn⸗ 
marker, Kjskkenhaver med ualmindelig ſtore Bonner og 
hiſt og her Viinſtokke, hvoraf der avles en udmeeket 
Viin. I de bedre beſkyttede Dale voxer Figentræet med 
fine ſtore og tykke Blade, Myrthen, ja endogſaa Orange⸗ 
43% 


660 Manoela. 


træet, men Frugterne paa dette ſmukke Træ blive neſten 
aldrig fuldkomment modue. Endelig findes der paa Øen 
Flores en nydelig lille Park, der er beplantet med Smag 
og er et Tilflugtsſted for alle de Fugle, der af Natu⸗ 
ren ere beſtemte til at oplive disſe melancholſke Land⸗ 
ſkaber. Jeg har der paa en varm Foraarsaften hørt den 
europeiſke Solſort med fit gule Næb qviddre lyſtigt i 
ſin Rede. 

Henſtillede ſom Skildvagter midt i Oceanet fee de 
to Øer en Mængde Skibe pasſere forbi, men altid i 
en vis Afſtand fra Kyſterne. Capitainerne undgaae dem 
med Flid, fordi der hverken er Havn eller Ankerplads. 
Det er derfor en heel Begivenhed for Flores ſaavelſom 
for Corvo, naar et Skib gjør Mine til at nærme fig 
Landet. Den, der feer det forſt, meddeler ſtrax Nyhe⸗ 
den til fin Nabo. Snart udbreder Nugtet ſig overalt, 
at der kommer et Skib for af proviantere. Der op- 
fager un en travl Bevegelſe blandt denne Befolkning, 
der er adſkilt fra den øvrige Deel af Verden. Alle ſoge 
ned til Havet for at ſelge Et eller Andet. En har en 
gammel Hane under Armen, en Anden gaaer med en 
Krukke Viin paa Hovedet, en Tredie fylder ſin Kurv 
med halvmodne Appelſiner eller ſaltede Fiſk. Alle ſoge 
at omtuſke deres Varer mod en Pengemynt, der er den 
ſtorſte Raritet, ſom kan findes paa en S, der ikke dri⸗ 
ver Handel. 

En Morgen i April hendte det, at en Bonde, der 
var beſkeeftiget med at ſamle Steen paa den hoieſte 


Manoela. 661 


Deel af Sen for at fane fig et Gjerde om fin Bonne⸗ 
mark, pludſelig fik Øie paa et ſtort Skib, der ſtyrede 
henimod Sen med alle Seil oppe. En let Taage lagde 
ſig henover Havet, og af og til var Skibet fuldkommen 
forſvundet. Vilde det lægge bi ved Kyſten, eller fjer⸗ 
nede det fig ſnart igjen ligeſom de ſtore Trekfugle, der 
foragte Øerne og ſoge hen til Faſtlandet? Det var det 
Spørgsmaal, ſom Sboerne gjorde fig, og Ingen — 
ikke engang ombord paa Skibet — var iſtand til at. 
beſvare det. Capitainen ombord var ifcerd med at lægge 
fine Kaart ſammen; ved Hjælp af fin lange Kikkert 
havde han, til Trods for Morgentaagen, kunnet ſtjelne 
Omridſene af et nærliggende Land. Han vidſte Navnet 
paa Serne, men han havpde ingen tilſtrekkelig Grund 
til at lande der; idet han gik op og ned ad Dakket 
med Kikkerten under Armen og uvilkaarligt ſtirrede hen 
pan de to Ser, der kom frem i Horizonten, kom en 
ung Dame op ad Kahytstrappen. 

„Min Compliment, Seßorita!“ ſagde Capitainen 
og hilſte hende artigt. 

„Vand, Band, og aldrig Andet end Band!” ud— 
brod den unge Pige med et misfornsiet Anſigt; „veed 
De hvad, Capitain, De gjor da heller ikke det Mindſte 
for at fane Ende paa det!“ 

„Ja viſt,“ ſvarede Capitainen ſmilende, „det er 
min Skyld! Jeg kan nok hexe og fætte mig op imod 
Stormene fra Cap Horn og forhindre, at der er Vind⸗ 
ſtille under Linien!“ 


662 Manoela. 


„Nu er det hundrede Dage ſiden, at vi forlod 
Lima, og vi ere endnu langt fra Cadix, ikke fandt?” 

„Hvis vi havde Vind, kunde vi vere der om en 
Uge. Men er det Dem ſaameget om at gjøre, Seno⸗ 
rita, ſaa kan jeg ſtrax ſkaffe Land midt i Oceanet. Saa⸗ 
meget kan jeg da hexe, og det beroer kun paa Dem 
ſelv!“ 

„Det er nogle rare Ammeſtuehiſtorier!“ ſparede 
den unge Pige; „dem kan De bilde Andre ind! Jeg 
vil hellere gaae ned og ſee, om Mama ikke er vaagen 
endnu.“ 

„Tereſa, Tereſita!“ vedblev Capitainen, „ſeer De 
den Taage lige foran os?“ 

„Ja, det er Skyer og beſtandig Skyer, der ſpeile 
ſig i Havet.“ 

„Men under disſe Skyer ligger der en O, Seno— 
rita! Jeg kan ſee den, og Matroſerne ane, at den er 
der, ſkjondt jeg endnu Intet har ſagt dem.“ 

Tereſa, der allerede var nede paa Kahytstrappen, 
kom atler op pan Dekket. Matroſerne ſtode forud og 
pegede hen mod Landet, ſom de kunde ſkimte midt igjen⸗ 
nem Taagen, der fattes i Bevegelſe af Morgenens 
Briſe. Den unge Pige lænede fig udover Relingen, 
idet hun lagde fin lille Haand pan Capitainens Arm. 

„Jeſu Maria!“ raabte hun, „det er jo virkeligt 
Land! O, lad mig blot blive en Dag der, blot en 
eneſte Dag!“ 


Manoela. 663 


„Ja, nu fkal vi fee,” ſagde Capitainen med paa⸗ 
taget Alvor. 

„Aa hvad! faa er De jaa elffværdig, og jeg ffal 
aldrig mere beklage mig over, at Reiſen er faa lang!... 
Lad mig blot faae faſt Jord under Fødderne, ſaa ffal 
De ſee, hvor jeg ffal ſpringe ſom en Ged, langt gla— 
dere og lykkeligere end Dronningen af Spanien! Ikke 
ſandt, det gjør De nok, cupitaneilo?“ 

„Ja viſt“, ſvarede Somanden, „viſt gjor jeg det, 
ſiden det er af den Grund, at jeg har nermet mig til 
disſe Ser.“ 

„Moder! Moder!“ raabte ivrigt Tereſa ned ad 
Kahytstrappen, „kom hurtig op pan Dekkket! Her er 
Land, en O, lige tæt ved os ... Der er dog vel ingen 
Vilde paa Sen, Capitain?“ 

„Nei, vi ere ikke længere paa Sydhavet“, ſvarede 
Capitainen, „og Afrika ligger et godt Stykke fra os.“ 

„Hvilken Lykke, mamila! Du maa tage Penge, 
mange Penge med Dig, thi jeg har iſinde at kjobe Alt, 
hvad jeg ſeer! ... Det er den eneſte Fornoielſe i Lima! 
Man gaaer fra Boutik til Boutik paa det ſtore Torv, 
langsmed portal de Botoneros, og handler med alle de 
ſmaa friſerede Franfimænd om deres Silketoier, Vifter, 
Handſker og Silkeſkoe.“ 

Den unge Pige, der ſnakkede uophorligt ſom en 
peruanſk Papegoie, var omtrent femten Aar gammel. 
Som en rigtig Typus for Fruentimmerne i Lima, der 
ere Spanierinder, udviklede i en tropiſt Sol, havde hun 


664 Manoela. 


en livlig Aand, et lunefuldt Temperament og denne 
Freidighed, der er eiendommelig for den ſpanſke Race. 
Hendes Moder, Donna Roſario, fodt i Cadix, hvor en 
peruanſk Kjøbmand havde giftet fig med hende paa en 
af fine Reiſer, var allerede Enke i flere Aar. Hun 
længtes efter Fœedrenehjemmet, og da hun levede ganffe 
iſoleret i Lima, havde hun beſluttet fig til at vende til— 
Dage til fin Familie. Medens hendes Datter, der var 
utaalmodig efter at komme iland, ſkyndte fig at tage fine 
ſmukkeſte Dragter op af Kufferterne, Hvori de havde 
ligget begravne i tre Maaneder, klædte Donna Roſario 
fig paa i Ro og Mag. 

„Skynd Dig dog lidt, tjære Mama,“ ſagde Te— 
reſa; „jeg feer nok, at jeg maa hjælpe Dig ... 
Hvad for en Vifte vil Du have? Au! ... Au! mine 
Skoe pine mig, fordi jeg i ſaa lang Tid ikke har havt 
dem paa.“ 

Den unge Pige hoppede lyſtigt omkring i Kahytten. 

„Ver dog ſtille, nina!“ raabte Donna Roſario; 
„Du vender jo op og ned paa Alting, og Du gjør 
mig ganſke forrykt! ... Saa! nu er jeg færdig! Lad 
os nu gage op pan Dæffet og viis mig faa bette merk⸗ 
værbige Land, der gjør Dig ganffe ellevild af Glæde,” 

De gik ſammen op paa Daeekket. SØen var nu 
buffet heelt frem af Havet, og Skibet nærmeve fig hur— 
tigt. Nogle Baade, der vare beſatte med Fiſkere i forte 
Kapper med Hætter, roede frem og tilbage henne ved 
Kyſten. Oppe paa Klippen faae man Landboerne, der 


Manoela. 665 


ventede paa de Fremmedes Ankomſt; de ſtode ubevege⸗ 
lige og rakte Halſene frem ligeſom Pingviner, der ſtaae 
Skildvagt paa Malouinerne. Altſom Capitainen neer⸗ 
mede ſig Land, bjergede han forſigtigt ſine Seil. Fi⸗ 
ſkerne roede mistroiſk omkring det ſtore Skib og holdt 
ſig i en vis Afſtand; de vare bange for, at det var et 
Slaveſkib, der vilde proviantere, og ſom kunde ſeile 
bort uden at betale, naar det havde taget, hvad det 
brugte. Naar man lever afſondret fra Alle, bliver man 
let frygtſom, og det er ganffe naturligt, at man er bange 
for dem, man ilke kjender, paa en lille O, hvor man 
ikke har Andet at forſvare fig med end fin Fattigdom. 
Endelig vovede en Baad ſig hen til Skibet, og en af 
Fiſkerne, der havde lagt Merke til, at der var Damer 
paa Skibet, beſluttede ſig til at gaae ombord. Han 
vinkede med Haanden, man kaſtede en Ende Toug til 
ham, og et Sieblik efter var han paa Dakket. 

„Naa, endelig fif jeg dog en Lods!“ ſagde Capi⸗ 
tainen. „Kan jeg kaſte Anker her?“ ſpurgte han Fi⸗ 
ſkeren. 

Denne nikkede med Hovedet, kaſtede ſin tunge Kappe 
og greb Rattet. Det var et ſmukt ungt Menneſke med 
mandige og regelmesſige Trœk, en ſolbrendt Teint og 
et Par glimrende ſorte Sine. 

Skibet lyſtrede Roret og dreiede heelt rundt; Sei⸗ 
lene, der bolgede for en let Briſe, ſlog imod Maſten, 
og Ankeret faldt. 

„Skal vi blive liggende her?“ ſpurgte Tereſa. 


1 (AV — —„— 2 — 222 —— — — — — 2 — 


666 Manoela. 


„Troer De, at mit Skib kan ſpadſere paa Sand 
og Smaaſteen?“ ſpurgte Capitainen ſmilende. „Kom 
herhen til Faldrebet! De maa gage iland med Fiſker⸗ 
baaden.“ 

Donna Roſario, der ikke var meget bevægelig, 
havde ondt ved at komme ned af Faldrebet, og Tereſa 
fane lidt ſuurt til, at hun fulde fætte fig med fin ſmukke 
Silkekjole paa den vaade Bænk i en Baad, ber lugtede 
af Fiſk; men et Sieblik efter lo hun høit af Situatio⸗ 
nen. Baaden lagde til, Capitainen ſprang iland og gav 
begge Damerne Haanden. Tereſa udſtodte et Gledes— 
ſkrig, idet hendes lille Fod berørte Landjorden. 

„God Dag, god Dag, Folk!“ ſagde hun og hilſte de 
Indfodte, der bukkede og neiede for hende; „hvilket 
Sprog taler man her? naa, jaa ſvar dog, Du lille 
Fyr, der ftaaer der og haler i din Hane!“ 

„Vil De kjobe en Hane?“ ſpurgte Drengen og 
rakte Dyret frem. 

„Vil De kjobe Meek, Viin?“ raabte Landboerne, 
idet de kom frem med deres ſtore Leerkrukker. 

„Det bliver trættende i Lengden,“ raabte Donna 
Roſario. „De tale Alle i Munden paa hinanden og 
tilmed Portugiſiſk! ... Tereſa! Tereſa! Hvad beftiller 
Du der, mit Barn?“ 

„Jeg drikker nymalket Melk,“ ſvarede Tereſa og 
løftede muntert en Krukke med to Orer op over fit Ho- 
ved. „Tag det, min lille Pige! Det er til Dig! Hvad 
hedder Du?“ 


Manoela. 667 


„Hun hedder Mandela!“ raabte alle de Omſtaa⸗ 
ende. „Giv os, senhorita, en lille reis,“ „num 
reizinho por amor de Deos!“ Disſe ſidſte Ord „por 
amor de Deos“ gjentoge de Alle paa eengang og i Mun- 
den paa hinanden. 

„Jeg kjender lidt til Eders Sprog, men ſlet Intet 
til Eders Penge. Her har J en heel Haandfuld Rea⸗ 
ler! tag og deel dem og ti ſaa ſtille!“ 

„Kom, Tereſa!“ raabte Moderen, „og giv Dig ikke 
af med de Tiggere!“ 

„Det er fkikkelige Anſigter,“ ſagde Tereſa, „og 
Nogle af dem ere endogſaa ſmukke. See blot, lille 
Mama, pan hende der, ſom de kalde Manoela, er hun 
ikke deilig? Kom hen til mig, Mandela, og ver ikke 
bange! Kan Du ſige mig, hvor Byen er?“ 

„Ligefor os, senhorita, paa den anden Side af 
Oen ligger der en lille By, ſom hedder Santa-Cruz.“ 

„Det er godt. Og denne ſandede Vei med de 
fattige Ronner ſkal det ogſaa være en By?“ 

„Det er Landsbyen Lagens, senhorila.“ 

„Men er her da ſlet ingen Boutiker, Magaziner 
eller Nogetſomhelſt at fee paa?” 

Manoela ryſtede pan Hovedet. 

„Det maa da være et triſt Liv, man fører paa 
denne S!“ raabte Tereſa. 

„Det gaaer med Fornoielſer ſom med Rigdom,“ 
ſagde Mandela; „de groe ikke for Alle.“ 

„Det havde jeg ikke tenkt mig,“ ſagde den unge 


b — 


668 Manoela. 


Peruanerinde halv ſagte; „der er altſaa Folk til, ſom 
aldrig more ſig!“ Hun kaſtede et halvt nysgjerrigt og 
halvt medlidende Blik pan Manoela, hvis rolige Trek, 
havde et ſvagt Anſtrog af Reſignation og Tungſindighed. 
Uden ret at vide hvorfor, fulgte hun efter de to frem⸗ 
mede Damer og ſtirrede nysgjerrigt og forundret paa 
deres koſtbare Dragter. Beboerne af de faa Huſe, der 
lage halvt ſkjulte bag Klipperne, fane dem gage forbi, 
og meer end En af dem vinkede af Manoela og hvi— 
ſkede til hende: „Hvad er det for fornemme Damer? 
hvor komme de fra? og hvor forer Du dem hen?“ 

Manoela var meget i Forlegenhed med hvad hun 
ſtulde ſvare, thi Tereſa hoppede lyſtigt omkring hende 
og kunde høre Alt, hvad der blev ſagt, og Donna Ro⸗ 
ſario gik bagefter og ſyntes flet ikke fornoiet med denne 
Udflugt. 

»Scfioras,” ſpurgte Capitainen, der fulgte dem lidt 
pan Bet, „er det Deres Henſigt at ſkraage tversover 
Den og at gage ligetil Santa-Cruz?“ 

„Ja,“ ſvarede Tereſa, „jeg bliver ved at gage, 
faalænge jeg har Noget at gane paa. Min lille Ma⸗ 
noela, er der langt til Santa⸗Cruz?“ 

„O nei,“ ſagde Mandela, „det er et Par Timers 
Gang.“ 

„Saa lad os komme afſted,“ raabte Tereſa, „af⸗ 
ſted, afſted! Jeg har aldrig for i mit Liv gaaet faa 
langt.“ 

Donna Roſario var ikke ſaa let tilbeens ſom hen⸗ 


Manoela. 669 


des Datter; hun beklagede fig derfor over, at der ikke 
var et Muuldyr at opdrive, og hun havde meget at 
indvende imod Fodtouren i det Hele. Capitainen, der 
ikke vilde lade fit Skib ligge længer end nodvendigt for 
Anker paa et farligt Punkt, vilde igjen ombord og fatte 
Damerne Stævne paa den anden Side af Sen Flores. 

„Jeg haaber om nogle Timer at kunne gage igjen⸗ 
nem det ſmalle Strede, der adſkiller Øerne, og i Efter⸗ 
middag treffer jeg Dem ved Santa Cruz. Farvel ſaa⸗ 
længe!” 

„Ja, gaa De kun hen til Deres Skib,“ ſagde 
Tereſa, „og ſpadſeer De pan Deres Dek, ſaameget De 
lyſter! Manoela vil nok ledſage os. Ikke fandt, Lille! 
Du vil nok folge med os?“ 

„Jo heller end gjerne! Vi komme forbi min Mo⸗ 
ders Huus paa Veien, og der kan De hvile Dem ...“ 

„Og faae en lille Forfriſkning, thi jeg begynder at 
blive ſulten,“ tilfsiede Tereſa. 

„Alt, hvad der er i vort fattige Huus,“ ſagde 
Manoela, „er til Deres Tjeneſte.“ 

„Og vi tage gjerne imod det! O, hvor bet ffal 
glede mig engang at ſpiſe til Middag i en Lovhytte!“ 
raabte Tereſa og klappede i Henderne. 


2 ig 
Ulykkeligviis var der ikke nogen Løvhytte i den 
gamle Joſefas Have. Det fattige Huus fane faldefeer⸗ 
digt ud, og dets eneſte Prydelſe ud til Veien var et 


670 Mandela. 


gammelt Viintrœ, der ſyntes at holde Murene ſammen 
med fine lange og ſterke Grene. Nogle Hons gik frede⸗ 
ligt udenfor Doren med en Hane, der kneiſede ſtolt og 
galede ganſke forundret, da den fif Øie paa de to Da— 
mer, der kom henimod dem tilligemed Mandela. Hon— 
ſene flygtede ſkrigende ind i Huſet, og Mandelas Mos 
der, den gamle Joſefa, der af disſe Symptomer anede 
et uſedvanligt Beſog, kom frem pan Dorterſklen. Det 
var en høi, tor, graahaaret Kone, der ſaae ud til en— 
gang at have veret ligeſaa kjon ſom hendes Datter; 
men det var meget længe ſiden. 

Naar man er fattig, holder man ikke af at viſe 
ſin Fattigdom frem for Andre. De to fremmede Damers 
Ankomſt bragte derfor den gamle Kone til at rynke 
Banden, og Manoela kunde ikke lade være at blive lidt 
forlegen, da Tereſa uden videre gik hen til Moderen og 
ſagde: „God Dag, min gode Kone! Vi kan vel ſagtens 
faae Noget at ſpiſe hos Dem? Hvor De dog har en 
nydelig Datter! Naa, bliv nu ikke rod, Mandela! 
Hvis Du ikke var født herude paa Landet, vidſte Du 
nok, at Du var nydelig.” 

„Jeg har kun lidt at byde Dem,“ ſparede den 
Gamle og faae hen til Honſene. 

„Hvor de ere yndige de ſmaa Høng!” raabte Te⸗ 
reſa, „vil De jælge mig dem?“ 

„Hvad vil Du gjøre med dem?“ ſpurgte Donna 
Roſario; „hvorledes vil Du fore dem med Dig, og 
hvor vil Du anbringe dem i Skibet?“ 


* 


Manoela. 671 


„Det kan Du lade mig om, Mama! See her! 
Jeg betaler en Piaſter for Stykket af dem!“ 

Hun fatte fig hen paa en Benk foran Viintreet, 
medens Manoela dekkede Bordet og fatte Brod, Aeg, 
Meek og Viindruer paa det. 

Maaltidet var tarveligt, men naar man efter en 
lang Soreiſe kommer paa Landjorden, ſmager Alting 
fortræffeligt. Den Gamle, ber følte Lyſt til at gjøre 
nok en indbringende Handel, kom frem med nogle ſtore 
Sivkurve. 

„Dem kan jeg lide, og dem trænger jeg til om⸗ 
bord,“ ſagde Tereſa i en raſt Tone. „Jeg kjober dem, 
hvis De vil være af med dem.“ 

„Ja, naar de kan være Dem til nogen Nytte,” 
ſvarede den Gamle. „Jeg holder rigtignok ſelv meget 
af dem, thi min afdøde Mand flettede dem otte Dage 
for han drog bort paa Expeditionen med Dom Pedro. 
Han var lige bleven udnævnt til Sergeant, men han 
overlevede det ikke længe, thi han fil en Kugle i Bryſtet, 
da de ubffibede fig ved Oporto.“ 

„Jeg beklager Dem af mit ganſke Hjerte,“ ſagde 
Donna Roſario alvorligt; „det hører til de Stod, man 
ikke glemmer.“ 

„Naa! Han gjorde mig juſt ikke meget lykkelig! 
Inden han reiſte, havde han ruineret mig, og da han 
dode, eiede jeg Intet.“ i 

Denne ſmigrende Ligtale blev afbrudt af en hvid 


672 Manoela. 


Ged, der foer hen til Mandela og gjorde en Mængde 
Cabrioler omkring hende. 

„Er den Deres?“ ſpurgte Tereſa ivrigt. 

Manoela nikkede. 

„Aa lad mig faae deu! Lad mig faae den!“ gjen⸗ 
tog den unge Peruanerinde; „ikke ſandt, Mama? Du 
har jo ikke Noget imod, at jeg tager den med mig?“ 

Donna Roſario var ſaa vant til at ſige Ja til 
alle den unge Piges Luner og Indfald, at hun kun for 
en Forms Skyld gjorde nogle Indvendinger, der ſtrax 
bleve gjendrevne; men Mandela gav ikke fit Samtykke. 
Taus og bedrovet knipſede hun med Fingrene over Ho— 
vedet af Geden, der paa den koketteſte Maade af Ver⸗ 
den blev ved at gjøre Cabrioler omkring hende. 

„Ja, tag De bare det Dyr med Dem,“ ſagde den 
Gamle i en vranten Tone. „Her gjor det ikke Andet 
end Fortrœd: det gnaver de unge Spirer af mit Viin⸗ 
træ. og plyndrer min Bonnemark.“ 

Manoela kaſtede et bedende Blik hen til Moderen; 
hun ſlyngede fine Arme omkring den hvide Ged, der 
gav fig til at bræge, ſom om den forſtod, hvad det 
dreiede ſig om. 

„Nei, mit Barn,“ ſagde Donna Roſario; „De 
ſkal ikke miſte dette lille Dyr, ſom De ſynes at holde 
af, og ſom heller ikke vil fra Dem. Min Datter vilde 
være kjed af det inden fire og tyve Timer.“ 

„Naar Manoela ikke har det hos fig, vil hun være 
flittigere ved ſit Arbeide. De unge Piger i vore Dage 


Manoela. 673 


gide Ingenting beſtille! Hvorfor har jeg dog ikke faaet 
en Dreng iſtedet?“ 

Manoela græd ſtille; der var i Moderens Stemme 
noget jaa Haardt og Ukjerligt, at Tereſa, der ikke var 
vant til Sligt, blev ganſke forſkrekket. Hun boiede fig 
hen til den unge Pige og hvifkede til hende: „Stakkels 
Lille! Deres Mama er viſt meget ſlem!“ 

„Nei, senhorita! Hun er blot vred paa mig, fordi 
jeg ikke kan fortjene Penge nok.“ 

„Ikke Andet end det!“ ſparede den unge Peruaner⸗ 
inde. „Vent lidt og lad mig tale med Mama!“ 

Mellem Donna Roſario og hendes Datter blev 
der nu fort en lille Underhandling med ſagte Stemme, 
ſom varede i flere Minuter. Det var tydeligt at Dat⸗ 
teren havde et nyt Indfald, ſom Moderen ſatte ſig imod, 
men Tereſa opgav det ikke og blev ved at forfegte det 
med ſtor Heftighed. Lidt efter lidt blev Moderen bragt 
til Taushed; hun uͤdſtodte et Suk, der var et Tegn paa, 
at hun erklærede fig overvunden, og den ſeirende Te⸗ 
reſa raabte i en triumferende Tone: „Donna Joſefa, 
Deres Datter behager mig overordentligt, og jeg tager 
hende under min Beſkyttelſe. Hører Du, Manoelita! 
giv mig din Haand og græd ikke! Min Moder og jeg 
ere blevne enige om, at ſiden Du ikke vil afſtaae mig 
din hvide Ged, ſaa tager jeg Jer begge To med mig!“ 

„Tereſita! Tereſita!“ ſagde Donna Roſario og 
lagde Viften paa hendes Arm, for at hun ikke ſkulde 


ſige mere. 
44 


—— —— —— 


674 Manoela. 


„Ja, lille Mama! Naar Du onfſker det, ſaa lader 
jeg Hons og Kurve blive tilbage. Jeg vil da heller 
ikke udplyndre Huſet aldeles. Man maa ogſaa være 
fornuftig — men Manoela og hendes hvide Ged folge 
med os til Cadix — den Ting er afgjort, ikke fandt?” 

Den gamle Joſefa gjorde ſtore Sine; hun ſyntes 
at ſluge med fit BUE Tereſas ſmaa Hænder, der havde 
forfærdeligt travlt med at loſe en Knude op paa Lomme-⸗ 
torkleedet, og hvoraf hun fremtog en Mængde ſmukke 
Guldmynter med peruanſk Præg, der foreſtillede en Sol, 
ſom ſender fine Straaler ned til Toppen af Potoft. 

„Mine Damer!“ ſagde den gamle Kone og gjorde 
fig Umage for at komme til at græde. „Jeg har ingen 
Andre end hende til at hjælpe mig med mit Arbeide, 
og i min Alder har man ondt ved at fortjene det dag—⸗ 
lige Brod!“ 

„Her har De ti Onzier, fordi De kommer til at 
undvære Deres Datter, og her har De to Gulbdſthkker 
endnu for Geden.“ 

„Det er vel gode Peuge?“ ſagde den Gamle og 
rakte begjerligt Haanden ud efter Guldet. „Vi Fattig⸗ 
folk forſtaae os ikke paa ſaadanne ſtore Penge.” 

„Ja det kan De ſtole paa,“ ſagde Tereſa. „Det 
er ægte peruanſk Guld, og det fkal være det bedſte i 
Verden!“ 

„Hvad det er for deilige Penge!“ vedblev den 
Gamle. „Mandela, faa tak dog de fornemme Damer! 


Manoela. 675 


Du vil da blive lykkelig tilgavns hos ſaadanne rige 
Folk!“ 

Manoela var forvirret og vidſte ikke, hvad hun 
ſkulde ſvare. Hun blev jaget ud af fin Moders Huus, 
omtuſket for nogle Guldſtykker og ſkjondt hun var kun 
ferten Aar gammel, havde hun i ben forte Levetid 
allerede gjennemgaaet meget og fundet fig i Alt med 
Taalmodighed. Fattige Folk, der mage kempe med 
Trang og Elendighed, pleie ikke at odsle mange Kjer⸗ 
tegn paa deres Born. Hvor høit de end elſke dem, 
behandle de dem undertiden haardt for at ove dem i 
Modgang. Manoela mente, at det ogſaa var Tilfeldet 
her, ſaameget mere ſom hun altid havde været lydig og 
erbodig imod fin Moder. Naar et eller andet haardt 
Ord havde kranket hende, gik hun rigtignok engang 
imellem ud af det lille Huus for at indaande en anden 
Luft og lytte til Bolgernes Torben, der have en for= 
underlig Kraft til at bringe Sorg og Smerte til at 
forſtumme. Naar hun da kom tilbage, manglede det 
aldrig, at den gamle Joſefa overvældede hende med Be— 
breidelſer paany, fordi hun, ſom den Gamle udtrykte 
fig, ſloſede fin Tid hen med at ſpadſere. En Dag 
bragte Manoela den hvide Ged hjem med fig fra en 
af disſe Udflugter. Hvor havde hun truffet den? hvem 
havde givet hende den? Det var hendes Hemmelighed. 
Et myſtiſk Baand ſyntes at knytte disſe to Skabninger 


til hinanden. Branca — ſaaledes hed Geden — var 
ilde ſeet af den Gamle; den ſluttede ſig derfor til den 
44% 


— — 


A4 ͤ 222 mi mom 


676 Manoela. 


unge Pige og forlod hende kun, naar hun befalede 
den at lægge fig bagved Huſet. Hun vilde for ingen 
Priis have ffilt fig ved Branca, og hun var der⸗ 
for ganſke forfærdet over at fee, at hendes Moder for 
en Haandfuld Guld vilde ſkille fig ved hende. Gjer⸗ 
righeden er en Lidenſkab, ſom Ungdommen ikke kan be⸗ 
gribe. Men paa ſamme Tid, ſom den unge Pige ind— 
Jane, at hendes Moder ikke elſkede hende, troede hun at 
leſe i Tereſas aabne Anſigt en hoi Grad af Sympathi. 
Hun kaſtede ſig derfor om den unge Peruanerindes Hals 
og hulkede hoit. 

„Men, Nina, Du qpeler mig jo!“ raabte denne, 
der blev ganſke overrafket over dette Udbrud af en til⸗ 
bagetrengt Folelſe. 

„Kan Deres Datter ſye?“ ſpurgte hun derpaa den 
gamle Joſefa. „Forſtaaer hun fig paa at ffære til og 
brodere?“ 

„Det gjor hun rigtignok,“ ſagde den Gamle; „hun 
er desuden meget lærenem og opfatter ſtrax Alt, hvad 
De viſer hende.“ 

Heraf indſaae Manoela, at hun ſkulde indtræbe i 
et Tjeneſteforhold hos de to Damer og opgive ſin Fri⸗ 
hed. Hun troede, at hun dromte, og hun ſpurgte fig 
ſelb, hvorledes det var muligt, at et tilfældigt Mode 
med en ung Pige, ſom hun for et Par Timer ſiden 
fane for forſte Gang, kunde faa aldeles forandre hendes 
Skjebne. Hun vidſte hverken, hvor hun fkulde hen, 
eller hvorfor hun ſkulde bort. Hendes lille fattige S 


Manoela. 677 


ſorekom hende nu ſom et Paradis, hun blev jaget ud 
af, uden at hun havde forſeet fig. Hendes eensformige 
Tilverelſe ſtod pludſelig for hende i et ſmukt Lys, lige⸗ 
ſom i den fjerne Horizont en ode og ſandet Slette, 
naar Aftenſolen kaſter fit Roſenſkjeer hen over dens 
Fattigdom. 

Forberedelſerne til Afreiſen vare ſnart trufne. Ma⸗ 
noela tog ſin lille Pakke under Armen, omfavnede ſin 
Moder med tungt Hjerte og ſpurgte halvſagte: Hvorfor 
ſkal jeg tage fra Dig? 

„Det er til din egen Lykke, mit Barn!“ ſagde den 
Gamle, der nodigt vilde af med fine Guldſtykker, „thi 
hvad ſkulde der blive af Dig her?“ — Der er Folk, ſom 
ikke kunne gage igjennem en Have uden at afplukke en 
Blomſt eller en Frugt, og ſom ſtrax ſkulle tilegne fig 
Alt, hvad der tiltaler deres Blik. Saaledes gik det og⸗ 
ſaa med Tereſa: i ſin Glede over at tage den ſtakkels 
unge Pige med ſig, faldt det hende ikke ind at tenke 
paa, om Manoela ogſaa var glad over at folge med 
hende. Hun hoppede glad ved Siden af ſin Moder og 
pasſiarede om, hvilken Fornoielſe det vilde være hende 
at blive friſeret hver Morgen af Manobelita. Denne 
gik langſomt og med boiet Hoved bagefter, fulgt af den 
trofaſte Branca, og folte ſig ude af Stand til at mod⸗ 
fætte fig Moderens Onſker og Donna Tereſas Billie. 

For ikke at blive feet af Beboerne af Santa⸗Cruz, 
forte hun de to Damer ned til en lille Landingsplads 
omtrent et Par hundrede Skridt fra Byen. — Capi⸗ 


678 Wanoela. 


tainen, der lod fit Skib lavere ude paa Søen, under 
Lodſens Commando, landede med fin Baad paa ſamme 
Sted. 

„Capitain,“ ſagde Tereſa til ham, „vi bringe Dem 
her to Pasſagerer, en af forſte Clasſe, ſom fkal boe 
ſammen med os i Kahytten, og en, ſom De kan an⸗ 
bringe, hvor De vil, ved Foden af Stormaſten eller i 
Faareſtalden.“ 

„Ak, Tereſita!“ raabte Somanden, „De er da 
fuld af Capricer fra Morgen til Aften.“ 

„Ja, er det ikke forſkrekkeligt!“ afbrod Donna 
Roſario ham; „de unge Piger nutildags ere faa ube— 
gribeligt paaſtaaelige ....“ 

„Og Modrene ſaa ubegribeligt eftergivende”, mum⸗ 
lebe den gamle Sømand, idet han vendte fig om og 
gik fra hende. 


3. 


Da Natten faldt paa, naaede Capitainen Skibet 
med ſine Pasſagerer. Branca blev ſtrax anbragt i 
Faareſtalden — ſaaledes falder man det lille Lukaf, 
der er beſtemt til at optage de Dyr, ſom fkulle for⸗ 
teres paa Reiſen — men den ſmuttede ſnart ud af fit 
Feengſel. Den lob braegende om paa Dakket, tittede 
ind overalt og ſogte efter Mandela. Hun fad ved Si⸗ 
den af Tereſa og græd. Forgjeves ſogte den unge 
Senorita at troſte hende, idet hun fortalte hende om 


Manoela. 679 


fine Barndoméglæber i den muntre By Lima, ſom man 
kalder Fruentimmernes Paradis. 

„Seer Du da ikke, hvor bedrøvet hun er?“ ſagde 
Donna Roſario til Datteren. „Lad hende forſt komme 
til Ro, ſaa kan Du imorgen fortelle hende alle dine 
Hiſtorier! Der, lille Mandela, er din Koie — læg 
Dig nu til at ſove!“ 

„Hvis Fruen ikke har Noget imod det“, ſvarede 
Manoela, „vil jeg gage op paa Dakket og trælfe Luft, 
thi jeg qvceles hernede.” 

Manoela gik op pan Deekket, og med et Spring 
var Branca hos hende og oversſte hende med Kjertegn. 

„Du holder dog af mig“, hviſkede den unge Pige. 
„Ak, min ſtakkels Branca, vi fane ikke mere vore Klip⸗ 
per at ſee og heller ikke ham, der bragte Dig til mig! 
O, min ſtakkels S!“ 

Idet Manoela ſagde disſe Ord, ſaae hun gjennem 
Morket hen til Sen Flores, der endnu viſte ſig i Hori⸗ 
zonten ſom en ſtor, mørk Plet. Hun led, men der var 
Ingen omkring hende, der endſede hendes Smerte. Alle 
de Andre paa Skibet vare jo glade over, at de kunde 
fortjætte deres Reiſe og fjerne ſig fra denne lille S, 
der ikke ſpillede nogen Rolle i deres Erindring. J bette 
Dieblik var der dog Cen, der tænkte paa den unge 
Pige, og ſom med et glad Hjerte ilede hen til det lille 
„Huus, hvor han haabede at treffe hende. 

Fiſkerbaaden, der havde ledſaget Skibet, lige fra 
dets Ankomſt til Sen, landede ikke langt fra Santa⸗ 


9ꝙ6'2ꝰ³ÿœwꝛ:ã—.. — — — ẽ dXn ——3 


680 Manoela. 


Cruz. Ud af Baaden ſprang det ſamme høie unge 
Menneſke, der havde gjort Tjeneſte ſom Lods ombord 
paa Skibet. Den unge Fiſker ſkyndte fig ad en Gjen⸗ 
vei at naae Landsbyen Lagens paa den anden Side af 
Øen. Da han kunde dine det lille Huus, der beboedes 
af den gamle Joſefa, ſtandſede han et Sieblik og tenkte 
fig om; derpaa foer han igjen afſted tversover Marken. 
Han nærmede fig igjennem Haven det lille Huus og 
bankede paa Vinduesſkuddet. 

„Hvem er det?“ ſpurgte den gamle Kone. 

„Det er mig, det er Diogo,“ ſvparede Fiſkeren. 

„Hvorfra kommer Du, min Dreng? og hvad vil 
Du paa denne Tid? det er ſnart Midnat.“ 

„Jeg har lodſet et Skib tilbage til Lagens og 
har idag havt en god Fortjeneſte. Hvis jeg havde 
mange Skibe at lodſe ſom det der, kunde jeg ſnart blive 
en rig Mand. Men hvor er Branca? og hvorfor 
kommer ikke det lille Dyr og hilſer paa mig? Tjen 
mig i at lukke op og at tende din Lampe! jeg har 
Noget at viſe Dig, og imorgen faner jeg ikke Tid til 
at komme igjen.“ 

Den Gamle havde gjerne lukket fit Vindueſkud og 
viiſt den paatrengende Diogo bort; men denne havde 
flere Gange havt Leilighed til at gjøre. hende Smaatje⸗ 
neſter! han kom altid om Foraaret og gravede hendes 
lille Have, og nu, da hun var alene, trængte hun al⸗ 
lermeſt til hans Biſtand. Hun tendte derfor Lampen 
og aabnede Doren. 


Manoela. 681 


„Tak, Joſefa“, ſagde Diogo, idet han traadte ind. 
„See, her har jeg et ſmukt chineſiſk Krepſhawl, ſom jeg 
fif for af Capitainen paa Skibet tilligemed en ordent⸗ 
lig Sum Penge. Men hvor er Manoela?“ 

„Hun er taget til Santa-Cruz. Hvad var det, 
Du ſagde om det chineſiſke Krepſhawl?“ 

Diogo lagde Shawlet ſammen og ſtak det i Lom⸗ 
men; derpaa lagde han Armene overkors pan Brhſtet 
og fane ſtift paa Joſefa: „Manoela er i Santa-Cruz! 
Hun er taget herfra! .. .. Siig mig Sandheden, den 
rene Sandhed: Hvor er Manoela?“ 

„Hun er reiſt bort“, ſagde den Gamle en Smule 
forſkrekket, „reiſt bort med Damerne, der kom hertil 
paa det ſtore Skib. Hun ſtaaer ikke mere til at trænge, 
og jeg har ogſaa ſelv havt en god Dag.“ 

„Hun er reiſt bort!“ raabte Diogo med Taarer i 
Sinene, „og det er mig, der har lodſet det forbandede 
Skib hertil! . . . . Hvorfor lod Du hende tage bort? 
hun har grædt fine modige Taarer, forinden hun reiſte, 
det er jeg vis paa.” 

„Det er ſandt“, ſvarede den Gamle, „hun var 
ganſke rørt, da hun ſkulde bort, men det er jo i fin 
Orden.“ 

„Du har altſaa faaet Penge af hende?” 

„Ja, det troer jeg: ſtore Guldſtykker!“ 

„Og Du har ſolgt din Datter for disſe ſtore 
Guldſtykker,“ ſagde Diogo, og gik hen imod Manoelas 
Moder. „Og hvad ville disſe Damer gjøre med din 


682 Manoela. 


Datter? Hun ſkal være deres Tyende, deres Kammer- 
pige, og Du fager hende aldrig mere at fee! Kan de 
ikke finde Tjeneſtefolk nok i Verden uden at tye til 
hende? men de ſkulde abſolut berøve os Perlen paa vor 
S! Og jeg, ſom kom hev, alene for at ſige Dig, at 
jeg nu har ſamlet en rund Sum, ſom jeg har ſftjult 
mellem Klipperne, og at jeg un kommer for at frie til 
din Datter.“ 

„Nu er det forſilde, og der er Intet mere at gjore 
derved,“ ſagde den gamle Joſefa. „Gaa hen og hviil 
Dig, Diogo, og lad mig være i Ro! Vi kan tale mere 
om den Ting en anden Gang.“ 

„En anden Gang!“ afbrod Fiſkeren hende; „troer 
Du, jeg vil lade mig afſpiſe med den Snak! Ak, der⸗ 
ſom jeg havde vidſt, at Du var kjed af hende, og der— 
ſom Du havde ſagt til mig: Jeg giver dig hende for 
hundrede Piaſtre, for tohundrede Piaſtre, ſaa vilde jeg 
betalt Penge for hende, iſtedenfor at forlange Penge 
med hende. Det ſtakkels Barn! Du maa da have 
været meget kjed af at have hende hos Dig?“ 

„Hun lob mere omkring imellem Klipperne, end 
hun var hos mig,“ ſagde den Gamle i en tor Tone. 
„Saaſnart jeg blot ſagde hende et Ord, hun ikke ſyntes 
om, lob hun ſin Vei.“ 

„Ja, fordi Du vilde lade det gage ud over hende, 
at din Mand havde været ond imod Dig!“ 

„Diogo!“ raabte den Gamle vred; „kommer Du 
herhen for at fornærme mig?“ 


Manoela. 683 


„Nei, tvertimod,“ ſparede Fiſkeren, „jeg kom for 
at kaſte mig paa Knæ for Dig og bede Dig om din 
Datter. See, her ligger jeg pan Knee, Joſefa! Giv 
mig din Haand og ſvar mig. Hun maa da have været 
meget flet, den ſtakkels Mandela, og det var ſagtens 
urigtigt af Folk, at de Alleſammen holdt af hende?“ 

„Det ſiger jeg ikke.“ 

„Hun maa have været baade vild og uregjerlig, 
ſiden Du ſaa gjerne vilde af med hende?“ 

„Nei, det har jeg aldrig ſagt.“ 

„Og ſmuk var hun vel heller ikke? Det er mu— 
ligt, Joſefa, at Du engang har været ſmukkere; men 
viſt er det, at hun havde ikke fin Mage pan hele 
Sen!“ 

„Jeg veed meget godt, at hun ikke er ilde.“ 

„Er det da ikke ffrætteligt? Man har en Datter, 
der baade er god og forſtandig, friſk ſom et Foraar og 
ſmuk ſom en Roſe, og faa ſiger man: Polker ivold 
med Dig, en fpælfet Pung er dog mere værd! Farvel!” 

„Ti ſtille! Diogo, og reis Dig op!“ ſagde den 
Gamle i en forknyt Tone. „Du er en brav Knos, og 
Du elſker min Datter, det feer jeg nok, men Kjerlig⸗ 
heden gjor Dig forrykt i Hovedet, og Du veed ikke, 
hvad Du ſnakker.“ ! 

»Bær rolig, Joſefa, og tilſtaa, at Du favner alle= 
rede din Datter! Jeg fan fee bet pan Dig, at Du 
favner hende, og der er ikke nogen Skam i at tilſtaae 
det.“ ' 


U 


684 Mandela. 


„Hvorfor ſiger Du mig det nu, da det er for 
ſilde?“ udbrød den gamle Kone gredende. 

„Jeg ſiger Dig det, fordi det ikke er for ſilde,“ 
raabte Diogo. „Der rorer fig ikke en Vind, og Ski⸗ 
bet, ſom Manoela er ombord paa, maa ligge ſtille hele 
Natten. Bil Du, at jeg ſkal bringe Dig din Datter 
tilbage?“ 

„Om jeg vil det? der er ingen Glede for mig i 
denne Verden uden hende.“ 

„Godt! Saa giv mig hurtigt Guldſtykkerne, at jeg 
kan bringe dem tilbage til Damerne.“ 

„Aa, de ere rige nok og bryde ſig viſt ikke om det.“ 

„Guldſtykkerne i en Fart!“ raabte Diogo. „Du 
vil da ikke beholde, hvad der ikke hører Dig til, 
Joſefa?“ 

„Men de ere fan ſmukke! Det er peruanſk Si: 
ſom Du aldrig har feet Mage til.“ 

„Fordomte Gjerrighed!“ raabte Diogo og ſtam⸗ 
pede med Foden. „Giv mig Guldet i en Fart og lad 
mig kommn afſted! Hvis Briſen reiſer fig, gaaer Sfi- 
Det, og Alt er tabt.” , 

Den gamle Kone gav fig til at ſoge efter Guld⸗ 
pengene i en Matrats, hvor hun havde ſkjult den Skat, 
ſom hun faa fort Tid havde været i Beſiddelſe af. 
Hun tog dem med ffjælvende Haand frem, een efter een, 
og de ſyntes at klebe fig faſt til hendes Fingre. Fi⸗ 
ſkeren rev dem fra hende, ſtak dem i en Skindpung og 
ilede hen til Døren. 


Manoela. 685 


„Diogo!“ raabte den Gamle, ber plubfelig blev 
mistroift, „Du bedrager mig dog vel ikke?“ 

Den unge Fiſker traf pan Skuldrene, uden at ſvare, 
og lob derfra tversover Marken. 

„Diogo, Diogo!“ raabte den Gamle efter ham, 
„der var tolv Guldſtykker! Hvis Du ikke faner Mandela 
tilbage, ſkal Du bringe mig dem alle tolv! Min Gud, 
min Gud! Hvis han bedrog mig!“ 

Fiſkeren hørte hende ikke. Han lob alt hvad han 
kunde henover Klipperne, for at komme ned til Havet, 
og med Sinene ſogte han efter det ſtore Skib, ſom det 
gjaldt om at naae, inden det var forſilde. 


4. 


For at forkorte Veien lod Diogo ſig glide ned af 
de ſteile Klipper, ved hvis Fod Havet har udhulet dybe 
Grotter, der ere fyldte med fiint Sand. Maagerne 
foer forſkrekkede iveiret og fatte fig ſkrigende paa de 
forte Klippeſpidſer, til Dagen brød frem. Stjernerne 
glimrede paa Himlen, og Havet var roligt. Endelig 
naaede han en lille Baad, der var truffet op paa San⸗ 
det og gjort faſt ved et Dræg. Han fatte fin brede 
Ryg imod Bagſtavnen og ſkjod den let ud i Vandet. 
Nogle kraftige Aaretag bragte den ud paa Dybet, og 
da Briſen begyndte at vifte omkring ham, ſatte han Seil 
til. Ogſaa paa det ſtore Skib begyndte Seilene at 
ſvulme ved den forſte Luftning, og et Sieblik efter fatte 
det fig i Bevegelſe. „Saalenge det ikke lufter mere,“ 


————ũ1— ' — . — — 


IIe irn 


686 Manoela. 


tenkte Fiſkeren, „er jeg hurtigere end de og kan ikke 
undgage at naae dem; men hvis Vinden tager til . . ..“ 
Han gav fig til at roe af alle Kræfter for at komme 
hurtigere afſted og ſogte ude paa Dybet efter det ſtore 
Skib, der fkjultes af Morket. Paa denne Maade for⸗ 
lob flere qvalfulde Timer. Endelig blegnede Stjernerne; 
en hvidlig Glands kom frem i Horizonten og gik ſtrax⸗ 
efter over til en kraftig, roſenrod Lue, ſom forſt far— 
vede hele den veſtlige Himmel og derpaa Bolgerne. 
Fiſkeren fane Skibet, hvis hvide Seil reiſte fig pyra⸗ 
mideformigt i en betydelig Afſtand. Han udſtodte et 
Gledesſkrig, da de otte Glas, der kaldte Mandſkabet op 
paa Dekkket, naaede til hans Øre. 

Det er pan den Tid, at Daeekket ſpules, thi naar 


man er tilſves, pleier man at vaſke og polere fit flydende 


Huus, ſom om man hvert Sieblik ventede Fremmede. 
Med nøgne Fødder, opſmogede Buxer og Sfjorteærmer 
kaſtede Matroſerne den ene Spand Vand henover Dæf- 
ket efter den anden, medens Matrosdrengene travlt po— 
lerede Alt, hvad der hed Kobber og Mesſing. Under 
denne Reengjoring ſprang den ſtakkels Branca fra den 
ene Side af Deekket til den anden, forfulgt af Koſte, 
Svabere oſv. Den vagthavende Officeer fab henne paa 
Skandſen og morede fig over alle det ſmukke Dyrs 
Krumſpring, medens det bregede efter at komme i Land. 

Fiſkerbaaden nærmede fig imidlertid hurtigt, Da 
den ikke var mere end en Kabbellengde fra Skibet, 
gjorde Diogo Tegn, at han vilde ombord. Den vagt⸗ 


i 


Manoela. 687 


havende Officeer befalede at braſe bak, og en Ende blev 
kaſtet til Diogo, der et Sieblik efter ſtod pan Dakket. 
Branca, der kjendte ham ſtrax, ſprang ned ad Kahyts⸗ 
trappen til Manoela, og i ſamme Sieblik kom Capi⸗ 
tainen, ſom man havde underrettet om Fiſkerens Ankomſt, 
op fra Kahytten. 

„Hvad er til Tjeneſte, Lods?“ ſpurgte Somanden. 

„Jeg onſker at tale med de Damer, De har om⸗ 
bord, Capitain.“ 

„De ſove og ere ikke vante til at modtage Beſog 
faa tidligt paa Morgenſtunden.“ 

„Det tenkte jeg nok,“ ſvarede Diogo; „men Ti⸗ 
den er koſtbar for os Begge. Vil De derfor have den 
Godhed at ſige dem, at Mandelas Moder forlanger 
ſin Datter tilbage og ſender dem de Penge, ſom de har 
givet hende!“ 

Med disſe Ord leverede han Capitainen Guld⸗ 
ſtykkerne, ſom han havde gjemt i Skindpungen. Capi⸗ 
tainen gik ned ad Kahytstrappen og bankede ſagte paa 
Doren til Damekahytten. Tereſa vaagnede og horte, 
hvorom Talen var. 

„Det er godt, det er godt!“ ſvarede den unge 
Pige; „lad ham tage baade Manoela og Geden med 
fig og Alt, hvad han vil forreſten, naar han, blot vil 
lade mig ſove! - Hører Du det, Du Smaa? hører Du, 
Manoela!“ 

„Hvad er der paafeerde?“ ſpurgte Donna Roſario. 

„Aa, Ingenting! Det er den gamle Kone, vi var 


——— en 


688 Mauoela. 


hos igaar, der fortryder, at hun har ladet Datteren 
reiſe, og nu forlanger hende tilbage.“ 

„Hun har ſendt Pengene med, og jeg har dem 
her,“ tilfoiede Capitainen. 

Manoela, der ikke havde lukket et Sie hele Natten, 
ſtod allerede fuldtfeerdig med fin lille Byldt under Ar- 
men, og Branca trippede utaalmodigt omkring udenfor 
Doren og klapprede med ſine Hornhove. 

„Farvel, Du Smaa!“ ſagde Tereſa og vendte ſig 
om paa den anden Side for at falde iſovn igjen; „be⸗ 
hold Pengene og gaa din Vei! Jeg er vis paa, at jeg 
faner Hovedpine hele Dagen, fordi jeg er bleven veeket 
fan tidligt!” 

„Men, mit Barn!“ afbrod Donna Noſario hende, 
„det er jo en Sdſelhed, der er aldeles utilgivelig! 

„Ti ſtille, Mama!“ ſagde Tereſa, „og forſtyr mig 
ikke mere! Jeg kan ikke høre, hvad Du ſiger .... jeg 
ſover ... .! Jeg ønffer nu, at det ſkal veere ſaaledes, 
og faa maa Du finde Dig i det!“ 

„Det er i ſin Orden!“ ſagde Capitainen ſagte; 
derpaa vendte han fig til Mandela, ſom ſtod med Taa- 
rer i Dinene og ventede paa et venligt Ord til Farvel. 
„Du er klar, mit Barn!“ foiede han til, „dine Papirer 
ere i Orden, og Du kun roligt ſeile videre.“ 

Manoela var fuld af Taknemmelighed imod Donna 
Tereſa og vilde gjerne give fine Folelſer Luft. Den 
unge Pige, der blev adlydt af Alle, og fra hvis Fingre 
der faldt en Regn af Guldſtykker, ſom hun ikke gjorde 


Manoela. 689 


fig den Uleilighed at tælle, forekom hende ſom en lune⸗ 
fuld, men velgjorende lille Fee. Hun trykkede et frygt⸗ 
ſomt Kys paa den unge, indſlumrede Peruanerindes forte 
Lokker og neiede dybt for Donna Roſario, der neppe 
beſvarede hendes Hilſen. Manoela fkyndte fig hurtigt 
henover Dekket og var undſeelig over at blive betragtet 
af Matroſerne, der ſmilte til hinanden og ſyntes at for— 
ſtaae, hvad der foregik i Fiſkerens Hjerte. Denne rakte 
den unge Pige Haanden og hjalp hende ned i Baaden 
uden at ſige et eneſte Ord til hende. Manoela var fan 
forſtyrret, at hun neppe kunde holde ſig opreiſt. Branca 
lod ſig ikke bede to Gange om at komme med; den 
foer jaa hurtigt henad Dekket at den fløj ud over Re⸗ 
lingen og faldt i Bandet, hvorfra den dog hurtig blev 
fiffet op i Baaden, idet Diogo greb den ved dens lange 
ſilkeblode Skjeg. 

„Bras fuldt ſtore Mersſeil! Lad Storſeilet falde!“ 
raabte Capitainen. Skibet fortſatte ſin Reiſe til Cadix, 
og Baaden ſtyrede tilbage til Sen. 5 

Hvis Diogo havde havt alle Perus Skatte i fin 
Baad, vilde han ikke have været gladere. Han fab henne 
ved Roret og betragtede henrykt den ſmukke Manoela, 
hvem han havde miſtet et Sieblik, og hvem en raſk 
Beſlutning havde ſkaffet ham tilbage. Hun fab ved 
Maſten, ſaae ned for fig og foer undertiden ſammen. 
Sogangen og den ſkarpe Morgenvind forſkrœkkede hende 
og gav hende disſe Kuldegysninger. Diogo indfvøbte 


hende i ſin tykke Kappe. 
45 


— NNE 


690 Manoela. 


„Hor,“ ſagde han ſmilende til hende, „ſom Du 
ſidder der i den morke Kappe, ligner Du jo Madonna 
i vore Kirker; Kronen mangler Dig kun .. . . tag dette!” 
Med disſe Ord rullede han det chineſiſke Krepſhawl, 
ſom han havde faaet Dagen iforveien, ſammen ſom en 
Turban og ſlyngede det om hendes Lokker. Hvor 
bange Manoela end var for at være paa Havet, kunde 
hun dog ikke lade være at bukke fig udover Bandet for 
at fee, hvorledes Shawlet kleedte hende. Hun rakte 
Fiſkeren Haanden. 

„Hvor Du er god!“ ſagde hun til ham. 

„Men Du forlod os dog,“ ſagde Diogo og ry— 
ſtede pan Hovedet; „Du vilde ſmutte bort fra vor B 
ligeſom en Fugl, der flipper bort fra fit Buur.” 

„Den lille peruanſke Fee havde reent forhexet min 
Moder,“ ſagde Manoela. 

„Hvem veed, om den gamle Joſefa ikke igjen bliver 
gnaven, naar jeg nu kommer med Dig?“ 

„Nei,“ ſagde Manoela, „det tor jeg nok inde⸗ 
ſtaae for.“ 

„Ja ja, hvis hun ikke vil have Dig, ſaa er der 
nok Andre .... Hurtigt, Mandela! Det andet Seil 
op, ellers komme vi til at ligge ſtille! .. . . Det er 
godt! Du kan blive en udmerket Somandskone, 
Mandela.“ ' 

„Jeg ſiger Dig, at hun vil tage vel imod mig,“ 
gientog den unge Pige, „og imod Dig ogſaa, Diogo. 


Manoela. 691 


Den lille Fee har givet mig alle Guldſtykkerne igjen. 
Der kan Du ſee dem!“ 

Under disſe Samtaler forte en raſk Briſe dem til— 
Dage til Sen. Branca ſov ligeſaa roligt ved deres 
Fødder, ſom om den havde ligget under det ſtore Viin— 
træ foran Joſefas Hytte. Mansbela var ikke mere bange; 
hun var ganſke tæt ved Land, og hun var vis paa at 
blive vel modtagen af ſin Moder. Hvor mange glade 
Forhaabninger indeſluttedes ikke i den lille Baad, der 
bragte de to unge Menneſker ind til Kyſten! Disſe fire 
og tyve Timer, hvori der var foregaaet ſaameget, havde 
bragt dem langt videre end ellers hele Aar af deres 
eensformige Tilværelfe. En eneſte Dag havpde udviklet 
og modnet en Folelſe, der faa tidt kues og tilbagetrænges 
paa et fattigt og afſidesliggende Sland. 

Paa Klipperne, der omgive den lille Havn ved 
Santa⸗Cruz, ſtod der en heel Mængde orkesloſe Folk 
og fulgte den lille Fiſkerbaad med Sinene. Man kunde 
ikke blive enig om, hvem der var ombord, thi Manoela 
havde endnu beſtandig det brogede Shawl om Hovedet 
og ſad indſvobt i Kappen. Man troede, at det var 
Fremmede, og Ingen tilbød fig at hjælpe dem, faa 
Diogo maatte ſelv ſpringe i Bandet for at fane Baa⸗ 
den ind til Kyſten. Han bar Mandela i Land, og nu 
førft fane de, at det var Øens Perle, han kom med. 

Diogo og Manoela ſkyndte fig hjemad til Joſefas 
Huus, og Diogo kaldte paa hende med hoi Roſt: 


45% 


692 Manoela. 


„Heida! Mo'er Joſefa, hvor er Du? her har Du os 
alle Tre!“ 

Den Gamle aabnede Doren forſigtigt og ſtak Ho— 
vedet ud. „Hvem er det?“ ſpurgte hun. „Ah! er det 
Dig, Diogo! Aa, jeg er ganſke ſyg og har endnu ikke 
forvundet, at Du kom her og veekede mig midt om 
Natten.“ 

„Ja, nu ffal Du nok komme Dig,“ ſparede Fi= 
ſkeren, „thi her bringer jeg Dig baade din Datter og 
Branca.“ 

„Hvad! er det Dig, Manbela? faa lod man Dig 
dog flippe! Du kan aldrig troe, hvor Diogo var ra— 
ſende, da han kom her i Nat....“ 

„Naa, Mo'er Joſefa, glæder det Dig ikke, at Du 
har faaet Manobela igjen? hvorfor omfavner Du 
hende ikke?“ 

Den Gamle udbredte fine lange, magre Arme, og 
Datteren kaſtede fig med Smhed til hendes Bryft. 
Medens hun dodslede fine Kjcertegn pan den hjerteloſe 
Gamle, ſtak hun hende Guldpengene i Haanden og hvi— 
ſkede til hende: „Jeg har faaet dem igjen! Der, tag 
Du dem alle!“ 

„Ak, mit Barn, mit Barn!“ raabte den Gamle 
med et pludſeligt Anfald af Omhed, „hvor jeg er glad 
over at ſee Dig igjen! Diogo, min egen Dreng! Tak 
fordi Du bragte mig min Datter igjen! Det er Noget, 
ſom jeg aldrig ſkal glemme Dig.“ 

„Lad os faa komme tilbords og fane Noget at leve 


Manoela. 693 


af,“ ſvarede Diogo, „thi jeg er ligeſaa ſulten, ſom om 
jeg havde været ude at fiſke — og en god Fangſt har 
jeg da ogſaa gjort! Lad os til Desſert faae fat paa 
den gamle Viin, ſom Du ſtjuler derinde i Alkoven, faa 
vil vi drikke forſt paa din Sundhed ....“ 

„Tak, Du er ret et rart Menneſke, lille Diogo!“ 

„Og jaa paa vor egen — jeg mener paa min og 
min lille Bruds der!“ — — 

Juſt ſom de to lykkelige unge Menneſker ſatte ſig 
tilbords, tabte det ſtore Skib Øen Flores affigte. 
Donna Tereſa, der nylig var bleven kledt paa, fad og 
ſpiſte Guava⸗Syltetoi til Frokoſt, medens Donna Ro⸗ 
ſario, der var af den gamle Skole, tændte fig en Ciga— 
rette af Mais til Kaffen og gjorde Capitainen Selſkab, 
der røg en udmeerket Havanna-Cigar. 

„Ah!“ ſagde Tereſa og tog ſig til Panden, „hvad 
var det dog for en afſkyelig lille OS, Capitain, De i 
Gaar forte os hen til! Den har givet mig en forfer⸗ 
delig Hovedpine.“ 

„De lovede mig dog, at De aldrig vilde ffjænde 
mere, naar De fik Lov at komme iland,“ ſvarede Ss⸗ 
manden. 

„Og ſaa den lille Pige, ſom jeg vilde have taget 
med mig! Jeg er rigtig glad over, at jeg er bleven 
hende qvit! Det var jo en lille Taareperſe, der ikke 
beſtilte Andet end ſukke efter fine Klipper og ikke brød 
lig om at høre paa, hvad jeg fortalte!” 

„Og faa denne Ged, der ſtank fan afſtyeligt!“ til⸗ 


694 Manoela. 


föiede Donna Roſario, idet hun lod Rogen af Ciga⸗ 
retten gaae ud igjennem fine Neeſebor. „Jeg er glad 
over, at vi ere frie for den, og beklager kun, at det 
Par Timers Ophold har været os faa dyrt.“ 

„Jeg vilde ogſaa beklage det Samme,“ ſagde 
Capitainen, „hvis vi ikke havde gjort to Menneſker 
lykkelige!“ 

„Kan man være lykkelig paa ſaadan en Klippe?“ 
afbrød Tereſa ham. 

„Ja hvorfor ikke?“ ſagde Stmanden. „De har 
givet Manoela en god Medgift, og jeg har rigelig be— 
tenkt den unge Fiſker. Det er et Reſultat, der altid 
veier op mod en Smule Hovedpine, og jeg ſlutter deraf, 
at vi dog ikke ganſke have ſpildt vor Dag.“ 


695 


To Vorneſange. 
Af 


F. L. Hoedt. 


Til 
Üdgiveren. 


Hyvad jeg byder Dig her, 

kjcre Ven, er ei ſtort; 
Men Du ſynes jo, det 

er det Bedſte, jeg har gjort. 
Saa tag da for denne Juul 

tiltakke med det Bedſte, 
Maaſke kan jeg gjøre det 

Bedre til næfte. 


696 


To Borneſange. 


1. 


Den hele Dag mage vi gane i Skole, 
Hvor vi maae leſe og ſtrikke og ſye 
Og ſidde ſtille paa vore Stole, 

Og hvor man ikke har Lov at knye. 
Falleralla lalalalala oſv. 


Men denne Aften er vi til Gilde 
Paa Nørregade hos Madam Høedt, 
For det er netop den Dag, da lille 
Emilie Peterſen hun blev født. 
Falleralla lalalalala. 


Og derfor more vi os iaften 

Med Leg og Loier og Dands og Spil, 
Med Krandſekage og Drueſaften, 

Og hver kan fkrige faa høit, hun vil. 
Falleralla lalalalala. 


Saa lad os ffrige, ſom vi var gale, 
For Klokken er jo desverre ti; 
Imorgen ffal vi til Frsken Zahle, 
Og ſaa er den Fornsielſe forbi. 
Falleralla lalalalala. 


To Børnefange. 697 


Men for vi fkilles, vil vi dog ſige 
Farvel og Tak, Mille Peterſen; 
Forbliv beſtandig en artig Pige 

Og bed os fnarlig komme her igjen. 
Falleralla lalalalala. 


sg Den femte Mai : 
Kom Storken her til Byen. 
Ja, Ingenting gaaer dog faa raſk ſom Tiden, 
Igaar var det akkurat otte Aar ſiden, 
i: Og det var ,: 
Et hoiſt meerkverdigt Syn. 


,: Den ſpankede :,: 
Paa ſine rode Been. 
Men det Meerkverdige var, at i Næbbet 
Holdt den en lille Pige, ſom flebed, 
,: Forreſten : 
En ynudig, lille En. 


698 To Borneſange. 


,: Og Storken ,: 


Kom her og banked paa. 
„Jeg ſkulde hilſe Hr. Phiſter og ſige, 
At her var den omtalte lille Pige, 
,: De bedes : 
Om ikke at forſmaae.“ 


5: Og Pigen : 
Hun vogte og blev ſtor. 
Snart fik hun baade Buxer og Kjole, 
Nu ſkal hun ind i en anden Skole 
15: Og gleder ,: 
Beſtandig Fa'er og Mo'er. 


25: Og derfor :,: 

Er vi til Gilde her, 

Hvor vi tilſidſt nu ſynge ville: 

Tak ſkal De ha'e, Hr. Stork, for den lille 
,: Charlotte, :,: 

Vi Alle har faa kjer. 


699 


Literatur og Kunst. 


Hyis vi ved vore literaire Juleudſtillinger havde Medailler og 
Priisbelonninger ligeſom ved de induſtrielle, vilde man denne 
Gang let blive enig om, hvem den forſte Priis burde tilkjendes. 
Det er en ganſke lille Bog af H. C. Anderſen: Eventyret 
„Dryaden,“ der ſtrax vilde ſamle alle Stemmer omkring ſig. 

Det er altfor fordringsloſt af Anderſen, naar han ſiger, at 
han har hentet Stoffet til denne yndige Digtning fra den 
ſtore Pariſerudſtilling i 1867. Det bedſte Beviis er, at der er 
Millioner, der have beſsgt denne Udſtilling, og dog er der ikke 
Cen af dem Alle, der har feet, hvad han har feet, eller feet det, 
ſom han har ſeet det. Hele Hemmeligheden er den, at hvor⸗ 
mange Vidunderligheder Pariſerudſtillingen i 1867 end har bragt 
for Dagen, ſaa er Anderſens Phantaſi endnu meget vidunder⸗ 
ligere, og det er fra den og fra hans letvakte Folelſe, at han har 
hentet Stoffet. Pariſerudſtillingen er kun et Vehikel, en Stafſage, 
der imidlertid giver ham en velkommen Leilighed til at lade Han⸗ 
og Hun⸗Rotten mede i Kloaken og Fiſkene i Aquariet vexle 
nogle af disſe koſtelige Replikker, ſom Ingen kan ſige ham efter; 
men Kjernen i hans Arbeide er det poetiſke Syn, han har havt 
paa Dryaden og hendes Dognliv. Man kan ikke tenke fig noget 


700 Literatur og Kunſt. 


Finere og Yndefuldere end Skildringen af den ſtakkels Dryade, 
der losriver fig fra Træet og fætter fig ved dets Fod, ved fin Huus⸗ 
dør, hvortil hun ſelv har bortkaſtet Nøglen. Stjernerne blinke, 
og Gaslamperne ſtraale. Hun er ſlank og faſt, et Barn og dog 
en fuldvoxen Jomfru. Dragten er ſilkefün, gron ſom de ud⸗ 
foldede friſte Blade i Træets Krone, og i hendes nodbrune Haar 
hænger en halvt udſprungen Kaſtanieblomſt. Med et veemodigt 
Smiil følger man hende paa hendes Doguflugt, man gribes af 
Smerte ved Skildringen af hendes Dod; man feer hendes Skik⸗ 
kelſe ſtinne i vexlende Farver, ſom Sabeboblen, idet den briſter, 
forſvinder og bliver til en Draabe, og man ſynes gjennem Org⸗ 
lets bruſende Toner at hore: „Din Lengſel og Lyſt rev Dig 
op med Rod fra din gudgivne Plads. Det blev din Fordeerv 
— ſtakkels Dryade!“ Jeg kjender flere Bøger ſaavel af min 
ærede Ven ſom af Andre, der ere formede med mere Omhygge⸗ 
lighed end denne; men Anderſen har aldrig ſkrevet noget mere 
Gribende end denne Dodsſcene, ligeſom jeg ikke kjender noget 
Arbeide af ham, der i hoiere Grad forener Genialitet og Be⸗ 
ſindighed. 

Jeg anbefaler denne ſmukke Bog til mine Leſere, thi den 
vil ikle bidrage faa lidt til at berede dem — hvad jeg af Hjertet 
onſker dem Alleſammen — 

en glædelig Juul! 
Udg.